Thomas, din skurk!!!

Da Henrik VIII døde i 1547, varede det ikke længe, før hans langt-om-længe-frisatte enke, Katherine Parr, fandt sig en noget mere appetitlig mand, nemlig admiral Thomas Seymour. Hun forelskede sig i og giftede sig med ham samme år, som hun blev enke. Som kongens sjette kone havde hun været en god og loyal hustru, men det var næppe kærlighed, der bandt hende til den skrækkelige, gamle tyran.

Hun var en nydelig dame på 35, men blev ikke regnet for en skønhed, sådan som hendes steddatter, kongens 14-årige datter, Elizabeth, der boede hos hende og hendes nye mand, admiral Seymour. Noget, hendes nye brudgom ikke overså, og det fortælles, at han hurtigt fik for vane at vise sig halvnøgen i den unge prinsesses soveværelse, inden hun stod op. Han havde også en meget lidt ærbødig vane med at give hende et klask i hendes jomfruelige rumpe.

Maleriet hér viser den 13-14-årige Elizabeth i 1546. Hun var yndig, men var det derfor, Thomas Seymour gjorde sig lækker for hende? Skyldtes det ikke snarere, at den ambitiøse admiral drømte om en endnu mere magtfuld position i kongedømmet end gennem den afdøde konges enke? Elizabeth var jo trods alt ikke bare hans datter, men også halvsøster til hans efterfølger, Edward VI. Hvorom alting er, så aste og maste stedmoderens nye mand i hvert fald for at gøre indtryk på den unge pige, medens hans gravide kone så til og forsøgte at holde gode miner til slet spil. Hvad andet kunne hun gøre? Intet, men det betød, at hendes mands anstrengelser med at gøre indtryk på Elizabeth også omfattede noget, der i høj grad ligner et voldtægtsforsøg, hvor han endte med at rive noget af hendes tøj i stykker.

Da stakkels Katherine var død i barselsseng med hans barn, gik han for alvor efter den purunge Elizabeth, men hun afværgede hans forførelsesforsøg. Det afskrækkede ikke den forfærdelige admiral og enkemand, for hvis hun ikke var modtagelig for hans charme, så svingede han bare over til hendes halvsøster, Mary. Hun ville dog heller ikke have ham, og så blev han for lavor dristig: han forsøgte at bortføre kongen, de to kvinders halvbror, Edward VI. Noget, der heller ikke lykkedes, men det satte en stopper for hans ambitiøse bestræbelser, for i 1549 blev han arresteret og derpå prompte halshugget.

Den forførte prinsesse

Hun var det næstyngste barn af prins Christian og prinsesse Louise af Danmark. Hendes navn var Thyra, og hun er ikke så kendt som sine to ældre søstre, Alexandra og Dagmar. Prins Christian var en fjern slægtning af den danske kong Frederik VII, men blev hans tronarving, da kongen havde været gift tre gange uden at få børn. (Det tredie - og bedste - ægteskab var iøvrigt med den ikke spor adelige eller royale Grevinde Danner).
De tre prinsesser, Alexandra, Dagmar og Thyra stod hinanden nær. En af de ting, de delte under deres opvækst, var en ukongelig fattigdom, der gjorde, at de f.eks. lærte at sy og reparere deres eget tøj. Det var et enormt held, ja, nærmest et karrierespring for familien, da faderen blev udnævnt til tronfølger og fulgte kong Frederik VII som Christian IX i 1863. Samtidig fik en af sønnerne, nemlig den 17-årige Vilhelm, en lige så flot chance, for han blev ganske uventet valgt til konge af Grækenland, som han regerede som Georg I indtil sin død i 1913.

Hvad pigerne angik, så blev de lige med et meget attraktive for giftelystne, europæiske prinser. De to ældste, Alexandra og Dagmar, blev tilmed regnet for skønheder, som den yngste, Thyra, stod efter sigende lidt tilbage for mht. udseende.

Alexandra blev gift med den senere engelske kong Edward VII, og Dagmar fik kejser Alexander III af Rusland. Pigernes mor - dronning Louise - var bekymret for, at hendes yngste og angiveligt ikke så smukke datter, Thyra, ikke skulle få et helt så strålende ægteskabstilbud som søstrene.

Thyra havde imidlertid andre interesser end royale friere, for hun var blevet forelsket i - og forført af - en overmåde flot, borgerlig soldat, nemlig løjtnant i livgarden, Vilhelm Frimann Marcher.

I sommeren 1871 måtte Thyra tilstå over for sin mor, at "det var gået galt", hvilket straks førte til udførelsen af en omfattende plan om at dække over skandalen: hun skulle have barnet i det, der blev kaldt "dølgsmål" i Grækenland, hvor ikke så mange ville genkende hende som prinsesse af Danmark. Hvad hendes flotte forfører angik, så begik han selvmord i 1872 efter det, der er blevet kaldt en "konfrontation" med Thyras far, Christian IX. Alt sammen meget trist, men parrets illegitime datter, Maria Katharina Marcher, overlevede fødslen i Grækenland og kom til Danmark, så noget godt kom der ud af det.

Thyras foretagsomme og handlekraftige mor, dronning Louise, ønskede, at barnet blev bortadopteret i Grækenland, men man mener, det lykkedes Thyra at overtale sine forældre til at lade den nyfødte komme med til Danmark, hvor hun så fik en ny familie. Hun blev adopteret af Rasmus og Anne Marie Jørgensen/Jensen i Odense, og de kaldte hende Kate. I 1902 blev hun gift med løjtnant Frode Ployen-Holstein (1872-1942), der var søn af en kammerjunker. De fik ingen børn, og hun døde i 1964.

Oven på fødslen, bortadoptionen og ikke mindst kærestens selvmord blev Thyra forståeligt nok meget deprimeret. Noget, der ikke forhindrede hendes mor i at gå i gang med en seriøs undersøgelse af, hvilke royale ægteskabskandidater der var til hendes "faldne" datter. Den, der forekom hende bedst egnet, var hertug Ernst August af Cumberland, hvilket udviklede sig til en plan, som hendes ældste datter, Alexandra, åbenbart tilsluttede sig, for hun sørgede for, at de kunne mødes hos hende på Sandringham i 1875.

Tre år efter giftede de sig i København, og ægteskabet var på mange måder en succes, selv om Thyra led af periodiske depressioner resten af sit liv. De kom godt ud af det og fik såmænd seks børn. Da Thyra døde i 1933, var hun 79 år gammel, enke, og to af hendes sønner var døde. Trist, men ikke så slemt som det, der skete for hendes søster Dagmar, der som mor til Zar Nicholas I mistede en stor del af sin familie under den russiske revolution.

På eksplosionsstadiet!!!

Endnu en af den slags dage, hvor jeg føler lyst til at kølhale samt flå min skytsånd. Sådan er det nemlig, når ALT går mig imod, for burde han ikke sørge for, at fastnettelefonen ikke ringede med et vigtigt budskab, samtidig med at jeg er i gang med en køb-salg-diskussion på mobilen? Og hvad er det for noget med at lade mig være lige ved at snuble over et par sko, (som jeg ganske vist selv har stillet dér, hvor de står), når jeg balancerer afsted med en fyldt kaffekop? Hvordan pokker kan det være, at den person, jeg gerne vil indgå en handelsaftale med, pludselig ikke er til at træffe, medens ham, jeg ikke er så lun på, lokker med et suspekt tilbud? Er det ikke skytsåndens job at sørge for, at den slags situationer aldrig opstår, og skal han ikke ALTID være på min side??????
OSV, OSV, OSV, OSV, OSV ....
Faktisk synes jeg efterhånden, at denne irriterende ånd skylder mig en hel del. Vi kan f.eks. begynde med en LOTTO-gevinst, der overstiger 37,00 kr, samt en hel masse anden form for held i sprøjten, for det er jo det, det drejer sig om: er man heldig, eller er man ikke heldig? Det er tydeligt, at nogle er, medens andre kan havne i en spiral af uheld, uden at der er nogen forklaring på det. ØV!!!!!

PS: jeg er udmærket klar over, at der findes andre, der kommer ud for endnu værre ting, men hvis man er et arrigt gespenst som mig, så fødes man med en indre mekanisme, der gør, at man glemmer al fornuft, når uheldet er ude. Eller sagt på en anden måde: man sætter sin standard for uheld og "modgang" lavt, for så skal der ikke så meget til, før man føler sig uretfærdigt behandlet ....

Fra hygge-dans til dødsvrik

I 1518 skete der noget meget mærkeligt i Strasbourg, som maleren Pieter Bruegel den Ældre har foreviget i en morsom, men også skræmmende tegning.
Den pæne og agtværdige borgerkone, fru Troffea, bevægede sig stift og "sært", da hun trådte ud ad gadedøren. Hun så ud, som om hun var i trance, og pludselig begyndte hun at danse rundt med vilde, urytmiske bevægelser. Hendes mand forsøgte at stoppe hende, men forgæves, og alle omkringstående var uforstående over for det, der skete, hvilket hun tydeligvis også var selv. Intet kunne standse hende, hun dansede og dansede, indtil hun sank om af udmattelse. Selv ikke en nat med en dyb søvn kunne standse hende, for dagen efter fortsatte hun. Hvad værre var, flere andre pæne og agtværdige borgere fulgte hende. Alle dansede vildt med selvopfundne stødvise trin og uden musikledsagelse. Da 400 mennesker hoppede, vrikkede og dansede rundt, besluttede de omkringstående, at dette var en sag for lægestanden, og man tilkaldte nole kloge hoveder, der udtalte, at det drejede sig om et tilfælde af "varmt blod". Dette kunne formentlig kureres, hvis man så at sige fyrede op under de dansende med musik.
Noget, der hurtigt viste sig at ikke hjælpe. Så vendte man sig de sædvanlige religiøse forklaringer: dette måtte skyldes Sankt Vitus (ca. 290 – 303), der var en kristen helgen, der led martyrdøden. Han var særlig god til at hjælpe mod epilepsi og kramper, men kunne også nedkalde den slags over folk, der havde forbrudt sig imod ham eller kirken. Det er ham, der forbindes med nervelidelsen sankvejtsdans, hvilket skyldes den senmiddelalderlige skik med at danse foran hans statue. (Nogle mener faktisk, at den vendiske gud Svantevit er baseret på Sankt Vitus, men det er ikke bevist). Man regner nu sankvejtsdans for en "underafdeling" af en anden hjernesygdom, nemlig Huntingtons chorea, der er beslægtet med Parkinsons.
Dengang denne episode indtraf i Strasbourg svingede tolkningerne mellem religion og medicin. Var det Guds straf eller det såkaldt "varme blod", der fik pæne borgere til at te sig så vildt? Ingen ved det, og selv om nogen mener, at det kan have skyldtes brød, der var fordærvet af svampearten meldrøje, så er sagen faktisk stadig uafklaret.

https://en.wikipedia.org/wiki/Dancing_Plague_of_1518

Kannibalisme og medicin

Kannibalisme? Ulækkert og sært, men en historisk kendsgerning, også i Europa.

Billedet er fra Rusland under en hungersnød, der krævede mange menneskeliv.

Mumier til salg? Hvorfor i alverden skulle man dog investere penge i gamle, indtørrede lig? Tjah, det kunne f.eks. skyldes troen på, at de havde en helbredende virkning. Det førte i hvert fald til noget, der er blevet kaldt "kannibalkuren" i Renæssancen. "Stødt mumie" var således engang en anerkendt medicin, og nogle steder solgte folk ud af deres døde slægtninge.

I Rænæssancen kunne man få serveret alle mulige dele af  det menneskelige legeme som helbredelsesmiddel, og noget af det er hængt ved i vore dage. Det drejer sig f.eks. om placenta-produkter, som der er god gang i, selv om de er meget dyre.

Dette produkt forsælges også som skønhedsmiddel, og det er ikke ligefrem billigt. Det er vist ikke blevet bevist, at det har en medicinsk effekt, men tanken om dets funktion i skabelsen af et menneskefoster smitter nok af på køberne. Man forestiller sig, at dette menneskelige byggemateriale ikke bare virker i livmoderen, men også udenfor, og den ide sælger varen.

Det, der sælger den slags produkter som medicin, er vel sagtens en eller anden "lighedsafsmitning". Ligesom man kunne forestille sig, at indtagelsen af røde produkter giver mere blod eller er godt for blodomløbet. En meget naiv tanke, men jeg tror, at det er den tankegang, der gør sig gældende.

Vi ved, at blodtransfusioner kan redde et menneske, men hvad med fæces? Ih jo, det bliver angiveligt det nye super-produkt inden for medinen .....

https://videnskab.dk/krop-sundhed/andres-afforing-kan-blive-din-medicin

Trækker det fra?

Edgar Allan Poe (1809–1849) regnes for en stor forfatter, hvis digt "The Raven" er anerkendt som en klassiker. Om det stadig læses er nok et spørgsmål, og jeg mistænker, at det er mere kendt for at være kendt end for at være et levende litterært bidrag til nutidsmenneskers liv og livsforståelse. Ganske vist har ravnen en symbolsk værdi som en af de klogeste fuglearter, men hvor mange i den yngre generation ved det?
Nå, men ud over at være berømt for dette og andre værker, så var Poe faktisk også berygtet i en del af sit liv. Ikke bare blev han alkoholiker, men der var jo også det med hans kontroversielle ægteskab: Virginia Eliza Clemm Poe (née Clemm; 1822–1847), var bare 13 år gammel, da han giftede sig med hende som 27-årig. Desuden var hun hans kusine, men det med slægtskabet kunne endda gå, for den slags ægteskaber var der mange af i tiden, bl.a. i de forskellige kongehuse. 
Hvordan man end ser det, så var hun jo et barn, medens han var en voksen mand, så hvad foregik der egentlig? Litteraturfolk og Poe-beundrere har ivret for, at ægteskabet skulle ses som en form for fælles-cølibat, da det ifølge deres tolkninger ikke blev konsumeret. Om det er sandt vides ikke, og bølgerne har gået ret højt i et forsvar for digteren, der af nogen ses som jomfru på samme måde, som Virginia formodes at være det. 
Nogle af hans venner mener dog, at ægteskabet blev konsumeret et par år efter brylluppet, men det er der selvfølgelig også debat om. For nutidsmennesker er der tale om en meget forskruet situation, som det kan være svært at virkelig forstå. Vi forarges over brudens unge alder og fatter nok ikke rigtig det med det ikke-konsumerede ægteskab, men må tage til efterretning, at de faktisk var gift i 11 år.

Der er ingen tvivl om, at Poe holdt meget af sin kone/kusine, og at han sørgede dybt, da hun døde af tuberkulose som 24-årig. Ægteskabet virkede også lykkeligt, bortset fra én ting: nogle få år efter brylluppet var Poe involveret i en skandale, der gik på påstande om hans amorøse forbindelse med damerne Frances Sargent Osgood og Elizabeth F. Ellet. Disse anklager tog så hårdt på Virginia, at hun på dødslejet påstod, at Elizabeth F. Ellet var årsagen til hendes død.

Efter at have mistet Virginia søgte Poe trøst i flasken, medens han bearbejdede sorgen gennem sine værker, hvor der ofte optræder døende, unge kvinder. Det gælder f.eks. "Annabel Lee", "Ligeia" og "The Raven".
I vor tid må man imidlertid spørge sig selv, om det var hans skyld, at hun døde så ung. Skyldtes det deres ægteskab med den skæve aldersfordeling, at hun vel nærmest sygnede hen? Nej, egentlig ikke, for hun havde levet i fattigdom inden brylluppet, og det var faktisk et af Poes argumenter for at lade ham ægte hende, at han kunne hjælpe på familiens økonomi.
At et ægteskab med en 13-årig forekommer os vanvittigt siger sig selv. Sådan gør man bare ikke, hvad enten man er en anerkendt forfatter eller ej, men jeg synes ikke, det gør det, jeg antyder i titlen på mit indlæg. Det trækker ikke fra Edgar Allan Poes ry, der vel altid har været "sært". At han handlede, som han gjorde, kunne lade sig gøre, fordi det ikke var så underligt for hans samtid som for os. Noget, der på en vis måde sanktionerer hans handling.

Jernladyen

Dette er et typisk billede af den nu afdøde engelske premierminister Margareth Thatcher og samtidig en illustration af min egen modsætningsfyldte holdning, når det gælder politik. Hun var konservativ, og det er jeg ikke, men hun var også kvinde og havde stor succes i noget, der blev set som et "mandefag", hvilket jeg virkelig tager hatten af for. Damen var dygtig - og somme tider lidt for dygtig, hvis jeg tænker i politiske baner - og alligevel beundrer jeg hende. Noget, der ene og alene skyldes, at hun var kvinde.
Altså ....
Nå, men ligner det ikke den holdning mænd har til kønsfæller med succes? Måske de ikke går ind for deres politik, livsstil, etc., men kønnet får dem til at applaudere dem, og de vil til enhver tid støtte dem frem for en dygtig kvinde, der ikke er "ligesom dem", nemlig i fysisk forstand? Jo, det ligner i høj grad og er vel i realiteten identisk med deres holdning, hvilket tydeligvis gør mig til kvinde-chauvenist, liesom de er mandschauvenister.
 

Hvorom alting er, så blev Margareth Hilda Roberts Thatcher Europas første kvindelige premierminister og den eneste i det tyvende århundrede, der vandt tre valg på stribe. Hun blev et begreb på samme måde som Winston Churchill var det, da han sad på posten. Også for dem, der ikke kunne lide hendes politik.
Hendes uddannelse bestod i en bachelor i kemi, og senere blev hun advokat med speciale i skatte- og patentlov. Da det konservative parti, som hun repræsenterede, fik en jordskredssejr i 1979, blev Labour sendt ud i mørket, hvor de sad og skumlede i næsten tyve år. Thatcher havde travlt med at vende skuden, hvilket betød en hel række radikale løsninger, der ikke ligefrem var en lynkur, så hun var nok nærmest ligeglad med, hvad de gjorde, når bare de var væk - og det var de ...
Det var hendes erklærede mål at bekæmpe socialismen i alle dens former, og denne situation lignede i hvert fald en sejr over den, omend kun på hjemmeplan. Senere, da hun mødte en af de rigtig tunge drenge inden for socialismen, nemlig Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, udtalte hun sig overraskende nok positivt om ham. Noget, der dog ikke forhindrede den sovjetiske avis Røde Stjerne i at give hende øgenavnet "Jernladyen", der såmænd følger hende den dag i dag. USAs senere præsident Ronald Reagan var dog nok mere hendes kop te. De mødtes første gang, da han "bare" var guvernør i Californien, og sympatien var gengældt fra første øjeblik.

Da hun overtog magten i 1979, så det sløjt ud med den engelske økonomi. Inflationen var tårnhøj, hvilket også gjaldt skatterne, og der var ofte strejker. Der rådede en tung stemning i landet med alles generelle utilfredshed med alt og alle.
Thatchers hestekur bestod i en privatisering af flere statsejede selskaber, en nedsættelse af de høje skatter og forskellige andre tiltag, hvoraf de fleste var upopulære, men efterhånden virksomme. At nogle af dem betød en forøget arbejsløshed en tid var beklageligt, men det virkede alt sammen på længere sigt, og hun fik virkelig vendt skuden.
Det, der fældede hende, var hendes holdning til EU, som hun ikke var vild med. Efter et kampvalg om formandsposten i 1990 trak hun sig, sandsynligvis fordi hun kunne se, at hun ikke kunne vinde. Den langt mere farveløse John Major fik formandsposten og blev ny premierminister. Ikke at det var en katastrofe, men mange har afgjort savnet deres Jernlady.
I årene efter fik hun flere små hjerneblødninger, der gik ud over hendes hjernefunktion. Formentlig var hun noget senil, da hun fik et slagtilfælde og døde den 8. april 2013. Inden da var hun blevet udnævnt til baronesse og var indtrådt i overhuset i 1992. Et par år efter fik hun hosebåndsordenen, hvilket jo er noget af det fornemste, der kan overgå en pæn, konservativ lady.