Den beskedne mand, der reddede verden fra Tredie Verdenskrig

Denne nydelige, unge mand i uniform stod til en fin militær-karriere i den sovjetiske hær, men hans eventuelle ambitioner fik et alvorligt knæk i 1983, hvor han foretog et valg, der foruroligede hans overordnede. Hvad han gjorde? Han reddede såmænd "bare" verden fra en atomkrig gennem ulydighed ....
Stanislav Jevgrafovitj Petrov (1939-2017) var en russisk oberstløjtnant fra de sovjetiske strategiske raketstyrker, der afværgede en atomkrig ved at følge sin mavefornemmelse og gøre det, han ikke skulle ifølge sin stilling som ansvarshavende for en vigtig militærpost. Da han kort før midnat den 26. september 1983 modtog et signal om, at USA havde indledt et raketangreb på Sovjetunionen, trykkede han ikke på "den røde knap" og indledte et modangreb, for han så signalet som en systemfejl. Tredie Verdenskrig var afværget, og det skete, fordi han ikke fulgte instrukser, men i stedet sit instinkt. Netop på dette tidspunkt var Den Kolde Krig ellers koldere end nogensinde, og begge parter raslede med sablerne, så situationen kunne hurtigt have udviklet sig helt vildt, men det skete ikke på grund af Petrovs ulydighed.

Her er Stanislav Petrov mange år efter episoden, der kostede ham alt lige fra intense forhør til tab af de helt store karrieremuligheder, for han havde jo ikke fulgt ordrer, og det er slemt, når det gælder militærpersoner. Ikke mindst når det land, man tjener, er parat til lidt af hvert. Nogle uger før denne episode havde det sovjetiske militær skudt et koreandk passagerfly ned, fordi det havde forvildet sig ind, hvor det ikke hørte til. Det kostede 269 mennesker livet, hvoraf flere var amerikanske statsborgere. Samtidig var NATO i gang med nogle militærøvelser, som mange i Sovjetunionen anså for en form for forspil til et atomangreb.

Hvad Stanislav Petrov angik, så burde han slet ikke have haft fingeren på "Den Røde Knap", for han vikerierede bare for den ansvarshavende officer. Egentlig var han heller ikke i den operationelle militærafdeling, men i den analytiske, og jeg gad nok vide, om det var det, der afholdt ham fra at fungere som en robot, der trykker på knapper, der kan udslette store dele af verden.

Hans mavefornemmelse reddede verden, men det blev først kendt efter Peter Anthonys film "The Man Who Saved the World" med super-stjerner som Robert De Niro, Matt Damon, Ashton Kutcher og Walter Cronkite. Selv har han altid hævdet, at han skam ikke er nogen helt, "for jeg gjorde jo ignenting". Så sandt som det er sagt, og det er vi skam meget taknemmelige for ....

En datters hævn

Bridgette Harris udviste en meget konsekvent handlemåde, da hun kastrerede den mand, der havde voldtaget og mishandlet hende samt hendes yngre søster gennem hele deres barndom i Nigeria. At han var deres far gjorde bare det hele endnu mere ækelt, for den slags overgreb er nu engang ikke en fædrende ret.

Søsteren havde tilgivet ham, men det havde Bridgette ikke, og hun gik slet ikke ind for, at søsteren gav faderen tilladelse til at tage hendes 5-årige datter med på ferie i Afrika. Barnet havde præcis den alder, som Bridgette selv havde haft, da han begyndte på sine overfald af hende, så hun frygtede det værste og besluttede derfor at fjerne hans "våben", én gang for alle.

For at gennemføre sin plan fik hun ham lokket hjem på et besøge, men da han kom, benyttede hun sig af de tricks, hun mestrede som uddannet sikkerhedsvagt. Hun overmandede ham, gav ham håndjern på og stak et håndklæde i munden på ham, før hun gik i gang med sit egentlige ærinde. Noget, der imidlertid førte til hans død på grund af et voldsomt blodtab.

Juryen, der dømte hende, gik ind for manddrab med forskellige bestemmelser, der nedsatte straffen, men den dom forargede dommeren, der fandt den for lav. Han, (og jeg går ud fra, det var en "han"), lod hende ikke slippe så let, som dommen gjorde muligt, men sørgede for, at hun blev idømt fængsel i 5-15 år.

Mennesker - det billige skidt?

Corona har uventet ramt os og har vist sig dødelig i et langt større omfang, end man først forestillede sig. Faktisk var der dem, der morede sig ved tanken om, at der var tale om en virus, der skyldtes kinesernes indtagelse af det, de kalder "vådfoder", nemlig eksotiske dyr. Det var dog før, sygdommen blev verdensomspændende, for nu har piben fået en anden lyd - altså bortset fra i USA, der jo beklageligvis regeres af en notorisk idiot, der tænker med tegnebogen.

Man har længe vidst, at næste alvorlige, verdensomspændende virusudbrud ville komme fra dyr, men det lader ikke til, at man har forberedt sig på realiteterne. Alle - eller de fleste - har åbenbart troet, at der var tale om en ny omgang "ulven-kommer"-historie: man udstøder advarselsråbet "ULV!!!" så mange gange "for sjov", at ingen tror på det, når det virkelig sker ....

Nu er det imidlertid virkelig sket, og så viser det sig, at der er alt for få gode mundbind. Jeg ser folk i butikker, hvor de holder afstand, spritter hænderne af, men ikke har mundbind, selv om de gerne ville, for det er ikke til at få fat på.

Fyren ovenfor ligner én, der har lyttet til Englands premierminister, Boris Johnson. Han har nemlig gjort noget, der ligner det, denne tidligere Covid-19-patient anbefaler sine landsmænd: klip gammelt tøj i stykker og lav dine egne mundbind. Et herligt tidsfordriv? Tjah, men ikke noget, der hjælper på problemet, for sådanne masker vil ikke have den store effekt på smitten.

Personen til venstre har - som anbefalet af premierministeren - brugt en gammel T-shirt, hvilket giver en falsk tryghedsfornemmelse. Vedkommende har måske endda klippet T-shirten efter de engelske forskrifter, og det har været helt forgæves.

Ifølge de sidste oplysninger ser det sådan ud i England:

Nye dødsfald de sidste 7 dage: 2639
Stigning i antal døde seneste uge: 9%
Mio. indbyggere: 67,5
Døde pr. mio. indbyggere: 476
Andel af befolkning over 65 år: 18%

Eftersom det er de ældre, der rammes hårdest, er der dem, der mistænker, at denne sygdom var designet til at slå hul i "ældrebyrden". Det er faktisk en mistanke, som flere har givet udtryk for, men det blive nok aldrig andet end lige præcis det: en mistanke ....

Med hensyn til mundbind så er der visse retningslinjer, der automatisk udelukker brug af gamle underbukser, T-shirts og lignende. Det korrekte er medicinske engangsmasker, der består af 3 lag. Denne maske filtrerer bakterier og partikler med mere end 99% effektivitet. De er beregnet til anvendelse i flere timer, men skal udskiftes, hvis de bliver våde eller meget fugtige. Det er meget vigtigt, at man anvender mundbindet efter forskrifterne, for ellers kan det virke modsat og forøge smittefaren.

Når det - som nu - er umuligt at få fat på de korrekte mundbind, hvad skyldes det så? Sikkert en blanding af dumhed og vantro hos de ansvarlige, for de lever i en politisk defineret verden, der kaldes "det går nok" og desuden "det er bare kineserne, og de er selv ude om det". Man tager sig til hovedet og gruer for næste store verdensomspændende virussygdom ....

https://www.fastcompany.com/90501603/masks-prevent-the-spread-of-covid-19-landmark-analysis-of-64-studies-finds

https://www.dr.dk/nyheder/udland/fire-millioner-mennesker-har-faet-konstateret-coronavirus?cid=newsletter_nb_udland_20200510075830

Thomas, din skurk!!!

Da Henrik VIII døde i 1547, varede det ikke længe, før hans langt-om-længe-frisatte enke, Katherine Parr, fandt sig en noget mere appetitlig mand, nemlig admiral Thomas Seymour. Hun forelskede sig i og giftede sig med ham samme år, som hun blev enke. Som kongens sjette kone havde hun været en god og loyal hustru, men det var næppe kærlighed, der bandt hende til den skrækkelige, gamle tyran.

Hun var en nydelig dame på 35, men blev ikke regnet for en skønhed, sådan som hendes steddatter, kongens 14-årige datter, Elizabeth, der boede hos hende og hendes nye mand, admiral Seymour. Noget, hendes nye brudgom ikke overså, og det fortælles, at han hurtigt fik for vane at vise sig halvnøgen i den unge prinsesses soveværelse, inden hun stod op. Han havde også en meget lidt ærbødig vane med at give hende et klask i hendes jomfruelige rumpe.

Maleriet hér viser den 13-14-årige Elizabeth i 1546. Hun var yndig, men var det derfor, Thomas Seymour gjorde sig lækker for hende? Skyldtes det ikke snarere, at den ambitiøse admiral drømte om en endnu mere magtfuld position i kongedømmet end gennem den afdøde konges enke? Elizabeth var jo trods alt ikke bare hans datter, men også halvsøster til hans efterfølger, Edward VI. Hvorom alting er, så aste og maste stedmoderens nye mand i hvert fald for at gøre indtryk på den unge pige, medens hans gravide kone så til og forsøgte at holde gode miner til slet spil. Hvad andet kunne hun gøre? Intet, men det betød, at hendes mands anstrengelser med at gøre indtryk på Elizabeth også omfattede noget, der i høj grad ligner et voldtægtsforsøg, hvor han endte med at rive noget af hendes tøj i stykker.

Da stakkels Katherine var død i barselsseng med hans barn, gik han for alvor efter den purunge Elizabeth, men hun afværgede hans forførelsesforsøg. Det afskrækkede ikke den forfærdelige admiral og enkemand, for hvis hun ikke var modtagelig for hans charme, så svingede han bare over til hendes halvsøster, Mary. Hun ville dog heller ikke have ham, og så blev han for lavor dristig: han forsøgte at bortføre kongen, de to kvinders halvbror, Edward VI. Noget, der heller ikke lykkedes, men det satte en stopper for hans ambitiøse bestræbelser, for i 1549 blev han arresteret og derpå prompte halshugget.

Den forførte prinsesse

Hun var det næstyngste barn af prins Christian og prinsesse Louise af Danmark. Hendes navn var Thyra, og hun er ikke så kendt som sine to ældre søstre, Alexandra og Dagmar. Prins Christian var en fjern slægtning af den danske kong Frederik VII, men blev hans tronarving, da kongen havde været gift tre gange uden at få børn. (Det tredie - og bedste - ægteskab var iøvrigt med den ikke spor adelige eller royale Grevinde Danner).
De tre prinsesser, Alexandra, Dagmar og Thyra stod hinanden nær. En af de ting, de delte under deres opvækst, var en ukongelig fattigdom, der gjorde, at de f.eks. lærte at sy og reparere deres eget tøj. Det var et enormt held, ja, nærmest et karrierespring for familien, da faderen blev udnævnt til tronfølger og fulgte kong Frederik VII som Christian IX i 1863. Samtidig fik en af sønnerne, nemlig den 17-årige Vilhelm, en lige så flot chance, for han blev ganske uventet valgt til konge af Grækenland, som han regerede som Georg I indtil sin død i 1913.

Hvad pigerne angik, så blev de lige med et meget attraktive for giftelystne, europæiske prinser. De to ældste, Alexandra og Dagmar, blev tilmed regnet for skønheder, som den yngste, Thyra, stod efter sigende lidt tilbage for mht. udseende.

Alexandra blev gift med den senere engelske kong Edward VII, og Dagmar fik kejser Alexander III af Rusland. Pigernes mor - dronning Louise - var bekymret for, at hendes yngste og angiveligt ikke så smukke datter, Thyra, ikke skulle få et helt så strålende ægteskabstilbud som søstrene.

Thyra havde imidlertid andre interesser end royale friere, for hun var blevet forelsket i - og forført af - en overmåde flot, borgerlig soldat, nemlig løjtnant i livgarden, Vilhelm Frimann Marcher.

I sommeren 1871 måtte Thyra tilstå over for sin mor, at "det var gået galt", hvilket straks førte til udførelsen af en omfattende plan om at dække over skandalen: hun skulle have barnet i det, der blev kaldt "dølgsmål" i Grækenland, hvor ikke så mange ville genkende hende som prinsesse af Danmark. Hvad hendes flotte forfører angik, så begik han selvmord i 1872 efter det, der er blevet kaldt en "konfrontation" med Thyras far, Christian IX. Alt sammen meget trist, men parrets illegitime datter, Maria Katharina Marcher, overlevede fødslen i Grækenland og kom til Danmark, så noget godt kom der ud af det.

Thyras foretagsomme og handlekraftige mor, dronning Louise, ønskede, at barnet blev bortadopteret i Grækenland, men man mener, det lykkedes Thyra at overtale sine forældre til at lade den nyfødte komme med til Danmark, hvor hun så fik en ny familie. Hun blev adopteret af Rasmus og Anne Marie Jørgensen/Jensen i Odense, og de kaldte hende Kate. I 1902 blev hun gift med løjtnant Frode Ployen-Holstein (1872-1942), der var søn af en kammerjunker. De fik ingen børn, og hun døde i 1964.

Oven på fødslen, bortadoptionen og ikke mindst kærestens selvmord blev Thyra forståeligt nok meget deprimeret. Noget, der ikke forhindrede hendes mor i at gå i gang med en seriøs undersøgelse af, hvilke royale ægteskabskandidater der var til hendes "faldne" datter. Den, der forekom hende bedst egnet, var hertug Ernst August af Cumberland, hvilket udviklede sig til en plan, som hendes ældste datter, Alexandra, åbenbart tilsluttede sig, for hun sørgede for, at de kunne mødes hos hende på Sandringham i 1875.

Tre år efter giftede de sig i København, og ægteskabet var på mange måder en succes, selv om Thyra led af periodiske depressioner resten af sit liv. De kom godt ud af det og fik såmænd seks børn. Da Thyra døde i 1933, var hun 79 år gammel, enke, og to af hendes sønner var døde. Trist, men ikke så slemt som det, der skete for hendes søster Dagmar, der som mor til Zar Nicholas I mistede en stor del af sin familie under den russiske revolution.

På eksplosionsstadiet!!!

Endnu en af den slags dage, hvor jeg føler lyst til at kølhale samt flå min skytsånd. Sådan er det nemlig, når ALT går mig imod, for burde han ikke sørge for, at fastnettelefonen ikke ringede med et vigtigt budskab, samtidig med at jeg er i gang med en køb-salg-diskussion på mobilen? Og hvad er det for noget med at lade mig være lige ved at snuble over et par sko, (som jeg ganske vist selv har stillet dér, hvor de står), når jeg balancerer afsted med en fyldt kaffekop? Hvordan pokker kan det være, at den person, jeg gerne vil indgå en handelsaftale med, pludselig ikke er til at træffe, medens ham, jeg ikke er så lun på, lokker med et suspekt tilbud? Er det ikke skytsåndens job at sørge for, at den slags situationer aldrig opstår, og skal han ikke ALTID være på min side??????
OSV, OSV, OSV, OSV, OSV ....
Faktisk synes jeg efterhånden, at denne irriterende ånd skylder mig en hel del. Vi kan f.eks. begynde med en LOTTO-gevinst, der overstiger 37,00 kr, samt en hel masse anden form for held i sprøjten, for det er jo det, det drejer sig om: er man heldig, eller er man ikke heldig? Det er tydeligt, at nogle er, medens andre kan havne i en spiral af uheld, uden at der er nogen forklaring på det. ØV!!!!!

PS: jeg er udmærket klar over, at der findes andre, der kommer ud for endnu værre ting, men hvis man er et arrigt gespenst som mig, så fødes man med en indre mekanisme, der gør, at man glemmer al fornuft, når uheldet er ude. Eller sagt på en anden måde: man sætter sin standard for uheld og "modgang" lavt, for så skal der ikke så meget til, før man føler sig uretfærdigt behandlet ....

Fra hygge-dans til dødsvrik

I 1518 skete der noget meget mærkeligt i Strasbourg, som maleren Pieter Bruegel den Ældre har foreviget i en morsom, men også skræmmende tegning.
Den pæne og agtværdige borgerkone, fru Troffea, bevægede sig stift og "sært", da hun trådte ud ad gadedøren. Hun så ud, som om hun var i trance, og pludselig begyndte hun at danse rundt med vilde, urytmiske bevægelser. Hendes mand forsøgte at stoppe hende, men forgæves, og alle omkringstående var uforstående over for det, der skete, hvilket hun tydeligvis også var selv. Intet kunne standse hende, hun dansede og dansede, indtil hun sank om af udmattelse. Selv ikke en nat med en dyb søvn kunne standse hende, for dagen efter fortsatte hun. Hvad værre var, flere andre pæne og agtværdige borgere fulgte hende. Alle dansede vildt med selvopfundne stødvise trin og uden musikledsagelse. Da 400 mennesker hoppede, vrikkede og dansede rundt, besluttede de omkringstående, at dette var en sag for lægestanden, og man tilkaldte nole kloge hoveder, der udtalte, at det drejede sig om et tilfælde af "varmt blod". Dette kunne formentlig kureres, hvis man så at sige fyrede op under de dansende med musik.
Noget, der hurtigt viste sig at ikke hjælpe. Så vendte man sig de sædvanlige religiøse forklaringer: dette måtte skyldes Sankt Vitus (ca. 290 – 303), der var en kristen helgen, der led martyrdøden. Han var særlig god til at hjælpe mod epilepsi og kramper, men kunne også nedkalde den slags over folk, der havde forbrudt sig imod ham eller kirken. Det er ham, der forbindes med nervelidelsen sankvejtsdans, hvilket skyldes den senmiddelalderlige skik med at danse foran hans statue. (Nogle mener faktisk, at den vendiske gud Svantevit er baseret på Sankt Vitus, men det er ikke bevist). Man regner nu sankvejtsdans for en "underafdeling" af en anden hjernesygdom, nemlig Huntingtons chorea, der er beslægtet med Parkinsons.
Dengang denne episode indtraf i Strasbourg svingede tolkningerne mellem religion og medicin. Var det Guds straf eller det såkaldt "varme blod", der fik pæne borgere til at te sig så vildt? Ingen ved det, og selv om nogen mener, at det kan have skyldtes brød, der var fordærvet af svampearten meldrøje, så er sagen faktisk stadig uafklaret.

https://en.wikipedia.org/wiki/Dancing_Plague_of_1518