Min Vincent ....

Jeg ved ikke, om Vincent Van Gogh er verdens største maler, men det er han for mig. At han ikke blev anerkendt i samtiden ses vel nu som en pudsig detalje ved hans biografi, fordi man tænker på de enorme summer, hans billeder indbringer i nutiden, men for ham var det hårdt at opleve. Man er nu engang hovedpersonen i sit eget liv, og fordi man oplever alt indefra, må det have været aldeles forfærdeligt for et sårbart menneske som ham at se sit arbejde forkastet på den måde. 

Når jeg ser på denne fantastiske kultegning, så oplever jeg en kvindes smerte. Er hun ved at drukne i problemer, fordi hun er eneforsørger, eller er hun mon syg? Hun forsøger at beskytte barnet ved at holde om det, men knuger det ikke besidderisk ind til sig. Faktisk er det som om, hun bevidst fastholder sit greb om den lille ved at den ene hånd holder om den anden. Det er der noget villet ved, som om hendes viljestyrke får hende til at fortsætte noget, der er meget svært. Samtidig er det, som om hun er så udmattet og nedbrudt, at hun ufrivilligt kunne slippe taget.

Hvad er hendes historie? Aner det ikke, men for mig er hun et billede på et dødtræt menneske, der har kæmpet længe for at holde sammen på det hele, men nu kan være lige ved at opgive ....

Nipler og kameltæer?

Jeg kender offentlige websites, hvor "nipler" anses for yderst syndigt og derfor uacceptabelt. Hvordan dem, der driver denne populære site kan få den ide, aner jeg ikke, da min hjerne endnu ikke går i så snørklede cirkler som deres. Én ting er dog sikker: hvis man investerer penge i ovennævnte produkt, så får man ikke bare nipler, men stritsakker, og det er sikkert endnu mere uacceptabelt ...

Hvad så med den del af den kvindelige anatomi, der har fået kæle-/øgenavnet "camel toe" (dvs. "kameltæer")? Noget mere kvindeligt kan man da ikke finde, måske bortset fra "babser"? (Og vi ved fra tidligere, at hvis det er meget kvindeligt, så kan det hurtigt få prædikatet "syndigt")

Der er selvfølgelig også kræfter i gang for afskaffelsen af noget, der i den grad pointerer visse fælestræk ved den kvindelige anatomi. Nogle annoncer går ind for, at den enkelte kvinde tillægger sig en sådan "camel toe", hvis hun er lidt underforsynet i de dele, medens andre præker en mere ærbar og ladylike usynliggørelse gennem forskellige tiltag.

Den påtvungne usynliggørelse har vi oplevet før, f.eks. i forbindelse med lidt for svulmende barme, og det lader de fleste af os ganske kold. Kvinder følger måske nok moden og morer sig over dens luner, men de er ikke slaver af den. Det, der præger kvinder i vores del af verden, er netop, at de klæder sig individuelt. Jeg kan forestille mig en endnu mere forskelligartethed med alle mulige kombinationer af både tøj og kropsdele. Ikke at det er nødvendigt, men jeg tror bare, at sådan bliver det, for har det ikke altid været sådan?

Baby som skrald?

Nej, for pokker da!!! Ikke desto mindre er det sket flere gange - også her i landet - at en mor/familie har skilt sig af med en uønsket baby, der er havnet et sted, hvor kun et mirakel har gjort, at det er blevet fundet i live. Det er nok et fænomen, der ikke mindst skyldes indvandringen af folkeslag med andre moralværdier for ugifte kvinder, end vi normalt har her. For nogle få generationer siden var det såmænd ikke så usædvanligt, at også danske piger skilte sig af med uønskede børn på den måde, og derfor blev der opsat "baby-kasser" rundt omkring. Her kunne moderen eller hendes familie lægge babyen, som så blev myndighedernes ansvar.

Genoprettelsen af sådanne fortidige kasser har været diskuteret for et par år siden, for ingen ønsker at et lille barn skal udsættes for denne form for bortskaffelse. Hvis babyen bliver lagt i kassen, så er det jo ikke utænkeligt, at barnløse borgere kunne tænke sig at adoptere den lille, hvilket vil være en langt bedre løsning end den slags uhyrlige bortskaffelsesmetoder. Vi ønsker jo mildt sagt ikke at finde små lig rundt omkring, og det har vi desværre allerede oplevet, også i nutiden

Jeg husker en sag for nogle år siden, hvor en lille, nyfødt pige, der blev efterladt ved et busstoppested, blev opdaget ved en tilfældighed. Hun blev reddet, men det var da kun, fordi en person med samvittighed sørgede for det.

Selvfølgelig er jeg godt klar over, at der er blevet mange forskellige metoder til at gøre sig af med en nyfødt, som man ikke ønsker. Det med at "ligge barnet ihjel" skete vist forholdsvis tit, hvis familien bare ikke kunne overskue at få et barn mere.

Noget, der får mg til at tænke på noget helt andet og dog alligevel beslægtet, nemlig den engelske forfatter Charles Dickens, der havde en overmåde frugtbar kone. Så vidt jeg ved, har hverken hun eller han forsøgt sig med drab på nyfødte, men han bebrejdede hende, at hun fødte så mange børn, ganske som om, det var noget, hun gjorde på egen hånd. Hans egen andel i foretagendet "glemte" han belejligt, og det skulle ikke undre mig, om det var den almindelige mening blandt familiefædre, der skulle forsørge 10 børn eller endog flere ....

https://www.dr.dk/nyheder/indland/spaedboern-fundet-i-sportstasker-og-skraldespande-det-sker-med-de-efterladte-boern

Ukønnet formering

Skabelsen af et barn er jo normalt en indviklet, men naturlig biologisk proces, der som regel kører automatisk uden indgriben fra forældrenes side, når først den er kommet i gang: æg møder sperm, og sød musik opstår ....

Hvis processen får lov til at følge den vej, naturen har udstukket for den, så vil dette velkendte rendez-vous resultere i et nyt, lille menneske sådan ca. 9 måneder senere, og det er alt sammen smukt og helt, som det skal være.

I 1924 var der imidlertid en forsker, J.B.S. Haldane, der påpegede, at teknologien kunne føre til en helt ny vej for den menneskelige forplantning. Han forudsagde ligefrem et skift, som han tidsfæstede til 2074. Efter hans mening ville på det tidspunkt (mindst) 70% af den menneskelige formering foregå uden for menneskekroppen, dvs. uden for kvindens livmoder. Dette blev defineret som "graviditet i kunstige omgivelser", sådan som det også er blevet beskrevet af forfattere som f.eks. Aldous Huxley samt andre ikke helt så lødige skribenter.

Betegnelsen for en sådan uden-for-livmoderen-graviditet er Ectogenesis, og alt omkring det lyder som science fiction, men er det ikke. Forskere rundt omkring arbejder ihærdigt på at gøre menneskeheden fri af vort gamle arnested, livmoderen. Vi hører temmelig ofte om forskere, der har haft held til at holde liv i dyrefostre i flere uger, og pointetn er, at disse udfødte dyr befinder sig i reagensglas eller petriskåle og ikke i deres mors livmoder.
En fertilitetsekspert har udtalt, at man inden for de næste 10 år vil kunne udvikle en kunstig livmoder, der formodentlig vil bestå af en glasmontre med UV-beskyttelse. Fosteret placeres altså i denne montre, der indeholder et proteinholdigt stof af en eller anden art, og her får det næring af blodprodukter. Umiddelbart lyder det ret vildt, og det vil afgjort blive meget dyrt at etablere sådanne kunstige livmødre. Hviket fører til et uundgåeligt spørgsmål: hvorfor i alverden skulle mennesker gøre den slags, når der allerede er naturlige livmødre, der har ydet den samme service for menneskeheden gennem hele vor eksistens på denne planet?

Personligt tror jeg, at mange af disse forskere drømmer om en verden, hvor kvinders betydning er formindsket. En af dem har talt om en "ny balance mellem kønnene", når de kunstige livmødre er i gang, og den tror jeg slet ikke på. Hvis dette projekt realiseres så tipper balancen mellem kønnene helt og aldeles, for så er der ikke brug for de ægte livmødre.

Gad vide, hvad disse forskere siger til de af deres kolleger, der arbejder med et andet projekt inden for kunstig formering, nemlig noger, der gør det muligt for kvinder at få børn med sig selv. Det lyder sikkert endnu mere besynderligt, men der ligger faktisk realiteter bag, da det er muligt at lave sperm af hudceller. I denne version af "Fagre Nye Verden" er det altså kvinden, der gør sig totalt fri af manden gennem en langt enklere teknik end de kunstige livmødre. Begge projekter er dog stadig på forsøgsstadiet, og dér bliver de nok et godt stykke tid endnu ....

https://www.dagbladet.no/nyheter/spanske-forskere-lager-saed-av-hud/60371040

Firbenede vandalere

Hvad laver den vovse mon i familiens store, flotte urtepotte med en formentlig fin og dyr plante? Tjah, dunkle instinkter leder jo vore kæledyr i besynderlige retninger, så lad os nøjes med at sige, at den tydeligvis er på en hunde-mission, og at den har meget travlt. Hvis man sagde til den, at den er slem og burde skamme sig, så ville den sikkert blive meget forbavset, for sådan ser den det jo ikke selv. Tværtimod lever den op til hensigt og lyst i hundeverdenen.

Nogle skarnsstreger er tydeligvis en leg, og det må man jo tage højde for, når man anskaffer sig et kæledyr. De skal have legetøj, men om det hjælper på vandalismen afhænger af det enkelte dyr. Nogle er og bliver mere interesseret i deres menneskers ejendele, som de morer sig med at flå i stykker "for sjov", medens andre kan nøjes med en sød bamse eller lignende. (Den kan også hurtigt blive forvandlet til en bunke trevler).

Jeg indrømmer, at dyrets vandalisme-gen er dødirriterende, især hvis de får fat på noget, der meget nødig skulle ødelægges, men de er jo nu engang skabt som jægere, så man er naiv, hvis man tror, at deres naturlige adfærd består i at agere "sofapude" for mennesker, der elsker deres bløde pels og nuttede udseende. Faktisk vil jeg mene, at folk, der opfatter kæledyret som en rekvisit, selv er ude om det. Kæledyret har ret til - i hvert fald i et vist omfang - at være det dyr, som naturen har skabt det til at være, og man må indrette sig på det faktum, at det er nødvendigt at beskytte de ejendele, vi sætter så højt, og ikke flippe ud, hvis der skulle ske uheld. Sagen er nemlig den, at det gør der ....

For sent for "Elefantmanden", men nu er der (måske) håb for andre med Proteus-Syndromet

Denne sygdom er heldigvis meget, meget sjælden, for de syge bliver ikke bare svært invalidiserede og dør i en ung alder, men rammes også af mange lidelser i deres korte liv. Man regner således med, at 25 år er den almindelige grænse for deres livslængde, og de har ikke haft det let på noget tidspunkt ....

Et barn, der fødes med denne sygdom ser ikke bare meget anderledes ud, men kan også udvikle neurologiske skader foruden alle de fysiske symptomer. Derfor er det en milepæl for denne patient-gruppe, at Bryce får chancen for en behandling, som ingen andre har prøvet endnu. Er forskerne på rette vej, sådan at man efterhånden kan gribe ind og forhindre, at andre børn udvikler symptomer? Og - hvilket jo er det vigtigste - kan man forhindre, at sygdommen bryder ud hos flere patienter?

PS: den kendteste Proteus-patient er selvfølgelig den såkaldte "Elefantmanden", der blev svært skadet af sin sygdom.

Francois Fournier de Pescay - job-kamæleonen ...

Denne vildt udseende mandsperson er for mig en form for idealskikkelse i en konstant skiftende verden, som han synes at mestre, fordi han er som kviksølv: hurtig til at tilpasse sig nye forme. Hvem han er? Jo, han er såmænd den første farvede læge, nemlig Francois Fournier de Pescay, der har praktiseret i Europa. Gennem hele livet skifter han job den ene gang efter den anden, men ikke nok med det, han får også nye interesser og fagområder, der alt sammen lader til at falde ham let. Ret heldigt i en omskiftelig verden, hvor mange andre gik til bunds i revolutioner og krige, der brød de samfundsmønstre, de var vokset op med ....

Hans forældre var flyttet fra Haiti til Frankrig et år før hans fødsel i 1771, så selv om han ikke lignede en europer, var han faktisk indfødt franskmand. De havde slået sig ned i Bordeaux, måske fordi det var en by, hvor der i forvejen var mange farvede, og Francois' mor var mulat, medens hans far var en hvid, tidligere plantageejer. Hvorom alting var, så fik familien her nogle spændende muligheder, der bl.a. gjorde, at Francois kunne læse medicin, sådan at han kunne smykke sig med læge-titlen som 20-årig. 

Nogenlunde samtidig meldte han sig til militæret, og hér udviste han nogle helt specielle evner som læge og forsker. Syv år senere forlod han hæren og slog sig ned som praktiserende læge i Belgien, hvor han bl.a. var med til at oprette "Société de Médecine de Bruxelles". Ikke nok med det, men i 1803 startede han tidsskriftet "Le Nouvel Spirit des Journaux". Han udgav selvfølgelig også forskellige vidt berømmede faglige artikler, og man får indtryk af, at der ikke var mange øjeblikke, hvor han ikke var i gang med et medicinsk eller kunstnerisk projekt. Da han flyttede til Strassburg, blev han rektor for "Ecole Spéciale de Médecine de Strasbourg".

Dette er den senere kong Ferdinand VII af Spanien, og han fik den betydning for Francois, at han i 1808 blev hans livlæge. På det tidspunkt var han blevet beordret tilbage til det kejserlige militær som kirurg, og Ferdinand blev holdt fanget af Napoleon, fordi han havde planer om at sætte sin bror, Joseph, på den spanske trone. Et noget lusket arrangement og højt spil for kejseren, men det er jo en del af den slags, der kaldes politik, og det lykkedes da heller ikke, for i 1813 blev Ferdinand konge ....

Francois udnyttede imidlertid tiden som livlæge for Ferdinand, da han fik skrevet og udgivet adskillige medicinske bøger. Oven på dette specielle job blev han udnævnt til "Secretary of the Board of Health", men i 1823 sejlede han og hans familie tilbage til det land, hvor han kunne være blevet født, hvis hans forældre ikke havde slået sig ned i Frankrig: Haiti. Fine titler og forskellige udmærkelser regnede også her ned over ham, sådan som de hele tiden havde gjort. Noget, der dog ikke forhindrede, at han måtte erkende, at han ikke havde den rette kemi med den haitianske præsident, så i 1828 afgjorde det - samt hans dårlige helbred - at han måtte vende tilbage til Frankrig, hvor han døde samme år.