Jane Austen og verden

Jane Austen er en af de mest populære, engelske forfattere, også i vore dage. Hun har givet verden nøglen til at forstå tidens kvindelige figurer, der før i tiden først og fremmest blev bedømt ud fra deres udseende, nemlig, sådan som mandlige forfattere så dem og ikke som kvinder vidste, at de var.

Som kvinde havde hun blik for de indviklede spil, kvinder måtte ty til for at kunne begå sig i en mandeverden. Det er ikke bare morsomt, men også dybt afslørende, selv om meget af det kun står mellem linjerne.

"En kvindes fantasi løber hurtigt - fra beundring til kærlighed, fra kærlighed til ægteskab, på et øjeblik," og det er der såmænd ikke noget at sige til, da ægteskabet var deres eneste virkelige karrieremulighed, hvis de da ikke ville ende som guvernante, tjenestepige eller noget endnu mindre passende for en gentlemans datter - og det er de faktisk alle sammen, da hendes heltinder alle tilhørte en bestemt klasse. Derfor var de faktisk nødt til at klamre sig til den socialsfære, som de blev født ind i, for hvad skulle de ellers gøre?

På grund af dette samfundsmønster forstår jeg egentlig udmærket Mrs. Bennet fra "Stolthed og Fordom", hvis største ønske er at se en af sine fem døtre gift med en rig mand. Nemlig fordi så bliver det også lettere for de andre at finde en passende forsørger.

Rice-portrættet af Jane Austen viser en køn, ung kvinde, der kunne være som taget ud af en af hendes egne bøger. Sådan kunne Elizabeth Bennet fra "Stolthed og Fordom" se ud, nemlig klog og køn. Der er ikke noget at sige til, at Jane Austen modtog flere frierier, som hun dog ikke lader til at have været interesseret i. Gift blev hun i hvert fald ikke, men hendes bøger viser, at hun til fulde forstod reglerne og spillet omkring ægteskabsinstitutionen. "Det er en almindelig kendt sandhed at en rig ungkarl har brug for en hustru," og sådan er det i den verden, Jane Austen tegner så mesterligt.

Kun fire romaner blev udgivet i Jane Austens egen levetid, nemlig "Fornuft og følelse", "Stolthed og fordom", "Mansfield Park" og "Emma". "Overtalelse" og "Northanger Abbey" udkom posthumt i 1818, dvs. et år efter hendes død. Min yndling er "Stolthed og Fordom", måske fordi jeg er ret vild med et par af personerne og glimrende forstår, at netop den roman er blevet filmatiseret med stort held. Det er klart, at også nutidsmennesker kan lide Elizabeth Bennet og den flotte og rige Darcy, der starter med at gå helt fejl af hinanden, men ender med det ægteskab, som Mrs. Bennett har drømt om for sin datter.

Ja, Colin Firth er som skabt til at spille Darcy, og det vil nok til evig tid være ham, jeg forestiller mig som denne Austen-figur ....

Noget af det tiltalende ved Jane Austen-universet er, at det er befolket af sammensatte personer, og at mange af dem kan skifte med omgivelserne og nye livsmuligheder. Således har både Elizabeth og Darcy en karakterbrist eller flere, men man tror på, at de sammen kan udvikle sig og blive hele mennesker.

Anden akt af sæbeoperaen om dronningen og tyren ....

De gamle grækere svælgede i sex og skandaler, men de fleste af dem foregik blandt guder og halvguder. Nogle af fortællingerne var stensikkert en form for morallære: gør ikke sådan, for så sker der slemme ting med dig eller dem, du holder af ....

En direkte udfordring kunne også bestå i en overskridelse af grænser mellem gudernes og menneskenes verden. Et eller andet formasteligt menneske gjorde noget, der ikke skulle være ham/hende muligt som f.eks. at flyve. Sådan var det med geniet Daedalus, der mestrede mange kunstformer. Han byggede og skabte eller fandt på geniale nødløsninger, hvoraf de fleste nok har været en indirekte udfordring af guderne. F.eks. gjorde han det muligt for dronning Pasiphae, (der såmænd var datter af solen), at få en hyrdetime med den smukke tyr, som hendes mand, kong Minos, havde snydt havguden Poseidon for som offergave. Noget, der førte til mange ulykker for både kongen og alle mulige andre, for som de græske myter viser os, så skal guderne have, hvad de nu har lyst til. Hos dem er lyst nemlig lig med et retmæssigt krav, så Poseidon havde hævnet sig ved at forhekse dronningen, så hun blev grebet af begær efter sex med denne tyr ....

Eftersom proportionerne mellem mennesker og tyre nu engang ikke rigtig passer sammen, så var tyren ikke så villig til den slags narrestreger, men Daedalus fandt på en list, for han byggede en ko-attrap, som dronningen kunne krybe ind i og på den måde opnå nærkontakt med tyren. Resultatet af dette kærlighedsmøde var et frygteligt uhyre, Minotaurus, der var halvt tyr, halvt menneske.

Gode råd var dyre for stakkels kong Minos, for han havde ikke andre muligheder end at indespærre uhyret, men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når nu det var så vildt og stærkt? Jo, Daedalus, der havde bygget ko-attrappen, fandt på råd endnu engang, for han byggede en labyrint, der kunne holde uhyret inde og både beskytte det samt de mennesker, der måske ønskede at møde det.

Labyrinten var et arkitektonisk mesterværk, og Minos blev bekymret for, om Daedalus kunne holde tæt vedrørende dens indretning. Derfor fængslede han ham og hans søn, Ikarus, men det snarrådige geni fandt selvfølgelig på en udvej. Han samlede fjer fra fugle og skabte to sæt vinger, et sæt til sig selv og et til sønnen. Disse vinger havde dog én alvorlig skavank, for de var samlet med voks, og hvis man kom for tæt på solen, så ville den smelte voksen og vingerne opløses.

Desværre overhørte den unge mand sin fars påbud om ikke at flyve for tæt på solen, da voksen så ville smelte. Fuld af ungdommeligt overmod steg Ikarus højere og højere opad, hvilket førte til, at solvarmen smeltede voksen på hans vinger, og han styrtede ned i havet og druknede.

Meget sørgeligt, men ikke uventet, for i græsk mytologi er der masser af ulydige, dumdristige og såmænd også forræderiske teenagere, der gør alt det, deres forældre forbyder dem at gøre. Det unge brushoved blev bare grebet af eventyrlyst, da han opdagede, at vingerne bar, og det er sket om og om igen for mange andre unge mennesker, der får rodet sig ind i mange farefulde oplevelser.

Udradering af tidligere fejltagelser?

Jeg vælger at se denne knap som en "delete"-mekanisme: tryk på den, at dit livs største fejltagelser går op i røg og bliver ugjorte. En herlig tanke, for mon ikke vi alle har gjort noget i vort liv, vi fortryder? Om ikke andet har vi måske ikke værdsat de muligheder, vi fik, men tromlede dem ned i støvet  som "umulige" at realisere? Jeg kunne godt nævne et par ting, som jeg enten fortryder, at have gjort eller ikke at have gjort, men når jeg ser mig om efter denne magiske geniale knap, så er den der jo beklageligvis ikke. Vi har ingen fortrydelsesret, og man kan ikke gå tilbage i tiden og rette de fejl, man har begået. Trist nok ....

Nej, rette fejltagelserne kan man jo altså ikke, men når bare man lærer noget af dem, så er de vel at betragte som led i en læreproces? En skøn ide, hvis man forestiller sig, at livet går ud på noget sådant, og at dette system er en realitet, der hænger sammen med noget andet meget vigtigt, som mange tror på, nemlig at der er et specifikt formål med tilværelsen. Det er der mange, der tager for givet, og de mener i ramme alvor, at deres meriter bliver registreret af en magt uden for dem selv. Gode gerninger bliver belønnet, og de onde bliver straffet, nemlig ifølge visse angivne regler og love af guddommelig oprindelse.

Denne type religion er enkel og vel nærmest primitiv i sin grundstruktur, men også smuk og dejlig varm som en stor, tyk dyne, man kan putte sig i. Den skaber glæde og tryghed i en usikker verden, for hvis der er en eller anden form for styr på tingene, så kan det da ikke gå helt galt, vel?

Dronningen af Kreta og den sexede tyr ....

Man må sige, at de gamle grækere var fulde af myter og eventyr, der virkelig kan få én til at måbe. F.eks. er der jo historien om solens datter, dvs. dronningen af Kreta, Pasiphae, der var gift med kong Minos. Denne konge skulle bringe havguden, Poseidon, et offer i form af en tyr, men kunne ikke få sig selv til at dræbe denne tyr, fordi den var så smuk. Han valgte at skåne dens liv og i stedet bruge en mindre smuk tyr som offergave.

Græske guder var ikke sådan at spøge med, for de hævnede sig, så ganske som forventet blev Poseidon vred. Han besluttede sig for at hævne sig på Minos ved at lade hans dronning, Pasiphae, forelske sig i tyren. Så snart denne forhekselse af den jo ellers uskyldige dronning skete, gik hun i gang med at udleve sin fantasi om sex med den skønne tyr. Proportionerne passede ligesom ikke rigtigt, så hvad gjorde hun? Jo, hun fik den geniale arkitekt og opfinder Daedalus til at bygge sig en kunstig ko af træ, som hun derpå kravlede ind i og derefter placerede sig strategisk inde i den for en hyrdestund med det smukke dyr.

Alt gik godt, bortset fra at Pasiphae blev gravid med tyren og fødte et mærkeligt væsen, der var halvt mand, halvt tyr. Ikke nok med det, men dette uhyre, der fik navnet Minotaurus, var farlig for alt og alle, så kong Minos var nødt til at få bygget en labyrint, hvor det kunne forvares.

Desværre skulle mande-tyren hvert år have syv unge mænd og syv unge kvinder som offer, og det var alt i alt en meget sørgelig situation, som der ikke rigtig var nogen løsning på. Dvs. indtil den græske helt Theseus forførte kongens datter, Ariadne, og med hendes hjælp både fandt ind i og ud af labyrinten, efter at han havde dræbt Minotaurus med det magiske sværd, hun også havde givet ham.

Jamen så var Theseus vel evigt taknemmelig imod Ariadne? Næh, for han forlod hende til fordel for hendes lillesøster, Fædra. Hvad Ariadne angår, så var hun ganske vist forladt på skammelig vis, men inden længe fik en spændende guddom, nemlig Dionysus, øje på hende og førte hende med sig, så man kan sige, at hun steg til nye sociale højder ved hans side: fra prinsesse til gudinde ....

Med hensyn til Fædra, så blev hun gift med Theseus, men forelskede sig senere i sin flotte stedsøn, Hippolytus, hvis mor var en amazone. Da stedsønnen afviste hende, hævnede hun ved at beskylde ham for voldtægt, og hans far, Theseus, blev så vred, at han dræbte ham. Det havde Fædra åbenbart ikke forudset, for hun blev fortvivlet og begik selvmord. Kort sagt: en rigtig, ægte græsk tragedie, når de er allermest blodige.

Noget af det mest tankevækkende ved de græske myter er iøvrigt den tro på forholdet mellem forbrydelse og straf, som man finder i dem. Denne tragedie starter med, at Minos forbryder sig mod Poseidon, men straffen rammer hans dronning, hvilket skaber en lang kæde af skyld og straf gennem flere generationer. Var det de gamle grækeres livsfilosofi? Ja, det kunne tyde på det, for de tilsyneladende allestedsnærværende guder er på tæerne og opdager hver eneste lille overtrædelse af deres påbud, som de derpå straffer på grusom vis. Faktisk minder de græske myter om en form for ustoppelige Netflix-serier, hvor man kan forestille sig hele rækken af guder og gudinder som abonnenter. De har nydt at se menneskenes kamp for overlevelse og mening med tilfærelsen, men har betragtet deres anstrengelser stort set uden medlidenhed ....

Uretfærdigheder og posthume undskyldninger

Alan Mathison Turing (1912-1954) var en fantastisk fyr, hvis specielle evner inden for matematik og teknologi ifølge Winston Churchill forkortede Anden Verdenskrig med sådan ca. to år. Det er utrolig trist, at netop han endte med at tage livet af sig for noget så tåbeligt som bøsse-forfølgelser. Ja, han var bøsse, og hvad så? Nu om stunder skal man have et meget forskruet syn på sine medmennesker for at flippe ud over den slags, men sagen er jo, at det havde man beklageligvis dengang. Man kunne helt lovligt sætte "den formastelige" i hormonbehandling, hvilket var lige præcis, hvad man gjorde med Alan Turing.

Det var ellers ham, der knækkede tyskernes Enigma-kode sammen med sit fantastiske team i Bletchley Park. Dette team bestod af alle mulige kloge hoveder inden for matematik, litteratur, skak, etc.. At det lykkedes dem må man være evig taknemmelig for, og oven på det skulle Alan Turing have været fredet for alle de dumme angreb og forfølgelser, han kom ud for efter krigen.
Turing er også berømt for sit bidrag til grundlæggelsen af datalogien. Kort sagt, han var en virkelig begavet fyr, der skulle have haft sit privatliv i fred. I stedet blev det befamlet af såkaldte "eksperter".

I 1952 mødte han en ung mand på 19 år, Arnold Murray, som han indledte et forhold til. Desværre skete der det, at der kort tid efter var indbrud i Turings hjem, og at han anmeldte det. I stedet for at forsøge at opklare indbruddet, arresterede politiet Turing for hans seksuelle handlinger. Han slap for fængsel -  hvilket loven ellers gjorde muligt - hvis "bare" han lod sig underkaste en serie østrogen-indsprøjtninger. Hvordan pokker det skulle kunne "helbrede" en mandlig homoseksuel, fatter man jo ikke, men sådan er der jo så meget uforklarligt, når "eksperterne" kommer på banen.

Premierminister Gordon Brown gav ham i 2009 en posthum undskyldning for den forfølgelse, han havde været ude for. To år efter blev en underskriftindsamling med mere end 37.000 underskrifter sendt ind med krav/bøn om, at Turing blev benådet for den anholdelse, han havde været ude for for det, man kaldte "gross-indecency", men den blev afvist, "for anholdelsen var sket ud fra de daværende love". I 2013 blev han imidlertid benådet af det engelske kongehus - dvs. mere end 60 år efter sit selvmord - og denne benådning dannede basis for det, der kaldes "Turing-loven", der går ud på, at en afdød person kan blive benådet efter sin død. Desuden kan nulevende søge om at få deres dom slettet.

Andre har tidligere kæmpet for, at der skulle komme en £50 med Turings kontrafej, men det mødte voldsom modstand fra den bøsse-fjendske Margareth Thatcher. Alt omkring disse notoriske £50-sedler er ret interessant, og det gælder ikke mindst Turing-diskussionen.

https://www.bankofengland.co.uk/news/2019/july/50-pound-banknote-character-announcement

Barnebrud og kongelighed

Tudor-slægtens stammoder, Lady Margaret Beaufort, var blot 12-13 år ældre end sin søn, kong Henrik VII af England. Eftersom hun var hans biologiske mor, betyder dette, at hun var 12 år, da han blev undfanget. Alt for tidligt vil nutidsmennesker sige, men dengang var det ikke helt ualmindeligt med meget unge brude. Mange historikere mener iøvrigt, at denne tidlige debut som mor betød, at hendes krop blev skadet, og at det var grunden til, at hun ikke fik flere børn efter sønnens fødsel. Noget, der ikke er bevist, men heller ikke usandsynligt. Hvorom alting er, så var hun nært knyttet til sin søn og støttede både ham og hans krav på tronen, der var noget uldent ....

Margaret havde været forlovet med en anden mand siden 1-årsalderen, men fordi der ikke var tale om en konsumering af forholdet, kunne denne ultra-tidlige forbindelse annuleres, så den purunge pige kunne gifte sig med sin anden bejler, nemlig Edmund Tudor, der var søn af den tidligere dronning, Catherine de Valois, og hendes anden mand, Owen Tudor. Det var hans halvbror (og dronning Catherines ældste søn), kong Henrik VI, der nærmest havde beordret ham til at fri til den rige arving, for hun var det, man nu om stunder kalder "a catch". Således var hun ikke bare overmåde velhavende, men også af kongelig byrd, da hun nedstammede fra Edmund III. Noget, der i høj grad var en fordel for Edmond, der kun havde et meget vagt krav på tronen. Faktisk kan man sige, at det kun eksisterede gennem hans brud, Margaret ....
Brylluppet mellem de to mødte ingen modstand, for dengang var det helt legalt at gifte sig med så unge piger, selv om de fleste forældre dog efterhånden foretrak, at deres døtre var nogle år ældre. Sagen var jo den, at dødeligheden må have været høj blandt disse barnebrude, hvilket må have været trist at opleve for forældrene. Det bekymrede dog ikke samtiden så meget, for dengang regnede man ikke det fysiske liv for så meget som sjælens overlevelse gennem religionen. Hvis bare man var "frelst", så skidt med om man var død ....

…

Voldtægt som underholdning

For 37 år siden var navnet Cheryl Araujo berømt (og berygtet!) i hele USA, for denne unge kvinde på 21 år havde anmeldt en ualmindelig modbydelig voldtægt, hvilket havde medført, at forbryderne blev idømt fængselsstraffe. Dengang var det ikke almindeligt, at voldtagne kvinder gik så langt som til at melde voldtægtsforbryderne, og New Bedford, hvor Cheryl var vokset op, var totalt splittet på grund af denne sag. Noget, der også skyldtes, at retssagen som den første af sin art blev TV-transmitteret. Cheryls ansigt blev ikke vist på TV, men hendes navn og adresse blev oplyst, hvilket jo var helt vanvittigt, fordi det kunne give anledning til forfølgelser i lokalsamfundet, hvilket var lige præcis, hvad der skete.
Det, der skete, var at Cheryl, der var mor til to små piger, blev cigaret-sulten og tog en smuttur til Big Dan's Tavern for at købe nogle smøger fra automaten lige inden for døren. Hun gik ikke lige med det samme, men hyggesnakkede lidt med servitricen og fik også en enkelt drink. Noget, hun ikke gjorde, var at tale med de forsamlede mænd i baren, så  intet i hendes adfærd lagde op til det overrfald, hun kom ud for, da hun ville gå igen. Ikke desto mindre blev hun grebet bagfra og smækket ned på billardbordet, hvor forskellige mænd voldtog hende efter tur, medens andre heppede, som var det en sportsbegivenhed. Efter to timer lykkedes det hende imidlertid at rive sig løs og løbe væk fra baren, halvnøgen og ude af sig selv.  Nogle af mændene fra baren fulgte efter hende, men stak af, da tre andre og udenforstående mænd greb ind og tilkaldte politiet.

Efter en horribel retssag, hvor Cheryl blev gjort til syndebuk, idet mange støttede voldtægtsmændene, "for hun var ikke bedre værd, og hvad lavede hun helt alene i en bar", fik forbryderne en dom på 6-12 års fængsel. De heppende idioter, der forhindrede bar-ejeren i at gribe ind, blev til gengæld frikendt. Selv om disse ækle idioter kom i fængsel for deres forbrydelse, så vendte befolkningen sig imod Cheryl, og hun og hendes søster blev nødt til at flytte til Florida. Prøvelserne og forfølgelsen havde imidlertid været for meget for hende, for hun begik selvmord to år senere. Noget, der også hang sammen med eksponeringen gennem TV-dækningen, hvor hendes navn og adresse blev røbet.

Beboerne i Cheryls barndomsby, hvor hun var vokset op, støttede jo altså de dømte og fik samlet $20,000 sammen, så fire kunne komme ud mod kaution. Desuden var der mellem 7.000-10.000, der demonstrerede imod det, "der skete med vores drenge". Der var tilmed en underskriftindsamling, der støttede dem og ikke ofret, Cheryl. Kort sagt, som så ofte både før og efter i voldtægtssager blev sagen vendt på hovedet, og man anklagede ofret for at være den egentlige skurk. Cheryl modtog ligefrem dødstrusler, og de tre mænd, der havde tilkaldt politiet og hjulpet hende, fik også trusler af forskellig art. Det lokale samfund var helt klart for forbryderne og imod ofret.

Det kan sikkert stadig ske, at offentligheden giver ofret skylden, hvis de mener, at hun har opført sig uanstøndigt eller indladende, har været udfordrende klædt eller er kendt for sine mange elskere. Helt så nemt at få sådan en kvinde anklaget for det, der faktisk er en forbrydelse imod hende, er det dog ikke længere. I vores del af verden har man erkendt, at kvinder "NEJ!" altså er et NEJ, også juridisk set ....