tirsdag den 7. juli 2020

Nutidens B- og C-kongelige

Prinsesse Elizabeth af Jugoslavien med sin ene  datter, skuespilleren Catherine Oxenberg

Det, jeg vil kalde nutidens "efterslæb" af såkaldt kongelige personer, forbløffer mig. F.eks. har sådan en person som prinsesse Elizabeth af Jugoslavien (født 1936) været serbisk præsidentkandidat, gift med den amerikansk-jødiske manufakturhandler Howard Oxenberg, som hun har to døtre med, og forfatter til fire børnebøger foruden forskelligt andet. Altså en aktiv dame, der via snørklede og snirklede veje er beslægtet med bl.a. dronning Elizabeth II samt det danske kongehus. Ikke nok med det, men hun og hendes mand var tilsyneladende også nære venner af JFK og hans kone, Jackie Kennedy.

Catherine Oxenberg og prinsesse Diana

Sådan en person må forventes at have mange, uformelle forbindelser til magthavere af forskellig art, som hendes to døtre så at sige har arvet. Begge har tilmed opnået noget, jeg vil kalde en form for B- eller C-berømmelse. Den første, Catherine Oxenberg (født 1961), er bedst kendt for sin rolle som Amanda Carrington i 1980'er-sæbeoperaen, "Dynasty", og for at have rodet sig ind i noget med den berygtede Keith Raniere og hans NXIVM-organisation. Det lader til, at ikke bare hun, men også hendes datter, India, var godt indsyltet i Ranieres ulovligheder, så skal man være forbavset over afsløringen af, at Catherine havde denne datter med den dømte narko-smugler William Weitz Shaffer (født 1946)? Næh, for sådan foregår det åbenbart med denne type kongelige, der lever underlige medie-liv, der afslører kongelighedens ikke særlig fastforankrede karakter i vores moderne verden.

Christina Oxenberg og Ghislaine Maxwell

Mange snobber stadig for kongelige, selv om deres reelle magt og betydning er illusorisk. Hvor Catherine i 2011 var opført som den 3936de arving til den engelske trone, så må hendes yngre søster, Christina (født 1962), være endnu længere nede på listen over "de ægte kongelige", dvs. dem, der rent faktisk er tilkyttet et eksisterende kongedømme.
Sjovt (???) nok har denne prinsesse-datter her på det sidste ellers ofte omtalt sig selv som den engelske skandale-prins Andrews kusine, så denne fjerne forbindelse må være en del af hendes selvforståelse, til trods for at hun - i virkelighedens verden - har udgivet syv bøger og er kendt for sine artikler, bl.a. i "Allure", "Huffington Post", "Sunday Times" og andre, der burde være det, hun er stolt af. Den slags siger mere om hende og hendes evner end en fjern forbindelse til nutidens kongelige.
Inden hun blev forfatter arbejdede hun f.eks. på "Studio 54" og - hvilket må siges at være et spring i interesser - og som assistent for historikeren Hugh Montgomery. Hun har også været aktiv i tøjbranchen foruden meget andet, men er stadig én, der nok er mest kendt for at være "Randy Andy's" kusine, nemlig fordi det er sådan hun fremtræder i medierne.

Andrew har det med at dumme sig, og det har han også gjort denne gang, nemlig ved sin forbindelse til Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell, som han ellers gør alt for at nedtone. Medierne er parate til at slagte ham, og det gør Christina Oxenberg en hel del for at hjælpe dem med, bl.a. ved at angribe Ghislaine, som hun har kaldt "ond" ...




Våben og selvforsvar


Der er sikkert mange, der har leget med tanken om at skaffe sig våben, hvis de enten har et farligt erhverv eller bor et sted, hvor der ofte sker voldelige overfald, røverier og den slags. Dvs. at disse mennesker forestiller sig, at våbnet bare er til selvforsvar, og at de kun vil bruge det i alleryderste nødstilfald. Jeg har dog en mistanke om, at våben har en tendens til så at sige "smelte sammen med hånden, der bærer det".
Da jeg som et eksperiment forestille mig selv med en revolver, føltes det i hvert fald, som om jeg pludselig blev udstyret med en "ildsprudende arm". En sådan tingest kan hurtigt tage magten, sådan at den styrer ens handlinger, og det bør selvfølgelig undgås for enhver pris.


Et syn som dette ser vi ikke herhjemme, og det er jeg glad for, da det nærmest virker som en invitation til at bevæbne sig i fuld/påvirket tilstand. Ikke en god kombination og absolut ikke ønskværdig her i vort land. Desuden er der jo altså en våbenlov, der forbyder os og vore medborgere at bære våben. Hvis vi alligevel skulle gøre dette og måske tilmed fik brug for at forsvare os og vore ejendele, så kan dette stride imod bemeldte våbenlov, men helt sikkert er det nu ikke, for som det fremgår af nedenstående link, så kan domstolen også dømme selvforsvar. Faktisk tror jeg ikke, loven er konsekvent på dette punkt, hvilket er noget møg ....




mandag den 6. juli 2020

Verdens dårligste bøddel?


Hvis man lavede en liste over verdens dårligste bødler, så er det ikke utænkeligt, at William Calcraft (1800–1879) kom øverst, selv om han blev sat til at gennemføre ca. 450 henrettelser i England i løbet af de 45 år, han arbejdede inden for faget. Oprindeligt var han lappeskomager, men fik så at sige blod på tanden, da landets tidligere bøddel døde.

Inden da havde han haft en lukrativ tjans med fysisk afstraffelse af ungdomsforbrydere i Newgate Prison, men snart steg han så at sige i graderne og rejste rundt og aflivede folk, selv om han af mange blev set som komplet inkompetent. Denne bedømmelse skyldtes først og fremmest, at han foretrak en kort-rebs-teknik ved hængninger. Noget, der gjorde, at hovedet ikke blev revet af den dømte under henrettelsen, hvilket ville få blodet til at tilsøle dennes tøj, så det blev værdiløst. Calcraft var nemlig meget glad for penge og forsøgte f.eks. at sno sig ud af sine økonomiske forpligtelser over for sin gamle, svagelige mor, da hun havnede på fattiggården.
Hvad de henrettede angik, så kunne han tjene penge på salget af deres tøj, hvis der ikke kom blod på det. Prisen for hans fortjenester gennem tøjsalg var en lang og smertefuld død for den dømte, der jo ikke døde af et hurtigt brud på halsen, men af kvælning.

Det fortælles, at Calcraft bidrog til aflivningen ved at strangulere den dømte med hænderne, presse ham eller hende nedad ved at hive dem i fødderne eller kravle op på skuldrene af dem, hvis der virkelig skulle gang i sagerne. Alt sammen meget dramatisk, men ikke ligefrem humant, for dødsprocessen blev under alle omstændigheder forlænget med flere smertefulde minutter, da den jo altså foregik ved kvælning og ikke ved brud på halsen ...




Ronald Reagan, voldtægtsforbryderen


I et interview i "People Magazine" i 1991 fortalte skuespilleren Selene Walters, at hendes medspiller, skuespiller - senere præsident - Ronald Reagan voldtog hende under et privat besøg. Oplysningen var egentlig en del af Kitty Kellys biografi over Nancy Reagan, der udkom i 1992, men "People Magazine" ville sikre sig, at historien var sand, før bogen kom, så de opsøgte Selene Walters og spurgte ende direkte. Hun bekræftede oplysningerne, men tilføjede, at han ikke var brudt ind hos hende, men at han havde forgrebet sig på hende, efter at hun havde lukket ham ind.


Denne historie er selvfølgelig kontroversiel, fordi den omhandler en af de mest populære præsidenter i USA, men den formodes at være sand.

Desuden: man ved, at filmselskaberne var virkelig gode til at neddysse den slags skandaler, og det skete også i forbindelse med andre skuespillere. En af disse må have været Clark Gable og hans date rape af Loretta Young, der resulterede i en datter, Judy Lewis.


Clark anerkendte iøvrigt aldrig denne datter, som jeg nu mener er som snydt ud af næsen på ham, især efterhånden som hun bliver ældre.








søndag den 5. juli 2020

Skal-Skal Ikke anmelde forbrydere?


Hvilket fængsel er han stukket af fra - eller er det bare en spøg at tage med et offentligt transportmiddel, iført fangedragt? En tosset spøg, hvis nu der er en medpassager, der tager dragten alvorligt og anmelder ham som flugtfange? Noget, jeg nok selv ville gøre ....


Man ser dog på de bortvendte medpassagerer, at de IKKE skal have noget klinket og absolut IKKE ønsker at blive involveret i tilfangetagelsen af en mulig flugtfange. Gad vide, hvor mange der tænkte ligesådan under et af Ted Bundys flugteventyr i 1977, (der kostede flere kvinder livet), og hvad med den ven, der besøgte ham i fængslet, og som fik en udpenslet beskrivelse af hans senere vellykkede flugtplaner? Burde han ikke have ladet et ord falde til fængselspersonalet? Jo, det burde han, for det ville have reddet liv.
Hvis ovenfor viste fyr i toget/bussen virkelig er en flugtfange og ikke bare en excentrisk fyr i sært tøj, så må man håbe, at hans himmelvendte blik viser, at han er en god fyr, ja, måske ligefrem uskyldigt dømt, men gå ud fra det kan man bare ikke.
 

Da Virginia Woolf poserede som afrikansk prins

Virginia Woolf (1882-1941) var en berømt engelsk forfatter, der bl.a. var med til at gøre Stream of Consciousness berømt. Ud over det var hun også medlem af den såkaldte Bloomsbury Group, der bestod af nogle af Englands på det tidspunkt bedste tænkere, kunstnere og fornemste aristokrater. De fleste af dem havde gået på Cambridge University, hvor fine studerende elskede at spille hinanden og autoriteterne forskellige puds. Kort sagt, de var en flok barnlige pjattehoveder, der elskede skæg og ballade, hvilket for nogles vedkommende fortsatte efter studietiden.
Et af deres mest berømte/berygtede drillerier stammede fra 1910, hvor Virginia blev klædt ud som en abyssinsk prins på besøg, og man narrede det hæderkronede og særdeles seriøse The Royal Navy til at fremvise deres flagskib HMS Dreadnought for den påståede afrikanske delegation, der i dette tilfælde bestod af forklædte englændere. At de kom godt fra det er ret utroligt, for Virginia var faktisk meget feminin i ydre og fremtoning, men det ødelagde åbenbart ikke illusionen om hendes maskuline køn.

Ikke nok med at gruppen snød dem, der havde kommandoen over Englands maritime stolthed, dvs. flåden, men nogle af dem fortsatte deres såkaldte spøg og skæmt med andre indslag eller måske snarere udskejelser.
Personligt synes jeg, det afslører noget meget infantilt, som man ikke venter sig af dem, der også blev set - og betragtede sig selv - ud fra devicen om "herrer vi ere i åndernes  rige" ....


lørdag den 4. juli 2020

Han- og hunkøns-sex - diverse betragtninger

Herrerne i denne vittighed tror åbenbart, at her er der endelig en pige, der tænker ligesom dem selv, for porno fylder godt i mange mænds liv, medens damerne forventes at være knap så interesserede. Sådan behøver det dog ikke at være i vore dage, hvor kvinder ikke længere er nødt til at spille bly violer for ikke at blive deklasseret som umoralske og dermed upassende samfundsborgere. En ting er dog, hvad moralen byder de to køn, for nok er der sket en opblødning på området, men der er stadig nogle ting, der ikke helt fungerer, som man skulle tro, selv med de ændrede samfundsidealer.
At det i rigtig mange tilfælde måske skyldes et personligt valg og ikke bare noget samfundsskabt bør man dog ikke være blind for. Pornografiens kønsroller er nemlig ikke neutrale. Det meste er skabt for mænd, der ser deres små julelege ophøjet til normen, medens kvinden oplever, at hendes kønsfæller reduceres til staffage for mere eller mindre vilde eller ligefrem voldelige mande-drømme.


Ja, kvinden er det basale køn. Med sin livmoder repræsenterer hun biologisk set et mål, medens manden står som et middel til at nå dette mål. Ikke bare bærer hun fosteret og føder barnet, men hun er også udstyret til at ernære det. At det tager så forbistrer lang tid for et barn at vokse op til et fuldgyldigt medlem af vort samfund, der kan forsørge sig selv, har imidlertid kostet kvinden dyrt, for det har langt hen ad vejen bestemt hendes forhold til manden ud fra hans rolle som forsørger. Det var sandelig ikke ene og alene romantiske forventninger, der før i tiden fik hende til at drømme om forlovelse og ægteskab. Nej, for hende repræsenterede manden en forsørgelsesnødvendighed, men også et status-mål, der hævede hende over de af hendes kønsfæller, der ikke havde en mand. Ringen på fingeren blev et stærkt symbol på kvindelig succes og er det vist stadig for mange nogle steder i verden ....

Det er en beklagelig historisk kendsgerning, at både nuværende og tidligere tiders love, religiøse forskrifter, moralpåbud, skikke og sædvaner har begrænset kvindens basale muligheder for selvstændighed. Eftersom hun ikke engang har haft magt over sin egen reproduktion og har kunnet begrænse de gentagne graviditeter, har hun været forbandet nødt til at indgå i kønsforhold, der bygger på alt andet end lige præcis lyst.

Pæne piger forventedes slet ikke at have lyst i visse samfund og visse historiske perioder. I vore dage er billedet dog vendt for manges vedkommende, men så skorter det måske med passende, mandlige legekammerater, for mange mænd er i virkeligheden ikke så vilde med alt for avancerede damer. Det, der er rene ønskedrømme i pornoen, passer ikke altid til hverdagslivet ....


Hvis man ser biologisk på sagen, så kan man argumentere for, at mænd er en art kloakdyr, idet denne betegnelse ellers kun bruges om dyrearter, hvor hunnen ikke føder levende unger, men lægger æg. Når jeg alligevel i visse ophedede diskussioner har brugt navnet for denne artsgruppe om mænd, så skyldes det, at deres køn nu engang mangler det ekstra hul, der karakteriserer kvinder, og som jeg ser som vort adelsmærke.
I modsætning til mænd har kvinder ikke bare ét hul, hvor der udskilles biologiske affaldsstoffer foruden babier, men sådan er det faktisk med mænds penis, der både er til sperm og urin. Når jeg er i mit ondskabsfulde hjørne - hvilket stensikkert sker, når jeg har læst om endnu et mandligt overgreb på kvinder - tænker jeg derfor gerne på dem som kloakdyr og kløpinde. Noget, der selvfølgelig ikke er pænt gjort, for udtrykket er unægtelig nedsættende, men mange mænd virker altså utrolig egoisktiske foruden særdeles uvidende om kvinders biologi. Noget, der ikke bare er irriterende, men også fornærmende, når nu vi forventes at danne par og leve sammen.

I modsætning til mænd har kvinder et organ, der udelukkende er til nydelse, nemlig klitoris, der er et super-organ på ialt 10 cm, hvoraf det meste befinder sig i vævet og derfor ikke er synligt. Det er heller ikke nødvendigt med synlighed for at det skal fungere.

Dette organ, der altså er langt større, end mange forestiller sig, spiller en stor rolle, da det er med til at skaffe kvinden den serie af orgasmer, som hendes krop giver hende mulighed for. Sådan er det som bekendt ikke med manden, der bare skal af med det, der trykker, klemmer eller klør i noget, man kunne kalde ét spjæt. At dette spjæt samtidig er forbundet med mandens selvforståelse og selvværd ud fra gamle, forældede mytologier om mænds såkaldte gudgivne fortrin samt samfundsbestemte rettigheder kan skabe en giftig situation. Noget, vi bl.a. ser i de mange seriemorder-sager med dybt forstyrrede mænd, der tror, de har ret til at gøre det, de gør imod kvinder, de ikke engang altid kender.


Når jeg tænker på de to køns forskellige situationer, så slår det mig, at kvinden desværre stadig kan frarøves sin seksualitet, og at den i det hele taget kan misbruges på uendelig mange måder, ikke mindst af hende selv. Hun kan sælge sin seksualitet og deltage i alle mulige seksuelle handlinger uden i mindste måde at fungere seksuelt, idet hun ikke selv hverken har lyst til sex eller får nydelse ud af det.
Eftersom kvinders eneste karrieremulighed før i tiden har været ægteskab, så har deres køn lært flirtens kunst, og det tror jeg faktisk gælder den dag i dag, men bare med en lidt anden funktion. Således kan en hyggelige, aseksuel flirt lette stemningen mellem to af modsat køn i halvubehagelige sammenhæng, for den går efter faste regler, der gør det hele velkendt og dermed ufarligt for begge parter. Noget, manden vist i særlig grad sætter pris på ...

De flirter, så de farer ikke i struben på hinanden ...

Det betyder meget for kvinder - også i socialt samvær med andre andre kvinder - at kunne gøre indtryk på mænd. Derved bliver flirten en form for samværsform, der måske ikke har noget med sex at gøre, for en flirt er ofte uden mål og med og lever sit eget liv.  
Kvindens seksualdrift er sikkert mindst lige så stærk som mandens, men hun har at gøre med individer, der udadtil gør rigtig meget for at opretholde idealet om mandlig styrke og seksuel kraft, men som i virkeligheden er utrolig sårbare på netop dette punkt.

Dels skal der ikke meget til at pille deres selvtillid ned, dels er de i bogstaveligste forstand nosse-svage. Hvor kvinder - med eller uden orgasmer - har en grænseløs udholdenhed, der tilmed kan være underlagt viljen, så er mænd begrænset af deres fysik. De kan kun indtil et vist punkt, og så falder de sammen,   "udtømte" for kraft og saft. Det ville mange dyr med horn kunne tale med om, for de har måttet lade livet for at skaffe mænd den ingrediens, de har bildt sig selv ind gør dem potente.


Jeg mistænker, at kvinder oprindelig "blev bygget til" cyklisk sex med det antal herrer, der nu var til rådighed, men at monogamiet blev valgt af mænd som en garanti for regelmæssig sex og en seksuel sikkerheds-foranstaltning. Til gengæld blev det accepteret af kvinder som en nødløsning på grund af den lange, lange tid, det tager børn at vokse op og blive selvforsynende.