Jordemoderen Agnodice

Agnodice eller Agnodike er en legendarisk skikkelse fra det 4de århundrede f. Kr., der brød med forskellige fordomme omkring kvinders gøren og laden, samt ikke mindst kunnen. Ifølge myterne - og hun er muligvis ikke en ægte historisk skikkelse - var hun den første kvindelige jordemoder eller læge i antikkens Athen.

Når man overhovedet ved noget om hende i dag skyldes det den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus, der har fortalt om hende i sin "Fabulae". Han fortæller, at hun studerede medicin forklædt som en mand, da det dengang var forbudt kvinder at udøve medicin. Eftersom Athens kvinder var vilde med hende og alle ønskede hende ved deres side, når de fødte, blev de mandlige læger jaloux og anklagede hende - der jo var  forklædt som mand - for at have forført barselskvinderne.

Ved den efterfølgende retssag afslørede hun sit køn, hvilket kunne have kostet hende livet, da hun jo havde brudt loven, men alle hendes patienter forsvarede hende og fortalte, hvor højt skattet hun var som jordemor. Dette førte til, at loven imod kvindelige læger blev ophævet. Selv om historien om hende måske bare er en myte, blev hun et symbol for kvindelige læger og andre, der studerede og praktiserede medicin.

Når ens job får én til at brække sig

Alle, der har fulgt Monty Python, dengang serien gik sin sejrsgang på TV, kender denne episode med den super-fede mand, der bare propper og propper sig, til det går helt galt. Enormt ulækkert, ikke mindst for dem, der ville have været nødt til at gøre rent efter ham, hvis det var noger, der virkelig skete. Det er det heldigvis ikke, men mange i den virkelige verden er nødt til at udføre opgaver, de bare ikke kan være glade for, fordi det fysisk ulækkert. Ikke desto mindre er sådanne opgaver en del af deres job. Når de ikke gør det, de bliver betalt for, men sjusker eller skulker fra de pligter, der skaffer dem brød på bordet, så kan de havne på forsiden af en avis, der ikke lægger fingrene imellem: Fy-føj, slemme banditter, der ikke som en selvfølge tørrer gamle, demente mennesker i røven, bader, mader eller andet, de forventes at gøre!!

Sagen er dog den, at nogle ting - samt mennesker - er ulækre, og man skal holde virkelig meget af dem for at gøre disse ting med glæde og/eller kærlighed. Hvis man ikke har et personligt forhold til vedkommende, så må det altså være svært at overvinde den væmmelses-barriere, som jeg tror melder sig helt naturligt.

Det er beklageligt, at nogle mennesker - syge, handicappede eller gamle - vækker afsky hos dem, hvis job det er at sørge for, de har det godt og f.eks. ikke ligger i deres egen afføring med en uskiftet ble . Hvor en sådan situation er begges hverdag, er det ikke let at afgøre, hvem der har det værst, den plejekrævende eller plejeren. Der er dog ingen tvivl om, at plejeren ved at tage imod jobbet har vidst, hvad han/hun gik ind til og tilsyneladende har accepteret det, så det eneste alternativ for ham/hende er naturligvis at sige op og finde en anden stilling. At dette kan stille plejesektoren over for  et problem, da de så kan komme til at mangle personale, er der ingen tvivl om. Derfor ser jeg kun én udvej: hæv lønnen, men gør det klart for ansøgerne, at dette altså er det, jobbet går ud på ....

https://arbejderen.dk/indland/p%C3%A5r%C3%B8rende-og-fagfolk-r%C3%A5-%C3%B8konomistyring-skaber-grobund-r%C3%A5-behandling-af-%C3%A6ldre

 

"Udyret" med den skønne sjæl

Dette er Julia Pastrana, der blev født i Mexico i 1834. Hun adskilte sig fra andre omkring sig ved en formidabel hårvækst, der bredte sig over hendes ansigt samt hele hendes 135 cm høje krop. Alle veg tilbage fra hende i hendes hjemby, da de så hende som et uhyre, så hun løb hjemmefra. På sin flugt mødte hun en mand, der arbejdede i et cirkus, og han tilbød hende et job som "freak" - altså som cirkus-vanskabning, da folk dengang jo elskede at se den slags uheldige skabninger.

Efter at hun havde tjent en god slat penge som "freak", fattede hendes manager, Theodore Lent, for alvor interesse for hende. Derfor friede han til hende for derved at sikre sig denne guldklump til evig tid.  Det fortælles, at hun var forelsket i ham, og deres ægteskab fungerede i hvert fald på ét plan, hvilket afsløredes, da hun fødte en søn, der tydeligvis havde arvet hendes sygdom. Desværre - eller måske heldigvis? - døde den lille bare nogle timer senere, og selv døde hun et par dage efter, hvilket dog ikke afholdt hendes grådige ægtemand fra at bruge hende og deres døde søn som indtægtskilde, for han lod dem mumificere, så han stadig havde noget at udstille. Senere fandt han endnu en behåret kvinde i Tyskland, som han også fik kløerne i og forvandlede til "Pastranas søster".

Under Julias og hendes ægtemands rejser i Europa var der mange, der skrev om hende som "verdens grimmeste kvinde", men en englænder, Francis Buckland, beskrev hende i 1868 som en elskværdig person med en meget smuk stemme og et talent for dans. Desuden fortalte han, at hun talte tre sprog og var overmåde generøs med pengegaver til fattige og nødlidende.

Hendes mumificede lig blev stjålet den ene gang efter den anden, men i 2005 blev det fundet i en skraldespand i Norge. Efter store diskussioner og pres fra nogle af hendes nutidige fans besluttede man at begrave hende på normal vis på en kirkegård i Sinaloa de Leyva, der ligger nær ved hendes fødested. Sønnens mumie holdt dog ikke til sådan en rejse, for det smuldrede og gik til.

"Mande-kvinders" nye legeplads

Rachel McKinnon er den første transkønnede person, der har vundet et verdensmesterskab for kvinder. På billedet står hun i midten, dvs. ved siden af taberne, der - i modsætning til hende - er født som biologiske kvinder. Mænd har som bekendt en lidt anderledes fysik end kvinder, bl.a. mht. muskelmasse, og det viser sig ikke mindst tydeligt, når transkønnede individer konkurrerer med biologisk fødte kvinder inden for sport. Dvs. at vi her har et problem, der ikke bare skal skubbes ind under et tæppe af bortforklaringer og henvisninger til specielle tolerance-regler omkring transkønnede. 

Denne berømte person er jo altså guldmedaljevinderen Bruce Jenner, der for nogle år siden forvandlede sig til Caitlyn Jenner via et ret imponerende kønsskifte. Hun gik fra at være en nydelig herre til at blive en virkelig flot kvinde, men ville det gøre hende mere eller mindre værd som sports-deltager? Jeg mistænker, at alle biologisk fødte kvinder, der ønsker at dyste imod hende, ville tabe, fordi hun er født mand.

Inden for denne sportsgren - dvs. fægtning - er der måske lige vilkår for de to køn, men absolut ikke inden for f.eks. kampsport. Dér må der bare indføres nogle nye, kønsdefinerede regler, inden der sker ulykker.

https://getpocket.com/explore/item/what-s-the-problem-with-masculinity

Gammel vin på nye flasker

Leo Trotsky taler til soldater fra Den Røde Arme

Hvad gør man, når man stilles over for den opgave at erstatte noget, man selv har været med til at nedbryde? Tjah, da Lev Davidovitj Troskij, som vi kender som Leo Trotsky (1879-1940), skulle have Den Røde Hær op at stå, så han tilbage i tiden og lavede en ny hærmodel over den gamle, nemlig den zaristiske, såkaldt Hvide Hær, han havde været med til at bekæmpe. Det eneste, der ændredes, var visse betegnelser, som de nye røde officerer så skulle lære, men det var let nok, for han genbrugte også en hel del af zarens gamle officerkorps, der blev placeret i nøglepositioner. Nok skulle de betegne visse ting anderledes, men det var den samme gamle skuespil, som de før havde deltaget i, så de kendte deres roller ud og ind ....

Der var dog én nytilføjelse, nemlig de spioner, har indsatte i hærenhederne. Deres opgave var at holde øje med soldater og officerer og desuden sprede kommunismens ideer. 

Selv om Trotsky, der var en af lederne fra oktoberrevolutionen, efter bilæggelsen af visse stridigheder blev regnet for Lenins næstkommanderende og dermed hans naturlige arvtager, så var det jo altså Stalin, der vandt denne historiske magtkamp. Efter sin eksklusion fra partiet i 1927 og deportation fra Sovjetunionen to år senere blev han en fredløs flygtning, der endte i Mexico, hvor han bl.a. fandt tid til en affære med maleren Frida Kahlo.

Ramon Mercader på et hospital i Mexico efter attentatet på Trotsky

Den 20. august 1940 blev den tidligere sovjetiske revolutions- og borgerkrigshelt imidlertid angrebet af NKVD-agenten Ramon Mercader med en isøkse i sit hjem i Mexico og døde nogle dage efter.

Nutidens B- og C-kongelige

Prinsesse Elizabeth af Jugoslavien med sin ene  datter, skuespilleren Catherine Oxenberg

Det, jeg vil kalde nutidens "efterslæb" af såkaldt kongelige personer, forbløffer mig. F.eks. har sådan en person som prinsesse Elizabeth af Jugoslavien (født 1936) været serbisk præsidentkandidat, gift med den amerikansk-jødiske manufakturhandler Howard Oxenberg, som hun har to døtre med, og forfatter til fire børnebøger foruden forskelligt andet. Altså en aktiv dame, der via snørklede og snirklede veje er beslægtet med bl.a. dronning Elizabeth II samt det danske kongehus. Ikke nok med det, men hun og hendes mand var tilsyneladende også nære venner af JFK og hans kone, Jackie Kennedy.

Catherine Oxenberg og prinsesse Diana

Sådan en person må forventes at have mange, uformelle forbindelser til magthavere af forskellig art, som hendes to døtre så at sige har arvet. Begge har tilmed opnået noget, jeg vil kalde en form for B- eller C-berømmelse. Den første, Catherine Oxenberg (født 1961), er bedst kendt for sin rolle som Amanda Carrington i 1980'er-sæbeoperaen, "Dynasty", og for at have rodet sig ind i noget med den berygtede Keith Raniere og hans NXIVM-organisation. Det lader til, at ikke bare hun, men også hendes datter, India, var godt indsyltet i Ranieres ulovligheder, så skal man være forbavset over afsløringen af, at Catherine havde denne datter med den dømte narko-smugler William Weitz Shaffer (født 1946)? Næh, for sådan foregår det åbenbart med denne type kongelige, der lever underlige medie-liv, der afslører kongelighedens ikke særlig fastforankrede karakter i vores moderne verden.

Christina Oxenberg og Ghislaine Maxwell

Mange snobber stadig for kongelige, selv om deres reelle magt og betydning er illusorisk. Hvor Catherine i 2011 var opført som den 3936de arving til den engelske trone, så må hendes yngre søster, Christina (født 1962), være endnu længere nede på listen over "de ægte kongelige", dvs. dem, der rent faktisk er tilkyttet et eksisterende kongedømme.

Sjovt (???) nok har denne prinsesse-datter her på det sidste ellers ofte omtalt sig selv som den engelske skandale-prins Andrews kusine, så denne fjerne forbindelse må være en del af hendes selvforståelse, til trods for at hun - i virkelighedens verden - har udgivet syv bøger og er kendt for sine artikler, bl.a. i "Allure", "Huffington Post", "Sunday Times" og andre, der burde være det, hun er stolt af. Den slags siger mere om hende og hendes evner end en fjern forbindelse til nutidens kongelige.

Inden hun blev forfatter arbejdede hun f.eks. på "Studio 54" og - hvilket må siges at være et spring i interesser - og som assistent for historikeren Hugh Montgomery. Hun har også været aktiv i tøjbranchen foruden meget andet, men er stadig én, der nok er mest kendt for at være "Randy Andy's" kusine, nemlig fordi det er sådan hun fremtræder i medierne.

Andrew har det med at dumme sig, og det har han også gjort denne gang, nemlig ved sin forbindelse til Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell, som han ellers gør alt for at nedtone. Medierne er parate til at slagte ham, og det gør Christina Oxenberg en hel del for at hjælpe dem med, bl.a. ved at angribe Ghislaine, som hun har kaldt "ond" ...

https://www.thesun.co.uk/news/12037399/prince-andrew-cousin-maxwell-truly-evil/

Våben og selvforsvar

Der er sikkert mange, der har leget med tanken om at skaffe sig våben, hvis de enten har et farligt erhverv eller bor et sted, hvor der ofte sker voldelige overfald, røverier og den slags. Dvs. at disse mennesker forestiller sig, at våbnet bare er til selvforsvar, og at de kun vil bruge det i alleryderste nødstilfald. Jeg har dog en mistanke om, at våben har en tendens til så at sige "smelte sammen med hånden, der bærer det".

Da jeg som et eksperiment forestille mig selv med en revolver, føltes det i hvert fald, som om jeg pludselig blev udstyret med en "ildsprudende arm". En sådan tingest kan hurtigt tage magten, sådan at den styrer ens handlinger, og det bør selvfølgelig undgås for enhver pris.

Et syn som dette ser vi ikke herhjemme, og det er jeg glad for, da det nærmest virker som en invitation til at bevæbne sig i fuld/påvirket tilstand. Ikke en god kombination og absolut ikke ønskværdig her i vort land. Desuden er der jo altså en våbenlov, der forbyder os og vore medborgere at bære våben. Hvis vi alligevel skulle gøre dette og måske tilmed fik brug for at forsvare os og vore ejendele, så kan dette stride imod bemeldte våbenlov, men helt sikkert er det nu ikke, for som det fremgår af nedenstående link, så kan domstolen også dømme selvforsvar. Faktisk tror jeg ikke, loven er konsekvent på dette punkt, hvilket er noget møg ....

https://www.dr.dk/nyheder/indland/urmager-kun-doemt-ulovlig-vaabenbesiddelse