Barnet, der var kejser

Kejserinde Anna af Rusland (1693-1740) regerede som hertuginde af Kurland i henved tyve år og derefter som kejserinde af Rusland fra 1730-1740. Hun var datter af Ivan V og dermed Peter den Stores niece.

Da hun og hendes mand, hertug Friedrich Wilhelm - der forøvrigt var død af ren og skær forædthed - ikke havde børn, måtte hun finde en anden slægtning som sin arvtager til den russiske trone. Den udvalgte blev Ivan, der var søn af en af Annas niecer, og denne lille, lyskrøllede dreng blev derpå adopteret af sin slægtning, kejserinde Anna, da han var en baby på to måneder. Desværre for ham blev han rent faktisk kejser, nemlig som Ivan VI (1740-1764) men han kom aldrig til at fungere som hersker, da han hele livet var totalt underlagt andres magt.

At Anna valgte et barn som sin arving skyldtes ikke mindst, at et regentskab for denne barne-kejser ville give hendes elsker, Biron, som hun var stærkt influeret af, magt efter hendes død. På dette tidspunkt var hun meget syg og vidste, at hun var døende, så hun måtte handle hurtigt for at sikre Biron. Eftersom han var særdeles upopulær, varede hans regentskab for barnekejseren dog ikke ret længe. Ivans forældre blev hans nye formyndere, men kort tid efter blev de imidlertid styrtet af en af Peter den Stores døtre, nemlig den formidable Elizabeth (1709–1762), der nu regnes for en af de ypperligste, russiske regenter. Prisen for hendes kejserinde-titel var imidlertid Ivans liv, da han blev tvunget ud i en situation, der kun kan kaldes mishandling. Hun havde svoret, at ingen skulle henrettes i hendes regeringstid, så han blev ikke dræbt, men blot holdt fanget under usle og umenneskelige forhold. Selve hans eksistens blev negeret - eller i hvert fald benægtet i alle samfundslag, og der var en alvorlig straf for bare at nævne hans navn ....

Da Elizabeth blev præsenteret for barnet Ivan, sagde hun: "Lille ven, du er uden skyld!" Ja, det var han, men alligevel måtte han henslæbe sit liv i fængsel, medens alle beviser på hans eksistens blev fjernet systematisk. Man kan sige, at han blev "den usynlige mand", for alle referencer til ham og hans liv blev anset for kriminelle: han ophørte med at eksistere, men levede videre i fængslet. Som marionet for skiftende magthavere havde han ingen mulighed for at blive fri, endsige gøre oprør. Der var tilmed blevet givet ordre til, at hvis han skulle have held med at flygte - eller bare forsøgte på det - og det blev opdaget, så skulle han øjeblikkelig henrettes. At han var en form for "parallel-kejser" til hele tre regerende kejserinder sikrede ham ikke på nogen måde, tværtimod ....

Efter tyve år i ensomhed i et fængsel, hvor han fik mad og havde mulighed for at læse i Biblen, men savnede dybere kontakt med andre end vagterne, (der formentlig ikke måtte tale med ham!), havde han utvivlsomt lidt skade mentalt. Det blev fortalt, at han var forvirret og tydeligvis ikke rask. Det observerede den nye kejserinde, Katharina den Store (1729-1796) da også, da hun besøgte ham, men det betød ikke, at hun gjorde noget for at forbedre hans situation: han var den glemte og skjulte kejser, hvis eksistens var en trussel mod alle andre der stræbte efter den russiske trone, dvs. de tre kvinder, kejserinderne Anna, Elizabeth og Katharina, der brugte ham som en marionet i deres magtspil.

Fordi Ivan jo var gemt væk som en anonym fange, så har heller ikke hans fangevogtere været klar over hans identitet. I 1764 skete der imidlertid det, at en løjtnant ved navn Vasily Mirovich opdagede, hvem han var. Han forsøgte at skabe en flugtmulighed for ham, men det mislykkedes, og både Ivan og løjtnanten mistede livet.

En gennemsørgelig livshistorie, hvor et lille barn blev forvandlet til skakbrik for tre magthaveriske kvinder. At de ikke kunne anerkende hans eksistens og samtidig selv beholde magten siger sig selv, meeeen ....

 

https://www.rbth.com/history/327252-russian-iron-mask

 

https://www.britannica.com/biography/Ivan-VI 

 

 

 

 

Labre Sean

Lige fra begyndelsen af Bond-æraen har jeg haft en svaghed for denne herre, der nu er død, 90 år gammel, nemlig Sean Connery (født den 25 august 1930). Det er egentlig højst besynderligt, for både hans mest berømte rolle-figur, nemlig agent 007 i James Bond-filmene, og han selv er/var noget af en stud. Jeg må spørge mig selv, hvordan det kan være, at jeg har en decideret svaghed for denne skotske skuespiller - og tidligere mælkemand samt model - der spiller en engelsk super-agent. Mit svar er: han er/var sexet!!! Det skyldtes ikke hans højde på 188 cm eller denne højdes legemsfordeling, nej, han havde bare "det" ....

Han hørte til den slags mænd, hvis appeal modnes med alderen, for selv om han da er flot også i denne bare, ungdommelige tilstand, så blev han nu langt mere lækker, da han blev ældre. Var det det grå hår eller - ja, det var nok snarere BLIKKET! 

Han har/havde virkelig udstråling og dermed også sex-appeal, selv om der var forlydender om, at han havde forøvet hustru-vold imod kone nr. 1, Diane Cilento, som han har en søn, Jason, med. Fy, Sean, siger jeg bare, samtidig med at jeg godt ved, at jeg ville fare frem med bål og brand, hvis det drejede sig om en mindre appetitlig herre. Mangel på logik? Ja, TOTAL, og det er nok noget, jeg må tænke over i fremtiden ....

 

Da Salem blev grebet af vanvid

 

Når man tænker på folk, der bliver gjort til slaver, så ligger det lige for at forestille sig, hvordan de må være overvældet af et utal af ubehagelige følelser. Ja, de må vel nærmest føle alt lige fra uretfærdighed, nedværdigelse til HÆVN - og alt sammen fuldstændig forståeligt ud fra vore nutidige begreber. Var det mon sådanne følelser, der i 1692 satte gang i hekseforfølgelserne i Salem Village, Massachusetts? Her levede der i hvert fald en kvinde, der havde god grund til at søge hævn for at være blevet gjort til slave for stedets præst, pastor Samuel Parris, nemlig den 40-årige mulat eller afroamerikaner Tituba. Hun sled i huset med at gøre rent og udføre andre pligter som f.eks. at opvarte præstens kone og døtre. Deres liv blev gjort så meget nemmere ved hendes slid, og det kan ikke altid have været rart for en stolt kvinde som Tituba. Der er en myte om, at hun var resultatet af en voldtægt, idet hun angiveligt var blevet født, efter at hendes mor - der var ren afroamerikaner - blev voldtaget af en engelsk sømand. Senere modsatte hun sig sin hvide herres tilnærmelser, hvilket endte med, at hun blev hængt, sådan at Tituba tidligt mister sin mor.

Dette er ikke Tituba og hendes mor, men det kunne det godt være

Er dette en myte, eller stammer det fra noget af den fantasifulde fiktion, historien om Tituba gav anledning til efter Salem-hændelserne? Tjah, røg og brand plejer at følges ad, så det skulle ikke undre mig, om det er sandt, og én ting er sikker: det kan ikke have været nemt for en kvinde som Tituba at begå sig i datidens samfund, og hun må være blevet udsat for utallige ydmygelser og overgreb gennem sin opvækst og også senere. 

Da Pastor Parris' datter, Betty, og hans niece, Abigail, begge blev ramt af en uforståelig, men meget ubehagelig sygdom i januar 1692 var gode råd dyre. Ingen kunne forklare deres symptomer, og en læge, der tilså dem, mente, at det skyldtes trolddom. Han hævdede, at de var forheksede af en eller anden, der ønskede at hævne sig på præsten og hans familie. Et medlem af menigheden bad Tituba om at lave en "hekse-kage" for at finde frem til den skyldige. Denne person forklarede hende, at "hekse-kagen" skulle laves af pigernes urin samt mel af en bestemt slags, og at den derefter skulle gives til familiens hund. Da dette var gjort, udpegede de syge piger Tituba som den, der havde pint dem med sygdommen - og så gik det løs! Tituba blev afhørt, men nægtede at være en heks, og hun blev ikke arresteret, måske fordi Parris følte, at pigerne var for unge til at være troværdige vidner. Senere fortalte hun dog, at præsten havde tævet og mishandlet hende i flere uger, indtil hun indrømmede, at det var hun alligevel. At være anklaget for hekseri var en særdeles alvorlig sag dengang, men det var paradoksalt ikke så slemt at have indrømmet hekseri som at have benægtet det. Titubabs historie kan godt få én til at mistænke, at hun forstod dette spil, og at hun benyttede sig af det til at opnå andre livsvilkår.

Den 25. februar påstod to respektable kirkegængere, Ann Putnam og Betty Hubbard, at Tituba - med hjælp af to andre kvinder, nemlig Sarah Good og Sarah Osborne - gjorde dem fortræd. De de i modsætning til de unge piger fra Parris-familien, var gamle nok til at vidne i retten, så rullede lavinen for alvor: alle de anklagede, inklusiv Tituba, blev arresteret et par dage efter. Det må have været meget underholdende for alle tilskuere at overvære de påfølgende rettergange, for de anklagede faldt hele tiden om i kramper og råbte vilde anklager imod alt og alle i Salem. 

 

Tituba kom med voldsomme og også uhyggelige anklager imod de andre anklagede kvinder og påstod, at hun havde set dem bruge dæmoner i dyrisk form til deres hekseri. Desuden påstod hun, at de havde pint og plaget hende, for at hun skulle blive en heks og gøre Betty og Abigail fortræd. Desværre ophørte de påståede hekses kramper og vilde hyl, så snart Tituba fik ordet, hvilket blev set som et bevis på, at hun virkelig var en heks. 

På et tidspunkt hævdede de, der anklagede Tituba, der på dette tidspunkt tilsyneladende var blevet angrebet af blindhed og stumhed, at de kunne se, hvordan Sarah Goods sjæl mishandlede hende, fordi hun havde tilstået sit hekseri. Sådan gik det slag i slag med den ene skrupskøre anklage efter den anden. Tituba udviste dog både mod og snuhed, når hun f.eks. påstod, at hun havde skrevet sit navn ind i Satans bog, hvor hun også havde set både Sarah Goods og Sarah Osbornes underskrifter. Desuden lod hun dem, der stod for afhøringerne, vide, at der var flere underskrifter end disse tre i bogen, underforstået at anklagen mod borgerne i Salem Village kunne vokse sig endnu større. Faktisk var der ifølge Tituba et hav af hekse i byen, og det varslede endnu flere retssager imod alt og alle.

Ialt blev 144 mennesker anklaget for hekseri, men efter en hel række retssager, pinlige forhør, som det blev kaldt, og alskens plidder og pladder fra snart sagt hvem som helst endte man med et dødstal på omkring 25. De fleste dømte blev henrettet ved hængning, men der var også nogle, der døde i fængslet, og én blev "knust". Fordi Tituba jo havde tilstået at være en heks, og hun desuden havde været et meget åbenhjertigt (og fantasirigt) vidne imod mange andre anklagede, blev hun ikke straffet, men hun tilbragte et helt år i fængsel. Året efter disse vilde retssager blev hun solgt til en mand, der var villig til at betale hendes kaution, så hun kunne komme ud af fælgslet, for det havde pastor Parris nægtet.
 

https://wams.nyhistory.org/settler-colonialism-and-revolution/settler-colonialism/tituba/

 

https://thehistorygeek1776.wordpress.com/2017/10/31/the-salem-witch-trials-what-really-happened/ 

 

https://allthatsinteresting.com/tituba 

 

 

 

Gude-sex, borførelser, vold og død

En moderne version af dødsguden Hades med den trehovede djævlehund Kerberus 

Hades var den ældste af de tre gudesønner, der gjorde oprør imod og besejrede deres guddommelige forældre, Kronos og Rhea. De andre to var Zeus og Neptun, der hver blev hersker over nogle af jordens øvre egne. Selv sad Hades som regent i underverdenen, men ifølge nogle sene myter drømte han om at sætte sin bror Zeus fra bestillingen som himmelgud. Det er der ingen indikationer på i de oprindelige fortællinger om ham. Rygterne om hans store grusomhed passer heller ikke med hans handlinger, for han er først og fremmest den passive tilskuer til de begivenheder, der kan ende med død og nedfart til hans rige, der også bærer hans navn: dødsriget, Hades.

Han var dog ikke altid passiv, for da han ønskede at gifte sig med en af Zeus' og Demeters døtre, den smukke Persephone, så bortførte og voldtog han hende simpelthen. Noget, hun ellers modsattte sig på enhver måde. Han var jo trods alt også hendes farbror ....

Det viste sig, at Persephones far, Zeus, faktisk gik ind for dette ægteskab mellem hans bror og datter, men det gjorde pigens mor, Demeter, absolut ikke. Hun kastede en forbandelse over landet, så der udbrød en forfærdelig hungersnød. Alle Olympens guder bønfaldt hende om at ophæve forbandelsen, så menneskeheden ikke skulle omkomme, men det nægtede Demeter at gøre. Hun ville lade forbandelsen være aktiv, indtil hun fik Persephone tilbage fra Hades. Zeus fik så sin søn Hermes til at begive sig ned i underverdenen for at forhandle med Hades om at lade Persephone komme op på jorden til sin sørgende mor. Idet hun gør sig klar til at følge med Hermes, lover Hades hende, at hos ham vil hun komme til at herske over underverdenen og alle de døde. Et løfte hun dog ikke lader til at have været påvirket af, for hun følger Hermes op til Demeter.

                                                                       Ja, yndig er hun

Genforeningen mellem mor og datter er meget kærlig og også rørende, men Demeter er bekymret for én ting: spiste Persephone noget, medens hun var i underverdenen hos Hades? Sagen er den, at hvis hun har indtaget føde af en eller anden art, så kan hun ikke bare blive på jorden, men må tage tilbage til underverdenen.

Ups, den var værre, for Persephone har rent faktisk spist kærnen af et granatæble, som den snu Hades lokkede hende til at tage imod. Der er ingen vej udenom: hun må tilbage til Hades, men kun en trediedel af året, dvs. om vinteren, hvor alt tilsyneladende ligger dødt hen eller er i dvale, før det spirer frem om foråret, hvor Persephone igen er oppe på jorden.

Man må også gå ud fra, at forholdet mellem Hades og Persephone ikke kun var vold og voldtægt, for hvordan skulle han ellers have kunnet lokke hende til at spise granatæble-kærnen? Desuden skulle man tro, at hun kunne have modsat sig ægteskabet, da hun var oppe på jorden igen.

Fattig blandt rige

 

Fattigdom har sine egne grimme udtryksformer, af både individuel og social art. Når man ser en så nedbøjet tigger som ham her, så er han et markant udtryk for begge dele: 1) han er røget igennem samfundets sikkerhedsnet, og 2) han er et billede på den individuelle fattigdom, der rammer mange i det, vi kalder "hårde tider". Dette udtryk antyder, at der er tale om noget forbigående, men i virkeligheden kan det vare et helt liv for nogle. 

Hvordan man end udtrykker det, så er 8 millioner ny-fattige en tragedie, og det viser noget om, hvor sart det amerikanske "enhver for sig selv"-system er. Hvis disse mennesker før i tiden har levet i (relativ) økonomisk tryghed, så er de nu havnet i en forbandet situation, som mange måske aldrig kommer ud af igen. Nogle vil opleve, at både de og deres familie bliver så trængt af økonomiske hensyn, at det vil påvirke flere generationers trivsel i stort og småt. De kan blive presset ud i alvorlig kriminalitet og ende Gud-ved-hvor i det sociale system.

Som så ofte før, når det drejer sig om penge og menneskelige forhold, så kommer jeg til at tænke på Jane Austen og hendes både morsomme og skarpe analyser af samfundsforhold. Fordi hun i den grad har blik for det, der afhænger af en sund økonomi, så får hun gang på gang sagt noget væsentligt om køn, karriere og penge. Jeg har for kort tid siden genset en filmatisering af "Fornuft og følelse", selv om "Stolthed og fordom" er min yndlings-Austen, og jeg næsten altid automatisk vælger den, når jeg er i Austen-humør. (Det viste sig nu, at begge disse film fortjener ros til den forfatter, hvis værker de bygger på).

At have tre ugifte døtre, men kun £ 500 om året er sørme ikke let. Pigerne kan hurtigt blive forvandlet til enten ultra-fattige "pebermøer" eller forførte og ulykkelige damseller, bl.a. fordi der er rigere damer i farvandet, der kan lokke deres hjertenskær væk. Jeg forstår faktisk begge køn, set ud fra den sociale kontekst, hvor man hurtigt ryger til bunds og aldrig kommer op igen. Willoughby er måske en skiderik, da han skrotter den søde og følsomme Marianne for den rige Miss Grey, men hans valg er efter min mening ikke komplet uforståeligt set ud fra de økonomiske realiteter i datidens samfund.

Udtrykket "new richs" - noget vi før har kaldt "parvenu" - dækker en speciel vulgær form for adfærd, som der hurtigt kan blive skabt vittigheder over, men "new poor" er et nyt og måske ikke særlig brugt kendt udtryk, selv om den samfundsgruppe, det beskriver har eksisteret - eller er dukket op igen og igen - igennem historien. Det er da også mit indtryk at netop disse mennesker ofte er (eller forvandles til) forslagne livskunstnere, hvis de da ikke dykker nedad i vrede og bitterhed. Noget, der så igen lægger op til et spørgsmål: hvad kan man klare sig for, og hvor meget har man egentlig brug for i et ganske almindeligt liv? 

Sådan er der vist mange, der lever, og hvis cirklen er stabil, så de ved, at de får tilstrækkeligt til det absolut nødvendige, så burde det ikke være det helt store, ødelæggende problem for fornuftige mennesker. Hvis man lever over evne, så opstår der mange problemer, og der er sikkert dem, der skal opleve det på egen krop, om jeg så må sige, for virkelig at forstå at det ikke er nogen god ide. Jeg har mere respekt for fattige flaskesamlere end for Café Latte-folkene, men jeg forstår godt, at mange ser de førstnævnte som et skræmmebillede. Efter min mening er det imidlertid sådan, at de heldige, sande livskunstnere er dem, der formår at finde det rette forhold mellem næring og tæring. Når/hvis man får det lært, så er en lille indkomst egentlig ikke noget særligt problem - og bør heller ikke være det ....

 

 

 

 

Det velbehagelige gys

Er der noget så hyggeligt som uhyrer, der jagter mennesker, men ikke fanger dem? Ja, som måske tilmed bliver nedlagt af tapre jordiske helte. Den slags giver et boost til den menneskelige selvforståelse som den ypperste skabning på vor planet - Guds udvalgte faktisk! Meget fornemt og ikke spor i tråd med historiske og biologiske fakta, men skidt med det: vi mennesker trænger til at boost i ny og næ, og hvis ikke andre vil give os det, så kan vi da heldigvis selv ....

Ikke mindst havene er altid blevet set som en tumleplads for uhyrer af forskellig slags. Nogle - sådan som f.eks. Loch Ness-uhyret, Nessie - ligner forhistoriske forhistoriske dinosaurer, medens andre har skikkelse af kæmpe-blæksprutter. Disse siges at omklamre skibe og trække dem ned med mand og mus, og det er sådan en krabat, besætningen på "Abraham Lincoln" i Jules Vernes's science fiction-roman "En verdensomsejling under havet" tror, de står overfor. 

I virkeligheden er det dog den geniale videnskabsmand Kaptajn Nemo, der har bygget en enorm og også uhyggelig undervandsbåd ved navn "Nautilus", der ligner et søuhyre. Sådan er det selvfølgelig tit med de uhyrer, vi mennesker enten jagter eller rykker tilbage fra, for det er jo vores egen fantasi, der har skabt dem. 

Havmænd og havfruer ligner menneskelige hybrider af slanger eller store fisk, så det er faktisk skuffende, at danskeren Japetus Steenstrup, der var specialist i bløddyr, i 1854 tog det magiske ud af myten ved at påstå, at de bare var blæksprutter, som folk havde set, men ikke forstået, hvad var. ØV! siger jeg bare .... 

Legenderne om søuhyrer optræder verden over som dele af den lokale mytologi. De kan sørme også findes i Biblen, hvor Jahve udkæmper en drabelig kamp med søuhyret Leviathan: bl.a. Salmernes Bog 74:14 og Jobs Bog 40:25 – 41:26. Da Jahve nu engang er Jahve så lykkes det ham selvfølgelig at knuse uhyret, hvilket han lader til at være meget stolt af, da han bruger sejren i sin retfærdiggørelse over for Job ved direkte at prale af den. 

Her i Norden har vi den gruopvækkende Kraken, hvis form ikke ligger fast, for nogen beskriver den som en kæmpestor slange, medens andre siger, den er blæsprutte-agtig. Den er i hvert fald et frygteligt, glubsk uhyre, der kunne give mangen brav sømand sved på panden. Man sagde i hvert fald, at det var livsfarligt at møde uhyret, da det åbenbart havde smag for menneskekød.

Mit eget nordiske søuhyre er dog søslangen, Midgårdsormen, der er Lokes søn. Det skyldes måske, at jeg altid har haft en svaghed for Loke, der er så snu og fræk, at han snører guderne den ene gang efter den anden. Hans søn er mere en muskel-fyr, men dog ellers ganske kløgtig, da han f.eks. overlevede Odins forsøg på at dræbe ham.

Thos og Midgårdsormen har et par drabelige kampe, men først ved Ragnarok får de bugt med hinanden. Dér vil Midgårdsormen forlade havet og komme op på land for at møde Thor til det endelige opgør, hvor guden dræber uhyret, men selv dør af dens gift. En yderst passende død for dem begge, der dog ikke har dræbt legenden om dem og deres kamp. Begge kan genfindes i direkte eller indirekte form i nutidige film og videoer om den evige kamp mellem helt og uhyre.

PS: det bør ikke glemmes, at i den virkelige verden er blæksprutten faktisk et meget intelligent dyr: 

https://udforsksindet.dk/mysterierne-omkring-blaeksprutters-intelligens/

 

Parfumeret stinkdyr

Et stærkt udtryk for lugtes magiske virkning: her får en ræv et skud stinkdyrs-"parfume" og bakker væk så hurtigt, den kan. Man ser på dens sammenknebne øjne og bagbenets løftede tilstand, at oplevelsen har været mere end overvældende, og at den alligevel ikke skal have noget af at få sig en dejlig stinkdyrs-steg. Det lille, stribede dyr forekom ræven nem at overvinde, men i dette tilfælde er der intet, der er, som det ser ud. Iøvrigt er det interessant, at hvor andre dyr, der står på et rovdyrs menu, gør alt for at skjule sin kropslugt, fordi det så nemmere kan gemme sig, så bruger stinkdyret sin hørm som våben - tilmed et meget effektivt våben.

Ja, nuttet er den, og det siges, at de kan blive vidunderlige kæledyr, men så skal man altså få fjernet en analkirtel af en eller anden slags. Hvis ikke, ja, så har man fået et kæledyr med et meget virkningsfuldt våben imod kontaktglade mennesker ....

Marilyn Monroe har angiveligt selv sagt, at hendes "nattøj" bestod af nogle dråber af parfumen Chanel No. 5, og så er det da også passende, at hun reklamerer for den. Nu er der bare det, at hun også var kendt for sin modvilje imod personlig hygiejne, noget hun (også angiveligt) sagde skyldtes, at hun havde fået at vide, at "kropslugt er sexet". Hendes job som type-cast skuespiller bestod jo simpelthen i at være sexet, at symbolisere sex og skønhed, men hvad den sexede kropslugt angik, så er det nu ikke så enkelt, som hun (måske) gjorde det til. Snavsede mennesker lugter bare ikke godt 

Disse legemsdele er kendt for ikke at lugte særlig godt. Man skal i hvert fald være fod-fetichist for at påskønne deres specielle lugt. Det mærkelige er dog, at heller ikke fodsved lugter af noget i sig selv, for det er altså svedens kontakt med de bakterier og affaldsstoffer, der er på vores hud, der skaber duftene. God, frisk håndværker-sved lugter så sandelig også anderledes end daggammel sved fra en person uden adgang til et badeværelse.   

Parfumer udvikles og sælges til priser, der sjældent ligger i den lavere ende. Chanel No. 5 har holdt skansen, men der er sandelig kommet meget andet til. Iøvrigt har man kendt parfumen som skønhedsmiddel fra det, man kalder "de ældste tider". Disse går i hvert fald tilbage til de gamle faraoner og blev senere videreudviklet af romerne og araberne. Det formentlig ældste parfumeri blev fundet på Cypern i 2004, og det var fyldt med fade, tragte og parfumeflasker. I Europa blev parfumen introduceret med Islam i 1400-tallet (Wikipedia). 

 

https://getpocket.com/explore/item/the-best-way-to-wash-your-face-is-actually-a-200-year-old-method

https://thoughtcatalog.com/rachel-hodin/2014/03/11-beautiful-people-who-were-epic-slobs/

 

http://www.factfiend.com/marilyn-monroe-slept-dirty-plates-full-food/ 

 

https://netdoktor.dk/kroppens_dufte_og_signalstoffer.htm