Den morderiske læge

Den nydelige og ret statelige Harold Shipman (1946-2004) var en meget populær alment praktiserende engelsk læge, selv om hans patienter havde en kedelig tendens til at dø. Fordi Shipman blev regnet for en samfundsstøtte, var der dog ikke nogen, der kiggede ham og hans behandlinger efter i sømmene. Dvs. indtil en af hans kolleger studsede over den høje dødsrate, for så kom der fut i politiet. Efter en to år lang udredning blev Shipman dømt skyldig og fik en livstidsdom.

Ingen vidste dog med sikkerhed, hvor mange ofre, der var. Nogle mente, at der kunne være op til 500-1000, medens andre påstod, at der har omkring 250. Udredningen påviste i hvert fald, at 215 var blevet myrdet af ham, hvilket betyder, at han var en af de flittigste mordere i England i nyere tid.
 

De fleste af Shipmans ofre var ældre kvinder, idet den yngste af de identificerede ofre var 41 år gammel. Man mistænker dog, at dette ikke har sin rigtighed, og at den alleryngste i virkeligheden var en lille pige på fire år. Den 13. januar 2004, der var en dag før hans 58-årige fødselsdag, hængte han sig i sin celle. Spørgsmålet er så, HVORFOR han begik disse mord? Det forklarede han aldrig, ligesom han heller ikke udtrykte sin beklagelse over sine ugerninger. Meget tyder dog på, at han gjorde det for at få et "sus": han kunne simpelthen lide at myrde og at se sine patienter dø. Forskellige fiksfakserier med et testamente, hvor en patient angiveligt efterlod ham alt, gør imidlertid, at man i visse tilfælde kan mistænke, at der var flere motiver bag de enkelte mord .... 

https://medium.com/crimebeat/primrose-shipman-the-last-victim-of-harold-shipman-7bc1fdb304eb

 

Flot (levende?) statue

Ivanka Trump (født den 30. oktober1981) - Egentlig Ivana Marie Trump - er unægelig en meget smuk kvinde. At hun ikke var helt så fuldendt fra naturens hånd kommer ikke som en overraskelse for dem, der kender til rige amerikaneres frygtløse og uhæmmede brug af plastisk kirurgi, Botox og andet af samme skuffe. Jeg hører ikke til dem, der er forarget over den slags, men jeg bemærker konsekvenserne for mange af brugerne. For mig er det slutresultatet, der gælder, så spørgsmålet er ikke, om hun har fået gjort noget", for det har hun, men om det var anstrengelserne, ubehaget og udgifterne værd. 

Som teenager så hun unægtelig temmelig anderledes ud, men det jeg især lægger mærke til er hverken håret eller den lidt store næse, men den levende mimi, der er blevet udskiftet med et tomt, stivnet udtryk. Når man ser billeder af hende nu, så er hun flot, ja, nærmest statuarisk, men ligesom sin mand, Jared Kushner, har hun meget lidt mimik tilbage. 

Han ligner mest af alt et stående lig eller en voksmannequin, og hun er ikke meget bedre. Man undrer sig over dette unge par, for er det virkelig, hvad de ønsker? Er de, som de ser ud, eller skyldes deres udseende deres politiske rolle?

På et tidspunkt var Ivanka model, men senere fik hun et modefirma, som hun dog lader til at have droppet for at arbejde for sin far i Det Hvide Hus. Den tætte tilknytning til denne pigeglade far har ofte ført til hævede øjenbryn, fordi han har talt om sin datter på en måde, der indikerer, at der er eller har været et incestuøst forhold mellem dem - eller at det ville han ønske. Underlige og temmelig lumre billeder har også peget i den retning.

Donald, teenage-Ivanka og en seng? Ikke godt, men ind imellem gør man dog et skarn uret. Dette billede af far og datter samt Epstein er således photoshopped. Ikke at det fjerner det lumre, for det er der såmænd stadig ....

Jared Kushner, der jo altså er gift med Ivanka, har gjort sig uheldigt bemærket med sine forretningsmetoder. Han har fået tilnavnet "Loophole", fordi han har udnyttet et svagt punkt i lovgivningen til at tappe sine lejere og tvinge mange af dem ud med voldsomme huslejestigninger. Denne taktik er ikke gået ubemærket hen, for det har ødelagt meget af hans (og Ivankas) rygte.

De hører begge til Donald Trumps indercirkel og er knyttet til hans forskellige gøremål. Det er selvfølgelig med til at tegne billedet af dem for både tilhængere og modstandere. Jeg, der ikke kan fordrage T. Rump og alt, han står for, ser dem selvfølgelig gennem "farvede brilleglas", ligesom dem, der er helt vilde med ham. For mig at se er der tale om en forbryder-familie, og Ivanka er et skrækkeligt menneske, hvilket for mig understreges af hendes stivnede attitude. Andre vil se noget helt andet i hende og hendes mand ud fra billeder som f.eks. dette:

Her er de ikke stivnede og "døde i det", men ser søde og naturlige ud. Sådan kan de altså også være, og det giver så anledning til spørgsmålet "har de en special attitude for at opretholde et bestemt image" eller er de så skrækkelige, som de virker på de fleste nye billeder?

 

^{https://www.businessinsider.com/ivanka-trump-bio-life-fun-facts-2017-3?r=US&IR=T} 

^Wikipedia

 

Selvforsvar? Ja, hvad ellers??!!!

 

Det siges, at Lana Turners filmkarriere startede, da en talentspejder så hende på en cafe som teenager. Han faldt for hendes yndige ansigt, og dermed var hendes lykke gjort - sådan da, for hendes privatliv var temmelig kaotisk, fordi hun havde en ulyksalig evne til at falde for de forkerte mænd. Eller i hvert fald for mænd, der ikke var helt efter bogen. Hendes yndlingstype var åbenbart de italienske "stallions", der forbindes med lyssky affærer, gangster-virksomheder og gigolo--aktiviteter. Sådan var det også med den flotte Johnny Stompanato, der såmænd var gangster .... 

Han og Lana havde en stormfuld affære, der varede omkring et år, indtil han fik en voldsom død for hendes datters hånd. Fjortenårige Cheryl Crane stak nemlig sin mors elsker ned den 4. april 1958, da hun frygtede, at han ville myrde både hende og moderen. 

Cheryl blev fængslet, men drabet blev set som selvforsvar, så der skete hende ikke noget. Hun blev frigivet, hvilket vakte blandede følelser i offentligheden. Mange mente, at drabet var Lanas skyld, og der var såmænd også dem, der havde den opfattelse, at det nok i virkeligheden var hende, der havde myrdet Stompanato, og at hun så havde givet datteren skylden ....

Rygterne gik, men der skete altså ikke Cheryl noget, og hendes mor blev heller ikke anklaget for mord. Stompanatos hustru anlagde imidlertid sag imod familien og krævede $750,000 i erstatning. DEN gik nu ikke, for det eneste hun fik var $20,000.

Cheryl blev placeret hos sin mormor, hvilket vel skyldes den generelle mistro til hendes mors evner som opdrager. 

Den unge dames videre karriere holdt hende ikke ude af rampelyset, for publikum havde ikke glemt den celebre sag. Pressen var aldrig langt væk. Efter en tid som fotomodel og assistent for hendes far, der var restauratør, blev hun ejendomsmægler, I 1988 udgav hun sine memoirer, "Detour: A Hollywood Story", hvor hun bl.a. fortalte, at hun som 13-årig havde fortalt sine forældre, at hun var lesbisk. Desuden fortalte hun i bogen, at ikke bare Stompanato, men også moderens fjerde mand, Tarzan-skuespilleren Lex Barker, havde voldtaget hende på et tidspunkt, hvor hun var et barn. I 2011 udgav hun tillige en roman, "The Bad Always Die Twice".

https://people.com/movies/lana-turner-daughter-killed-mothers-boyfriend-why/

 

https://news.amomama.com/197765-lana-turners-8-marriages-7-husbands-only.html

 

"Ih, hvor har vi det sjovt ..."

Liv og glade dage, samvær og hygge samt en masse sundhedsfarligt druk - det er lige os!!! Det med hyggen kan jeg gå 100% ind for, men ikke det med drikkeriet. Er jeg puritaner? Næh, men mine laster består bare ikke i indtagelsen af våde varer, hvilket bl.a. skyldes, at jeg har oplevet, hvad alt for meget druk kan føre til af helbredsskader. Det samme gælder selvfølgelig narkotika ....

Vi mennesker ønsker at fyre op under vore sanser og at komme i en situation, hvor vi "svæver" og "nyder" øjeblikket. Det er et stærkt ønske hos de fleste af os, og vore kroppe er bygget til at skaffe os glæder af sanselig art. Her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på sex, der jo også er forbundet med følelsen af mæthed: man er tilfredstillet, (hvis nu det er det, man er). Dårlig sex kan formodendtlig sammenligne med et "dårligt trip", uden at jeg dog kan sige, hvad der er værst, da jeg kun har prøvet det første.

                           Prisen for "fixet" er altså for høj, og det har kostet alt for mange liv

Jeg har læst om narkomaner, der føler, at "de har mødt Jesus" eller "set Gud", når de var høje. Det har de jo næppe i andet end deres fantasi, og den er da også god nok til mange ting, men ikke når det gælder spørgsmålet om liv eller død. At målrettet "søge suset" betyder vel, at man ikke kan holde virkeligheden ud, hvilket så igen må kunne tolkes som et afslag til livet og dets vilkår: hellere "svæve" oppe i de imaginære skyer end være hernede hos os andre? Jeg synes, det er sølle, ligesom det  er sølle at tilsidesætte andres liv og lykke for et øjebliks rus, sådan som flere seriemordere synes at gøre. For mig er sanseoplevelserne altså ikke noget, der har forrang for moral, etc..

Hyggeligt samvær?

Eftersom mord, vold og kriminalitet er "hyggens" bagside, så er den for mig at se en illusion. Hvor mange har ikke overfaldet og/eller myrdet gode kammerater for at bestjæle dem for penge og/eller narko? Det er faktisk mange, hvis man skal tro kriminal-rapporterne, og så er "hyggen" da ligesom gået fløjten, eller hva'?

 

Omsorg og respekt

Midt i min hidsighed er dette faktisk, hvad jeg selv går stærkt ind for og bestræber mig på: jeg mener ikke, at man bør afvise eller se ned på mennesker, der måske ikke længere er, hvad de har været. Hvis man lever længe nok, så havner man selv i en situation, der minder om denne gamle, nedbrudte mands, så også af den grund bør man gå ind for respekt og omhu over for de ældre. 

Disse tegninger viser demens og svækkelse fra en anden og meget vemodig side: kunstneren har tegnet og malet selvportrætter, men til sidst mister han helt fornemmelsen for sin egen personlighed og kan ikke genkende eller gengive sig selv.

Sådan husker man ikke den flotte og sexede Sean Connery: stærkt dement, men med sin hustrus støtte til det sidste. Man har også set ham vandre af sted sammen med en form for "livvagt", der skulle passe på, at han ikke kom galt afsted eller forvildede sig et sted hen, der måske ikke var sikkert for ham som tidligere superstjerne. Et trist syn, men det kan være prisen for at blive gammel, og han var omkring 90 år, da han døde. Ikke desto mindre meget vemodigt, når man tænker på hans uglemmelige frække, flotte og nok lige lovlig mandfolkede agent 007.

Sådan vil jeg helst huske ham, men jeg er da godt klar over, at dette ikke er hele billedet af den tidligere Agent 007. At han fik hjælp til at klare hverdagen og ikke bare sad hen er godt at vide, men hvor mange gamle og svækkede får deres egen "livvagt"? Det er vist ikke mange, og man skal sikkert være enten Sean Connery eller Prins Henrik for at være sikker på denne service. Andre er afhængige af mere eller mindre ukendte menneskers velvilje, og disse ukendte personer er faktisk os. Vi, der endnu ikke er rene vrag, er dem, de stærkt svækkede bør kunne stole på vil hjælpe dem. Her skal man så tænke på, at karaktermæssigt bliver man, hvad man gør, bl.a. for andre, så hvis man direkte ønsker at være et godt menneske, så må handling følge tanken og/eller ønsket ....

 

Trofast tjener

 

Dronning Alexandra med sine børn, George, kronprins Albert Victor, Prinsesserne Louise, Victoria og Maud.

Dronning Victorias svigerdatter, den danske prinsesse Alexandra (1844–1925), der var gift med kong Edward VII (1841–1910), var kendt for sin store skønhed, men det var kun et par af hendes børn, der slægtede hende på mht udseende. Dem, der lignede hende mest, var de to sønner og især prins Albert Victor, der på et tidspunkt blev mistænkt for at være Jack the Ripper. Noget, der senere er blevet modbevist, og der er nu udpeget en anden som den skyldige. Prinsen døde tidligt, og hans bror, Alexandras næstældste søn, der blev konge som George V (1865–1936), giftede sig med hans forlovede, Mary.

Jeg har altid syntes, at portrætterne af George V viser en svag og nærmest jaget mand. Kan det have noget at gøre med, at han svigtede sin fætter, Zar Nikolaj af Rusland, da han bad om hjælp til at redde sin familie fra bolchevikkerne? Aner det ikke, men på grund af mit indtryk af kong George V forbavser det mig egentlig ikke, at hans yngste søn, prins John (1905-1919), der var epileptiker og måske også autist, tilsyneladende blev set som en skamplet på kongefamillien og derfor stort set blev gemt væk, selv om han rent faktisk var nr. 5 i arvefølgen. Skammede den stramtandede dronning Mary og den formentlig svage kong George sig over deres syge søn? Sådan virker det umiddelbart, og det er, hvad mange, men ikke alle, historikere mener.

John var ellers en dejlig dreng, morsom og kvik, bl.a. ifølge dronning Alexandras søster, kejserinde Maria Feodorovna (: født som den danske prinsesse Dagmar) af Rusland. Heldigvis havde han én, der virkelig holdt af ham, og som tog sig godt af ham, nemlig hans barnepige, Charlotte Jane Bill (1875-1964), der blev kaldt Lala. Hun var kommet til som under-barnepige, men steg i graderne, da det viste sig, at over-barnepigen havde udviklet en uheldig psykisk sygdom, efter at hendes mand havde forladt hende. Det var tydeligt, at hun var stærkt imod fødslen af nye kongebørn, fordi hun selv var barnløs og led af psykiske vrangforestillinger omkring børn. Hendes job bestod jo i at passe og passe på disse seks kongelige børn, men i stedet forsømte og mishandlede hun dem direkte. Især lader det til at være gået ud over den senere Edward VIII (: Hertugen af Windsor). 

Lala, der i sin tid havde begyndt sin karriere som tjenestepige/barnepige med en ansættelse hos en læge, da hun var 13 år gammel, blev anset for at være den bedst egnede til at overtage hendes job, og det gjorde hun så i 1897. Sådan set havde hun ansvaret for pasningen af alle seks kongebørn, men hun tog sig især af prins John og passede ham meget kærligt indtil hans død i 1919. Hun var formentlig det menneske, den syge prins var mest knyttet til i sit korte liv.

Efter Johns død fik Lala en form for "æresbolig" på Sandringham. Hun giftede sig aldrig, men bevarede en høj stilling i kongefamilien. Bl.a.assisterede hun ved fødslen af adskillige konelige børn, bl.a. den nuværende dronning, Elizabeth II.

 

 

Den ikke-smarte nøgenhed

Maleren og billedhuggeren Maggi Hamblings statue over forfatteren, feministen og filosoffen Mary Wollstonecraft har vakt vild forargelse, fordi den med sin nøgenhed synes at være en hån imod alt, hvad forfatteren stod for. Vi i nutiden har oplevet kvindelig nøgenhed i mandeblade, film og malerkunst, men også i kvindemorderes fantasier, og vi er trætte af at se denne konstante seksualisering af kvindekønnet. Derfor opfatter vi ikke det, Maggi Hambling ønsker at sige med sin statue, men som hun ikke får udtrykt klart nok, da hun åbenbart ikke forstår feminismen og det, Mary Wollstonecraft stadig står for med sine modige og fremsynede værker.

Op igennem tiden har fremstillingen af nøgenhed i malerkunsten symboliseret en masse positive tilstande og oplevelser. Malere har ligesom forsøgt at genopfinde den paradisiske tilstand, der skildres i Biblen. Det er jo først efter at have spist af det forbudte æble, at Adam og Eva bliver uddrevet af Paradisets Have. Inden da var de uskyldige og ikke engang klar over, at de var nøgne. Med Syndefaldet kom bevidstheden om denne såkaldt syndige nøgenhed, og de dækkede sig til med blade. Så snart de var ude af Paradiset, fremstillede de også tøj til at dække sig med. Kroppen var nemlig blevet noget meget suspekt og skiftede sin symbolske betydning fra noget smukt og rent til det modsatte.

I billedkunsten har nøgenheden imidlertid beholdt sin status som et udtryk for noget smukt og rent, for sandheden og alt muligt godt. Jeg formoder, at det er derfor, Maggi Harding har taget for givet, at den bedste måde at fremstille Mary Wollstonecrafts styrke på var som nøgen. Dér har hun i mellemtiden glemt, at vor tids opfattelse af nøgne kvindekroppe er bleve besmittet af porno, vold og en reel kvindeundertrykkelse, der også er seksuel. Dvs. at baggrunden for valget af motiv kan have bygget på fornuftige ideer, men samtidig være aldeles tåbelig og uden forståelse for motivet. Samtidig med at jeg godt kan forstå Maggi Harding og hendes ideer, så forstår jeg også hendes kritikere: de har fået et forvrænget billede af en kvindelig normbryder, der den dag i dag er et symbol for andre kvinder, og det er altså snyd.

 

https://symbolleksikon.lex.dk/n%C3%B8genhed