En dukke som rival

 

Jeg læste engang en anmeldelse af en fransk roman, der var meget omtalt ved udgivelsen, men hvis titel og forfatter jeg har glemt. I anmeldelsen blev det nævnt, at hovedpersonen var bange for og i det hele taget afskyede dukker, "fordi de lignede små lig". Den opfattelse kan jeg såmænd godt sætte mig ind i, men ikke tilslutte mig, for jeg er ikke bange for dukker eller føler afsky imod dem. Det skyldes måske, at jeg ikke har haft de samme barndomsoplevelser som dem, den amerikanske skuespillerinde Candice Bergen, der bl.a. er kendt for sin rolle som"Murphy Brown". Hun startede som model og fik en flot filmdebut i "The Group" (1966).

Senere har hun fortalt, hvordan hun, der var datter af den kendte bugtaler, skuespiller og meget andet spændende, Edgar Bergen (1903-1978), altid spillede anden violin til hans bugtalerdukker. Han nærede tydeligvis en forkærlighed for sin frække og ikke altid helt sympatiske levemands-bugtalerdukke Charlie McCarthy, der ligefrem fik sit eget værelse i huset. Dette var større end Candices værelse, og ifølge hendes memoirer, "A Fine Romance" efterlod han dukken, men ikke sin datter en arv. 

Charlie var fremstillet som en levemand og medvirkede bl.a. i en berømt sketch med Mae West, der ikke lagde skjul på den personlighed, som Edgar Bergen havde udstyret sin yndlingsdukke med.

Charlie og Mae West den 12. december 1937:

    Charlie: "Not so loud, Mae, not so loud! All my girlfriends are listening."
    Mae: "Oh, yeah! You’re all wood and a yard long."
    Charlie: "Yeah."
    Mae: "You weren’t so nervous and backward when you came up to see me at my apartment. In fact, you didn’t need any encouragement to kiss me."
    Charlie: "Did I do that?"
    Mae: "Why, you certainly did. I got marks to prove it. An' splinters, too."

Ud over denne påståede romance med en af filmens frække damer, så havde Charlie det også med at genere skuespilleren W.C. Field, noget denne fik en masse sjov ud af.

Charlie's W. C. Fields-fejde:

    W. C. Fields: "Well, if it isn't Charlie McCarthy, the woodpecker's pinup boy!"

    Charlie: "Well, if it isn't W.C. Fields, the man who keeps Seagram's in business!"

    W. C. Fields: "I love children. I can remember when, with my own little unsteady legs, I toddled from room to room."
    Charlie: "When was that? Last night?" 

Charlie var altså en meget aktiv og slagfærdig dukke-mand, der forståeligt nok var virkelig populær i samtiden. På en vis måde var han selvfølgelig en anden udgave af den selvlærte og overmåde populære Edgar Bergen, der dog ikke var levemand på samme måde som sin dukke.

Hadede hun dukken? Jeg håber, at det kun er for sjov, når hun udtrykker en tydelig modvilje imod den, for interessant nok er den jo ikke en selvstændig person, men bare en anden udgave af hendes fars personlighed, som hun taler om som "svensk og reserveret". Når man ser hende "kvæle" Charlie i ovenstående billede, medens hendes far ser bekymret til, opfatter jeg det som en spøg, men man ved jo ikke, om det er andet og mere ....

 

Hvad i alverden???!!!!!!

Absolut kun noget, mænd kan gøre - samt finde på??!!!!! Ingen kvinde ved sine fulde fem ville kunne få tanken, at det var SÅDAN man betjente et panel af denne type. Ikke desto mindre betvivler jeg aldeles ikke, at visse mænd kan få den ide at anvende deres kæreste eje på denne måde, samt at de og deres kønsfæller ville finde det både morsomt og "sejt". Nogle ville sikkert også distribuere selfies, der forevigede begivenheden, og være mægtig stolte af, at netop deres "ekstra ben" blev spredt over internettet med "heltestatus" ....

Jeg er ikke forarget, men "bare" irriteret, for det virker på mig som en art "tisse territoriet af", ligesom nogle dyr gør, og da det findes noget nær overalt, er det ret groft over for det køn, der ikke gør noget lignende. På mange måder er det vel stadig "A man's world", meeen ....

                            To små "rejer". der bliver målt, er ikke det samme som én stor haj .... 

Damer kan selvfølgelig også måle og sammenligne attributter, men de er af mere synlig art. Der skal ikke knappes op eller lynes ned for at se, om de runder de rigtige steder. En af disse attribut-målinger er foreviget i noget, der vist må kaldes et klassisk billede af Sophia Loren, der kigger på Jayne Mansfield, som mange har moret sig over, bl.a. mig:

Nå ja, også damer har deres magt- og statuskampe, der i høj grad er knyttet til udseende og sex-appeal. Noget, der vel siger sig selv .... Ligesom med det famøse hankøns-vedhæng tjener den kvindelige barm som både status-symbol og det modsatte, alt efter dens form og "vigør". Hvor de struttende attributter ses som misundelsesværdige, så - ganske som med mand-lemmet - ses de ikke længere så spændstige dame-forhøjninger som noget, der gør deres ejerinde latterlige:

Noget, der gælder både damer og herrer: Strit - eller bliv latterliggjort! Faktisk temmelig grove løjer, for kun kunstprodukter formår at bekæmpe tyngdelovens hærgen for begges vedkommende. Når det gælder barmen, så er det udseendet, det drejer sig om, selv om den jo har en funktion som fødekilde for den næste generation. Mht penissen så har den faktisk også et udseende, der spiller ind, og her kommer jeg til at tænke på Jeffrey Epstein, der var kendt for sin æg-formede dingenot. Det vigtigste for denne legemsdel er dog ikke synet, men gørelsen, hvilket giver anledning til uendelig mange krumspring, kunstgreb og bortforklaringer.

Og sådan et instrument troede Freud, at kvinder misundte mændene????? HA! siger jeg bare, for magen til ævl skal man da lede efter. Når organet foreviges og billederne distribueres mange steder, så er det som om, fallos-kulten har fået en renæssance. Penissen som symbol er åbenbart blevet genopdaget og har fået nye tilhængere. Er det OK??? Tjah, det tænkende (kvinde-)køn finder det vist nærmest latterligt og barnligt, men jeg er nu ikke så sikker på, at det er den korrekte vurdering af noget, der opleves af det maskuline køn som "sejt".

Det, jeg studser over, er at genstanden også ses som et våben, der ligefrem kan indgå i visse forbryderes trusler. Således er der eksempler på kriminellse fyre, der kan finde på at sige sådan noget som f.eks. "Hvis ikke du gør sådan og sådan, voldtager jeg din søster, kone, mor eller datter ...." Kvinder kunne vende truslen om og f.eks. sige: "Pas på, jeg har en meget skarp saks ...." De kunne også lyve og påstå, at myten om "vagina dentata" skam er rigtig nok, men det gør de ikke, ligesom de ikke systematisk går efter at ramme vodltægtsmænd dér, hvor de er mest sårbare. En penis, der udsættes for et fast pres - eller et godt håndkantslag - nedad, bliver nemlig pludselig meget mere fredelig. At det også vil kvæste ejermanden for tid og evighed er så en anden sag ....

At miste ansigt - og få det igen

 

Anna Coleman Ladd (1878-1939) var en amerikansk billedhugger, hvis kunstneriske evner kom til praktisk gavn, da hun specialiserede sig i at skabe ansigts-proteser. Dem blev der god brug for efter Første Verdenskrig, hvor mange unge soldater blev så frygtelig vansiret, at deres chancer for at finde en plads i samfundet var lig NUL. Nok blev de regnet for krigshelte, men ikke mange havde plads til dem i deres firma - eller privatliv.

En plastikkirurg kunne måske genskabe sådan et ansigt, men dette skete før den tid, hvor det var muligt. Det Anna gjorde var at forme nye dele af det ødelagte ansigt til proteser, der - i hvert fald umiddelbart - kunne tjene som den ægte vare. Denne teknik var en videreførelse af det arbejde, Francis Derwent Wood havde udført med sine "masker" til vansirede soldater. Deres specielle arbejde regnes for er et medicinsk begreb, der har fået navnet anaplastologi.

Hun var gift med lægen Maynard Ladd, hvilket formentlig har været med til at inspirere hende i hendes arbejde med soldaterne. At hun gav dem et nyt liv, er der ingen tvivl om, men parallelt med dette arbejde udførte hun også andre bedrifter. Bl.a. lavede hun flere skulpturer, men skrev også to bøger, "Hieronymus Rides" og "The Candid Adventurer". Desuden har hun efterladt et par ufærdige skuespil, hvoraf det ene handler om en kvindelig billedhugger, der deltager i krigen. 

 

Grooming

 

For mig er dette et barn, dvs. en person, fyldt med muligheder, men ikke som sex-partner. At andre ser noget helt andet end mig i børn som dette ved jeg godt, men det betyder ikke, at jeg er forstående over for disse personer. Misbrug af børn, dyr eller andre, der ikke formår at sige fra over for overmagten, er efter min mening 100% uacceptabelt. Om det ALTID er skadeligt for den misbrugte ved jeg ikke, men jeg tror, at det forrykker nogle psykiske grænser i individet, der bør være der som et værn imod mennesker og oplevelser, der ikke er til gavn for det. 

Formentlig en far og datter, men kan være en børnelokker med et offer

Da jeg var barn, talte man om "børnelokkere". Der var kriminalsager med børn, der fulgte med en voksen mand, de ikke kendte, og som derpå forsvandt, måske for senere at dukke op igen som lig. Alt sammen meget skræmmende for børn, men også spændende, for hvad skete der egentlig med disse dumdristige børn, og hvorfor var de pludselig døde? De voksne fortalte ikke noget, der kunne forklare gåden for børnene, kun at der var disse besynderlige personer i verden, der var børnelokkere, og som man skulle undgå, selv om de tilbød én slik ....

Børnelokkere med et potentielt offer? Næppe - og så alligevel muligt ....

Før i tiden var børnelokkere nemlig nogen, der kom hen til børn og tilbød dem slik for at følge med. Det troskyldige, men overmåde slik-glade barn, der ikke forbandt noget farligt med de søde sager, sagde ja tak - og det var så det ....

Med internettet er der kommet mange nye lokker-muligheder, og én af dem er mere eller mindre hemmelige kontaktmuligheder mellem børn/unge og ukendte voksne. På en vis måde er vi dog alle potentielle ofre via nettet, nemlig hvis vi lader os "groome" af folk, der tilsyneladende er vilde med os, og som påstår at ville os det bedste. Det med "tilsyneladende" er vigtigt, for ikke alt er, som det ser ud, når børn, teenagere eller voksne mænd/kvinder overøses med komplimenter, gaver og invitationer. Den slags smigrende opmærksomhed KAN være led i en groomings-proces, hvor der lægges op til personlige møder af en mere uhyggelig art.

Børn er nysgerrige, og det er min opfattelse, at de også har sexuelle lyster, men ikke i form af det, en børnelokker kan finde på at gøre ved dem.

 

Skumle personer nyder måske også selve forførelses-spillet og går derfor i gang med det, der på engelsk kaldes "grooming". Via grooming får de indyndet sig hos det barn eller den voksne, de ønsker at have sex med. På internettet præsenterer man ofte et idealiseret billede af sig selv - eller af den person, man ved vil virke tiltrækkende på dem, man ønsker kontakt med, hvis nu det er det, man vil. Hele dette miljø er som skabt til grooming. Som "groomer" smigrer man sig måske ind hos hele familien, hvis forsvar omkring børnene smuldrer over for denne "pæne" mand, der er så begejstret for deres lille guldklump. Sagen er dog den, at denne fyr har bagtanker, for han er i virkeligheden en internet-skurk af de slemme.

 

For dem, der lever meget/det meste af deres liv på nettet, bliver fantasien måske langt stærkere end virkeligheden. Når en børnelokker/groomer støder ind i sådan et individ, har han et helt batteri af smiger og overtalesler parat. Derfra er det smooth sailing, om jeg så må sige. Hvad enten det drejer sig om et eventyrlystent barn eller en kærlighedshungrende mand/kvinde, så er fælden parat ....

 

Det kan være overmåde svært at gøre sig fri af en groomer, for hvad er hvad? Løj han hele tiden, og var han fra begyndelsen ude på lusk? Svaret på de spørgsmål er ikke altid så enkle, hvilket de jo heller ikke er ved en normal forførelse, hvor man kan blive spurgt, om det, de skete, var med eller uden samtykke. 

https://redbarnet.dk/anmelddet/viden/grooming/

Slavedrengen, der blev kejserinde

 

Ja, kejser Neros anden kone, Poppæa Sabina (30-65 e.Kr.) var meget smuk, og eftersom hendes mildt sagt skrækkelige eftermæle er skrevet af hendes fjender, så kan man ikke gå ud fra, at hun var så forfærdelig, som det er blevet påstået. På mange måder er hun stadig en gådefuld skikkelse, men det gælder så sandelig også hendes efterfølger, kejser Neros tredie kone, der er kendt under navnet Sporus. Der hersker tvivl om, hvem og hvad han var, før han blev kastreret og derefter forvandlet til Neros nye kone. Ifølge nogle kilder var han en slavedreng, men andre siger, at han var en fri borger, der bare havde det uheld, at han lignede Neros afdøde hustru Poppæa til forveksling. Hans smukke ansigt blev simpelthen hans ulykke!

Historien om den mandlige kejserinde fortælles bl.a. af den romerske historiker Sutonius i hans værk "De Vita Caesarum", der giver et overmåde interessant indblik i 12 af Roms kejseres liv. Ifølge ham erklærede kejseren efter kastrationen af Sporus, at denne nu var en kvinde. Han klædte ham/hende i kvindetøj, og i 67 e.Kr. giftede han sig med ham/hende, idet han erklærede ham/hende for kejserinde. Nero viste sig også offentligt med ham/hende og optrådte meget kærligt over for ham/hende, så alle kunne se, at de virkelig var et par.

Med Sporus havde Nero forsøgt at genskabe den kvinde, han angiveligt selv havde sparket til døde, da hun var gravid, men som han var totalt besat af. Det var ikke første gang, han søgte en kopi af en død kvinde, han elskede, for efter at have fået sin mor, Agrippina, myrdet i 59 e.Kr. indlemmede han en kvinde, der lignede hende i sit harem. Mange mener, at hans forhold til moderen havde været incestuøst, men sikkert er det dog ikke, da man jo også kan gøre et skarn uret, og også hans eftermæle bærer præg af at være skabt af hans fjender.

Med eller uden farver så var Nero ikke nogen skønhedsåbenbaring, og som kejser var han grusom og totalt skrupelløs. Det eneste, Sporus har fået ud af dette forhold, var formentlig en titel, tøj, smykker og en fin forplejning. Om det var det, han/hun ønskede sig af livet, er ikke til at vide, for der er intet overleveret om hans/hendes tanker og følelser. 

                                                                              Nero

Da Sporus begik selvmord som 20-årig skyldtes det, at han efter Neros død i 68 e.Kr. ikke bare blev tvunget til endnu et (uønsket?) parforhold med en romersk statsmand med det pompøse navn Nymphidius Sabinus. Da han døde, opsøgte Sporus den mand, der på det tidspunkt var kejser, nemlig Poppæa Sabinas første man, Otho, som hun havde forladt for at gifte sig med den daværende kejser, Nero. Denne nye kejser foreslog Sporus at optræde i en ydmygende teaterrolle, der indirekte beskrev hans/hendes liv som kejserinde, og det eneste alternativ, han/hun kunne se var selvmord, hvilket han/hun altså valgte.

                                                                              Otho

I øvrigt optræder der også andre eunuk-elskere/-elskerinder op igennem historien. Der er bl.a. Alexander den Stores eunuk Bagoas. Desuden havde multi-sex-galningen Nero allerede før mødet med Sporus haft en anden ikke-kastreret mandlig partner, der imidlertid spillede rollen som hans ægtemand, og som han måske også var gift med, nemlig som hans hustru.

 

https://allthatsinteresting.com/sporus 

JILL the Ripper og ikke JACK?

Frederick George Abberline (1843-1929) var tilknyttet London Metropolitan Police som chefinspektør. Han blev især kendt for sin rolle i efterforskningen af Jack the Ripper-mordene i 1888. Ligesom mange af sine kolleger havde også han forskellige teorier vedr. Ripperens identitet. En af dem gik ud på, at "han" i virkeligheden var en "hun", hvilket lyder mere skørt, end det er. Selv skaberen af Sherlock Holmes-figuren, Conan Doyle, havde luftet den tanke.

 

Der var mange forskellige mistænkte inde i billedet, men DNA-analyser har peget på en mand med brunt hår og brune øjne, og mange mener nu, at Aaron Kosminski er den mest sandsynlige kandidat til Ripper-titlen. Eftersom der ikke er enighed om resultatet af undersøgelsen, kan der dog sagtens være en helt ukendt, der pludselig dukker op som den ægte Ripper. En australsk videnskabsmand ved navn Ian Findlay har undersøgt materiale fra breve, som Ripperen angiveligt sendte til politiet som en hån, og han hævder, at den delvise DNA-profil, han har været i stand til at stykke sammen, ikke stammer fra en mand, men fra en kvinde. Halløjsa!!! siger jeg bare .... 

 

 

Alle Ripper-ofrene er blevet beskrevet som prostituerede, ikke fordi de var det, men fordi samtiden så kvinder, der færdedes alene på gaden som ludere. Et par af dem var ganske rigtigt prostutuerede, men det gjaldt ikke alle fem. 

 

Flere af de døde kvinder var blevet lemlæstet på en måde, så man mente, at det måtte være en, der var kyndig i anatomi, der stod bag mordene. Dette førte til en teori om, at morderen kunne være en jordemor, men den kvindelige kandidat til titlen som Jill the Ripper, der har fået flest stemmer var den dømte og henrettede morderske Mary Pearcey (1866–1890). Hun var datter af en morder, der blev hængt, og hun havde selv myrdet sin elskers kone og lille datter, fordi hun var jaloux.

 

Hverken fund af konkrete beviser eller øjenvidner udpeger netop Mary Pearcey som den skyldige. Det er udelukkende den viden, man har, om hendes brutale mord på rivalinden og dennes datter, der gør, at hun bliver mistænkt. Man kan sige, at sandheden om hendes skyld/uskyld døde med hende, da hun fulgte i sin fars fodspor og blev hængt den 23. december 1890. 

 

Hvad angår Ian Findlays påstand om en kvindelig Ripper, så er der også i vore dage mennesker, der "morer sig" (hm!!!) med at sende falske tilståelser eller beviser til politiet, og det er da muligt, at det også skete under Ripper-tiden, som datidens mennesker jo levede med i via pressen. Dvs. at jeg vil stille et stort spørgsmålstegn ved værdien af DNA, der er indsamlet fra brevene til politiet, for det behøver ikke at have været Ripperen, der sendte dem.

https://www.independent.co.uk/news/science/was-jack-the-ripper-a-woman-478597.html

 

 

https://www.casebook.org/ripper_media/book_reviews/non-fiction/cjmorley/144.html

https://www.history.com/topics/british-history/jack-the-ripper

 

 

https://www.berlingske.dk/aok/har-ny-dna-undersoegelse-afsloeret-jack-the-rippers-sande-identitet 

 

 

 

 

Forfulgt af HELD ....

 

For mig, der er godt sur over at have været forfulgt af uheld i temmelig lang tid, er historien om Sharon Kinne (født den 30. november 1939) ekstra morsom og ironisk. Hun var ellers en dame, der ikke stod for morskab, men snarere for dødelig alvor for i hvert fald tre myrdede mennesker. Umiddelbart virkede hun som prototypen på en amerikansk kvinde med det, man dengang forstod ved feminin succes. Pæn at se på, tidligt gift, fordi hun løj sig gravid, så hendes første mand, James Kinne, følte sig forpligtet til at gifte sig med hende. Senere blev fik de imidlertid en lille datter, sådan at Sharon udlevede datidens amerikanske drøm for kvinder, nemlig som som husmor og mor. Mystisk nok påstod den dengang purunge Sharon inden brylluppet med Kinne, at hun var enke, men sådan var det altid med hende: hun løj, for det hun var ekspert i løgne og havde altid held med sine løgnehistorier. Alt flaskede sig for hende gang på gang, så løgnen enten ikke blev efterforsket eller i hvert fald ikke afsløret som det, den var, nemlig det, man kunne kalde en "fabrikeret sandhed".

Ingen kunne umiddelbart se på Sharon, at hun aldeles ikke passede ind i skabelonen for den gængse model over "pæne piger". Sharon var og blev en lurifaks og ikke spor "skabelon-agtig", og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide hende, selv om hun opførte sig forfærdeligt og var totalt skrupelløs. Formentlig passer betegnelsen "psykopat" perfekt på hende, men der er nu noget dejligt over kvinder, der ikke lader sig tryne af hverken mænd, politi eller skæbnen. Hvor kvinder alt for ofte er de selvskrevne, forsvarsløse ofre, så var Sharon i høj grad det modsatte ....

I 1960 blev Sharons mand, James Kinne, fundet skudt i hovedet med hans egen pistol. Sharon hævdede, at det var parrets 2-årige datter, der ved et uheld var kommet til at skyde sin far, "for hun legede tit med hans våben". Politiet kæmpede en brav kamp for at modbevise denne påstand, men det lykkedes dem ikke, bl.a. fordi retsmedicineren var faldet for Sharons "pæn-pige"-image, sådan at han ikke havde sikret de beviser der skulle til. Han havde således ikke foretaget tests for krudtslam på hverken Sharons og hendes datters hænder, vist nok fordi han ikke "nænnede" at udsætte den nydelige mor og yndige datter for sådan noget griseri. Kort sagt: heldet var med Sharon ....

Et par måneder efter James Kinnes død fandt den omkringflagrende Sharon sammen med den elsker, hun selvfølgelig havde, liget af en kvinde, Patricia Jones. Politiet opdagede, at den myrdede kvinde havde været gift med en anden af Sharons elskere, hvilket naturligt nok førte til, at mistroen imod hende voksede. Denne elsker havde nemlig forsøgt at bryde med hende kort før mordet på hans kone, men hun ville ikke give slip. Kunne Sharon have valgt at myrde elskerens kone, så han blev fri og kunne gifte sig med hende? Mistanken voksede, da nan fandt indicier på, at mordet ikke var en voldtægts og mord-affære, som ligets placering ellers antydede, men snarere en camoufleret henrettelse. Som i tilfældet med James Kinnes død blev udredningen dog forkludret, fordi Patricia var blevet balsameret og begravet inden en obduktion.

Nok blev Sharon arresteret og sigtet den ene gang efter den anden i begge kriminalsager, men hun havde en utrolig evne til at smutte udenom straffen. Enten blev hun frikendt, eller juryen kunne ikke blive enig om en dom - om og om igen.

I 1962 blev hun ellers kendt skyldig i mordet på James Kinne, men dommen blev kendt ugyldig på grund af ubegribelige retstekniske mangler. Sharon klarede altså frisag den ene gang efter den anden, selv om hendes skyld faktisk synes at være blevet bevist. Til hendes held blev flere beviser dog ødelagt af politiet og andre, der spillede en rolle i efterforskningen.

Efter tre retssager i forbindelse med James Kinnes død rejste hun i 1964 til Mexico med sin daværende kæreste/mand, dvs. inden den fjerde retssag kom op at stå. Hvis denne mand havde drømt om et hyggeligt og roligt hjemmeliv med den livlige "pæne pige", så blev han slemt skuffet, for Sharon gjorde sig straks umulig ved at skyde en mand, hun havde mødt på en bar. At hun fulgte med ham hen på hans hotelværelse "misforstod" han angiveligt, da hun jo altså var en "pæn dame", der udelukkende var kommet for at se nogle billeder, han ville vise hende.

Denne gang klappede fælden imidlertid, for den forklaring godtog mexikanerne altså ikke. De var åbenbart ikke så godtroende som amerikanerne eller lå i den grad under for "pæn-pige"-facaden. Sharon røg ind for mord, men minsandten om ikke heldet var med hende én gang til: efter nogle års fængsel undslap hun under en biografforestilling for de indsatte, og ingen har kunnet finde hende siden da. Nogle mener endda, at hun stadig kan være i live og leve det søde liv et eller andet hemmeligt sted, måske krydret med et par mord eller flere ....

 

https://www.reddit.com/r/UnresolvedMysteries/comments/5lwcr2/sharon_kinne_american_housewife_who_killed_at/