Barn af udviklingshæmmede forældre

En yndig, lille pige, ingen tvivl om det. Sådan et barn kan blive familiens solstråle, men hvad nu når hun bliver 14, 15 eller 16 og opdager, at drenge egentlig er mægtig sjove og tiltrækkende? For slet ikke at tale om den dag, hvor maven vokser, og forældrene ikke ved, hvem der er skyld i det og er i tvivl om, hvad de bør gøre. Hvad så? En ting er nemlig, hvis et "normalt" par får et udviklingshæmmet barn, noget helt andet hvis dette handicappede barn får et "normalt" barn? Den udviklingshæmmede mor vil sikkert elske sit barn, men kan hun passe og opdrage et "normalt" barn, så det ikke berøves de muligheder, som andre børn har?

I sin tid modtog hendes sunde og raske forældre formentlig forslag om abort, da man fandt ud af, at det ventede barn ikke var det, samfundet regner for "perfekt", men de fik altså gennemtrumfet hendes fødsel. Det er deres ret, men hvilke rettigheder har barnet til at leve et normalt liv og selv få børn? Mange vil sikkert mene, at disse "uperfekte mennesker" slet ikke bør have børn. Hvis de ikke beskyttes af forældre og slægtninge, men er i de sociale myndigheders varetægt, så bliver der måske uden videre sørget for, at svangerskabet afbrydes, men er det lovligt og kan det forsvares moralsk? Serviceloven burde beskytte dem og deres børn, men det system kører vist som vinden blæser: 

"Den danske stats forpligtigelse til at yde støtte til at udfylde forældrerollen fremgår ikke specifikt af den danske sociallovgivning. I lovgivningen er der imidlertid ikke noget til hinder for at yde den hjælp, der gør det muligt for forældre med handicap at varetage deres forældrerolle. I serviceloven er der en række konkrete bestemmelser, der kan bruges, når personer med handicap har behov for støtte for at kunne varetage rollen som forældre. Bestemmelserne har dog fokus på forælderens behov som selvstændigt individ og ikke på hans eller hendes behov som forælder. Det er derfor åbent for fortolkning i de enkelte kommuner, hvordan bestemmelserne i serviceloven skal bruges, når det handler om hjælp til at udfylde forældrerollen. Sommetider bliver de slet ikke brugt. Det kan i praksis betyde, at der ikke sker en kobling mellem forælderens behov for støtte og hans eller hendes evne til at udfylde forældrerollen. Der kan derfor være meget stor forskel på, hvordan og om forældre med handicap får støtte i de enkelte kommuner." - Begreber som "tvangssterilisation/tvangsprævention som løsningsmulighed til forældre uden forældreevne" optræder i forskellige sammenhæng, hvor udviklingshæmmede samfundsborgere er i fokus. Sagen er jo den, at de er "dyre i drift", om jeg så må sige, og de investeringer, man accepterer fører måske ikke til så meget, som økonomerne ønsker.

Så vidt jeg kan se ligger det største problem altså ikke i det udviklingshæmmede barn som barn, men som voksen. Hvordan skal disse mennesker klare sig i samfundet? Det bliver vel på en institution eller et bo-fællesskab af en eller anden slags, dvs. under opsyn af sociale myndigheder. Noget, der kan være OK, hvis samfundet lever op til sine forpligtelser, men noget møg, hvis det ikke sker. Jeg har ikke været i stand til at finde noget om "normale børn" af udviklingshæmmede, men jeg er sikker på, at de findes, og at de udgør en ganske særlig opgave for de sociale myndigheder, som de formentlig ofte giver op overfor. 

Alt omkring disse handicappede mennesker synes at udgøre et etisk dilemma, hvor man kan vægte for og imod fra nu af og til Dommedag uden at kunne finde frem til en retfærdig løsning. 

Måske disse mennesker ønsker et arbejde, men spørgsmålet er ikke bare, om de kan klare det, men også hvordan man sikrer, at de ikke bliver udnyttet af en potentiel arbejdsgiver. Skal/skal ikke og Vil/vil ikke gælder i mange af livets forhold, men i dette tilfælde har det en vital betydning.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev udviklingshæmmede forældre set som en kulturel og biologisk bombe under samfundet. Udviklingshæmmede og fødedygtige, unge kvinder kunne ifølge den daværende tankegang forventes at levere en lind strøm af degenererede og/eller kriminelle børn. Derfor forbød man giftermål og  greb til foranstaltninger som internering og tvangssterilisation. I midten af det 20. århundrede ændredes indstillingen til en større optimisme på de udviklingshæmmedes vegne. Man mente nu, at med hjælp fra samfundet, så kunne de godt lære at blive gode forældre. Noget, der selvfølgelig ville lægge et stort pres på det sociale system, så det er egentlig ikke så overraskende, at man nu lader til at have skiftet mening én gang til. Optimismen lader ikke til at have det så godt længere, men hvad så? Ingen synes at have nemme eller bare brugbare løsninger på dette felt, og det er faktisk ret bekymrende. Jeg ville også ønske, at jeg sad inde med en løsning, men nej, jeg tænker, men det er også det hele ....

https://menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/ret_til_at_vaere_foraeldre_pdfa.pdf

 

https://socialraadgiverne.dk/faglig-artikel/interview-naar-gaven-ved-at-faa-et-barn-bliver-til-en-uoverkommelig-opgave/ 

 

https://vidensportal.dk/handicap/voksne-med-udviklingshaemning 

 

 

 
 

Flag

Vi ved det jo godt, for det har vi lært i skolen: vores flag, Dannebrog, er det fineste i verden, for det faldt ned fra himlen til os og har fulgt os lige siden. Altså virkelig fornemt, men dog ikke så berømt som visse andre flag som f.eks. det engelske "Union Jack" og det amerikanske "Stars and Stripes". 

Brugen af flag er meget mere udbredt i USA end her, og derfor er det lidt morsomt for os med vores ældgamle Dannebrog at tænke på, at det blev designet og skabt for nogle hundrede år siden. Hvor er det mytiske aspekt, hvor er himlen, der skænker amerikanerne dette uvurderlige symbol på storhed og samhørighed? Den første udgave af deres berømte flag blev angiveligt lavet af Elizabeth ("Betsy") Ross (1752-1836) på bestilling af George Washington i 1776. Der er uenighed om denne ene detalje, men alle lader til at mene, at det var hende, der fremstillede det første amerikanske flag-koncept, der blev kendt som "Betsy Ross"-flaget.

Betsy Ross stammede fra en kvækerfamilie med mange børn og var selv nummer otte af ialt sytten, hvoraf dog kun omkring halvdelen levede til voksenalderen. Som stor pige satte hendes far hende i lære hos en møbelpostrer, efter at en tante havde lært hende at sy. I de mere end 50 år, hun var aktiv, lavede hun en masse flag, men lige denne historie med George Washington og bestillingen på et flag skyldes mest noget, hendes barnebarn fortalte i 1870'erne.

 

Hun var gift flere gange og havde ialt syv børn, men lod ikke privatlivet stoppe hendes virke som flag-designer. Interessant nok havde hun kvindelige kolleger, der også arbejdede med flag, så det var åbenbart et af datidens kvinde-erhverv.

Livet for en "skytsånd"

 

Indrømmet, dette er ikke en skytsånd, men det er nok nogenlunde sådan, jeg forventer, at min private skytsånd opfører sig: den sørger for, at holde alt ondt eller ubehageligt væk fra mig, og at det går mig godt. Snubler jeg over et dørtrin eller taber noget, der sviner, så ser jeg det som skytsåndens fejl, selv om det jo altså er mig selv, der er klodset. Hårde bud for en stakkels ånd, der IKKE er nogen julemand, selv om jeg forventer det af ham ....

Godt gemt væk bag en eftertænksom dæmon, der ikke ser rar ud. Disse dæmoner har jobbet som det ondes/Satans hjælpere i et kosmisk drama, som også mennesker tager del i. Herren med hatten er tilsyneladende klædt i sort, hvilket indikerer, at han ikke hører til de gode, men tværtimod er forbundet med det onde. Oprindelig blev dæmoner regnet for en mellemting mellem de lavere arter, nemlig menneskene, og de højere, dvs. guderne, og de kunne både være skytsånder og hjælpeånder.  

En ånd - eller et spøgelse - er ikke det samme som en skytsånd. Mange fortæller imidlertid, at de "taler med" deres afdøde slægtninge og andre ånder, og at de hjælper dem, bl.a. med spådomme og gode råd. Det er jo pænt af dem, men er næppe godt for individets psykiske udvikling, der jo er afhængig af deres egne tanker, følelser og handlinger.

De, der overhovedet tænker i skytsånds-baner, ser dem nok som ham til venstre, der udkæmper en kamp med det onde i Satans skikkelse. Alt sammen for at beskytte os ofte meget utaknemmelige mennesker. Den forestilling stammer fra 1100-tallet, men lever videre den dag i dag, dog med mange tilføjelser for både det såkaldt onde og det såkaldt gode. 

Skytsånder møder mange farer og står over for mange problemer, for de består af luftigt materiale og kan hurtigt verfes væk af vrede eller utilfredse "klienter" som f.eks. undertegnede. De har det kort sagt ikke nemt i vor moderne tidsalder, hvor de forveksles med julemanden og ikke har den samme sexede status som Satan og hans disciple ....

Løgne

Første gang jeg mødte denne påstand på internettet, blev jeg vildt forarget + temmelig bekymret: kunne det være sandt, og var der så alligevel noget om T. Rumps beskyldninger om valgsvindel??? Tanken var overvældende og ikke spor rar, så jeg søgte på påstanden, bl.a. på Snopes, som jeg som regel bruger, når der er noget, hvor sandhedsværdien skal efterprøves. Desværre lader det til, at Snopes var så overbebyrdet med andre sager, at de ikke kunne gøre noget ved mit spørgsmål. Derfor forsøgte jeg mig med andre websites, hvor man kan få noget checket. Bl.a. dette:

https://www.politifact.com/factchecks/2019/nov/11/viral-image/no-evidence-449000-noncitizens-were-registered-vot/?fbclid=IwAR0oD0V5PLINaWCvS8CrehkQyCfSRyJxWf2jf8Whex-c142W51dEoFvCTIw

Altså en af de mange løgne, som Republikanerne - belært af Mr. Løgn himself: T. Rump! - har excelleret i, og som alt for mange desværre stadig tror på.   

Op igennem historien har løgne spillet en stor rolle i opbyggelsen af magt - eller nedrivningen af visse personers status, der har udgjort grundlaget for deres magt. En af dem, der kom ud for det, var dronning Marie-Antoinette, hvis påståede incest med sin mindreårige søn var det argument, der fældede hende, og som førte til hendes henrettelse.

Hun var ødsel, formentlig uden selv at vide det, for den kongelige, der svømmer i penge, er ikke blevet oplært til at tænke over, hvor de kommer fra. De er der bare, og det ses som denne persons ret at få dem udleveret til frit brug. Jeg ser hende som et uskyldigt offer for "forbrydelser", man påduttede hende. Altså: løgn!

Det samme gælder denne velkendte enelske dronning, Henrik VIII's anden kone, Anne Boleyn, der bl.a. blev anklaget for at have haft en incestuøst forhold til sin bror. En latterlig anklage, der i den grad mangler beviser.
 

 

Ja, Goebbels var løgnens mester, og han har desværre været læremester for senere tiders folkeforførere. Hans taktik virker nemlig .... 

Noget, der også virker, er fremstillingen af den historiske figur som heroisk, stærk og tapper. Dette er f.eks. Nero, og han var ifølge alle datidens vidner i virkeligheden lad, flæsket, grusom og depraveret. Løgn? Ja, noget af det, men ikke alt. Det samme gælder senere tiders påstande om grusomhederne i det romerske Colosseum. Her lod grusomme, ugudelige hedninge-kejsere angiveligt kristne mennesker sønderrive af vilde dyr. Gu' gjorde de ej, selv om brugen af henrettelsesmetoden damnatio ad bestias blev brugt i The Flavian Amphitheatre, der så vidt jeg har forstået, er noget andet. Rygterne om de vilde orgier, de gamle romere fordrev tiden med, er heller ikke rigtige. Disse beskyldninger var led i en kristen smædekampagne, som man har troet på som "sandheden", fordi det var det, man havde behov for efter den kristne indoktrinering.  

 

Hopkins, Keith (2011). The Colosseum. Profile Books,ISBN: 978-1846684708

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En dukke som rival

 

Jeg læste engang en anmeldelse af en fransk roman, der var meget omtalt ved udgivelsen, men hvis titel og forfatter jeg har glemt. I anmeldelsen blev det nævnt, at hovedpersonen var bange for og i det hele taget afskyede dukker, "fordi de lignede små lig". Den opfattelse kan jeg såmænd godt sætte mig ind i, men ikke tilslutte mig, for jeg er ikke bange for dukker eller føler afsky imod dem. Det skyldes måske, at jeg ikke har haft de samme barndomsoplevelser som dem, den amerikanske skuespillerinde Candice Bergen, der bl.a. er kendt for sin rolle som"Murphy Brown". Hun startede som model og fik en flot filmdebut i "The Group" (1966).

Senere har hun fortalt, hvordan hun, der var datter af den kendte bugtaler, skuespiller og meget andet spændende, Edgar Bergen (1903-1978), altid spillede anden violin til hans bugtalerdukker. Han nærede tydeligvis en forkærlighed for sin frække og ikke altid helt sympatiske levemands-bugtalerdukke Charlie McCarthy, der ligefrem fik sit eget værelse i huset. Dette var større end Candices værelse, og ifølge hendes memoirer, "A Fine Romance" efterlod han dukken, men ikke sin datter en arv. 

Charlie var fremstillet som en levemand og medvirkede bl.a. i en berømt sketch med Mae West, der ikke lagde skjul på den personlighed, som Edgar Bergen havde udstyret sin yndlingsdukke med.

Charlie og Mae West den 12. december 1937:

    Charlie: "Not so loud, Mae, not so loud! All my girlfriends are listening."
    Mae: "Oh, yeah! You’re all wood and a yard long."
    Charlie: "Yeah."
    Mae: "You weren’t so nervous and backward when you came up to see me at my apartment. In fact, you didn’t need any encouragement to kiss me."
    Charlie: "Did I do that?"
    Mae: "Why, you certainly did. I got marks to prove it. An' splinters, too."

Ud over denne påståede romance med en af filmens frække damer, så havde Charlie det også med at genere skuespilleren W.C. Field, noget denne fik en masse sjov ud af.

Charlie's W. C. Fields-fejde:

    W. C. Fields: "Well, if it isn't Charlie McCarthy, the woodpecker's pinup boy!"

    Charlie: "Well, if it isn't W.C. Fields, the man who keeps Seagram's in business!"

    W. C. Fields: "I love children. I can remember when, with my own little unsteady legs, I toddled from room to room."
    Charlie: "When was that? Last night?" 

Charlie var altså en meget aktiv og slagfærdig dukke-mand, der forståeligt nok var virkelig populær i samtiden. På en vis måde var han selvfølgelig en anden udgave af den selvlærte og overmåde populære Edgar Bergen, der dog ikke var levemand på samme måde som sin dukke.

Hadede hun dukken? Jeg håber, at det kun er for sjov, når hun udtrykker en tydelig modvilje imod den, for interessant nok er den jo ikke en selvstændig person, men bare en anden udgave af hendes fars personlighed, som hun taler om som "svensk og reserveret". Når man ser hende "kvæle" Charlie i ovenstående billede, medens hendes far ser bekymret til, opfatter jeg det som en spøg, men man ved jo ikke, om det er andet og mere ....

 

Hvad i alverden???!!!!!!

Absolut kun noget, mænd kan gøre - samt finde på??!!!!! Ingen kvinde ved sine fulde fem ville kunne få tanken, at det var SÅDAN man betjente et panel af denne type. Ikke desto mindre betvivler jeg aldeles ikke, at visse mænd kan få den ide at anvende deres kæreste eje på denne måde, samt at de og deres kønsfæller ville finde det både morsomt og "sejt". Nogle ville sikkert også distribuere selfies, der forevigede begivenheden, og være mægtig stolte af, at netop deres "ekstra ben" blev spredt over internettet med "heltestatus" ....

Jeg er ikke forarget, men "bare" irriteret, for det virker på mig som en art "tisse territoriet af", ligesom nogle dyr gør, og da det findes noget nær overalt, er det ret groft over for det køn, der ikke gør noget lignende. På mange måder er det vel stadig "A man's world", meeen ....

                            To små "rejer". der bliver målt, er ikke det samme som én stor haj .... 

Damer kan selvfølgelig også måle og sammenligne attributter, men de er af mere synlig art. Der skal ikke knappes op eller lynes ned for at se, om de runder de rigtige steder. En af disse attribut-målinger er foreviget i noget, der vist må kaldes et klassisk billede af Sophia Loren, der kigger på Jayne Mansfield, som mange har moret sig over, bl.a. mig:

Nå ja, også damer har deres magt- og statuskampe, der i høj grad er knyttet til udseende og sex-appeal. Noget, der vel siger sig selv .... Ligesom med det famøse hankøns-vedhæng tjener den kvindelige barm som både status-symbol og det modsatte, alt efter dens form og "vigør". Hvor de struttende attributter ses som misundelsesværdige, så - ganske som med mand-lemmet - ses de ikke længere så spændstige dame-forhøjninger som noget, der gør deres ejerinde latterlige:

Noget, der gælder både damer og herrer: Strit - eller bliv latterliggjort! Faktisk temmelig grove løjer, for kun kunstprodukter formår at bekæmpe tyngdelovens hærgen for begges vedkommende. Når det gælder barmen, så er det udseendet, det drejer sig om, selv om den jo har en funktion som fødekilde for den næste generation. Mht penissen så har den faktisk også et udseende, der spiller ind, og her kommer jeg til at tænke på Jeffrey Epstein, der var kendt for sin æg-formede dingenot. Det vigtigste for denne legemsdel er dog ikke synet, men gørelsen, hvilket giver anledning til uendelig mange krumspring, kunstgreb og bortforklaringer.

Og sådan et instrument troede Freud, at kvinder misundte mændene????? HA! siger jeg bare, for magen til ævl skal man da lede efter. Når organet foreviges og billederne distribueres mange steder, så er det som om, fallos-kulten har fået en renæssance. Penissen som symbol er åbenbart blevet genopdaget og har fået nye tilhængere. Er det OK??? Tjah, det tænkende (kvinde-)køn finder det vist nærmest latterligt og barnligt, men jeg er nu ikke så sikker på, at det er den korrekte vurdering af noget, der opleves af det maskuline køn som "sejt".

Det, jeg studser over, er at genstanden også ses som et våben, der ligefrem kan indgå i visse forbryderes trusler. Således er der eksempler på kriminellse fyre, der kan finde på at sige sådan noget som f.eks. "Hvis ikke du gør sådan og sådan, voldtager jeg din søster, kone, mor eller datter ...." Kvinder kunne vende truslen om og f.eks. sige: "Pas på, jeg har en meget skarp saks ...." De kunne også lyve og påstå, at myten om "vagina dentata" skam er rigtig nok, men det gør de ikke, ligesom de ikke systematisk går efter at ramme vodltægtsmænd dér, hvor de er mest sårbare. En penis, der udsættes for et fast pres - eller et godt håndkantslag - nedad, bliver nemlig pludselig meget mere fredelig. At det også vil kvæste ejermanden for tid og evighed er så en anden sag ....

At miste ansigt - og få det igen

 

Anna Coleman Ladd (1878-1939) var en amerikansk billedhugger, hvis kunstneriske evner kom til praktisk gavn, da hun specialiserede sig i at skabe ansigts-proteser. Dem blev der god brug for efter Første Verdenskrig, hvor mange unge soldater blev så frygtelig vansiret, at deres chancer for at finde en plads i samfundet var lig NUL. Nok blev de regnet for krigshelte, men ikke mange havde plads til dem i deres firma - eller privatliv.

En plastikkirurg kunne måske genskabe sådan et ansigt, men dette skete før den tid, hvor det var muligt. Det Anna gjorde var at forme nye dele af det ødelagte ansigt til proteser, der - i hvert fald umiddelbart - kunne tjene som den ægte vare. Denne teknik var en videreførelse af det arbejde, Francis Derwent Wood havde udført med sine "masker" til vansirede soldater. Deres specielle arbejde regnes for er et medicinsk begreb, der har fået navnet anaplastologi.

Hun var gift med lægen Maynard Ladd, hvilket formentlig har været med til at inspirere hende i hendes arbejde med soldaterne. At hun gav dem et nyt liv, er der ingen tvivl om, men parallelt med dette arbejde udførte hun også andre bedrifter. Bl.a. lavede hun flere skulpturer, men skrev også to bøger, "Hieronymus Rides" og "The Candid Adventurer". Desuden har hun efterladt et par ufærdige skuespil, hvoraf det ene handler om en kvindelig billedhugger, der deltager i krigen.