Flot fyr og slem skiderik!!!

 

En anelse kvabset, men tydeligvis en mand, der ønsker at fremstå som en højtstående person med kors, bånd og stjerner. Dog synes jeg, at man kan spore en anelse bekymring i de lidt skråt hævede øjenbryn, og det er der faktisk også grund til, for dette er såmænd "julebarnet" Gregor MacGregor (født den 24. december 1786 og død den 4. december 1845), der blev rig på en ny type forbrydelse via sit salg af aktier i et ikke-eksisterende, selvopfundet land, som han kaldte Poyais. Han tilhørte en velhavende skotsk familie og blev i en ung alder optaget i den engelske hær som med en officers-bestalling, som hans far havde købt til ham. Som soldat i Napoleonskrigene fik han et vist ry, ikke bare i Europa, men også i Sydamerika, hvilket førte til kælenavnet “Hannibal of Modern Carthage”. Med sådan et kælenavn kan han ikke have hørt til de blide, og det burde måske i sig selv have været en advarsel til de stakler, der lod sig besnære af hans dristige svindelnummer.

Da han giftede sig med Simon Bolívar’s kusine, den smukke Josepha, har det sikkert forekommet ham at være en fjer i hatten, men den politiske udvikling i Sydamerika gjorde, at han og hans hustru måtte flygte for livet. Hans tid som succesfuld soldat var ovre med en ærefuld titel som sydamerikansk general, så han måtte finde på noget andet, der kunne give ære og hæder samt ikke mindst brød på bordet. I 1820 fandt han mere eller mindre tilfældigt et fattigt og udtæret landområde i nærheden af vore dages Honduras, der bl.a. var beboet af efterkommere af skibbrudne, afrikanske slaver. Eftersom de ikke havde MacGregor beredvillighed til snyd og bedrag, lod de sig snøre til at "sælge" det for rom og smykker.

Den driftige skotte udråbte sig selv til konge over dette land, og tog så ellers til London, hvor han udbredte sig om det "paradis", hvis hersker han var. Som hædret soldat både i Europa og Sydamerika virkede han sikkert mægtig troværdig. Desuden havde han det, man kalder en "vindende personlighed", og den slags kan ofte sælge sand i Sahara eller andre ikke-solide ting andre steder. Det, han ville, var at lokke englænderne til at investere i hans "paradis", og det lykkedes kun alt for godt.

Ifølge MacGregor var der ingen ende på de goder, man ville få i Poyais, der ifølge der angiveligt også havde et velfungerende samfundssystem med banker, parlament - og så ham som regent! Naturen og klimaet var uforligneligt dejligt, efter hvad han sagde, hvilket var den sorteste løgn. Alt omkring dette svindelnummer lykkedes for ham, da folk var ivrige efter at høre om dette skønne fantasi-land. Det gjaldt også The London Stock Exchange, hvilket må siges at være noget af en bedrift, der beviser hans uforlignelige evner som bedrager. 

Efter at have åbnet mange kontorer rundt omkring tilbød MacGregor de håbefulde emigrant-aspiranter land til favorable priser. Især lader det til, at han gik efter skotske købere, hvilket man kan undre sig over, for betød det, at han havde et horn i siden på sine landsmænd? Faktisk lidt mystisk .... Nå, men i 1822 begyndte MacGregor at sælge rejser til sit selvopfundne "sydamerikanske paradis", og salget gik strygende. Hundredvis af ivrige og håbefulde emigranter tog af sted til det, der viste sig at blive deres død på grund af de usunde klimaforhold. Folk fik alle mulige sygdomme som f.eks. malaria, og inden der kom hjælp udefra, omkom de fleste. Der var dog omkring 50 tilbage, og de fleste af dem rejste tilbage til England, rasende og med frygtelige beskrivelser af det, de havde været ude for i det ikke-eksisterende land, som MacGregor havde narret dem til at investere i.

Efterhånden som den engelske presse fik fat på historien, kom der selvfølgelig mere og mere frem om det ikke-eksisterende Poyais og dets selvudnævnte hersker, MacGregor. Mærkeligt nok var der flere af de udnyttede og bedragne eks-emigranter, der forsvarede ham, men han undgik ikke en retssag i 1826, nemlig i Frankrig, hvor han minsandten også havde forsøgt sig med lignende bedragerier. Hverken dér eller i England fik man dog has på bedrageren, og i 1838 tog han til Venezuela, hvor han blev modtaget som en helt. Ved sin død som 58-årig i 1845 blev han begravet med fuld honnør i Caracas Katedral. 

https://allthatsinteresting.com/gregor-macgregor

 

 

 

 

To learn more about MacGregor’s story, including the story of the Poyais settlers when they returned, further details about his early military service, and how MacGregor eventually still somehow got away with it all, read the full story here:

Stedfortræderen, der ofte har gjort fortræd .....

 

Lige nu er vi på den 266de af en lang række paver, nemlig Pave Frans (født den 17. december 1936), der er efterfølger for noget så usædvanligt som en ex-pave. Almindeligvis ophører dette prestige-fyldte job først ved indehaverens død, men Benedikt 16 valgte selv at trække sig tilbage. Siden Pave Frans er kommet til, er der tilsyneladende sket en opblødning i kirkens holdning til forskellige kontroversielle emner som bl.a. homoseksuelle parforhold. Paven har desuden udtalt, at hvis der skulle melde sig en E.T. med ønsket om f.eks. at blive døbt, så er han helt med på den. Kort sagt, han virker som en herlig gut, der ikke viger tilbage fra utraditionelle tiltag. 

"Pave" er titlen på det romersk-katolske overhoved og regnes for apostlen Peters efterfølger, der blev indsat som kirkens øverste autoritet af Jesus selv. Han - for der er kun tale om mænd, selv om det hævdes, at en kvinde ved navn Johanna snød sig til titlen, da Pave Leo IV døde i 855, og hun blev valgt som Pave John VIII. Hendes sande køn blev angiveligt opdaget ved, at hun pludselig - i fuld offentlighed - fødte et barn på hjørnet af Via dei Querceti og Via dei Santo Quattri. Nogle hævder, at den folkemængde, der var stimlet sammen for at hylde paven, blev så oprørt over, at "han" i virkeligheden var en kvinde, at de myrdede hende på stedet. Andre påstår, at hun døde af sig selv efter fødslen, men ingen ved det tilsyneladende med sikkerhed.

Den krikelige autoritetsfigur paven er ikke bare regent over 1) menneskesjæle, men også over 2) menneskekroppe, 3) menneskepenge og 4) menneskehemmeligheder. Op igennem tiden er der blevet foretaget mange overgreb imod alle fire, og paven har været en verdslig magt, som konger og kejsere har måttet tage med i deres betragtninger. Noget af deres magt svækkedes efter 1300-tallet, men først omkring 1870 blev deres magtområde synligt indskrænket, for da mistede de store dele af deres besiddelser i Italien, fordi dette blev samlet til én nation af kongen af Sardinien. Dette blev paven så forbitret over, at han trak sig tilbage til Vatikanet.

Først i 1920'erne opnåede den daværende statsminister Benito Mussolini en forsoning med paven, hvorved Vatikanet fik status som en stat i staten, f.eks. også med egne frimærker. 

Denne uafhængige stat med paven som overhoved var som taget ud af en af Birgitta af Vadstenas åbenbaringer i 1300-tallet. Hun hævdede nemlig, at pavens verdslige magt aldrig burde overskride visse grænser, som hun derefter angav. Pavens påståede magt bygger jo ellers på Jesu ord fra Matthæus Evangeliet, 16, 17-19: "Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene." Unægtelig noget af en mundfuld, og hvem siger, at denne omfattende magt, som Jesus giver Peter, kan gives videre til en hel række efterfølgere? Grundlaget for denne nedarvede kirkelige, men også verdslige værdighed forekommer mig ret vakkelvornt, men jeg er jo heller ikke katolik. Desuden er der jo en del, der tyder på, at de fire evangelister ikke er de mest troværdige vidner ....

Der er ingen danske paver, men en af de ikke-så-kendte paver var engelsk, hvilket snerper lidt derhenad. Det var den 170de pave, Adrian IV, der i 1154 efterfulgte Anastasius IV, og som gjorde sig bemærket ved en hel del stridigheder. Han udstedte f.eks. en banbulle imod kong Henrik II af England, idet han krævede, at denne invaderede Irland og fik den specielle kristne retning, man havde dér, under det romerske system. Desuden var han involveret i forskellige politiske diskussion og stridigheder rundt omkring i Europa.

Selv om paverne har skabt sig op igennem århundrederne og har givet anledning til verdslige stridigheder, så ses de stadig som den største kirkelige autoritet af mange, mange mennesker verden over. Det sker dog, at selv ikke deres magt er nok til at sikre dem, de velsigner og sender ud som budbringere om religion og frelse. 

Hvad ligger der i et navn?

Tjah, et navn skal jo på en eller anden måde beskrive sin ejermand/-kvinde, og dette usædvanlige kaldenavn er måske en meget god gengivelse af et bestemt øjeblik i vindens liv. Damen her ligner dog mere én, der burde hedde sådan noget som f.eks. "Ja, gu' er jeg sur, jeg tager mig lige en lille lur" eller "Hvad rager det mig?"Ingen af disse blomstrende navne synes dog at yde hende og hendes personlighed fuld retfærdighed ....

Mon denne unge mand selv har fundet på dette farverige navn, eller kan det have været en naiv slægtning med humoristisk sans? Det kan også være én, der bare nyder at skabe problemer for en lille nyfødt baby, hvilket ville være tarveligt, men ikke totalt usædvanligt ....

Før i tiden skiftede de fleste kvinder jo navn, når de giftede sig, og det gør mange sikkert stadig. Dvs. at en "serie-gift" kvinde kunne ende med en hel række forskellige efternavne, der afløste hinanden. Måske ikke helt let at holde rede på, så hvorfor udskifte sit døbenavn med et gifte-navn? Man er jo den samme person, og manden skifter jo ikke navn på denne måde. Desuden er disse kvindelige efternavne jo ikke engang udtryk for deres personlighed, da de ikke er selvvalgte. Så ville der være mere logik i et navneskift, der bygger på ægte følelser eller bemærkelsesværdige begivenheder, som man ønsker at give et mindeværdigt navne-symbol.

For nu at følge prutte-damens tankegang, så er der jo også den mulighed, at man skifter navn ud fra ens livsstadier. Dvs. adskillige gange i løbet af livet, alt efter hvor gammel man bliver. Hvis man dør som f.eks. 70-årig så er der jo alligevel ikke én eneste celle tilbage af dem, man er født med: man er et helt nyt menneske, hvilket ret beset er en forrygende tanke ....

 

 

Om at give andre skylden

Ross  og Kevin mødtes tilfældigt og blev hurtigt et par - et lykkeligt par vel at mærke. De var glade for hinanden og det smukke hus, de fik bygget sammen. Derfor havde de overskud til at lade en fælles ven, Brett Knight, flytte ind som lejer. Han havde et udmærket job og så ud til at klare sig godt, men skinnet bedrog, for i virkeligheden var han blevet afhængig af forskellige stoffer, var HIV-positiv og var også blevet arbejdsløs. Intet af det var Ross' og Kevins skyld, men det fik han talt sig selv ind i at mene, at det var. Da han ikke fik medhold i sit søgsmål imod sin tidligere arbejdsplads, som han beskyldte for at have fyret ham, fordi han var bøsse, så forstærkedes hans bitterhed, og den lod han gå ud over det vennepar, han havde lejet sig ind hos. 

Brett så deres lykkelige parforhold, succes med job og økonomi samt deres smukke hus som en hån imod ham. At ingen af delene havde noget med ham at gøre og heller ikke tog noget fra ham kom åbenbart ikke sagen ved i hans forstyrrede bevidsthed. Der opstod flere og flere episoder med vold, trusler og hærværk, og til sidst blev Brett fjernet af politiet. På et tidspunkt modtog vennerne dog en sær forsendelse, der formentlig var fra ham, nemlig en død og forrådnet fugl, der var sendt med pakkepost. Der var andet, der virkede som trusler, men de lod sig ikke forhindre af det i fortsættelsen af deres lykkelige livsstil og gjorde snarere alt, hvad de kunne  for at glemme det, der var sket.

Dvs. glemme og glemme var måske for meget sagt, for pludselig opstod der en ny situation, og den var alvorlig: den 24. september 2013 blev der skudt på dem gennem køkkenvinduet, og Ross døde. Da forskellige omstændigheder pegede på Brett blev han anholdt og anklaget for mord og mordforsøg, hvilket han også tilstod. Den grund, han gav, var dog helt vild: Ross og Kevin havde væltet sig i penge og havde succes med alt, medens han havde uheld med alt og ikke oplevede andet end modgang, samtidig med at han altså var HIV-positiv. 

Alle kan formentlig blive misundelige over andres succes, når de selv udsættes for modgang på alle felter, men at give disse heldige personer skylden er vildt. Hverken Kevin eller Ross har taget noget fra Brett, der berettiger ham til at hævne sig på dem. De havde - mere eller mindre tilfældigvis - alt eller meget af det, han ønsker sig, men de har ikke på noget tidspunkt forhindret ham i at skaffe sig de samme ting. Dvs. at hans mord og mordforsøg på dem er meningsløs vold imod sagesløse syndebukke.

 

https://www.cbsnews.com/news/utah-man-gets-22-years-in-murder-of-equestrian/ 

"Forstenede" mennesker

Nej, dette er ikke en statue, men et dødt menneske, der er blevet forvandlet til "sten" gennem en naturlig, men sær proces, hvor kropsfedt bliver til en sæbeagtig substans. Hvordan det egentlig går til, og hvorfor kun nogle lig forvandles på denne måde forekommer mig meget mystisk, men det er en selvstyrende, kemisk proces, som jeg bare ikke vil forsøge at forklare, da jeg ikke selv forstår den. Fakta er dog, at disse lig findes, men at en sådan "forsæbning" ikke sker for alle. Hvis man selv kunne bestemme, hvordan man ville "leve videre som død", så ville jeg nok foretrække at blive til hav-skum, der skifter og forandrer sig alt efter vind og temperatur frem for denne underlige forsæbning, der bevarer én i noget, der ligner en menneskelig form, bare i en karikeret tilstand.

Dette er en delvis "forsæbning" af et lig, og dem er der åbenbart mange flere af rundt omkring i verden, end man skulle tro. Nogle af dem er endt på et museum som f.eks. denne uhyggelige afdøde dame, der er kendt som "The Soap Lady".

Hendes lig har givet anledning til mange spekulationer og myter, hvilket der sandelig ikke er noget at sige til. Man ved, at hun hed "Mrs. Ellenbogen", og at hun ikke var så gammel, da hun døde, som man først troede. Hvorfor skriger hun - hvis det da er det, hun gør, når nu hun stort set er tandløs og måske derfor har munden i en sær og uhyggelig dødsgrimasse? 

Mrs Ellenbogen i fuld figur, og hun må jo siges at være yderst velbevaret. Noget, der såmænd bare betyder, at hun vil befinde sig i denne fastlåste, ligesom karikerede tilstand til evig tid. Kort sagt: det evige liv er ikke altid noget, der er værd at stræbe efter. Jeg synes i hvert fald, at et af naturens luner har frataget hende hendes personlige værdighed. 

Et smukt skelet kan være rørende eller imponerende som i den vanskabte kong Richard III's tilfælde, men "forsteningen" - eller "forsæbningen" som processen almindeligvis er kendt som - forekommer mig at være en hån fra naturens side, da selv det smukkeste og hæderligste menneske altså kan ende som et stykke "sæbe". Richard mistede ikke bare sit kongedømme, men også sit liv, og han er stadig den, han var .....

 

https://www.penn.museum/sites/expedition/the-curious-case-of-mrs-ellenbogen/

 

Wikipedia: [1] Definition of petrify | Dictionary.com

Ikke-menneskelige familiemedlemmer

En skøn, lille vaps, men formentlig en støjplage, så snart man vender ryggen til. Det er der dog en naturlig forklaring på: den er en baby og er blevet taget fra sin mor og sine søskende for at blive ført af sted af en fremmed mand til et lige så fremmed sted, hvor der ikke er andre af dens slags. Sådan noget er ikke rart for et lille hunde-barn, men den nye ejer er sød, for han har (foreløbig) siddet vagt over den og dens søvn i to nætter. Den slags kan man være nødt til for at trøste et væsen, der jo er en lille baby, der er mere eller mindre vildfaren i denne nye, underlige verden.

Teoretisk set kan man blive ven med alle mulige dyr, også dem, man ikke deler bolig med. Pingvinen ser i hvert fald ikke ud til at have noget imod pigen, der forsøger at få kontakt med den, og hun er tydeligvis meget fascineret af den.Kæledyrs-materiale? Næppe, for de færreste har de naturomgivelser, hvor sådan et dyr trives bedst. Det har man heller ikke, hvis man anskaffer sig en tiger, en krokodille eller et andet normalt vildt og fritlevende dyr. Man ser dog eksempler på, at netop disse ikke-kæledyrsegnede dyr fascinerer visse mennesker, hvilket kan give anledning til mange tragedier for både dyret og dets ejere. Ergo: ikke noget med løver, tigre, leoparder, etc..

Børn føler ofte en stærk samhørighed med en kat eller hund. Forveksler de dem med legetøj? Det sker sikkert, men ikke altid, og den slags holdes i ave af årvågne forældre. Hvis et barn får et godt og egnet kæledyr, så er jeg overbevist om, at det kan få en opdragende virkning på dem. Man hører gang på gang om seriemordere, der begyndte som dyremishandlere og dyremordere, hvilket på en bagvendt måde beviser for mig, at mennesker påvirkes af samværet med dyr. I dette tilfælde på en uhyggelig måde, men påvirket bliver de altså, og hvem ved, det kan der måske arbejdes med, når forældre eller andre voksne ved det .....

En sjov vittigheder, der fortæller noget interessant om dyrs og menneskers forhold, selv om det jo altså er en tænkt situation: afdøde er totalt upåvirket af konens/kærestens nye liv efter hans død, men da hun nævner noget om hans hund, så bliver det for meget. Det grønne spøgelse ser ikke ud til at føle sig højt hævet over at hjemsøge og plage den, der har overgivet hans højt elskede hund, Spots, til Dyreværnet. Dér er grænsen nået - og overskredet ....

 

En jødisk magiker blandt tyskere

Hvis Hitler havde kendt Erik Jan Hanussens (1889-1933) oprindelige navn, så ville han nok have betænkt sig en ekstra gang, før han lod ham blive sin personlige okkulte rådgiver, for det var nemlig Hermann Steinschneider. Efternavnet er selvfølgelig jødisk, og jøderne var han som bekendt ikke glad for. Den såkaldte Erik Jan Hanussen var ellers en god østriger, der deltog i og blev såret i Første Verdenskrig, så "Der Führer" havde ikke noget at komme efter på det punkt.

Det siges, at blandt noget af det, Hanussen hjalp Hitler med, var hans berømte gestik, der jo var en yderst værdifuld del af hans slagkraft som taler. Om det er rigtigt, er der vist ikke nogen, der ved med 100% sikkerhed, men det er bestemt ikke umuligt. F.eks. indgik denne påstand i en psykologisk rapport over Hitler: 

"Dr. Walter C. Langer, a psychoanalyst, prepared a psychological profile of Hitler for the Office of Strategic Services in 1943. The profile included a reference to Hanussen: "... during the early 1920s Hitler took regular lessons in speaking and in mass psychology from a man named Hanussen who was also a practicing astrologer and fortune-teller. He was an extremely clever individual who taught Hitler a great deal concerning the importance of staging meetings to obtain the greatest dramatic effect."" (Wikipedia)

Hanussens far, Siegfried Steinschneider (1858-1910), var skuespiller, men var også ansat i en eller anden stilling ved en synagoge. Hans mor var angiveligt sangerinde, så begge forældre kan have givet sønnen en speciel inspiration inden for hans specielle fag som offentlig figur. 

På et tidspunkt påstod han, at han var en dansk aristokrat, men det havde nu intet på sig. Efter Første Verdenskrig optrådte han som okkultist, astrolog, tankelæser, hypnotisør, osv., osv., ofte i offentlige haller og andre steder af samme type. Han udgav også et okkult tidsskrift og var i det hele taget meget om sig, ligesom han omgikkes flere Nazi-spidser. Sært nok lader det til, at han ikke tog afstand fra nazisternes holdning til jøderne.

Det er blevet diskuteret, hvordan han mødte Hitler, men det siges at være sket lige før valget i 1932, og at han fik betydning for dette. Hans forudsigelser blev tillagt stor betydning, og flere af dem virker faktisk mirakuløse, som f.eks. da han forudsagde Rigsdags-branden, der hjalp Hitler til magten. Nogle mener, at denne brand kan have været en medvirkende årsag til, at han blev myrdet den 25. marts 1933, fordi der gik rygter om, at han havde hypnotiseret den småtbegavede og tydeligvis forvirrede og desorienterede Marinus van der Lubbe til brandstiftelse. Andre mener, at grunden til mordet på ham hang sammen med Herman Görings og Joseph Goebbels jalousi, fordi Hitler ofte satte ham højere end dem.

Hvordan det end hang sammen med mordet på ham, så lever myten om den jødiske Hitler-rådgiver videre, og i 1988 kom der en film af István Szabó om hans liv med Klaus Maria Brandauer i hovedrollen. Hanussens navn levede også videre på en anden måde efter hans død, da en formodet illegitim søn fortsatte hans karriere under hans navn, nemlig som Hanussen II, men ikke med den samme succes.