Bødlen, der blev til frelser

 

En temmelig derangeret, men engang sikkert en flot og statelig bil. Den, der havde siddet i den, var nemlig en højt rangerende nazi-spids, der blev skudt af medlemmer af modstandsbevægelsen i Prag. Det lykkedes ham at stavre ud af den molestrerede bil, men ikke at overleve skudsalven, der gjorde en ende på en af de ækleste nazikryb, der nogensinde har eksisteret, nemlig Reinhard Heydrich (1904-1942). Han kontrollerede SS, ledede Gestapo og samarbejdede med Heinrich Himmler samt "havde Hitlers øre", som man siger. Nogle har senere påstået, at han ikke bare havde hans øre, men også have øje for hans position og havde planer om at indtage den, hvis lejligheden bød sig, men det er nu kun rygter .....

Heydrich var et svin, et helt igennem ækelt individ. Jeg har desuden altid syntes, at han så uhyggelig ud med sine bittesmå griseøjne. Samtidig kan jeg godt se, at han på mange måder lignede en propaganda-model for datidens ideelle tysker: 191 cm høj, blond, kold og fokuseret, foruden at han var en fanatisk nazist og skrupelløs forkæmper for ideer, der aldrig burde have set dagens lys, men som han var med til at udbrede og holde i live. Mange anser ham den dag i dag for den farligste af de mange farlige nazister i Tyskland, og nu ved vi, at han ikke ligefrem er én hvis død, eftertiden bør begræde. Da han døde som offer for et attentat, gav nazisterne ham imidlertid en statsbegravelse, for han havde en vigtig rolle i den nazistiske organisation.

Hvad de færreste ved er, at han ikke var den eneste Heydrich i nazi-partiet, for hans et år yngre bror, Heinz (1905-1944), var også medlem. Begge startede som fanatiske tilhængere af den nazistiske ideologi, men efter broderens død skete der noget med Heinz, der forvandlede ham totalt: han fik tilsendt sin brors papirer, der viste ham, hvad hans storebror havde syslet med, nemlig "Die Endlösung", der gik ud på at myrde alle jøder og helst få dem fjernet fra jordens overflade. 

Heinz lignede sin bror i det ydre, men var ikke helt så tysker-ideel at se på. 

 

Da Heinz havde set broderens papirer igennem, blev han en anden, efter hvad hans kone - der var mor til hans fem børn - har fortalt. Han var som forvandlet og gik nu fra at have støttet nazisterne i et og alt over til at gøre, hvad han kunne, for at frelse jøder. Eftersom han var journalist og også udgav et tidsskrift, "Die Panzerfaust", havde han adgang til et trykkeri, og dér trykte han falske papirer for mange jøder, som han hjalp med at flygte. Da han pludselig blev opsøgt af Gestapo, skød han sig, fordi han troede, at han var blevet opdaget, men besøget gjaldt kun hans forøgede forbrug af papir. Ifølge et familiemedlem frygtede han også at blive dømt for tyveri og korruption i den forbindelse. 

 

 

https://www.thesun.ie/archives/irish-news/163133/killers-think-they-are-untouchable-family-of-missing-couple-face-taunts/

 

 

https://ww2gravestone.com/the-assassination-of-reinhard-heydrich/

 

 

https://ww2gravestone.com/heinz-siegfried-heydrich-younger-brother-ss-general-reinhard-heydrich/ 

 

Laber larve - og genganger ....

Han så godt ud, ingen tvivl om det, og selv om han egentlig var Shakespeare-skuespiller, så kan man på nogle punkter sammenligne ham med Erroll Flynn, men manden på billedet her var altså den populære William Terriss (1847-1897). 

Når han svingede kården eller bare viste sig i al sin maskuline pragt, så var der ingen ende på beundringen for hans elegante måde at føre sig frem på som helt, men han gjorde det også godt i andre rollefag. Han havde succes, og publikum kunne lide ham.

Terriss fik gode roller og gjorde sig godt både på og uden for scenen, også blandt damerne, selv om han var gift og havde et par børn som f.eks. skuespillerinden Ellaline Terriss og filminstruktøren Tom Terriss. 

                                                                       Ellaline Terriss

Han var altså langt mere etableret end sin kollega, Richard Archer Prince (1858-1937), der ganske vist også så ret godt ud, men som åbenbart savnede "det", der skal til for virkelig at gøre sig i teatrets verden.

Faktisk havde Terriss hjulpet sin yngre kollega, men denne havde gjort sig umulig på Adelphi Teatret, hvor de begge optrådte. Efter at han i bogstaveligste forstand var blevet smidt ud af teatret, hvilket Prince mente var noget, Terriss stod bag, besluttede han sig for at hævne sig. Den 16. december 1897 myrdede han sin kollega ved at stikke ham ned med en kniv. Da Terriss lå døende på gulvet, sagde han noget mærkeligt, der underligt nok kom til at virke profetisk: "Jeg kommer igen." Når man er død, ja, så er man jo død, men det lader ikke til, at Terriss gik ind for det system, for han kom (måske) tilbage, sådan som han havde sagt.

Siden sin død har William Terriss nemlig vist sig den ene gang efter den anden, men underligt nok ikke kun i teatret, men også i undergrundsbanen. Kort sagt, han er en gejst med eventyrlyst, for han kører åbenbart med toget. Hvorfor han også er blevet set på vej gennem en lukket dør ind til et cafeteria, er dog et mysterium, for hvad lavede han dog dér? 

Når nu han går igen, kunne han  jo også have opsøgt sin morder, Richard Archer Prince, der blev indlagt på et hospital for sindslidende, men det er tilsyneladende teatret og undergrundsbanen, der interesserer ham mest. Dem, der angiveligt har set ham, fortæller imidlertid, at han ser uendelig trist og nedbøjet ud, så han har det vist ikke så godt som spøgelse og fortryder måske, at han ikke forsvandt helt efter døde ....

https://ghostwalkbrighton.co.uk/the-ghost-of-william-terriss/

 

https://www.royalparks.org.uk/parks/brompton-cemetery/explore-brompton-cemetery/william-terriss 

Barnebrud

 

Ældre mand med purung pige. At de er far og datter gør det endnu mere ubehageligt for de fleste af os at se på, for hverken aldersforskellen eller familieforholdet er acceptabelt for sex-konstellationer i vores kultur. Hvad det familiære angår, så er det ikke bare tys-tys, men fy!!! Alderen studser vi over, men vi sender ikke politiet ud for at flå parret fra hinanden, medmindre vi ved, at de er far og datter eller søster og bror, etc..

Den blussende brud med kæledyr, der så at sige symboliserer, hvad det hele drejer sig om

Bill Wyman (52 år) med sin meget yngre brud, ex-popsanger, forfatter og model Mandy Smith (18 år) ved brylluppet i 1989. Hun er yndig, og han er forelsket, men de fleste af os vil ikke se dette som det ideelle par på grund af aldersforskellen. De blev da også skilt to år senere, hvorefter hun giftede sig med en fodspiller og senere fik en søn med en fotomodel. Tilskuere af forskellig art undrer sig nok mindre over Wyman-ægteskabet, end at hun, der er troende katolik, nu er blevet tilknyttet et religiøst magasin, vist nok som redaktør.

Eftersom vi har oplevet mange mærkelige pardannelser i årenes løb, står vi tilbage med et kulturchok i forbindelse med de muslimske indvandrere i vort land. På baggrund af Epstein-sagerne og lignende sex-skandaler, der har afdækket et omfattende misbrug og undertrykkelse af purunge kvinder, reagerede de fleste af os nok umiddelbart med et BRAVO, da daværende udlændingeminister Inger Støjberg fjernede indvandrede barnebrude fra deres ældre ægtefæller. Man ser skrækkelige scenerier for sit indre blik og tænker straks på en vis profet, der glad og fro, uden kvababbelser af nogen art, nød det ægteskabelige samliv med sin 8-årige brud, Aisha. Det er skræmmebilledet for ikke-muslimer, og vi gribes af medlidenhed, når vi (endnu engang) læser om bryllupsnatten, der koster en alt for ung, muslimsk brud liv eller helbred.

Aisha lader til at have klaret sig, og hun forstod angiveligt at spille sine kort, så hun ikke blev totalt undertrykt i ægteskabet med profeten. Tankegangen bag systemet er os dog meget imod, for nok er kvinder stadig undertrykt på mange områder i den vestlige verden, men der er dog grænser, også for ideologien, der gør dette muligt.

 

 "Property" my ass!!!!!!!!

Nå, men Inger Støjberg skilte altså visse par ad ud fra den betragtning, at disse barnebrude sikkert levede i et tvangsægteskab med en ældre, undertrykkende og pædofil mand. Her står vi så over for et ideologisk problem, for selv om jeg bestemt vil mene, at både sociale og biologiske forhold gør den slags ægteskaber uheldige - og ikke bare i vores del af verden - så er de åbenbart i dette tilfælde indgået et sted, hvor de er almindelige og tilmed anerkendte som uproblematiske. Når nogle af de unge brude protesterer kraftigt imod at blive "befriet" fra deres ægtemænd, så er der sikkert dem, der mener, at de  er hjernevaskede og/eller utaknemmelige. Vi tog for givet, at de alle måtte ønske at komme væk fra deres (sikkert påtvungne) ældre ægtemænd, men - hvis disse kvinders ord står til troende - sådan forholdt det sig ikke, og nogle sørgede angiveligt over ikke at måtte blive hos deres mænd. Så står man dér og ser noget, man opfattede som en redningsaktion, forvandlet til et overgreb. Meget, meget trist og sikkert et problem, der vil dukke op den ene gang efter den anden, så længe der kommer indvandrere fra muslimske kulturer.

Hver gang vi oplever disse for os yderst anstødelige, fremmede ægteskaber, bør vi måske sende en tanke til Charlie og Eunice. For dem lykkedes det åbenbart, selv om tvivlen melder sig automatisk, for hvordan var det hjemmeliv, hvor de altså producerede syv børn? Også adskillige af vore muslimske indvandrer-ægtepar, der blev tvangs-skilt af Inger Støjberg, havde børn og levede tilsyneladende godt sammen. For mig at se, må første bud i sådanne tilfælde derfor være: behandl ikke alle par ens, men spørg hver enkelt og giv bæredygtige, alternative tilbud, så de ved, de har et valg. Ikke noget med milde klap på hovedet og "Ih, hvor skrækkeligt", hvis der rent faktisk er brug for noget helt andet .....

 

https://www.etniskung.dk/_files/Dokumenter/dobbeltliv.pdf 

 

http://p77.dk/baggrund/901/yemens-barnebrude 

 

https://jyllands-posten.dk/international/mideast/article4315396.ece/

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mande-hår

Yul Brynner med hår = kedelig kontormandsudstråling

Mænd har i visse historiske perioder været mindst lige så udmajede og pyntede som kvinder, men i vores tid har de fleste bare haft en variant af den korthårsfrisure, vi ser overalt. Ind imellem er der så en eller anden utraditionel mandsperson, der vælger at have håret langt eller at barbere det af, så han fremtræder totalt skaldet, hvilket så at sige bliver hans varemærke. Her tænker jeg først og fremmest på skuespilleren Yul Brynner, der så langt bedre ud uden end med hår.

Yul Brynner uden hår = dødsexet, fuld af karisma og simpelthen laber

Der er imidlertid opstået frisurer blandt afroamerikanske mænd, der er ret fascinerende. Jeg tvivler på, at andre end netop denne etniske gruppe kan få sådanne frisurer, for de afhænger nok af hårets specielle struktur.

 

Imponerende hårformationer, der nærmest er gået fra begrebet frisure til kunstværker. Men som sagt, den slags fine, flottet opsætninger ser man vist ikke hos hvide europæere, men kun hos afrikanere eller afro-amerikanere. Surt, for hvis man kan arrangere lokkerne på denne måde, så har man formentlig en både imponerende og holdbar frisure, der ikke behøver den store opmærksomhed for altid at sidde perfekt.

Med sådan en sjov tatovering kan mænd forholde sig til deres hårtab på en god og konstruktiv måde, fordi de gør noget trist til noget morsomt, der er langt bedre end hentehår eller toupéer. En toupé, der flagrer for vinden, er i hvert fald ikke noget at stræbe efter.

Hår kan sikkert være enormt irriterende, da det kræver en omhyggelig pleje, hvis det skal sidde i frisurer, der jo alligevel ikke holder for et vindpust af den grove slags. Kvinder kan lade lokkerne flagre for vinden, hvis det har en vis længde, og de ellers er til det naturlige look. De kan også vælge hårlakker og andet til at holde håret fast, hvilket mænd også har mulighed for, i hvert fald teoretisk set, men det kvier de fleste sig nok ved. Så er det bedre med en klipning, der i sig selv giver faste rammer for hårets udfoldelsesmuligheder.

Her er frisure og skæg indarbejdet i en helhed, der virker totalt kontrolleret. Spørgsmålet er, hvor længe, det holder den form, inden udvoksninger ødelægger mønsteret. Jeg gad iøvrigt vide, om dette meget perfekte look er frembragt med kunstige midler, for håret i tindingen virker utrolig velordnet på en nærmest kalkuleret måde.

Jeg formoder, at denne frisure er en sammenblanding af god klipning og tatoveringer, og det er da en meget sjov ide. Det vil dog betyde, at denne mand hænger på udsmykningen til evig tid. Hvavd nu hvis han ønsker at skifte fra UFO-motivet til noget helt andet, men ikke kan, fordi tatoveringen så at sige "skinner igennem"?

 

Fletninger og noget avanceret krimskrams oven på hovedet? En besynderlig stil, der ikke gør noget for hans ydre, men selvfølgelig giver et personligt præg, der kan være det, han stræber efter. Faktisk tror jeg, at det er det vigtigste: ligegyldigt om man er mand eller kvinde, så ønsker man at finde en stil, der tegner ens personlighed bedst muligt.

 

Gravid???!!! MYRD HENDE!!!!!!!!!!

 

Hvad F..... er meningen???? Nok kan børn være irriterende, men uden dem går samfundet jo altså i stå, også fordi der så ikke er nogen til at betale vores folkepension og passe os, når vi får brug for det. At det altid er "de andres ansvar" = dvs. kvindekønnet!!!! - er noget fis, så mænd må simpelthen én gang for alle erkende, at hvis de boller uden condom, så kan det ende med en graviditet.

Idealet for de fleste er nok stadig parforholdet, hvor man (i hvert fald teoretisk set) deles om ansvar + pligter, men hvis det ender med en enlig mor, så skal der altså kompenseres økonomisk. Faderen skal betale børnebidrag - BASTA!!!

Det lader dog til, at mange mænd i den grad er imod at anerkende deres rolle i produktionen af den lille nye samfundsborger, at de griber til fortvivlede midler: MORD! Her tænker jeg ikke "bare" på deres krav om en abort, (som kvinden jo kan afvise, da fosteret befinder sig i hendes krop), men om de konkrete mord, der begås imod gravide kvinder. Der forskes i emnet, men det er allerede nu tydeligt, at mange mænd, der bliver taget med bukserne nede, om jeg så må sige, foretrækker at blive mordere frem for fædre. SOM REGEL, men ikke altid, ses denne type mord som led i "husspektakler". Mord på en gravid kæreste, der skyldes, at graviditeten vil belaste et allerede eksisterende ægteskab, som manden måske har holdt skjult, er noget andet, og dem er der en del af.  

"Guldklumpen" kan altså være en "sten om halsen" for nogle - og selvfølgelig også kvinder, men de kan vælge abort - men det er uhyggeligt at tænke på nogle amerikanske statistikker for kvindemord på grund af graviditet. Én ting er, at husspektaklerne måske først begynder, når kvinden bliver gravid, noget andet at formålet kan være ønsket om at fremtvinge en abort - eller den gravides død. 

Isabelle Horon and Diana Cheng of the Maryland Department of Health and Mental Hygiene conducted a study of pregnancy-associated deaths in Maryland between 1993 and 1998, defining pregnancy-associated death as death during pregnancy or within a year of pregnancy ending. They found that homicide was the leading cause of pregnancy-associated death, accounting for 20% of such deaths.

I 1999 var mord nr. 2 dødsårsag for kvinder mellem 20 g 24 og nr. 5 blandt kvinder på 25-34

Mordene på gravide i USA førte til en ny lov i 2004, der give fostret rettigheder. Hvis en gravid kvinde bliver myrdet, gælder mordet nu som dobbeltmord i mange amerikanske stater. 

https://www.nih.gov/news-events/news-releases/homicide-leading-cause-pregnancy-associated-death-louisiana

 

https://abcnews.go.com/US/story?id=90678&page=1 

Hvad skete der egentlig med generalfeltmarskal Paulus?

 

Stalingrad blev et vendepunkt af de helt store for Hitler og hans slæng. Det, der skulle have været en kæmpe-sejr, blev i stedet et enormt nederlag, hvor generalfeltmarskal Friedrich Wilhelm Ernst Paulus (1890-1957) blev taget til fange af russerne i 1943. 

 

Den 31. januar 1943, nær Stalingrad: tilfangetagne tyske generaler inden mødet med N. Shumilov. Paulus ses til højre.

Hans karriere havde været forbilledlig, og Hitler stolede på ham, men efter tilfangetagelsen sluttede han sig til den anti-nazistiske "Nationalkomitee Freies Deutschland" og vendte sig således imod nazi-regimet. Opportunisme, siden han nu var krigsfange hos dem, han var blevet sendt ud for at bekæmpe? Kommunistisk hjernevask? I hvert fald en påfaldende udvikling, og hans oplysninger under Nürnberg-processen fik afgørende betydning for top-folk som f.eks. Wilhelm Keitel, Alfred Jodl og Hermann Göring, der alle blev dødsdømt. Kun Göring snød bødlen ved selv at tage sig af dage, men død er nu engang død ....

Fra at have hørt til på den yderste højrefløj som højt placeret nazist blev han altså under sit fangenskab forvandlet til noget, der ligner kommunist. Da han blev løsladt fra sit russiske krigsfangenskab i 1953, hvilket åbenbart ikke afskrækkede ham fra livet i et kommunistisk styret land, valgte han at bosatte sig i DDR. Han døde af ALS i februar 1957 og blev begravet ved siden af sin kone, Elena, som han havde giftet sig med i 1912, og som han ellers ikke havde set, siden sin afrejse til fronten i 1942. Disse få år siden løsladelsen brugte han til at skrive sine aldrig-færdiggjorte, men dog udgivne memoirer. 

Paulus deltog - ligesom Hitler - i Første Verdenskrig, og han blev i den tyske hær efter krigens afslutning. For mig at se, må han have været en karriere-soldat, dvs. med militær dygtighed, men uden noget rigtig personligt engagement. Altså det, man kalder en politisk "vejrhane", for hvis tyskerne havde sejret, ville han næppe have tilsluttet sig russerne og have fortsat sit liv i en kommunistisk styret stat. Har jeg ret? Måske/Måske ikke, men hans historie er af mange forskellige grunde særdeles interessant .....

 

 

 

 

 

 

Ikke noget værd?

 

Da den 42-årige Maureen Long den 9. juli 1977 blev angrebet af en flot, ung mand, som hun ikke kendte, men som havde tilbudt at køre hende hjem, efter at hun havde været en tur på en bar, var alle - og især politiet i Yorkshire, England - vildt begejstrede for, at hun overlevede. De tidligere fire ofre for denne mand var nemlig alle døde, og ingen havde nogen anelse om, hvem han var. Desværre viste det sig, at Maureen ikke huskede ret meget, hvilket nok mere skyldtes hendes daglige drikkeri end de slag, han havde givet hende i hovedet. Det var en skuffelse for politiet og de myrdedes familier, og det var en stærkt medvirkende årsag til, at det lykkedes denne engelske morder at myrde ialt 13 kvinder, inden man fandt frem til hans identitet: Peter Sutcliffe (1946–2020).

Et par uger før overfaldet på Maureen havde han myrdet den 16-årige Jayne MacDonald, og det havde i særlig grad vakt forfærdelse i samfundet, for hun var ikke "sådan en pige", men en pæn ekspeditrice, der ikke skejede ud på nogen måde. Hvad Maureen angik, så er det ikke sikkert, at hun ligefrem var prostitueret, men hun "levede livet", som man siger, drak og havde div. kærester, hvilket man dengang så som tydelige tegn på en utilstedelig umoral hos en kvinde. Dermed blev hun og alle tidligere ofre før Jayne i samfundets øjne set som mindre værd moralsk set end f.eks. Jayne. Hun og de andre ofre fik derfor ikke den opmærksomhed fra politiets side som den "pæne pige", der selvfølgelig ikke "havde fortjent det". Underforstået, at de prostituerede og den vilde Maureen selv havde været ude om det, de kom ud for.

Til det er der kun én ting at sige: om så Maureen væltede sig i herrer og druk, så berettiger det ingen til at overfalde hende og forsøge at myrde hende. Heller ikke en eneste af de kvinder, Sutcliffe myrdede, havde gjort sig fortjent til den skæbne, om så de var aldrig så meget prostituerede. På en eller anden måde fik det dog stor betydning for politiarbejdet, da betjentene mente, at der var tale om en morder med en stor foragt og et uudslukkeligt had til prostituerede. Hvis de overlevende ikke hørte til i den gruppe, politiet mente, at mordofrene passede ind i, så tog man dem ikke alvorligt. Deres skelnen mellem "pæne" og "mindre pæne" kvinder var stærkt medvirkende til, at Sutcliffe havde held med at forblive uuopdaget i så lang tid.

At den dømte massemorder, Peter Sutcliffe - kaldt "The Yorkshire Ripper" - senere ømmede sig over risikoen for selv at blive myrdet i det fængsel, han i den grad havde fortjent at ende i, er latterligt. Ikke nok med det, men han snoede sig også i systemet ved at spille sindssyg, så han kunne komme i et behageligere fængsel. Hans jammer får én til at tænke på en anden morder, der ikke fattede folks afsky for hans mord på 33 drenge og unge mænd, nemlig John Wayne Gacy.

Efter Gacys mening var de dræbte drenge jo "bare" gadedrenge, så han følte nærmest, at han bidrog med en social oprydning. At han blev kaldt et "uhyre" i medierne så han som en stor uretfærdighed, og der er optagelser af ham, hvor han raser imod folk, der har sagt og skrevet den slags om ham. Sucliffes mord på prostituerede - eller kvinder, der i hans øjne var "løse" - viser samme form for social udskillelse, og det er horribelt at tænke på, at mordere som disse to (og der er desværre mange flere af samme type) stiller sig til dommere over andre mennesker og dødsdømmer dem som "uværdige", når de eneste uværdige, der er tale om, er dem selv.

 

https://www.irishmirror.ie/news/yorkshire-ripper-peter-sutcliffe-fears-8720847