HELLO KITTY!

Man skulle tro, denne sande historie i virkeligheden var handlingen i en Stephen King-roman, men nej, en ung kvinde på 23 år, der arbejdede som servitrice på en natklub i HongKong, blev udsat for en lang række uhyrlige rædsler. Den unge dame hed Fan Man-vee, og i 1999 stjal hun angiveligt en tegnebog, vist nok fra en gæst på hendes arbejdsplads. Dette ubekræftede tyveri førte til, at hun blev kidnappet, holdt fanget i en lejlighed og tortureret i en måned, inden hun - før eller efter - dødsfaldet blev halshugget. Derpå blev hendes afhuggede hoved placeret i en Hello Kitty-havfruedukke, idet de smed resten af hendes lig ud. (Nogle mener, at de åd det .....)

Efter en retssag blev de tre mænd, der havde bortført og tortureret Fan Man-vee dømt for manddrab, men ikke mord,  da det hoved, der var blevet placeret inde i dukken ikke var nok til at bevise, hvad de havde gjort ved hende. Bevisets stilling var altså et problem, for kunne det ikke tænkes, at hun i virkeligheden var død af en overdosis eller måske ligefrem af naturlige årsager? Et vidne til grusomhederne var den ene af de tre mænds mindreårige kæreste, der ikke blev anklaget for medvirken, fordi hun vidnede i retten. Det var bare ikke nok til at bevise, hvad der var foregået i lejligheden.

Denne sag er ikke bare et eksempel på menneskelig grusomhed, men også på et bizart fænomen: folk har ladet sig inspirere af den til at lave legetøj, der så at sige udlever dens tema, eller film, der er blevet til som en filmisk genopførelse af grusomhederne, bl.a. "There is a Secret in my Soup".  

Når man føler, at denne udnyttelse af en tragedie for en ung kvinde er upassende, skyldes det måske til dels, at den ligger for tæt på i tid. Hvis de tre idioter havde udført deres ugerninger for et par hundrede år siden, ville det ikke føles så slemt, men nu er det altså sket for godt tyve år siden, hvilket jo nærmest føles som i går, og det er ubehageligt, for så stiller man sig selv spørgsmålet: er vi virkelig sådan? 

 

Eksplosive sko

 

Det ligner nogle meget sølle, udtrådte sko, men er i virkeligheden dødelige våben. Noget, man fandt ud af, da deres ejermand, den britiske islamist Richard Reid (født den 12. august 1973) fumlede med dem om bord på American Airlines Flight 63 fra Paris til Miami. Det viste sig, at det ikke var snørebåndene eller andet naturligt tilbehør til skoene, der drillede, men tændsatsen til den hjemmelavede bombe, han havde skjult i dem. 

Heldigvis var der vakse med-passagerer samt fly-personale, der opdagede, at der var noget galt, for ellers kunne han have udløst en morderisk eksplosion, der ville have revet et stort hul i fly-skroget. Mange ville være omkommet, inklusiv ham selv. Nu blev han i stedet pågrebet og knapt et år efter idømt tre livstidsdomme + 110 års fængsel i et amerikansk fængsel.

 

Kunne det have været forhindret af lufthavnens sikkerhedspersonale? Det tror jeg faktisk ikke, for mange passagerer møde sikkert op med gamle og mere eller mindre udtrådte sko. Noget, man ikke kan undersøge hver gang, for det er jo en privatsag og ikke en overtrædelse af nogen almindeligt gældende love at gå med slidte sko eller slidt og f.eks. poset tøj.

Hvad Richard Reid angår, så var han søn af en kriminel far. Som ung mand gik han i hans fodspor, og det var under et fængselsophold, at han gik over til Islam. Senere blev han radikalizeret, bl.a. efter ophold i Pakistan og Afghanistan. Her må man så tænke på, at Reids forsøg på at bombesprænge et fly i luften som en selvmordsaktion skete få måneder efter angrebet på tvillingtårnene i New York den 11. september, hvor der omkom knap 3.000 mennesker, inklusiv de 19 terrorister, der udførte angrebet. Dette angreb blev foretaget ved hjælp af kaprede fly, og på en vis måde var det fly, som Reid fløj med indirekte også kapret.

En skrækkelig situation for alle ufrivillige medvirkende, men alligevel noget, der kan laves vittigheder over, og det ser jeg som et tegn på styrke. Håber, at det bliver ved, ligegyldigt hvad ganske almindelige borgere udsættes for både her og "over there" ....

https://www.britannica.com/biography/Richard-Reid

 

At tænke med stumpen og tale med gumpen

 

Dette hængørede fjæs tilhører den dømte voldtægtsmand og sex-forbryder Lawrence Gerard Nassar (født den 16. august 16, 1963). Ud over at være en mand, der tænkte med stumpen, var han også fræk nok til at tale med gumpen - om jeg så må sige!!! - for han benægtede ihærdigt 255 af de (ca.) 265 anklager, han blev stillet overfor. Hans forbrydelser hang sammen med arbejdet for USA Gymnastics' kvindehold som læge og andet. Når han behandlede disse unge, atletiske kvinder, så havde han frygtelig svært ved at holde fingrene for sig selv og ikke overskride de grænser, der var sat for hans virke, men det tog lang tid, før retten fik stoppet hans aktiviteter..

Kvinderne klagede nemlig allerede i 1990'erne, men det var først i 2015, at USA Gymnastics gjorde noget ved sagen. Hang det sammen med MeToo-bevægelsen, der gjorde det klart, at den slags problemer ikke længere bare kunne skubbes ind under gulvtæppet? Vist nok ikke direkte, men i hvert fald indirekte, for pludselig blev denne form for overgreb regnet for netop det, det er: overgreb. Indtil da var det på en eller anden måde blevet bortforklaret som "indbildning", "flirt" eller "ren og skær fantasi". Kvinderne blev set som neurotiske og opmærksomhedssøgende, sådan at de ofte blev forvandlet fra ofre til det modsatte i den offentlige bevidsthed.

I Nassars tilfælde kom der også anklager om børnepornografi, som han tilsyneladende havde en masse af. Det viste sig da også, at syv anklagepunkter drejede sig om pædofili, idet han havde angrebet piger under lavalderen seksuelt. Straffen for det, man havde fundet frem til og anklaget ham for, kom ligesom "drypvis": 60 år for børnepornografi, 175 år for syv tilfælde af seksuelle overgreb på børn samt 40-125 år for tre tilfælde af seksuelt overfald. Dvs. at fordi han ikke forstod at beherske sin kløe, vil resten af hans liv hengå i et fængsel. Hvis han på mystisk vis kom ud og skulle genoptage sit liv, så ville han aldrig kunne betale den gæld, han har fået på grund af erstatningssager fra 332 ofre for hans liderlighed. Hans kone forlod ham også med deres tre børn, så snart han blev anklaget, så intet i hans liv fortsatte, som han var vant til - og som han var kommet til at forvente.

 

https://time.com/5629228/larry-nassar-victim-speaks-out/ 

https://eu.indystar.com/story/news/2018/01/25/heres-what-larry-nassar-actually-did-his-patients/1065165001/ 

Wikipedia

Gensyn med en reality-stjerne

 

Når jeg sorterer rent vasketøj og placerer det i de relevante bunker, der gør det muligt at lægge det på plads, så ser jeg altid det, jeg kalder "let TV", dvs. noget, der ikke kræver den store opmærksomhed. TV'et kører som baggrundsbillede, og det system fungerer fint, men det hænder dog, at det "lette" sætter "tungere tanker" i gang, og det skete i dag. Jeg har på et tidspunkt for omkring 1 år siden været fascineret af ultra-realityserier fra MTV i nogle måneder og ikke mindst "TeenMoms", så da jeg ikke fandt noget andet, der duede som baggrunds-TV for min tøj-sortering, så jeg lidt af dette program. 

Skæbnen ville, at jeg havnede midt i et ældre afsnit om den notoriske Farrah Lynn Abraham (1991), der lavede skandale på både den ene og anden måde, og som endte med at blive smidt ud. For det første skældte hun sin chef ud og kaldte ham vist nok også for "white trash", og så gik hun i sit private karriereforløb målbevidst efter at blive porno-star. Selv om understrømmen i disse serier er sex, sex og atter sex, så er den slags nu alligevel tys-tys i den håndfaste udgave, som hun stod for. Bl.a. blev det oplyst, at hun havde fået foretaget stramninger, etc. i sine ædlere dele, hvilket tilskuerne ville kunne nyde synet af via hendes specielle website. Stygge pige, der bragte dobbeltmoral af en helt ny slags i fokus, hvilket faktisk er et fascinerende fænomen, fordi det var en kvinde, der gjorde det.

Farrah startede som den stakkels, unge pige, hvis kæreste var død inden deres datter Sophias fødsel. Det var sikkert let for seerne at føle medlidenhed med hende, også fordi hendes familieforhold ikke var ideelle. Sagen var bare den, at Farrah ikke var så interesseret i medlidenhed, men i beundring, magt og penge. 

Derfor investerede hun i en masse BOTOX og plastiske operationer, der virkelig har forvandlet hende fra "den grimme ælling" til noget, der i TV-verdenen ligner en svane. Undervejs i forløbet har hun også sat gang i forskellige forretningsprojekter, som man må håbe fungerer for hende, foruden at hun har udgivet flere bøger, bl.a. "My TeenageDream Ended" og "Hot Girls Wanted". Som hun var oprindelig, og som hun er nu, virker som to forskellige liv, og man må beundre hende for at have vendt Den Amerikanske Drøm til sin fordel.

Det slog mig, da jeg så dette ikke-nye afsnit med hende, at hun på den ene side besidder en målrettethed, der er beundringsværdig, fordi hun er kvinde og forventes at indtage en ganske anden rolle i samfundet. At hun samtidig er så fokuseret på sine ønsker og planer, at hun nærmest bliver umenneskelig af det, er ubehageligt, også fordi hun viser nogle psykologiske træk, der tydeligvis ikke er det, man forstår ved "normale". Hun er benhård og dermed uden charme, selv om hun unægtelig er blevet flottere og flottere med plastik hist, pist og alle vegne. Derfor står hun for mig som det personificerede kvinde-offer for samfundsskabte idealer af en uhyggelig art, selv om hun på det bevidste plan har vendt dem til sin økonomiske fordel. 

https://www.distractify.com/p/what-is-farrah-abraham-doing-now

Den Amerikanske Drøm

Nok skriver jeg i "Arbejderen" - der før hed "Land og Folk" - men jeg var nu ikke klar over, at jeg var socialist. Jeg har altid betragtet mig selv som en, der er lidt til venstre for midten, men begivenhederne i USA har gjort noget ved mig: jeg er FANDME gal over det, hr. og fru menigmand kommer ud for. Bl.a. dette: Kongressen fik $174,000 i skatteborgerbetalte lønninger, nød gratis, offentlig, skatteborgerbetalt sundhedspleje, har flere måneders skatteborgerbetalt ferie og vil ende med en god skatteborgerbetalt pension. Minsandten om disse forkælede pampere ikke også står først i køen til at modtage den skatteborgerbetalte Covid-19-vaccine. Og hvad får disse skatteborgere så til gengæld for de penge, de har betalt i skat? De bliver spist af med sølle $600, angiveligt fordi højere beløb ville være "for socialistisk" ....

Det er ikke skatteborgeren, der jagter $$$$$, men de, der allerede har dem. En millionær - eller billionær, som de minsandten også har!!! - forventer endnu mere - samt at skatteborgerne holder sig i ro og ikke kræver at få noget for deres penge. Jeg har en stærk mistanke om, at dette system kun kører, fordi så mange amerikanere lever på en drøm om selv en dag at blive millionærer. Eller som Obama angiveligt har sagt om T. Rump, (noget der iøvrigt er blevet tilbagevist af Snopes: en eller anden har sagt det, men ikke Obama):

Desværre tror jeg faktisk, det er sandt: han symboliserer alt/meget af det, de ønsker mest af alt, og det han har er kernen i Den Amerikanske Drøm, der slavebinder folk uden nogen sinde at blive opfyldt og forvandlet til realiteter.

 

 

James Cagney - altmuligmanden

 

Et pænt maleri, der måske kunne have været af Vincent Van Gogh, men nej, det er faktisk af en mand, der var meget berømt i sin tid: James Cagney (1899-1986). Han var skuespiller og især kendt for roller som barsk gangster, men han var også maler samt det, man kalder en "gentleman farmer". Jeg har dog altid syntes så godt om ham for hans atypiske Shakespeare-rolle i "En Midsommernats Drøm", hvor han spillede Rumpe. Han kunne det hele, og Orson Welles sagde om ham, at han måske var den største skuespiller foran et kamera. Altså ros fra en mester, men filmselskaberne kaldte ham "den professionelle sige imod-mand", så han har nok ikke været helt nem at arbejde med.

Selv med æselhoved er han let og adræt, men han var jo også oprindelig danser. 

En anden højt elsket af hans film er musicalen "Yankee Doodle Dandy" (1942), der indbragte ham en Oscar. I 1999 erklærede "The American Film Institute" ham som nr. 8 af den tids største mandlige stjerner, men jeg mener, at han ligger meget nærmere toppen. 

 

At jeg i sin tid blev begejstret for ham i en Shakespeare-rolle betyder ikke, at jeg synes, han spildte sit talent på gangsterfilm som f.eks. "The Public Enemy" (1931) og "Angels with Dirty Faces". Han kunne det hele, og selv om han ikke var nogen decideret skønhed, så havde han karisma.Male kunne han jo altså også.

Efterhånden trak han sig væk fra filmens verden. Han og hans kone havde købt en afsidesliggende gård samt adopteret et par børn, som han dog senere mistede forbindelsen med. 

For ham var lykken det stille landliv, og han elskede, at der ikke var asfalterede veje ved gården, men kun gammeldags grusveje. Eftersom han var vild med sit stille privatliv på denne landlige idyl, beskyttede han den ved at udsprede rygtet om, at han havde hyret en revovlvermand, der skød påtrængende personer, der trængte ind på hans jord. Selv om folk stadig var interesseret i ham og huskede ham for hans film-præstationer gjorde rygtet, at de betænkte sig, før de stillede uindbudte på hans dørtrin.

 

Han malede og passede sin gård, faktisk så godt, at hans anstrengelser fik Rollins College til at tildele ham en titulær grad. Man forventede måske, at Cagney dukkede op med en eller anden berømt filmskønhed for at modtage den, men nej, han skrev en artikel - eller måske ligefrem en afhandling - om landbrug, som han sendte til fakultetet. Ellers tilbragte han det meste af sin tid med at male.

 

Noget, han gjorde ganske godt og i hvert fald ikke behøver at skamme sig over, men som sagt, når jeg tænker på ham, så er det som Rumpe med æselhovedet ....

Sprog og skrift

 

Vi har hidtil fået fortalt, at skriftsproget blev opfundet omkring 4000-3000 f. Kr. fødsel, og at det - så vidt man da ved - skete i Mesopotamien (Sumer). Gamle lertavler med optegnelser af korn og kvæg stammer fra dette område, hvilket har ført til, at man forbandt opkomsten af skrivekunsten med landbruget og bøndernes behov for at føre regnskab. 

Efterhånden har fortidsmenneskene brugt lertavler til at fortælle historier - formentlig af religiøs art - og ikke kun som regnskaber over landbrugsprodukter. 4000-3000 er en betragtelig alder for en gammel tavle af ler, så det er en ret overvældende tanke, at man nu har fundet en træ-tavle, der går meget længere tilbage. Efter forskellige analyser mener man nemlig, at denne specielle stammer fra ca. 5260 f. Kr.

Tavlen er blevet kaldt The Dispilio Tablet, The Dispilio Scripture og The Dispilio Disk, så dette er et eksemple på, at kært barn virkelig har mange navne. Den blev fundet i det nordlige Grækenland i 1993, og det har skabt en del kontroverser, for vælter det ikke de hidtidige teorier om skriftsprogets opståen? Selvfølgelig gør det det, og dermed skaber fundet også nye teorier om kultur og kulturel påvirkning, der endnu ikke har fundet sin endelige afklaring. 

https://greece.greekreporter.com/2012/07/16/7270-year-old-tablet-found-in-kastoria-calls-into-question-history-of-writing/