Spioner alle vegne

Jeg hørte om en gammel mand, der altid lægger et håndklæde over TV'et, når det ikke er i brug. Først tænkte jeg, at han nok bare ville beskytte det imod støv, men så gik det op for mig, at han vist nærede en stærk mistro til "al den teknik". Den, jeg hørte historien fra, fortalte, at han - plus et par andre, han havde hørt om - mente, at "de" (dvs. politiet, statsmagten og/eller dronning Margrethe) fulgte med i deres gøren og laden via telefoner, køkkenmaskiner, radioen og TV'et. 

For den slags mennesker er ingen forbrydelse for stor eller lille til at blive efterforsket grundigt samt, vigtigst af alt, straffet på behørig vis. Hvis de sidder mutters alene og ikke hoster/nyser i ærmet, så vil de føle sig skyldige samt frygte, at politiet kommer efter dem. Når de ligger i deres senge og bliver "opvarmet", så vil de frygte, at "Gud i det Høje" ser ned på dem og skriver deres alvorlige onanistiske forsyndelse imod velanstændighed og moral ned i en sort bog med deres navn udenpå.

Det værste er dog alle de øjne, som de føler følger dem gennem TV'et. Dér har de en tydelig trussel, der i deres hjerne bliver meget virkelig og yderst skræmmende. Ikke fordi de har begået et mord i deres dagligstue, men fordi de ikke er alene, når nu de er alene .....

Alt det med GPS, mobiltelefon-sporing, etc. kan dog godt få mig - der ellers ikke har den slags tendenser - til at mistænke lusk i og uden for hjemmet. Det er vist det, man kalder paranoia, og jeg tror/håber, at det er noget, vi alle har en gang imellem, for ellers er jeg på den .....

Mærkeligt nok lader det ikke til, at denne type mennesker føler sig iagttaget eller udspioneret af de sande spioner i hjemmet: kæledyrene. Det er meget mystisk, for er der nogen, der virkelig holder øje med os, så er det vore katte, hunde, papegøjer, hamstere osv.. Kort sagt, endnu et eksempel på menneskelig mærkværdighed .....

 

Den engelske krigerdronning

At slås med det romerske kejserrige var sjældent en god ide, når man tilhørte et lille folk. Den slags uomtvistelige sandheder lod dronning Boudicca af den keltiske stamme icenerne sig dog ikke afskrække af. Hun ville slås, og det gjorde hun så i år 61 e. Kr..

Man regner med, at hun blev født omkring år 25 e.Kr., men kender vist ikke den nøjagtige tidsangivelse for, hvornår hun blev gift med kong Prasutagus, icenernes hersker samt - fra den romerske invasion af de britiske øer i år 43 - romernes vassel. Samarbejdet mellem de invaderede og invasionsstyrken lader til at have været en succes, for landet blomstrede. Da Prasutagus tilsidesatte sine og Boudiccas to døtre som sine arvinger for i stedet at indsætte kejseren, så skete det heller ikke under åbenlys tvang. Dette valg må have forekommet underligt i et land, hvor kvinder havde noget, der nærmer sig fuld ligeret, men det har formentlig været hans forsøg på at sikre landet imod fremtidige overgreb fra romernes side. At det ikke var så usædvanligt, at britiske kvinder styrede riger og ledede hære, ses også af, at en vis dronning Cartimandua herskede over briganterne i Nordvest-England fra 43-69 e.Kr.. Hun omtales af Tacitus som en dygtig dronning.

Denne mønt viser formentlig Prasutagus

Inden Prasutargus døde i 59 e.Kr., var han blevet påtvunget et lån på fyrre millioner sestertser, som hans enke, Boudicca, nu hang på. Samtidig måtte hun se sine døtre sat uden for arvefølgen, hvilket kunne få enhver god, keltisk vinde til at reagere, sådan som historikeren Ammianus Marcellinus har beskrevet det engang i 300-tallet: "Alle keltiske kvinder holder sig rene og pæne, og plejer sig med den samme omhu." Men også: En keltisk kvinde "er som regel meget stærk og har blå øjne; når hun er rasende, svulmer hendes halsårer op, hun skærer tænder og fægter med sine snehvide, robuste arme. Hun begynder at dele slag ud blandet med spark, som om de var lige så mange projektiler udsendt fra strengen på en katapult." Kejser Nero lod dog ikke til at vide, hvem - eller hvad - han havde for sig, da han uden videre håndhævede den romerske lov, hvorefter en kvinde ikke kan være formynder. Boudicca blev pisket, og hendes to teenage-døtre voldtaget, efter at icenernes land var blevet konfiskeret. 

Boudicca samlede en hær, der angiveligt var på mere end 100.000 mænd, noget der i dag regnes for ret usandsynligt. Man mener nu, at hæren var mindre. Hvorom alting er, så gik hun til angreb, først på det forhadte Camulodunum, dvs. det romerske administrationscenter for provinsen Britannien. Det gik vildt til, for enten flygtede de romerske soldater, eller også blev de henrettet i en hellig lund i nærheden. Området har stadig mange mindelser om Boudiccas rasen i form af arkæologiske fund et godt stykke ned i undergrunden. Soldater blev dræbt, kejserstatuer halshugget samt splintret, og bygninger brændt ned.

Boudicca havde meget at hævne, og hun må have været et skræmmende syn, for hun bliver beskrevet som meget høj, med et flammende blik og en overmåde skarp stemme. Hun havde tykt, rødligt hår, der hang hende ned til taljen. Sikkert et imponerende syn for hendes tilhængere og skræmmende for romerne. Folk var skrækslagne for den forhånede mor og dronning, der ikke skånede nogen. Ifølge Tacitus dræbte hun og hendes hærstyrke 70.000 civile.

Raseri er en udmærket drivkraft, men hvis ens våben ikke kan måle sig med fjendens, så er man på den. Romernes udstyr, krigserfaring, etc. gjorde dem overlegne, og i år 60 eller 61 e.Kr. blev den tapre krigerdronning besejret af Gaius Suetonius Paulinus. De romerske historikere påstod, at Baudiccas tab var på 80.000 mænd, medens romerne bare mistede ca. 200. Noget, man må tage med et meget stort gran salt ....

Inden slaget holdt Boudicca en opildnende tale til sine mænd, hvor hun bebrejdede sine landsmænd, (men næppe hendes egen mand?), at de havde givet efter for romerne i stedet for at forsvare gamle, hævdvundne skikke. Alt sammen meget imponerende, og man forstår, hvorfor hun blev beundret af senere engelske dronninger som Elizabeth I og Victoria.

Man har diskuteret, hvad der blev af Boudicca og hendes døtre. Nogle mener, at hun - og måske også døtrene - omkom under kampen, men andre påstår, at hun begik selvmord med gift. Der er dog også dem, der hævder, at hun flygtede og holdt sig skjult indtil sin død, men man har nu aldrig kunnet finde hendes flugtrute eller bare hendes grav.

 

https://boudiccaa.weebly.com/sources-regarding-boudicca.html

 

https://boudiccaa.weebly.com/boudiccas-legacy.html#

 

 

Og det var altså før Wallis Simpson .....

 

En skønhed? Ja, bestemt, men det blev ikke sunget ved Marguerite Marie Aliberts vugge, at hun også skulle ende rig og berømt samt med en kongelig titel, for hendes forældre var ikke højt på strå. Hun blev født den 9. december 1890, og i hendes tidlige ungdom levede hun vildt, farligt og umoralsk. Som 16-årig fødte hun en datter, Raymonde, og blev selv forvandlet fra en billig prostitueret til en af Paris' mest fashionable samt dyre kurtisaner. En af hendes allerfornemste kunder var den engelske kronprins, der senere blev kong Edward VIII i knapt et år, men som blev nødt til at abdicere, fordi han absolut ville giftes med den to gange fraskilte amerikaner, Wallis Simpson. 

Edward var aldeles forgabt i den spændende, franske kurtisane, der også er kendt under navnene Maggie Meller, Marguerite Laurent og Prinsesse Fahmy, og han var uforsigtig nok til at skrive mange hede breve til hende, som hun selvfølgelig gemte: en pige. der så at sige lever på kanten af det gode selskab, kan jo få brug for garantier og forsikringer, der kan redde hende ud af fremtidige problemer, - og det fik Marguerite Marie Alibert da også.

Nok fik Marguerite ikke sin engelske prins, men prinsesse blev hun, da den ægyptiske aristokrat Ali Kamel Fahmy Bey faldt for hende, og de blev gift. Som hans kone blev hun fremstillet som kongelig, hvilket jo var noget af et karriere-spring for en notorisk kurtisane fra fattige kår.

I 1923 skete der imidlertid noget, der fik Marguerite til at skyde sin mand, Ali Kamel Fahmy Bey, på Savoy Hotel i London, men minsandten om hun ikke blev frikendt. Den nyslåede ægyptiske prinsesse gav den hele armen med beskrivelser af sin eksotiske ægtemands abnorme lyster, der vist mere var fantasi end realiteter. Han blev fremstillet som en brutal og depraveret mand, der udsatte hende for gud-ved-hvad af perversioner. 

Dommeren sørgede for, at affæren med prins Edward ikke måtte nævnes, ligesom ingen måtte inddrage Marguerite Maries fortid som berømt kurtisane. Man mener, at en del af Edwards hede brev til hende blev brugt som et frikendelsesmiddel, men hun beholdt nu en god portion af dem. Efter frifindelsen forlangte hun at få overført Alis formue, men dér satte de ægyptiske myndigheder hælene i. Selv om hun altså ikke havde held med at rage sit myrdede offers midler til sig, så levede hun som en rig og feteret dame af det finere selskab resten af sit liv. De resterende breve fra Edward blev destrueret efter hendes død i 1971.

Når jeg ser på billeder af de tre hovedpersoner i dette drama, så er det tydeligt for mig, at det drejer sig om en kvinde, der er langt mere erfaren end sine to royale elskere. Især Edward ligner en stor dreng, og Marguerite Marie menes da også at være hans første elskerinde. Noget, der måske også gælder for Ali? Det skulle ikke undre mig ....

 http://www.dailymail.co.uk/.../The-cover-saved-Prince...

 

 

https://www.news.com.au/entertainment/celebrity-life/royals/the-murderous-mistress-of-edward-viii-before-he-met-wallis-simpson/news-story/74d15592fbce8eb145a2cfecb7a029b7 

 

 

Det evige ansigt

Jeg har altid godt kunnet lide skuespilleren Elizabeth Taylor, der startede sin karriere som barnestjerne, selv om i hvert fald en af de magtfulde filmfolk ikke mente, at hun var egnet. Han syntes, at hun var smuk, men han syntes, at hun havde et voksent ansigt, og det passede efter hans mening ikke til en barnestjerne. Sådan set giver jeg ham ret: hun har aldrig været en barnlig og nuttet Shirley Temple, men har altid været den Elizabeth Taylor, der udviklede sig til et fænomen både som skuespiller og som en berygtet man-eater. 

Dette yndige ansigt har fulgt hende hele livet og er så at sige hendes "varemærke", ligegyldigt hvilken rolle hun spiller. Sjovt nok kommer der flest forskelle frem mellem den ægte Elizabeth og en af de dukker, der er lavet over hendes rolle i "Cleopatra". Dukken har efter min mening ikke hendes ansigt, men ligner hende tilstrækkelig meget i farver og visse dele af udformningen til at kunne blive genkendt "som hende". 

En anden og mere Barbie-lignende dukke har langt mere af både hendes ydre og hendes personlighed i sig. Jeg tror, at den forestiller hende i filmen "Cat On A Hot Tin Roof", hvor hun havde en af sine bedste og mest karakteristiske Taylor-roller, sprængfyldt med sex-hunger, denne gang efter den flotte Paul Newman. 

I både denne og en anden film, "Suddenly Last Summer", giver hun den hele armen som smuk, super-lidenskabelig, neurotisk og sexet. Hun ser selvfølgelig godt ud i begge film og bærer sit berømte ansigt foran sig som et varemærke: dette er en Liz-film, og det er det så sandelig!

Selv som bedstemor (her med et barnebarn) er hun stadig "sig selv". Nok er hun ældet, men ansigt og udtryk er fuldt genkendeligt som divaen Liz Taylor.

På mærkelig vis er Elizabeth-ansigtet der stadig, da hun ikke bare ældes, men også bliver udsat for en hjerneoperation, efter at have fået en svulst, der skulle fjernes. Jeg formoder, at hun på dette tidspunkt i livet har rynker, men at de er skjult af make-up. Det vigtigste er dog, at man/jeg genkender hende som den, hun har været lige fra barndommen af: pigen med ansigtet = Elizabeth Taylor!!! Sådan er det for de færreste af os, og jeg tvivler meget på, at ret mange af os går gennem livet med det samme genkendelige ansigt. Er hun den samme som ung og gammel? Næppe, men så alligevel, bare på en anden måde ....

 

Snigskytter

Krig er ikke ligefrem noget, jeg går ind for, men nogle af de enkelte krigshandlinger kan være forbløffende bedrifter, hvor man bare sidder målløs tilbage. Den slags er der en hel del af under det, vi kender som "Vinterkrigen", den Russisk-Finske eller "Sovjetisk-Finske" krig, hvor Stalin angreb Finland i 1939, lige efter udbruddet af Anden Verdenskrig. Russernes mål var at erobre hele Finland, vilket de regnede med ville tage sådan ca. 14 dage. Planen forekom nem nok, da de var finnerne talmæssigt overlegne, men det gik nu ikke, som Stalin havde forestillet sig. Finnerne var snedige modstandere med viljen til at sejre, bl.a. gennem deres brug af små grupper camouflageklædte soldater med lokalkendskab. Et af deres foretrukne våben imod de sovjetiske tanks var de såkaldte Molotov-cocktails, dvs. en improviseret benzinbombe. Disse "cocktails" smadrede omkring 2000 tanks, hvilket jo var heldigt for dem, da de ikke selv havde nogen.

                                    Den er god med dig, Josef, du vandt, men tabte samtidig!

Finnerne havde udvist en imponerende kampvilje, der hele veje igennem gjorde dem til en værdig modstander. Det siges, at de holdt ud, indtil den sidste kugle var affyret, hvilket måske er en overdrivelse, men de udviste et utroligt mod. Deres modstand ophørte først i marts 1940, hvor der blev underskrevet en fredstraktat, der betød, at Finland måtte afgive 9-10% af sit territorium og omkring 20% af sin industri til Sovjetunionen. Sejrherrerne tabte dog på en anden måde: deres ringe indsats - selv med mange flere ressourcer!!! - gav Hitler indtryk af, at Sovjetunionen var "plukke-klar" for en rask Nazi-skiderik! Ergo: tyskerne ivaderede Sovjetunionen i 1941, men vandt som bekendt ikke ....

Nogle af de farligste, finske modstandere var snigskytter, og den allerfarligste var Simo Hävhä med 542 bekræftede træffere. Da den sovjetiske hær greb til samme taktik og også gjorde brug af snigskytter, benyttede finnerne sig af et snedigt træk, idet de opstillede dukker, der forestillede finske officerere. Når de røde skød imod disse dukker, afslørede de deres egen potion, og så kunne finnerne let plaffe dem ned.

                                                                     Ljudmila Pavlitjenko

Blandt de dygtigste sovjetiske snigskytter var der kvinder, for selv om tyskerne ikke regnede dem for ligeværdige modstandere, så var de med til at markere sig som soldater. På grund af de store russiske tab under Tysklands invasion gik Stalin direkte ind for kvindelige soldater, og Ljudmila Pavlitjenko blev brugt som model for, hvad kvinder kan udrette under krig. Hun blev brugt til at hverve flere kvinder i hæren, og mange andre markerede sig under Anden Verdenskrig.

Russerne må have lært meget af den finske snigskytte-teknik, men finnerne står tilbage som krigshelte på en helt speciel måde.

http://krigendagfordag.dk/tag/finlandsfrivillig/

 

https://krigsvidenskab.dk/emne/skematisk-oversigt-over-den-finske-vinterkrig-1939-40-og-dens-forhistorie 

Begrebet statussymboler

 

Ak, er vi nu kommet så langt ud, at bøger ikke bliver valgt som det oplysende nydelsesmiddel, de rent faktisk er, men som et symbol på en ønskværdig status på sex-markedet? Uden bøger = NUL SEX!!!!! Med bøger = MÅSKE SEX. (Underforstået: hvis alt det andet ved personen er lækkert). Som sex-givende er bøger blevet til status-symboler, men jeg tvivler nu på, at de virker lige så godt som alle de andre velkendte status-symboler som tøj, biler, huse, berømmelse, etc.. Vi skal dog heller ikke glemme status-symbolet over dem alle: Andre mennesker.

 

Indtil et vist punkt var det mægtig fint at omgås disse "forkortede" personer, der nu er forvandlet til kropsløse, bloddryppende hoveder. Man "var noget", hvis man havde adgang til dem og hørte til deres omgangskreds. Det daværende sociale system gjorde nu nok, at man - dvs. realistisk set formentlig kun adelsfolk - så det mere som et medfødt privilegium end som noget, man skulle gøre sig fortjent til ved egen indsats. Systemet hvilede i sig selv, for det var skabt af standsforskelle, som alle kendte og gik ind for - indtil et vist punkt, hvor det brød sammen, men kun for en tid, for så blev det genoprettet med andre spillere .....

 

Én ting er at få idolets autrograf, noget andet at høre til inderkredsen omkring ham. Begge dele kan give status, men inderkredsen tæller dog langt mere end den nærhed, den succesfulde autografjæger kan opnå. Pigerne er afgjort med til at give Elvis status som handyr, bare ved at være der og lade sig omfavne, men deres status er afhængig af den form for interesse, han giver dem. Er han "bare ude på noget", eller "tilbeder og beundrer" han dem virkelig, dvs. ud over den seksuelle interesse, han som mand kan have i en køn pige? Når det gælder status, er der nemlig Fandens til forskel på at være én blandt mange og den eneste ene, udvalgt blandt andre, .

Uden selv at have levet op til princippet om at være "ungooglable" forstår jeg, at man kan vælge sådan en tilværelse. Langt hen ad vejen er det faktisk den livsstil, der passer bedst til mig, og som jeg dybest set foretrækker. Noget, der også hænger sammen med det faktum, at jeg er svær at imponere. Hvis man har det sådan, så har man formentlig individuelle status-symboler, som man ikke sådan lige deler med andre. Man kan måske godt se, at en ny bil er alletiders, at flot tøj fra et eller andet berømt modehus eller dyre smykker pynter, men i virkeligheden gør det ikke rigtig indtryk. Et godt pendul til at finde andres, men også ens egne (måske uerkendte) individuelle status-symboler er misundelse. 

Det, man misunder andre, siger noget om, hvad ens status-symboler er

Behovet for status-symboler er ifølge sin natur umætteligt. Har man brug for dem til at stive sin personlighed af med, så vil nye tilføjelser bare føre til fornyede ønsker om mere. Det betyder, så vidt jeg kan se, at på et eller andet tidspunkt i livet, bliver man bare nødt til at stoppe op og tænke sig rigtig godt om: er det virkelig det her, jeg brænder for, og mætter det mig???

 

 

 

https://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/article4104876.ece 

https://borsen.dk/nyheder/pleasure/bogreolen-er-et-statussymbol-statussymboler-skifter-men-bogreolen-holder-stand-fordi-den-baade-symboliserer-viden-og-er-akkumuleret-viden

"Gud skabte mig sådan, så det er hans skyld, at jeg gør, som jeg gør ..."

 

Jeg har haft den interessante, men meget ubehagelige oplevelse at se optagelser af politiforhør med en af USA's flittigste kvindemordere, nemlig Samuel Little (1940-2020), hvor han gudhjælpemig sidder og onanerer, samtidig med at han med glæde fortæller om sine "bedrifter" som kvindemorder. Man ser ham blive kørt ind i forhørslokalet i en kørestol, som han så forlader for at vakle hen til det bord, hvor politiet sidder parat til at forhøre ham. Grunden til, at han skifter plads, er den, at hans hænder er skjult under bordpladen. Betjentene, der har "fornøjelsen" af at forhøre ham, fortæller imidlertid til kameraet - men ikke til Little - at de ved, hvad der foregår under bordpladen, så det er en besynderlig situation, hvor massemorderen udnytter politiet til at skaffe sig en spiller gennem sin nydelsesfulde genfortælling af de enkelte mord. 

Han husker disse afskyelige mord som en form for gensidigt forhold mellem ham og de enkelte kvinder, hvis liv han har taget. Derfor bliver han også meget vred, når nogen antyder, at der indgik voldtægt i forbrydelserne. Sådan ser han det slet ikke, og da det også blive antydet over for ham, at de myrdede kan føle had imod ham efter døden, så siger han selv, at de skam er hans venner. Han oplever altså på en eller anden forskruet måde forholdet som "gensidigt". At han tager deres liv uden hensyntagen til deres individuelle ønsker og fremtidsdrømme er i mine øjne det samme som at behandle dem som værdiløst affald, men sådan ser han det slet ikke. Manglen på respekt for deres individualitet er horribel, men intet kan tilsyneladende få ham til at se det på den måde. For ham er de ting, der er der for hans skyld, ikke for deres egen.

En af hans største fornøjelser er at tegne sine ofre, som han husker dem, og det lader til, at han ikke har glemt én eneste af de 93 kvinder, som han selv påstår at have myrdet. At der kan være flere, er der ingen tvivl om, men han kan også have overdrevet antallet for at prale af sin "succes" som morder. Politiet har forekøbig knyttet ham til omkring 60 mord, men han nåede kun at blive dømt for at have myrdet en brøkdel af disse mange kvinder.

Littles vrangforestillinger udtrykkes meget godt med hans bemærkning om et af mordene: "You know that she's fighting for her life, and I'm fighting for my pleasure." Hans lyster og hans drifter kommer først, og det er en fremmed tanke for ham, at andre ser det anderledes. 

At han overhovedet kan få den tanke, at disse kvinder så at sige forærer ham deres liv, er grotesk, men sådan så han det åbenbart. Når man går ham nærmere på klingen siger han, at Gud har skabt ham "sådan", og at det er hans skyld, at han gør, hvad han gør. Han fornægter altså at have et moralsk ansvar for sine handlinger.

https://www.mainstreetdailynews.com/news/local/alachua-county-cold-case-detective-recounts-interview-with-serial-killer-featured-on-60-minutes/article_094be312-f45c-11ea-85eb-173b7a2f78ac.html 

https://heavy.com/news/2019/10/serial-killer-samuel-little-victims-list-names-sketches-drawings/

 

https://www.biography.com/crime-figure/samuel-little 

 

https://www.biography.com/crime-figure/samuel-little 

 

https://heavy.com/entertainment/2020/08/samuel-little-girlfriend-orelia-jean-dorsey/ 

 

https://www.fbi.gov/news/stories/samuel-little-most-prolific-serial-killer-in-us-history-100619 

 

https://www.crimemuseum.org/crime-library/serial-killers/serial-killer-victim-selection/ 

 

https://heavy.com/entertainment/2020/08/samuel-little-girlfriend-orelia-jean-dorsey/