To søstre

 

Hertuginden af Kent, prinsesse Victoria af Sachsen-Coburg-Saalfeld (1786-1861), var en flot dame og umiddelbart meget smukkere end sin yngste datter, dronning Victoria af England, der mere slægtede sin fars familie på. 

                                      Victorias far, George III's fjerde søn, Hertugen af Kent

Da hertuginden døde den 16. marts 1861, var Victoria ved hendes side, selv om de to ikke havde været på god fod, efter at den unge prinsesse blev dronning af England som 18-årig. På det tidspunkt besluttede hun sig nemlig for at gøre sig fri af sin kontrollerende mor og dennes (formodede) elsker, Conroy. De to lader til at have haft planer om at styre landet gennem den unge dronning, men dér tog de fejl. Da Victoria fik at vide, at hun nu - på sin 18-års fødselsdag - var dronning, forlangte hun som det allerførste som hersker at få sine egne, private gemakker. Desuden anviste hun sin mor nogle værelser på sikker afstand af hende selv. Senere, efter hertugindens død, opdagede hun imidlertid, at hendes mor virkelig havde elsket hende højt og ikke havde villet hende noget ondt. Samvittigheden meldte sig, men for sent!

Hertugindens tidlige omklamren af sin lille datter hang sammen med dennes status som tronarving efter farbroderen, William IV. Noget, hun nærmest var blevet avlet til, da hendes far og hans brødre blev bedt om - eller snarere beordret til - at skaffe landet legitime arvinger, hvilket ignen af dem havde gjort indtil da, selv om de havde børn med deres elskerinder. Victorias far, hertugen af Kent, var imidlertid ikke hertugindens første ægtemand. Hun havde været gift før, nemlig med fyrst Emich Carl af Leiningen (1763-1814) og havde to børn fra dette tidligere ægteskab, Karl til Leiningen og Feodora til Leiningen.

Emich Carl var en ganske flot fyr og i hvert fald betydeligt pænere end Victorias far. Hans og den senere ertuginde datter, Feodora til Leiningen (1807-1872), lignede ikke sin halvsøster, men det lader til, at de havde et forholdsvis nært forhold livet igennem. I barndommen havde de - mere eller mindre påtvunget - stået hinanden virkelig nær, for der var ikke rigtig andre børn, de måtte omgås. De to halvsøstre måtte således gerne lege sammen, men ikke med ret mange andre.

Ligesom Victoria må også Feodora have haft en hel del frihedstrang i sig. Hun var i hvert fald glad for at komme væk fra Kensington Palace, hvor den unge tronarving og hendes familie boede. Feodora elskede således at komme ud på køreture, væk fra slottet, for så "kunne hun tale og se ud, som hun ville". 

I begyndelsen af 1828 giftede Feodora sig med Ernst I, Prince of Hohenlohe-Langenburg (1794–1860), selv om hun inden brylluppet kun havde mødt ham to gange. Det lader dog til, at ægteskabet blev en succes, for de fik i hvert fald seks børn og blev stammor og stamfar til bl.a. det svenske kongehus, hvilket vil sige, at de også er blandt den danske dronning Margrethes aner.  

Victoria levede et helt andet liv end Feodora, men hun glemte hende ikke og gav hende f.eks. økonomiske tilskud, som der sikkert har været god brug for. Noget andet er, at Feodora uretfærdigvis er blevet fremstillet som en grim og jaloux storesøster i en TV-serie, og det er der intet tegn på i det virkelige liv ....

https://www.townandcountrymag.com/leisure/arts-and-culture/a25949250/princess-feodora-victoria/

 

https://baxofthings.wordpress.com/2019/10/27/feodora-queen-victorias-sister/ 

Dobbeltgænger eller reinkarnation?

Hvem er dette, USAs 12. præsident Zachary Thomas (1784-1850) eller den afskyelige voldtægtsmand, etc. Jeffrey Epstein (1953-2019)?

Præsidentens mundvige går nedad og Epsteins opad, men ellers er det stort set det samme ansigt, så hvad foregår der her? Tjah, formentlig er der bare tale om en tilfældighed, men der kan selvfølgelig godt være et gen-sammentræf via et nedarvet slægtskab. Det virker dog ikke sandsynligt uden en nærmere slægtsanalyse, så vi må nok regne ligheden for en tilfældig, altså medmindre vi går endnu videre med vilde teorier: var Epstein en reinkarnation af Thomas??? Tjah, det er der sikkert dem, der vil mene, men ydret gør det jo ikke alene, så dér skal man altså være forsigtig med at tage alt for pålydende. Desuden er der jo en anden, men ikke mindre mystisk mulighed ud over afstamning, genetik og den slags samt reinkarnation: dobbeltgængere ....

Tanken om dobbeltgængere er såmænd ikke så sær, for har vi ikke alle oplevet at møde én, der ligner en, vi kender helt utroligt? Jeg er selv blevet forvekslet med en mig ubekendt dame for et års tid siden, og det var en spøjs oplevelse. Ud over det lader det til, at der cirkulerer en vist nok ret uartig video med "mig", som jeg aldrig hverken har set eller har fået stadfæstet oprindelsen af. HM!!! siger jeg bare ....

Flere kendte - bl.a. skuespillere - lader til at have "dobbeltgængere". Her er det Nicholas Cage og en fyr fra Den Amerikanske Borgerkrig, der virkelig ligner hinanden meget. Mange har allerede tolket ligheden som et "bevis" - og det er det altså ikke - på reinkarnation. 

Det samme gælder John Travolta og denne ukendte gentleman fra fortiden. John har lagt sig ud de sidste år, men hvis man ser på billeder af ham som yngre bliver ligheden tydeligere.

Jeg synes, det er spøjst med alle disse ligheder, (og der er jo mange flere), men jeg mener, de er tilfældige. Man skal huske på, at ethvert normalt, sundt og uskadet ansigt har det samme antalt træk. Dvs. at der er grænser for de uligheder, der kan opstå i en menneskefloks udseende. Dette betyder, så vidt jeg kan se, at nok er der kommet tekniske midler til en ansigtsgenkendelse, men den kan umuligt være fejlfri, f.eks. hvis en Epstein står sammen med en Zachary Thomas ....

https://innovationlab.dk/blog/ansigtsgenkendelse-en-teknologi-til-debat/

https://www.bt.dk/udland/har-vi-alle-en-dobbeltgaenger

 

https://da.wikipedia.org/wiki/Dobbeltg%C3%A6nger 

https://www.viunge.dk/sund-glad/krop/crazy-hvor-mange-dobbeltgaengere-har-den-her-teen

 

Farve-spøgelser

Man må sige, at farver ikke bare er fantastiske ved overhovedet at eksistere, men også fordi de er ret mystiske. Således ved man, at der er farver, vi ikke kan se, men som er synlige for nogle dyrearter. Dvs. at  der "færdes" farver iblandt os, der er delvis usynlige, hvilket på en vis måde gør dem til "spøgelser"! Højst besynderligt og ret tankevækkende .... 

Farver er visuelle sanseindtryk, der er afhængig af bølgelængden af det lys, der rammer øjet. At alle disse farver er en lille del af det samlede elektromagnetiske spektrum, ved man altså godt, men op igennem tiden har videnskabsmænd og filosoffer været uenige om forskellige aspekter ved denne kendsgerning. Bl.a. så Newton helt anderledes på sagen end f.eks. Goethe. Noget, der også skyldtes, at de arbejdede med hver deres system .... 

Ja, ham Newton var en meget begavet mand, der åbenbart også forstod at få noget godt ud af pesten. Han fik først tanken om at opbygge et farve-system, da han så en stribe sollys passere gennem en prisme. Det gjorde det klart for ham, at lyset blev brudt op i spektralfarver, idet han forestillede sig lys som partikler. For ham virkede det, som om de forskellige farver opstod i øjet i forhold til disses størrelse. Det, der interesserer mig, er imidlertid tanken om de usynlige farver, vi ikke kan se. Der er jo ellers mange farver, som vi både ser og klassificerer, så det er surt, at vi ikke kan se de usynlige, der teoretisk set kan være de allersmukkeste.

Der er mange andre mystiske ting ved farverne og analyserne af dem, som jeg dog ikke vil rode mig ud i at forklare, da jeg ikke selv virkelig forstår det. Fordi farver jo også har en symbolværdi for mennesker, må jeg sige, at også af den grund er det svært at se dem som "rene" og helt uden symbolske betydninger. 

 

https://solosanne.dk/2013/12/verden-er-farver-vi-slet-ikke-ser/

 

https://www.nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/fysik/farvesyn/ 

 

Wikipedia

Dimser!!!

Et avanceret tortur-instrument? Nej da, slet ikke! Dette er en næse-korrigeringsdims, hvor næsen angiveligt smukkeseres uden kirurgi. Jeg har dog en stærk mistanke om, at det hverken hjælper eller er smertefrit, men jeg kan jo tage fejl ....

https://www.trendhunter.com/trends/non-surgical-nose-jobs 

Faktisk er der efterhånden kommet mange forskellige nye dimser, der udfører lignende kunstgreb. Hvis man f.eks har mistet sin jomfrudom til den forkerte, men nu har mødt "Mr. Right", og han har gammeldags ideer om uberørte brude, så er der skam hjælp at hente. Om det er ufarligt ved jeg ikke, men det kan man jo håbe ....

Produktet er hverken nyt eller grundigt efterforsket, som man siger, men det sælger sikkert i nogle dele af verden, hvor man(-d) går meget op i den slags.

Umiddelbart ser disse sko-beskyttere smarte ud, men jeg vil dog påpege, at ejeren let kan snuble i dem hvis de bliver siddende, når man går. Ellers er han/hun nødt til at afmontere dem og tage dem op i våd tilstand, hvis han/hun altså ønsker at bevare dem til fremtidigt brug. Hvor gør man af sådan nogle våde dimser? Ingen vil have dem i deres taske, så jeg ser straks problemer med produktet, som jeg tvivler på vil sælge særlig godt.

Nok kun til fjollede teenagere eller ungkarle af en vis type

Selfie-brødristere er da en meget sjov ide, men gider man bruge den til daglig? Næh, det er nok de færreste, der falder for den slags, medmindre de går meget op i selfies.

 

En brugbar (?) ide for folk, der ønsker et hurtigt, tyndt lag smør på deres ristede brød. Hvis man opbevarer stiften rigtigt, så kan produktet formentlig holde sig lige så længe som smør i almindelig indpakning, så det er måske et fremtidigt salgs-scoop.

 

Jamen selvfølgelig: en lommetørklædeholder i form af en berømt - og mystisk - statue fra Påskeøerne! En pryd i ethvert hjem!

 

Verden er fuld af dimser, og så vidt jeg kan se kommer der flere og flere, ikke mindst af teknologisk art. Disse øjen-varmere får mig dog til at undre mig, for hvornår har øjne skullet opvarmes??? Forhandlerne påstår, at varmerne er nyttige ved meditation, men på mig virker det mystisk.

 

Denne dims tror jeg til gengæld der kan være salg i blandt paranoide købere: den er til folk, der er bange for, at nogen i nærheden skal overhøre deres telefonsamtaler. Det ser sært ud, men på en vis måde er det jo smart, hvis nu man er fuld af hemmeligheder, som man ikke vil dele med omverdenen. I det hele taget lader det som sagt til, at det er teknologien, der byder på de mest interessante tilbud, også fordi nogle af produkterne renst faktisk virker som brugbare løsninger på problemer, vi ikke har kunnet gøre så meget ved. Det gælder bl.a. hjælpemidler til handicappede eller ting, der på anden måde kan berige deres tilværelse.

Noget af det, der har forandret sig mest i vore dage, er kunstige lemmer. Før var det et must, at "man ikke kunne se noget", men nu er det vigtigste, at disse moderne hjælpemidler fungerer og gør livet lettere for mennesker med amputationer. Nedenstående er vist nok tænkt som et "jule-ben", og fint er det da.

Der er langt fra den gammeldags - og formentlig fiktive - "kartoffelskræller-maskine til kunstige lemmer, men begge viser dog en forbløffende fantasi.

 

 

https://thegadgetflow.com/blog/weird-gadgets-amazed/ 

https://thegadgetflow.com/portfolio/bionic-arm/

 

 

 

Den hvide kvinde, der blev indianer

 

Et smukt billede af moderkærlighed. Barnet ser velnæret ud, og moderen har en stille værdighed, der gør én nysgerrig: hvem var hun, og hvordan var hendes liv? Hun var døbt Cynthia Ann Parker, men fik et nyt navn som ca. 8-10-årig, hvor hun blev kidnappet i 1836 og optaget i den comanche-stamme, der havde massakreret hendes amerikanske familie og deres naboer. Måske det var chokket over det, der var sket, der tilsyneladende fik hende til på det nærmeste at glemme sin oprindelige familie, for hun faldt åbenbart til hos comancherne, der gav hende navnet "Naduah" (staves også "Nadua" og "Nauta", der betyder "en, der blev fundet" eller "holder sig varm hos os".

Hvorom alting er, så levede hun blandt comancherne i 24 år og blev så at sige forvandlet til indianer. Som voksen giftede hun sig med høvding Peta Nochona, og de fik tre børn, hvoraf sønnen Quanah Parker senere blev den sidste frie comanche-høvding. 

Hvad hun end havde følt ved at blive kidnappet og leve sammen med dem, der havde dræbt hendes oprindelige, hvide familie, så anså hun nu sig selv for indianer. Hun tænkte og følte som en af comanchestammen.

Da hun var ca. 34 år, blev hun imidlertid genkendt som hvid af (formentlig velmenende, men uforstående) Texas Rangers og endnu engang bortført, denne gang for igen at skulle leve som en hvid kvinde. Det nægtede hun imidlertid, ja, hun afvist totalt at vende tilbage til sit forrige liv: hun var nu indianer og valgte aktivt at forblive sådan, idet hun gentagne gange forsøgte at flygte tilbage til sin comanche-familie. Hver gang blev hun fanget og ført tilbage til de hvide, der så hende som en, der hørte til hos dem. Det er tydeligt, at hun blev en art symbol for de hvide, der med djævlens vold og magt ville "generobre den tabte datter". At hun ikke ville, må have været som et slag i ansigtet på de hvide magthavere.

Hun sørgede så meget over tabet af sin comanche-familie med de to sønner, der blev tilbage hos stammen, medens hun fik en datter med sig. Da denne datter, Topusana, døde i 1864, blev hun så deprimeret, at hun holdt op med at spise og derfor blev et let offer for influenza i 1871. Hverken indianerne eller de hvide har glemt hende, men mindes hendes sørgelige skæbne, der på tragisk vis symboliserer dele af forholdet mellem de to samfundsgrupper.

 

https://www.tshaonline.org/handbook/entries/parker-cynthia-ann 

 

 

https://www.humanitiestexas.org/programs/tx-originals/list/cynthia-ann-parker 

 

 

 

Fra Ulykkesfugl til Klumpedumpe

                Denne mands skytsånd trænger til en kraftig påmindelse om, HVEM han/hun arbejder for

Dette er så bare et mindre "hverdags-uheld", som man kan undre sig over sker gang på gang for nogle mennesker, men ikke for alle. Hvis denne uheldige mand fortæller heldigere venner om sådan en episode, vil de formentlig ikke bare more sig, men også afvise den som noget særligt. De, der har oplevet endnu værre ting end en e..er to sære, grimasserende og/eller savlende sidekammerater, vil formentlig heller ikke vise ham forståelse. Han er det, jeg kalder en midt-imellem-ulykkesfugl, der ikke møder forståelse fra hverken lidelsesfæller eller de heldige, der jo altså også findes, da de simpelthen aldrig kommer ud for lignende episoder.

Som ulykkesfugl hører han måske tilmed til i gruppen af "fødte klumpedumper" eller "skabte klumpedumper", hvis dronning efter min mening er Catherine Dickens (1815-1879). Denne hårdt prøvede kvinde mødte sin mand, forfatteren Charles Dickens, da hun var 19 år gammel. Han var meget betaget af hende og hendes skønhed, men efterhånden som "glansen gik af Skt. Gertrud", som man siger, så var der ikke den ting, han ikke bebrejdede hende. Efter ti børn - foruden div. aborter - var hun ikke, hvad hun havde været, da han, som 23-årig, mødte denne smukke, unge pige. At skulle leve med en mand, der avlede børn som en kanin, samtidig med at han konstant bebrejdede sin kone for deres fødsel, kan ikke have været nemt. Måske som en reaktion på disse lidelser forvandlede hun sig fra en ulykkesfugl til en veritabel "klumpedumpe", der bare altid kom ud for vanvittige uheld, der tilsyneladende aldrig ramte andre.

Vejen fra denne ungdommelige og ranke skønhedsåbenbaring til den forslidte og tydeligvis meget deprimerede og klumpede kvinde er bl.a. ti børn med en ukærlig, egoistisk og tilmed utro mand, der endte med at forlade hende efter tyve års ægteskab.

Catherines mange uheld var legendariske, som da hun faldt gennem en faldlem på en teaterscene, men det, man først og fremmest forbinder hende med, var, da hun til et middagsselskab tabte sit armbånd ned i den suppe, hun serverede for gæsterne. Hvem pokker - ud over Charles' tumpede kone - kommer ud for sådan noget? Tænk, jeg tror, der er flere, der rammes af lignende uheld og dermed bliver forvandlet til klumpedumper, efter måske tidligere at have været frembrusende svaner. Den, der først og fremmest, nå regnes til denne kategori, er T. Rumps første kone, Ivana, der var en flot dame, da de mødtes, men som efter tre børnefødsler ikke længere "var som før". (Hvem pokker er også det???)

Der er et interview med ham, hvor han udtaler sig meget nedladende om kvinder, der har født, hvilket fik mig til at tænke på Charles Dickens. Hvad er det, T. Rump bebrejder sin første kone, jo, det er jo nok, at hun som mor til tre ikke er så "stram" længere dér, hvor det betyder noget for ham. At børnene er hans, betyder ikke noget for denne egocentriker, der forventer, at alle er til for ham og indretter sig efter hans ønsker. På samme måde har det nok været for Charles, der ombølgede Catherine med en sådan misbilligelse, at hun blev til en notorisk "klumpedumpe", der altid kom galt afsted ....

 

 http://www.dickenslit.com/Charles-Dickens/troubled-marriage.htmlSeparation

 
https://observer.com/2012/12/daddy-issues-on-the-worthless-brood-of-charles-dickens/

 

https://www.bbc.com/culture/article/20160519-the-forgotten-wife-of-charles-dickens 

Skiderik!!!

 

Stort set intet får mig op i det røde felt som tanken på de skiderikker, der forsøgte at virkeliggøre Der Führers drømme om en jøde- og sigøjnerfri planet. Den tilhører os alle, men han og hans afskyelige følgesvende tog patent på den, hvilket førte til rædsler, man end ikke havde kunnet forestille sig, før det skete. Dieter Wisliceny (1911-1948) er ikke kendt på samme måde som f.eks. Joseph Mengele eller Himmler, men han var faktisk en nøgle-figur i det, der kaldes "Den endelige løsning", dvs. Holocaust. Han var medlem af SS, og han var bøddel, hvilket ofte er det samme, men i hans tilfælde noget mere bevidst og nådesløst end "normalt". Hvad han gjorde var at deltage i "The Final Solution" med en ghetto-opbygning i de okkuperede, europæiske lande samt være med til likvideringen af jøder alle disse steder, dvs. ikke "kun" i kz-lejre.  

En af Wislicenys "bedrifter" var indførelsen af den gule stjerne som en synlig angivelse af etnicitet, så jøderne ikke kunne "spille ariere". Hans forbrydelser var mange og mangeartede, men indeholdt altid grusomhed og brutalitet, som f.eks. da han i 1944 tog del i deportationen af de ungarske jøder.

Wisliceny var et opportunistisk svin, men gjorde unægtelig (utilsigtet) gavn under Nürnberg-processen ved at komme med en masse vældig nyttige oplysninger om selve planlæggelsen og udførelsen af Holocaust. Det gav bl.a. uvurderligt skyts imod Adolf Eichmann i forbindelse med den retssag i Israel i 1961, hvor han blev dømt for krigsforbrydelser og derpå henrettet.

Ifølge Wisliceny viste Eichmann ham et brev fra Himmler, hvor han skrev, at den totale udryddelse af jøderne var førerens ønske. Dermed var sagen åbenbart klar for disse to hjerne- og hjerteløse Hitler-marionetdukker. Ikke at Wislicenys beredvillige hjælp kom ham selv til gavn, for han endte med at blive udleveret til Tjekkoslovakiet og derpå henrettet i 1948.

https://www.yadvashem.org/odot_pdf/Microsoft%20Word%20-%206524.pdf