Når man ofrer kønnet for stemmen ....

Da det af moralske og religiøse grunde blev forbudt for kvinder at optræde på scenen i det 17de og 18de århundrede, greb man til en uhyggelig "løsning". For at skabe illusionen af kvindelige sangeres medvirken i operaer og skuespil kastrerede man drenge, hvis stemme endnu ikke var gået i overgang, dvs. ved 9 års-alderen. Kastratsangere i den europæiske, klassiske tradition dukkede første gang op i Italien i midten af det 16. århundrede i et kirkeligt regi.

Den eneste kastratsanger, der levede længe nok til at få sin stemme optaget, var Alessandro Moreschi (1858-1922). - Til højre: de gruopvækkende remedier, der brugtes ved en kastration.

Det er velkendt, at mange døde af blodtab under indgrebet, men de, der overlevede, kunne få en glimrende karriere inden for kirken og/eller operaen. Brugen af ikke-syngende kastrater går dog meget længere tilbage, da de var efterspurgte som eunukker ved mange oldtidsherskeres hof. Desuden blev kastration også brugt som straf. 

Carlo Broschi, også kendt som "Farinelli" (1705-1782), var en meget berømt kastratsanger, der også er kendt i moderne tid på grund af en operette, der bærer hans navn. I operetten fremstilles han som en værre Don Juan, og der er da også dem, der har fremhævet kastraternes specielle evner som elskere.

Én ting var at miste sin manddom, men uddannelsen til kastratsanger var også meget streng, da man ønskede at sikre kvaliteten: alle skulle synge og optræde på en speciel måde, og det krævede træning og atter træning. - Wikipedia: "Uddannelsen af drengene var streng. På en sangskole i Rom omkring år 1700 bestod undervisningen af en times sang af vanskelige stykker, en time med øvelse i triller, en time med øvelse i passaggi, en times med sangøvelser hos deres lærers foran et spejl, så de undgik unødvendig bevægelse af kroppen eller grimasser, og en time med litterære studier – før frokost. Derefter var der en halv times musikteori, en times undervisning i kontrapunkt, en time med nedskrivning efter diktat, og en time med litterære studier. Resten af dagen skulle den unge kastratsanger øve sig på cembalo og komponere vokalmusik.[8] Denne krævende tidsplan betød, at hvis de var tilstrækkeligt talentfulde, kunne sangerne debutere midt i teenagerårene med en perfekt teknik og en særdeles fleksibel og stærk stemme, som ingen kvinde eller almindelig mandssanger kunne matche."

                                                        Gasparo Pacchierotti (1740-1821)

Denne sanger var ikke bare berømt for sin stemme, men også for en duel med en italiensk adelsmand, der sendte ham i fængsel. Årsagerne til duellen er lidt uklare, men det skyldtes angiveligt noget med en dames ære, og det var tilsyneladende Gasparos modstander, der - ud af beundring for ham - fik ham løsladt. Modsat mange andre kastrater, der endte i kirkekor, var sangere som Gasparo i stand til at få både berømmelse og penge via deres sceneoptræden. De fleste kastrater var - ikke uventet - fattige drenge, hvoraf manges familie tvang eller pressede dem til at vælge denne vej. På den måde kunne familien få gavn af at ofre ét barn, der gav dem mange økonomiske muligheder, der kunne hjælpe familiens andre medlemmer.

https://www.jornalciencia.com/pesquisadores-exumam-esqueleto-de-cantor-de-opera-do-seculo-19-que-havia-sido-castrado/castrati-gaspare-pacchierotti/

 

https://latimesblogs.latimes.com/culturemonster/2009/10/cecilia-bartoli-on-castrati-and-michael-jackson.html 

 

I 1720'erne og 1730'erne, da efterspørgslen efter kastrater var på sit højeste, er det blevet anslået, at op mod 4.000 drenge blev kastreret årligt i kunstens navn.[9] Mange kom fra fattige hjem og blev kastreret af deres forældre i håb om, at deres barn kunne få succes og løfte dem ud af fattigdommen (dette var tilfældet med Senesino). Caffarelli var dog fra en velhavende familie: Hans bedstemor gav ham penge, så han kunne betale for sine studier.[10]. Caffarelli var – som kastratsangere generelt – berømt for sine raserianfald på og bag scenen og for sine kærlighedseventyr med adelige damer.[11] Moderne endokrinologi tyder på, at kastraternes meget omtalte sexliv er overdrevet, da kastraterne manglede en hormonal (men ikke en socio-psykologisk) lyst til sex.[12] Det lykkedes kun en lille procentdel af drengene at få store operakarrierer; resten sang i kirkekor og andre steder. På grund af deres udseende og forbuddet mod, at de kunne gifte sig, var der ikke megen plads til dem i samfundet i ikke-musikalske sammenhænge.[13]
Tilbagegang
Alessandro Moreschi i cirka 1880.




Moderne kastratsangere og lignende stemmer

Såkaldte "naturlige" eller "endokrinologiske kastrater" er født med hormonale forstyrrelser som Kallmannsyndromet, eller de har undergået en usædvanlig fysisk udvikling, så kastrationens effekt på stemmen opstår, uden at de er kastreret. Javier Medina, Jimmy Scott, Jorge Cano, Paulo Abel do Nascimento og Radu Marian er eksempler på stemmetypen.[19] Med Michael Maniaci forholder det sig anderledes, idet han ikke har hormonale uregelmæssigheder, men af en ukendt årsag er hans stemme ikke gået i overgang. Det har gjort ham i stand til at fortsætte i sopranregisteret.[20] Andre ukastrerede voksne kan synge sopran, generelt ved at bruge en form for falset, men i en langt højere leje end kontratenoren. Eksempler er Aris Christofellis,[21] Jörg Waschinski[22] og Ghio Nannini.[23]
Nogle berømte kastratsangere

    Baldassare Ferri (1610-1680)
    Antonio Bernacchi (1685-1756)
    Francesco Bernardi (Senesino) (1686-1758)
    Giovanni Carestini (Cusanino) (c. 1704 – c. 1760)
    Carlo Broschi (Farinelli) (1705-1782)
    Gaetano Majorano (Caffarelli) (1710-1783)
    Giovanni Manzuoli (1720-1782)
    Gaetano guadagni (1725-1792)
    Gasparo Pacchierotti (1740-1821)
    Luigi Marchesi (1754-1829)
    Girolamo Crescentini (1762-1848)
    Giovanni Velluti (1781-1861)
    Domenico Mustafa (1829-1912)
    Domenico Salvatori (1855-1909)
    Alessandro Moreschi (1858-1922)

"Håbets hånd"

Hvad i alverden er dette? Tre hænder og en gennemskåret tomat????? Nej, det er det levende indhold af den gravide Julie Armas' uterus, der er blevet åbnet kirurgisk for at redde hendes foster. Scanninger har nemlig vist, at det 21 uger gamle drengebarn har spida bifida, hvilket vil slå ham ihjel ved fødslen. Hans forældre har derfor valgt den kontroversielle udvej at få deres barn - som de allerede har givet navnet "Samuel" - opereret i uterus. Operationen blev en succes, for barnet overlevede og blev født livskraftig den 2. december 1999, men dog med et handicap.

Samuel, 7 år gammel, med sine forældre og lillebror Zachary

Billedet af den ufødte baby gik verden over, fordi det virkede så rørende, at den lille dreng greb fat om kirurgens finger. Dette øjeblik blev kendt som "Hand of Hope", men kirurgen forsøgte nu at slå koldt vand i blodet på de mange, der flippede ud over billedet. Der var nemlig dem, der så dette som et stærkt argument imod abort, da det viste et 21 uger gammelt foster som et ægte, levende menneske. Som han sagde, da man fremhævede dette aspekt: "Sådan er det altid, det er en refleks og ikke andet. Både mor og barn var bedøvet, og de anede ikke, hvad der foregik."

Levende og livsglad, men dog ikke i fuld vigør. For hans forældre - og forhåbentlig også for ham - var den ukonventionelle operation og alt hurlumhejet bagefter det hele værd.

 

https://www.justthefacts.org/samuel-armas/ 

 

 

MIT, mit, mit!!!!!!!!

Dette billede mindede mig om en episode med en nu afdød veninde. Hendes far var højesteretsdommer, og hele familien var nok regnet for ret fornem i datidens øjne, men det var ikke gået hende selv så godt karrieremæssigt. Da jeg sidst så hende, spurgte hun mig, hvordan det gik, og - naiv som man jo kan være - fortalte jeg hende glædesstrålende om en fantastisk udvikling i min egen situation, for jeg mistænkte ikke, at det ville have glædet hende mere at høre om nederlag på nederlag. Kort sagt, jeg troede, at hun var en ven, og at hun mente mig det lige så godt, som jeg mente hende det. Dér tog jeg sandelig fejl!

Er det ikke det ene, så er det det andet, og intet af det er OK. Ligesom intet kan få venindens barm til at flytte over på blondinens smalle bryst, så kan intet af det, jeg havde opnået ved at knokle, havne på min daværende venindes CD. Jeg havde gjort mig fortjent til min fremgang, medens hun ud fra samme logik havde fortjent ikke at få det, jeg fik. I stedet for et dybtfølt "Til lykke", hvilket var det mindste, jeg havde ventet fra hendes side, fik jeg en svada om, at jeg var "blevet vigtig" - underforstået, at jeg "pralede", og det gør man altså ikke ved bare at svare på et spørgsmål om, hvordan det går.

Hun var helt klart misundelig ligesom barm-damen tydeligvis er, medens jeg mere tænkte i "ikke unde"-banen. Det er ikke helt det samme som misundelig, men det ligner: man ønsker ikke, at en anden skal have det, man selv gerne ville have. Som med kyllingerne og gråspurven er der nogen, der ikke under dem at få det, de nu engang har fundet. De gør krav på det, selv om det ikke er dem, der har fundet det .....

Hvordan man IKKE lærer dyr menneskesprog

Delfiner er populære og meget intelligente dyr med et image som venlige og legesyge væsener, der gerne kommunikerer med mennesker. Amerikaneren Dr. John Lilly fik den ide, at for at forberede mødet med væsener fra andre planeter, ville det være af uvurderlig værdi at lære delfiner at tale og forstå engelsk. Sært nok, fik han NASA med på ideen, og han fik et stipendium, så han kunne forske i emnet. Til formålet ansatte han en ung kvinde ved navn Margaret Lovatt, der skulle assistere ham ved at interagere med de tre delfiner, han havde forflyttet til sit forskningscenter. Den ene af delfinerne var en meget let antændelig teenager, som fik navnet Peter, og den virkede mægtig interesseret i Margaret, som den gjorde erotiske tilnærmelser til. Dog var der ingen tegn på, at den interesserede sig for at lære engelsk, men det bekymrede vist ikke Dr. Lilly på dette stadium af forsøget. Han foreslog Margaret, at hun skulle hjælpe Peter af med de seksuelle frustrationer ved berøringer efter først at have givet ham LSD. 

Forsøget fandt sted i 1963, da der utvivlsomt herskede en mere naiv og "uskyldig" holdning til LSD end nu, hvor man ved mere om, hvordan det virker. Ergo: Peter blev behandlet, som Dr. Lilly havde sagt, og han stortrivedes. Det med berøringer og LSD var lige ham, så han blev dybt deprimeret, da man opgav den skøre sprogundervisning og sendte ham og hans kammerater af sted til Florida. Han savnede sin LSD og Margaret, og der er dem, der mener, at han begik selvmord af sorg. Væk var han i hvert fald, forsøget blev droppet af NASA, og der kom ikke andet ud af det end endnu en besynderlig erfaring vedr. forholdet mellem dyr og mennesker. 

At man overhovedet kunne få den ide at udnytte venlige og intelligente dyr på denne måde er mig en gåde. Nok var tresserne fulde af eksperimenter med både det ene og det andet, men alligevel. Når man fylder en delfin med LSD og berører den "efter behov", så behandler man den som en brugsgenstand, hvad enten den kan lide det eller ej. At Peter var mægtig glad for Margaret gør det faktisk endnu mere ubehageligt at tænke på .....

https://www.theguardian.com/environment/2014/jun/08/the-dolphin-who-loved-me

 

Telegoni og den paranoide mand?

 

Denne fyr, der i den grad mishandler sin sagesløse næse, gør sig måske overvejelser om en af Aristoteles mere absurde overvejelser. Han er i hvert fald misfornøjet med det, han hører, selv om det i den grad falder i tråd med noget, han altid har mistænkt, var rigtigt: telegoni er ikke bare noget vås, men en dyb, dyb sandhed om kvinder med mange partnere ....

Ifølge disse vilde ideer - der altså skyldes Aristoteles - kan disse kvinders afkom arve udseende og personlighedstræk fra deres tidligere partnere. Dvs. at kvinder, der ikke holder sig tilbage fra at dyrke sex med mange mænd, kan få børn, der ikke ligner deres biologiske far, men en af disse tidligere elskere. Noget, barnets far selvfølgelig ikke er så begejstret for.

Én ting er helbredsrisikoen, noget andet muligheden for at få et barn med et fremmed udseende og personlighed. Rædslen for dette har redet mange mænd som en mare og er sikkert en af  grundene til den "jomfrutro og dobbeltmoral", der skal holde styr på kvinden i et mandssamfund.

Dybest set er telegoni baggrunden for en religiøs figur som f.eks. Jesus. Ligesom nogle af antikkens helte - bl.a. Theseus - har han også en "dobbelt-far", nemlig både en jordisk og en himmelsk. Fordi der er tale om en gammel, hæderkronet teori, slugte folk langt op i tiden disse vilde ideer om "dobbelt-faderskab". Alt det halløj med Maria, Josef og Helligånden kan være svært at sluge for nutidsmennesker, men for fortidens mennesker byggede det bare videre på nogle gamle, velkendte myter.

https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fgene.2017.00154/full 

 

https://www.single.dk/articles/hvor-mange-maa-man-have-haft-med-hjem-under-dynen 

 

https://www.information.dk/debat/2019/11/kvinden-seksuel-formel-1-bil-manden-gammel-knallert 

Lyve-"prinsen"

En dyreven? Ja, og det er jo meget sympatisk, om end dette hyggemåltid ikke er så hygiejnisk - samt noget sært for en restauratør med det allerfineste klientel. Som regel foretrak denne specielle restauratør imidlertid at spise sammen med sine hunde, idet han ikke undså sig for at vise sine gæster på den fashionable "Romanoff's" den kolde skulder. Besynderligt? Ja, især når man tænker på, at han gjorde sig store anstrengelser for selv at fremtræde som en mand med fine royale og adelige aner med det fornemme navn Michael Romanoff.

I virkeligheden var han født Hershel Geguzin (1890-1971) i Litauen, og han var kommet til New York som barn. Her skiftede han på et tidspunkt navn til Harry F. Gerguson, men jonglerede altså også med forskellige andre identiteter som f.eks. "Prins Michael Dimitri Alexandrovich Obolensky-Romanoff", zar Nicholas II's nevø. Det var bestemt ikke navne, han manglede og så sandelig heller ikke vilde livsbegivenheder, hvoraf de fleste, han fortalte om, var løgn. Oprindelig havde han arbejdet inden for meget lidt glamorøse brancher, indtil han blev tvunget til Frankrig for at afsone en dom for bedrageri. Sådan var det med ham hele vejen igennem, men folk kunne lide ham, og han havde berømte venner som f.eks. David Niven, der også kom på hans restaurant.

Clark Gable, Van Heflin, Gary Cooper og James Stewart en bestemt, berømt nytårsaften, der var et af de historiske højdepunkterne for Romanoff's. Scener fra flere film fra den periode var henlagt til den berømte restaurant. Noget, der måske også hænger sammen med Hershels forskellige filmroller. Han spillede således ofte det, han rent faktisk var: den berømte restaurationsejer. Desuden dukkede han op i mange film som "europæisk prins eller adelsmand", "overtjener", etc., etc.. Da fjernsynet kom til, viste han sig også i flere programmer. 

Hans popularitet kan også ses af referencen til ham og hans restaurant i tegneserien "Roger Ramjet", hvor der optræder en skurk, Noodles Romanoff, der tilsyneladende er opkaldt efter en speciel berømt ret fra Romanoff's. Alt i alt må man sige, at immigranten fra Lithauen fik en masse ud af sin evne til at lyve, også fordi folk kunne lide ham, selv om de gennemskuede hans løgne.

https://globalimages.art/blogs/news/slim-aarons-famous-new-year-eve-celebration-photos

 

Modellen, der blev en stor maler

 

Der er nok nogen, der tror, at Suzanne Valadon (1865-1938) "bare" var maleren Maurice Utrillos (1883-1955) mor og ellers ikke noget særligt, men ih, hvor de tager fejl!!! Suzanne Valadon er en eventyrlig skikkelse, der kastede sig ud i mange forskellige gøremål - og var god til dem alle! Hun blev født af en ugift vaskekone og havde en fattig barndom. Selvfølgelig kunne hun nemt have fået en lignende skæbne som sin mor, hvis ikke hun havde været både klog, driftig og meget talentfuld. Da hun begyndte at arbejde som 11-årig, var det bl.a. på en fabrik, men dér blev hun ikke.

Som ganske ung stod hun model til Berthe Morrisots billede af en cirkus-artist, hvilket Suzanne nemlig var på det tidspunkt, men som 15-årig faldt hun ned fra trapezen, blev skadet og måtte opgive denne farefulde karriere. Ligeledes som ganske ung havde hun fået mange venner blandt datidens store kunstnere, og hun optræder i mange berømte maleres værker. 

Suzanne i et af de mange malerier af Renoir, hvor hun er centrum. At hun ikke ligefrem var nogen snerpe betød, at hun formentlig ikke bare var hans model, men også elskerinde. Det gjaldt også andre af de kunstnere, hun arbejde for som model, bl.a. Henri de Toulouse-Lautrec, der har malet hende flere gange i forbindelse med det 2 år lange forhold, de angiveligt havde.

Sådan så Toulouse-Lautrec Suzanne med tømmermænd

Også et Toulouse-Lautrec-billede af Suzanne, her som en adstadig (og måske lidt stramtandet???), ung dame, tilmed med hat.

Et yndigt Renoir-billede af Suzanne

Hendes livsstil som en fri fugl har sikkert passet fint til hendes temperament, men det skabte nogle problemer for den søn, hun fik som 18-årig, nemlig den senere maler, Maurice Utrillo, der hele sit liv spekulerede på, hvem hans far var, men aldrig fik noget svar. Den hemmelighed holdt hun for sig selv.

Mor og søn, men ingen far

Denne ukendte far kunne teoretisk set være Renoir, Degas eller en anden af de store malere, hans mor havde siddet model for, og som var blevet hendes nære venner, men det var nu den spanske maler, Miquel Utrillo, der "lånte ham sit efternavn", dog formentlig uden reelt set at være hans biologiske far.

Noget andet, Suzanne fik ud af sit samarbejde med tidens store kunstnere ud over denne talentfulde søn, var en uofficiel undervisning i malerkunsten. Maurice bragte hende ære ved at blive anerkendt som maler, men det gjorde hendes eget talent også. Hun viste nemlig efterhånden store, kunstneriske evner, hvilket man også kan se af denne tegning af sønnen, Maurice. Indtil 1893 bestod hendes kunst iøvrigt mest af tegninger, men det blev efterhånden også til mange malerier, og i 1894 blev hun - som den første kvindelige kunstner - optaget i Société Nationale des Beaux-Arts. Ret fantastisk for en selvlært kunstner, der angiveligt havde startet sin kunstneriske interesse, da hun 9 år gammel lærte sig selv at  tegne. Senere studerede hun både den arbejdsteknik, som de malere, hun arbejdede sammen med havde og de bøger, som nogle af dem udgav ....

Nøgen kvinde af Suzanne Valadon

 

Man har sagt, at hendes kvindebilleder udtrykker en eller anden form for oprør. De går i hvert fald imod de idealiserede billeder af kvinder, der var regnet for god skik dengang. 

 

Jeg vil mene, at der er en form for gåde omkring mange af hendes kvindeportrætter, ikke mindst dem, hun lavede af sig selv.

 

 

Selvportræt fra 1898

Modiglianis portræt af Suzanne

Der er himmelvid forskel på hendes selvportrætter og de billeder, de mandlige kunstnere malede af hende. 

Man kan godt genkende den yndige, unge pige fra Renoirs malerier i dette fotografi af hende, men også dér er der noget mere. Hun indeholdt tydeligvis langt mere end den ynde og ungdommelige skønhed, som de mandlige malere fremhævede som det centrale. 

Det af hendes billeder, jeg finder mest udtryksfuldt, er dette med titlen "The Abandoned Doll". Jeg mener, at denne titel både kan gå på dukken på gulvet og den purunge kvinde på sengen, der måske også er - eller er ved at blive forberedt til at blive - en "dukke" for en eller anden pædofil. Sådan havde hun jo selv været legetøj for mange mænd tidligt i livet, men man kan dog ikke uden videre hævde, at billedet er en direkte illustration til hendes egne livserfaringer. Et manifest er det dog, ligesom jeg opfatter det som en form for udsagn, at hun foretrak at male folk fra arbejderklassen og ikke middelklassen, der dog ellers var dem, der havde flest penge til at købe hendes billeder. Den første, der købte et af hendes malerier, var forøvrigt Degas.

Efter et mangeårigt ægteskab med en rigmand faldt hun for sin søns gode ven, maleren André Utter, der var meget yngre end hende. Billedet forestiller ham, hendes svigermor og søn samt hende selv, og det er interessant, at hun er den eneste af de afbildede, der ser direkte på tilskueren. Hun er og bliver en overmåde spændende person, der indeholder lag på lag af mere eller mindre dyrekøbte kvindelige og klassemæssige erfaringer, som kan blive til indsigt for dem, der formår at se dem. At hun var en stor kunstner er der slet ingen tvivl om.

https://awarewomenartists.com/en/artiste/suzanne-valadon/

 

Wikipedia