Skæbne-begivenheder, der fejres bedst med guf

Masser af flødeskum og andet guf, men motivet er lidt sært, for normalt skyder et brudepar da ikke hinanden, eller hva'? Næh, det er unægtelig lidt usædvanligt, men det skyldes jo altså også, at dette ikke er en bryllupskage, men tværtimod en skilsmissekage. Nå ja, en skilsmisse er jo også en vigtig social begivenhed, der på sigt kan føre til meget godt, så på en vis måde et det logisk nok, at den også bliver fejret. 

Ja, og det sker så nu, tilmed på en hjerte-baggrund, der i dette tilfælde nok ikke svarer til virkeligheden, for blod og død er sjældent kærligt ment. 

Jeg kender udtrykket at være så gal, at man kan "rive hovedet af den person, man er gal på", og det er så sket her. Kvinden står med det afrevne hoved af det individ, der engang var hendes brudgom. Da der ikke findes sproglige udtryk for parterne i en skilsmisse, kan man jo kalde dem begge for "misser", da de i hvert fald har misset den lykke, som et lykkeligt ægteskab står for i de flestes bevidsthed.

Dette motiv synes jeg er lidt vanskeligt at forstå på grund af brudgommens kropssprog. Har han myrdet bruden, eller er han forfærdet over, at en anden har gjort det??? Måske han har skubbet hende ned af kagen, eller har han en kniv skjult i buketten, som han har stukket hende med??? Et eller andet slemt er der i hvert fald sket.

Fantastisk, at den myrdede brudgom stadig står op, medens bruden holder hans afhuggede hoved, som var det et trofæ - eller det er det måske? 

På denne kage er der overhovedet ikke plads til mere end én person, og det blev så bruden, der vandt. Begge er de missere, men kun brudgommen måtte lade livet, medens hun fandt sit fodfæste på kagens top.

Denne kage har rigelig plads til begge misserne, men nej, sådan skulle det ikke være. Bruden bed i græsset, som man siger, medens den efterladte brudgom bliver lykønsket med den lykkelige skilsmisse.

Hvad jeg savner i denne type design-kager er det LYKKELIGE skilsmisse-øjeblik, hvor man fejrer begivenheden sammen. Det er der vist ingen, der har tænkt på, selv om det trods alt lykkes for en hel del, bl.a. fordi de har børn sammen. Nogle af kagerne er nu også unødvendigt barske, for alt det med at rive hovederne af hinanden tegner ikke et realistisk billede af situationen som helhed. Havde det været for 100 eller 200 år siden, så ville en skilsmisse have været en skandale, men det er det ikke længere, så hvad pokker, hit med en god ide til en LYKKELIG skilsmissekage ....

Fri - og ufri

 

En ganske flot fyr, og så havde han som baron status som adelsmand samt magt over krigsskibet HMS Trent, hvis kaptajn han var på det tidspunkt, hvor denne historie starter: Sir John Lindsay (1737–1788). Senere opnåede han rang som admiral, men mere som en ærestitel end noget andet, for hans skrantende helbred, da han kom op i årene, lagde en dæmper på hans aktiviteter.

Han var 24 år, da han traf den unge, afrikanske kvinde, Maria Belle, og hun har måske haft ægte følelser for ham, ligesom han har haft det for hende, efter at han erobrede det spanske slaveskib, hun ifølge myten befandt sig på. Mange i hans position har haft forhold til farvede kvinder og har fået børn med dem uden at have følt sig forpligtet over for hverken mor eller barn, men sådan var John Lindsay ikke. Da Maria Belle fødte en datter i 1761, tog han barnet med sig til sin onkel, Lord William Murray, jarlen af Mansfield. Den lille pige blev døbt Dido Elizabeth Belle i 1766 og voksede op på Lord Murrays gods, Kenwood House. Noget kunne iøvrigt tyde på, at John Lindsay havde endnu en "naturlig datter", der imidlertid voksede op i Skotland, og formentlig ikke har haft forbindelse med Dido.

Her på godset blev Dido - der også er kendt som "Belle" - opdraget som en "dame af selskabet" sammen med en anden af Lord Mansfields grandniecer, Lady Elizabeth Murray, der var forældreløs. I nekrologer over Didos far, John Lindsay, nævnes det, at han var barnløs, men havde en "naturlig datter, der var mulat", så han vedkendte sig hende altså, og det gjorde resten af familien tilsyneladende også.

På den ene side var Dido altså en fin dame, på den anden side var hun nul og niks, for hendes sociale status var stadig "slave". Ifølge den koloniale lovgivning arvede hun som datter af slaven Maria Belle nemlig sin mors status. Hun boede på Kenwood House i 31 år og var højt elsket samt respekteret, bl.a. for sin hjælp til grandonklen, Lord Mansfield, som hun f.eks. ofte tog diktat fra, når han skulle skrive breve, etc.. Noget, der tydeligt viser, at hun havde modtaget undervisning og forstod miljø, hun var en del af. 

En amerikansk besøgende på Kenwood House, den tidligere guvernør over Massachusetts,Thomas Hutchinson, har fortalt, at hun var meget tjenstivrig, og at hun deltog i alle familiens gøremål. Dvs. at der åbenbart ikke blev diskrimineret imod hende, men at hun dog ikke havde en virkelig formel, familiemæssig stilling i huset, men "bare var der". Da Lord Mansfield døde i 1793 efterlod han hende tre ting: 1) et frigivelsesbrev, 2) en vis sum penge og 3) et beløb, der skulle udbetales til hende hvert år. Nogle år før, da hendes far døde, havde hun også modtaget et pengebeløb som arv efter ham, så hun var ikke uden midler.

                                                         William Murray, Lord Mansfield

Eftersom Lord Mansfield var Lord Chief Justice of England and Wales måtte han også dømme i en berømt sag om en bortløben slave, hvis ejer ønskede at sælge ham. I den forbindelse ytrede han sig meget negativt om slave-systemet, og dette kan jo godt have været et resultat af hans samvær med Dido, men gjaldt angiveligt kun sagen med den flygtede slave: "The state of slavery is of such a nature, that it is incapable of being introduced on any reasons, moral or political; but only positive law, which preserves its force long after the reasons, occasion, and time itself from whence it was created, is erased from memory: it's so odious, that nothing can be suffered to support it but positive law. Whatever inconveniences, therefore, may follow from a decision, I cannot say this case is allowed or approved by the law of England; and therefore the black must be discharged." Denne dom blev imidlertid taget til indtægt for ønsket om slaveriets afskaffelse, men det skete nu først langt senere, nemlig i 1807 i England.

I Danmark udstedte Christian 7 "Forordning om Neger-Handlen" i 1792, der - pr. 1. januar 1803 - forbød slavehandel på Afrikas kyst, men én ting var idealet, noget ganske andet realiteterne, for denne handel fandt bare nye veje. Hvad Dido angår, så giftede hun sig med en franskmand, John Davinier, og fik tre sønner, inden hun døde som 43-årig.

Wikipedia

https://georgianera.wordpress.com/2018/07/10/dido-elizabeth-belle-and-john-daviniere-what-became-of-them/

Hvordan var det nu med Edens Have?

 

Nyttig information for de af vore bekendte, der længes efter at gense dette magiske sted: oprindelig var Edens Have fremstillet som et geografisk sted.

Første Mosebog: "Derpå plantede Gud HERREN en Have i Eden ude mod Øst, og der satte han Mennesket, som han havde dannet; Og Gud HERREN lod af Agerjorden fremvokse alle Slags Træer, en Fryd at skue og gode til Føde, desuden Livets Træ, der stod midt i Haven, og Træet til Kundskab om godt og ondt. Der udsprang en Flod i Eden til at vande Haven, og udenfor delte den sig i fire Hovedstrømme. Den ene hedder Pisjon; den løber omkring Landet Havila, hvor der findes Guld og Guldet i det Land er godt, Bdellium og Sjohamsten. Den anden Flod hedder Gihon; den løber omkring Landet Kusj. Den tredje Flod hedder Hiddekel; den løber østen om Assyrien. Den fjerde Flod er Frat. Derpå tog Gud HERREN Adam og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den."

Senere bliver denne magiske haves placering præciseret (Første Mosebog 2,11-14), for man påstår, at den ligger mellem fire floder: Pishon, Gihon, Eufrat og Tigris. De to førstnævnte floder findes ikke længere, men Eufrat og Tigris ligger i det sydlige Irak, så det burde være dér, vi finder den legendariske have, hvor Adam, Eva og slangen angiveligt slog deres folder. Senere bliver den dog hensat til Libanon-dalen, dvs. mellem Syrien og Israel.

Da der jo sjældent kun er én mening om religiøse myter, så skal vi ikke lade os forbavse af, at i Det Nye Testamente er haven slynget op fra jorden og slynget ud i himmelrummet. I denne magiske have gror to træer af stor betydning for myten: Kundskabens og Livets Træ. Det svæver lidt mht hvad, deres frugter egentlig er, men det fortælles, at begge bærer frugt. Som vi ved, anses disse som regel for at være æbler, og derved får Edens Have en hel del lighed med den græske mytologi og Hesperidernes Have. Heldigt nok, kan man sige, formår disse specielle æbler at gøre mænd udødelige, og det samme siger man om den nordiske mytologis hellige frugter, der vogtes af Ydun: æbler skal der til!

Ordet "paradis" kommer af den græske oversættelse af 1.Mosebog, 2,8, hvor der står, at Gud "plantede en have (paradeisos) i Eden". At den skal tjene som opholdssted for de gode, får vi fortalt flere gange, og vi ved fra Biblen, at det var sådan, den var, da den blev skabt, nemlig et fejlfrit og syndefrit sted for perfekte skabninger. At det perfekte er forbundet med uskyld/uvidenhed er interessant og ikke helt forståelig, medmindre man ene og alene tænker i moralske baner .....

 

https://www.roennebech.dk/mytologi/myter/Yduns_guldaebler.html 

 

Tidsfordriv i en Corona-tid

 

Dette er en almindelig søndag i februar, og klokken er knap 2 om eftermiddagen. Under normale omstændigheder ville jeg se en masse børn, der leger i klatrestativet uden for mit vindue, men nej, det gør jeg ikke i dag. Jeg ser heller ikke deres forældre eller bedsteforældre i pænt tøj og på vej til et eller andet hyggeligt arrangement uden for hjemmet. Til gengæld ser jeg temmelig mange vinduer i genbohuset, hvor gardinerne er trukket for, eller persiennerne er nede. Ud fra mine erfaringer de sidste måneder vil jeg om ganske få timer se 99% af alle disse vinduer med nedrullede gardiner eller lukkede persienner. Der er dog lys i rummene inde bag ved de mørklagte vinduer, og jeg forestiller mig scenerier som den ovenfor med manden, der sidder sammenkrøbet i sin lænestol og ser TV, for det passer nogenlunde med det, jeg selv planlægger for aftenen. 

Hvor lænestols-TV-kiggeren ligner én, der virkelig er blevet fanget ind af depressionens fangarme, så er der noget villet og nærmest "omvendt positivt" over denne kvinde, der bare ønsker at se det, hun kender til hudløshed. Hun ligner én, der har en plan til at få bugt med en negativ situation, nemlig hygge-TV, der velsagtens før har glædet og underholdt hende. Nok et smartere valg end det, jeg har foretaget, for jeg ser rigtig mange dokumentarudsendelser om grufulde krigshandlinger og seriemordere. OK, også den slags bør man kende til, men det ville nok være bedre, hvis man i denne Corona-tid kunne finde noget virkelig morsomt, bare engang imellem. Jeg forsøgte forleden aften, men fandt intet, der ikke var tåbeligt og/eller uinteressant. F.eks. falder det, der burde kunne sætte fut i ens lattermuskler for alvor på rumpen med et brag, da jeg har svært ved at more mig over afbildninger af kvinder, der i stil og psyke hører 50'erne eller 60'erne til, men som angiveligt slår deres folder i et moderne kontor-landskab. Den kulrede eller forfjamskede blondine er bare ikke sjov mere, for sådan et kvinde-ideal appellerer ikke længere til personer af hunkøn. Noget, der måske rammer Marilyn Monroe-film, for jeg har i hvert fald hørt kvinder sige, at de ikke kan holde hende ud .......

Så er der aktualitetsprogrammerne, og ja, lad os ikke glemme de enorme mængder løgne, der er blevet hældt ud over os med T. Rump og hans administration. Jeg hensættes i daglig undren over alt det, ganske almindelige og søde amerikanere er blevet bildt ind og nu tror på. Den gik trods alt ikke herhjemme, og det er jeg vældig glad for! Hvis man ser på det som underholdning, så hører den slags til gyser-genren, men det er jo altså tænkt som orientering om en reel situation og ikke bare tidsfordriv, der skal more os, så min kritiske sans melder sig straks og siger "Vorherre-bevares!!"

Tjah, tiden er både helbreds- og vejrmæssigt som skabt til at nyde gode bøger, men dér har jeg opdaget noget, der bekymrer mig: jeg har perfekte muligheder for at læse masser af bøger og har ligefrem nogle ulæste liggende. Problemet er, at jeg ikke rigtig gider .... Hvorfor nu det???? Jeg tror, det skyldes en speciel form for Corona-træthed, fordi man ender med at blive overmæt af al den tid, der står til ens rådighed, uden rigtig at kunne bruges til noget. Der er tale om en utilsigtet evighedsmaskine, og det er direkte udmattende at være lukket inde og ikke lave meget andet end bare at få tiden til at gå.

Jeg har dog (modvilligt) måtte erkende, at en af grundene til denne sære Corona-inerti er den, at man ikke bevæger sig. Begrebet sofa-kartoffel får ny mening, for det er en forvandling, der sker automatisk uden et bevidst valg. Man er træt, fordi man er træt, og man er træt, fordi man ikke gør noget fysisk. Jo mindre man bevæger sig, jo trættere bliver man, og desto sværere bliver det at komme i gang med noget andet end at flytte sig fra stol til sofa og tilbage igen ..... 

Fyren her synes sikkert, at han sidder ganske udmærket, for når dovenskaben regerer, så har det behagelige vide grænser. Om føje tid, som man siger, vil hans ryg og numse dog fortælle ham, at han ikke sidder godt, men om denne erkendelse kan få ham i gang med at samle den nye kontorstol, er ikke til at sige, for nogen ville regere med en udvidet træthed og ugidelighed, der nærmest fungerer som et alibi: "Nu, hvor de har ondt, så kan de slet ikke belaste kroppen med sådan noget som at samle en stol ...." Mennesket har en utrolig evne til ikke at gøre det, der er bedst, men det, der er mest behageligt, og som kræver mindst, og det er ret beset temmelig foruroligende mht hvad denne Corona-indelukkethed gør ved os på længere sigt ....

 

 

 

Hvert hjem sine spøgelser?

 

Sarah Lockwood Pardee blev anset for en overmåde passende kone for riffel-arvingen William Winchester. Hun blev regnet for meget smuk og var i hvert fald særdeles begavet på flere felter, der virkede perfekte for en fin og fornem millionærfrue. De blev gift i september i1862 og lader til at have haft et godt og kærligt ægteskab.

Winchester-familien var meget velhavende, da deres bestemte riffel-type så at sige "havde vundet vesten". At dette ikke var sket uden voldsomme blodudgydelser og overgreb siger sig selv. Den sarte Sarah må have været påvirket af erkendelsen af dette faktum, for da hendes mand døde af tuberkulose i 1881, led hun et psykisk kollaps. Hun begyndte bl.a. at føle sig jagtet af spøgelser af dem, som riflen havde dræbt.

En ven rådede hende til at tale med et medium om dette problem, og den samtale ændrede hendes liv totalt. Mediet - nemlig Adam Coons fra Boston - fik hendes tillid ved bl.a. at kunne nævne fysiske særtræk ved hendes afdøde mand, så hun stolede på det råd, han gav hende: byg til dit hus uden ophør. Hun købte en stor grund med et halvfærdigt hus og gik så ellers i gang. Arbejderne sled i det døgnet rundt, og det, hun byggede de næste 38 år, ligner nogle grafiske tegninger, der kunne have været lavet af M.C. Escher (1898-1972), men ene og alene var skabt ud fra hendes udførlige beskrivelser og tegninger.

M.C. Escher-tegning

Ejendommen dækkede et stort område, men det mærkeligste ved den er ikke bare virvaret af ydre tilbygninger, men de indre rum. Oprindelig var bygningen syv etager høj og havde mellem 500 og 600 værelser, men jordskælvet i 1906 ødelagde de allerøverste etager, som hun valgte at ikke genopføre. 

Sarahs ejendom med det uendelige antal tilbygningerhavde et indre, der bl.a. bestod af trapper op til loftet, døre ud til ingenting, værelser inden i værelser, osv., osv.. 

Alt var kvalitetsarbejde, men hvad pokker, hun var jo også en af sin tids rigeste kvinder med en arvet formue på 20 million dollars plus omkring $1,000 dollars om dagen i royalties resten af sit liv. Omregnet til vore dages penge var det rigtig meget. Hun kunne have gjort som så mange andre rige arvinger og have brugt pengene på smykker og fornøjelser, men nej, det var ikke det, hun mente, at hendes liv skulle gå med. Det siges, at om dagen byggede hun eller udarbejdede nye tegninger til tilbygninger, der alle fulgte et matematisk princip med 7, 11 og 13 som det grundlæggende.

M.C. Escher

Det lader dog ikke til, at spøgelserne forsvandt, blot at hun fandt en eller anden form for forståelse med dem, for hvor hun byggede om dagen, holdt hun seancer om natten.

Ingen ved ret meget om hende og hendes privatliv, ikke engang m.h.t. hendes fødselsår. Man ved dog, at hun døde den 5. september, 1922. Alt andet forblev hemmeligt, da ikke engang hendes tjenestefolk var til at få et ord ud af, hvad det angik. Noget, man mener, skyldes hendes generøsitet vedr. gager og vilkår. Hun var og blev en gåde, men hendes hus er den dag i dag kendt som et særdeles hjemsøgt sted. Spøgelserne trives åbenbart den dag i dag ....

 

https://people.com/movies/americas-most-haunted-house-all-the-crazy-details-of-the-winchester-mansion/

 

http://thetruthaboutsarahwinchester.com/

 

https://www.winchestermysteryhouse.com/timeline/ 

 

 

Himmel, jord og helvede - eller noget, der ligner .....

 

Hieronymous Bosch (ca. 1450-1516) rystede sandelig ikke på hånden, da han malede "The Garden of Earthly Delights" mellem 1490 og 1510. Han har svælget i figurer og episoder, der som regel - men ikke altid - er blevet tolket som referencer til Biblen. Dette er måske hans bedst kendte værk, men det er aldrig kommet til at fungere, som det var meningen, at det skulle, nemlig som en altertavle med tre sammenklappelige paneler. Noget, der egentlig er ret forståeligt ud fra de voldsomme scener, disse paneler indeholder, og som man bedst ser ved at fremdrage nogle af de mange, mange spændende detaljer. 

Hver lille detalje - som f.eks. den med rotten og ansigtet - er så syret og samtidig så stærkt, at man gribes af en ustyrlig trang til at afkode dem deres dybere mening. Noget, man dog hurtigt finder ud af kræver en specialviden - samt en stærk fantasi. Hvad pokker foregår der i disse billeder, og hvor fik han sine ideer fra??? Nogle af scenerne virker som de tolkninger af Helvede, som han var berømt for, men ikke alle, og så melder problemet sig: én ting er figurer, der f.eks. ses som bibelske, noget andet er dem, der mere virker som noget fra et personligt mareridt. Sidstnævnte type kan virkelig hurtigt både fejl- og overfortolkes. 

"The Garden of Earthly Delights" består af tre fløje i et sammenklappeligt kunstværk, der oprindelig var tænkt som en altertavle, men aldrig blev brugt sådan. Ikke mindst fløjen til højre blev fyldt med gruopvækkende væsener, der ikke bliver mindre skræmmende af, at denne fløj regnes for det sidste led i et forløb. Den bliver til "endestationen", medens midterstykket anses for at forestille en station på vejen, hvor mennesker møder og/eller hengiver sig til utallige syndige fristelser. Nogle af de symbolske detaljer kan imidlertid tolkes på utallige måder og også som andet end "synd".

Ifølge Biblen er endestationen for menneskets jordiske rejse enten Himlen eller Helvede, alt efter hvordan man har levet sit liv. Det forekommer mig dog at være ret mystisk, at Himmel-stykket viser noget, der som regel bliver tolket som skabelsen, men med en meget ungdommelig Gud, der nok i virkeligheden er Jesus. 

Hvis man aflæser alle tre billeder fra venstre mod højre - hvilket er det logiske og mest brugte - så bliver livet en sørgelig affære, der uvægerligt ender i Helvede. Sådan plejer man nu ikke at se dette trefløjede billede, selv om de fleste kunsteksperter er enige i tolkningen af det som menneskelivet med fristelser og synder, rammet ind af Himlen og Helvede.

Når man lukker de tre fløje, så kommer der et smukt og ligesom afklaret billede frem. Det har sandsynligvis relation til forestillingen om Verdens Skabelse, men ligesom der ikke er enighed om tolkningen af de indre paneler, så er der det heller ikke om denne del af værket. 

Hieronymous Bosch har efterladt sig mange billeder, der den dag i dag fascinerer tilskuerne, hvad enten de er privatpersoner, kunstnere eller kunstkendere. Alligevel har man aldrig kunnet skrive hans biografi, for han har ikke efterladt sig skriftligt materiale. Man ved, at han blev født i sin bedstefars hus i Holland, men hvordan han var som menneske eller så ud, er der ingen, der rigtig ved. Tegningen ovenfor er da også posthum og stammer fra en, der angiveligt kendte ham - eller som fantaserede om ham? Det er ikke til at vide ud fra de meget, meget få oplysninger, der foreligger. Én ting ved vi dog, nemlig at han længe efter sin død har inspireret mange senere kunstnere som f.eks. Pieter Bruegel the Elder, Joan Miro, Max Ernst, René Magritte og Salvador Dali.

https://www.hieronymus-bosch.org/biography.html

 

 

 

Forbandelser

 

Jeg har ikke nogen særlig tiltro til forbandelser, men der er nogle onde ønsker, som jeg finder dybt anstødelige. Dermed ikke være sagt, at jeg føler, de virker, for det gør jeg ikke. At sige dette til et menneske med børn er dog noget af det laveste, man kan gøre: "Umarım çocuklarından fazla yaşarsın."

Remsen er tyrkisk og betyder sådan noge som: "Gid du må leve længere end dine børn." Dvs. at man med denne remse forsøger at sende et virkelig ondt ønske imod et andet menneske, der ser sin børnerigdom som den sande lykke i tilværelsen. Ikke at jeg tror, remsen virker, men at blive udsat for en andens negative ønsker for ens liv og skæbne er og bliver ubehageligt og uhyggeligt.

              Man har troet på hekses og troldmænds forbandelser og frygtet at blive ramt af dem

Selv om en forbandelse er en form for modsætning til forbøn, hvor nogen beder for én og ønsker én det godt, så minder processen en hel del om hinanden. Også i forbønnen er der remser og ord, der tillægges en magisk virkning, selv om man ikke kalder det det. Forbøn er noget religiøst, hvor Gud, Jesus eller andre himmelske koryfæer anråbes, medens forbandelser har en vis tiknytning til Djævlen og hans kult. Man forestiller sig dog, at alle forbandelser kan brydes, hvis man har - eller får - det, der kaldes "den rette tro".

Så langt, så godt, men hvem siger, at man overhovedet ved, at man er blevet forbandet? Mange har sikkert fjender eller uvenner, de ikke selv kender til, simpelthen fordi disse mennesker ikke altid giver sig til kende. Teoretisk set kan hvem som helst kaste en forbandelse på en eller anden, som de ønsker ondt.

Der går også en hel del myter om "familieforbandelser", hvor en hel slægt er underlagt en forbandelse, selv om de enkelte medlemmer måske aldrig har mødt eller bare hørt om den, der har lagt denne forbandelse på dem. Faktisk temmelig uhyggeligt, men mange af de eksempler, der anføres, virker nu direkte søgte. Det gælder f.eks. skuespilleren Bruce Lee, der fik kæmpe-succes med sine karatefilm. 

I filmene var han den uovervindelige super-helt, så hans fans blev direkte forbavsede, da han døde ung, pludseligt og uden en helt klar diagnose. Værre blev det dog, da også hans søn, Brandon, også døde meget tidligt, netop som han var ved at få hul på sin filmkarriere i he-man-roller. Dødsårsagen var tilmed en skydeulykke under en filmoptagelse, der bare ikke burde kunne forekomme ....

Overnaturlige forklaringer lå og blafrede i baggrunden, for hvordan kunne dette dog ske? Det viste sig "naturligvis", at nogle kinesiske købmænd, der følte sig gået for nær, på et tidspunkt havde udtalt en forbandelse over familien, og at den stadig var aktiv ....

https://everydayprayerguide.com/da/2018/11/07/10-frelsensb%C3%B8n-for-at-bryde-forbandelser-fra-familien/