Boobytrap

fredag den 26. februar 2021

Tanker omkring begrebet "had"

Dette manifest må vel gælde hele verden, og jeg kan såmænd godt sætte mig ind i den følelse, i hvert fald de dage hvor alt er dumt og går mig imod.

Det var ikke så lidt!!! Spørgsmålet er dog, om "you" står for "jer" eller "dig", dvs. "hele verden" eller bare én person. Jeg har indtryk af, at dem, der hader én, som regel har en mere intens følelse end dem, der hader "hele verden". Det personlige lægger tryk på følelserne, og de næres af erindringer om en uret, der ikke sådan er lige til at glemme eller skyde fra sig. Især ikke, hvis man regelmæssigt ser den, der har gjort en ondt, fornærmet en eller "bare" er en skiderik. Således kan jeg sige, at nok hader jeg fyre som Reinhard Heydrich, men det er en anden type had end det, jeg kan føle for personlige fjender. Her er der tale om et subjektivt had, som jeg ikke deler med andre: det er mig, det gælder, og selv nære venner kan have svært ved at forstå, hvad man taler om.

Det objektive kommer af afstand, medens det subjektive er knyttet til forestillinger om nærhed, og dette ulækre væsen er da heldigvis ikke nær på mig. Til gengæld kan jeg dele hadet til ham og hans slags med andre, der heller ikke er tæt på. Vi mødes i et objektivt had ....

Dette manifest forstår jeg ikke helt: hjerter, regnbue + noget, jeg ikke aner, hvad er. Ikke desto mindre et stærkt udsagn, der vel siger: "Jeg hader dig med fynd og klem!!"

"Rent had"?

Jeg tror ikke på "rent had" af nogen art. Hvis man med "rent had" mener en ubesmittet følelse, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, fordi den i den grad er velbegrundet, så er det alligevel svært at argumentere for dens berettigelse.

Her der der tale om vold imod et lille barn, der pr. definition er uskyldig, og som ikke har fortjent noget i den stil. Hvis man er barnets mor eller far, har man al mulig ret til at føle et subjektivt had, men noget dom dette kan så sandelig også sætte gang i et voldsomt objektivt had: jeg kender ikke dette barn personligt, men føler en så stor vrede imod den person, der har mishandlet sådan et lille, uskyldigt væsen, at det nærmer sig had. Man overvældes af mange forskellige følelser, når man ser sådan et syn, og den stærkeste er nok medlidenhed, men så sandelig også et stærkt ønske om at opnå retfærdighed for den mishandlede baby. Sidstnævnte følelse bliver til objektivt had.

Ord, der modsiges af en glad smiley, og det hele på sort baggrund? Temmelig forvirrende som budskab, men måske udtrykker det et spinkelt håb om at kunne forvandle hadet? I stedet for at hade sort-på-sort bør man kunne føle et hverdagshad, der egentlig ikke kvalificerer sig til betegnelsen "had", bl.a. ved at være noget forbigående. Hmmmm - den vil jeg tænke lidt mere over, for den er virkelig forvirrende ....

Mjølner, den nordiske boomerang

Tordenguden Thor havde et uforligneligt våben i den hammer, som de to dværge, Sindre og Brokk, havde smedet i forbindelse med Lokes væddemål med dem. Nu havde Loke det jo med at drille og snyde både den ene og den anden, og i dette tilfælde var det særlig alvorligt, for han havde klippet håret af sin hustru Sif, der var en fornem kvinde af aseslægt.

Thor blev rasende og forlangte, at han skaffede hende nyt hår, men af ægte guld, og det skulle kunne vokse som hår almindeligvis gør. Hvis ikke han gjorde det, ville han dræbe ham, og når Thor sagde den slags, så var det alvor. Derfor opsøgte Loke Ivaldesønnerne og fik hjælp af dem til at lave nyt guldhår til Sif. Ikke nok med det, men han fik dem også til at lave det uforlignelige skib Skidbladner samt spyddet Gungner. Pralhals som han var, pralede han af disse to fine ting over for dværgen Brokk og satte sit hoved i pant på, at ingen - heller ikke den kyndige dværg og hans lige så skarpsindige bror, Sindre - kunne overgå disse fantastiske frembringelser. Straks gik de to dværge i gang og fremstillede bl.a. galten Gyldenbørste og hammeren, Mjølner.

Da alle disse vidundere blev forelagt Odin, der skulle fælde dom i væddemålet mellem Brokk og Loke, dømte han til fordel for dværgene, hvilket betød, at Loke skulle af med hovedet. Brokk gjorde sig klar til at hugge det af, men den gik dog ikke, for Loke kom med et uimodsigeligt argument: "Hovedet kan du få, men halsen er min!"

Sifs hår voksede ud igen, men bestod nu af det pureste guld

Mjølner var det mægtigste våben i Asgård, og den havde mange nyttige egenskaber. Bl.a. kunne den skifte form og størrelse alt efter omstændighederne. Det, der først og fremmest gjorde den helt uforlignelig, var, at den altid kom tilbage til den, der kastede den, fuldstændig ligesom en boomerang. På grund af dens voldsomme kraft, både når den blev kastet og vendte tilbage, måtte Thor have smedet den magiske handske Iarngreipner, der var overmåde stærk og kunne beskytte den hånd, Mjølner returnerede til med fuld kraft. Hammeren ramte altid den, den blev kastet imod, og Thor elskede den. Da den pludselig forsvandt, bad Thor den luskede Loke om hjælp. Sammen fandt de ud af, at den nok var blevet stjålet af jætten Trym. Det viste sig at være rigtigt, men Trym stillede vilde krav for at levere den tilbage. Han forlangte nemlig at få kærlighedsgudinden Freja som kone i bytte for hammeren. Freja nægtede fornuftigt nok at lade sig vie til Trym, men han veg ikke: ingen Freja, ingen returnering af Mjølner.

Gode råd var dyre, men Heimdal fandt på en udvej: Thor kunne selv opsøge Trym, forklædt som den smukke Freja. Da Mjølner var en uvurderlig hjælp i kampen mod jætterne, var Thor villig til lidt af hvert for at få den tilbage, så han gik ind på Heimdals forslag og drog afsted sammen med Loke, iført noget af Frejas tøj.

I betragtning af at Freja var den skønneste kvinde blandt gudinderne, var dette en meget dristig plan, for hvor hun udstrålede femininitet, stod han for rendyrket maskuliniet, men hvo intet vover, intet vinder, så han drog afsted, fast besluttet på at få Mjølner tilbage.

Klædt som brud optændte Thor på besynderlig vis Tryms begær i en sådan grad, at han overså ALT, der pegede på, at denne kraftige, skæggede person med det gennemborende blik ikke var Freja. Da jætten - som aftalt - gav sin "brud" Mjølner i hånden, forvandledes sceneriet fluks fra bryllup til slagmark, for Thor kastede hammeren og fik huset til at styrte sammen, så en masse jætter omkom. Efter denne dåd vendte han tilbage til de andre guder sammen med Loke.

Alt var godt igen, Thor havde sin hammer, og Mjølner svigtede ikke, men der var dog én ting hverken den eller nogen af guderne kunne stille noget op imod: alderdommen.

Da den gamle, krogede kvinde Ælde blev præsenteret som Thors modstander i en brydekamp, syntes resultatet givet på forhånd, men hun viste sig at være en mere end værdig modstander. Faktisk besejrede hun ham, og først derefter blev det afsløret, at hun var den personificerede alderdom, som guderne kun kan frelses fra af Iduns æbler.

Thor er og bliver en brushane, der tydeligvis har flere muskler end hjerneceller. På et tidspunkt blev han også stillet over for en konkurrence om at tømme et drikkehorn, hvilket han ikke regnede for en særlig svær opgave. Han bællede i sig, men hornet tømtes ikke, og det viste sig at være de uudtømmelige verdenshave. Også denne gang kom han til kort, men han er dog stadig en af de mest populære af de farverige nordiske guder ....

torsdag den 25. februar 2021

Hvem er hvem?

Ja, denne klinge var den, der huggede hovedet af dronningen af Frankrig, Marie-Antoinette (1755-1793), og hun var ikke den eneste, der mistede hovedet under Den Franske Revolution. Denne fandt formentlig kun sted, fordi hun og hendes mand, Ludvig XVI (1754-1793), ikke forstod den sociale situation. Jeg tror, de begge blev meget forbavsede over, at problemet med de utilfredse borgere ikke gik i sig selv igen, sådan at deres priviligerede liv kunne fortsætte, som det hele tiden havde gjort. Han var i hvert fald uerfaren og nærmest handlingslammet, tilmed på flere af livets vigtigste områder for en konge. Et af disse bestod nemlig i at skaffe landet en tronfølger, og det varede hele otte år, før dronningen endelig langt om længe blev gravid.

Voksfigurer, der forestiller den døde dronning og hendes mand

Marie-Antoinette var kendt for sin store skønhed, sin ødselhed og sin pyntesyge. Ingen af disse karakteristika passede helt på hende, for ligesom noget nær alle andre habsburgere havde hun tunge og ikke klassisk smukke træk, og i virkeligheden foretrak hun et landligt, ukompliceret og privat liv langt væk fra hoffet. Hun blev gift med den kejtede tronarving Louis-Auguste som 14-årig i 1770, men der var store problemer i ægteskabet, som hendes bror, den østrigske kejser Joseph II, efter nogle års ufrugtbart samliv måtte hjælpe det unge par med. Han forklarede sin svoger grundprincipperne i børnefødsler, og den naive og uerfarne Louis fik desuden en sex-lærerinde, nemlig den gifte kammerpige Philippine Lambriquet. Resultatet af alle disse anstrengelser var en sund og rask datter ni måneder senere, og den lille pige lignede til forveksling den datter, som dronningen fødte nogenlunde samtidig. Faktisk lader der til at være tvivl om, hvem der er hvem, bl.a. i forbindelse med et bestemt billede.

Dette billede bliver som regel fremstillet som et portræt af det barn, som kammerpigen fik med kongen, nemlig Ernestine de Lambriquet. Der er dog eksempler på, at det regnes for et billede af Marie-Antoinettes datter, Marie Thérèse, for så meget lignede disse to formodede halvsøstre hinanden, at de let kunne forveksles.

Noget, der bidrager til forvirringen er, at Ernestine blev adopteret af kongeparret sammen med tre andre børn. På et tidspunkt blev hun ligefrem angrebet af "pøblen", fordi man troede, at hun var Madame Royale, som kongeparrets datter, Marie Thérèse, blev kaldt.

Dette er Madame Royale, dvs. Marie-Therese (1778-1851), datter af Ludvig XVI og Marie-Antoinette samt dronning af Frankrig i 20 minutter. Hun blev gift med hertugen af Angoulême, der som søn af Ludvig XVI's bror, nemlig kong Charles X, var hendes fætter. Den 2. august 1830 måtte både hendes mand og svigerfar nødtvungent underskrive en abdikations-erklæring, hvilket teknisk set betød, at hun var Frankrigs dronning i de tyve minutter, der gik, efter at Charles X havde skrevet under, men endnu ikke hertugen.

Marie-Thereses mand samt fætter, Louis-Antoine, Hertugen af Angoulême

Efter at hun døde af lungebetændelse i 1851 opstod der rygter om, at hun aldeles ikke var Madame Royale, men at hun som en prinsesse i alvorlig fare på grund af revolutionen var blevet udvekslet med sin formodede halvsøster, Ernestine Lambriquet. Dette førte til, at man i 2013 gravede en grav op i Tyskland, der tilhørte en mystisk kvinde, der var kendt som "Den Sorte Grevinde". Hun havde opgivet sit navn som Sophie Botta og boede på et slot, men når hun en sjælden gang forlod det, så var hun altid tildækket, så ingen kunne se hendes ansigt. Nogle tyske historikere mente, at hun var den ægte Madame Royale, men DNA-prøver viste, at det ikke var tilfældet. Hun var og blev til gengæld et fortsat mysterium, for ingen lader til at vide, hvem hun var, og i årenes løb har der været mange spekulationer omkring hendes identitet.

Madame Royale som ældre

Men hvad så med Ernestine Lambriquet, hvordan blev hendes liv? Det beskrives vist bedst med en tur i rutschebanen, for hun dykkede socialt fra slotte og fornemhed til flugt og usikkerhed. Hendes mors mand - der jo muligvis var hendes biologiske far, selv om alle mente, det var kongen - blev fanget og henrettet for sin forbindelse med kongehuset. Selv blev hun under navnet Marie Philippine Lambriquet gift med en enkemand, men de fik ingen børn. Da hun døde i 1813 som 35-årig blev hendes forældres navne angivet som Jacques Lambriquet og Marie Philippine Noirot.

Når virkeligheden kopierer litteraturen

Ikke ligefrem en hygge-onkel: Edgar Allan Poe.

I 1838 udgav Edgar Allan Poe en roman - faktisk hans eneste - "The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket".

Historien var en grum beskrivelse af en flok sømænd, der lider skibbrud. De havner på en øde ø, og for at overleve trækker de lod om, hvem af dem, der skal slagtes, så de andre kan spise hans kød. Valget falder på en ung mand ved navn Richard Parker.

Denne historie er selvfølgelig fuld af gys og gru, for det er jo Poe, der har skrevet den, men er den også en uhyggelig forudsigelse af kommende begivenheder? Tjah, det kunne godt være tilfældet, hvis nu man læser fortællingen med bagkundskabens skarpe blik: Knap halvtreds år senere sker der et virkeligt skibbrud, hvor en ægte flok sømænd lander på en øde kyst. Gode råd er dyre, for de har ikke noget at spise. "Heldigvis" for dem bliver deres yngste medlem, en 17 år gammel skibsdreng syg, hvilket får dem til at se ham som deres frelse fra sultedøden. De slagter ham og spiser ham derefter. Hans navn? Richard Parker .....

onsdag den 24. februar 2021

Levende "døde"

Ja, sådan går det, når man er død, huden og kødet skræller automatisk af og det er der en vis logik i. Skelettet frigøres for vævet og blottes. Selv mener jeg, at dette skelet også indeholder en vis skønhed, bare på et andet plan. Det er en afslutning, de fleste accepterer som uundgåelig, men hvad nu, hvis denne forrådnelse bare er noget, kvinden FORESTILLER SIG, og hun i virkeligheden er spillevende samt sund og rask? Nogle mennesker kan nemlig ende med troen på, at de slet ikke eksisterer eller er "døde" - hvilket de altså bare ikke er .....

Her har vi et af de engang så populære post mortem-fotografier af et sørgende forældrepar med deres døde datter. Sært, men endnu mere sært, hvis hun slet ikke er død, men bare tror det. Hvis det er tilfældet, (hvad det altså ikke er her!!!), så lider den unge kvinde måske af "Cotard's Syndrome" - også kaldt "Walking Corpse Syndrome" - hvor et menneske er overbevist om, at han/hun allerede er død eller bare ikke eksisterer. Betegnelsen "Cotard's Syndrome" stammer fra den franske psykiater, der beskrev fænomenet i 1880. Lidelsen er overmåde sjælden, idet man kun kender omkring 200 tilfælde i vor tid, hvilket man jo må være glad for, da det ikke kan være rart at føle sig som en levende død.

Der er selvfølgelig risiko for, at patienter, der kommer til deres læge med denne forestilling om at være død, afskrives som hypokondere, psykisk syge eller lignende, og at de derfor ikke figurerer i statistikken. Dvs. at teoretisk set kan der være mange flere, der bare opfattes på en anden måde, og som derfor får en anden diagnose - eller bliver afvist.

To små piger med deres døde søster

De fleste patienter med denne specielle lidelse er midaldrende kvinder, og det er jo typisk at afskrive dem som deprimerede, fordi de ikke længere får samme opmærksomhed, som da de var unge. Lider de af "Cotard's Syndrome"? Det er muligt, men det kan også "bare" være en depression. Noget, der også gør det indviklet med en diagnose er, at dette syndrom er knyttet til symptomer, der i sig selv udgør en sygdom: demens, en eller anden form for hjerneskade, epilepsi, skizzofreni, osv..

En variant af sygdommen visser sig som anklager imod andre: "Du er DØD!!" Noget, der er ret grotesk, da den anklagede aldeles ikke er død, men spillevende. I 2008 var der en 53-årig kvinde, der påstod, at hendes familiemedlemmer var døde og "lugtede som rådne fisk". Sagen bliver ikke mindre absurd af, at de anklagede også ønskede at blive ført til et ligkapel, fordi de "ønskede at være sammen med de døde". En sådan detalje i en veldokumenteret sag gør unægtelig tingene meget mere forvirrende ....

https://www.webmd.com/schizophrenia/cotards-syndrome

Cotard delusion - Wikipedia

Da Churchill forlod badet for at blande sig

Den på det tidspunkt 36-årige indenrigsminister Winston Churchill lå i et dejligt, varmt bad, da han fik at vide, at en flok udenlandske anarkister var blevet afsløret under et indbrud i en juvelerbutik. Nu var det sådan, at en del af financeringen af Den Russiske Revolution foregik ved kriminalitet rundt omkring i Europa. Denne episode, der senere blev kendt som "The Siege of Sidney Street", fandt sted den 16. december 1910, hvor russiske anarkister hamrede løs på det, der forhindrede dem i at komme ind til alt det dejlige guld og ædelsten, de var ude efter. At det larmede, og at de omkringboende havde hørt det og havde tilkaldt politiet, forstod de først efter at være blevet omringet.

På det tidspunkt stod Churchill typisk nok i forreste række, dvs. ofte foran den store skare ordenshåndhævere, der belejrede skurkene. Ja, han gik tilmed over stregen ved at komme med anbefalinger, der vist mere var ordrer, han slet ikke havde nogen ret til at udstede. Noget, han senere blev kritiseret for, uden at det dog gik ham på.

Ved tidligere episoder som f.eks. "The Tottenham Outrage" året før var det gået galt. En politibetjent og en dreng mistede livet. Betjenten var en flot fyr ved navn William Tyler, og han blev hædret på alle leder og kanter. Bl.a. fik han et fint gravmonument.

Forbryderne var der selvfølgelig ikke nogen sympati for i befolkningen. Churchill udtalte sig på et tidspunkt om en af de mere kendte, Peter Painter: "One of those wild beasts who, in later years, amid the convulsions of the Great War, were to devour and ravage the Russian State and people" (THOUGHTS AND ADVENTURES/AMID THESE STORMS, 1932, Woods A39).

Stående midt mellem to mænd, der var der i embeds medfør - en af dem tilmed tungt bevæbnet - titter Winston frem, iført sin høje hat, der signalerer en helt anden socialklasse samt manglen på en funktion i dette sammenhæn. Desuden, som sagt før: på mange af de billeder, hvor man ser ham, befinder han sig i allerforreste linje, hvilket for os nutidsmennesker er en morsom detalje, da han overhovedet ikke havde noget at gøre dér.

Han burde være blevet i sit bad, men nej, sådan var han ikke, hverken dengang eller under Anden Verdenskrig. Mange år efter har man moret sig over hans deltagelse i denne episode, der faktisk kostede flere liv samt mange sårede, men dengang var man forarget. Han gjorde dog også en vis nytte, da han som indenrigsminister kunne forbyde brandmænd at gå ind i det belejrede og brændende hus, hvor der befandt sig et par anarkister, der endte med at omkomme. Brandmændene og politifolkene var ellers havnet i en voldsom diskussion om ret og pligt mht den brændende bygning, men den fik Churchill bragt til ende, da han befalede, at de kun måtte starte en brandslukning, hvis flammerne bredte sig til de omkringliggende huse.

Tags:controversies|Home Office

tirsdag den 23. februar 2021

Om at arve en stilling, man ikke er kompetent til

Når man tænker på monarkers værdi for de lande, de regerer, så er det tydeligt, at gode og milde, men vattede personer som Ludvig XVI af Frankrig og Nikolaj II (1868-1918) af Rusland bare ikke dur. Ingen af dem gjorde nogen gavn for de rigdomme, der tilflød dem, og det er retfærdigt, at de blev afsat, men når det kommer til deres videre skæbne, så virker det grusomt og unødvendigt at henrette dem på den måde, det foregik. Man forstår dog folkets vrede, for medens disse monarker levede i rigdom og overflod, så sultede mange, der bare ikke havde nogen udveje i et samfund, der var kæntret socialt set.

Nikolajs forældre, zar Aleksander III og hans danskfødte hustru, Dagmar

Desværre blev Nikolaj slet ikke undervist i det vigtigste for både ham som zar og hans land: de politiske tendenser, der var, hvorfor de var opstået, og hvorfor oprøret ulmede. Han har sikkert aldrig forstået, hvad der foregik uden for den kreds, han omgav sig med, og som bestod af dybt religiøse, konservative og bagstræberiske personer. Lige fra sin barndom havde han fået tudet ørerne fulde af lovprisninger af det russiske selvherskersystem, som han via sin position legemliggjorde. I stedet for virkelig rådgivning af kyndige personer, holdt han sig til spytslikkere, der smigrede ham og hans familie lige ind i døden.

Desuden var han en klumpedumpe. Allerede ved kroningen gik det galt for ham, da han tabte et symbol på det russiske kejserdømme. Senere blev over tusind mennesker trampet ned ved den senere folkefest, fordi planlægningen var alt for dårlig. Hans mangel på pli - eller var det empati??? - rystede folk, da han samme aften deltog i et bal i den franske ambassade. Det meste af hvad han foretog sig var galt, ikke mindst hans ægteskab med den over-religiøse Alexandra af Hessen. På mig virker de som to blinde, der tvinges til at være vejvisere for både deres folk og familie. Resultatet var nærmest givet på forhånd.

Hverken Nikolaj eller hans kone fattede de tendenser, der herskede i samfundet. De ignorerede - eller så simpelthen ikke??? - alle tegn på, at der kunne udbryde en revolution. Efter nederlaget i den russisk-japanske krig i 1905 opstod der et oprør, der fik Nikolaj til at oprette en folkevalgt forsamling, "dumaen", men blot nogle få måneder senere, brød han sit løfte til sit folk. Landet befandt sig på sultegrænsen, da han sendte soldater i kamp under Første Verdenskrig, og det førte efter et par år til første led af Den russiske Revolution: Februarrevolutionen i 1917. Familien levede som de forrige zarer i umådelig pragt og rigdom, mens folket var fattigt. Regentparret var mildt sagt ikke demokrater og ignorerede alle trusler om revolution. Den provisoriske regeringsleder, Aleksandr Kerenskij, tvang derpå zaren til at abdicere, hvilket skete den 15. marts.

Zaren og hele hans familie blev holdt i fangenskab, men kunne dog under en del af fangenskabet færdes uden for huset, her ses han sammen med sin søn. Efter anden del af Den russiske Revolution, nemlig Oktoberrevolutionen, faldt hammeren imidlertid for alvor, hvilket tydeligvis kom helt bag på Nikolaj og hans familie. Hans reaktion, da dødsdommen blev læst op for ham, viser, at han dels ikke fattede, hvad der foregik, dels ikke på nogen måde havde ventet, at dette kunne ske.

Den tidligere urmager Yakov Yurovsky (1878-1938) var udnævnt til "over-bøddel", men han var ikke den eneste, der deltog i henrettelsen. Da han den 17. juli 1918 læste dødsdommen op for familien, bad Nikolaj ham om at gentage den. Det var tydeligt, at han bare ikke fattede, hvad manden talte om, sandsynligvis fordi han var oplært i en fast tro på sin egen guddommelige mission som zar. Hans sidste ord var et fremstammet "Hvad, hvad?" At han kunne komme ud for noget sådant lå simpelthen uden for hans fatteevne, men han var dog heldig, at alle de involverede, hvis opgave det var at stå for henrettelsen, var ivrige efter at sigte på ham, for han døde som den første meget hurtigt. Andre - og langt mere uskyldige - led virkelig overlast.

En kunstnerisk gengivelse af henrettelserne

Den næste, der fulgte, var hans kone, Alexandra, der blev skudt i hovedet. Derpå blev det tronarvingen, den syge søn, Alexeis tur. Hans fire søstre fulgte efter, men det tog længere tid, fordi de juveler, de havde syet ind i tøjet for det tilfældes skyld, at de skulle undslippe deres fangenskab, kom til at fungere som en art redningsveste.

De overleverede beretninger om de fire søstres død er grumsom læsning, og det viser, at denne henrettelse af en hel familie var dybt amatørmæssig. Det fortælles også, at soldaterne fik sprut i spandevis, før de blev sat til at skyde disse mennesker, og det forklarer måske noget af miseren, men ikke det hele. Der er også forskellige versioner af forløbet, og det er tydeligt, at nogle af de henrettede gennemgik store lidelser, før de endelig døde.

Rummet hvor henrettelserne fandt sted

Der er ingen tydelige angivelser af, hvordan Yakov Yurovsky senere havde det med denne voldsomme begivenhed, som han jo ikke havde udført på rimelig måde. Nogle påstår, at han var ked af sin deltagelse, medens andre til gengæld hævder det modsatte, nemlig at han tværtimod var stolt af det, han havde gjort. Én ting er at dræbe samfundsnyltere, som han sikkert har følt, at de var, noget andet er det, der bare 20-30 år senere skete for hans eget folk, nemlig jøderne, men det ramte dog ikke ham og hans familie ....

Yakov Yurovsky, der angiveligt udviklede en smag for te

Mange år efter henrettelserne fandt man det, der var tilbage af zar-familien. Dette er således den stormægtige Nikolaj II, hvis totale inkompetence førte til katastrofen for ham, hans kone og børn.

Kilder:

"The Last Days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg": Helen Rappaport

Wikipedia