Testikler og transplantationer

 

Dr. Leo Stanley (født i 1886) var læge ved San Quentin Prison i Californien. Han blev meget berømt/berygtet for nogle testikel-eksperimenter, han foretog på fangerne. Efter hans opfattelse hang nogle mænds tendens til at begå forbrydelser sammen med lave testosteron-værdier. Hvis det blev tvunget i vejret via en transplantation, ville disse slemme tendenser efter hans mening forsvinde af sig selv. Fidusen ved et fængselsjob for en læge med den slags ideer var, at her var der let adgang til henrettede unge, raske mænds testikler, der f.eks. kunne transplanteres til dem, der manglede det, de havde, men mistede med døden. 

Jeg har set forskellige tal på, hvor mange, der blev udsat for dr. Stanleys eksperimenter, enten med testikel-transplantationer fra henrettede eller indsprøjtninger med bearbejdede og flydende dyre-testikler. Det svinger fra 600 til 10.000, så hvad det end er, var det en betydelig mængde, der blev forvandlet til menneskelige forsøgsdyr. Lægens "bevis" på, at hans operationer var en succes, bestod efter sigende i udsagnet fra en fange, der fortalte, at han følte sig "mere energisk" .....

Fyren i midten er Leo Stanley

 

 San Quentin-lægen Leo Stanley med sin første kone, Romaine Stanley, ca. 1915

Eftersom Leo Stanley opnåede stor berømmelse som kirurg, henvendte forskellige testikel-trængende personer sig for at få operationen. I 1919 hvor morderen Antone Lepara stod for at skulle henrettes, modtog hans kone såleldes et tilbud fra en anonym forretningsmand, der ønskede at købe den dødsdømtes testikler til en transplantation. Han var villig til at betale $10,000 for de snart overflødige legemsdele - hvilket vil sige næsten $150,000 i dagens valuta - og fru Lepara havde to døtre, hun skulle forsørge efter sin mands snarlige død, men hun afslog dog tilbudet, som hun følte var "blodpenge". Det ærgrede den rige forretningsmand, da en transplantation nemt ville kunne finde sted efter henrettelsen, da Leo Stanley jo arbejdede i det fængsel, hvor den dømte sad. At Leo Stanley uden videre brugte den henrettede hr. Leparas testikler efter hans død, siger næsten sig selv.

https://www.sfgate.com/sfhistory/article/leo-stanley-gland-rejuvenation-surgery-14298920.php

https://historyofyesterday.com/the-medical-experiments-that-had-animal-genitals-transplanted-to-humans-dc535e3665ae

 

Lidt om livets mening

Det vi ser her er et perfekt øjeblik i en lykkelig mands liv. Han ligner en, der har oplevet den slags før, ja, måske mange gange, og derfor hviler han trygt i øjeblikket, helt tilfreds med at være, hvor han er, og være den, han er. Heldige fyr, for på en  måde har han fundet livets mening, der ifølge diverse vismænd netop er en tilstand uden snirkler og snørkler, men bare en fuldstændig tilstedeværelse i NU'et ....

Hvis det NU, man er havnet i, er noget møg, så er det selvfølgelig ikke så godt. Fyren med blomsten oplever da også kun et lykke-øjeblik, fordi han ikke har de samme bekymringer som de andre. Staklen, der går rundt i en konstant tordensky, skal vist opleve et mirakel for at kunne lægge den bag sig. Hans "øjeblik" får ham sikkert til at tvivle på livets mening, for det kan da umuligt være dette vedvarende ubehag, eller hva'? Tjah, dér kommer skæbnen jo ind i billedet, for den pådutter os en lykke af en slags og tolker, hvori den består, hvis man da ikke hører til dem, der gør den slags selv, og som ser optimistisk på ALT. Noget, der ofte kun sker, fordi disse mennesker lever mere i en utopisk fremtid, hvor alt vil lykkes, end i en realistisk nutid. Kort sagt, de drømmer ....

Ja, men der er jo altså også dage, der er alt andet end perfekte, nemlig fordi de byder på modgang, smerter og uforudsete begivenheder, der truer ens tilværelse, fremtid og hele livsstil.

Og hvordan skal dette så tolkes? "Slip snoren og svæv ved egen kraft" eller "hun var fortabt, fordi hun mistede grebet"? Begge tolkninger er logiske set ud fra billedet, men kun den ene er behagelig og derfor noget at stræbe efter. At miste grebet kan betyde alt lige fra at gå konkurs, blive smidt ud af sin bolig, tabe en formue, eller blive vraget af kæresten til at "stille træskoene", som man siger. Det kan dog også betyde, at man endelig fik lagt ens alt for stramme styre af sig og levede på en mere umiddelbar måde.

Det med at stille træskoene er noget, de færreste af os kan lide at tænke på, selv om døden som livets punktum i virkeligheden kan siges at være livets mening. Mennesker ønsker imidlertid at leve og gerne "fuldt ud". Sagen er bare den, at ligegyldigt hvordan vi end vender og drejer det, så er døden det uundgåelige facit for ethvert liv, menneskeligt, dyrisk eller botanisk. Om dette liv har haft mening afhænger ene og alene af individets personlige tolkning. Den, der levede dette specielle liv, tolker det måske helt anderledes end tilskueren, der gyser ved synet. Begge har deres værdinormer, som de går ud fra, og det er dem, der afgør, om dette specielle liv havde mening. Facit er altså, at livet har mening, hvis man giver det mening ved at udnævne det, man kommer ud for som noget, der var "umagen værd", det bedste, OK eller noget møg. Livet i sig selv uden en sådan individuel tolkning tror jeg ikke meget på, for her gælder det objektive skøn bare ikke ....

 

Cykel-krigere

Cyklen er et herligt køretøj, der kan være til både fornøjelse og nytte. Sådan en "jernhest" giver nemlig ikke bare transportmuligheder, men også god motion. Faktisk er den et glimrende middel mod deller og andet skidt. 

At den også kan bruges under krig, kom dog noget bag på mig, men jeg vidste nu heller ikke så meget om japansk krigsførelse. Da jeg undersøgte det nærmere, opdagede jeg tilmed, at japanerne ikke var ene om at finde cyklen nyttig som krigsudstyr. Det er der faktisk flere, der har gjort, både før og efter Første Verdenskrig.

Selve ideen med at bruge cykler som krigsudstyr stammer fra slutningen af det nittende århundrede. Smart nok udviklede franske militærgrupper omkring 1886 de sammenklappelige cykler, der kunne bæres på ryggen og foldes ud, når det var nødvendigt. Disse cykel-soldater blev som regel især sat ind til hurtige bevægelser mellem de enkelte slagmarker. 

Cyklerne viste sig også meget nyttige til transport af krigsudstyr. Brugen af dem fortsatte op i det tyvende århundrede, hvor både franskmænd, englændere, boere, danskere, finner og tyskere brugte dem.

I forbindelse med sådan en situation venter man at se en kæmpestor tank, men nej, det er en specielt udstyret cykel, og den fungerer åbenbart fint.

 

Flotte, franske soldater med flag og krigsudstyr

 

 

Et forbløffende syn af krigere i aktion!

Jernhesten blev skam også værdsat under Anden Verdenskrig, bl.a. af danskerne. Der var åbenbart ikke brug for tanks, når bare cyklen ikke punkterede og ellers fungerede, som den skulle. Om tanks ville have gjort en forskel er ikke til at vide, men i Danmarks tilfælde ville det vel bare have trukket pinen ud.

Danske soldater på vej til at bekæmpe tyskerne ved invasionen i 1940

Japanerne udviklede cykel-krigsføringen til et nyt højdepunkt under invasionen af Kina i 1937. Deres anvendelse af dette ydmyge køretøj gav dem en fleksibel transportmulighed af tropper, der dukkede op på en uventet måde. Desuden kræver cykler jo ikke hverken benzin eller andre brændstoffer for at virke, hvilket også er en stor fordel i krigstider. Fordi japanerne respekterede disse køretøjer som krigsmateriel konfiskerede de også privatpersoners cykler, efterhånden som de bevægede sig frem. En anden fordel var, at cykel-soldaterne kunne transportere mere og tungere udstyr. Således fortælles det, at hver enkelt soldat på cykel kunne bære omkring 36 kg, hvilket er betydeligt mere end de almindelige fodfolk. 

Tyske tropper på cykel, 1944

Det lader til, at alle krigsførende eller angrebne nationer fandt cyklen mægtig nyttig, men japanerne var nok de mest avancerede, når det kom til cykel-soldater. Mange af cyklerne på det invaderede område tilhørte civilbefolkningen, og dem konfiskerede de ikke bare, men anvendte dem også ved aktioner, hvor de i høj grad gjorde en forskel.

Heldigvis kan cyklen også bruges til andet end krigsførelse. Faktisk gør den mest nytte som transport- og underholdningsmiddel ....

 

https://www.welovecycling.com/wide/2019/06/28/japanese-style-bicycle-blitzkrieg/ 

 

https://www.bicycling.com/news/g27561042/world-war-1-bicycles/ 

 

Wikipedia

Dårende dejlig, fræk og sjov

Bothwell Browne (1877-1947)

 

Herrer i dametøj er et kapitel for sig inden for underholdningsindustrien. For det første bygger denne spillestil på en meget lang tradition på grund af vekslende forbud imod at lade kvinder optræde på scenen. Så må de, og så må de ikke, alt efter hvem der sidder ved magten, men kvinderollerne skal jo spilles, så de gik til drengeskuespillere.Mænd spillede altså både mænd og kvinder ....

 

Efter at kvinder havde fået adgang til scenen, videreførte nogle mandlige skuespillere traditionen som mænd i kvinderoller, nemlig i mere eller mindre selvopfundne drag-roller. En af disse mænd var danskeren Walter Bothwell Bruhn, der blev berømt som drag-skuespiller i stumfilmens dage i USA under navnet Bothwell Browne. Han havde succes som både skuespiller og danser.

 

Det er forbløffende for nutidsmennesker, der har oplevet ægte kønsskifte-handlinger, også i forbindelse med berømte mennesker som f.eks. Bruce Jenner, der blev til Caitlyn Jenner, at intrigen med manden, der spiller kvinde, kan holde en hel film oppe. Sidste gang, det skete må have været i 1959 med "Ingen er fuldkommen" med bl.a. Marilyn Monroe.

 

Bothwell Browne skjulte ikke, at han var bøsse, hvilket formentlig gjorde hans spillestil mere spiseligt. Han blev i hvert fald meget populær og havde succes både i film og på teatret. Man forbandt ham med det sexede og vovede.

 

Efter at have sluttet sin aktive skuespiller-karriere åbnede han en danseskole i San Francisco, så man må sige, at han fik det bedste ud af sine specielle talenter.

 

http://classichollywoodactresses.blogspot.dk/.../bothwell...

 

 

https://iscene.dk/wp-content/uploads/2019/09/Ligestilling-i-scenekunstbranchen.-Kvinde-kend-din-subjektsposition.pdf 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mor og morder

Når man beskæftiger sig med "mordets anatomi" - dvs. bl.a. motiver og metoder - så ville det være så dejligt nemt, hvis der kun var mandlige mordere, for dem er der nu engang flest af, men sådan fungerer det ikke. Begge køn figurerer nemlig i mordstatistikkerne, men motiverne til mord er dog ofte vidt forskellige. Kvinder ligger f.eks. ikke på lur for at overfalde, voldtage og dræbe mænd. Den slags sex-mordere er der til gengæld mange af blandt mænd, hvad enten deres bytte er børn, andre mænd eller kvinder, så fylder de unægtelig godt i statistikken. 

De motiver, som kønnene kan have til fælles, er almen grådighed: man ønsker mere og mere af noget bestemt. Ofte gælder det noget, man har forventet at få af eller via partneren, men han/hun kan eller vil ikke give en det, man ønsker. Noget af det mest uhyggelige er, når ens myrdede "livsledsager" ikke er en mand eller kone, men ens barn, fordi han/hun er blevet til overs i ens liv. Man myrder, fordi man ønsker at få luft under vingerne. Denne type mordere føler måske oven i købet, at det er deres ret som forælder ....

Sådan var det med Donna Scrivo, hvis søn, Ramsay, blev myrdet af sin mor for at skaffe plads til hendes nye kæreste. Mordet fandt sted i 2014, og dommen på livsvarigt fængsel faldt i 2015, men meget tyder på, at hun havde forsøgt at myrde sin søn et par år før, nemlig ved en mordbrand, hvor huset brændte ned til grunden. At han blev reddet ved den lejlighed - og med kroppen fuld af sovemidler, som hun havde givet ham - var mildt sagt ikke hendes fortjeneste, men det blev han altså. Dermed måtte hun i gang med en ny plan, for væk skulle han, for at hun kunne begynde et nyt liv med sin nye kæreste. Hendes to sønners far var allerede død, og en hel del kunne tyde på, at hun også havde myrdet ham, måske med morfin, fordi han var syg og blev for besværlig.

Ramsay var en sød, men "tung" fyr, som hun ikke bare var mor, men også værge for. Dvs. at hun var bundet til ham på en måde, der ikke er sund for nogen af parterne. Det fortællels, at de skændtes meget, og Ramsays bror, Jason, havde direkte opfordret ham til at flytte væk fra det usunde forhold. Donna var desperat efter at komme videre med sit liv, og Ramsay kunne ligesom ikke få hul på sit, men blev bare hængende i de samme mønstre, som hun fandt så belastende. Noget af det, hun havde forventet af begge sine sønner, var en borgerlig succes, og det havde ingen af dem, men Jason var dog flyttet væk fra hende og havde fået sit eget. 

En uholdbar situation, der endte på frygtelig vis, for i 2014 blev der fundet 12 affaldssække med afskårne legemsdele, og da Donna kort tid inden havde meldt sin søn, Ramsay, forsvundet, var det måske ikke helt unaturligt, at hun påpegede muligheden af, at den døde var hendes søn. Politiet undrede sig dog over hendes mistanke, ikke mindst da den blev bekræftet: det sønderdelte lig var, hvad der var tilbage af Ramsay.

Efter en omfattende politiundersøgelse kunne man fastslå, at flere vidner havde set Donna læsse fyldte affaldsposer af det sted, hvor poserne med ligdele blev fundet. Der var også videooptagelser af hendes køb af den sav, han var blevet skåret op med. Desuden fandt man bl.a. blodspor i hendes og Ramsays fælles bolig, så nettet strammedes mere og mere om den følelseskolde mor, der ikke engang viste nogen reaktion, da hun fik oplyst, at den døde var hendes søn. 

Det endelige bevis kom, da hun i en telefonsamtale med sin søster fortalte, at Ramsay var blevet myrdet af en mystisk sortklædt mand, der havde truet hende med også at dræbe Jason, hvis hun sladrede. Der var så mange selvmodsigelser og tåbelige påstande i denne søforklaring, at hun så at sige dømte sig selv, fordi politiet hurtigt kunne tilbagevise det hele. Dommen på livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse bliver afsonet i The Women’s Huron Valley Correctional Facility i Michigan og er helt igennem velfortjent.

 

 

https://eu.usatoday.com/story/news/nation/2015/05/18/donna-scrivo-guilty-of-murdering-dismembering-son/27559717/ 

Lovløshed som system

 

Da jeg tilfældigvis stødte på ordet "lovløshed", satte det gang i nogle overvejelser, for hvordan forholder det sig egentlig med love og lovsystemer? Er der samfund helt uden love, og hvordan kan det lade sig gøre, hvis nu de altså eksisterer?

Så vidt jeg ved, findes der ingen samfund, der er helt uden lovsystemer, men de er ikke altid skrevet ned. Stammeråd og "grupper af ældre" afgør om noget er rigtigt ud fra skik og brug, religion og/eller nedarvede overbevisninger. Disse styrende råd er tit meget rigide, for de står nærmest automatisk for status quo. Dvs. "det rigtige", hvor "sådan er det, fordi det er sådan"-tankegangen styrer deres handlinger og beslutninger. Status quo ses nemlig som det "naturlige", og alt, hvad der rokker ved den, er af det onde, outrerede eller en overskridelse af den gældende religion og moral. Det er nok derfor, at de allerfleste revolutioner fører til mod-revolutioner, der ender med den samme eller en lignende status quo. (Og ja, her tænker jeg bl.a. på kommunismen og de steder, hvor den har lidt fallit som et forsøg på et nyt samfundsideal ....) 

Hvis hovedparten af et lands borgere tror på, at mennesker dybest set er gode, så kan man sikkert opretholde et samfund, der ikke behøver strikse love og hårrejsende straffesystemer, men tror folk virkelig på det, eller er det bare et fjernt og uopnåeligt ideal? Desværre lader det til, at selv om idealet er der, så er det de færreste, der vil ofre liv og lemmer, penge og ejendom, etc. for at opretholde det. Uden en fornemmelse af retfærdighed i et givent samfund ender det med anarki, hvor alle rager til sig, hvad enten det er forkert eller ej. Sådan et system har brug for love, men har det måske ikke. (Det var vist det, der gjaldt i en periode i "Det Vilde Vesten").

"Gud siger, at du skal give mig den bøf!"

Det lader dog til, at hvor mennesker kastes ud i katastrofale situationer, hvor alt lederskab er væk, så opstår der ledere eller måske bare "kloge koner" eller "kloge mænd", som folk lytter til. Disse kan så enten blive til diktatorer og henvise til fiktive guder og naturlove for at cementere deres magt, eller også bliver de bare dem, man spørger til råds, og som bare har en indirekte magt. Alle disse forskellige kombinationer kan eksistere i nabolande, der altså grænser op til hinanden, men som lever efter forskellige regler. Dvs. indtil et land pludselig ser det som fornærmeligt, at nabolandet har en anden opfattelse af noget, de tror på ....

Love er knyttet til overbevisninger, der måske ikke deles af alle, men formentlig af flertallet eller af dem, der har magten. De er derfor gældende dér, hvor de bor, og alle må underkaste sig dem eller måske komme ud for slemme ting. 

Døde piger er bare de dejligste!

 

En hjemløs? En vagabond? Næh, en russisk historieprofessor ved navn Anatoly Moskvin, der talte 13 sprog, havde eksamen i keltisk kultur og som var journalist i den femtestørste by i Rusland, Nizhny Novgorod. Ud over det var han en selvudnævnt ekspert i kirkegårde, hvilket gjorde, at han kaldte sig selv en "necropolyst". Titlen er noget, han selv har fundet på, men den signalerer det, han rent faktisk var: en mand, der elskede døde piger.

Det er lidt uklart, hvor mange "dukker", han lavede ud af de 3 til 29-årige døde piger, han stjal rundt om på kirkegårdene. Tallene "26" og "44" er blevet nævnt, men der kan være flere, for han arbejdede uhindret i adskillige år, indtil han endelig blev afsløret og arresteret i 2011. 

I stedet for at skamme sig over at have forstyrret gravfreden og bortført de døde, bebrejdede han pigernes forældre, at de havde "efterladt deres døtre i den mørke jord". Han påstod også, at familiens ret til at bestemme over dem endte med deres død. At han mumificerede ligene og behandlede dem som dukker var åbenbart en kærlighedsgerning for ham.

Hans besynderlige besættelse af disse døde piger stammer angiveligt fra en episode, da han var 13 år gammel: moderen til en 11-årig pige ved navn Natasha Petrova tvang ham mere eller mindre til at kysse den døde og gav ham derpå en ring for at "forlove" ham med hende. Dette gjorde efter sigende et så stort indtryk på ham, at han kyssede og kyssede den døde Natasha samt blev hooked på oplevelsen, sådan at han senere i livet søgte døde piger overalt 

I 2009 begyndte folk rundt omkring at bemærke grave, der var opgravet og tømt, men det tog altså to år, inden de fandt ud af, hvem der havde stået for dette.

                                           

Anatoly Moskvin blev opdaget, da han også gik i gang med muslimske grave. Han blev arresteret, men har  mærkeligt nok stadig et publikum til sine rapporter "Great Walks Around Cemeteries" og "What the Dead Said". Dvs. at der er folk der ikke tager afstand fra hans handlinger. 

 

https://7news.com.au/news/world/russian-man-lived-with-girls-mummified-corpses-turned-them-into-dolls--c-1536329 

 

Wikipedia