Her ser vi Joshua Brown, der udfører sin borgerpligt som vidne i en retssag imod en hvid, kvindelig politibetjent ved navn Amber Guyger. Som det ses er han en rask og rørig, ung mand, så det er en alarmerende kendsgerning, at han bare 10 dage senere blev dræbt af et skud i ryggen og det ene ben. Faktisk meget mystisk og særdeles mistænkeligt.
Denne retssag, hvor Joshua altså var vidne, kunne nemt have udviklet sig til et kæmpe opgør mellem sort og hvid i det racistiske USA, men det skete heldigvis ikke. Til gengæld ligger der nu et morderisk efterspil og ulmer, parat til at blive antændt af den samme gnist, der kunne have udløst voldsomme kampe mellem farvede og ikke-farvede. Foreløbig er sagen dog blevet kørt hen på en forklaring, der ikke direkte har noget med retssagen at gøre: Joshua Brown påstås nemlig at være blevet skudt under en narkohandel. Om det er sandt, finder vi måske aldrig ud af, ligesom vi aldrig kan være sikker på, at der skete, hvad der hævdes i den oprindelige anklage imod Amber Guyger.
Sagen er mere end skør, den er ikke særlig troværdig og bliver dermed dybt ubehagelig. Dens oprindelige udgangspunkt var ellers en hyggelig hjemmeaften den 6. september 2018 for den unge afro-amerikanske mønsterborger, Bothwell Browne. Han var kristen, et familiemenneske, studerede og arbejdede samtidig i PricewaterhouseCoopers (PwC). En fyr som alle - ikke mindst menigheden i den kirke, som han og hans familie frekventerede - virkelig kunne lide. Ingen havde noget ondt at sige om ham, for han var høfligheden og venligheden selv.
OK, Bothwell Jean var en stor fyr, men lignede absolut ikke det uhyre, som Amber mente at se, da hun trådte ind i hans lejlighed. At hun i den grad fejltolkede ham skyldtes, at hun ikke var, hvor hun troede, at hun var, nemlig hjemme hos sig selv. Hun var ikke, sådan som hun angiveligt mente, hjemme i sin egen lejlighed på tredje sal, men i Bothwells på fjerde. De to lejligheders indretning var bestemt ikke ens, og det virker mere end sært, at hun kunne forveksle dem på den måde, men det påstod hun altså, at hun gjorde. Desværre medførte denne forveksling, at hun, der jo var politibejent, skød, hvad hun troede var en indbrudstyv eller potentiel voldtægtsforbryder, men som i virkeligheden var lejlighedens legitime lejer, nemlig Bothwell Jean. Ikke han, men hun var det forkerte sted, og det fik altså fatale følger for ham .....
Denne mærkelige og dybest set uforklarlige begivenhed bar ved til det ulmende bål, og rigtig mange verden over ønskede at støtte Bothwells familie moralsk og på anden måde. Alt tydede nemlig på, at politiet havde linet op til en total frifindelse af den hvide politibetjent, Amber Guyger. Eller sagt på en anden måde: man udskød en anholdelse i flere dage, hvilket tydede på, at man slet ikke ønskede at starte en sag imod hende. Farvede verden over rasede, medens Bothwells familie tydeligvis var splittet, for hans meget religiøse lillebror tilgav Amber offentligt, da hun endelig blev idømt 10 års fængsel den 1. october 1, 2019. Dette var en besk pille for mange i Jean-familien, men også for de støtte-grupper, der var opstået rundt omkring, for de mente ikke, at Amber havde givet en god forklaring på det, hun forsøgte at fremstille som et beklageligt uheld.
Denne sag forekommer mig så betændt, at jeg frygter, vi vil komme til at høre mere om den og dens udløbere i årene fremover. Det er meget uheldigt, at udredningen ikke bragte total klarhed over, hvad der skete i Bothwell Jeans lejlighed, da Amber Guyere ifølge sine egen oplysninger tog fejl af den og sin egen bolig. Skulle hun få held med sin appelsag, så kan det være det, der antænder lunten .....
Når man taler om berømte røvere i Det Vilde Vesten, så tænker man ikke uvilkårligt på klumrehovedet Tom Ketchum og hans bror, Sam. Næh, dem de fleste ser for sig, er formentlig Butch Cassidy og The Sundance Kid fra George Roy Hills film fra 1969. De blev spillet af de to labre, amerikanske skuespillere Paul Newman og Robert Redford i en meget romantiseret udgave af livet i "Det vilde Vesten".
Selv om Tom Ketchum ikke spiller hovedrollen hverken i livet eller filmen, så har han imidlertid sine egne mindeværdige legender. Ser man på billeder af ham, så ser han ikke mere skør ud end så mange andre, der måtte kæmpe sig gennem tilværelsen, og som var hårdt presset socialt. Mange af dem virker helt desperate, og det forstår man godt. Livet var hårdt for disse mennesker, og nogle valgte så at slå ind på forbryderbanen. For Tom startede det med et røveri og mord i en butik, der slet ikke gav ham, hvad han havde forventet. Sådan gik det tit for ham og hans bror, Sam, for de havde viljen, men manglede nok evnerne.
Tom Ketchum med tilnavnet "Black Jack" var bestemt en ganske flot fyr. Han ligner egentlig ikke det, han var: en røver og bandit, der skræmte sine samtidige ved sine kriminelle handlinger, der bl.a. omfattede mord.
Sikke et fint, velplejet overskæg, han havde. Håret sidder også pænt, og man kan slet ikke se, at han havde en mærkelig vane med at slå sig selv i hovedet, når han tingene gik galt for ham og hans røver-kompagnoner. Allerede fra starten af sin "karriere" dummede han sig ofte, bl.a. ved at høre forkert eller måske selv forestille sig muligheder, der bare ikke var der. Hans dømmekraft var ikke god, og det sved til ham, da han og hans bror tre gange røvede det samme tog, "The Twin Flyer", fordi han havde hørt, at det transporterede lønninger. Det gav kun lidt i forhold til, hvad brødrene havde ventet, men det betød, at der kom mere fokus på dem og de andre i banden.
Fjerde gang gik det galt. Tom blev arresteret og dømt til døden. Noget, der ikke var overraskende, men han havde nu en forbløffende holdning til sin egen død. Gennem sit celle-vindue kunne han se ud på den galge, der var ved at blive bygget, men syntes, at den var upraktisk, for tilskuerne ville efter hans mening ikke kunne følge med i henrettelsen. Han råbte sin kritik af byggeriet ud gennem vinduet, idet han tilføjede, at han skam var uskyldig. Noget, der mildt sagt ikke var rigtigt, men det var måske også bare en spøg fra hans side.
Det fortælles, at han nærmest styrtede hen til galgen og tilmed hjalp
bødlen med at placere løkken om sin hals. Man tvivler på, at han ville gøre det, hvis han havde vidst, at hans henrettelse den 26. april 1901
ikke kom til at gå efter bogen. Det viste sig nemlig, at rebet var for langt, og da Tom havde taget en hel del på under sit fængselsophold, og bødlen desuden ikke havde megen erfaring med den slags, så endte det med, at hans hoved blev revet af under hængningen. Hans sidste ord var: "I'll be in hell before you start breakfast, boys! Let her rip!" Det gjorde de så, men med et noget makabert resultat, som de måske forsøgte at skjule ved at få hans hoved syet på igen, inden liget blev fremvist. Jeg tror dog, at dette billede af den døde Tom og dem, der stod for henrettelsen, er det, der blev brugt som et meget populært postkort ....
Louise Marie-Thérèse, der er kendt som "Neger-nonnen fra Moret" (1664-1732), satte gang i fantasien hos sine samtidige. Var hun en illegitim datter af Ludvig XIV's dronning, Maria Therese af Spanien, sådan som det blev hævdet gang på gang af folk med adgang til hoffet?
Den fornemme spanske prinsesse Maria Theresa (1638-1683) var blevet gift med Ludvig i en politisk studehandel, og ægteskabet var ikke ombølget af de kærlige følelser, han lod regne over sine talrige elskerinder. Selv om hoffet ofte ignorerede dronningen for i stedet at fedte for den af kongens elskerinder, der for tiden var hans favorit, respekterede han hende dog og var faktisk trofast imod hende de første år af deres ægteskab. Hendes liv blev ikke ligefrem gjort lettere af, at fem af deres seks børn døde, inden de blev voksne. Da hun i 1664 fødte en lille pige, der fik navnet Marie-Anne, studsede mange over hendes mørke hud, især fordi dronningen havde en afrikansk tjener, der var dværg og måske/måske ikke var etiopisk prins. Den nyfødte var meget svagelig og blev sendt væk, fordi man tog for givet, at hun ville dø - og måske også på grund af hendes mørke, ikke-royale hudfarve???
Nogle år efter opstod der imidlertid rygter om en sort nonne, som dem, der huskede Marie-Annes fødsel, mente kunne være dronningens mørklødede datter. At hun ikke var død, var selvfølgelig en overraskelse for alle og (måske) også for dronningen. Diverse personer fra dengang har fortalt, at nonnen selv mente at være af kongelig byrd, uden at det dog forandrede noget for hende. Gåden lever den dag i dag, og kun en DNA-undersøgelse vil formentlig kunne afklare sandheden: var den sorte nonne datter af Frankrigs dronning??? Hvis hun var, skyldes det så dette illegitime forhold, at den sorte mand, man mistænkte for at være hendes biologiske far, blev fundet myrdet???
Noget mystisk foregik der i hvert fald, for kong Ludvig XIV tildelte hende en livsvarig pension, og det var åbenbart ikke noget nonner normalt fik. Hendes egen holdning var imidlertid sådan, at det kan tænkes, at hun selv mente, at hun var kongens - og ikke dronningens - illegitime datter ....
Dr. Leo Stanley (født i 1886) var læge ved San Quentin Prison i Californien. Han blev meget berømt/berygtet for nogle testikel-eksperimenter, han foretog på fangerne. Efter hans opfattelse hang nogle mænds tendens til at begå forbrydelser sammen med lave testosteron-værdier. Hvis det blev tvunget i vejret via en transplantation, ville disse slemme tendenser efter hans mening forsvinde af sig selv. Fidusen ved et fængselsjob for en læge med den slags ideer var, at her var der let adgang til henrettede unge, raske mænds testikler, der f.eks. kunne transplanteres til dem, der manglede det, de havde, men mistede med døden.
Jeg har set forskellige tal på, hvor mange, der blev udsat for dr. Stanleys eksperimenter, enten med testikel-transplantationer fra henrettede eller indsprøjtninger med bearbejdede og flydende dyre-testikler. Det svinger fra 600 til 10.000, så hvad det end er, var det en betydelig mængde, der blev forvandlet til menneskelige forsøgsdyr. Lægens "bevis" på, at hans operationer var en succes, bestod efter sigende i udsagnet fra en fange, der fortalte, at han følte sig "mere energisk" .....
Fyren i midten er Leo Stanley
San Quentin-lægen Leo Stanley med sin første kone, Romaine Stanley, ca. 1915
Eftersom Leo Stanley opnåede stor berømmelse som kirurg, henvendte forskellige testikel-trængende personer sig for at få operationen. I 1919 hvor morderen Antone Lepara stod for at skulle henrettes, modtog hans kone såleldes et tilbud fra en anonym forretningsmand, der ønskede at købe den dødsdømtes testikler til en transplantation. Han var villig til at betale $10,000 for de snart overflødige legemsdele - hvilket vil sige næsten $150,000 i dagens valuta - og fru Lepara havde to døtre, hun skulle forsørge efter sin mands snarlige død, men hun afslog dog tilbudet, som hun følte var "blodpenge". Det ærgrede den rige forretningsmand, da en transplantation nemt ville kunne finde sted efter henrettelsen, da Leo Stanley jo arbejdede i det fængsel, hvor den dømte sad. At Leo Stanley uden videre brugte den henrettede hr. Leparas testikler efter hans død, siger næsten sig selv.
Det vi ser her er et perfekt øjeblik i en lykkelig mands liv. Han ligner en, der har oplevet den slags før, ja, måske mange gange, og derfor hviler han trygt i øjeblikket, helt tilfreds med at være, hvor han er, og være den, han er. Heldige fyr, for på en måde har han fundet livets mening, der ifølge diverse vismænd netop er en tilstand uden snirkler og snørkler, men bare en fuldstændig tilstedeværelse i NU'et ....
Hvis det NU, man er havnet i, er noget møg, så er det selvfølgelig ikke så godt. Fyren med blomsten oplever da også kun et lykke-øjeblik, fordi han ikke har de samme bekymringer som de andre. Staklen, der går rundt i en konstant tordensky, skal vist opleve et mirakel for at kunne lægge den bag sig. Hans "øjeblik" får ham sikkert til at tvivle på livets mening, for det kan da umuligt være dette vedvarende ubehag, eller hva'? Tjah, dér kommer skæbnen jo ind i billedet, for den pådutter os en lykke af en slags og tolker, hvori den består, hvis man da ikke hører til dem, der gør den slags selv, og som ser optimistisk på ALT. Noget, der ofte kun sker, fordi disse mennesker lever mere i en utopisk fremtid, hvor alt vil lykkes, end i en realistisk nutid. Kort sagt, de drømmer ....
Ja, men der er jo altså også dage, der er alt andet end perfekte, nemlig fordi de byder på modgang, smerter og uforudsete begivenheder, der truer ens tilværelse, fremtid og hele livsstil.
Og hvordan skal dette så tolkes? "Slip snoren og svæv ved egen kraft" eller "hun var fortabt, fordi hun mistede grebet"? Begge tolkninger er logiske set ud fra billedet, men kun den ene er behagelig og derfor noget at stræbe efter. At miste grebet kan betyde alt lige fra at gå konkurs, blive smidt ud af sin bolig, tabe en formue, eller blive vraget af kæresten til at "stille træskoene", som man siger. Det kan dog også betyde, at man endelig fik lagt ens alt for stramme styre af sig og levede på en mere umiddelbar måde.
Det med at stille træskoene er noget, de færreste af os kan lide at tænke på, selv om døden som livets punktum i virkeligheden kan siges at være livets mening. Mennesker ønsker imidlertid at leve og gerne "fuldt ud". Sagen er bare den, at ligegyldigt hvordan vi end vender og drejer det, så er døden det uundgåelige facit for ethvert liv, menneskeligt, dyrisk eller botanisk. Om dette liv har haft mening afhænger ene og alene af individets personlige tolkning. Den, der levede dette specielle liv, tolker det måske helt anderledes end tilskueren, der gyser ved synet. Begge har deres værdinormer, som de går ud fra, og det er dem, der afgør, om dette specielle liv havde mening. Facit er altså, at livet har mening, hvis man giver det mening ved at udnævne det, man kommer ud for som noget, der var "umagen værd", det bedste, OK eller noget møg. Livet i sig selv uden en sådan individuel tolkning tror jeg ikke meget på, for her gælder det objektive skøn bare ikke ....
Cyklen er et herligt køretøj, der kan være til både fornøjelse og nytte. Sådan en "jernhest" giver nemlig ikke bare transportmuligheder, men også god motion. Faktisk er den et glimrende middel mod deller og andet skidt.
At den også kan bruges under krig, kom dog noget bag på mig, men jeg vidste nu heller ikke så meget om japansk krigsførelse. Da jeg undersøgte det nærmere, opdagede jeg tilmed, at japanerne ikke var ene om at finde cyklen nyttig som krigsudstyr. Det er der faktisk flere, der har gjort, både før og efter Første Verdenskrig.
Selve ideen med at bruge cykler som krigsudstyr stammer fra slutningen af det nittende århundrede. Smart nok udviklede franske militærgrupper omkring 1886 de sammenklappelige cykler, der kunne bæres på ryggen og foldes ud, når det var nødvendigt. Disse cykel-soldater blev som regel især sat ind til hurtige bevægelser mellem de enkelte slagmarker.
Cyklerne viste sig også meget nyttige til transport af krigsudstyr. Brugen af dem fortsatte op i det tyvende århundrede, hvor både franskmænd, englændere, boere, danskere, finner og tyskere brugte dem.
I forbindelse med sådan en situation venter man at se en kæmpestor tank, men nej, det er en specielt udstyret cykel, og den fungerer åbenbart fint.
Flotte, franske soldater med flag og krigsudstyr
Et forbløffende syn af krigere i aktion!
Jernhesten blev skam også værdsat under Anden Verdenskrig, bl.a. af danskerne. Der var åbenbart ikke brug for tanks, når bare cyklen ikke punkterede og ellers fungerede, som den skulle. Om tanks ville have gjort en forskel er ikke til at vide, men i Danmarks tilfælde ville det vel bare have trukket pinen ud.
Danske soldater på vej til at bekæmpe tyskerne ved invasionen i 1940
Japanerne udviklede cykel-krigsføringen til et nyt højdepunkt under invasionen af Kina i 1937. Deres anvendelse af dette ydmyge køretøj gav dem en fleksibel transportmulighed af tropper, der dukkede op på en uventet måde. Desuden kræver cykler jo ikke hverken benzin eller andre brændstoffer for at virke, hvilket også er en stor fordel i krigstider. Fordi japanerne respekterede disse køretøjer som krigsmateriel konfiskerede de også privatpersoners cykler, efterhånden som de bevægede sig frem. En anden fordel var, at cykel-soldaterne kunne transportere mere og tungere udstyr. Således fortælles det, at hver enkelt soldat på cykel kunne bære omkring 36 kg, hvilket er betydeligt mere end de almindelige fodfolk.
Tyske tropper på cykel, 1944
Det lader til, at alle krigsførende eller angrebne nationer fandt cyklen mægtig nyttig, men japanerne var nok de mest avancerede, når det kom til cykel-soldater. Mange af cyklerne på det invaderede område tilhørte civilbefolkningen, og dem konfiskerede de ikke bare, men anvendte dem også ved aktioner, hvor de i høj grad gjorde en forskel.
Heldigvis kan cyklen også bruges til andet end krigsførelse. Faktisk gør den mest nytte som transport- og underholdningsmiddel ....
Herrer i dametøj er et kapitel for sig inden for underholdningsindustrien. For det første bygger denne spillestil på en meget lang tradition på grund af vekslende forbud imod at lade kvinder optræde på scenen. Så må de, og så må de ikke, alt efter hvem der sidder ved magten, men kvinderollerne skal jo spilles, så de gik til drengeskuespillere.Mænd spillede altså både mænd og kvinder ....
Efter at kvinder havde fået adgang til scenen, videreførte nogle mandlige skuespillere traditionen som mænd i kvinderoller, nemlig i mere eller mindre selvopfundne drag-roller. En af disse mænd var danskeren Walter Bothwell Bruhn, der blev berømt som drag-skuespiller i stumfilmens dage i USA under navnet Bothwell Browne. Han havde succes som både skuespiller og danser.
Det er forbløffende for nutidsmennesker, der har oplevet ægte kønsskifte-handlinger, også i forbindelse med berømte mennesker som f.eks. Bruce Jenner, der blev til Caitlyn Jenner, at intrigen med manden, der spiller kvinde, kan holde en hel film oppe. Sidste gang, det skete må have været i 1959 med "Ingen er fuldkommen" med bl.a. Marilyn Monroe.
Bothwell Browne skjulte ikke, at han var bøsse, hvilket formentlig gjorde hans spillestil mere spiseligt. Han blev i hvert fald meget populær og havde succes både i film og på teatret. Man forbandt ham med det sexede og vovede.
Efter at have sluttet sin aktive skuespiller-karriere åbnede han en danseskole i San Francisco, så man må sige, at han fik det bedste ud af sine specielle talenter.
