Den elskelige trold, der angiveligt var bryder

 

Da Maurice Tillet (1903–1954) var barn, blev han kaldt "englen" på grund af sit yndige, engleagtige ansigt. Senere i livet fik han tilnavnet "Den franske engel", selv om han levede af at tæve sine bryder-modstandere på en ikke særlig engle-agtig måde. Et andet tilnavn var "Verdens grimmeste mand", hvilket jo ikke var så smigrende.

At der nogensinde har været noget ligefrem yndigt ved ham er svært at forestille sig, men selv om hans udseende som voksen antog et ret grotesk anstrøg, så var han angiveligt helt normal indtil begyndelsen af tyverne, hvor han fik den sjældne sygdom akromegali. Den skyldes som regel en godartet svulst i hypofysen og resulterer i en abnorm vækst af fingre, fødder og underkæbe. Hos nogle patienter optræder der også udstående tænder, grove ansigtstræk og smerter af forskellig art. 

Det kan ikke nægtes, at Tillet ligner den grønne trold Shrek en hel del, og der er også dem, der hævder, at denne elskede eventyrfigur direkte var bygget over ham og hans karakteregenskaber. Noget, der dog er blevet benægtet, men det har nu ikke fået has på rygtet om deres "slægtskab". De, der ikke tror på det, fremhæver Shreks erkendte fødsel via William Steig eventyr af samme navn, men selv om det er rigtigt nok, så er det svært at se bort fra de mange ligheder mellem "englen" Tillet og den elskværdige, grønne trold. Det gælder ikke bare deres udseende, kropsbygning, etc., men også deres personlighed. 

Shrek er en aparte trold, der forsøger at redde sin egn fra eventyrfigurer, der er flygtet fra den onde og meget ambitiøse Lord Farquaad, der drømmer om at blive konge. Selv om den gode trold ikke er vild med denne adelige bandit, så befrier han med æslet Donkeys hjælp den smukke prinsesse Fiona.

Eftersom Shrek er en god, men også naiv trold, ved han ikke, at det ikke er kærlighed, men ambitioner, der driver Farquaad. Han er nemlig nødt til at gifte sig med en ægte prinsesse for at blive konge. Efter befrielsen af Fiona opstår der dog hurtigt et problem, da Shrek selv forelsker sig i hende. At hun viser sig i virkeligheden at være en forhekset dame-trold skaber imidlertid grobund for et godt og kærligt forhold mellem dem. Skete der noget lignende for Tillet, fandt han en smuk prinsesse, som han forelskede sig i? 

Hvem er f.eks. den smukke dame, han "lege-bryder med på et par billeder? Desværre ikke hans angivelige kone, Olga, men en berømt model, der poserede med ham. Hendes navn var Dorian Leigh, og hun var meget populær i 1945, hvor billederne stammer fra. 

Man havde såmænd gerne undt ham en sød kone, der elskede ham, men på det punkt er der sket en forveksling mellem ham og en af hans kolleger samt gode ven, Karl Pojello, der var gift med Olga, som mange tror var Tillets kone.

Olga og Karl i 1940'erne

Grunden til fejltagelsen er nok, at Karl og Olga på et tidspunkt flyttede sammen med Maurice i et stort hus i Chicago. Både Karl og Maurice var syge, men boede altså sammen med Olga, da de begge døde i 1954. Karl døde først af lungecancer, hvilket var et sådan chok for Maurice, at han også døde 13 timer senere. De blev begravet side om side i Pojello-familiegravstedet på The Lithuanian National Cemetery i Justice, Illinois.

  

Maurice Tillet året før, han døde i 1954 

https://www.mentalfloss.com/article/64343/15-giant-facts-about-shrek 

 

https://africacheck.org/fact-checks/fbchecks/no-evidence-movie-character-shrek-based-1940s-wrestler-maurice-tillet 

 

Wikipedia

Barndom og pædagogik-indoktrinering

Noget legetøj er tydeligvis skabt for at lære den opvoksende ungdom at gebærde sig i samfundet, men en hel del af det bygger på et forældet - eller ikke længere ønskværdigt - syn på køn og erhverv. Når det gælder dette "doktor"-sæt, så er det klart, at det stammer fra en anden tid, nemlig fra dengang hvor drenge var læger, og piger var sygeplejersker. Nu kan begge køn optræde i begge roller, og det skulle gerne afspejle sig i det legetøj, de giver deres børn.

Nu er det ikke bare pigerne, der bliver sat til at optræde som "husets fe", men også drengene. Legetøjs-sæt viser dem f.eks., hvordan de skal gøre rent. Hvis det lykkes at lære begge køn, at det kan være ganske sjovt, så er det jo herligt.

Jeg kan se, at dette sæt også har en skovl til kattebakken, og det synes jeg er ret fantastisk, for det signalerer ansvar for kæledyrene, og det kan der nok være brug for. Hvis det oven i  købet kan gøre sjovt at gøre rent efter katten, så er meget vundet.

At lege købmand var engang en populær leg, men jeg tvivler på, at det siger moderne børn så meget. Det, der (muligvis) kan lokke, er nok efterligningerne af de elektroniske dimser, der gør det nemt at betjene kasseapparatet. Små computere ville nok være et endnu bedre legetøj, da samfundet efterhånden er indrettet på, at vi alle er computer-ejere og brugere ....

Helt sikkert et stykke legetøj af ældre art, for hvem vil dog promovere sådan noget i vore dage? Det gør man bare ikke, og hvis man alligevel går ind for våben og brug af dem, så må det bare være mere fordækt. At ligefrem lægge an på bombninger ville næppe være populært i nutidens børnehaver eller børnefamilier.

Hva' skal man lære børnene at gå på bar???? Jeg er forbløffet og er glad for at kunne sige, at jeg aldrig har set eller bare hørt om nogen, der har den slags legetøj. Hvis det skal være pædagogisk legetøj, så må der være en pointe ud over at få tiden til at gå med noget, og det har jeg svært ved at  se her. Skal de små lære at tage en gibbernakker, eller skal de bare informeres om, at der findes sådan noget som barer, og at voksne kan være lidt for glade for dem? Så må det vel være et anti-alkohol-sæt, hvilket jeg ville have forsvoret eksisterede.

Et bedemands-udstyr af avanceret art!!! Også det forbløffer mig, og jeg vil mene, at det afgjort er noget, som kun større børn (eventuelt!!) kan få noget ud af. Det forekommer mig dog ikke så forargeligt som atombombe-sættet, for det er gennemstygt .....

"Den enes død, den andens brød ..."

 

En ting er et skibsforlis på det åbne hav, men hvad med dem, der blev LOKKET ind farlige steder, fordi "landkrabberne" drømte om at plyndre dem for alt det spændende, man kan få ud af en skibslast? Man har hørt om den slags ugerninger samt pirater på fjerne steder, men vi var sandelig ikke selv for gode. Der fortælles således om slemme personer omkring Nordsøen, der ved hjælp af lygter og andet gav et falsk indtryk af sikkerhed for søfolk ude på havet. De troede, at de fulgte andre skibe, der sejlede af sted, trygt og beskyttet, men nej, det var somme tider, men dog ikke altid altid, slamberter, der drømte om plyndringer, drab og andet af samme skuffe ....

Jeg tror ikke, at der findes internationale eller bare nationale statistikker over antallet af "hjulpne" skibsforlis, men man ved, at der ligger mange uidentificerede skibsvrag rundt omkring i verden, og nogle af dem er sikkert ofre for den slags skurkestreger. I sin tid passerede mere end 100 skibe dagligt Florida Keys, og mange af dem kom ikke helskindet igennem de farlige farvande. Det samme gælder imidlertid den jyske vestkyst, og man tænker uvilkårligt på L. Mylius-Erichsen, der i 1904 ytrede de berømte - og ironiske - ord: "Nok bor vi afsides herude i Klitterne, men Havet sørger rigtignok for vor Belæring om alle Ting fra fjerne Jordens Egne." Ja, det tror da pokker, når nogle af disse fremmede skibe blev lokket af skurkagtige jyder med lanterner og andet, der gav søfolkene et falsk billede af  forholdene. 

Hele Jyllands vestkyst og især Skagens Odde var en farlig kyst. Kortet her er fra Skagen By- og Egnsmuseum og viser strandinger på danske kyster i tidsrummet 1858-1882. Hver enkelt "prik" er en angivelse af en stranding, og på de 24 år, det drejer sig om, strandede der altså 1200 skibe!!! Hvor mange af disse strandede på grund af naturlige årsager som storme og voldsomme bølger, og hvor mange blev "hjulpet" af slemme personer, der ønskede at plyndre dem? Det er ikke til at sige, men det er trist at tænke på, at forholdene var så vanskelige, at de har kostet mange tapre søfolk livet. F.eks. hvad med de øde områder på land, som skibene skulle forbi ude på havet, og hvad med den svage belysning fra diverse fyrtårne??? Hvorfor tog jyderne ikke højde for den slags inde på land, og hvorfor er der alle disse historier om glade "landkrabber", der finder interessante ting på havarerede skibe???? Svaret blafrer i vinden, men jeg mistænker, at det ville lyde sådan: plyndringer var inkalkuleret i den daglige økonomi ....

En heldig mand, der har fundet en redningsbåd, men hvor mange af hans kammerater fra det havarerede skib druknede mon? I 1811 skete der f.eks. nogle skrækkelige forlis, idet to engelske linjeskibe, HMS St. George og HMS Defence, gik ned med mand og mus ved Thorsminde i julen. Omkring 1400 omkom .... 

Michael Ancher har gengivet en - efter min mening - ret suspekt situation med de ventende fiskere inde på land. Ja, "klarer han mon pynten" ham derude på det våde hav, og er det ikke en redningsbåd, en af fyrene sidder på? En anden hyppig Skagensgæst, digteren Holger Drachmann, har også givet et bidrag til historien om de mange skibskatastrofer med sin "Vil han naa om Pynten?" fra 1875. Det er formentlig denne intense og medfølende novelle, der har inspireret Michael Ancher til hans malerier af fiskere, der oplever fremmede søfolks skibskatastrofer. Begivenhederne ses gennem hans kunstner-sind og ikke med eventuelle vragplyndreres beregnende blikke. Det samme gælder Michael Anchers rørende "Mandskabet reddet", for det viser jo en tapper skare fiskere, der har vovet liv og lemmer for at redde de fremmede søfolk på et havareret skib.

Som altid: nogen var gode og hjalp de nødstedte, men så var der de andre, der udnyttede situationen og levede højt på vraggods. Ingen af disse to grupper skal glemmes, for de er begge en del af historien.

 

https://globalnews.ca/news/7492693/florida-rescue-lost-at-sea-boat-capsized/ 

Betragtninger om ens "sande jeg"

Tankeeksperiment = hvem er man EGENTLIG?????? Man ser sig i spejlet og genkender formentlig det billede, man finder dér, men hvad nu hvis man fik lov til at skifte krop og gik fra en krops-type til en anden? Det sker jo for folk, der taber sig meget, eller som tager virkelig meget på, og jeg har læst interviews med nogle, der siger, at de ikke altid formår at identificere sig med deres nye "jeg". De føler simpelthen ikke, at det er "dem".

Vi andre kan se, at det har pyntet enormt meget, og han er selv stolt af vægttabet, men netop den slags mennesker kan alligevel få svært ved at se "sit nye jeg" som "sig selv". Det med at være "sig selv" bygger dog åbenbart mest på de moralske og karaktermæssige egenskaber, vi tillægger os selv. Folk som f.eks. Hitler har ikke set sig selv som onde, men snarere som insigtsfulde idealister. For en massemorder er vilde, ækle handlinger ikke uforståelige. Nogle som f.eks. John Wayne Gacy sætter dem ligefrem ind i en personlig moralkodeks, hvor modbydelige mord bliver til "oprydning" og en form for "byforskønnelse". At klæde sig ud og lokke børn og unge med en uhyggelig klovneforklædning var "afslappende", ikke snyd og bedrageri.

Han bliver regnet for en af de værste seriemordere i USA, hvor det ellers vrimler med folk, der myrder masser af mennesker uden at fortrække en mine. Nogle af dem forstår ikke engang andres forargelse og forfærdelse, for i deres hoved er det, de gør, ikke unormalt. Man kan se, at de er lige så meget "sig selv" som os, der ikke myrder og torturerer vore medmennesker. Ergo: det "sande jeg" kan være en total vildfarelse for den enkelte, for det flyder, hvor man normalt ser det som et fast fundament for den enkelte.

Vi er, hvad vi ser i spejlet + alt muligt andet ud over det. At finde den rette nøgle til det enkelte menneskes sande identitet er nok slet ikke muligt. For det første ændrer man sig med alderen, efter at skavanker og sygdomme er begyndt at slå hårdere, for det andet er personligheden afhængig af en hukommelse, der ikke altid holder trop med de år, der går. Det med årene betyder i hvert fald, at man er en anden som 87-årig end som 8, 18 eller 48-årig. Cellerne i ens krop er blevet fornyet flere gange, og den, man blev født som, eksisterer ikke længere i biologisk forstand.

Hvis man spørger nogen om, hvem og hvordan de er, så vil de formentlig fortælle om deres interesser, hobbyer og overbevisninger. Som før sagt, så anser de som regel sig selv for "gode mennesker", hvad enten de hedder Hitler eller Gacy: det, de er og står for, er pr. definition "godt", for det er jo dem ..... For mig at se er ideen om "det sande jeg" en illusion på det dybere plan, men ikke nødvendigvis på det mere overfladiske niveau, der bygger på sådan noget som udseende og trivielle, men personlige oplevelser.

På dybt vand .....

Der er sandelig mange vilde måder, man kan risikere liv og lemmer - frivilligt .... De færreste er anbefalelsesværdige set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Nogle er måske mægtig spændende for deltageren, hvis det altså er frivilligt. Hvis man forestiller sig, at denne kørestolsbruger SELV er kørt i havnen, så må der logisk set være tale om et selvmord, men hvis hun ikke selv er hoppet i, så er det altså mord. Dog er der den mulighed, at hun er en sportskvinde, der har trænet i kørestolsløb og hurtig frigørelse fra kørestolens sikkerhedsseler, etc.. Hvis det er tilfældet, så er hun vel nærmest en heltinde og foregangskvinde for "aktive kørestolsbrugere"? For mig at se er og bliver hun en person i fare, hvad enten hun selv har bragt sig i denne situation eller ikke. Hvad gør man - dvs. tilskueren - ved sådan en person, skal man holde øje med dem af sikkerhedsgrunde, eller skal man ignorere faresignalerne, "fordi det ikke kommer os ved"?

Vanvid + FRIVILLIGT!!!!! Er det politi eller brandvæsen, der er brug for, eller bare en behjertet indsats fra en tilskuer? Den, der vælger, at kaste sig ud i et sådant spring er næppe villig til at høre på indsigelser fra en tilfældig person, der bivåner vanvidsspringet, så jeg vil sige, at det er en meget svær situation. Man skulle jo nødig selv ende på bålet, fordi man har "ødelagt lidt skæg og ballade" for nogen, der er ude på at vise sig .... 

Pæn og proper dame - oppe i årene - på vildveje!!! Absolut ikke noget anbefalelsesværdigt for andre end selvmordere eller ondsindede personer, der mener, at de har en bedstemor for meget og gerne vil af med hende ....

Fumlegængeri antager mange forskellige former. Nogle foregår i stående stilling og skyldes såmænd, at udøveren glemmer at tænke sig om. Denne herre ligner efter min mening én, der er født klodset, og som slet ikke har styr på krop og lemmer. Hvis man kender ham og ved, han er en fjumregøj, bør man efter min mening ikke sidde faresignalerne overhørig: en vases fald er jo en vases ufortjente død ....

OK, et selvforskyldt uheld, der skyldes en venlig handling, der gik galt. Lige netop sådan noget kunne jeg såmænd selv have rodet mig ud i, tankeløs og fjollet, som man jo er, når det gælder dyr. Forleden besluttede jeg mig således for at redde en lille, nuttet edderkop, der havde forvildet sig op i min seng. Dette resulterede i halsbrækkende manøvrer, dels for ikke at få den på mig, dels for at få den fanget og sat ud. Det lykkedes næsten, men kun nogenlunde, for den slap fra mig, og nu vil jeg gå og være bange for uforvarende at træde på denne uindbudte medbeboer. En dag møder jeg den nok igen, men nu stor, uhyggelig og vims ....

???????????!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Ja, dermed er alt vist sagt, der kan siges om et sådant vanvid .....

SKILSMISSEGRUND lige på stedet, men i virkeligheden er det vel et mordforsøg, camoufleret som "moderne dans"???????!!!!!!!!!!!

En kvinde, der skal til at nyde lidt frugt - eller Snehvide med det forgiftede æble?????? Hvis det er det sidste, og man ved det, så bør man afgjort gribe ind, men hvordan klarer man så den onde stedmor? Bliver man selv hendes offer, eller hva'? Ja, det er sagens kerne, når det gælder andres vanvittige påfund eller påførte farer, der truer dem: hvad gør man, hvis man ser faren? Kørestolsbrugeren og hendes dødsspring på dybt vand og alle de andre skøre ting, folk kan rode sig ud i, er i virkeligheden ikke bare deres, men også tilskuerens ansvar. Vi bør advare, men gør vi det??? Mange situationer, hvor vi burde gribe ind, ender nok med, at vi vender os væk og ikke siger eller gør noget "for ikke at få ballade" .....

 

Spøgelset, der blev forfatter

Hu-hej, hvor det går!!! Og så er dette spøgelse nok ikke engang kaldt op af graven, men er kommet helt af sig selv - eller er bare aldrig forsvundet. Andre - og bl.a. Patience Worth - blev møjsommeligt kaldt tilbage til livet af en på det tidspunkt stadig levende husmor fra St. Louis, nemlig Pearl Curran (1883-1937). Hun havde ellers forsøgt sig uden resultat med et Ouija-bræt i lang tid, men så pludselig den 8. juli 1913 skete der noget: den for længst afdøde Patience Worth dukkede op og meddelte sig til Pearl Curran gennem Ouija-brættet. Det viste sig, at denne afdøde dame var fuld af gejst, for hun snakede og snakkede sig til et helt forfatterskab .....

Et sådant bræt blev brugt af mange, der ønskede at kommunikere med åndeverdenen. Man sætter sig nogle stykker ved brættet, der er forsynet med bogstaver og tal, med fingerspidserne hvilende let på et "pege-instrument", der angiveligt får overnaturlig kraft fra de døde gennem de levendes samlede energi. Pludselig bevæger pege-instrumentet sig og staver budskaber fra det hinsides - eller rettere sagt, det er teorien om det, der sker.

Pearl Curran var en pæn, borgerlig dame

Et patent for et Ouija-bræt gjorde måske også, at det blev taget alvorligt som et hjælpemiddel i en tid, hvor seancer og den slags var mægtig populære. Det vrimlede med spøgelser og spøgelses-jægere, der gjorde alt muligt for at få kontakt med det, de forstod ved åndeverdenen.

Her kaldes brættet for et "toy", hvilket betyder "legetøj", men for mange var det dødsens alvor, og de gik op i det med liv og sjæl. En af disse var altså Pearl Curran, men hun var ikke ene om sin store interesse. 

En anden, der hævdede at have kanaliseret litterære værker af en afdød, var Albert Houghton Pratt. Han påstod, at han kommunikerede med den velkendte, afdøde forfatter William Sydney Porter, der var kendt under navnet O. Henry. Hvordan i alverden kunne det gå til, at denne berømte novelleforfatter, der var død i 1910, pludselig kunne udgive en samling nye noveller i 1919???? Ifølge William Sidney Porter var det hele kommet til ham gennem Ouija-brættet. Afdøde O. Henry havde nærmest overbebyrdet ham og de venner, han samledes med om det mystiske bræt, med sine litterære historier, rettelser, osv., osv.. 

Efter hvad Pearl Curran oplyste, så havde puritaneren Patience Worth levet for ca. 250 år siden, men var åbenbart død uden at have fået afløb for sin skrivetrang. Nu lod hun det til gengæld regne med romaner, noveller, digte og religiøse skrifter på sit villige medium, Pearl Curran, der også fik det udgivet. I O. Henry-tilfældet havde der rejst sig kritiske røster, fordi den døde ikke skrev helt som den levende. Sært nok, kan man sige, blev Patricia Worth-skriverierne til gengæld accepteret for det, de angiveligt var: en død kvindes forfatterskab fra den anden side af graven. Hendes værker blev optaget i hæderkronede tidsskrifter, og hun blev rost for sin skrivestil. Noget, der måske også hang sammen med begyndelsen af 1900-tallets fornyede interesse for kolonitiden. Kvindelige forfattere fra det 1700de århundrede som f.eks. Anne Bradstreet og Mary Rowlandson var i forvejen hædrede for deres værker, så denne nye skribent blev bare budt velkommen. 

Patience Worth fik i hvert fald nyt liv, men jeg har nu aldrig set en angivelse af, hvor hendes grav befinder sig. Hvis hun var et spøgelse og altså eksisterede engang, så burde der være biografisk materiale, men det er jeg i hvert fald aldrig stødt på det. At hendes personlighed virker helt anderledes end Pearl Currans er forvirrende, men hvor meget har en pæn, borgerlig dame som hende ikke måttet holde inde, fordi hun ikke kunne tillade sig at støde an? Som Patience kunne hun sige og gøre ting, hun ikke kunne som Pearl, og det har måske været befriende for hende.

Hvordan skal man forstå dette mærkelige forfatterskab? Var det snyd og bedrag? Måske ikke bevidst, for Pearl Curran troede tilsyneladende på det, hun gjorde og den hjælp, hun mente at give den afdøde. I O. Henry-tilfældet var der masser af biografisk materiale, men tvivlen opstod, når man sammenlignede den døde og den levendes skrivestil. Pratt hævdede, at det skyldtes forskellen på de levendes og de dødes verden og, at "en leopard kan skifte pletter". Dvs. han kom med en "forklaring", der ikke forklarede noget som helst. Hvordan man end vender og drejer sagen, så er der altså tale om nogle besynderlige forfatterskaber, der nok burde skifte fra afdøde-navne til medium-navne, for det var trods alt medierne, der nedskrev værkerne og fik dem udgivet.

 

https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/patience-worth-author-from-the-great-beyond-54333749/ 

 

http://hauntedohiobooks.com/news/mothered-by-a-ghost-patience-worths-daughter/ 

 

https://www.mentalfloss.com/article/69981/ghostwriter-and-ghost-strange-case-pearl-curran-patience-worth?a_aid=457286 

 

https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/patience-worth-author-from-the-great-beyond-54333749/
 

https://www.mentalfloss.com/article/87958/guided-voices-6-books-supposedly-written-ghosts 

 

https://www.mentalfloss.com/article/69981/ghostwriter-and-ghost-strange-case-pearl-curran-patience-worth 

 

https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/patience-worth-author-from-the-great-beyond-54333749/ 

 

Fra forfatter-datter til kunstner og kunstner-kone

 

Et vellignende portræt af Charles Dickens yngste datter, Kate (1839-1929)??? I så fald var hun virkelig yndig, og man forstår ikke umiddelbart, hvorfor familien kaldte hende "Lucifer Box" og regnede hende for et skarn. Nu må man så huske på, at billedet er malet af hendes senere mand, Charles Edward Perugini (1839-1918), hvilket vil sige, at hun er blevet set gennem et par kærligheds-briller, der ikke altid borger for sandheden. At hun kunne være besk, viser hendes bemærkning om H.C. Andersen, der var ved at drive Dickens-familien til vanvid under sit langvarige besøg i 1957: "Han var en benet tørvetriller, og hans ophold varede ved og ved." Hun, hendes søstre og flere andre familiemedlemmer udstrålede ikke ligefrem begejstring for den danske digter, men alt prellede af på ham, og han så senere sit besøg hos Charles Dickens som en stor succes.

 

Kate og hendes søster Mamie sammen med deres berømte far, Charles Dickens.

Hun var opkaldt efter sin mor, Catherine, og var ægteparrets yngste datter. Ifølge sine søskende var hun sin fars yndlingsbarn, men hun holdt ikke med ham, da han forlod børnenes mor for den mange år yngre skuespiller Ellen Ternan. Giftige tunger har også antydet, at han havde noget kørende med sin svigerinde, Georgina Hogarth. Hvorom alting er, så var han på mange måder en egoist, der behandlede sin kone forfærdeligt, ikke mindst i forbindelse med skilsmissen.

Det er sørgeligt at tænke på, at en mand hvis bøger viser så stor forståelse for vanskelige forhold ikke gør mere for at lette sin kones tilværelse. Ja, hun blev klodset og kluntet samt mindre tiltrækkende end i ungdommens dage, men hun havde udviklet sig fra en fri og smuk kvinde til det modsatte, hvilket bl.a. skyldtes ham og hans egoisme.

Charles Dickens hustru, Catherine, der var mor til hans mange børn, som ung

At hans datter, Kate, var den eneste af Dickens-børnene, der støttede sin forladte og på det tidspunkt midaldrende og formentlig udslidte mor, taler til hendes fordel. Alle børnene blev imidlertid hos faderen efter skilsmissen i 1858. To år senere giftede Kate sig med forfatteren Charles Allston Collins, men det siges, at hun havde en affære med Valentine Prinsep under ægteskabet. Han har sikkert også været en spændende fyr for en kvinde som Kate, der havde studeret kunst, og som selv blev kunstner.

Da Kates mand døde af kræft i 1873, giftede hun sig kort efter med maleren Charles Edward Perugini. De fik en søn, der imidlertid døde syv måneder gammel. Er det derfor, hun som maler valgte børn som sit yndlings-motiv? 

Der er noget sødladent og stillestående over disse øjebliksbilleder af smukke børn, men dårlig kunst er det dog ikke. Kate var fuldt af talenter og havde bl.a. også gjort sig som amatørskuepiller som barn og ung pige. Senere studerende hun som sagt kunst, idet hun havde særlig interesse for portrætter.

Hun havde skam udstillinger og fik også succes som maler. Hendes første udstilling fandt sted i 1877 på "The Royal Academy". Senere udstillede hun jævnligt på "The Society of Watercolour Painters" og "The Society of Lady Artists".  Senere udstillede hun på "The Palace for Fine Arts" og "The Woman's Building"  på verdensudstillingen i 1893 i Chicago.

Ti år før sin død i 1929 blev hun enke for anden gang. Hun havde haft et interessant liv, hvor hun via sin far tidligt kom i kontakt med berømte og kunstneriske mennesker som f.eks. J.M. Barrie, George Bernard Shaw, etc., men hun gjorde altid alt, hvad hun kunne for at skabe afstand mellem sin fars berømmelse og sig selv. Hun ville ikke bare være "Dickens' datter", og i kunsthistorien kendes hun som Kate Perugini, hvilket vil sige, at selv om hun lagde sit slægtsnavn bag sig, så optrådte hun nu under en anden mands navn, nemlig sin mands. Noget, der var almindeligt på den tid, og som derfor ikke skal regnes hende til last, men det indeholder en vis ironi ....

 

 Lucinda Hawksley , Katey: The Life and Loves of Dickens's Artist Daughter (2006) 

 

Gladys Storey , Dickens and Daughter (1939)

 

Wikipedia 

https://spartacus-educational.com/PRdickensKT.htm