Nogle mærkelige - og forkerte - medicinske forestillinger

Kong Christian VIII (1786-1848) var en ganske flot mand, og når man ser billeder af ham, så virker han i hvert fald sund og rask. I 1848 skete der imidlertid noget, der bekymrede hans læger, for han "fik smerter i hjertet". Om det var hans hjerte, der skabte sig, er ikke til at vide, men lægerne gik i hvert fald i gang med en behandling, der var blevet brugt gennem 2000 år, nemlig åreladning. 

En berømt oldtidslæge som f.eks. Hippokrates samt andre op igennem tiden som munken Beda, Henrik Harpestreng, etc. svor til denne behandling, hvor man åbner en blodåre med et skarpt instrument og udtager "dårligt blod". Forestillingen om, at noget blod var "dårligt" hang sammen med læren om de fire legemsvæsker blod, lymfe samt lys og mørk galde. Mange blev imidlertid åreladt, hvad enten de fejlede noget eller ej, men fordi det blev set som en sundhedskur, og læger fremhævede det som et probat middel imod snart sagt alle typer sygdomme.

Hverken kongeværdighed, læger eller blodtapning hjalp dog stakkels Christian VIII. Efter åreladningen - som han formentlig har prøvet mange gange før - fik han betændelse i såret, og det slog ham ihjel. Selve åreladningsmetoden fortsatte dog, og der er efter sigende nogle behandlere, der stadig tror på, at den er en generel sundhedskur. 

Ikke bare legemet, men også psyken er blevet udsat for frygtelige ting i forbindelse med "helbredelses-forsøg". Det gælder bl.a. den homoseksualitet, som samfundet i mange år så på med rynkede bryn, fordi det blev anset for "unaturligt", ja imod Kristi lære. Metoden imod den slags seksuelle "vildfarelser" var elektrochok, der nogle steder fortsat var i brug helt op til 1992. Noget endnu værre er imidlertid "det hvide snit", hvor man også legede med sjæl og legeme på en komplet uforsvarlig måde.

Metoden blev udviklet af en nobelprismodtager fra 1949, nemlig den portugisiske læge Egas Moniz, men den regnes i dag for en decideret fejlbehandling. Fakta er, at den efterlod mange patienter som f.eks. John F. Kennedys søster, Rosemary, svært hjerneskadet. 

Rosemary og hendes far før hendes operation

"Problemet" med Rosemary var, at hun efter familiens mening var lidt vel interesseret i det modsatte køn. Stort set alle i den familie - inklusiv hendes far - var særdeles erotiske og tog for sig af retterne, men det accepterede man åbenbart ikke i hendes tilfælde.

Ingen ved, hvor mange der omkom af pest, men det skyldes bl.a., at der har været flere infektions-sygdomme med meget stor dødelighed. Den type, man især forbinder med ordet "pest", er 1300-tallets svøbe, nemlig "Den Sorte Død", hvor det gamle ord "rød om morgenen, død om aftenen" kun passede alt for godt. 

En af de ting, man mente forårsagede pesten, var bade. At mødes i badstuer, etc. kan selvfølgelig have skabt smittefarlige situationer, fordi man omgikkes socialt sådanne steder og måske sad tæt sammen. Dengang fandt man dog tilsyneladende ikke det så farligt, for datidens mennesker havde fået at vide, at man fik pest ved at bade, fordi det varme vand åbnede porerne i huden og lukkede dårligdommene ind. En overtro, der formentlig var medskyldig i, at selv visse standspersoner havde det med at springe badet over .....

https://www.cnbc.com/2018/02/22/medical-errors-third-leading-cause-of-death-in-america.html

 

https://lionsandlilies.wordpress.com/2013/06/30/medieval-medicine-and-mayhem/ 

 

Når "Mr. Right" er "Mr. Wrong"

Colleen Wood var en nydelig, 51-årig, fraskilt dame, mor til to voksne sønner, Michael og Todd, og med mod på livet. Det sidste viste hun ved at indlede et forhold til en ret eventyrlig mand, nemlig John Paul, der fortalte, at han havde været professionel racerkører, og desuden havde klaret sig fint på Wall Street. Han så godt ud, idet han var en meget charmerende, gråskægget fyr af bamsebjørntypen, som mange kvinder ser som specielt tiltrækkende, fordi de tillægger dem tryghed og kærlighed. De havde mødt hinanden i 2000 via en annonce, og der var dem, der ikke var så begejstrede for Colleens totale tillid til den spændende ex-racerkører, ligesom der også var advarselstegn, men hun var ude på eventyr, og dem kunne han tilsyneladende skaffe hende.

Hun havde eg godt job, men sagde det op, solgte sit hus og overdrog ham pengene - dvs. $43,000 - til at investere, og så tog de to ellers af sted med hans store sejlbåd, som han havde givet navnet Island Girl. Aftalen var, at de skulle sejle jorden rundt, men at hun skulle holde kontakt med sine sønner og venner, efterhånden som de kom frem. Inden hun og John Paul tog afsted, nåede hun at få en invitation fra sin chef og veninde, Maureen Canada, til en fest på hendes gamle arbejdsplads. Hun lød angiveligt glad og velfornøjet, men dukkede ikke op eller lod høre fra sig til jul. Desuden vakte det stor bekymring, da det viste sig, at hendes mobil-abonnement var blevet lukket, selv om det jo var det, der skulle sikre en fortløbende kontakt til familie og venner.

Dengang Colleens søn Michael var blevet præsenteret for John Paul, virkede han OK, men noget reserveret. Senere, da hans mor tog af sted med den eventyrlige fyr, hun var faldet for, varede det ikke længe, før hun ikke var til at få fat på, så han undersøgte hans fortid via nettet og blev chokeret. Det viste sig, at den hyggelige og charmerende "bamsebjørn" var en dømt forbryder, narkosmugler og penge-hvidvasker, der havde siddet i fængsel i 15 år for mordforsøg på en tidligere medarbejder. Da han mødte Colleen, var han lige kommet ud af fængslet som prøveløsladt. Alt omkring denne mand virkede suspekt, og Colleen var og blev forsvundet. 

 Har den charmerende "bamsebjørn" myrdet Colleen for de penge, hun gav ham til at investere for sig? Der har i hvert fald været forskellige mystiske bankaktiviteter omkring hendes konto - og ingen har set hende i årevis. Hvad John Paul angår, så er han mistænkt, men uden beviser kan politiet ikke gøre meget andet, end (lejlighedsvis) at holde øje med ham. Båden Island Girl er blevet omdøbt til Diamond Girl, og han holder mest til fjerne steder, langt, langt væk fra USA ....

 

https://kileystruecrime.squarespace.com/kileystruecrimeaddict-blog/the-disappearance-of-colleen-wood 

 

 

http://unsolvedmysteries.wikia.com/wiki/Colleen_Wood

 

 

http://unsolvedmysteries.wikia.com/wiki/Chalice_Paul

 

 

https://www.reddit.com/.../the_disappearance_of_colleen.../

 

 

 

Indianeren "Majskolbe"

 

 Flor fyr, tilmed med ring i næsen, hvilket jo er så moderne nu om stunder. Hans stammenavn var "Hokoleskwa", der kan oversættes med sådan noget som "Cornstalk", dvs. "Majskolbe", og han blev født omkring 1720 og døde i 1777. Han var en prominent leder af indianerstammen shawnee'erne lige inden Den amerikanske Frihedskrig fra England og bekæmpede oprindelig de europæiske - dvs. især engelske - tilflyttere, der slog sig ned vest for Ohio River. Efter slaget ved Point Pleasant i 1774 blev han imidlertid talsmand for ideen om fred med nybyggerne. Iøvrigt er det ikke bare mig, der synes, han er en flot fyr, men han var faktisk også kendt for sit gode udseende i samtiden. Desuden blev han regnet for en virkelig god taler samt en meget tapper og dygtig kriger. Han var uden tvivl en meget karismatisk mand, og alle - venner og fjender - lader til at have respekteret ham som en dygtig leder. Blødsøden var han dog ikke ....

Eftersom han havde modsat sig nybyggerne fra kolonimagten England med næb og kløer, burde de ikke have ladet sig lokke i den fælde, han satte for dem. I juni 1763 lod han nemlig, som om han var blevet mere venligsindet over for dem, end han var, og de faldt for hans list, hvilket førte til, at han kunne myrde hver eneste én i Muddy Creek samt sådan cirka 50 andre i Clendenin Settlement. Et grimt forræderi eller en forståelig krigslist? Begge dele, vil jeg mene, men han og hans folk kæmpede selvfølgelig for at bevare deres og deres forfædres land, og de var dybt bekymrede over alle disse engelske indvandrere, der fortrængte dem og uden videre slog sig ned rundt omkring, hvor det passede dem. I 1764 blev shawneerne imidlertid besejret af oberst Henry Bouquet, og ikke nok med det, men Cornstalk blev taget til fange i et forsøg på at presse shawneerne til at underskrive en fredstraktat med englænderne. Dette lykkedes, idet shawneerne lovede at ikke bekæmpe englænderne igen. Et løfte, det var svært at holde, efter at engelske nybyggere havde myrdet 11 mingo-indianere. Både mingoerne og shawneerne ønskede hævn over nybyggerne, men Cornstalk, der tog sit aftvungne løfte om fred alvorligt, forsøgte at gyde olie på de oprørte vande, hvilket dog ikke lykkedes ham fuldt ud. 

Også andre europæere tog til Amerika som nybyggere. Her er det en dansk familie, der forsøger at klare sig som nybyggere, men om det lykkedes er ikke til at sige ....

Nybyggerne kom mange steder fra, tilsyneladende også Bornholm. Mange af dem har sikkert fået en grim oplevelse, da det gik op for dem, at de indianere, de har fået beskrevet som "vilde hedninge" også var særdeles dygtige og erfarne krigere .... 

Et grimt syn for Cornstalk og shawneerne: nye, engelske nybyggerfamilier er landet i håb om at kunne skabe sig en fremtid i det, indianerne har anset for deres hævdvundne land gennem generationer. Endeløse strømme af mennesker kom med håb og drømme, idet de fortrængte de oprindelige beboere, som om det var deres ret at beslaglægge deres jord.

Hvad Cornstalk og shawneerne angår, så oplevede de, hvordan mange af deres landsbyer, etc. uden videre blev ødelagt af de engelske nybyggere. Englænderne tog tydeligvis for givet, at disse ikke-kristne "vilde" personer, hvis menneskelighed de måske ligefrem betvivlede, ville opgive at gøre modstand og så bare flytte væk fra de steder, de selv ønskede at opdyrke som deres land. Der forekom mange overgreb på indianerne, men Cornstalk holdt ord: han bekæmpede ikke nybyggerne, og da Frihedskrigen begyndte, hjalp han og hans sønner med at lave kort til oprørerne. Alt sammen måske med det formål at få englænderne stoppet én gang for alle ved at rive Amerika løs fra England og kong George III. At dette kæmpeland skulle være en koloni for det engelske kongedømme, der lå så langt væk, virker jo også grotesk i dag, men dengang var det anderledes. Tabet af Amerika drev således den stakkels, psykisk ustabile George III til endnu større vanvid, end han allerede var ramt af.

I 1777 skete der noget afgørende for Cornstalk, da nogle af shawneekrigerne dræbte en engelsk soldat. Dette førte til hævn-drab på Cornstalk, en af hans sønner og nogle andre shawneer den 10. november 1777. Det med hævn har Cornstalk sikkert godt kunnet forstå, for sådan var han jo også selv, og inden han døde udtalte han en meget kendt forbandelse over dem, der var kommet til hans land som erobrere: "I was the border man’s friend. Many times I have saved him and his people from harm. I never warred with you, but only to protect our wigwams and lands. I refused to join your paleface enemies with the red coats. I came to the fort as your friend and you murdered me. You have murdered by my side, my young son. For this, may the curse of the Great Spirit rest upon this land. May it be blighted by nature. May it even be blighted by its hopes. May the strength of its peoples be paralyzed by the stain of our blood." - Chief Cornstalk

Der kan siges meget om hævn som system, og det er min opfattelse, at det som regel rammer både den, der udtaler en forbandelse, og den, forbandelsen er rettet imod. I dette tilfælde er det svært at se bort fra den kendsgerning, at indianerne blev fortrængt og "skubbet" over i reservater i det, der oprindelig havde været deres land. Visse ting i nyere amerikansk historie kan dog tyde på, at forbandelsen virkelig har ramt USA som helhed, så hvem ved, den virkede måske .....

 

Source information: native-American-totems.com

https://marioncvb.com/shawnee-sachem-chief-cornstalk-3/

 

Wikipedia

 

Hvad tænkte de dog på??????

 

En sav er en sav, og fornuftige folk ved, at man skal være forsigtig med, hvordan man bruger den, da den kan være farlig. Ikke bare kan den være farlig, men den kan også være en trussel om unævnelige forbrydelser, som det imidlertid er svært at tro på. Hvem i alverden kan dog få den tanke at save folk sønder og sammen, midt over eller på langs uden for kriminalromaner af den allermest blodige art? De fleste vil nok sige: INGEN, men dér tager de fejl!!! Denne grusomme henrettelsesmetode er  faktisk blevet brugt mange forskellige steder verden over. F.eks. var der shah Jamshid i Iran, (der dengang hed Persien), der forlangte at blive tilbedt som gud. DET kunne hans folk ikke lide, og hans efterfølger fik ham savet over. Der er imidlertid flere versioner af historien, og i en af dem fik han savet hænder og fødder af, men formåede alligevel at flygte. Dog lader det til, at man senere fik fanget ham igen og fuldførte henrettelsen af denne blasfemiske shah, der ønskede at være gud, ved nu at save ham midt over.

Der er mange beretninger om oversavninger i det gamle Persien. Adskillige personer endte deres dage som oversavede ofre for et sygt menneskesyn. Senere fandt man også på andre gruopvækkende henrettelsesmetoder i Iran/Persien som denne, hvor man lader en kanon gøre arbejdet med at halvere den dømte. Den må imidlertid være langt mindre grusom end savningen, for den dræber formentlig øjeblikkelig, og det gør en savning nu engang ikke, heller ikke hvis den foregår oppe fra issen og ned.  

Metoden med savning var ikke nær så anvendt i Rom, som man kunne have frygtet, men der var dog én kejser, der elskede den: Caligula. Det siges, at han gerne så til, medens han spiste, og at han anså ofrets lidelser for "appetit-vækkende". (Her skal man så tænke på, at hans biografi er skrevet af modstandere, og at den kombination kan give skæve og direkte usande vinkler, hvilket så absolut gælder megen historieskrivning, også om henrettelser).

Hvad savningen angår, så blev det som sagt brugt mange flere steder, end det er rart at tænke på. Således er der et par kristne helgener, der endte deres dage på den måde. I dette tilfælde er det St. Simon, det går ud over, og det må have været meget smertefuldt at blive savet fra bunden og op, for man dør jo ikke med det samme. Den anden vej - fra hovedet og nedad - dræber på en langt mere human måde, men begge metoder  er selvfølgelig aldeles rædselsfulde. Det nævnes ikke i Biblen, men ifølge senere jødiske beretninger blev også profeten Esajas savet midt over af regenten Manassah, men dette understøttes ikke af andre kilder. Måske Esajas er blevet udstyret med en ekstra-martyrkrone som offer for voldsomme grusomheder.

Selv i USA har der været i hvert fald ét eksempel på oversavning som straf. Det foregik i 1757, hvor en oprører i Mississippi blev dømt til døden. Ifølge den franske kaptajn og opdagelsesrejsende Jean Bernard Bossus "Nouveaux Voyages aux Indes Occidentales" (1768) blev han puttet i en kasse, der derpå blev savet over med ham indeni. 

St. Bartholomæus, der her ses med sin hud draperet over skulderen og armene, blev efter sigende flået levende, og dette overgik også andre kristne. F.eks. blev 38 munke, der boede i et kloster overfaldet af vilde horder af arabere, der ville plyndre dem for rigdomme, de ikke havde. I deres raseri over ikke at have fået noget ud af plyndringen lod skurkene flere munke flå levende, medens de savede andre over, ikke bare med save, men med nogen, der var specielt sløve ....  

Radbrækning, brændt på bål, levende begravelser, osv., osv. i en endeløs strøm af ondskab, der virker komplet vanvittig. Skulle det have en afskrækkende virkning? Ja, måske, og det betyder så, at der blev holdt styr på det almindelige menneske gennem skrækkelige jordiske straffe, men efter døden blev de sørme også straffet ved at ryge i helvede! Dvs. at der ikke var noget virkeligt fristed for hverken ånd eller legeme, medmindre man gjorde sig fri af religiøse forestillinger og droppede troen på Satan, men hvor mange formåede at gøre det? Folk troede det, de var blevet oplært til at tro ud fra de på den tid gældende kæft-trit-og-retning-doktriner.

Intet forarger mig mere end sådan noget som dette, for hvordan kan nogen ved sine fulde fem få den ide, at et voldtægtsoffer skal straffes som skyldig??? Tjah, det har der jo også været en tendens til i pæne, vestlige og angiveligt kristne lande, men vi myrder dog ikke den forurettede og kalder det en juridisk gyldig henrettelse. Her har man "bare" udstillet ofret som den "tøjte", der fik forbryderen til at gøre, hvad han nu gjorde. Dermed er det hende, der må bære (en del af) skylden, og det er jo en ganske smart måde at holde kvinderne i ave .....

 

Jeg kan såmænd godt forestille mig lysten til udradere ens fjender, at fjerne dem fra jordens overflade, så man aldrig mere risikerer at støde på dem, men grusomhederne står jeg uforstående overfor. Hvad i alverden tænkte folk dog på????????????

https://www.berlingske.dk/kultur/doedsstraf-gennem-tiderne

 

 

 

Wikipedia

 

 

Den elskværdige skipper og slagsbror

Ja, Skipper Skræk-tegneserierne er måske ikke så elskede, som de var engang, men vi er jo heller ikke længere de store spinat-spisere. Alt muligt andet grønt og vegetarisk er in, men spinaten er vist faldet af i svinget ....

Skipperens "far" var den amerikanske tegneserieforfatter Elzie Crisler Segar (1894-1938), og hans figur blev selv "født" i 1929. Selv om mange nye tegneseriefigurer har fortrængt ham fra hans oprindelige placering som en superpopulær helteskikkelse i aviser og magaziner, så er han stadig kendt. Man genkender ham og hans kumpaner som en del af den amerikanske tegneserieverden, men moderne børn ville næppe købe nyudgivne hæfter med ham. Jeg kunne dog godt forestille mig, at voksne tegneserieelskere gjorde det, selv om skipperens specielle form for uskyld og galanteri vist desværre er forsvundet fra den almene forestillingsverden.

At Skipperen til dels bygger på en levende model kan være svært at tro på, men det gør han faktisk. Denne levende model hed Frank "Rocky" Fiegel, og han var født i 1868 i Polen. Han dog ikke sømand, men bartender. Noget, han havde til fælles med tegneserie-skipperen var hans mange slagsmål samt visse ansigtstræk. Man hævdede ligefrem, at han aldrig tabte en kamp, selv om hans evindelige slagsmål dog på et tidspunkt havde givet ham et deformt øje. Altså ganske som Skipper Skræk, selv om det er svært at afgøre, da det fotografi, der oftest ses som et billede af den levende model, Frank "Rocky" Fiegel, ikke er ægte.

Af andre karakteristika ved tegneserie-skipperen kan nævnes, at der altid hænger en pibe i munden på ham, og at han derfor taler ud gennem den modsatte side. Han elsker børn, og faldt - lidt efter lidt - for Olivia, der ellers var mere eller mindre forlovet med en anden.  

Eftersom figuren Olivia - kaldt "Olive Oyl" på amerikansk - var skabt ca. 10 år tidligere end skipperen, oplevede seriens entusiaster også et første møde mellem de to, og det gik slet ikke godt. Oprindelig kunne de nemlig ikke fordrage hinanden, og det tog flere uger, før det gik op for dem, at de nok i virkeligheden var forelskede. 

Andre lagde dog også billet ind på den rapkæftede, hidsige og supertynde Olivia, hvilket gav anledning til en flirt i ny og næ, som hun nød i fulde drag. Skipperens ærkerival er Brutus, som Olivia spiller ham ud imod, når hun vil have lidt drama. "Olive Oyl", der jo er hendes amerikanske navn, kommer fra en stor familie, der vokser med årene. Hendes familienavn, "Oyl", bliver sat sammen med en masse forskellige betegnelser, så hele familien bliver til olie-varianter.

Også Olivia bygger løseligt på en levende model, nemlig Dora Paskel

Efterhånden blev tegneserien forvandlet til tegnefilm, og der er også en rigtig filmatisering fra 1980 med Robin Williams som skipperen og Shelley Duvall som Olivia.

 https://culture.pl/en/article/popeye-polish-roots-fiegel

 

https://www.telegraph.co.uk/books/childrens-books/popeye-10-things-you-never-knew/ 

Jern mod stål, da Stalin mødte Timur Lenk .....

En bister herre at se på, og hans udseende passer ganske godt med hans karakter og handlinger. Han blev kaldt Timur Lenk eller Timur-i Lenk (1336-1405), hvilket betyder "den halte jernmand" og var kendt som en grusom tyran. Man taler om, at hans forskellige felttog kostede omkring 17 millioner menneskeliv, og det fortælles også, at han samlede på faldne fjenders kranier. Denne myte skal såmænd nok passe, men det dynasti, han grundlagde - nemlig det timuridiske dynasti - bestod i ca. 500 år og var præget af en storslået kultur i Centralasien.

Man kan sige, at jernmanden Timur Lenk i 1941 havde et sammenstød med den russiske leder, der med sit nye og meget symbolske navn, "Stalin", stod for en lige så stor styrke som han selv. Jern mod stål, men hvordan? Jo, Stalin befalede i 1941, at Timurs smukke grav skulle udforskes, formentlig for at minde landets befolkning om storhedstiden under den gamle kriger.

Stalin var mildt sagt ikke en godtroende mand, men han havde ladet sig narre af Hitler, idet han havde  troet på hans forsikringer om, at han ikke ville invadere Rusland. Dér tog han som bekendt fejl, for på dette tidspunkt samledes der store, tyske styrker ved Ruslands grænser. Det er min opfattelse, at den døde erobrer Timur Lenk blev brugt som en afledningsmanøvre, da man åbnede hans grav, hvor han havde ligget uforstyrret i så mange århundreder. Egnens overtroiske beboere bønfaldt Stalin om at lade være, da der gik rygter om en skrækkelig forbandelse, som den gamle tyran havde udstedt over dem, der forstyrrede gravfreden. Noget, der dog ikke bremsede stårmanden Stalin ....

Det fortælles, at dem, der trængte ind i graven den 20. juni 1941, blev mødt med vellugt fra balsameringsvæskerne, og man kan sige: så langt så godt. Man fik dog hurtigt øje på en inskription, der lød sådan: "Hvem end, der åbner min grav, vil give frit løb for en langt værre erobrer, end jeg var." To dage senere startede Hitler "Operation Barbarossa" uden nogen formel krigserklæring. Stalin blev taget på sengen, og det fortælles, at han drak sig plakatfuld i tre dage, indtil han fik taget sig sammen og gik ind i kampen mon nazisterne.

Da man undersøgte Timur Lenks lig, kunne man se, at han ganske rigtigt var invalid, så navnet passede altså. Han var imidlertid også højere end sine samtidige landsmænd og havde en meget kraftfuld fysik. Det mest skræmmende for en mand som Stalin, der jo selv var af en overtroisk bondeslægt, var imidlertid, at forbandelsen syntes at virke, for nazisterne rykkede længere og længere frem uden at lade sig standse. Den gik jo ikke, så Timus lig blev returneret til graven i december 1941, og minsandten om ikke tyskerne opgav kampen nogle uger senere. Stalingrad - ja, Rusland - blev reddet, og den gamle, onde gut fandt hvile i sin grav igen: jernmanden havde vundet over stålmanden ....

Soulmate, Mary Kennedy, nuværende beskæftigelse: spøgelse .....

En mand med sin kæreste, er der noget sært ved det? Ja, det må man sige, for kun manden er levende på dette specielle billede fra den 29. april 1920. Den noget utydelige og ligesom "svævende" dame er nemlig angiveligt afdøde Mary Kennedy. Manden, hun læner sig op ad, er Dr. Leslie Rippon Stone, der først døde i 1967. Selv beskrev han møderne med afdøde Mary sådan: "I am also adding photographs of Mary as she materialized in the studio of Mr. William Keeler, brother of Pierre Keeler, who, I have said, was a slate writing medium I had met at Lily Dale. The Pictures were taken in Washington, D.C., in February 1920, where I sat; and in one she appeared poised and calm, with certain spirit lights about her head and partly across my body. Such illumination blotted out the black tie I was wearing at the time. Yes, my Mary is a glorious, living spirit of the Celestial Heavens. I have had many writings from her through Mr. Padgett, and more recently through an associate of mine. I hope you will enjoy the messages from her" 

Dr. Rippon var hele livet igennem en meget respekteret mand og hævet over "snyd". Desuden: i 1920 havde folk ikke computere og kunne photo shoppe som nu. Dette betyder så, at man bliver nødt til at se på hans Mary-billeder som muligvis ægte, for dobbelt-eksponering eksisterede tilsyneladende heller ikke. Hvis der er tale om en eller anden form for snyd, så blev Rippon i hvert fald også narret, for han anså Mary Kennedy som sin "soul mate" og levede og åndede for hende og alt af spirituel art.

Hans kontakt med åndeverdenen foregik gennem James E. Padgett, der var forfatter og et kendt medium, som han stolede på, måske også fordi flere af hans bøger handlede om hans erfaringer med ånder og budskaber, og at det alt sammen så mægtig tilforladeligt ud for den troende Rippon.

Mary-billederne blev første gang publiceret i ovennævnte bog. De menes at være forsvundet siden da, hvilket umiddelbart virker lidt suspekt på mig, men på den anden side: den slags sker, og heller ikke James E. Padgett ses som en snydepels.

Jeg har ellers svært ved at tro på ånde-billeder, fordi nogle af dem virker meget konstruerede. Det gælder bl.a. dette med "ektoplasma", der ligner papmaché. 

INGEN får mig til at tro på, at disse billeder viser ægte fænomener. At det såkaldte "medium" er sluppet afsted med det er ubegribeligt, men hvis man drives af et stærkt ønske om kontakt, så ser man nok kun det, man ønsker at se ....

Billederne i denne "ektoplasma" ligner det, de sikkert også er: fotografier! Dermed er det ikke en ægte ånde-fremkaldelse, og man spørger uvilkårligt sig selv, om det nogensinde er tilfældet. Den eneste gang, hvor jeg er tøvende i min dom, er faktisk Rippon-sagen, men der kan være tale om en tidlig form for dobbelt-eksponering, som vi bare ikke kender til. Kan være - og er måske .....

 

http://thepadgettmessages.org/james-e-padgett/

 

Wikipedia