Bortførelsen, der var noget helt andet

 

Nok var Gerald "Jerry" Stomps (60 år) ganske sød at se på, men kunne det være derfor, han pludselig blev bortført af et par ukendte mænd den 6. februar 2009? Var de vilde med ham, eller hvad foregik der dog denne skæbnedag, hvor hans kone, Hazelynn Stomps (57 år), faldt - eller blev skubbet - ned ad en stejl skrænt, da hun flygtede fra de mænd, der havde taget hendes mand? Det var svært for politiet at få hoved og hale i hendes forvirrede beretning om det, der var sket, da ægteparret mødtes med disse to skrækkelige mænd for at afslutte et båd-salg. Hvorfor havde de forsøgt at myrde hende, og hvad var der reelt set blevet af hendes mand???

På grund af faldet ned ad den stejle skrænt havde Hazelynn brækket hoften og lå på hospitalet, da politiet afhørte hende. Det varede imidlertid ikke ret længe, før hendes besynderlige historie om bortførelsen, der ikke engang blev fulgt af et krav om løsepenge, vakte politiets mistanke. Noget, der fik dem yderligere op på tæerne, var ægteparrets lejers fortælling om, at han havde set Hazelynn holde et kæmpe stort bål i gang gennem mange timer nogle dage før. Hvad havde hun brændt, og havde det nogen forbindelse med Jerrys mystiske bortførelse? Svaret gav næsten sig selv, da man fandt små menneskelige knoglefragmenter samt brændt menneskekøb i asken, men Hazelynn nægtede ALT, der kunne udledes af disse fund, og holdt fast ved sin historie om de voldelige mænd, der havde bortført Jerry og jagtet hende med en pistol for derefter at skubbe eller slynge hende ned ad den stejle skrænt. Intet bed på hende, selv om politiet kunne påvise, at de havde gjort sære fund i asken fra det bål, hun havde startet og derpå holdt i gang. At lejeren tilmed kunne sige, at det var mindst en uge siden, han sidst havde set Jerry og da slet ikke den dag, hvor han ifølge Hazelynn var blevet bortført, blev endnu et indicium for, at der var foregået noget meget grimt .....

Hazelynn blev anklaget for at have fabrikeret en løgnehistorie om Jerrys skæbne, der ifølge anklagerne i virkeligheden gik ud på, at hun havde skudt og brændt sin mand kort tid før "bortførelses-dagen", den 6. februar 2009. De mænd, hun havde fortalt om, eksisterede simpelthen ikke, men var en del af det alibi, hun havde konstrueret, da hun ved et uheld faldt ned ad skrænten. Hvis ikke det var sket, ville hun have brugt den langt mere plausible forklaring på Jerrys forsvinden, at han var taget ud at fiske, men var faldet i vandet og derpå druknet, men den gik ikke på grund af hendes skader. Hvis alt var gået, som hun havde planlagt, ville hun have brugt morgenen til at line konstruerede beviser op for en drukne-ulykke op, men hendes eget uheld satte en stopper for de planer.

Spørgsmålet var, hvorfor Hazelynn havde myrdet sin mand gennem 39 år. De havde ikke virket som et ulykkeligt ægtepar, så hvad var der gået galt? Man fandt ikke helt vandtætte beviser på, hvad der var sket, men mente generelt set, at mordet skyldtes et par tilfælde af hustruvold samt finansielle problemer. F.eks. kan Jerry være blevet så eventyrligt vred over, at hun havde taget midler fra deres opsparing, og at hun havde oparbejdet en vis gæld, selv om det skyldtes hans egen nærighed. Måske han i sin vrede havde forlangt skilsmisse, hvilket hun absolut ikke ville være gået med til. Det ville nemlig være blevet regnet for et beskæmmende "nederlag" blandt deres venner og familie. Så hellere myrde manden, for stillingen som fraskilt brød med hele hendes selvforståelse som den ferme og trofaste kone.  

Til trods for hendes protester imod anklagen for mord fandt juryen Hazelynn skyldig, og hun blev idømt livstid i fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Da hendes stedsøn overtog familiens regnskaber, opdagede han, at hun virkelig havde haft sugerøret i den opsparingskonto, som Jerry havde ønsket stod urørt. Noget, der altså godt kan være den "rygende revolver", man vidste måtte skjule sig et eller andet sted i hendes liv med Jerry ....

 

https://katu.com/archive/stomps-found-guilty-of-2009-murder-of-husband-11-19-2015 

 

https://www.oregonlive.com/gresham/2011/01/prosecutors_say_hazelynn_stomp.html 

Forvandlingen

Den store seer fra det gamle Grækenland Tiresias så engang et par slanger, der parrede sig, hvilket åbenbart fortørnede ham, for han slog uden videre hunnen ihjel. Gudernes straf var ikke fjern, for straks blev han forvandlet til en kvinde. Otte år senere så han imidlertid endnu et par slanger, der parrede sig, og denne gang slog han ikke hunnen, men hannen ihjel, hvilket øjeblikkelig gjorde ham til mand igen. 

Efter en længere strid om, hvilket køn der får mest ud af sex, opsøgte gudeparret Zeus og Hera ham for at høre hans mening. Da Teiresias jo havde prøvet at være begge køn, mente de nemlig, at han logisk set måtte være den rette til at afgøre det spørgsmål. 

 

Nok var Tiresias på nogle punkter mægtig begavet, men han tog ikke højde for Heras hævngerrighed, for da han afgjorde de almægtige guders strid til Zeus' fordel ved at bekendtgøre, at kvinder fik langt mere ud af sex end mænd, blev hun gal og slog ham med blindhed.

Selv om Zeus var den højeste, græske guddom, Zeus, kunne han ikke gøre noget ved sin mægtige kones forbandelse, så Tiresias forblev blind. Hvad hun havde sagt og bestemt lod sig ikke bare ophæve og gøre ugjort.

Som trøst gav Zeus ham imidlertid evnen til at forudsige fremtiden, sådan at det blev ham, der opfandt spådomskunsten. En evne, han ikke mindst brugte i forbindelse med sit virke for det græske kongehus, først kong Kadmos, dernæst Laios og dennes søn Ødipus samt senere for Kreaon. Han var dem en god rådgiver og hjælper, og der er ikke noget at sige til, at Odysseus opsøgte ham efter hans død, hvor han altså befandt sig i dødsriget Hades. Noget, der ikke forhindrede ham i at rådgive Odysseus på hans store rejse. 

Tiresias i Hades rådgiver Odysseus

Hvordan var Tiresias dog havnet i Hades, da Zeus jo havde givet ham ekstra livslængder som en del af trøsten for hans blindhed? Jo, Tiresias havde fornærmet en anden gud, nemlig Zeus' søn, Apollon, ved at drikke af en hellig kilde. Denne gud henrettede ham for hans fornærmelse imod kildens hellige kraft, og han røg så ned i Hades, hvor han dog fortsatte sit spådomsvirke. Død eller levende havde han også sin egen mening om det gode liv, for i Lukian fra Samosatas "Nekromantia" siger den døde Tiresias: "Den jævne mands liv er det bedste og klogeste valg. Glem metafysiske spekulationer og grublen om ophav og hensigt. Tag den yderste afstand fra deres snu logik, anse alle disse ting som snak, og vær optaget af en eneste ting: Hvordan du kan gøre det, dine hænder finder anledning til - og gå din vej med et smil og helt uden lidenskab."

 

Apollon

https://www.britannica.com/

https://www.greelane.com/da/humaniora/litteratur/tiresias-ovids-metamorphoses-119781 

 

Wikipedia

Dumme svin!!!!

Efter fire år med T. Rump ved vi, at præsidenter ikke altid er pæne og moralske mennesker, der kan tjene som forbilleder for undersåtterne og andre, der følger deres karriere. Det samme kan siges om Amerikas 22de og 24de præsident, dvs. Stephen Grover Cleveland (1837-1908). På billeder ligner han det, han var, nemlig en skiderik, for han var hovedpersonen i en slem sag om voldtægt, et illegitimt barn og forsøg på bortskaffelse af et vidne. Sært nok er han imidlertid den eneste amerikanske præsident, der bestred embedet i to omgange, nemlig 1885-1889 og 1893-1897. Desuden er hans almindelige omdømme som præsident forholdsvis god. Man regner ham for en hæderlig mand, der gjorde det ganske godt i hvert fald i den første periode i embedet. Det med voldtægten huskes tilsyneladene ikke af alle historikere eller - hvilket er endnu mere typisk, når det drejer sig om seksuelle forsyndelser - regnes for "noget andet", der ikke laver alvorlig ravage i eftermælet - i hvert fald ikke for mænd. 

Det hele startede, da den kraftige, 37-årige ungkarl kom slentrende hen ad gaden og løb på en kvinde, en 38-årig ekspedient og enke med to børn ved navn Maria Halpin, som han angiveligt havde forsøgt at forføre gentagne gange uden at have held med sig. Denne aften - nemlig den 15. december 1873 - hvor han altså mødte hende på gaden, fik han hende imidlertid til at tage imod en invitation til at spise middag med sig. 

Maria Halpin

Middagen foregik på "The Ocean Dining Hall & Oyster House og var mægtig fornøjelig for begge parter. Fordi Maria havde haft det rart, var hun ikke bekymret for at lade ham følge sig hjem til det pensionat, hvor hun boede. Hér blev han imidlertid helt balstyrig, for han overfaldt og voldtog hende, hvilket fik hende til at true ham med at melde overfaldet til politiet. Han truede så til gengæld hende med at ville "ødelægge hende", om så det skulle koste ham $10,000 eller endda hans liv.

Nogen tid efter opdagede Maria, at hun var  blevet gravid. Hun mente sig berettiget til en social oprejsning og forventede bl.a. et frieri, men nej, det blev der ikke noget af, for Grover Cleveland nægtede alt og forsøgte tilmed at skyde skylden for graviditeten på en af sine afdøde venner, som han påstod, at hun havde haft en affære med. Noget, hun selvfølgelig benægtede, idet hun holdt fast i sin fortælling om det, der var sket. I den beedigede, skriftlige erklæring, hun har efterladt sig, giver hun en detaljeret fremstilling af det, der var foregået. "Pudsigt nok" har denne erklæring været forsvundet i flere årtier, hvilket passer godt med alt det andet, som Grover Cleveland og hans folk gjorde for at mørklægge sagen. Da barnet - en dreng - blev født på et hospital for ugifte kvinder den 14. september 1874, og hun fortsatte med sine beskyldninger, blev hun tvangsindlagt på The Providence Lunatic Asylum. Samtidig "forsvandt" hendes søn på mystisk vis. Dette forløb blev bevidnet af en af hospitalets læger:

Dr. William G. King, an honored citizen of Buffalo, was then attending physician at the Providence Asylum. When visited by a Telegraph reporter last week he said that he remembered Maria Halpin well. He says she was brought to the asylum without warrant or form of law. When he examined her he found that she was not insane, though she had been drinking. The managers of the asylum had no right to detain her, and she left in a few days—that is, as soon as she chose to after her terrible experience.

Da Maria var blevet udskrevet, gik hun straks i gang med et forsøg på at lokalisere det bortførte barn. Samtidig skete der det, at den nu nyvalgte præsident fik større nyhedsværdi for pressen, der fokuserede på historien. "The Evening Telegraph" publicerede en historie om, hvordan Grover Cleveland havde ødelagt en respektabel kvindes navn, stjålet hendes barn og uberettiget fået hende indlagt på et hospital for sindslidende. Andre aviser fulgte trop, men skandalen førte først og fremmest til en politisk diskussion vedr. det betimelige i, at en mands "privatliv" skulle spille ind i hans politiske affærer. Anklagerne imod Maria for løsagtighed florerede, da Grover Cleveland lod det sive ud, at hun havde "tre, måske endda fire gifte elskere". Efter hans udsagn var det en af disse ikke-eksisterende elskere, der havde besvangret hende, nemlig hans gode, men nu afdøde ven. Det politiske PR-maskineri gik på, at som den gode samfundsborger, Grover Cleveland var, så havde han ikke bortført, men bare taget sig af barnet. Kort sagt: en overmåde "doktoreret" og besmykket beskrivelse af et forløb, der kun kan kaldes løgn.

Et par år senere giftede Grover Cleveland sig med sin afdøde vens smukke og meget yngre datter, Frances Clara Cleveland Preston. Derved blev hun, der på det tidspunkt var 21 år gammel, den indtil videre yngste "first lady" i USA.

Hvad Maria angik, så var hendes rygte ødelagt, bl.a. fordi voldtægtshistorien indgik i et politisk spil, hvor den blev brugt imod Grover Cleveland. Der er ikke noget at sige til, at da hun lå på sit dødsleje, bad hun kun om at få ro: "Do not let the funeral be too public. I do not want strangers to come and gaze upon my face. Let everything be very quiet. Let me rest." Hun døde i 1902, 66 år gammel og med en "formue" på sølle $200, og hun fik aldrig sin søn igen. 

https://unrememberedhistory.com/2019/03/26/in-1884-grover-cleveland-was-accused-of-rape-two-days-later-he-was-elected-president-of-the-united-states/

 

https://www.smithsonianmag.com/history/president-clevelands-problem-child-100800/ 

 

https://www.thedailybeast.com/grover-clevelands-sex-scandal-the-most-despicable-in-american-political-history  

 

Wikipedia

Wallis og Jimmy

 

Mange undrede sig over, hvorfor den engelske kong Edward VIII (1894-1972) abdicerede i 1936, og så for én som amerikaneren Wallis Simpson (1896–1986). Hvad havde denne ikke særligt smukke kvinde, som hans andre gifte elskerinder ikke havde, og hvorfor blev han som besat af hende? De fleste gættede på, at det var en eller anden form for speciel erotisk fortryllelse, der havde forblændet ham, så han ikke længere så klart. Hvad det end var, så delte de et overfladisk liv, efter at hans titel som konge var blevet udskiftet med titlen som hertug af Windsor i 1937, og hun blev hertuginde. Han kæmpede længe for, at hun som hans kone skulle tituleres som "Hendes kongelige Højhed", men den gik ikke, undtagen i Nazi-Tyskland, og det var nærmest pinligt. 

I sine unge dage var han kendt som en meget charmerende, men nok ikke overbegavet mand. Hvorom alting er, så var der mange, der sværmede for ham og så hans interesse for ikke-kongelige ting som golf og tøjmode som et frisk pust oven på den tørre og stive George V (1865-1936). Det gjorde hans forældre, George V og dronning Mary (1867-1953) imidlertid ikke, for ligesom alle andre forventede de en mere royal adfærd fra hans side og i hvert fald ikke en vild forelskelse i en - efter engelske forhold - vulgær person som den amerikanske Wallis Simpson, der tilmed var på sit andet ægteskab. At hun skulle lade sig skille og derpå gifte sig med Edward faldt sikkert ingen ind, for det gjorde man bare ikke dengang. Reglerne for kongelige var, at de fandt en passende ægtefælle af royal herkomst - med eller uden familiens bistand - men den mulighed lod slet ikke til at interessere Edward, for han havde kun øje for Wallis. 

 

Han tilbad simpelthen sin Wallis, men hvad med hende, tilbad hun også ham? Visse ting kunne tyde på, at hendes følelser var langt køligere end hans, og at hun direkte følte sig fanget og indespærret i ægteskabet med ham. På et tidspunkt fik hun et forhold til en ung, velhavende amerikaner, playboyen James Paul "Jimmy" Donohue Jr. (1915-1966). Edwards kusine, Lady Pamela Hicks, datter af The Earl Mountbatten of Burma, understøttede i hvert fald Jimmys udlægning af forholdet, som han påstod var erotisk. Andre har imidlertid sat et spørgsmålstegn ved det, fordi han var kendt som bøsse.

Det blev altså sagt om Jimmy, at han var 100% bøsse, men han påstod selv, at han havde haft en fire år lang seksuel affære med Wallis, der blev stoppet af Edward, der på et tidspunkt satte hende stolen for døren og angiveligt sagde noget i stil med "Det er mig eller ham". Meget kan man sige om Wallis - og det er der sandelig også blevet - men selv om hun kunne slå sig i tøjret, så viser hendes adfærd, at hun godt var klar over, at fælden var klappet i: en konge havde opgivet sit kongerige for hendes skyld og at forlade ham var utænkeligt i de kredse, hvor de færdedes. Hun ville have umuliggjort sig selv blandt de high society-folk, der betød alverden for hende, så hun blev, hvor hun var, men ægtefællerne virkede mindre og mindre knyttede til hinanden, som årene gik. 

Selv om Edwards følelser formentlig ikke kølnedes, så var han og Wallis meget forskellige, og hun har sikkert mange gange direkte kedet sig i hans selskab. Han havde på et tidspunkt drømt om at få vigtige opgaver for England oven på guvernørposten i Bahamas, som han selv havde forladt, men nej, der var ikke andet i hans liv end Wallis, golf, hunde og endeløse selskaber med den samme type mennesker rundt omkring i verden. Ikke noget, der kan holde en person beskæftiget på en god måde og dermed gøre ham/hende interessant for andre. Desuden må det have været slemt for hende, at han var så enormt afhængig af hende, for hun hun viste mange tegn på, at hun følte sig omklamret.

 

https://meaww.com/edward-viii-love-wallis-simpson-affair-gay-millionaire-jimmy-donahue-private-lives-of-monarchs-441140

Charles Higham: "The Duchess of Windsor: The Secret Life". New York: McGraw-Hill Book Co

 

Wikipedia

 

Drengen i papkassen

En køn og glad dreng på sådan ca. 4-6 år, men sådan så han mildest talt ikke ud, da han blev fundet død i en papkasse i vejsiden den 25. februar 1957. Han var tydeligvis blevet smidt som affald, sådan som det også har været tilfældet med mange kvindelige mordofre, ikke mindst gennem de sidste 20-25 år. Det har været som en hel epidemi at gøre sig af med lig enten i hel form eller i flere stykker på den  måde, og det viser en total mangel på respekt for det menneske, der er død, ofte på en meget tragisk måde. Barnet så ud til at være blevet klippet efter døden, for han havde afklippede hårtotter rundt omkring på kroppen. Det mest påfaldende var dog de mange ar, han havde rundt omkring på kroppen, samt de tydelige tegn på underernæring. 

Af mystiske årsager meldte den jæger, der fandt ham, ikke fundet til politiet, men lod den døde dreng ligge flere dage efter at have opdaget kassen med hans lig. Han påstod senere, det skyldtes, at han var bange for, at politiet ville beslaglægge de dyrefælder, han havde opstillet rundt omkring. Da en studerende så en kanin løbe ind i nogle buske, hvor jægeren havde opstillet en fælde, ville han undersøge det, men fandt i stedet drengens lig. Først var han heller ikke meget for at melde fundet, men gjorde det så alligevel, og det førte til starten på en stor efterforskning af drengen, hans identitet samt mordet på ham. Man lavede også trick-fotos af den døde for at vise, hvordan han havde set ud før mordet, samt ville kunne tænkes at komme til at se ud nogle år fremme i tiden. Man tog også fingeraftryk og regnede med, at sagen hurtigt ville kunne opklares, men dér tog man nu fejl, for det er til dags dato ikke lykkedes for  nogen. Ingen meldte sig nemlig som slægtninge til den myrdede eller bare genkendte ham. Hverken det manipulerede foto af drengen, som han kunne have set ud, eller de originale fotos fra obduktionen bragte en løsning nærmere: hvem var han, og hvordan var han havnet i den papkasse???

Hans skader var mangfoldige, både i ansigtet og på kroppen

 

Skaderne var tydeligvis opstået som følge af vold. Han havde mærker efter slag og knivhug stort set over hele kroppen.

Da man ikke kunne finde ud af, hvem han var, eller hvad der var sket med ham, blev han i første omgang begravet. Senere blev han gravet op igen i 1998, da man ville forsøge endnu engang. Man tog DNA fra en tand, men det har endnu ikke ført til en afklaring, for man ved stadig ikke, hvem han er. Han blev genbegravet på "Ivy Hill Cemeteray" i Cedarbrook, Philadelphia, idet alt blev betalt af en søn af den mand, der havde fået ham begravet i første omgang.

 

Benævnelsen "Amarica's Unknown Child" på gravstenen virker meget passende, da ingen jo har kunnet identificere ham, selv om interessen for ham og hans skæbne har været meget stor i offentligheden. Der var masser af teorier, bl.a. forestillede man sig, at han havde været et plejebarn, der kom ud for en ulykke. En mentalt forstyrret kvinde mente, at han var et barn, som hendes mor havde købt af hans forældre og derefter udsat for utallige ydmygelser og overgreb. Da han blev badet efter at have kastet op, omkom han ifølge hende i badet. Eftersom det var tydeligt, at hans hår lige var blevet klippet, gav det anledning til en tredie teori, der gik ud på, at drengen kan have været klædt i pigetøj og være blevet behandlet som pige, hvorefter et eller andet gik galt, og han døde.

Hvis han var uelsket og blev mishandlet, da han levede, så har han til gengæld fået stor opmærksomhed af mennesker, der udtrykker deres kærlighed til dette ukendte barn ved at overdænge hans grav med gaver. Ikke at det kompenserer for noget som helst, men det er da en interessant udvikling i en tragisk sag .....

https://allthatsinteresting.com/boy-in-the-box

 

Wikipedia

SOE-skandalen under Anden Verdenskrig

 

Det var Churchill og ministeren for økonomisk krigsførelse, Hugh Dalton, der fik ideen til oprettelsen af "Special Operations Executive" (SOE) med kælenavnen "The Baker Street Irregulars". Formålet var at inddrage andre midler end de rent militære i krigen imod nazisterne, og på papiret så det godt ud, men da jeg forleden så en engelsk TV-udsendelse om denne organisation, der skulle muliggøre spionage og sabotage bag fjendens linjer, blev jeg rystet over, hvor amatøragtigt det blev kørt i et bestemt land, nemlig Holland. Andre steder gik det ikke så galt, men i Holland skete der skrækkelige ting, der kunne have været undgået, hvis SOE havde fulgt sine egne forholdsregler.

Man må sige, at noget af glansen "er gået af Skt. Gertrud", for en god del af SOE's ry er røget efter Holland-katastrofen. 

Man havde masser af agenter, der alle blev indskærpet at følge bestemte regler for kommunikation på tværs af landegrænserne, men realiteterne er, at man under det såkaldte "Englandspiel" i Holland ikke selv overholdt dem. Utroligt nok mistede man 58 agenter samt forårsagede et stort tab af fly, våben, penge, elektronisk kommunikationsudstyr, osv., osv., alt sammen på grund af noget, der kun kan kaldes uduelighed, eller - som andre kritikere udtrykte det - amatørisme.

Man underviste og instruerede en stor gruppe mennesker, der derpå mistede livet, fordi dem, der oplærte dem, ikke fulgte deres egne regler og instrukser. Det er både pinligt og tragisk for alle involverede, og eftertiden sidder tilbage med rigtig mange spørgsmål, der bare ikke bliver besvaret af de ansvarshavende.

Visse oplysninger om Holland-sagen er mørklagt indtil 2031 (eller nu måske længere???), hvilket kunne tyde på, at nogen højt på strå, der burde have vidst bedre og have været langt mere omhyggelige med sikkerheden, desværre svigtede og nu skal beskyttes. 

Spioneren er mange ting, og det var nok ikke så heldigt, at tre hemmelige tjenester på en vis måde blev konkurrenter, samtidig med at de arbejdede sammen. SOE blev nemlig skabt ved en sammenlægning af SIS/MI6/Section D, GS (R)/MU R og Department EH/Electra House. Mange af deres aktiviteter overlappede hinanden, men så alligevel ikke helt. SOE fik bl.a. frataget dele af sine områder som f.eks. propaganda, der fik en anden betegnelse (SO 1). De forskellige gnidninger mellem afdelingerne gjorde, at vigtig information ikke altid havnede dér, hvor den skulle, hvilket i visse tilfælde var meget uheldigt. Det værste var dog, at man ikke fulgte sine egne regler omkring kommunikationen i forbindelse med agenterne i Holland. De var blevet trænet i og havde fået indskærpet forskellige sikkerhedskoder, men når de blev fanget og derpå tvunget af nazisterne til afgive falske informationer, ignorerede SOE stort set koderne for "fare". Noget, der også gav agenterne en falsk følelse af tryghed, da de jo troede, at deres meddelelseer var blevet opfattet, men SOE tog for givet, at det nok var en fejl, og at det derfor ikke betød noget. En virkelig unødvendig og utilgivelig fadæse, der kostede menneskeliv og dyrt materiel ....

Generalmajor Colin McVeigh Gubbins, direktør for SOE fra august 1943

I nogle lande forløb indsatsen OK, men ikke i Holland, hvor SOE virkelig svigtede de mænd - og den ene kvinde - de selv havde sendt ud som agenter. Tyskerne hånede ligefrem de engelske SOE-folk for deres manglende succes, selv om krigen på det tidspunkt var ved at være forbi med Tyskland som  den besejrede part.

Der har været en vis form for glorificering af SOEs bedrifter i romaner, film, tegneserier, etc.. Meget af det er selvfølgelig berettiget, men ikke når det gælder Holland. Historiens dom vil ikke være blid over for SOE-folkene, der var blinde og døve over for de koder, der selv havde lært deres agenter ....

 

https://www.independent.co.uk/news/spy-fiasco-cost-britain-50-agents-1199631.html

 

https://www.berlingske.dk/kultur/kvindelige-agenter-i-kz-helvede 

 

Wikipedia

Prinsessen, der giftede sig væk fra sin titel

Alt det med flotte riddere, der redder smukke prinsesser fra onde drager og derpå gifter sig med dem, hører eventyrets verden til. Man vil helst tro, at kærligheden overvinder alle forhindringer, og at den er evig og usårlig, men i virkelighedens verden er tingene ikke helt så enkle. Da dronning Elizabeth II's yngre søster, prinsesse Margareth, forelskede sig i den flotte Peter Townsend, så var forholdet dødsdømt ud fra den tids begreber, for han var fraskilt. Hun blev stillet over for valget mellem at finde en anden mand eller vælge Townsend og miste sin prinsesse-titel samt sine royale rettigheder, og det afgjorde sagen for hende: et liv som forhenværende prinsesse forstod hun sig ikke på, så de blev aldrig gift.

Peter Townsend var ellers en flot fyr, men hvad er maskulin skønhed sammenlignet med royale rettigheder? Tjah, dengang hvor det virkelig talte som noget værdifuldt, så var der en anden prinsesse, der uden vaklen opgav titel og rettigheder for at gifte sig med den mand, hun var forelsket i, og det var Patricia of Connaught (1886-1974), der som datter af dronning Victorias tredie søn, hertugen af Connaught, forventedes at gifte sig med en kongelig. 

Ved at holde fast ved den flotte Alexander Ramsay, der var søn af hertugen af Dalhousie, foretog hun et frivilligt status-dyk. Da hun trådte ind ad døren til Westminster Abbey den 27. februar 1919, var det som super-fornem prinsesse af det kongelige hus, og da hun gik ud igen efter vielsen, var det som "lady Ramsay". Alt sammen frivilligt og gennemført efter de gældende regler for kongelige ægteskaber.

Situationen var altså ens for Patricia i 1919 og for Margareth i 1950'erne, og man skulle have troet, at det brud med traditionerne, som dronning Victorias barnebarn kunne sætte igennem, ville være endnu nemmere for hendes tipoldebarn at få gennemført, men nej, titel og royale frynsegoder vejede simpelthen tungest for Margareth.

Da Patricia bad sin fætter, kong George V, om lov til at opgive sin prinsesse-rang, udfærdigede han og hans folk en erklæring om, at hun frasagde sig sine titler, og at hun nu havde rang som datter af en hertug. Det betød dog ikke, at hun stod uden for arvefølgen, så på en vis måde lykkedes det hende både at "spise sin kage og bevare den". Hun var stadig et æret medlem af den kongelige familie, men ikke som prinsesse.

Med hensyn til ægteskabet, så forløb det angiveligt godt. De fik en søn, Alexander Ramsay, der deltog i Anden Verdenskrig, hvor han mistede det ene ben. Noget, der tilsyneladende ikke slog ham ud. I 1956 blev han i hvert fald gift med den skotske adelskvinde Flora Fraser, der var medlem af det britiske overhus i 1979-2014, og som han fik et par døtre med.

 

https://www.thecanadianencyclopedia.ca/en/article/princess-patricia-of-connaught

https://www.thegazette.co.uk/London/issue/31203/page/2819

 

Wikipedia