Hjemløshed: uden mål og med

 

Der er en voldsom ironi i, at den hjemløse ligger og sover foran et skilt for en "stor menu" til 79,50 kr. Hvis han ikke har råd til sådan et måltid, så kan det da ikke være rart at blive mindet om en så sørgelig kendsgerning på denne måde. Når jeg ser på billedet, forekommer det mig, at sceneriet kan være fra pladsen foran Palads Bio i København, så der er endnu en ting, hvor han ikke kan deltage på grund af hjemløses formodede penge-situation: nul bio til ham, hvilket der heller ikke har været for os andre et godt stykke tid, men det har været på grund af Covid-19, og det e r trods alt noget helt andet ....

En besynderlig scene, da alle duerne vender ansigtet imod den hjemløse. Som fugle-fodrer ved jeg, at netop fugle hurtigt bliver vant til - og derfor forventer at få - mad fra folk, der før har givet dem noget. Er han en tidligere fugle-fodrer, der bare ikke har råd mere? Det gør mig ondt for begge parter, for hvis han er en ex-fugle-fodrer, så er han nok ked af ikke at have noget at give sine fjedrede kæledægger, og duerne føler mere end skuffelse: de har brugt energi på at opsøge ham, fordi de har lært at stole på hans gode hensigter, og så bliver de snydt. Meget trist ....

På den ene side er det godt for tiggeren at have selskab af en hund, på den anden kan det være en ulykkelig situation for hunden, der måske ikke bliver fodret i tilstrækkelig grad. Desuden: at sove udenfor kan føre til mange uheldige episoder for både hund og menneske, da nogle (velbjergede) personer kan se det som en provokation - en forstyrrelse i gadebilledet ....

Indvandrer med krykkestok?!!!! Hvad er hendes livshistorie, og hvordan pokker havnede hun dér, siddende på det kolde fortov???? Har hun brudt med sin kultur/familie, eller har de vendt hende ryggen??? Hvad der end er sket, så virker dette ikke som en tryg situation, og især ikke for en kvinde.

Disse tre højhattede herrer, hvoraf en er konge af England, lader ikke til at se tiggeren, der løber ved siden af vognen med hatten rakt hen imod dem. Hvem er denne fattige mand, der griber til et så fortvivlet middel til at skaffe sig penge? Det vides ikke længere, for han er anonym, men måske han har været soldat, sømand, håndværker eller noget andet, som der bare ikke er så meget brug for lige på denne tid. Hans tøj viser i hvert fald, at han er fattig og formentlig må klare sig fra dag til dag .... 

Et meget vemodigt billede af håbløs længsel og tiggeri. Denne mands blik siger faktisk det hele: han ville mægtig gerne være med i rumlen igen, men har ikke en chance. Han er dog ikke helt så derangeret som mange andre, jeg har set billeder af, og jeg mener ikke, det er sikkert, at han er hjemløs, selv om tasken ved siden af ham kunne tyde på  det. Hvis han stadig har et sted, hvor han kan være, så er han heldig, for der bliver desværre flere og flere hjemløse her i landet. Tallene nedenfor viser et minimum af dem, man ved er hjemløse, så der kan altså være mange flere:

    2019: 6.431 borgere i hjemløshed
    2017: 6.635 borgere i hjemløshed
    2015: 6.138 borgere i hjemløshed
    2013: 5.820 borgere i hjemløshed
    2011: 5.290 borgere i hjemløshed
    2009: 4.998 borgere i hjemløshed

Jeg er godt klar over, at nogle faktisk foretrækker hjemløshed frem for at være "spærret inde" i en lejlighed med naboer, de ikke kan lide eller føler sig trygge ved. Ikke desto mindre befinder også de sig i en ikke-valg-situation, for hvis ikke de kan lide  deres lejlighed, burde de finde sig en ny, men det har de bare ikke kræfter eller penge til. Det er trist, for hvordan man end vender og drejer det, så befinder de sig i en meget utryg situation, der kan gå ud over liv og lemmer, bl.a. på grund af det danske vejr, men også fordi mange "almindelige mennesker" føler sig provokeret af synet af folk, der tigger, eller som sover på gaden. Der er herberger og natcaféer, hvor hjemløse kan søge ly, men der må være run på, for flere af dem afviser f.eks. EU-borgere, selv om det er ulovligt.

Mange, mange mennesker hutler sig igennem og måske ikke altid på en helt lovlig måde. Det er lige før, jeg siger, at "det forstår jeg godt", men det gør jeg selvfølgelig kun til en vis grad. Fred, ro og  tryghed i hverdagen er faktisk afhængig af, at ingen presses for hårdt i social forstand. Jeg myrder ikke min nabo, og han myrder (formentlig!!) heller ikke mig, hvis vi begge har til huslejen samt vore daglige fornødenheder, så det er også i de ikke-hjemløses interesse at sørge for, at de, der intet har, får til dagen og vejen ......

 

https://www.information.dk/indland/2014/12/herbergers-afvisning-hjemloese-eu-borgere-ulovlig 

 

https://www.kk.dk/herberger-og-tilbud-til-hjeml%C3%B8se 

 

https://socialstyrelsen.dk/voksne/hjemloshed/om-hjemloshed/aktuelle-tal-om-hjemloshed 

https://www.blaakors.dk/vores-arbejde/noedherberger?gclid=CjwKCAjwkN6EBhBNEiwADVfya_0jP9d4h4wNFMc8MSU-jbPWqeRghE5nttZqbDT35ijZI42vfTqCAxoCSxkQAvD_BwE

Mossads svigten

 

Det er og bliver en gåde, hvordan "Dødsenglen", nazi-lægen Josef Mengele (1911-1979), kunne undslippe den israelske efterretningstjeneste Mossad i årevis, når de var så gode til at finde og fange en anden forbryder fra den tid, nemlig Adolph Eichmann. At Mengele må have fået beskyttelse fra højtstående personer, der sympatiserede med ham og det, han stod for, siger næsten sig selv, men HVEM????? Hvilke personer i det daværende samfund kunne bære over med forbrydelser som f.eks. denne: Den fransk-jødiske pige Francoise Sukno (født  den 9. maj 1943) ankom til Auschwitz den 2. august 1943 sammen med 1000 andre jøder, hvoraf hun samt 727 andre blev myrdet.

INTET undskylder noget sådant, og alligevel blev det undskyldt i og med at mange af morderne undslap den straf, de i så rigelig grad havde gjort sig fortjente til.

"Dødsenglen" Joseph Mengele mellem ligesindede SS-kammerater

Israel har fire efterretningstjenester, men kun Mossad er alment kendt internationalt. Organisationen blev dannet den 1. december 1949, og selv om den stadig er meget hemmelighedsfuld, så ved man, at den står den for en kolossal målrettethed og stor succes. Der er referencer til den i alt lige fra billige knaldromaner til højlærde afhandlinger om (f.eks.) Adolph Eichmann-sagen, og den har et godt ry som efterretningstjeneste samt beskyttelsesforanstaltning for Israel.

Omverdenen kan måske ikke lide forskellige af de aktioner, organisationen har stået for, men erkender, at Israel har brug for speciel beskyttelse, bl.a. imod arabisk terrorisme, selv om der ikke er international enighed om, hvad det egentlig er. Palæstinenser-spørgsmålet er til diskussion og har været det i mange år, og de fleste indrømmer, at det er - og altid har været - svært at dele sol og vind lige i netop denne sag. Det er dog tydeligt, at Israel ikke længere står som det rene og uskyldige offer, det gjorde lige efter krigen, selv om man ikke erobrede, men rent faktisk købte en hel del af den arabiske jord, der blev til landet Israel. Situationen udnyttes imidlertid af nogle grupper, der giver Israel hele skylden for det, der er sket med palæstinenserne. Man kan sige, at palæstinensernes lidelser som flygtninge er blevet til et symbol på Mellemøstens politiske krise og dermed en konstant kritik af Israel og dets som regel meget effektive Mossad-organisation. Så længe den konflikt ikke er løst, vil Israels og Mossads ry stadig være blakket.

Nå, men i 1960 blev Adolph Eichmann, der stod for en stor del af effektiviseringen af Holocaust, opsporet, kom for retten og blev henrettet, selv om han havde gemt sig i Argentina i årevis, så hvordan bar en velkendt forbryder som Joseph Mengele sig ad med at snyde det allestedsnærværende Mossad? Denne lægeuddannede mand, hvis grusomme forbrydelser og mange overgreb imod fangerne bevidnedes af overlevende fra kz-lejren Auschwitz, slap ustraffet, fordi Mossad for en gangs skyld svigtede opgaven med at finde ham. Efter krigen blev ellers netop lægernes deltagelse i Holocaust og deres skyld et af de områder, man fokuserede på, så himmel og jord burde have været sat i bevægelse for at finde en af de allerværste slyngler, Joseph Mengele.

I stedet for at blive stillet for retten levede denne forbryder imidlertid ubemærket et par år i Tyskland under sit eget navn. Nok havde tidligere SS-medlemmer stadig et forbløffende stærkt netværk og hjalp hinanden på kryds og tværs, men alligevel, sært var det. Én ting er jo at efterlyse en forbryder, men at overse ham, når han lever åbenlyst midt mellem sine landsmænd, er jo grotesk. Ifølge Mossads oplysninger var han imidlertid død, selv om han altså i virkeligheden levede i bedste velgående, tilmed uden et navneskift. Noget, han iøvrigt ofte gjorde i årene fremover efter flugten, uden at der skete ham noget som helst.

Hvem havde bildt Mossad ind, at "Dødsenglen" var død under eller lige efter krigens afslutning? At være "død" er jo unægtelig den bedst tænkelige camouflage for en efterlyst forbryder, så burde de ikke have undersøgt den påstand særdeles nøje og f.eks. have gravet liget op, hvis de blev forevist en grav, der angiveligt var hans? Desuden: jagten på ham fortsatte jo, men uden nogen succes og med groteske fejldispositioner, der bare ikke kan forklares som "uheld".

Hvorom alting er, så flygtede Mengele - med hjælp fra nazi-netværket - til Argentina i 1949 og slog sig ned i Buenos Aires. Derfra fortsatte han til Paraguay i 1959 og videre til Brazilien i 1960, "skarpt" (??????) forfulgt af vesttysk politi, nazijægere som f.eks. Simon Wiesenthal og Mossad. Mystisk nok undslap han dem alle, selv om han altså skamløst nok ofte brugte sit eget navn rundt omkring i Sydamerika. F.eks. var han fræk nok til at besøge den tyske ambassade i 1959/1960, fordi han havde brug for nogle personlige papirer i forbindelse med sin skilsmissesag i Tyskland. Disse papirer bar selvfølgelig navnet "Joseph Mengele", og det var denne skilsmisse, der gjorde det klart for Mossad og andre nazi-jægere, at "Dødsenglen" skam ikke var omkommet under eller efter krigen, men levede i Sydamerika. 

At Mengele antog navnet Helmut Gregor omkring denne tid, gjorde det måske nok vanskeligere for Mossad at lokalisere ham, men som en efterretningstjeneste med et formidabelt ry, burde de ikke have ladet sig narre. Ikke nok med det, men efter hans død i en drukneulykke i 1979, troede de stadig, at han var levende og eftersøgte ham som sådan, idet Israel nu udlovede en dusør på en million dollars for oplysninger, der kunne føre til hans pågribelse. At han nu virkelig var død, vidste de ikke, da han i 1979 brugte navnet Wolfgang Gerhard, hvilket i mine ører dog har en så tysk klang, at det alene burde have vakt deres interesse og sat fut i en undersøgelse. Seks år senere - dvs. ironisk nok samtidig med dusørens oprettelse - blev hans identitet iøvrigt bekræftet, da hans lig blev gravet op og undersøgt.  

Heldet - og SS-netværket samt andre støtter - var med Mengele hele vejen efter krigen. Han levede et godt liv i Sydamerika og brugte sit eget navn i forskellige sammenhæng, f.eks. som da han fik opholdstilladelse i Argentina. Det dokument, der udfærdigedes i den anledning, brugte han til at ansøge Vesttyskland om og få et tysk pas - altså også i sit eget navn, selv om han angiveligt var efterlyst som krigsforbryder i sit hjemland. Man forarges og undrer sig, også fordi ingen tager ansvaret for forløbet af denne skandaløse flugt-sag. Mengele var og er en skamplet på Tyskland, der aldrig kan vaskes af, men det er han også på Mossads ære som efterretningsvæsen, for hér svigtede de virkelig.

https://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/05/araberne-skabte-flygtningek.html?m=0

 

https://www.history.com/news/the-7-most-notorious-nazis-who-escaped-to-south-america 

 

https://www.dw.com/en/the-ratlines-what-did-the-vatican-know-about-nazi-escape-routes/a-52555068 

 

https://www.spectator.co.uk/article/how-did-the-infamous-josef-mengele-escape-punishment- 

 

Wikipedia

 

 

 

 

 

 

 

Heltinden Mabel contra skurken Al Capone

Denne dame med perlekæde og en fin blondekrave ser pæn og dydsiret ud, ja, er nærmest det stereotype billede på en velafrettet borgerdatter af den type, der er en pryd for enhver familie af viktoriansk tilsnit, men tag ikke fejl, hun var sandelig langt mere end det. Hendes navn var Mabel Walker Willebrandt (1889-1963), og hun gennemførte den opgave, andre havde givet op overfor: at få gangsteren Al Capone buret ind. Selv om man ofte ser beskrivelser af denne bedrift, så mangler hendes navn og indsats ofte, men sjovt nok lever begge dele videre i TV-serier som f.eks. "Boardwalk Empire", "Prohibition" og "The Real McCoy". Man ved, hvad hun gjorde, men fokuserer på mandlige detektiver, der ifølge den almindelige opfattelse passer bedre med rollen som gangsterbekæmpere. Ikke desto mindre var hun en ildsjæl med en jernvilje, der f.eks. fik hende igennem et vanskeligt studieforløb som eneforsørger for sig selv og sin syge mand på en lærerløn, samtidig med at hun studerede jura om natten. 

Da hun blev "Assistant Attorney", fik hun tilnavnet "The First Lady of Law". Hendes arbejdsområde lå inden for overtrædelser af The Volstead Act, skatteforvaltningen og fængselsvæsenet, medens hendes funktion nok bedst kan beskrives som "vice-justitsminister" i forbudstiden. Dengang lagde forbudet imod alkohol grundlaget for en omfattende gangstervirksomhed, hvor især et navn gjorde sig bemærket, nemlig Al Capone (1899-1947), også kendt som "Scarface" og "Public Enemy No. 1". 

Der var ikke meget inden for kriminalitet, der var fremmed for denne søn af italienske immigranter, for han havde gjort sig både som smugler og morder foruden noget, man kunne kalde "generel korruption". Hans tilholdssted var Chicago, hvor man havde et sært dobbelt-bundet forhold til ham og hans forbrydelser, for han var populær blandt store dele af befolkningen, der så ham som en art "Robin Hood", medens politiet forgæves forsøgte at få ham bag tremmer. Selv om han udkæmpede rene krige med rivaliserende ganstere og begik alle mulige former for forbrydelser, var det umuligt at bevise hans andel i de enkelte sager. Han gik fri den ene gang efter den anden, samtidig med at han blev frækkere og frækkere samt mere og mere morderisk.

Højdepunktet var den såkaldte St. Valentine's Day Massacre i 1929, hvor syv medlemmer af en rivaliserende bande blev mejet ned, formentlig af Capones folk, muligvis med hjælp af visse politifolk, der ønskede at hævne mordet på en betjents søn. Dette massemord forargede trods alt folk, også dem, der normalt hyldede Al, når han mødte op til offentlige begivenheder som f.eks. sportskampe. Stemningen var ved at vende - i hvert fald til dels - og det, der var brug for var en rask og viljestærk dame som netop Mabel Walker Willebrandt.

I stedet for de sædvanlige kriminalitetsbekæmpende aktioner begik hun den genistreg at få anklaget superforbryderen Al Capone for skattesnyd. Noget, Als dumme vane med at prale af sine indtægter og formue gjorde nemt, for nok kaldte han sig "forretningsmand", men i hvad? Den side af sagen svævede i det uvisse, men selv om hans penge stammede fra forbrydelser, så var de altså ikke skattefri. En højesteretsag fra 1927 imod en anden gangster havde nemlig slået fast, at indtægter er indtægter, om end de stammede fra illegale aktioner.

Als tåbelige pralerier førte til den skattesag imod ham, der sendte ham 11 år i fængsel for skattesvig. Først sad han i et fængsel, hvor det var let for ham at kommunikere med sine folk, hvilket betød, at han fortsat kunne styre deres opgaver for banden. Den gik jo ikke, så han blev overflyttet til et langt hårdere fængsel, nemlig Alcatraz. 

 

 

Her oplevede han bl.a. det, hans mange livvagter uden for fængslet havde forhindret før i tiden: overfald og fysiske skader. Desuden skete der det, at hans i forvejen belastede helbred forværredes, fordi den syfilis, han led af, gav ham en voldsom hjernebetændelse.

 

Mabel kunne være stolt af sin indsats, men der er ingen tvivl om, at fængslingen af Al førte til hans død ved at belaste hans skrantende helbred. Da han blev løsladt efter syv år, seks måneder og femten dage af straffen på elleve år, var han et vrag, fysisk og psykisk. Man anslog, at hans mentale evner nu var som hos en 12-årig, og det gik hurtigt ned ad bakke for ham. Hvad angik Mabel, så var der ingen tvivl om hendes mange bedrifter både før og efter Capone-sagen, hvilket selvfølgelig betød, at hun forventede forfremmelser, f.eks. til kammeradvokat. Da hun blev forbigået, sagde hun sin stilling op i 1929 og fortsatte derpå sit virke som advokat med kontorer i Washington og Los Angeles.

 

https://www.dontmesswithtaxes.com/2016/10/al-capone-pleads-guilty-to-tax-evasion-on-june-16-1931.html 

 

https://dontmesswithtaxes.typepad.com/dont_mess_with_taxes/2009/07/catching-criminals-with-taxes-not-tommy-guns.html 

 

https://goldentaxrelief.com/how-tax-evasion-landed-al-capone-in-alcatraz/ 

 

https://www.taxnotes.com/editors-pick/willebrandt-breaks-doj-glass-ceiling 

 

https://allthatsinteresting.com/mabel-walker-willebrandt 

 

Pengene forvandlede hende fra sort til hvid

Hun var født sort, og hendes forfædre havde været slaver, bl.a. hos en indianerstamme, men da Sarah Rector (1902-1967) blev olie-millionær som 12-årig, forvandledes hun på mere end én måde: 1) hun blev verdens rigeste, sorte pige, og 2) hendes hudfarve - samt dermed også hendes status i samfundet - blev omklassificeret til "hvid". 

Sagen var den, at som slaver havde familien været Creek-indianeres ejendom inden Borgerkrigen. Efter 1866 blev disse afrikanske slave-efterkommere en del af "The Muscogee Creek Nation". Det betød, at de blev opført på "The Dawes Roll" som det, man kalder "freedmen", og dermed blev de ifølge "The Treaty of 1866" mellem den amerikanske stat og de såkaldt "Five Civilized States" berettiget til land-områder. Det betød, at henved 600 sorte børn blev tildelt land, og Sarah fik 64 hektar i et område, der hedder Glenpool. Umiddelbart virkede det som en dårlig statslig gave, for jorden blev anset for tør og ufrugtbar. ("Sært nok" blev bedre jordstykker imidlertid givet til hvide samt medlemmer af Creek-stammen). Fordi der var en efter familiens mening voldsom skat på Sarahs jordlod, forsøgte hendes far at få tilladelse til at sælge den, men nej, den gik ikke. Han og familien blev tvunget til at bevare jorden samt betale skat for den. Heldigvis kan man sige, for det betød, at han lejede Sarahs jordlod ud til "The Standard Oil Company", så familien kunne få dækket nogle af deres udgifter. 

Der kan siges meget om dette firma, og det er der så sandelig også blevet. Noget af det er meget lidt smigrende, men de bragte Sarah held, for minsandten om ikke firmaets olieboring afslørede en super-oliekilde, der indbragte store summer. Ifølge loven dengang skulle fuldblodsindianere, voksne sorte og børn, der var borgere i indianske territorier, og som havde betydelige formuer, havde en respektabel og hæderlig hvid formynder. Det betød, at så snart pengene begyndte at strømme ind for olien på Sarahs jordlod, så blev der lagt pres på for at få forældrenes formynderskab over hende fjernet og tildelt en hvid mand.

Når man ser på billeder af efterkommerne af disse tidligere slaveholder, så er det tydeligt, at det med deres fuldblods-afstamning må tages med et gram salt. Gennem århundrederne var der foregået race-blandinger, og nogle indianere var mørkere end andre. Om Sarah også havde indianske forfædre ved jeg ikke, men usandsynligt er det i hvert fald ikke. Hvorom alting er, så skabte hendes pludselige rigdom stor interesse omkring hendes person, og hun blev bl.a. oversvømmet med henvendelser om alt fra lån og pengegaver til ægteskabstilbud, selv om hun jo altså kun var tolv år. 

Alle mulige som f.eks. Booker T. Washington (1856-1915), der havde en høj status som forfatter, taler og præsident-rådgiver, og som kæmpede for de sortes stilling i landet, trådte frem med forslag til at sikre Sarah og hendes formue. Samtidig begyndte der at opstå sære rygter om hende, for nogen påstod, at hun i virkeligheden var en hvid pige, der blev holdt i fattigdom. Noget, der ikke var rigtigt, men andre argumenter om det betænkelige i at lade hende have en hvid formynder, når nu den hvide race gik ind for en lovgivning, der satte de sorte uden for samfundet, virker ganske fornuftige. 

En af de organisationer, der udviste megen bekymring for den unge millionøse og hendes penge, var "The National Association for the Advancement of Colored People" (NAACP). James C. Waters Jr. fra denne organisation skrev bl.a. dette memo om sagen: "Is it not possible to have her cared for in a decent manner and by people of her own race, instead of by a member of a race which would deny her and her kind the treatment accorded a good yard dog?" Så slemt stod det næppe til, men udtalelser af denne art skubbede til "hvidte"-folkene, så ideen om at erklære den sorte millionøse for hvid tog fart. 

Hendes olie-millioner spillede ind i alt, hvad hun foretog sig, men tilsyneladende ikke på en slem og skæbnesvanger måde, selv om firmaet Standard Oil Co. jo altså havde et blakket ry. Pengene gav hende muligheder, hun ikke ville have haft uden dem, og som voksen var hun kendt for sine spændende selskaber og sin glæde ved "fine ting" som tøj og flotte biler. Blandt hendes celebre gæster kunne man f.eks. se Count Basie og Duke Ellington. Intet omkring hende virker imidlertid outreret, ødselt eller "sært", men bare behageligt.

I 1920 giftede hun sig med en mand ved navn Kenneth Campbell, og de fik tre sønner, inden de blev skilt i 1930. Dvs. 37 år inden hendes død af en hjerneblødning i 1967 som 65-årig, og i den tid nåede hun også ægteskab nr. 2 med William Crawford. Det eneste, der truede hende og hendes livsstil, var aktiemarkedets slingrekurs, der også gjorde indhug i hendes formue.

https://www.muscogeenation.com/

 
https://samepassage.org/wp-content/uploads/2020/08/sara_rector.jpg

 

https://martincitytelegraph.com/2020/01/19/who-was-the-real-sarah-rector-the-richest-black-girl-in-america/ 

 

http://encyclopediaofalabama.org/article/m-2489 

 

https://www.nytimes.com/2020/09/08/us/enslaved-people-native-americans-oklahoma.html 

 

http://theamericanhistory.org/creek-indian-history.html 

 

https://www.hughescountytribune.com/article/ancestors-muscogee-creek-freedmen-seek-reinstatement 

Hun skød sig til succes

 

Det er sandelig ikke enhver cirkus-artist, hvis liv der skrives bøger og musicals om, men sådan er det med Annie Oakley (1860-1926). Ja, der er tilmed flere film, der giver en romantiseret version af hendes spændende livshistorie. Hun var en  berømt skarpskytte, der fik sig en karriere ved Buffalo Bill's Wild West Show, bl.a. ved at kunne skyde en cigaret ud af munden på sin elskede man, Frank Butler. 

Historier om "det vilde vesten" blev gjort populære efter borgerkrigen via underholdende knaldromaner, og i 1869 skrev forfatteren Ned Buntline en roman om guiden, bøffeljægeren og showmanden William Frederick Cody, der var - eller rettere sagt blev - kendt som Buffalo Bill (1846-1917). Ikke uventet var det såmænd Ned Buntline, der angiveligt skabte dette "kælenavn", der endte med at blive Codys varemærke, både på og uden for scenen. Buntlines forskellige værker om western-helten gjorde ham på en vis måde til en art uofficiel PR-mand for ham, hvilket jo var et perfekt makkerskab for forfatteren og showmanden.

Hvorom alting er, så optrådte denne farverige skikkelse - William Frederick Cody - i shows med Wild West-temaer, men i 1883 oprettede han sit "Buffalo Bill's Wild West". Her kunne man se alle mulige individer fra det vilde vesten, f.eks. også indianere, der så at sige spillede sig selv. Nogle år efter oprettelsen af "Buffalo Bill's Wild West", turnerede showet ikke bare rundt omkring i USA, men kom også til Europa. En af stjernerne var Wild Bill Hickok, som Buntline oprindelig ville have skrevet om, men som var en sky person, der jog den emsige forfatter ud af den by, hvor han boede på det tidspunkt. Senere måtte Wild Bill løses fra sin kontrakt med showmanden Cody, fordi han ikke kunne lide at optræde og havde skudt en lanterne ned, da den lyste på ham.

Hvad Annie angik, så hed hun egentlig Phoebe Ann Mosey og stammede fra en fattig familie, hvilket havde gjort det nødvendigt for hende at bidrage med det, hun nu var bedst til, nemlig jagt og skyderi. Som ganske ung havde hun mødt hundetræneren og skarpskytten Frank Butler, der havde pralet med sine evner som skytte. At hun vandt en skydekonkurrence imod ham blev åbenbart indledningen til deres romance, og de tilsluttede sig Buffalo Bill's Wild West sammen. Her blev hun den højest betalte stjerne - dvs. næst efter Buffalo Bill selv - og hun var sikkert lige så berømt som sin arbejdsgiver. 

 

 

Efter en togulykke blev Annie nødt til at trække sig fra det alt for stressende arbejde i 1901. Hun fortsatte dog med at turnere i et stykke, der var skrevet om hendes liv. 

 

Annie fra 1922 med et gevær, Buffalo Bill havde foræret hende

 

Desuden underviste hun kvinder i skarpskydning, da hun nærede en fast tro på, at også hendes køn burde kunne forsvare sig selv.

 

Thomas Edison har filmet hende i et af sine "Kinetoscopes" i 1894, hvor man ser hendes evner som skarpskytte. På det tidspunkt må hun have været omkring 35 år:

 

Da Annie døde, nægtede hendes elskede mand, Frank Butler at spise, og han døde derfor selv 18 dage senere. Efter ægteparrets død opdagede man, at Annie havde efterladt hele sin formue til velgørenhed og familien. Det er i øvrigt typisk for det, man ved om hendes personlighed, at da USAs mægtigste avismand, William Randolph Hearst, forsøgte at finde snavs om hende, så var der intet overhovedet. Derfor lever hendes eftermæle ubesmykket videre, også gennem de film og bøger, der er om hende og hendes liv.

https://centerofthewest.org/explore/buffalo-bill/research/annie-oakley/

 

 

 

https://www.womenshistory.org/education-resources/biographies/annie-oakley 

Wikipedia

 

Fra myte til myte

Legender og myter har det med at vokse og vokse, når først de er sat i gang. Det gælder også de halve og hele sandheder om skurke og skiderikker som forbrydere, voldsmænd og mordere, som de, der ikke er sådan, burde vende sig fra. I stedet for utvetydigt at tage afstand fra disse bansitter, så kan den slags individer få fans, der dyrker dem for alt det slemme og forbryderiske, de ikke selv er. Det gælder f.eks. legendariske gangstere som Bonnie og Clyde, Al Capone, osv., osv.. Ret mystisk, også fordi den samme mekanisme, der skaber dyrkelsen af en afskyelig person, kan gøre det samme for en, der har status som god. Således er der ingen ende på alle de mirakler og gode gerninger, man tillægger visse bibelske personer eller mytologiske helte, selv om fornuften siger os, at det meste af det er meget usandsynligt, og derfor nok aldrig er sket.

Når det gælder en person som den engelske pirat Sortskæg, hvis borgerlige navn var Edward Teach/Thatch (ca. 1680-1718), så burde det være nemt at tage afstand fra ham, for alle er enige om, at han var en forbryder, der ragede til sig af andres ejendele, tog deres liv, hvis det passede ind i hans planer og ikke engang udviste loyalitet over for de medpirater, der befandt sig på hans skib. Det havde oprindelig været et slaveskib ved navn "La Concorde", men blev efter at være blevet erobret af Sortskæg forvandlet til det frygtede "Queen Anne's Revenge", der sejlede under hans meget specielle og skræmmende piratflag.

I det syttende århundrede, hvor Sortskæg samt mange andre pirater som ham gjorde havene usikre for hæderlige handelsfolk, vidste man nok, hvem - og hvordan - Djævlen var. Motivet på dette specielle piratflag er imidlertid ret interessant, for hvad laver hjerterne dér? Normalt står hjertet for kærlighed, og det var ikke ligefrem det, Sortskæg udviste, når han kastede sig over andre. Når han lader Djævlen true det røde hjerte med et spyd, så udtrykker det mere end en trussel om en fysisk død, men hvad? Noget religiøst? Det har jeg svært ved at tro, selv om der er nogle interessante modsætninger i Sortskægs personlighed, og han f.eks. ikke er så grusom i praksis som i teorien .....

Alle var bange for ham, men han gjorde også selv meget ud af at virke skræmmende. Det siges, at han tændte ild i sit lange hår og skæg eller satte tændte stearinlys i det for at skabe den røg, der sammen med hans velkendte berømte blik gav ham et dæmonisk udseende, og det var faktisk hensigten. Hvis folk var bange for både ham som person og hans skib, så det var perfekt for en mand, der levede af at røve andres ejendele og helst ikke skulle udsættes for alt for megen modstand, da kampe jo også truede ham og hans mandskab. Når han befandt sig i sit "jagtområde", der mest lå i Caribien og den dengang engelske koloni, Amerika, var det bedre, hvis folk frygtede ham så meget, at de på forhånd opgav at kæmpe imod. Man kan sige, at på en underlig, bagvendt måde var denne skræmme-taktik en humanitær foranstaltning, der frelste liv.

Man ved ikke meget om hans tidlige liv, men på en vis måde var han en karrieremand, der havde avanceret fra et samarbejde med piraten Benjamin Hornigold til livet som selvstændig kaptajn på "Queen Annes' Revenge". Denne kollega gjorde noget, som mange pirater og andre forbrydere sikkert har drømt om, men sjældent har fået lejlighed til at gennemføre, nemlig trak sig fra aktivt pirateri, hvorpå han skiftede side og blev piratjæger. Et så sært karriereskift skyldtes den engelske kong George I's benådningsskrift fra 1717. Ikke nok med det, men ved en udvidelse af benådningerne med et nyt skrift fra 1718 fulgte der også en stor sum penge til de ex-pirater, der kom i betragtning, og som blev jægere af deres tidligere kolleger, nemlig piraterne. Flere af disse "omvendte pirater" udviste dog ringe lyst til at blive på dydens smalle sti, for de vendte snart tilbage til livet som uforbederlige sørøvere.

Også Sortskæg opnåede en benådning, men foretrak åbenbart piratlivet, for kort efter var han i gang igen. Det må have været som en spytklat lige i fjæset på myndighederne, og det satte selvfølgelig fut i dem for at fange ham. Den 22. november 1718 overvandt den engelske løjtnant Robert Maynard ham, og han døde under kampen. Nogen påstod dog, at han stak af fra sine mænd og overlod dem til deres triste skæbne i galgen, medens han selv undslap, men det virker nu ikke sandsynligt. Ud fra det, jeg har læst om ham, er det ret sikkert, at han omkom i kampen med Maynard, og derpå blev hans hoved hugget af. Man kan dog stadig spørge sig selv om, HVAD der er legende, og HVAD er historiske fakta, for efter den skelsættende dato er der opstået en utrolig masse myter om ham. Han er nærmest blevet til en "romantisk" helt, der efterhånden har udviklet sig til prototypen på det, eftertiden forestiller sig vedr. pirater. Den sortskæggede pirat med det stirrende blik blev til det gængse billede af det, han og hans kolleger stod for, bl.a. i filmens og litteraturens verden.

Noget andet, der har føjet til myten om Sortskæg, er troen på hans begravede skat. Højst sandsynligt har denne myte ingen bund i virkeligheden, men det har ikke forhindret mange håbefulde skattejægere i at lede efter den. Bl.a. fordi man tilsyneladende har fundet nogle af hans kollegers skjulte skatte rundt omkring i verden. En anden legende om Sortskæg går ud på, at han - i død tilstand!!! - svømmede rundt om sit skib tre gange.

 

https://www.berlingske.dk/internationalt/den-aegte-pirat-af-caribien

 

https://www.bt.dk/nyheder/soeroeverskat-fundet-300-aar-gammelt-mysterium-vakt-til-live 

 

https://www.greelane.com/da/humaniora/historie-og-kultur/blackbeard-truth-legends-fiction-and-myth-2136224 

 

Wikipedia

Da børnemishandlingsforbrydelser kom på programmet i USA

Tydeligvis ikke et lykkeligt barn, og hvad er det for skrammer, hun har på benene og i ansigtet? Det er alt sammen præcis det, som det ser ud til at være, nemlig et tilfælde af børnemishandling, faktisk den allerførste registrerede og retsforfulgte børnemishandlingssag i USA. Billedet af den lille pige ved stolen er fra 1874, hvor barnet blev fotograferet i det eneste tøj, hun havde. Fattigdom var noget reelt, der styrede folks liv både i USA og Danmark, og man kunne havne på gaden uden sociale hjælpeforanstaltninger, hvis ikke man havde penge til huslejen. Selv om Mary Ellen var otte år gammel på fotografiet, lignede hun en på fem eller seks, så lille og tynd, var hun.

Hendes navn var Mary Ellen Wilson (1864-1956), og hun var datter af Frances og Thomas Wilson. Da hendes far døde i Den Amerikanske Borgerkrig, blev det vanskeligt for hendes mor at forsørge datteren og sig selv. Hun satte derfor barnet i pleje, hvilket var ret almindeligt for kvinder, der var nødt til at arbejde. Desværre tjente Frances meget lidt, og på et tidspunkt havde hun simpelthen ikke de nødvendige midler til at opretholde aftalen med plejemoderen, Martha Scores, og besøgte heller ikke længere sin datter - sandsynligvis fordi hun ikke havde pengene til at betale for hendes ophold og forplejning. 

Fattigdom på samme tid i London

Den manglende betaling fik Martha Scores til at sende den på det tidspunkt 2-årige Mary Ellen til organisationen "New York City Department of Charities". Ved deres mellemkomst kom den lille pige fra slemt til endnu værre, for hun blev sat i pleje hos Thomas and Mary McCormack, men uden overholdelse af de gældende formaliteter mht. papirer og status. Aftalen om at afgive årlige rapporter om barnets trivsel blev heller ikke overholdt. Da Thomas McCormack døde, giftede hans enke, Mary, sig med Francis Connolly og flyttede med ham til West 41st Street, hvor deres naboer imidlertid hurtigt blev opmærksomme på ægteparrets grusomheder imod deres plejebarn, for den lille pige blev både sultet, slået, brændt samt udnyttet som arbejdskraft i hjemmet. De bekymrede naboer havde også set hende færdes udenfor i snevejr uden noget på fødderne.

Etta Angell Wheeler

Naboerne besluttede sig for at bede en humanitær dame, Etta Angell Wheeler, der var tilknyttet den metodistiske kirke, om råd og hjælp. Ved list lykkedes det Etta at komme ind i Connolly-familiens lejlighed, hvor hun selv så barnet sølle tilstand. Hun besluttede sig for at undersøge de juridiske bestemmelser omkring beskyttelsen af plejebørn, men opdagede hurtigt, at lovene beskyttede dyr bedre end børn. Formentlig derfor vendte hun sig til dyreværnsmanden Henry Bergh, der var stifter af "The American Society for the Prevention of Cruelty to Animals". Noget, der vakte nogles morskab, men effektiv og dedikeret var han.

Med naboernes vidnesbyrd, Henry Berghs hjælp og råd samt assistance fra hans medarbejder Elbridge Thomas Gerry fik Etta fjernet Mary Ellen fra hendes plejfamilie samt rejst en tiltale imod Mary Connolly. Under retssagen fortalte den på det tidspunkt 10-årige pige, at hun blev slået og pisket næsten hver dag. Den 9. april 1874 gav hun følgende vidnesbyrd i retten: 

"My father and mother are both dead. I don’t know how old I am. I have no recollection of a time when I did not live with the Connollys. Mamma has been in the habit of whipping and beating me almost every day. She used to whip me with a twisted whip—a rawhide. The whip always left a black and blue mark on my body. I have now the black and blue marks on my head which were made by Mamma and also a cut on the left side of my forehead which was made by a pair of scissors. She struck me with the scissors and cut me; I have no recollection of ever having been kissed by any one—have never been kissed by Mamma. I have never been taken on my mamma's lap and caressed or petted. I never dared to speak to anybody, because if I did, I would get whipped. I do not know for what I was whipped—Mamma never said anything to me when she whipped me. I do not want to go back to live with Mamma, because she beats me so. I have no recollection ever being on the street in my life.^"

Mary Connolly blev dømt for mishandling og blev sendt i fængsel i et år. Samme år oprettede man "The New York Society for the Prevention of Cruelty to Children". Hvad Mary Ellen angik, så blev hun først sendt til et hjem for forældreløse, men det lykkedes Etta og hendes slægtninge at få forældremyndighed over hende, hvilket gjorde, at der sandelig kom andre boller på suppen for hende. Noget, der er tydeligt, når man ser ovenstående fotografi af hende, der spejler det første ved at være helt anderledes: hun ligner nu en køn, lille borgerdatter i fint tøj.

 

Som voksen gifte Mary Ellen sig med Lewis Schutt, der bragte tre børn fra et tidligere forhold ind i ægteskabet. Sammen fik de desuden to børn, hvoraf den ene var en datter, som Mary Ellen navngav Etta efter sin redningsmand, Etta Wheeler. Senere kom der endnu en pige til familien, nemlig den forældreløse pige, som ægteparret adopterede. Mary Ellen døde som 92-årig i 1956.

 

https://eu.azcentral.com/picture-gallery/opinion/editorial/2017/09/22/mary-ellen-wilson-the-case-that-changed-child-abuse/105876696/ 

 

Wikipedia