Ja, John Adams (1735–1826) kom på et frimærke, hvilket selvfølgelig er mægtig ærefuldt, men han var jo altså også USAs anden præsident efter at have været den første, nemlig George Washingtons, vicepræsident i to omgange, så uventet var det altså ikke. At visse modstandere beskyldte ham for at ville forvandle sin præsident-titel til en ny konge-værdighed med hans begavede børn som naturlige "tronfølgere" er morsomt i dag, hvor vi ser tilbage på en turbulent tid i USAs første år. Desuden: en af hans sønner, nemlig John Quincy Adams (1767-1848), blev jo faktisk USAs sjette præsident ....
John Quincy Adams
Det kan dog være, at unge John Quincy Adams i lige så høj grad slægtede sin mor, Abigail Adams, på, for også hun var en begavet person. Hun rådgav sin mand og har vel gjort det samme for sin søn, men hun brændte nok lige så meget for sine egne ideer og idealer, ikke mindst om kvindens stilling.
At både John Adams Sr. og John Adams Jr. spillede en stor rolle i Amerikas fødsel er der dog ingen tvivl om. De samarbejdede også med landets andre store politikere på denne tid.
Fra venstre mod højre: Benjamin Franklin, John Adams og Thomas Jefferson, der diskuterer udkastet til Uafhængighedserklæringen, 1776. Hvad John Adams angår, så var han ambassadør i England på det tidspunkt, hvor de såkaldt "vise fædre" skabte
den konstitution, der gælder den dag i dag. Det var således ham, der skrev den del, der kaldes "The Defense of the
Constitution of the Government of the United States of America".
Som vi har set i forbindelse med den skrækkelige Donald Trumps politiske
udskejelser, så er en amerikansk valgkamp ikke for svæklinge. Hvad Trump
sagde om sine modstandere var lige så groft, som visses udlevering af
ham og hans latterlige sider, også i fysisk forstand. Mht. John Adams, så
måtte han finde sig i øgenavnet "His Rotundity", der gik på hans unægtelig temmelig buttede fremtoning.
Fed eller ej, så gjorde han altså sit for at opbygge landet. I dag er han nok mest kendt for den meget kontroversielle "The Alien and Sedition Acts", der skabte enorme politiske stridigheder, som man kan følge i sjove og grove avis-tegninger, der fremstiller de stridende.
Denne "Alien and Seditions Acts" gik bl.a. ud på at få styr på indvandringen og pressen, og det kan ikke nægtes, at den beskar visse borger-rettigheder, nemlig fordi de gjorde livet surt for de styrende.
Det blev meget sværere for indvandrere at blive anerkendt som amerikanske statsborgere. Desuden gav det præsidenten et større råderum for fængsling og deportation af ikke-borgere. Ud over det blev det også forbudt at trykke eller bare udbrede løgnagtige påstande om regeringen. Baggrunden for dette lovsystem var til dels Amerikas strid med Frankrig, der såmænd også er foreviget i vittighedstegninger.
Man ser her de slyngelagtige franskmænd, der plyndrer (det feminiserede!!!) Amerika, medens England grinende ser til på afstand. En af John Adams' største bedrifter var, at han på fredelig vis fik afsluttet denne til tider ufredelige strid med Frankrig. Sært nok tog det alligevel et par århundreder, før man for alvor anerkendte hans indsats som præsident. Han blev vel ikke ligefrem usynliggjort, men han stod i skyggen af de mere markante skikkelser i skabelsen af Amerika. Ikke desto mindre var han en god og hæderlig politiker, der knoklede ud fra sine begreber om, hvad landet havde brug for, selv uden den kongetitel, man beskyldte ham for at efterstræbe. Fedlingen - "His Rotundity" - ville aldeles ikke være konge, for han udrettede skam en masse som præsident.
Tudor-kongen Henrik VIII af England (1491-1547) var meget stolt af sin maskuline fysik og benyttede sig af enhver chance for at demonstrere den med ridderturneringer og brydekampe. Potensen var faldende med årene, men han forsøgte selv at bevare illusion om sin formåen på det felt, idet han opfattede sine "natlige pollutioner" som bevis på sin virilitet. Alt det praleri virker som en deperat mands forsøg på at stive sit ituslåede ego af, for han var faktisk ikke nær så stærk og livskraftig, som han fremstilles på nogle af sine portrætter. Disse malerier, hvor han viser sig frem ved at stille sig i positur, strutter han tilsyneladende af styrke og sundhed.
Henrik havde stor interesse i lægekunsten. Han stod for dannelsen af
"The Royal College of Physicians" i 1518 og også for sammensmeltningen
af "The Barbers Company of London" og "The Guild of Surgeons" til "The
Company of Barber-Surgeons" i 1540. Ikke nok med det, men han lavede
også selv medicin i form af salver og miksturer, bl.a. af pulveriserede
perler. I begyndelsen var disse forskellige midler beregnet til venner og bekendte, men efterhånden, som han fik brug for det, også til ham selv.
Til venstre: den 18-årige konge, der på dette tidspunkt blev beskrevet som "kraftfuld, generøs og intelligent" af Yale universitets Arash Salardini. Til højre en tydeligt svækket Henrik i 1842, hvilket vil sige samme år, som han fik sin femte kone, Catherine Howard, henrettet for utroskab. På det tidspunkt omtaler Salardini ham som svækket, med voldsomme hovedpineanfald, depressioner, sår der ikke lægtes og tydelige personlighedsændringer.
Henrik var altså bare 17 år, da han blev konge, og hans undersåtter beundrede og
elskede ham, for han var unægtelig en flot, atletisk og intelligent, ung mand. Da han
døde, var han 56 år gammel og havde regeret i 38 år, og folkets
kærlighed og beundring var ikke, hvad den havde været, for nu var han
ikke bare kendt som manden, der lod to af sine seks hustruer halshugge,
men blev i det hele taget regnet for at være uforudsigelig og tyrannisk. Kort sagt, han var som forvandlet, men hvorfor?
I nutiden forestiller de fleste sig en kraftfuld, men tyrannisk monark, når talen falder på Henrik, men i virkeligheden var han et svækket og ødelagt menneske, der desværre sad med en magt, der kunne gøre livet surt for hans omgivelser. Han var ellers omgivet af læger, for hans hof fungerede som mæcen for "The Royal College of Physicians", som han selv havde været med til at danne, og hvor der foruden studier i holistisk medicin forskedes i astronomi, musik og matematik. Ud over disse grupper af det, det dengang gjaldt for at være eksperter - der jo mildt sagt var anderledes end i vore dage - var der også mange apoteker, hvor der var tilknyttet lærde herbalister, som Henrik havde stor tiltro til. Mange, inklusiv Henriks ældre bror, Arthur døde dog på denne tid af noget, man kaldte "sved-sygdom", men som ingen rigtig ved, hvad var. Henrik undgik denne ofte dødelige sygdom, men fik til gengæld kopper og malaria. Man har også talt om, at han på et tidspunkt fik syfilis. Det værste var dog det sår i det venstre ben, han fik i forbindelse med en af sine utallige maskuline "kraft-demonstrationer", nemlig en brydekamp. På det tidspunkt var han 44 år og ikke længere den smækre, unge og stærke yngling, han havde været.
Englands Henrik VIII og Frankrigs Francis I i en klassisk brydekamp i 1520
Brydning var en af Henriks yndlingssportsgrene, men da han som 44-årig fik en skade i det venstre ben, udviklede dette sig senere til et permanent sår, der blev behandlet på barbarisk vis, bl.a. med glødende jern og andre rædsler. Det stank og betød desuden, at han ikke kunne motionere, hvilket bidrog til hans vægtforøgelse i årene fremover. At smerterne og ydmygelsen ved denne permanente skade også var med til at gøre ham humørsyg og direkte despotisk siger næsten sig selv, for sådan var hans psyke nu engang.
Ridning og brydning var altså denne Tudor-konges yndlingssportsgrene, men hans sår og øvrige skavanker gjorde disse fornøjelser til tabt land for den plagede monark. Man har spekuleret på, hvad det var, der endte med at slå ham ihjel, og er kommet frem til, at han formentlig havde udviklet diabetes og led af insulinmangel. Det ville stemme med det sår, der ikke lægtes, samt de andre, der udvikledes i hans ben og fødder, samt den store og uudslukkelige tørst, han led af. Nogle nutidige eksperter mener også, at han også havde fået en hjerneskade under sine sportsudøvelser, medens andre hælder mere til den opfattelse, at han ud over højt blodtryk også havde en stofskiftesygdom. Det er i hvert fald tydeligt, at han havde det elendigt, og at han led dobbelt eller tredobbelt, fordi han altid før i tiden havde været så stolt af sin fysik og sit gode udseende, men nu så begge dele forsvinde. At han også havde en blodsygdom, der gjorde det vanskeligt for kvinder at gennemføre flere graviditeter med hans børn, sådan at det var "hans skyld", at han ikke fik så mange mandlige efterkommere, som han ønskede, vidste han heldigvis ikke, for den viden ville have været en hård nød at sluge.
Han tilbragte sin sidste tid som sengeliggende, for han kunne ikke andet. Det må have været en svær tid for alle omkring ham, inklusiv de læger, der forsøgte at behandle ham, for en af hans love, "The Treason Act", forbød direkte enhver forudsigelse af en konges død. Der har været en myte om, at da hans ærkebiskop, Thomas Crammer, alligevel fik mandet sig op til at fortælle ham, hvor syg han var, så slog chokket ham ihjel, måske fordi han også havde et svagt hjerte. Det må have været en befrielse for hans sjette og sidste kone, Catherine Parr, der bare nogle få måneder efter hans død giftede sig med den mand, hun virkelig elskede.
Ét blik på det billede og man ved, at hér har vi en mokke af rang!!! Hendes rolle i Tudor-dramaet er dog ikke til at tage fejl af, for hun var Henrik VII's mor, Margareth Beaufort (1441/1443-1509). Hun var enearving til sin far, hertug John Beaufort af Somerset, der nedstammede fra Kong Edward III og hans elskerinde, Katherine Swynford, idet hans bedstefar var deres søn, John of Gaunt. Dvs. at nok var hun af kongelig byrd, men det krav på tronen, som hun gav i arv til sin søn, Henrik VII, var temmelig langt ude. Hvis det at have John of Gaunt som oldefar og Edward III som tipoldefar udgjorde slægtens eneste krav på tronen, så bliver det tydeligt, at den Henrik, der endte som Tudor-dynastiets første konge, ikke gjorde det ved slægtskab alene. Hvad Margareth angår, så ser man hende altid i fromme positurer med foldede hænder og en
bønnebog. Det virker opstyltet på nutidsmennesker, men var sådan set en
smart manøvre for en super-ambitiøs kvinde, der ikke ville støde an i datidens
samfund, for det ville være en dårlig taktik, når man har en søn, som man ønsker på tronen.
Som 1-3-årig blev hun giftet væk af sin far, men denne første ægtemand, John de la Pole, tog hun altid senere afstand fra. Tre år efter vielsen blev ægteskabet da også opløst, og som 12-årig blev hun gift med den mand, hun selv regnede for sin første, nemlig kong Henrik VI's halvbror, Edmund Tudor. Hele den slægt er mildt sagt indviklet, men Edmund var den ældste søn af denne konges mor, nemlig Catherine of Valois, der var datter af den franske kong Charles VI. Hun havde været gift med den engelske kong Henrik V og var altså mor til hans søn, Henrik VI.
Efter sin mands død giftede Catherine sig igen med den flotte Owen Tudor, hvis
eneste krav på notabilitet var, at han nedstammede fra Ednyfed Fychan.
Ikke en konge, men ud af en gammel, hæderværdig slægt. At være søn af
en kvinde, der var datter af en fransk konge, og som havde været gift
med den forrige engelske konge gav utvivlsomt en vis status i samfundet, men ingen berettigede krav på tronen. Dem fik han til gengæld via Margareth, selv om hendes krav dog ikke var særlig vel begrundede. At de blev gift, da hun var 12 år og fik deres eneste barn, Henrik, året efter, (hvor Edmund iøvrigt var død af pest), kan få håret til at rejse sig i rædsel og afsky på nutidsmennesker, men vakte åbenbart ikke sådanne følelser dengang. Én ting er i hvert fald sikkert: selv om Margareth giftede sig to gange senere, kastede hun al sin kærlighed på sønnen, der ærlig talt er som snydt ud af næsen på hende. Han ligner og blev kendt som en gnier.
I Shakespeares "Richard III" omtales denne unge fyrste nærmest som en frelser og en langt mere tiltrækkende og værdig bejler til den unge, smukke prinsesse, Elizabeth af York (1466 –1503), end den vanføre kong Richard. Han var i hvert fald den, der fik hende, og som dermed pludselig havde et langt stærkere krav på tronen. Med hende kom der virkelig boller på suppen, for hun var datter af kong Edward IV, hvis søn, Richard III, havde arvet tronen efter nogle suspekte ting og sager. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, var alting meget indviklet, for "The 1484 act of Parliament Titulus Regius" havde faktisk erklæret hendes forældres ægteskab for illegalt, hvilket gjorde hende og hendes søskende illegitime. Hendes to brødre, de nærmest mytiske "Princes in the Tower", forsvandt på mystisk vis, og deres onkel, Richard, var længe under mistanke for at have fået dem dræbt, så han kunne sikre sig tronen. Ikke desto mindre var det ham, der fik Elizabeth og hendes søstre genindsat i deres rettigheder som prinsesser.
Elizabeth af York var afgjort en gevinst for Henrik og hans mor, Margareth, for med hende kom der et legitimt krav på den trone, de selv var ude efter. Inden det lykkedes at få Henrik forvandlet til konge, måtte der dog ryddes op i et par detaljer: "Rosekrigen" skulle afsluttes, og de stridende parter forenes gennem ægteskabet mellem prinsesse Elizabeth og Margareths søn, Henrik. Dette betød i praksis, at Richard III skulle væk, hvilket lykkedes, da han blev besejret og dræbt i Slaget ved Bosworth Field, hvorpå hans lig forsvandt i flere århundreder.
At Richard tabte betød, at Elizabeths familie blev besejret af den mand, hun giftede sig med. Det lod dog ikke til at gøre skår i det unge pars lykke, for de fik i hvert fald syv børn, der burde have kunnet sikre Tudor-dynastiet fremover, selv om deres ældste søn døde. Den næste i arvefølgen, nemlig den søn, der blev til Henrik VIII, fik aldrig den mandlige arving, der kunne have ført dynastiet videre, så denne slægt sad meget kortvarigt på tronen. Hvad svigermor, Margareth, angår, så har hun senere fået ry som en intrigant "konge-mager", der altid fik skubbet sig selv forrest. F.eks. fortælles det, at hun i et og alt forlangte den fornemste placering i forhold til den ellers langt fornemmere Elizabeth, der som hendes søns kone tilmed var landets dronning.
Men har tidligere ment, at dette er et billede af Margareth af Beaufort, men tvivler nu på dette. Bevist er det i hvert fald ikke.
Nogle historikere mener, at det i virkeligheden var den overmåde kløgtige og intrigante Margareth, der trak i trådene omkring noget nær ALT, der skete i disse turbulente år. At der også skete en utrolig masse i hendes eget privatliv er i hvert fald tydeligt, da hun allerede året efter sin første/anden mands død giftede sig igen som 14-årig. Senere blev det til endnu et ægteskab, men ikke flere børn, hvilket måske skyldes, at hun blev fysisk skadet under den vanskelige fødsel af sønnen, Henrik VII, som bare 13-årig.
Stod Margareth bag de små prinsers forsvinden, og var hun med til at styrte Richard III? Kongen vidste i hvert fald, at hun ikke ligefrem var til at stole på for ham og hans støtter, for det har han selv udtalt sig om: "Forasmoch
as Margaret Countesse of Richmond, Mother to the Kyngs greate Rebell
and Traytour, Herry Erle of Richemond, hath of late conspired,
consedered, and comitted high Treason ayenst oure Soveraigne Lorde the
King Richard the Third, in dyvers and sundry wyses, and in especiall in
sendyng messages, writyngs and tokens to the said Henry… Also the said
Countesse made chevisancez of greate somes of Money… and also the said
Countesse conspired, consedered, and imagyned the destruction of oure
said Soveraign Lorde...” Hendes eftermæle er vel nærmest som "huntigeren", der beskytter sin unge, og en af de måder, han kan have vist sin taknemmelighed på var, da han som sin første handling som konge fik hende erklæret "feme sole". Denne erklæring gav hende en betydelig frihed i forhold til mændene i sit liv. Hun kunne således eje sin egen formue, etc. uden sin mands tilladelse eller overopsyn, fuldstændig som havde hun været ugift. Hendes handlinger viser en klog og direkte snedig kvinde, der styrede alle omkring sig, hvilket vel også skete i dette tilfælde. Efter hendes svigerdatters tidlige død i 1503 blev hun i hvert fald på alle måder hoffets kvindelige hovedperson. Da hendes søn, Henrik VII, døde i 1509, fik hun hovedrollen ved indsættelsen af sin sønnesøn, Henrik VIII, på tronen, men døde selv to måneder senere.
Der er ingen tvivl om, at hun var "magten bag Tudor-tronen", og at hun fik stor indflydelse på dynastiets regenter, der jo alle var hendes efterkommere. Senere tider har ikke rigtig kunnet lide hende, selv om man måske har beundret hende for hendes styrke og snedighed. Personlig tager jeg hatten af for en kvinde, der formåede at styre uden om så mange faldgruber for hendes køn ....
Den Pakistan-fødte Annie Dookhan (født 1977) gjorde sin familie stolt, da hun blev knyttet til "Massachusetts Department of Public Health Drug of Abuse" som kemiker. Hvad de ikke vidste var, at omgangen med de hårde stoffer, som hun skulle identificere og klassificere, f.eks. i forbindelse med retssager, havde forvandlet den pæne og dydige datter til narkoman og forbryder. Hvor hun skulle have analyseret stofferne, var hun "kommet til" selv at bruge dem - og at stjæle dele af det, der egentlig var bevismateriale i kriminalsager imod forhandlere og brugere.
Stakkels Annie var blevet narkoman, men hendes narkomani ramte ikke bare hende selv, men også de mennesker, der blev retsforfulgt for misbrug af og handel med hårde stoffer. Når hun ytrede sig om sammensætningen af den narkotika, der blev beslaglagt, så optrådte hun som ekspert, for det var hendes rolle som kemiker. Problemet var bare, at eftersom hun havde forsynet sig med bevismaterialet og ofte var vind og skæv på grund af sit misbrug, så var hendes ekspert-udtalelser ikke noget værd, men de fik følger for de anklagede. At hun i visse tilfælde havde tilføjet kokain til de prøver, der skulle bevise eller afbevise de anklagedes skyld, forværrede selvfølgelig sagen for disse. Man kan sige, at hun i realiteten var lige modsat det, hun var ansat til at være, og at hun afgjort udgjorde en fare for enhver, hun fik berøring med inden for systemet.
Da man opdagede hendes bedrageri vakte det ikke bare stor opsigt, men
førte efterhånden også til, at laboratoriet blev lukket på guvernør
Deval Patricks ordre. Inden det skete, havde man imidlertid bortvist hende, hvilket førte
til, at hun selv sagde op. At hun aldrig burde have haft den stilling, hun havde opnået, er meget trist at tænke på. Allerede i sin job-ansøgning havde hun nemlig ikke bare dummet sig, men direkte bedraget sig til den prestigefyldte ansættelse. Således havde hun påstået, at hun havde en cand.mag.-titel og desuden studerede for at skrive en doktordisputats. Ingen af delene passede, og det endte med, at der blev rejst 27 anklager imod hende, bl.a. for forfalskning af beviser i kriminalsager og akademisk ekspertise samt mened. Alt dette mundede ud i en fængselsstraf på 3-5 år samt to år som prøveløsladt.
Den egentlige dom over denne uærlige kemi-ekspert faldt dog efter min mening med dommerens opsummering: "Innocent persons were incarcerated, guilty persons have been released
to further endanger the public, millions and millions of public dollars
are being expended to deal with the chaos Ms. Dookhan created, and the
integrity of the criminal justice system has been shaken to the
core." Ja, Annie havde virkelig forbrudt sig, og hendes tåbelige snyderier havde fået følge for mange uskyldige mennesker, der blev udsat for forkerte domme på grund af hendes fiksfakserier. Faktisk blev det hævde, at så mange som 40.000 mennesker kunne være blevet ramt af hendes svindel. Det var grunden til, at Massachusetts droppede mere end 21.000 ikke-så-alvorlige narko-anklager, hvor beviserne havde været i hænderne på Annie.
Nogenlunde samtidig med Annies forbrydelser optrådte der en anden kvindelig kemiker i en lignende bedrageri-sag: Sonja Farak. Minsandten om ikke hun også stjal den narko, hun skulle teste!!! Venners og familiens velmente forsøg på at redde hende ved at fortælle om hendes alvorlige depressioner hjalp ikke. Det kom frem, at hun havde været høj under nogle af de tests, hun havde foretaget, og som havde sendt uskyldige i fængsel. Ligesom i Annies tilfælde måtte man opgive mere end 24.000 sager imod formodede narkomaner og narko-sælgere, fordi hun havde stået for testene. Forbrydelsen var alvorlig, men hun fik kun en dom på 1½ års fængsel samt en prøveløsladelse på fem år, hvilket umiddelbart virker meget lidt i forhold til de følger, hendes handlinger fik for andre mennesker.
Visse narko-sager har unægtelig været ret groteske, men at to statsansatte kemi-eksperter laver sådan en omgang kludder i det, forventer man nu ikke. Noget kunne tyde på, at myndighederne har været for godtroende, og at de ikke har checket ansøgerne i tilstrækkelig grad før ansættelsen. Meget uheldigt, da det viser sig, at Annie og Sonja ikke var de eneste, der begik denne form for forbrydelser. På landsbasis er der afgjort flere, der bare venter på at blive afsløret .....
Vi styrer imod nogle helligdage, hvor man må formode, at blomsterelskere vil omgive sig med de smukke pinseliljer, der hører til denne højtid. At pinsen i den kristne tro står for Helligåndens komme 10 dage efter Kristi opstigning til himlen er ligesom blevet glemt for glæden ved de smukke blomster og andre pinse-ritualer. Nogle af dem som f.eks. udsmykningen med pinseliljer har imidlertid en helt anden og meget ældre oprindelse end den kristne højtid.
Pinseliljens oprindelse hører til de gamle før-kristne myter som bl.a. Ovids "Metamorfoser", der fortæller om den underskønne yngling Narcissus. Han var søn af den yndige flodnymfe Liriope og flodguden Kifisos, der opsøgte den berømte seer Tiresias for at høre om deres søns fremtid. De spurgte bl.a., om han ville leve længe, og seeren svarede, at det ville han, hvis han vel at mærke aldrig fik sig selv at se. Nu skete der så det, at da Narkissus voksede op, blev han overmåde smuk. Alle beundrede ham for hans skønhed, og det gjaldt også ham selv. Når han bøjede sig ind over den sø, hvor han holdt til, og så sin skønhed afspejlet i dens vand, blev han grebet af en voldsom kærlighed til den skønne, unge mand, hvis spejlbillede han betragtede. Desværre for ham var hans begær efter at røre ved denne smukke, unge mand uopfyldeligt og dermed uudslukkeligt, for det skønne spejlbillede opløstes naturligvis, når han rørte ved det. Det var der, men kun indtil han lod hænderne glide ned i vandet til en omfavnelse.
Denne konflikt mellem begær og begærets opfyldelse gjorde, at hans følelser kun var rettet imod ham selv, og at han var blind og døv over
for alle dem, der forelskede sig i ham. En af disse var nymfen Ekko,
som Hera havde forbandet, fordi hun havde opholdt hende med sine spændende
historier, medens hendes mand, Zeus, var ud for at jagte damer. Forbandelsen
betød, at Ekko mistede stemmens samtale-funktion, for hun kunne kun
gentage de sidste ord af det, hendes samtalepartner havde sagt. Meget
trist, for dermed opstod der jo en hel del forvirring omkring
hende og hendes motiver. Da hun mødte Narcissus og forelskede sig i ham lige på stedet, begik hun den fejl at forsøge at omfavne ham, hvilket forskrækkede ham enormt, da han kun ønskede fysisk kontakt med den smukke yngling, han så afspejlet i vandet. Efter Ekkos forsøg på at omfavne ham sank han dybere ned i sin selvforelskelse, medens hun opløstes og bare eksisterede som sin stemme, dvs. som et ekko.
Hvad Narcissus angik, så hentæredes han af sit uopfyldelige begær efter sig selv, og da man efter nogen tid søgte ham ved den søbred, hvor han jo tilbragte al sin tid, fandt man hverken ham eller hans lig, men det, han åbenbart var blevet forvandlet til: en pinselilje. Sært, at netop denne blomst, der i sin oprindelse står for forfængelighed og selv-dyrkelse, blev forbundet med Jesus, hvis skikkelse repræsenterer det modsatte ....
Blå øje, lyst hår og fregner, ja, maler og forfatter Rachel Anne Dolezal/Nkechi Amare Diallo (født den 12. november 1977) er tydeligvis det, man kalder "hvid". Den eneste, der ser hende som "farvet" er hende selv, for hun ønsker nemlig at lægge hvidheden bag sig og blive anerkendt som "sort". Noget, der ikke bare skyldes loyalitet med en undertrykt race i USA, men et dybtfølt ønske om at høre til en kultur, hun beundrede, allerede inden hun - med en falsk, sort identitet - blev formand for en afdeling af NAACP ("The National Association for the Advancement of Colored People") i Spokane. På en vis måde kan man sige, at hun er en art "trans-sort", for ligesom trans-seksuelle valgte hun at klassificere sig selv som "sort", uden at være det - genetisk set. Dermed har hun imidlertid stukket hånden i en hvepserede af race-relaterede fordomme, ikke bare i den amerikanske befolkning, men i hendes egen familie.
At læse om raceforfølgelser i USA er noget, man efterhånden er vant til, men altid med de "farvede" i rollen som ofre. I Rachels tilfælde er det dog omvendt: hun rapporterede om raceforfølgelser som hvid, fordi hun blev forfulgt af snart sagt hvem som helst, da hun "sprang ud" som sort. Blandt forfølgerne var hendes egne hvide forældre, der tydeligt tilkendegav deres undren og mishag over hendes opførsel som "trans-sort".
Rachel har senere fortalt, at hun altid følte sig som andenrangs i familien i forhold til sin biologiske bror, universitetslærer og forfatter Joshua Dolezal. Hvorom alting er, så voksede de begge op i en strikt og nærmest kult-agtig pinsebevægelses-kristen familie. Denne familie omfattede også tre sorte adoptivbrødre og en sort adoptivsøster, der ikke alle har været lige for begejstrede for deres nye, hvide forældre.
Den raceblandede opvækst har Rachels bror, Joshua Dolezal senere beskrevet i sin selvbiografi, "Down from the Mountaintop: From Belief to Belonging". En af de ting fra den fælles barndom, som han vist ikke kom ind på i bogen, var den seksuelle udnyttelse af begge sine søstre, Rachel og den sorte adoptivsøster, som de to senere beskyldte ham for. Rachel har udtalt, at det var på grund af denne anklage, (der senere blev opgivet på grund af bevisets stilling), at han hyrede en privatdetektiv, og at det var denne, der fandt ud af, at hun "poserede som sort". Noget, som Rachel opfattede som den anklagede broders forsøg på at miskreditere hende i sex-sagen, men det var denne opdagelse af hendes "forkerte race", der kostede hende formandsposten i NAACP-afdelingen i Spokane. Man kan sige, at sagen bider sig selv i halen, fordi Rachels "race-skift" blev inddraget i en anklage om et sex-misbrug, der ligger flere år tilbage i tiden. Umiddelbart har de to ting jo ikke noget med hinanden at gøre, men det ene blev brugt til at belyse det andet og var med til at skabe tvivl om hendes generelle troværdighed.
Rachel ses her med sine forældre og tre af sine fire adoptiv-søskende samt hendes ægtemand Kevin Moore på deres bryllupsdag i 2000. Ægteparret fik en søn, Franklin, men blev kun sammen i fem år.
Rachel med sin søn, lille Franklin Moore
Hun har senere udtalt, at hendes eks-mand som sort vist anså hende for en form for "trofæ-kone", fordi hun var hvid. Det må man sige er en meget sørgelig konklusion, men på den anden side tænker han så på en lignende måde vedr. sort-hvid-forholdet, som hun gør? Begge kan have brugt den anden som en art "signal-person" over for omverdenen.
Et
andet punkt i striden mellem Rachel og hendes familie er hendes
adoption af den ene af hendes tre adoptivbrødre, nemlig Izaiah. Nok gav
forældrene efter, og lod hende adoptere den på det tidspunkt 16-årige
bror, og det er også gået ham godt, men det kan ikke have været noget,
de virkelig gik ind for, da det jo udstillede deres
opdragelsesprincipper på en uheldig måde. Izaiah
påstod, at Rachels og hans forældre var voldelige, hvilket dog blev
modsagt af en anden af de tre adoptivbrødre. Som med alt andet i denne
forvirrede sag, støttede denne adoptivbror imidlertid senere Izaiahs og Rachels
påstande om vold i barndommen. Denne del af dramaet synes da også at
forklare noget af Rachels motivation til at anklage forældrene for både
det ene og det andet.
At se Rachel med "sort" make-up virker ret bizart, for hun er fra naturens hånd en decideret Pippi Lang-strømpe-type, der har de nordiske farver og bestemt ikke ligner det, hun ønsker at ligne, nemlig en farvet kvinde. Én ting er imidlertid, hvad familien og den hvide del af den amerikanske befolkning
mener om en person, der frivilligt omklassificerer sig selv fra hvid
til "sort", noget andet er, hvad de sorte opfatter som en ny form for
hvidt forræderi. Mange har ytret deres afsky for en kvinde, der så at sige tiltager sig rollen som medlem af en befolkningsgruppe, der historisk set virkelig har været og stadig er forfulgt, og som har lidt under dette i flere generationer. I deres øjne er hun en form for usurpator, altså en uærlig person, der uretmæssigt sætter sig i besiddelse af magten inden for en organisation eller et land. De ser hendes ansigt med den mørke make-up og det bobbede krølhår som en kniv i ryggen. Noget, der til en vis grad spejler udsagn fra hendes familie, der påstår, at hun ikke er i gang med den sociale reform, hun har angivet, men et power-trip for at blive berømt. Samtidig påstår de, at hun er og bliver en "løgner", der gerne lyver om alt og alle, hvilket så igen skader hendes og adoptivsøsterens sex-sag imod broderen foruden noget nær alt, hun tager del i. Hendes "farve-skift" ses altså bestemt ikke som en håndsrækning til den afro-amerikanske befolkningsgruppe, men som en kniv i ryggen.
I sin tid førte Joshuas privatdetektivs afsløring af hendes "race-skift" også til, at hun blev fyret fra "Eastern Washington University", hvor hun underviste i "Africana Studies". Dette fører så til spørgsmålet, om man skal være sort for at kunne undervise i et fag som dette. Umiddelbart virker det skørt, men hendes ægte, medfødte, men skjulte race var og blev anset for en så voldsom provokation, at universitetet altså valgte at fyre hende. Oven på det har hun sandsynligvis haft svært ved at klare sig økonomisk. Hun har snydt med økonomiske tilskud, og i 2018 er hun blevet dømt til at tilbagebetale velfærdsydelser, som hun har modtaget uberettiget. Desuden har der et par år før været en pinlig plagiat-sag imod hende, idet hun hævdes at have plagieret et maleri af den engelske landskabsmaler J.M.W. Turner og udgive det for sit eget originale værk.
Det kan ikke nægtes, at dette ligner et plagiat, og hun har virkelig gjort i nælderne denne gang, for Turner er en velkendt og højt elsket maler. Man spørger sig selv, om hun for alvor troede, at det ville forblive ubemærket, når de to værker er så ens, som tilfældet er. Ligheden er i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Umiddelbart virker det meget fornuftigt af hende at skrive og udgive sine erindringer, hvor hun jo får chancen for at forklare sig og rette op på misforståelser. Bogen har dog ikke haft den effekt, hun havde håbet på. Det gælder også økonomisk, da den har solgt meget lidt. Med meget lidt opbakning har hun tilsyneladende sat sig selv i en uheldig position på både den ene og den anden måde, men hun har dog opnået at pege på forskellige skævheder i racernes forhold og samvær.
Dette er pakistaneren Mir Sultan Khan (1903-1966), der utvivlsomt var den mest forrygende asiatiske skakspiller nogensinde. Han var søn af en muslimsk landmand og præst, der underviste ham i spillet, da han var ni år gammel. At denne hjemme-underviste pakistanske analfabet pludselig dukkede op på skak-scenen var helt uventet, men i løbet af fem år (1929-1933) vandt han ikke desto mindre The British Championship tre gange ud af fire forsøg.
Hans resultater i de forskellige kampe placerer ham blandt verdens ti bedste skakspillere. Netop derfor studser man unægtelig over, at The World Chess Federation aldrig gav ham en hæderstitel som f.eks. "Grandmaster" eller f.eks. "International Master". Han er vel ikke glemt - og så alligevel, hvilket er både sært og ubehageligt at tænke på.
Reuben Fine
Mir Sultan Khan fyldte skakverdenen med undren, og den amerikanske skakstormester, skakskribent og psykolog Reuben Fine, der var anset for en af tidens helt store skakspillere skrev om ham: "The story of the Indian Sultan Khan turned out to be a most unusual one. The "Sultan" was not the term of status that we supposed it to be; it was merely a first name. He spoke English poorly, and kept score in Hindustani. It was said that he could not even read the European notations."
Fra 1930 vandt han til manges forbløffelse nogle kampe imod andre store skakspillere, som f.eks. Savielly Tartakower, Isaac Kashdan, etc., etc..
Efter et fantastisk parti skak imod den cubanske verdensmester Capablanca, som han overvandt, tog han tilbage til sin familie i Pakistan og ligesom forsvandt bare. Det siges, at han havde vanskeligheder med klimaet i Europa, og at det var grunden til, at han hellere ville hjem. Hans overvundne modstander, Capablanca, havde kun godt at sige om ham, og han beundrede ham meget. Ligesom alle andre var han forbløffet over hans præstationer:
Én ting er sikker, Mir Sultan Khan adskilte sig fra alle tidligere skakspillere ved ikke at have studeret sine forgængeres spil.
Både senere og tidligere skakspillere har alle sat sig ind i andres taktik og spillestil, men hans sproglige begrænsninger gjorde dette umuligt. Man kan sige, at han lærte sig selv at spille, efter at hans far altså tidligt i hans barndom havde introduceret ham for spillet.
