Jenny hørte det tunge åndedræt bag sig og vidste, at hun måtte se at komme ud af værelset så hurtigt som muligt. Hun kunne ikke se dyret, men lugten og den dumpe knurren fortalte hende, at der var et stort rovdyr inde hos hende. Lyden kom fra et sted lige under de to vinduer ved siden af altandøren i den modsatte ende af rummet, og med rædsel gik det pludselig op for hende, at hun havde glemt at lukke en af disse indgange til sin nye lejlighed. Det kom som et chok for hende, at hun på denne måde måske selv havde lukket denne potentielle morder ind - og dræbt ville hun jo blive, hvis ikke hun kom ud i en vis fart, ligegyldigt hvilket rovdyr, det drejede sig om. Den gennemtrængende lugt, som hun før havde oplevet i rovdyrhuset i Zoologisk Have, nåede hendes næsebor med fuld styrke, og det gik op for hende, at dyret nu var meget tæt på hendes skjulested bag ved sofaen. I samme øjeblik hun mærkede den store pote med de nålespidse kløer imod sit ene lår, reagerede hun og rullede lynhurtigt rundt, helt hen til døren ud til gangen, som det på en eller anden måde lykkedes hende at få op og derpå også smækket i bag sig. Denne flugt var på et hængende hår, og hendes forsvinden udløste et brøl af skuffelse bag den lukkede dør ind til stuen, hvor dyret stadig var, da hun kunne høre dets åndedræt. Da det kradsede med voldsom kraft på døren, gøs det i hende af skræk - og i samme øjeblik vågnede hun, gennemblødt af angstens sved.
Hun satte sig ret op i sengen og begyndte at inspicere sit nattøj, sine arme og ben, der var de dele af hendes krop, der havde været tættest på rovdyret. "Puha!" sagde hun hen for sig. "Nå, der er heldigvis ikke noget at se i dag ..." Hun holdt kanten af natkjolen ud foran sig i strakt arm, men den så hel og pæn ud.
I samme øjeblik bankede det på døren, og hendes mor, der var på besøg hos hende, stak hovedet indenfor. "God morgen, skat," råbte hun med munter røst. "Har du sovet godt?"
Jenny bare så på hende, og moderen sukkede dybt. "Åh, jeg havde håbet, at du var sluppet af med den grimme drøm - hvor den så end stammer fra. Skete der noget særligt denne gang?"
"Ja," den var få millimeter fra at fange mig, men denne gang er jeg vist sluppet uden rifter."
"Ups!" sagde hendes mor, der nu var nået helt hen til hendes seng. "Dit ene ben bløder vist en smule ..."
Med skrækblandet ærgrelse konstaterede Jenny, at der alligevel var en temmelig markant rift på hendes højre læg. "Åh altså," sagde hun, "hvor er det dog irriterende."
"Ja, jeg tør jo dårligt nok gentage, hvad jeg har sagt tidligere," sagde moderen, "men det må altså være dig selv, der gør det i søvne, for her er jo selvfølgelig hverken løver eller andre rovdyr."
"Tja," sagde Jenny og trak på skuldrene, "jeg er såmænd ikke selv fremmed over for den tanke, men så er der alligevel noget, der ikke stemmer." Hun havde aldrig fortalt sin mor den fulde sandhed, nemlig at hver eneste gang hun lukkede øjnene for at tage en blund, så mødte hun et rovdyr et eller anden sted i lejligheden. Forleden var hun faldet i søvn foran TV'et, og lige inden hun vågnede, havde hun pludselig siddet ansigt til ansigt med en gepard, hvis smukke øjne hun havde stirret lige ind i. Den havde ikke skadet hende, men havde dog fulgt hende med blikket, da hun flygtede ud i køkkenet. Andre episoder havde været langt mere dramatiske, og hun var efterhånden kommet i et betydeligt søvnunderskud på grund af det, hun oplevede i søvne, for nu var hun selvfølgelig blevet bange for at lægge sig til at sove.
Hun sukkede og trak så på skuldrene. ""Alting har en ende, kun slangerne har tvende"," sagde hun, "og nu har jeg fået nok. Jeg ringer til min læge allerede i dag, og så må jeg have et eller andet beroligende, der kan hjælpe mig igennem natten."
Hendes mor svarede ikke, men så blot på hende med et meget bekymret blik. Alt det, som hendes datter kom ud for, forekom hende så underligt, da hun selv - så vidt hun da vidste - aldrig havde haft et mareridt i hele sit liv.
Jenny fik en tid hos sin læge, Rita, der også var hendes kusine. Hun var heldig, at der var et afbud selv samme dag, men da hun sad over for Rita, stod det hende klart, at det var hende umuligt at formidle sine oplevelser til denne super-jordbundne person, som hun ellers på mange måder satte højt. Efter at have fortalt op ad døre og ned ad stolper om de mærkelige begivenheder, hun havde været ude for, og også tidligere havde nævnt, nemlig at hun vågnede op med konkrete sår og rifter samt sønderflænsede natkjoler, sagde Rita ganske tørt:
"Du ved vel, at det er noget, du selv gør, ikke sandt?"
"Nej," sagde Jenny, "men jeg vidste, du ville sige noget i den stil ..."
"Nå ja, eftersom jeg er læge, er jeg nødt til at bevare min sunde fornuft ..."
"Og jeg har måske sat min over styr?"
Der opstod en pause, men så sagde Rita: "OK, der er ingen nemme forklaringer på det, du oplever, men har du ikke spist krydret mad, lige inden du har lagt dig? Eller hvad med at se for meget AnimalPlanet eller et andet naturprogram sent om aftenen?"
"Nej, slet ikke noget i den stil," sagde Jenny, temmelig irriteret. "Jeg ser netop aldrig dyreprogrammer, fordi jeg er bange for at få denne form for drømme. De kommer bare alligevel, og nu er det hver eneste nat."
"Der findes jo forskellige slags afslapningsteknikker, måske du skulle prøve en af dem ..."
"Dur det til noget?"
"Det har rent faktisk hjulpet adskillige mennesker, men jeg tror først, du kan begynde på et hold om nogle måneder, hvor det starter på ny. Jeg skal dog gerne forsøge at få dig ind før ..."
"Tak," sagde Jenny, "men jeg har brug for noget afslappende her og nu, for jeg fungerer slet ikke i hverdagen, så udkørt er jeg ..."
"OK, jeg kan ikke lide at give dig den slags, men for nogle uger går det vel ..."
"Godt," sagde Jenny, der følte en voldsom lettelse ved tanken om en snarlig pillesikret søvn, "men hvad mener sagkundskaben ellers, at mareridt er?"
"Tja, ingen ved det rigtig, men nogle siger, at de stammer fra stress eller post-traumatiske begivenheder. Så vidt jeg ved, er du jo ikke stresset, vel?"
"Nej," sagde Jenny, "og heller ikke overanstrengt på arbejde, deprimeret eller sådan noget, men jeg er ond i sulet over disse natlige rovdyr-shows."
"Så tag en pille eller to af det, jeg skriver op til dig, men ring også til mig om en uges tid, så jeg ved, hvordan det går."
Da Jenny forlod sin kusine, var hun fyldt med håb. Rita var en god læge, og hun ville sikkert finde en måde at sætte en stopper for dette nonsens. Hendes tanker vandrede øjeblikkelig videre til de konkrete sår og rifter, hun var vågnet op med, de sønderrevne natkjoler og alt det andet, og så dalede hendes håb igen.
Samme aften tog hun en pille, inden hun lagde sig, og da hun vågnede om morgenen, var hun meget lettet, for hun havde ikke drømt om rovdyr om natten: ingen frygt eller en farefuld flugt, blot en skøn, restituerende søvn en hel nat. Da hun tog nattøjet af, fik hun imidlertid et chok, for der var adskillige friske rifter foruden et decideret sår. Hun stirrede på begge dele, som om hun ikke troede sine egen øjne, og det gjorde hun da heller ikke, for hvordan var det muligt? Efter at have tænkt lidt over det, kom hun til den konklusion, at det var sket i søvne, og at hun havde gjort det selv, men at det var hendes held, at hun alligevel havde fået en god nats søvn.
I en uges tid sov hun som en sten, men vågnede op hver eneste morgen og så en forrevet natkjole foruden friske sår og rifter på arme og ben. Hun besluttede sig for ikke at fortælle Rita den fulde sandhed, men blot hævde, at situationen nu var helt under kontrol. Selv samme nat oplevede hun dog igen, hvordan et enormt rovdyr sneg sig ind på hende og overvældende hende med sin rovdyr-stank. Hun besluttede sig for at tage to i stedet for en pille, og i nogle uger holdt hun dyrene fra livet. Nå, tænkte hun, det er altså piller, der skal til. Flere og flere, selv om jeg ellers aldrig tager den slags.
Efter at have tænkt sagen igennem, besluttede hun sig for at lave et par eksperimenter: hun spiste et par dejlige sandwiches med masser af fyld lige inden sengetid, efter at have set både AnimalPlanet, National Geographic og Discovery i flere timer. Desuden lod hun piller være piller og lagde sig med mave og sind fyldt, men uden medicin.
Det varede ikke længe, før hun følte nærværet af de store kattedyr, men denne gang var det, som om hun befandt sig midt ude iblandt dem. Der var sandelig kløer og spidse tænder til alle sider for hende, og rovdyrlugten var overvældende. Alt dette fortalte hende, at hun ikke var i stand til at styre sine egne drømme. Da en af løverne - eller hvad det nu var - passerede tæt forbi hende, følte hun elektriske gnister fra dens pels og ind imod hendes tynde natkjole. Den udstødte et brøl lige ind i ansigtet på hende, og hun flygtede ud af soveværelset. Denne gang var hun skarpt forfulgt af dyret, der var lige bag ved hende. Idet hun vågnede, fik hun straks øje på flængerne i natkjolen og nogle ret dybe rifter på benene.
Hun ringede så hurtigt som muligt til sin kusine, men blev skuffet, fordi hun ikke var meget for at give hende flere piller, og desuden havde mistet sine illusioner om den behandling, hun tidligere havde foreslået hende. "Folk har det vist hyggeligt, men det hjælper desværre ikke i længden," sagde hun, men tilbød samtidig at ringe og rykke for en plads, hvis hun stadig var stemt for at prøve behandlingen. Jenny takkede pænt nej tak og gik så hjem igen, idet hun meldte sig syg på arbejdet. Samme nat befandt hun sig endnu engang midt blandt løverne. Hun følte, hvordan rovdyrkæber lukkede sig om hendes arme og ben, hvordan kløer rev hende på ryg og bryst, og da hun mærkede, hvordan kloklædte poter lukkede sig om halsen på hende, kom hendes mor farende og vækkede hende. Hendes skrig i søvne havde gået hende gennem marv og ben, og hun ruskede hende for at få hende vågen.
"Åh, Jenny!" råbte hun, "jeg troede, at mareridtene var holdt op, nu da du fik den medicin."
Det eneste, Jenny formåede var at sætte sig op i sengen, begrave ansigtet i hænderne og bare græde og græde. Derpå rettede hun sig op og steg ud af sengen. Uden et ord styrtede hun hen til altandøren, rev den op og kastede sig ud, inden hendes mor kunne standse hende.
Katrine var overlykkelig, da hun fik den dejlige lejlighed så billigt. Hun vidste godt, at det skyldtes den forrige ejers selvmord, men følte ikke noget særligt ved den oplysning. Blot nogle måneder efter at være flyttet ind, havde hun imidlertid en mærkelig drøm om slanger. Hun vækkede sin mand, Jakob, og han forsøgte at trøste hende ved at fortælle om alle teorierne om mareridts opståen. De blev enige om, at det skyldtes den krydrede ret, de havde spist samme aften, og episoden endte såmænd med en lidenskabelig gang erotik. Da hun igen drømte om slanger natten efter, blev de dog begge ret irriterede. Denne slange havde været virkelig skræmmende, for den lå på brystet af hende, og dens kløftede tunge spillede i munden på den.
Nat efter nat drømte Katrine om slanger. Da hun én nat mødte en seks meter lang kobra, så var det slutsignalet for både ægteskabet og adressen. Hun flyttede ud, og han solgte lejligheden til sin gode ven og kollega, Henrik, der var himmelhenrykt for det gode køb. Så snart Henrik var flyttet ind, havde han en yderst livagtig drøm om hajer. På en eller anden måde lod det til, at de trivedes på land i hans nye lejlighed. I drømme mødte han dem overalt, indtil han besluttede sig for at sælge lejligheden til en ung mand ved navn Sune. Han så aldrig skyggen af hverken rovdyr, slanger eller hajer, men hans drømme var invaderet af giftige edderkopper ...
