Coco Chanel, karriere og nazisme ....

Hun var en meget intelligent kvinde med en fint udviklet æstetisk sans, men hvad med moralen, hvordan var det med den? Her tænker jeg ikke på sex og alle former for fiddelihut, men den moral, der forhindrer onde gerninger. Den kan som bekendt defineres på mange måder, og det, der er ondt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Ikke desto mindre, så er der nu nogle holdepunkter for det, man kunne kalde en eviggyldig moral.

 

Coco Chanel (1883-1971) hed i virkeligheden Gabrielle Bonheur "Coco" Chanel. Hun var datter nr. 2 af en vaskekone ved navn Eugénie Jeanne Devolle Chanel, der var kendt under navnet Jeanne. Hendes arbejdsplads var en katolsk fattiggård, og familien var da heller ikke ligefrem velhavende, bl.a. fordi de efterhånden fik seks børn. Cocos far tjente til dagen og  vejen som gadesælger af forskellige ting, hvilket ikke gav så meget, medens moderen altså sled i det som vaskekone.

 Jules Breton: "Vaskekone"

Meget af det, der hang sammen med Cocos ydmyge baggrund, forsøgte hun senere at skjule med forskønnelser eller direkte løgne, og det er tydeligt, at det må have været meget svært for hende at vedgå en oprindelse, der var så anderledes end de fleste af hendes fornemme eller bare berømte kunders. Forældrene var heller ikke gift ved hendes fødsel, og på en eller anden måde blev hendes efternavn indført i kirkebogen som  "Chasnel", hvilket fulgte hende hele livet, da hun ikke kunne få det rettet uden samtidig at røbe, at hun - der omgikkes kongelige og alle mulige berømtheder, både hjemme og i udlandet - var født på fattiggården. Noget, der fik afgørende betydning for hende, var moderens død som 32-årig, for da sendte faderen hende og hendes to søstre til en klosterskole for fattige piger, der hørte under "The Congregation of the Sacred Heart of Mary". Her lærte Coco to ting, der var nyttige for den kommende designer: 1) at sy og 2) selvdisciplin mht tid og tidsforbrug. 

Wenzel Tornøe: "En syerske pinsemorgen", 1882 

Efter opholdet på klosterskolen blev Coco syerske, men hun havde også et andet job: hun sang på cabareter. Hendes opgave var at underholde med div. sange ind imellem hovedattraktionernes optræden. Som ung drømte hun om at blive skuespiller, men måtte opgive, da hendes evner afgjort lå et andet sted, og hun havde meget svært ved at opretholde forbindelsen til de steder, hvor hun havde optrådt som sangerinde, hvilket var et tydeligt tegn på, at hendes sang-talent ikke var så stort.

I stedet for en skuespiller-karriere måtte hun ty til forskellige andre og ofte sæsonbetonede jobs. På et tidspunkt mødte hun imidlertid en ung, fransk tidligere officer og tekstil-arving, Étienne Balsan, som hun levede sammen med i de næste tre år. Gennem bekendtskabet med ham fik hun smag for rigmænds lette og livsnydende liv. En af hendes biografer har hævdet, at hun fik en søn med Balsan, som hun dog fremstillede som en nevø. (Om han var hendes søn eller nevø vides vist endnu ikke 100%).

Senere lod hun sig forføre af Balsans ven, den charmerende kaptajn Arthur Edward "Boy" Capel, der hørte til det engelske aristokrati. Han installerede hende i en lejlighed i Paris og financierede hendes første butik. De var sammen i ni år, og selv efter at Capel havde giftet sig med en aristokratisk englænderinde, sås de jævnligt indtil hans død i en bilulykke i 1918. Hun var nært knyttet til ham - også forretningsmæssigt - og sørgede dybt over hans død. Billeder af dem sammen viser også, at de var vilde med hinanden.

Forholdet var også kendt i offentligheden som det ses af denne karikaturtegning af det muntre og forelskede par.

Med først Balsans og senere Capels hjælp havde hun startet forskellige mode-butikker. Hendes hatte blev meget berømte efter at have været med i et populært skuespil, men udvalget af de forskellige varer, hun havde designet, og som var til salg, steg og sted. Som led i en PR-kampagne paraderede hendes søster, Antoinette, og en jævnaldrende faster hendes designs rundt omkring i gaderne. Forretningen blomstrede, og det gjorde Cocos ry som modedronning også.

I begyndelsen af 1920'erne fik hun indpas i det allerhøjeste, britiske aristokrati gennem diverse kontakter. Vaskekonens datter omgikkes nu folk som f.eks. den senere kong Edward VIII, Winston Churchill samt hendes næste betydningsfulde elsker, Hertugen af Westminster, Hugh Richard Arthur Grosvenor, som hun var knyttet til i ti år.

Coco og Winston Churchill, 1921

Da hun døde i 1971, var hun hædret og berømt som designer og kulturpersonlighed. Faktisk var hun en meget indflydelsesrig person med masser af forbindelser til high society i sit hjemland, Frankrig, men også andre steder, som ikke mindst England. Hendes talent for design viste sig i det moderne og behagelige tøj, de flotte tasker, den lækre parfume og andet, hun havde skabt, og som hendes firma solgte. Ingen parfume var nok så berømt som hendes ikoniske "Chanel No. 5", der angiveligt udgjorde Marilyn Monroes eneste påklædning ved nattetid.

En lille flaske med en stor personlighed, for dens indhold var kendt vidt og bredt, verden over og er stadig populært. Noget, der viser en hel del om hendes stil og smag. 

Coco Chanel og Salvador Dali 

Hendes kunder og hendes personlige venner var berømte og/eller tilhørte "de fornemme kredse", men ikke alle pynter på hendes renommé i dag. Mange andre i samtiden traf de samme valg som hende, men det undskylder hende egentlig ikke: hun havde altid været antisemit, og det lader til, at hun under krigen direkte støttede tyskerne og måske ligefrem blev deres spion. Under okkupationen boede hun på Hotel Ritz, der også var et foretrukket tilholdssted for okkupationshærens elite-tyskere. På dette tidspunkt havde hun også et forhold til den tyske baron Hans Günther von Dincklage, og i Hal Vaughans bog "Sleeping With the Enemy, Coco Chanel and the Secret War" blev hendes nazistiske tilbøjeligheder beskrevet. Hun drog også visse økonomiske fordele ved jødernes eliminering, der ikke bare kan glemmes, for hvor vidt gik hun i sin anti-semitisme?

En af Cocos kontakter: SS-Oberführer Walter Schellenberg, Chef for SS Efterretningstjeneste, Die    Sicherheitsdienst

En anden befolkningsgruppe, hun ikke kunne lide, var de homoseksuelle. Denne antipati kom formentlig før nazisternes udrensning af disse såkaldt "uheldige elementer", sådan at hun - som mange andre franskmænd dengang - nærede et vist had til både jøder samt bøsser og lesbiske. 

Efter krigen fik Coco god gavn af sine engelske kontakter, for Winston Churchill forhindrede personligt, at det kom til en retsforfølgelse eller bare en udredning af hende for forræderi, spionage, etc.. Mange af hendes samtidige, der også havde flirtet med fjenden ved direkte eller indirekte at hjælpe okkupationsmagten, fik strenge straffe, men ikke hun, selv om hun formentlig havde fortjent det lige så meget. 

For mange var og blev hun et ikon, og disse ofte indflydelsesrige personer tålte velsagtens ikke, at hendes ry blev ødelagt af "visse ting" under krigen. Hun holdt i hvert fald skansen som en af de store franskmænd resten af livet.

Coco Chanel, 1970, dvs. et år før hendes død

 

https://allthatsinteresting.com/coco-chanel-nazi-agent

https://www.biography.com/fashion-designer/coco-chanel 

 

Wikipedia

Hr. Gennemført Modbydelig!

Ligner han en seriemorder? Næh, egentlig ikke, og i de videooptagelser, jeg har set med ham, virker han utrolig kejtet og akavet, dvs. mere som en klumpedumpe end som en dæmonisk skikkelse. At han rent faktisk er en superpervers, kriminel fyr, der har stået for mange grusomme og rædselsfulde gerninger, er der dog ingen tvivl om. 

Jeg synes altså, at Israel Keyes (1978-2012) virker kluntet, men han var skam yderst behændig til det, han holdt mest af: MORD. Ifølge FBI har han mindst dræbt 11 mennesker, men der kan sagtens være mange flere. Desuden holdt han sig ikke til mord, men begik også bankrøverier, foretog brandstiftelse og begik indbrud, foruden at han voldtog, som det nu faldt ham ind. Alt sammen noget, der foregik over flere år, før han endelig blev fanget.

Israel Keyes under et bankrøveri 

Han og hans familie startede som mormoner, men bevægede sig senere over imod en mere outreret religiøs holdning, og selv endte han med at bekende sig til eller flirte kraftigt med satanisme. Ifølge hans egne oplysninger tog familiens tidligere mormon-tro en drejning over i noget, der kan ligne en militær form for Amish-bevægelsen. De levede yderst beskedent uden elektricitet, rindende vand og andre moderne bekvemmeligheder, og alt var centreret omkring religionen, hvilket han reagerede imod som teenager. Da han meddelte familien, at han forsagede den kristne tro, forskød hans far ham, men han opretholdt forbindelsen til sin mor. Fra 1998 til 2001 var han i militæret, hvor han klarede sig godt. I 2007 oprettede han en entreprenørvirksomhed i Alaska, idet han tilbød forskellige former for forefaldende arbejde.

Keyes blev født den 7. januar 1978 som nr. 2 af 10 børn, der alle blev hjemme-undervist. Da han var 18 år gammel startede han sin "karriere" som forbryder med et seksuelt overgreb på en teenage-pige, og derfra gik det slag i slag indtil tilfangetagelsen i 2012. Et af sine virkelig modbydelige mord begik han imod ægteparret Bill og Lorraine Currier i 2011, hvor han brød ind i huset til dette midaldrende og fuldstændig uforberedte par, som han bortførte og myrdede i et forladt hus. Bill blev skudt forholdsvis hurtigt i forløbet, men da han fortsatte til Lorraine skete mordet på hende med seksuelle overgreb og så megen smerte, som han nu kunne mønstre. Hans foretrukne mord-metode var kvælning, "fordi han syntes om at se sine ofre lide mest muligt". Ligene af de myrdede er aldrig blevet fundet, hvilket gælder flere af hans ofre.

Lorraine og Bill Currier

Hans sidste offer inden tilfangetagelsen var den 18-årige Samantha Koenig, der måske er det mest kendte af mordofrene på grund af visse, vanvittige detaljer. Hun var en sød og glad, ung pige, der arbejdede i en kaffebar, som han kidnappede hende fra den 1. februar 2012. 

 

 

Efter at have voldtaget hende samt stjålet hendes kreditkort, etc., efterlod han hendes lig og tog på en forudbestilt sejltur med sin familie i et par uger. Da han kom tilbage, fjernede han liget fra det skur, hvor han havde lagt det, gav hende make-up på og syede hendes øjenlåg fast, så hun kunne illudere som levende. Derpå tog han et fotografi af hende og forlangte $30,000 for at udlevere den tilsyneladende stadig levende, unge pige. "Beviset" på, at hun var i live var den avis, han lagde ved hendes opstablede og make-uppede lig.

 

Efter at have gennemført denne helt igennem modbydelige plan om at narre politiet og hendes familie parterede han liget og smed det i Den Mexikanske Golf. Hvor andre mennesker ikke fatter en sådan gennemført ondskab, så rørte det ikke ham det mindste. Hans selvforståelse var af en sådan karakter, at man virkelig må spekulere over hans mentale tilstand. F.eks.: skal den latterlige hat på nedenstående billede få den grimme og kluntede morder forvandlet til en morsom og charmerende spøgefugl? Er det syge grin noget, der er forbundet med hans forestilling om ægte humor og morskab? 

 

Han var selv overbevist om, at han var bedre til alting end alle andre og sikkert også til at være morsom, hvilket det er svært at give ham ret i. Hans overdrevne selvovervurdering virker latterlig og malplaceret for én, der så mord og tortur som sin hovedbeskæftigelse, men som i sidste ende alligevel ikke evnede at holde sig skjult for politiet, og som begik selvmord, da han langt om længe blev fanget. I mine øjne var han en nar, der havde et sygeligt behov for at forsøge at skabe synlighed om sig ved hjælp af grusomme og umotiverede forbrydelser. Samtidig var han altså ikke kun latterlig, for han var også virkelig farlig, fordi han var helt uden skrupler.

Efter anholdelsen og medens retssagen imod ham for mordet på den bortførte Samantha Koenig var under forberedelse, og han var varetægtsfængslet, begik han selvmord og tog dermed oplysninger om mange andre overfald og mord med sig i graven. FBI anslår antallet af mord, der er begået af ham, til at være mindst 11, men der er sandsynligvis flere. Det, der kendetegner disse mord var, at de gik ud over mennesker, han ikke kendte personligt, og som han altså ikke havde et udestående med. Faktisk kan man sige, at han opførte sig som Døden selv, der ikke skelner mellem gode og onde, men bare lader leen gøre sit, for død er død .....

https://www.biography.com/crime-figure/israel-keyes

 

https://oxford-security.com/

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2274650/Israel-Keyes-The-chilling-page-note-body-Alaska-serial-killer.html

 

https://thecinemaholic.com/israel-keyes-daughter/

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-2243190/Israel-Keyes-Serial-killer-sexually-assaulted-dismembered-Samantha-Koenig.html

 

Wikipedia

Ureglementeret kærlighed ved hoffet

Isabella af Bourbon-Parma

Det var ærkehertug Josef af Østrig - senere kejser Josef II - hvis søster, Marie-Antoinette, var gift med kludremiklen Louis XVI, der bare ikke kunne finde ud af det med sex. Derfor kom der ingen børn i ægteskabet, og det var noget af en katastrofe for både riget og de involverede personer, hvis opgave det var at holde liv i dynastiet. Med Josefs bistand kom der dog gang i foretagendet, så Louis XVI forstod, hvad der ventedes af ham i ægtesengen, og efterhånden kom der også børn. At dynastiet var hinsides det punkt, hvor det kunne reddes fra Den Franske Revolution, var der dog ingen, der havde forestillet sig på dette tidspunkt. 

Kejser Joseph II

Hvad hjælperen, ærkehertug Josef, angik, så svigtede hans seksuelle viden, da han selv blev gift i 1760, for medens han øjeblikkelig forelskede sig dybt i sin unge og meget smukke brud, Isabella af  Bourbon-Parma (1741-1763), så faldt hun fuldstændig for hans søster, den ligeledes yndige Maria-Christina (1742-1798). (Hun blev iøvrigt senere hertuginde af Teschen via et ægteskab, hun, utraditionelt nok for kongelige, selv havde valgt at indgå, idet hun på egen hånd udpegede sin tilkommende mand. Den slags plejede jo at foregå via forældrene, hoffet eller regeringen).

Maria-Christina af Teschen

Begge kvinder udfyldte deres pligter som "fødemaskiner", hvilket jo var deres fornemste opgave som gemalinder til herskere, men ved siden af havde de to kvinder en lidenskabelig affære, der bl.a. resulterede i mange glødende breve. Det meste af tiden boede de og levede ved det samme hof, men selv dér skrev og skrev de til hinanden. Ialt er det blevet til godt 200 bevarede breve fra Isabella, idet dem fra Maria-Christina er blevet destrueret. Disse breve blev skrevet inden for ganske få år, og det er tydeligt, at især Isabella var ulykkelig som gift kone. Det virker også sandsynligt, at hendes følelser for Maria-Christina var langt dybere end den mere livlige og glade svigerindes for hende.

 

Martin van Meytens: Maria-Christina

 

Stakkels Isabella fremtræder som en meget melankolsk og trist kvinde. Hun skriver en hel del om døden, hvilket nok også hænger sammen med hendes situation som mor. Efter en overmåde vanskelig fødsel af datteren Maria Theresia, der fulgtes af et par mislykkede graviditeter, har hun følt, at døden pustede hende i nakken, hvilket den da også gjorde, for i 1763 døde hun af kopper i forbindelse med en tredie mislykket graviditet og tidlig fødsel af en dødfødt datter.

 

Isabellas og Josefs datter, ærkehertug Maria Theresia (1762-1770) 

Den eneste af hendes børn, der overlevede fødslen, var Maria Theresia, men også denne bedårende, lille pige døde tidligt, men dog først nogle år efter sin mor. Dermed var alle Josef II's børn døde i en tidlig alder, og hans andet ægteskab, nemlig med Maria Josepha of Bayern, var ulykkeligt og førte ikke til fødslen af flere børn. Altså den rene elendighed, hvad dynastiet angik. 

 

Isabella af Parma

 

Man får ondt af stakkels Isabella, der blev "giftet væk" som 18-årig, åbenbart uden at føle noget for sin vildt forelskede brudgom. Det fortælles, at hun trak sig mere og mere ind i sig selv og isolerede sig ved hoffet. Hvor Maria-Christinas følelser for hende ligner "skolepige-sværmeri", så er det noget helt andet og langt dybere med den kærlighed, hun selv følte for sin svigerinde. Én elsker, og en anden lader sig elske? Det er i hvert fald ikke hverken første eller sidste gang, det er sket, men man får ondt af den unge kvinde, der var så ulykkelig. At hun tilmed selv havde forudset, at hendes eneste levende-fødte datter ville dø som barn gør det hele endnu mere trist ....

https://royalcentral.co.uk/features/melancholy-princess-isabella-of-parma-102403/ 

 

https://boisdejasmin.com/2017/03/im-dying-of-love-for-you-the-letters-of-isabella-von-parma.html 

 

https://www.makingqueerhistory.com/articles/2019/3/22/princess-isabel-of-parma-and-maria-christina-duchess-of-teschen 

 

Wikipedia

 

Verdens første forfatter

En-hedu-Ana

Ingen næse og ingen mund, men et meget intenst blik, der møder vort over et tidsrum på 4.500 år. Som den højst rangerende, mesopotamiske præstinde var Enheduana ikke bare sit folks vigtigste religiøse skikkelse, men også verdens første kendte forfatter. Hendes navn er nemlig knyttet til hendes skrevne, efterladte værker. Dermed ikke være sagt, at der ikke findes andre forfattere endnu længere tilbage, for det gør der sikkert, men de har kun leveret navnløse og formentlig mundtlige fortællinger, så de er forsvundet som personer, selv om deres værker lever videre. Enheduana, der anerkendes som en stor forfatter af litteraturfolk den dag i dag, er desværre blevet ramt af den "usynliggørelse", der er så typisk, når det gælder store, historiske personligheder af kvindekøn. Hun burde helt sikkert også være alment kendt i nutiden, men det er ikke tilfældet. Dem, der har kendt hende og hendes værker i vor tid, har nok gjort det, der har været en del af usynliggørelsen: de, har set hende som "kvindelig forfatter", når hun rent faktisk burde ses om en forfatter, der er kvinde. Kønnet bør ikke skubbe kunstnere, politikere eller f.eks. forfattere over i en usynliggjort parallel-gruppe til de mænd, der automatisk er kommet til at tegne disse personligheder.

De fleste af verdenshistoriens tidlige fortællinger har været fantasier om guder og helte/heltinder, så dem, der har forfattet dem, regnes ikke umiddelbart for forfattere, men for religiøse figurer, ja, måske endda profeter for deres tro. Det ses f.eks. i de skrifter, der kendes som Biblen. Grænserne mellem religion og fantasi må have været meget flydende langt op i tiden, men det har givet os nogle interessante præ-bibelske værker som f.eks. det, der handler om halvguden Gilgamesh, der angiveligt levede ret kort tid efter Syndfloden. Han blev bl.a. æret for at have fået gravet de brønde, der skabte oaser, foruden genoprettelsen af religiøse samlingssteder. Alt sammen mægtig interessant i et flot værk, men uden nogen angivelse af, HVEM der skabte eposset om sagnhelten. Mange litteraturfolk siger ganske vist, at dette er verdens første litterære værk, men der mangler altså et forfatternavn, så det er ikke tilfældet. Desuden er Gilgamesh-værket ikke helt så gammelt som dem, vi ved, at Enheduana skabte. Hvis ikke vi finder nogen endnu længere tilbage, så er og bliver hun den første forfatter.

En spændende beretning, men ikke det første litterære værk

Enheduana er blevet kaldt "oldtidens Shakespeare", fordi hendes værker er fulde af dybde og fantasi. Det gælder ikke mindst hendes digt "Dronning over verdens magter", der har både personlige, rituelle, religiøse og politiske temaer. Den dronning, hun tilbad, var gudinden Inanna, der var den øverste guddom. Inanna var et meget kraftfuldt symbol på den allerhøjeste guddommelighed i Mesopotamien.

 

Som himmeldronning stod hun for aktiviteter og evner, der var lige modsat dem, den kristne "himmeldronning", nemlig Jesu mor, Mary, repræsenterede, idet hun forbindes med passivitet og dyd. For Inanna var sådan noget som kærlighed, sex, krig, retfærdighed og alle former for magt hverdagsbegivenheder, som hun mestrede. Hendes personlighed udtrykkes bl.a. i et par af hendes specielle symboler, løven og den ottekantede stjerne. Senere blev hun kendt som Ishtar, og man forbinder hende med nyere græske og romerske gudinder som f.eks. Venus/Aphrodite. Det er også et tegn på hendes store betydning, at hun optræder i utallige legender, hvoraf mange fortæller om, hvordan hun overtog andre guders magtbeføjelser. Hun var sejrrig, men hendes skikkelse forandrede sig med tiden.

 

Denne mægtige gudinde havde ingen mere hengiven tjenerinde end præstinden Enheduana. Via sine digte fik hun spredt hendes ære ud over landet. Det blev den lim, der bandt folkets tro og selvforståelse sammen. Hendes bedst kendte værker er hendes hymner til Inanna, "Innissagurra" (: "The Great-Hearted Mistress"), "Ninmesarra" ("The Exaltation of Inanna") og "Inninmehusa" (Goddess of the Fearsome Powers"). 

Enheduanas rolle som en historisk person med en stor personlig, religiøs og politisk indflydelse er bl.a. bekræftet ved fundet af et af hendes segl, (der ses ovenfor). Hun fungere som ypperstepræstinde i mere end 40 år, og selv om hun på et tidspunkt blev fordrevet fra sit hjemland, så genvandt hun sin position og vendte tilbage til sit embede.En af de ting, der gør hende så interessant er, at ved siden af sine hymner til Inanna, skrev hun også meget personlige digte om sit eget liv og den verden, hun levede i. To af disse er blevet oversat (ord for ord, og altså ikke gendigtet) af Betty De Shing Meador:

Temple Hymn 7:

 

The Kesh Temple of Ninhursag                   The Lofty

high-lying Kesh

in all heaven and earth   you are the form-shaping place

spreading fear like a great poisonous snake

O Lady of the Mountains    Ninhursag’s house

built on a terrifying site

O Kesh    like holy Aratta

inside is a womb dark and deep

your outside towers over all

imposing one

great lion of the wildlands    stalking the high plains

great mountain

incantations fixed you in place

inside the light is dim

even moonlight (Nanna’s light) does not enter

only Nintur Lady Birth

makes it beautiful

O house of Kesh

the brick of birthgiving

your temple tower   adorned with a lapis lazuli crown

your princess

Princess of Silence

unfailing great Lady of Heaven

when she speaks heaven shakes

open-mouthed she roars

Aruru    sister of Enlil

O house of Kesh

has built this house on your radiant site

and placed her seat upon your dais

Temple Hymn 26:

 

The Zabalam Temple Of Inanna

O house    wrapped in beams of light

wearing shining stone jewels    wakening great awe

sanctuary of pure Inanna

    (where) divine powers the true me spread wide

   Zabalam

              shrine of the shining mountain

   shrine that welcomes the morning light

   she makes resound with desire

the Holy Woman grounds your hallowed chamber

   with desire

   your queen    Inanna of the sheepfold

   that singular woman

   the unique one

who speaks hateful words to the wicked

   who moves among the bright shining things

   who goes against rebel lands

and at twilight makes the firmament beautiful

   all on her own

   great daughter of Suen

   pure Inanna

O house of Zabalam

   has built this house on your radiant site

   and placed her seat upon your dais 

Kvinder har haft en utrolig tendens til at lade sig opsluge af og usynliggøre i historien. Ikke desto mindre var de det, og de udfyldte en betydningsfuld samfundsrolle, der gik langt ud over "Kinder, Küche, Kirche"-ideologien. Det er, som om de er blevet opslugt af det køn, der har taget magten, og det giver et skævt og forløjet billede af historiens gang, der indvirker på kvindens stilling den dag i dag.

https://www.arcgis.com/apps/MapJournal/index.html?appid=18277b7bfb394c48b77e6308a09259fc

 

https://scroll.in/article/913287/enheduanna-the-worlds-first-known-author-was-a-priestess-in-ancient-mesopotamia 

https://www.researchgate.net/publication/333731596_Enheduanna_ancient_religious_leader_and_poetess  

 

Wikipedia

 

Bøssemorderen

Den engelske kok Stephen Port (født den 22. februar 1975) var en form for celebritet, da han havde medvirket i et par afsnit af en realityserie, men han fik nu ikke så meget ud af det. Under normale omstændigheder ville han sikkert have kunnet score nogle af de unge fyre, han var så vild med, ved at være (halv-)kendt, men hans specielle lyster var der nok ikke ret mange, der ønskede at tilfredstille. 

Hans udseende var bestemt ikke i top, og blandt andet var han skeløjet samt mildt sagt tyndhåret på en "gammelmandsagtig" måde. Noget, der ikke virker tillokkende på de mænd, han søgte bekendtskab med. For at pynte på sit ydre brugte han parykker af forskellig art, men jeg har aldrig set et billede af ham, hvor han ikke virker "sær" og slet ikke som det mande-guf, han selv søgte.

Parykkerne skulle få ham til at se yngre ud, hvilket de da også gjorde til en vis grad. Eftersom hans foretrukne jagtmark ikke var in-stederne, hvor folk møder både fremmede og bekendte face til face, men nogle bestemte websites som f.eks. Grindr, der går på hurtighed: lige på og hårdt uden nogen særlig introduktion til det menneske, de udvalgte blev inviteret til at besøge og dyrke sex med. Nogle af brugerne var dog trækkerdrenge, der søgte kunder, ligesom potentielle kunder søgte prostituerede. Smart på en vis måde - og dødsens farligt, for ingen ved jo, hvad han/hun giver sig i kast med, når den, de skal besøge efter et par SMS'er, er dem ukendt. Det eneste, de unge fyre havde at gå frem efter, var  det forskønnede portræt af den paryk-klædte Stephen, de var blevet præsenteret for via websitet. Som det vist efterhånden er typisk ved online-dating, så han stort på sandhedsværdien af de oplysninger, han gav om sig selv, idet han pyntede sig med lånte fjer i form af akademiske og militære bedrifter.

Kirkegården ved St. Margaret's Church, Barking, hvor tre af Ports mordofre blev fundet.

Når de unge fyre, han fik lokket til at besøge sig, kom, så bød han dem på spiritus, som han havde tilført forskellige former for ingredienser, der skabte bevidstløshed. Hans foretrukne middel var det rape-middel, GHB, som også kendes fra hetero-scoresteder, men ind imellem brugte han f.eks. Viagra, methamphetamin eller andet, der gav det ønskede resultat, nemlig at den unge fyr besvimede, så han kunne voldtage ham. Dette var tilsyneladende det, der satte fut i hans libido: de skulle være bevidstløse og derfor totalt i hans vold. 

Trist nok kostede dette fire unge mænd livet, da de besøgte ham for at dyrke hurtig sex, men man er klar over, at der sagtens kan være mange flere, hvor Port ikke har fået besøg af fyrene, men selv har besøgt dem. Desuden var der nogle, der blev syge eller bare sløje, men som ikke døde, sådan at antallet af ofre var på mindst elleve ialt. Fordi han brugte midler, som nogle indtager som narkotika, bare i mindre omfang, blev dødsfaldene regnet for narko-relaterede ulykker: de unge formodedes at have taget en overdosis, enten med vilje eller ved et uheld.

Det virker sært, at ingen bemærkede, at denne høje, ranglede og sært udseende mandsperson bar tre lig over til en kirkegård og placerede dem et sted, hvor de ville blive fundet. Den første af hans mordofre placerede han på fortovet ved sin hoveddør og ringede derpå til politiet for at melde fundet af en syg eller meget fuld person. Ingen mistænkte noget, og der blev ikke fulgt op på fundene af de døde med politiundersøgelser, hvilket betød, at meget bevismateriale er gået tabt. Til gengæld havde man hans forfalskede "beviser" på, at der ikke var tale om mord: bl.a. et falsk selvmordsbrev, kanyler og narko. Selvmordsbrevet fik iøvrigt det unge offers familie til at stille spørgsmålstegn ved det meget lemfældige politiarbejde, hvilket var med til at føre til Ports tilfangetagelse og senere domfældelse. 

Sagen har vakt en vis opsigt, fordi den siger noget om en ny dating-form, foruden at den altså afslører en mangel på seriøst politiarbejde, man kan mistænke også gør sig gældende i andre sager: hvor der er narko inde i billedet, afskrives dødsfaldet tilsyneladende alt for ofte som "uheld". Mord skjuler sig bag narkoen og det specielle miljø omkring bøsser og trækkerdrenge. Det tror jeg dog, at denne sag har åbnet folks øjne for ikke bør ske, men om det hjælper i fremtiden er ikke til at sige, for der er stadig meget "ukendt land" i disse nye dating-former ....

 

https://www.bbc.com/news/uk-england-38102454 

 

https://www.bbc.com/news/uk-38099542 

 

https://www.bbc.com/news/uk-45407465 

 

https://www.hollywoodreporter.com/tv/tv-news/stephen-port-suspected-murderer-bbcs-833953/ 

 

https://www.bbc.com/news/magazine-38096582

 

https://www.theguardian.com/uk-news/2016/nov/25/serial-killer-stephen-port-jailed-for-life 

Succesrig doktor - og bigamist .....

Hvem skulle have troet, at denne pæne, bebrillede mandsperson, nemlig Dr. Jean-Claude Dominique, var noget helt andet end det, han udgav sig for? Læge var han, og den uddannelse havde hans kone siden 1980, Eliette Dominique, betalt for gennem sit arbejde som sygeplejerske. Eftersom hans uddannelse jo var til begges gavn og glæde, også fordi de havde to børn sammen, har hun sikkert slidt i det uden ophævelser eller beklagelser. Hun elskede sin mand og mente, at han også elskede hende. Netop derfor var chokket så enormt, da han blev indlagt efter at være blevet kørt ned af en flugtbilist den 30. april 1999, og hun fandt en anden kvinde ved hans sygeseng, der påstod at være hans kone, og som også kaldte sig Fru Dominique. De skændtes om frue-titlen hen over den bevidstløse dr. Dominique, og det endte med, at Eliette blev smidt ud, fordi den anden kvinde, nemlig Betsy Dominique (oprindelig Marie Betsy Barlabier), kunne fremvise en gyldig vielsesattest. Hendes afskedssalut ramte Eliette med fuld kraft, for hun var totalt uforberedt: "Jeg ved alt om, hvem du er, og du blev skilt fra Jean-Claude i 1982, hvor jeg blev gift med ham!" Eftersom Eliette ikke var blevet skilt, regnede hun selvfølgelig rivalindens påstand for løgn, men hun besluttede sig for at gå, da diskussionen ikke førte til andet end en masse råberi og vilde anklager. Noget, der ikke blev bedre, da Jean-Claude døde 39 dage efter den stadig uopklarede ulykke med flugtbilisten.

Der er masser af tilfælde af bigami - eller rettere sagt polygami - i Biblen. Her ses f.eks. Elkanah med sine to hustruer (: Samuelsbog). Hvad Jean-Claude Dominique angår, så kom han fra en særdeles stor familie på Haiti, for den omfattede angiveligt 23 børn, der umuligt kan have haft den samme mor, så han er muligvis vokset op med en anden synsvinkel på ægteskabet end det, der blev regnet for almindeligt i USA, hvor han boede med sine to familier. Det undskylder dog ikke hans svindelnummer med de to koner, der begge regnede med at være hans eneste ene, og som også begge havde børn med ham. At snøre dem var tarveligt, også fordi det skabte sociale problemer for både dem og deres fælles børn. 

Eliette Dominique

Situationen var kaotisk, og de to koner må hver for sig have følt, at rivalinden snød, bedrog og løg for at tilrane sig de penge, Jean-Claude Dominique havde fået gennem opsparinger, ejendoms-besiddelser og ikke mindst et par livsforsikringer, der ville indbringe rigtig meget ved hans død. Eliette, der jo ikke troede på Betsys forklaringer, fik imidlertid et ekstra chok, da hun gennemgik boets papirer og fandt en skilsmissebevilling, som hun tilsyneladende selv havde underskrevet. Dette understøttede selvfølgelig Betsys påstand om, at hun var blevet gift med Jean-Claude i 1982, efter at han var blevet skilt fra Eliette. Der var imidlertid den hage ved situationen, at Eliette aldeles ikke havde underskrevet noget som helst af den slags, og at underskriften så meget forfalsket ud. Derfor skyndte hun sig at tale med en advokat, og efter en retssag fik hun derfor dommerens ord for, at hun var Jean-Claudes lovformelige kone - og nu enke, efter at han død på hospitalet - og at hans 1982-ægteskab med Betsy var svindel. Eliette arvede ham, men der blev dog sat noget af til Betsy og de børn, han havde med hende. Så langt så godt, men dramaet med den svindleriske læge fik et efterspil, der bl.a. skyldtes hans families ønsker om at få del i de mange penge, Eliette havde arvet. Hans bror, Aly, ville have den allerfineste og dyreste begravelse, hvilket Eliette modsatte sig. Dette blev set som "manglende respekt" for Dominique-familien, men det var nok værre, at nogle af hendes dispositioner omkring arven ville koste nogle af dem forsørgelsesmuligheder, fordi hun ville sælge ud af Jean-Claudes ejendomme, der f.eks. havde sikret hans bror, Aly en indkomst.

Eliette på hospitalet efter skuddramaet

En dag, hvor Eliette gik ud til sin bil for at køre på arbejde, blev hun skudt, men overlevede. Noget, der var en streg i regningen for hendes svoger, Aly, der havde betalt et par bekendte for at myrde hende, og som også havde planer om at få hendes børn dræbt. Faktisk ville han formentlig også have myrdet Betsy og hendes børn med Jean-Claude for at sikre sig, at han selv opnåede sit mål: at få fuld rådighed over arven efter sin bror. Den gik dog ikke, og både han samt hans to medsammensvorne fik lange fængselsstraffe, medens Eliette og hendes børn opnåede et godt liv med uddannelse og rejser. Hun har tilmed opnået en anonymitet, der må være dejligt oven på alt hurlumhejet omkring flugtbilisten, Jean-Claudes død og afsløringen af hans bedragerier ....

https://thecinemaholic.com/where-is-eliette-dominique-now/

 

https://newsbreak.ng/nigerian-woman-divorces-husband-over-secret-marriage-to-german-lover/ 

 

Kvinden, der ikke lod sig voldtage af SYSTEMET

 

Franca Viola

En smuk, italiensk kvinde med en naturlig værdighed. Hendes navn er Franca Viola, og hun ligner bestemt ikke en, der lægger op til fiddelihut med hvem som helst. Da hun blev kidnappet og voldtaget, syntes sagen klar ifølge vore nutidige begreber: der blev begået en forbrydelse imod hende, og forbryderen skulle fanges og i fængsel. Sagen var dog den, at hendes hjemland, Italien, længe havde kørt med et system omkring disse specielle sex-forbrydelser, der gjorde sagen mere indviklet end som så. Som et decideret mandssamfund støttede man et gammelt, forældet system, hvor en mand kunne slippe for straf, hvis han giftede sig med voldtægtsofret. At det også gjorde det muligt for ham at tvinge kvinder, der havde afvist hans frieri, til brudeskamlen, var der ikke rigtig nogen, der tænkte på - eller også så de  det som "naturligt" eller "ønskværdigt".

Franca Viola var kommet sammen med mafia-frøet Filippo Melodia i seks måneder i 1963, men afviste ham så, for han var alligevel ikke hendes drømmeprins. Dette gjorde Filippo aldeles rasende, og han greb til det middel, der havde ført til andre mænds sejr over modvillige kvinder: bortførelse og voldtægt. Eftersom en voldtægt ikke bare er traumatisk, men også ødelægger noget, den katolske kirke sætter højt, nemlig en kvindes jomfrudom, så er sagen alvorlig. Selv om der er tale om en forbrydelse, så mister ofret anseelse ved det, der bliver gjort imod hende, og mange vælger derfor at gifte sig med deres voldtægtsmand for at redde ansigt. Ægteskabet regnes for en form for "hvidvaskning" af begge parter: han er ikke længere en forbryder, og hun er lige ved at blive forvandlet til jomfru igen.  

Efter afslaget på hans frieri blev Filippo altså rasende. Sammen med tolv kammerater af samme art som ham selv trængte han ind i Francas hjem og bortførte både hende og hendes 8-årige bror, Mariano, der kæmpede mod overmagten for at beskytte sin søster ved ikke at ville give slip på hende. Ikke nok med denne bortførelse, men de overfaldt og tævede også Francas og Marianos mor. Alt i alt en meget grov opførsel, men helt i overensstemmelse med de gældende forestillinger om "lovligt" bruderov.

Francas fangenskab varede i otte dage, og ifølge traditionen forventedes hun så at gifte sig med Filippo "for at genoprette sin ære". Hvis ikke hun gik med til dette, så ville hun for evigt være stemplet som en "vanæret kvinde", der havde mistet sin jomfrudom uden at være gift. Alt var tilrettelagt for at få hende til at ægte sin voldtægtsmand, men han havde gjort regning uden vært, for hun ikke bare nægtede, men gik også til politiet. Det havde betjentene ikke været ude for før, men hun fastholdt sin anmeldelse af Filippo og hans kammerater.

Dermed var hun virkelig det første voldtægtsoffer, der nægtede at følge mandssamfundets tradition, og det vakte stor opsigt, men ikke kun på hendes hjemegn. Nej, sagen blev en international sensation, der blev fulgt med interesse verden over.

Mange havde ondt af Filippo og hans kumpaner, og de fattede ikke, hvad det var, Franca ville, men der var også nogle, der holdt med hende og roste hende for hendes mod. At det var en kønsrolle-revolution, hun havde sat i gang, opfattede de færreste nok dengang, men sådan var det: det med at kue kvinden med "bananen" var ikke længere acceptabelt. Det varede dog noget, før det sivede ind i hovederne på lokalbefolkningen, og familien Viola blev udsat for forskellige former for forfølgelse. F.eks. blev deres marker brændt af, og de blev skyet som vanærede af deres gamle naboer og venner.

Ved retssagen, hvor Filippo blev idømt 11 års fængsel, mødte hans kønsfæller op i et stort antal. Dommen var nok med til at få dem til at forstå, at de forrige tider ikke var gældende mere, og da Franca nogle år senere giftede sig med en ikke-Mafiafyr, som hun havde kendt siden barndommen, blev hun lykønsket af både Paven og den italienske præsident. Selv om hun ikke kaldte sig "feminist", så var hun det i praksis, og hendes kamp fik stor betydning for kvindebevægelsen i Italien.

https://www.vintag.es/2017/12/franca-viola-woman-who-defied-italian.html

 

Wikipedia