"Missing Link"

 

Disse to brødre, George og Willie Muse, var født som albino-negre, hvilket gav dem et meget specielt udseende, ja, så specielt, at andre såkaldt normalt udseende mente, de kunne tjene penge på det. Folk ville komme strygende for at se disse to underligt udseende brødre, og når den slags sker, så klinger det i kassen hos dem, der viser dem frem. Ergo: da en "freak-hunter" ved navn James "Candy" Shelton, fik øje på dem i den tobaksmark, hvor de arbejdede som meget unge, ja, måske endda som store børn, lokkede han dem til med slik, kidnappede dem, tvang dem til at gøre som han sagde. Derpå begyndte han at vise dem frem som "The Missing Link" mellem aber og mennesker. 

Brødrene blev også  fremvist under andre betegnelser. Bl.a. påstod man, at de var rumvæsener fra Mars. Ind imellem blev de fremvist som "Kannibalerne  Edo og Iko" eller "Mændende med fårehoveder". På deres egen facon blev brødrene til feterede berømtheder, især blandt hvide mennesker der kom for at glo på dem, at grine ad dem, at trække dem i håret og gyse over deres "særheder".

Der er ikke noget at sige til, at deres "ejer", cirkusdirektøren, tager dem ømt om skuldrene, for han tjente masser af penge på dem. Desværre så de aldrig selv en øre, så jeg tager for givet, at de blev betragtet som - og behandlet som - mentalt tilbagestående personer, der hverken forstod sig på "den slags" eller havde fortjent det, når nu de var blevet optaget i cirkussets "freak-familie". Det blev sikkert forventet af dem, at de var taknemmelige for deres plads blandt de andre "freaks", og det må da også indrømmes, at de da i hvert fald fik kost og logi, meeeen .....

Muse-brødrene står til højre i forreste række

Tykke, tynde, små og store samt "sært udseende" individer som f.eks. den skæggede dame eller manden med de bagudrettede arme blev på den ene side opsøgt af fans, der betalte for at beglo dem, hvilket nogle af dem måske har opfattet som smigrende, på den anden side blev de stillet i bås som nogen, der ikke virkelig var en del af samfundet. Disse freak-shows var en grusom måde at udnytte mennesker, der samtidig vae blevet berøvet andre muligheder i samfundet. 

En dag kom cirkusset til den by, hvor brødrene var født og opvokset, men som de var blevet bortført fra. En af dem, der så dem blive fremvist, var deres mor, og hun genkendte dem. Nok var der gået adskillige år, siden de blev kidnappet, men deres specielle ydre kom dem for en gang skyld til hjælp, og de blev genforenet med deres forældre.  

Der er blevet lavet (dokumentar-)film om brødrene, og der er også udkommet artikler samt en bog, "Truevine", om deres skæbne. De er virkelig blevet til celebriteter, men på en ret vild måde .....

https://www.theguardian.com/books/2017/mar/15/american-freakshow-the-extraordinary-tale-of-ruevines-use-brothers

 

https://www.npr.org/2016/10/18/498336826/kidnapped-then-forced-into-the-sideshow-the-true-story-of-the-muse-brothers

Når familien er i vejen .....

Ligner denne selvtilfredse, tilbagelænede og let buttede kvinde en person, der har myrdet (mindst) 11 personer? Næh, men det har hun, og det er vist ikke noget, hun fortrød, da hun ikke ligefrem var kendt for sine tårer. Nej, det var ingen gråd dér, men i stedet masser af latter, da hun var kendt som en værre grinebider, der bl.a. fik tilnavnet "The Giggling Granny" for sine grineflip. Andre benævnelser var "The Lonely Hearts Killer", "The Black Widow" og "Lady Blue Beard". Kort sagt en slem person, der ikke tog det så nøje med, hvem hun gjorde has på ..... 

Det navn hun er kendt under er Nannie Doss, men hun var født Nancy Hazel (1905-1965). Som 7-årig kom hun ud for en mindre bil-ulykke, der gjorde, at hun formentlig fik en lettere hjerneskade. Hun havde i hvert fald voldsom hovedpine i flere år. Hun mente selv, at det var denne ulykke, der havde gjort hende til den, hun var, nemlig et totalt asocialt væsen, der bl.a. myrdede fire ægtemænd, to børn, sin søster, sin mor, to børnebørn og en svigermor. Dvs. at hun havde specialiseret sig i mord på familiemedlemmer, men derfor kan der sagtens have været andre ofre uden for familien, som ingen kender noget til. 

Hendes mor elskede filmblade med populære filmstjerner samt romantiske magasiner, og det kom Nannie også til. Hun drømte om den store romantik, men efterhånden blev hun også meget interesseret i disse blades "The Lonely Hearts' Column", hvor enlige søgte bekendtskab med andre i samme situation. Det var dog ikke det, der førte til hendes første ægteskab som bare 16 år. Næh, hun ville såmænd bare væk hjemmefra, hvor hendes far regerede med hård hånd, formentlig fordi han ikke anede, hvordan han ellers skulle holde styr på - og dermed beskytte - sine unge døtre. Pigerne måtte hverken klæde sig pænt på, gå med make-up eller deltage i baller og andet af samme skuffe, for det kunne føre til farlige, umoralske situationer.

Da Nannie giftede sig med Charley Braggs, der var hendes kollega på den fabrik, hvor hun havde arbejde, havde hun kun kendt ham i fire måneder. Det generede dog ikke hendes far, der vel blev lettet over at se hende sammen med en anden, der nu fik ansvaret for hende. Braggs var eneste barn af en enlig mor, der flyttede sammen med det nygifte par efter brylluppet. Desværre var denne svigermor temmelig dominerende, og det var ikke godt, når det gjaldt Nannie. I begyndelsen skete der dog ikke andet, end at det unge par fik fire døtre over et meget kort tidsrum, nemlig fra 1923-1927. Det stressede dem selvfølgelig, og begge begyndte at drikke samt være hinanden utro. I 1927 tyndede det dog godt ud i familien, da ikke bare de to midterste piger, men også deres farmor døde af noget, man mente var madforgiftning. Charley tog den ældste af de tilbageblevne piger, Melvina, og flygtede, medens Nannie sad tilbage med den yngste, Florine, der var helt nyfødt. Året efter vendte Charley tilbage med Melvina, men havde også en anden kvinde og hendes barn med. Det var formentlig det, der fik Nannie til at flytte tilbage til sine forældres hus med begge døtre samt indlede en skilsmisse. Efter den var hun i gang igen, idet hun mødte Robert Franklin Harrelson gennem en bekendtskabsannonce i et af de blade, hun var så begejstret for. Mærkeligt nok forblev de to gift med hinanden i 16 år, selv om han var alkoholiker og havde været i fængsel for vold.

Familien voksede, bl.a. ved at Nannies ældste datter, Melvina, fik to drenge. Den ældste af hendes sønner, Robert Lee Haynes, blev født i 1943, og to år efter fik hun endnu en baby, men han døde kort tid efter fødslen, da hendes mor var på besøg hos hende. Det forekom Melvina, at hun havde set sin mor stikke en hattepind i hendes lille søns hoved, og hendes søster, Florine, havde set moderen stå med en sådan tingest, da barnet var dødt. Alligevel blev der ikke fulgt op på sagen, formodentlig fordi ingen kunne forestille sig "den slags" om den vennesæle bedstemor.

Nannie med sin ældste datter, Melvina

Måske på grund af dette dødsfald blev Melvina og hendes mand som fremmede for hinanden, og hun fandt sammen med en soldat, som Nannie ikke kunne lide. Under et besøg hos sin far efterlod Melvina sønnen hos Nannie, men da hun kom tilbage, var han død af en eller anden form for iltmangel. Ingen kunne sige hvorfor, men heldigt nok for Nannie udløste hans død en forsikringssum på $500 for den livsforsikring, hun så belejligt havde fået tegnet på ham. At sådan et "sammentræf" ikke skulle få noget til at ringe i knolden på politiet er ubegribeligt, men jeg tror, at Nannies glade og venlige væsen afvæbnede enhver, der måske nok undrede sig. Hun nåede i hvert fald både flere ægteskaber og flere mord, indtil afsløringen kom. Robert Franklin Harrelson, som hun jo var gift med i 16 år, døde efter at have begået den fejl at voldtage hende, og dette dødsfald skyldtes såmænd den rottegift, hun havde puttet i hans whisky.

Nannie og hendes tredie ægtemand, Arlie Lanning

Nannie havde også mødt sin tredie mand, alkoholikeren og skørtejægeren Arlie Lanning, gennem en annonce i et romantisk magazin, men han blev hurtigt udskiftet via et belejligt dødsfald og derpå erstattet med nr. 4, Richard L. Morton, som hun traf via ægteskabsbureauet "The Diamond Circle Club".  

Richard havde dog den frækhed at være hende utro og at gå imod hendes forbrug af romantiske magasiner, så han røg samme vej som efterhånden mange af dem, der omgav hende, dvs. lige lukt i graven. Hendes mor og syge søster døde nogenlunde samtidig med Morton, og der var også noget med en ny omgang forsikringssvindel for et hus, der brændte ned på en sådan måde, at Nannie kunne indhøste en god sum penge.

Samuel Doss fra Oklahoma, som Nannie giftede sig med i 1973, blev hendes sidste mand. Hvis han  havde kendt den ene af sine forgængere, nemlig Arlie Lanning, så ville han aldrig have begået den fejl at kritisere Nannies smag med hensyn til magasiner. Nu gik det ham på samme måde som Arlie, men denne gang var lægerne og politiet obs på dødsfaldet og fik ham obduceret. Resultatet var, at man fandt ud af, at det aldeles ikke var en maveinfluenza, han led af, men en voldsom arsenikforgiftning. Vanen tro havde Nannie selvfølgelig også fået ham forsikret, men denne gang med hele to livsforsikringer, som hun straks forsøgte at hæve.

Når man ser Nannie tale med politiet, der efterforskede sagen, virker hun afslappet og uforanderligt glad og smilende. At fortælle disse ordenshævere om sine mord på 11 mennesker har ikke rørt hende det mindste. Dommen, der faldt den 17. maj 1955, lød på livsvarigt fængsel, men hun døde af leukemi allerede i 1965.

 

https://www.amongmen.com/entertainment/5-notorious-female-serial-killers/ 

 

https://www.oxygen.com/murders-at-the-boarding-house/crime-news/older-women-who-became-serial-killers-dorothea-puente 

 

https://www.americas-most-haunted.com/2016/09/26/nannie-doss-the-femme-fatale-next-door/ 

 

https://www.thesun.co.uk/fabulous/5540036/historys-forgotten-female-serial-killers-including-the-countess-who-tortured-650-servants-and-the-giggling-granny-who-poisoned-her-entire-family/

De amerikanske Bonaparter

Dér hvor den smukke Elizabeth Patterson (1785-1879) kom fra var hun kendt som "a catch", for hendes Maryland-familie var velhavende og havde mange gode forbindelser. Faderen, William Patterson, stammede fra Irland, men havde gjort det godt i USA, hvor han blev regnet for den næst-rigeste mand i Maryland. Hans søn, Robert, blev gift med en smuk, ung kvinde ved navn Marianne Caton, der var barnebarn af William Pattersons overmand udi rigdomme, nemlig Charles Carroll. Denne familie var højt anset og talte bl.a. en ærkebiskop, hvilket selvfølgelig blev regnet for mægtig fornemt. Den 24. december 1803 viede han et ungt par på henholdsvis 18 og 20 år. Bruden var angiveligt klædt i en "risqué" brudekjole, men det var nu ikke det, der fik den franske førstekonsul fra 1799-1804, Napoleon Bonaparte (1769-1821), til at blive aldeles rasende, da han fik nyheden om brylluppet. På det tidspunkt var han endnu ikke kejser, for han blev først kronet den 2. december, 1804, men han var fuld af enorme ambitioner og store planer for sig selv og sin familie.

Hvorfor blev den fremtidige kejser af Frankrig så vred over Elizabeths bryllup? Der er jo immervæk et godt stykke vej fra Frankrig til USA, så hvad kom det overhovedet ham ved, om rigmanden William Pattersons førstefødte ud af 13 børn, giftede sig? Jo, det skyldtes såmænd, at brudgommen var hans egen yngste bror, Jerome Bonaparte (1784-1860), som han havde ganske andre planer for. Lige inden brylluppet modtog Elizabeths far, William Patterson, flere anonyme breve om Jeromes lave karakter og hans ry som en uforbederlig Casanova, der bare var ude på at udnytte hans familie. Det førte til både familie-problemer og internationale forviklinger, hvor både franske og amerikanske myndigheder kom på banen, men det værste kom efter brylluppet, hvor Napoleon hårdnakket krævede ægteskabet annulleret og dermed gjort ugyldigt: hvad der var sket skulle gøres ugjort ..... 

Det unge par tog til Frankrig for at formilde ham, der på dette tidspunkt enten lige var blevet kejser eller var lige ved at skulle krones. Elizabeth var gravid, hvilket imidlertid ikke formildede nogen omkring hendes vrede svoger, da han udstedte et forbud imod, at hun så meget som satte fod i Frankrig samt andre lande, han kontrollerede. Jerome blev tilbage, formentlig for at formilde sin bror, medens hun rejste videre til England, hvor hun den 7. juli 1805 fødte en søn, der fik navnet Jerome Napoleon Bonaparte.  

Som kejser havde Napoleon formentlig en langt større autoritet over sin yngre bror end som førstekonsul. Han truede ham i hvert fald bl.a. med at tage hans rang og titler fra ham og - hvad der måske var det værste for den unge ødeland - lade ham stå til ansvar for den gæld, han havde oparbejdet med sit utøjlede ungkarleliv. Da paven havde nægtet at annullere ægteskabet mellem Elizabeth og Jerome, der faktisk var dobbeltsikret ved forskellige ceremonier, gjorde han det selv, ligesom han jo også havde kronet sig selv. Alligevel er der et stænk af "bigami" over det ægteskab, som han fik sin yngre bror til at indgå med den tyske prinsesse Catharina of Württemberg, for var han nu også rigtig skult? Samtidig med dette ønskværdige bryllup blev den unge mand udnævnt til Prins af Montfort og konge af Westfalen, hvilket nok har lokket en del.

Jerome og hans nye kone, Catharina

Efterhånden som Napoleons magt svandt, mistede også hans søskende, som han havde plantet rundt omkring i europæiske kongehuse, deres status. Jerome var således kun konge over Westfalen i seks år: 1807-1813. I sit ægteskab med Catharina fik han yderligere to sønner og en datter - foruden et par illegitime børn - men Elizabeth afviste ham, da han foreslog, at hun sendte deres fælles søn til ham. Hun ville heller ikke selv flytte til Westfalen, hvilket han foreslog, selv om hun - i modsætning til ham - ikke giftede sig igen. Da Catharina døde i 1835, giftede han sig på ny, denne gang med en rig italiensk adelsdame, Giustina Pecori-Suárez, som han dog uretfærdigvis ikke vedkendte sig offentligt. Der er ingen tvivl om, at deres ægteskab er gydigt, da brylluppet fandt sted i Paris i 1840 og senere blev fulgt af en hemmelig ceremoni den 19. februar 1853. Tog han hende for at dække sig ind økonomisk? Han havde i hvert fald stor gavn af hendes rigdom, da han som sædvanlig sad i gæld til halsen, men hun blev holdt "hemmelig" på en underlig facon. 

Giustina Pecori-Suárez

Da Napoleons - og Jeromes - nevø blev kronet til kejser og herskede fra 1852 til 1870 som Napoleon III, fik Jerome også betydning for dette kejserdømmet. En tid var han faktisk sin nevøs kronprins, ligesom hans kone, Giustina, var landets kronprinsesse. Ægteskabet sluttede imidlertid med, at Jerome sendte hende tilbage til Italien efter anklager om utroskab med en af hans egne illegitime sønner. En anklage, der virker særdeles konstrueret, og efter hans død, tildelte Napoleon III hende en pension efter Jeromes død i 1860. 

Jerome fra sin tid som konge

 

Noget, Jerome ikke fik  igen, var kongetitlen, men han opnåede faktisk en vis form for anerkendelse som sin nevøs støtte. At han også tilbagebetalte Giustina de penge tilbage, som han havde modtaget ved deres bryllup, tjener ham til ære. Ellers virker han som en meget svag karakter og noget af en sjuft. At Elizabeth var stolt af deres korte ægteskab, hvor hun jo i bogstaveligste forstand blev smidt på porten af sin svoger, er urkomisk, men hun var kendt som en snob, der elskede at smide om sig med hentydninger til sin fornemhed. Hun forlangte at blive tiltalt som Madame Bonaparte, selv da hun boede i det Napoleon-fjendtlige England med sin søn. 

 

Elizabeth Patterson Bonaparte 

Da Napoleon I mødte sit Waterloo i 1815 tog Elizabeth tilbage til Europa, hvor hun blev meget beundret for sin skønhed og sit vid. Samme år fik hun gennem "Special Act of the Legislature of Maryland" endelig bevilget den skilsmisse fra Jerome, hun havde søgt om flere år før. At denne skilsmisse i sin tid var blevet "tildelt" det unge par via et Napoleon-dekret havde ikke gjort den gyldig i USA, men det havde gjort hans ægteskab med prinsesse Catharina og hans tid som konge mulig.

 

Marianne/Mary Anne Patterson 

Blandt Elizabeth samtidige var rigmanden Catons døtre, hvoriblandt en af dem, Marianne/Mary Anne, blev hendes svigerinde gennem sit ægteskab med hendes bror, Robert. Alle Caton-pigerne var snobber, men de snobbede ikke for Bonaparte-navnet, sådan som Elizabeth gjorde. Næh, tværtimod, kan man sige, for flere af dem giftede sig med engelske adelsmænd. Sjovt nok, når man tænker på Napoleon I's fald, så giftede Robert Pattersons enke, Marianne/Mary Anne, sig efter hans død med hertugen af Wellingtons bror, Richard Wellesley.  

Marianne/Mary Anne Pattersons anden mand, Richard Wellesley

Det var ganske vist ikke ham, der sørgede for Napoleons Waterloo i 1815, men hans bror, Hertugen af Wellington, der ledede den britiske armé, ridende på sin fuldblodshingst, Copenhagen. Begge de amerikanske svigerinder, Elizabeth og Marianne/Mary Anne, havde altså giftet sig med brødre til historiske nøglefigurer og notabiliteter, hvilket forekommer mig dybt ironisk.

Hertugen af Wellington

Som ældre slog Elizabeth sig ned i USA, hvor hun såmænd forøgede sin formue betydeligt. Hendes og Jeromes søn, Jerome Napoleon Bonaparte (1805-1870), studerede jura, men praktiserede aldrig som advokat. Han blev i stedet noget, man vel kan kalde en succesfuld "gentleman-farmer". Gennem sit ægteskab med den rige arving Susan May Williams blev han far til to sønner.

Jerome Napoleon Bonaparte

 

Dette billede af Jerome Junior, (der er det eneste, jeg har kunnet finde), viser efter min mening en tydelig ydre lighed med hans farbror, Napoleon I, men også hans far, Jerome, da han kom op i årene. 

 

Den ældre kejserlige prins Jerome

Den ene af Jerome Napoleon Bonapartes to sønner, Charles Joseph Bonaparte (1851–1921), blev uddannet som advokat. Han var kendt for sine liberale ideer og kan, bl.a. som forkæmper for sortes rettigheder, kaldes "politisk aktivist". Da Theodore Roosevelt blev præsident, sad han i hans kabinet. Det var også ham, der skabte "The Bureau of Investigation" i 1908, der senere blev udvidet af J. Edgar Hoover til det, vi i dag kender som FBI. Kort sagt, en nyttig mand sammenlignet med sin forfader, Napoleon I's bror, Jerome.

 

Charles Joseph Bonaparte

 

https://www.geriwalton.com/elizabeth-patterson-bonaparte-wife-of-jerome-bonaparte/ 

 

https://www.napoleon.org/en/history-of-the-two-empires/biographies/bonaparte-jerome/ 

 

http://www.unofficialroyalty.com/napoleon-francois-charles-joseph-bonaparte-napoleon-ii/ 

 

https://geneee.org/charles+joseph/bonaparte?lang=da 

 

Wikipedia, etc.

 

Den flotte Don Juan, der ville gøre HVAD SOM HELST for at forblive fri som fuglen

Alle de kvinder, der har været involveret med gødningsfabrikant Scott Peterson (født den 24. oktober 1972), har talt om, hvor flot, charmerende og sexet, han var. Jep, han så godt ud og forstod at føre sig frem som kvinders svar på drømmen om Prinsen På Den Hvide Hest. Problemet var imidlertid ikke, at der ikke var nogen hest, men at han absolut ikke var en drømmeprins, men i stedet en hustru- og barnemorder.  

Fryd og gammen, men kun indtil et vist punkt, for på et tidspunkt efter brylluppet gik det op for Scott, at han som gift mand var "fanget" i ægteskab og borgerlighed, da hans smukke, unge kone, Laci, blev gravid. Udadtil virkede de som det perfekte og meget lykkelige ægtepar, men det varede ikke ved - dvs. for hans vedkommende ....

Måske han ikke havde gjort sig helt klart, hvad et ægteskab indebar, før han giftede sig, men da hans unge kone var i ottende måned, må det have dæmret for ham, at dette betød enden på hans frihed. Der er forlydender om, at det, der gik ham mest på, var tabet af de erotiske muligheder, han havde som ugift. Han ville være en Don Juan og havde udseendet til det, så han valgte at myrde sin gravide kone og dermed også deres ufødte søn, der bare manglede én måned for at være fuldbåren.

Først meldte han Laci forsvundet, hvilket angiveligt var sket, medens han var på en fisketur for sig selv. Der blev iværksat store eftersøgninger, oprettet en betragtelig findeløn, osv., osv., men Laci og hendes barn var og blev forsvundet.

Da Scott blev forhørt hjemme hos sig selv vedr. Lacis forsvinden, bemærkede politiet forskellige ting, der vakte deres mistanke. Først og fremmest var han meget rolig og virkede ret upåvirket af det skete. Desuden lå den forsvundnes nøgler, pung og solbriller i en taske i et skab. Det fremgik også, at Scott - eller Laci - havde studeret en annonce for en forsvarsadvokat. Alt i alt ikke noget afgørende, men dog tilstrækkeligt til at vække deres mistanke. At både Scotts og Lacis familie roste ham i høje toner og talte om det "ideelle ægteskab" gjorde det ikke ligefrem nemmere for politiet. De fandt dog efterhånden ud af, at den ideelle ægtemand, Scott, havde været sin kone utro flere gange, og at han nu var blevet rodet ind i et ny affære med en blondine ved navn Amber Frey. 

Hun var en smuk, høj og blond, enlig mor til en datter og arbejdede som professionel massøse. Hendes bekendtskab med Scott havde ikke stået på længe. En fælles bekendt havde introduceret dem til hinanden med beskeden om, at Scott var ungkarl, og selv påstod han, at han aldrig havde været gift. Det gik Amber ikke nærmere ind på, da han tilsyneladende ikke var afvisende over for tanken om et parforhold. Dog overvejede han at lade sig sterilisere, da han ikke ønskede børn, hvilket var et chok for hende, der gerne ville have flere børn ud over sin datter. På et tidspunkt indrømmede han dog, at han havde været gift, men at hans kone var forsvundet. En lidt mærkelig forklaring og efterhånden bed hun mærke i forskellige andre selvmodsigelser i det, han fortalte hende. Derfor bad hun en af sine venner, der var politibetjent, om han kunne hjælpe hende med at finde ud af, HVEM og HVAD hendes nye kæreste var. Resultatet var et kæmpechok, for pludselig forvandlede hendes ugifte drømmehelt sig til mordmistænkt i en sag om en forsvunden, højgravid hustru.

Amber besluttede sig for at samarbejde med politiet, bl.a. ved at optage alle telefonsamtaler mellem sig selv og Scott. Det, hun kom med, bestyrkede politiets mistanker imod Don Juan Scott. Nogenlunde samtidig blev først et næsten fuldbårent drenge-foster fundet med en snor bundet om halsen og forskellige sår. Kort tid efter fandt man så rester af det, der viste sig at være Lacis lig. Både mor og søn blev fundet på omtrent det sted, hvor Scott  påstod at have fisket, da hun forsvandt. 

Da politiet havde tilstrækkeligt med beviser imod ham, blev han arresteret, men "selvfølgelig" uden at indrømme sin skyld. En virkelig modbydelig detalje under retssagen var, da Lacis familie forstod, at Scott havde påstået over for Amber, at hans kone var død - 14 dage før hun forsvandt, for det beviser jo, at mordet var planlagt. Blandt dem, der vidnede imod ham, var den nu totalt desillusionerede Amber, og han blev idømt dødsstraf den 12. november, 2004. 

Før i tiden havde Scott kunnet vælte sig i forelskede damer, hvilket jo var hans ideal-liv. Ifølge dommen burde han have været henrettet for flere år siden, men han lever skam endnu, appellerer og gør ved for at redde livet. Den 24. august 2020 blev hans dødsdom forvandlet til livsvarigt fængsel, fordi der var en uheldig teknikalitet omkring den første retssag. Påstande om, at han er syg og tilmed døende er løgn. Han lever skam endnu, men som en frustreret Don Juan bag tremmer. Ubegribeligt nok er der dog stadig nogen, der støtter ham ....

https://www.clickondetroit.com/inside-edition/2019/11/23/woman-who-dated-scott-peterson-before-he-murdered-laci-remembers-being-treated-like-a-queen/

 

https://www.cbsnews.com/news/scott-peterson-murder-retrial/ 

 

https://www.modbee.com/news/local/crime/scott-peterson-case/article252209798.html 

 

https://www.oxygen.com/crime-time/casey-anthony-says-she-will-visit-scott-peterson-on-death-row 

 

Wikipedia

Kvinden, der levede meget længere end alle andre

Det er en underlig tanke, at den almindelige levetid for de gamle romere var 27-35 år, selv om der dog var dem, der var forsynet med et så godt helbred, at de blev ældre, selv om det ikke altid vakte begejstring i det romerske samfund. Spørgsmålet er, hvordan i alverden 27-35-årige kunne få tid til at regere det, der dengang var et verdensrige, at politisere, at debattere, forfatte, etc., etc., så det vækker genklang den dag i dag?  Også besynderligt for os, at en efter vore begreber ung person på 35 anses for en olding ..... 

Et ikke-smigrende portræt af generalen og politikeren Lucius Caecilius Jucundus (ca. 188 f.Kr.-116/115 f.Kr.), men han ligner nu én, der er ældre end 35 år. Hvis man ser på hans årstal, så er det da også tydeligt, at han blev meget ældre end en hel del nutidsmennesker. Ja, han opnåede faktisk en rigtig høj alder, for han blev hele 94 år. Altså: ingen regel uden undtagelsen, og dem er der nogle stykker af, når det gælder dette historiske tidsrum.

Den anden romer, der slog Jucundus mht høj alder, var ikke den berømte filosof, skribent og statsmand Markus Tullius Ciceros, men hans kone, Terentia. Hvad Cicero selv angik, så var han oprindelig udlært elektriker, men ud over at brillere inden for de førnævnte områder, gjorde han sig bl.a. bemærket inden for jura, ofte som advokat for romerske borgere, der var kommet i klemme i systemet. Det kom han såmænd også selv, da han efter mordet på Cæsar gik imod Marcus Antonius i en tid med borgerkrig.

Cicero levede fra 106 f.Kr. til 43 f.Kr. og blev altså 63 år, men hans kone levede meget længere. De var blevet gift i året 79/80 f.Kr., da hun var bare 18 år, og de var under det meste af deres ægteskab nært knyttede til hinanden. Desuden: ingen anden end Terentia har tilsyneladende opnået hendes høje alder inden for dette historiske tidsrum. Hun blev født i 98 f.Kr. og døde i 6 e.Kr., dvs. at hun blev hele 104 år. Gennem al den tid de var sammen som ægtepar, stod hun ved hans side og hjalp ham på både den ene og den anden måde. Da han måtte flygte og gå i eksil, arbejdede hun tilsyneladende utrætteligt for ham på forskellige måder, selv om der har været dem, der betvivlede dette. Som rig arving havde hun desuden mulighed for at støtte ham og hans sag via sine pengemidler. Man har spekuleret på, om det var hendes medgift på 400.000 sestiner, der skaffede ham ind i senatet, siden det var det nøjagtige beløb, der krævedes for at opnå dette. I så fald var det hendes penge, der finansierede hans politiske karriere.

Det var urolige tider med borgerkrig efter mordet på Julius Cæsar, og det kunne have kostet familien livet, siden Cicero gjorde sig bemærket som støtte for den ene side, medens begge sider sloges. I 58 f.Kr. blev han sendt i eksil i forbindelse med noget, der ligner en regeringsintrige. Det betød, at han måtte overlade alt det praktiske i Terentias hænder. Hun stod derfor for hus, slaver, ejendomme, børn, etc., etc.. Ifølge loven betød dette ufrivillige eksil ellers, at deres ægteskab automatisk blev ophævet, sådan at de i lovens øjne var skilt. Det lod hun sig nu ikke anfægte af, for hun optrådte stadig som hans ægtehustru. Hans eksil skabte dog flere former for problemer for hende, hvilket hun imidlertid kun til dels holdt ham orienteret om via breve. Således blev hun på et tidspunkt direkte slæbt ud af Vesta-templet, hvor hendes søster befandt sig som vestalinde. Det hævdes fra forskellig side, at hun led fysisk overlast på en eller anden måde ved denne begivenhed, men det holdt hun skjult for ham og måske også for de fleste andre.

Hun fik altså familien igennem den tid, hvor de var alene under hans eksil. En klog og tapper kvinde, der forstod at sno sig i en lige med et fjendtlig verden. Det må have krævet ikke så lidt mod og snilde. At det krævede endnu mere, efterhånden som hans eksil trak ud, er trist, men man taler om, hvordan deres breve bliver mere og mere "stive" i det i forhold til før. Noget, der måske også skyldes deres uenighed omkring hendes planer om at efterlade mere til børnene, end han synes om. Hvorom alting er, så blev de skilt i 47/46 f.Kr., og det hævdes, at hun giftede sig igen to gange, først med historikeren Sallust og derpå med general Corvinus. Dette ligger dog ikke helt fast, da der er uenighed om kilderne. Alle er imidlertid enige om, at hun døde 104 år gammel i år 6 e.Kr.. Havde hun ikke været en rig kvinde med gode forbindelser, kunne hun måske være faldet som offer for en barsk romersk skik, (der måske ikke er andet end en myte): det siges, at folk, der kom op i årene, ikke blev hædret for deres høje alder, men tværtimod fik et vink med en vognstank mht et ønskværdigt selvmord, og at de somme tider blev hjulpet på vej ved hjælp af gift .....

https://sites.google.com/site/marctullcicer/pictures 

 

http://www1.unipa.it/dipstdir/portale/ARTICOLI%20ARICO/Antiche_regole_Arico.pdf 

 

Wikipedia

 

Manden, der sagsøgte sig selv

Robert Lee Brock var engang en nydelig og lovende ung mand, men så gik det galt, og det skyldtes efter hans egen mening, at han havde tilsidesat sin egen religiøse overbevisning ved at begynde at drikke kraftigt. Alkoholen havde helt sikkert tæret på ham og hans helbred, hvilket han selv beviste gennem sine handlinger, ikke mindst efter at han var kommet i fængsel for noget, han havde begået  i fuldskab. Efter nøje overvejelser kom han frem til den slutning, at han - sådan som han var blevet på grund af spiritussen - var et ynkeligt væsen, ja, nærmest en skændsel for sig selv. Den eneste løsning, han kunne få øje på, bestod i at sagsøge misdæderen, Robert Lee Brock. Dette usle individ, som han var blevet til på grund af sit ugudelige forbrug af alkoholiske drikke, burde stilles til regnskab, og det skete efter hans mening bedst gennem en retssag.

 

Han vidste, at den unge mand, der var engang, var borte, og at han var blevet erstattet af en ynkelig fængselsrotte på grund af umådeholdent druk. For at få ram på dette utyske satte han sig ned og skrev et syv sider langt anklageskrift imod sig selv, hvor han hævdede, at han som alkoholiker havde begået en meget alvorlig uret imod sin religiøse overbevisning. Han påpegede med stor sorg, masser af samvittighedsnag og mange selvbebrejdelser, at han havde været fuld, da han begik den forbrydelse, der havde fået ham i fængsel - forøvrigt til en ret langvarig straf. Derved havde han gjort sig selv ude af stand til at styre sine handlinger, hvilket skete, når han drak alkohol. Han mente også, at siden han ikke kunne kontrollere sine drukprægede handlinger, så havde han oven i købet forbrudt sig imod sine egne borgerrettigheder. 

 

Som sagt, så gjort: dette blev en Brock-versus-Brock.sag, hvor den ene Brock'er forlangte $5 millioner i erstatning af den anden - der jo altså var ham selv. Som en lille krølle på sagen vidste han jo godt, at ingen af Brock'erne havde så mange penge og heller ikke kunne skaffe dem, da både sagsøger  og sagsøgte befandt sig i fængslet uden nogen indtægt. Ergo måtte det være Staten, der skulle betale ham den store erstatning, han havde forlangt af sig selv. Den gik selvfølgelig ikke, og folk, der hørte om sagen diskuter stadig frem og tilbage, om han virkelig kan have troet, at han ville slippe af sted med sådan et nummer. Nogle mener dog, at han gjorde det for  at blive overflyttet til et psykiatrisk hospital, hvor der ville være mere behageligt for ham end i et statsfængsel.

 

Det er da muligt, men jeg tror nu, at hr. Brock satte sig for at efterprøve systemet ud fra devisen "går den, så går den". Man kan sige, at han tog chancen som ved et parti solo-skak, som han spillede imod sig selv - og tabte. Senere har han så sagsøgt eller bare klaget over fængselsvæsenet den ene gang efter den anden. Sagerne har været komplet latterlige, som f.eks. dengang hvor man tog en "bede-pibe" fra ham. At det bare var en almindelig pibe, som han havde forandret lidt, benægtede han: dette var en religiøs pibe, der skulle bruges, når han bad. Der tales om sådan ca. 30 sagsanlæg for både det ene og det andet, og der er ingen tvivl om, at han virkelig holder myndighederne til ilden med sine vilde anklager. At han ikke vinder, standser ham åbenbart ikke ....

 

https://www.jellyshare.com/article-110/20-ridiculous-lawsuits-filed-by-idiots-and-their-lawyers.htm

 

 

 

https://kahanelaw.com/wacky-wednesday-prisoner-sues-himself-by-kahane-law-office/ 

https://caselaw.findlaw.com/us-4th-circuit/1200683.html

https://law.justia.com/cases/federal/appellate-courts/F3/107/241/501829/