Det er en underlig tanke, at hvert eneste af disse hatteklædte mande-hoveder engang poppede ud af en kvindes krop. Fødslens mirakel og alt det dér virker særlig (vid-)underligt, hvis man ser på det som en ganske normal, kollektiv oplevelse. Ingen, ligegyldigt hvilket køn eller medfødt gen-pulje, man tilhører, undgår denne oplevelse, for ingen føder sig selv. Der skal en kvinde til for at skabe disse hatteklædte herrer, og hver enkelt mor vil sikkert sagtens kunne genkende sin nyfødte baby i disse voksne mænd.
Nyfødt, et fuldbårent mirakel og tilsyneladende ikke særlig vild med at være blevet født efter ni måneders slid for den kvinde, der bar og fødte ham/hende. Nå ja, men fødslen er jo som sagt en selvfølge for hvert enkelt individs indgang her på jorden og bliver derfor til noget ret banalt, hvilket det ikke er i sig selv. Den lille nyfødte her er i hvert fald ikke imponeret, selv om han/hun har været udsat for en ret voldsom kraft på "397 pounds of pressure per square foot, or 2.8 pounds of
pressure per square inch on her baby's head." Man kan godt forstå, at babyens hovedskal ikke er vokset sammen på dette tidspunkt af den lilles liv, for det ville sprænge den, eftersom der er tale om en voldsom fysisk påvirkning.
Et stolt øjeblik: tvillingesøstre føder et barn samtidig og på det samme hospital
Selve fødslen starter med veer eller vandafgang efter sådan ca. 37-42 ugers graviditet. Livmoderhalsen udvider sig til en 10 cm bred åbning. Ideelt set ligge fosteret - der snart bliver til barnet!!! - med hovedet nedad, da en sædefødsel kan være både vanskelig og farlig for mor og barn. Hvis alt går vel, så fødes barnet, og som et resultat af den kvindes anstrengelser, der bar og fødte den lille, har vi en fremtidig voksen samfundsborger for os. Ret utroligt, alt taget i betragtning, men sådan er det jo med det såkaldt "svage køn" ....
Jep, også seje fyre var engang en del af deres mors krop, og de lever kun, fordi ingen - heller ikke denne specielle kvinde - uddrev dem før tid. Særdeles fantastisk og mirakuløst, når man virkelig tænker over det, for det er ikke en proces, man har haft let ved at eftergøre med kunstige midler. Der er dog født et lam, der udviklede sig uden for sin mors livmoder, men ét lam er nu engang ikke en fåreflok ....
Processen er nemlig ikke noget, man kan gentage uden store økonomiske omkostninger og nye videnskabelige landvindinger, f.eks. i forbindelse med mennesker. Derfor bør man værdsætte hunkønsvæsener af alle arter langt mere, end tilfældet er. Det er faktisk rimeligt pænt af kvinder, at de overhovedet overvejer at tage del i ikke bare en fødsels-proces, men også sådan ca. 18 års pasning og pleje, før barnet regnes for fuldvoksent i juridisk forstand ....
Kvinden blev i mange århundreder regnet for "svag" i forhold til manden, men det ved man nu, ikke er tilfældet. Mandens muskelstyrke er større end kvindens, men hun besidder en større udholdenhed end ham. I forbindelse med graviditet og fødsel præsterer hun desuden nogle fantastiske ting med sin krop, der modsiger tolkningen af hende som fysisk "svag".
Hvor latterligt! Jeg har set lignende fejltolkninger i forbindelse med rumfart, hvor der heller ikke er "uddrevne og flyvende uterusser". Tanken er grotesk og bygger ene og alene på dumme fordomme om kvinder.
Engang var hun kejserinde af Rusland, men inden da var hun som datter af den danske kong Christian IX (1818-1906) prinsesse af Danmark, så da hendes søn, zar Nikolaj II (1868-17. juli 1918), ikke bare mistede sit rige, men også sit og hele sin families liv, vendte hun tilbage til sit fødeland, Danmark. Her blev hun fulgt i tykt og tyndt af den hengivne livkosak - dvs. livvagt - Timofei Xenofontowitch Jaschik. Som hendes trofaste bodyguard passede han på hende, for hun var og blev hans elskede enkekejserinde, der var kommet til Rusland i 1866 som den danske prinsesse (Marie Sophie Frederikke) Dagmar (1847–1928), der forvandledes til zarina Maria Feodorovna, da hun giftede sig med zar Alexander III (1845-1894).
Timofei Xenofontowitch Jaschik var en imponerende skikkelse og en mand, som man vist nødig skulle komme på tværs ....
Den yndige, unge Dagmar
Alle kong Christian IX's børn blev regnet for at være overmåde smukke,
og det gjaldt ikke mindst de tre døtre, Alexandra (1844-1925), Dagmar og Thyra (1853–1933). Efter min
mening var Alexandra med sine klassiske ansigtstræk og flotte figur den
smukkeste, medens Dagmar nærmest forekommer mig at være "nuttet", hvilket dog ikke forklejner hende eller hendes tiltrækningskraft.
Dagmar var måske nok den "næstkønneste" af de danske prinsesser, men det
må være, hvad det være vil, for den mand, Dagmar blev gift med, nemlig zar
Alexander III (1845-1894), var i hvert fald helt vild med hende. Umiddelbart forekommer de mig at være et sært par, for han var kæmpe stor og bjørneagtig, medens hun var en lille vims spirrevip - så at sige en "kvinde i dukke-størrelse". At hun først havde været forlovet med hans afdøde storebror, storfyrst Nikolaj, virker formentlig lidt sært på nutidsmennesker, men den specielle konstellation har man jo ofte set i de europæiske fyrstehuse, så Dagmar og hendes mand har næppe fundet det alt for underligt.
Hele Dagmars liv bestod af noget, der kunne kaldes en "karriere-trappe". Hun steg i graderne, da hendes far blev udnævnt til dansk tronfølger, fordi Frederik VII forventedes at dø uden livsarvinger. Man kan sige, at hendes far, Christian (IX) var en nødløsning, hvis avancement skyldtes hans og hans hustrus slægtslinjer. Begge nedstammede fra Frederik V, men Christians hustru, Louise af Hessen (1817-1898), havde en større arveret. Hun var niece til den afdøde Christian VIII og kusine til hans søn, den daværende Frederik VII, der døde i 1863. Da det skete, blev Dagmar dansk prinsesse og hendes forældre Danmarks nye kongepar.
Døtrene havde ikke deres skønhed fra fremmede: her ses deres mor, dronning Louise, der blev gift med sin halvfætter, Christian (IX), som hun fik seks børn med, der alle fik en form for karriere via giftermål og udnævnelser.
Den unge, kønne zarina Maria Feodorovna med et lidt betuttet udtryk, hvilket man vel egentlig ikke kan fortænke hende i med alle de omskiftelser, hun kom ud for i en tidlig alder.
Zar Alexander III og hans zarina, Maria Feodorovna. Da han døde pludseligt i 1894 kom hans og Dagmars efter min mening komplet umulige søn på tronen: Nikolaj II. Her ses han som barn på sin mors ryg. Mon hun forkælede ham for meget, sådan at han simpelthen ikke forstod, at der fulgte forpligtelser med hans embede som zar? Det bør hun vel ikke have skylden for, men det blev tydeligt, at han var helt uden sans for, hvad der krævedes i en turbulent tid med politiske omvæltninger. Jeg har altid syntes, at han på nogle punkter mindede om den gode og rare, men politisk set pinligt enfoldige Louis XVI af Frankrig, og ham gik det som bekendt også ilde .....
INTET kunne få den ældre Dagmar til at acceptere sandheden om hendes søn, svigerdatter og børnebørns skæbne. Hun nægtede direkte at høre om, hvordan de var blevet massakreret den 17. juli 1918, for det "kunne umuligt være rigtigt". Efter hendes mening levede familien i sikkerhed et hemmeligt sted i udlandet, og man skulle ikke så meget som antyde, at det, der skete i Jekaterinburg, virkelig havde fundet sted.
Man kan lyve for sig selv, hvis sandheden er for ubærlig, men der var jo det ved denne gruppe-henrettelse, at ligene længe var forsvundet. Derfor kan man godt sige, at Dagmar havde en pointe: der var ingen synlige døde, så familien måtte stadig være i live. At det ikke forholdt sig sådan, forstod hun åbenbart aldrig.
Her er familien i huset, hvor de sad indespærret, men at gå fra dette familiebillede til fotografierne af deres genfundne skeletter ville formentlig have været helt umuligt for Dagmar. Også den russiske kirke afviste længe, at dette kunne være den henrettede zar og hans familie, så hun var ikke ene om sine fornægtelser.
Skeletterne af den henrettede Romanov-familie under identifikationen efter at være blevet fundet i 2007
Dagmar med sin nevø, den danske kong Christian X (1870-1947). Det fortælles, at de havde en strid omkring den tidligere zarinas elektricitetsforbrug. Han ønskede, at hun skulle spare, hvilket angiveligt fik hende til at skrue endnu mere op for elektriciteten. Faktisk en ret morsom tanke, og hvis det ikke bare er en legende, så siger en sådan episode meget om dem begge.
Zar Alexander III og hans hustru, zarina Maria Feodorovna, med deres børn: som zarina havde Dagmar ikke haft den store politiske indflydelse. Hun havde helliget sig sine pligter som mor og hustru, men da hun blev enke som forholdsvis ung, forsøgte hun at vejlede sin søn. Et forsøg, der dog ikke varede ved, bl.a. på grund af svigerdatterens rolle som den vigtigste vejleder. Faktisk fik Dagmar først en rigtig indflydelse som enkekejserinde, fordi hun hjalp og støttede det russiske emigrantmiljø i Vesteuropa. Stridigheder, der byggede på hendes fornægtelse af Nikolaj II's død, førte dog til forskellige magtkampe om arvefølgen. At Nikolaj virkelig var død, accepterede hun altså aldrig, hvilket bl.a. viste sig, da hendes nevø, storfyrst Kirill Vladimirovich, udnævnte sig selv til ny zar i 1924. Både Dagmar og forskellige andre i de kejserlige kredse protesterede med den begrundelse, at man endnu ikke vidste, om zar Nikolaj II og hans familie - samt hans brødre - var døde. Det forekommer os latterligt nu, men var ikke totalt ulogisk i 1928, hvor Dagmar døde og blev stedt til hvile i krypten under Christian IX's kapel i Roskilde Domkirke. Først med Sovjetunionens fald i 1991 kom der holdbare oplysninger om Romanovernes skæbne.
Sært nok er Romanov'erne, der i sin tid blev henrettet som det værste af det værste, senere blevet kanoniseret. Den (efter min mening) komplet uduelige Nikolaj II er blevet forvandlet til den "hellige zar".
Hvad identifikationen angår, så er den med hjælp af Prins Philip blevet gennemført med DNA-prøver efter store anstrengelser. Ikke nok med det, men den afdøde zarina Maria Feodorovna er blevet genforenet med sin myrdede familie. I 2006 blev hendes kiste overført til Sankt Petersborg og placeret i Alexander Nevski-kapellet. Den 28. september samme år blev hun gravlagt ved siden af sin mand, zar Alexander III.
Ja, det med forhuden, der skal skæres af, er simpelthen derude, hvor man må undre sig over religiøst begrundede påbud. Jeg mener dog, at denne religiøse skik hænger sammen med Jahves påbud om, at hans såkaldt udvalgte folk skal blive mangfoldigt: der må ikke spildes sæd gennem onani, så forhuden ryger i et forsøg på at begrænse denne mandlige skik. Somme tider er der dog andre grunde end de religiøse, for også medicinen spiller ind, f.eks. ved forhudsforsnævringer.
"Phimosis" er et andet ord for forhudsforsnævring hos børn, der kan skabe problemer ved vandladning. Heldigvis vil de fleste tilfælde af Phimosis - uden arforandringer - kunne behandles med nogle ugers påsmøring af steroidcreme, idet 70-90% af børnene bliver helbredt. Det betyder, at forhuden nu kan trækkes tilbage uden problemer. Man skulle tro, at der ville være bivirkninger efter brugen af binyrebarkhormon, men det er ikke tilfældet, så det lader til at være en god løsning. Hvor der er ardannelse, eller hvis cremen ikke har haft nogen virkning, så ser sagen dog anderledes ud. Her bliver man nødt til at gribe til operation, og det går da som regel godt og uden skader på penis. Der er dog eksempler på, at det går helt galt, og det gælder bl.a. det, der overgik familien Reimer, da den ene af deres enæggede tvillingsønner, Bruce, skulle omskæres for at afhjælpe en medfødt forhudsforsnævring.
Bruce og Brian Reimer var fuldstændig ens at se på, da de blev født i 1965, men da drengene skulle opereres for forhudsforsnævring i 7-måneders-alderen, skete der et uopretteligt uheld med Bruce, hvorved hans penis blev ødelagt. En meget sørgelig situation for en dreng uden en penis står over for et stort problem, både socialt, fysisk og psykisk. Af denne grund opgav man operationen af Brian, og hans penis kom sig af sig selv, hvilket må have været meget bittert for forældrene og for hans skadede tvillingbror. I første omgang blev både skaden på Bruce og forløbet af diagnosticering og operation holdt hemmeligt, for hans mor og far lod sig overtale til at lade ham undergå en forvandling: lille Bruce blev udsat for en kønsskifteoperation, hvorved han blev til pigen Brenda.
Umiddelbart lyder det faktisk som en god løsning på et ellers uløseligt problem, men desværre, må man sige, forblev lille Brenda den dreng, hun havde været ved fødslen. Hvis hun havde taget sit nye køn til sig, så ville det have kunnet give hende en brugbar identitet, men den gik altså ikke, selv om både hun og hendes tvillingbror, Brian, gik til behandling hos psykologen John Money, der var en af dem, der havde ivret for kønsskiftet. Hans behandlinger byggede dog langt mere på teorier og gætterier end viden, og de omfattede bl.a. nogle nærmest ydmygende sessioner, hvor Brenda og Brian blev sat til at undersøge hinandens kønsorganer og simulere samleje.
Brenda lignede en pige, men var en dreng i alt, hun foretog sig. Hun var så ulykkelig, at hun truede sine forældre med selvmord, og til sidst gik faderen til bekendelse og fortalte sit på dette tidspunkt 15-årige barn om ulykken, der havde ødelagt hendes oprindelige kønsorganer. Resultatet var, at Brenda ville være Bruce, og hun krævede at få sine kønsorganer genoprettet. En af grundene til dette var, at pubertetspigen Brenda blev mobbet for at ligne en dreng, hvilket sikkert også var tilfældet, da selve kønsskiftet blev kørt på en enormt uprofessionel måde. Dem, der havde stået for det, virker i dag som de rene amatører og kvaksalvere.
Den ikke-pigede pige lignede og følte sig som en dreng, og efter at have hørt sandheden fra sin far antog han/hun navnet David og gik i gang med en genoprettelse af sin medfødte kønsidentitet. Noget, der omfattede testosteron-indsprøjtninger, en dobbelt brystfjernelse og genskabelse af en penis. Det sidste er ret indviklet og var det selvfølgelig i endnu højere grad i 1980'erne, hvor Brenda blev til David.
Som David fik han arbejde på et slagteri, foruden at han påtog sig løst arbejde rundt omkring. Når ikke han arbejdede var han optaget af sine hobbies, nemlig fiskeri, camping, antikviteter og gamle mønter. Dvs. ganske almindelige ting, som folk af varieret køn kunne være optaget af. Den side af sagen, der omfatter privatlivet samt arbejdslivet, lader til at være gået OK, men alligevel forsøgte han flere gang at begå selvmord. Sørgeligt nok var også hans tvillingbror selvmorderisk. Han blev diagnosticeret som skizophren og døde af en overdosis i 2002.
I 1990 blev David gift med en kvinde med tre børn, som han adopterede. Der var en del problemer mellem dem, og den 2. maj 2004 fortalte hans kone ham, at hun ville skilles. To dage efter begik han selvmord som 38-årig.
Altså en utrolig sørgelig beretning om en penis, når heller ikke drengen, der beholdt sin, fik et lykkeligt liv. Når man tænker på alle dem, der skifter køn i disse år, er det også en særdeles underlig, men også meget tankevækkende fortælling om køn og identiteter. Bruce-Brenda-David må have gjort nogle erfaringer, der kan belyse spørgsmålet om, hvad der gør os til hvad kønsmæssigt, men det har han mig bekendt ikke forsøgt eller har fået lov til. Også det er trist .....
En ballon? Ja, og vejen til berømmelse for den opmærksomhedshungrende Richard Heene. Hans drømme om at blive berømt og få sit eget reality-program i amerikansk TV fik ham til at lave et fup-nummer, der huskes den dag i dag, selv om han og familien senere har benægtet, at der var tale om bevidst fup. Svindlen bestod i påstanden om, at Heenes 6-årige søn, Falcon, havde gemt sig i ballonen, og at begge var steget til vilde højder over Fort Collins, nemlig 2100 meter.
Lille, nuttede Falcon på 6 år
Ballonen var sendt op i atmosfæren den 15. oktober 2009, og myndighederne troede uvilkårligt på faderens forklaringer om Falcons farefulde færd i den hjemmelavede ballon. Hvis de havde vidst noget om hans besættelse af "berømmelse" og reality-programmer, ville de afgjort have tvivlet, men hvor skulle de vide det fra? Familien virkede jo umiddelbart velfungerende og uden højtflyvende ideer om at opnå berømmelse på den slags. Derfor var ikke bare det lokale politi, men også flyvevåbnet på tæerne for at lokalisere ballonen og forsøge at få den - og forhåbentlig også Falcon - ned uskadt.
Familien Heene med mor Mayumi til venstre, de tre sønner og faderen Richard til højre
Falcon var væk i halvanden time, og panikken bredte sig, da en tilfældig tilskuer oplyste, at han/hun havde set "noget" falde fra ballonen, inden den styrtede ned af sig selv. Var dette "noget" den charmerende og kønne, lille dreng? Hvis det var, hvor var hans lig så? I hvert fald ikke i ballonen, hvilket jo ellers ville være logisk, hvis han alligevel ikke var styrtet under opsendelsen. HVOR var han???? Man søgte og søgte efter ham, for han skulle bare findes, død eller levende.
Den lille charmetrold Falcon overlevede i hvert fald, for hér er han som teenager
Eftersom barnet ikke befandt sig i den styrtede ballon og heller ikke var til at finde på jorden, begyndte nøgterne personer at tale om "svindel". Kort sagt, man tvivlede lige pludselig på far Richards mange forklaringer om den eventyrlystne, 6-årige søn. Senere samme dag fik disse tvivlere ret, for da dukkede Falcon op, hel og uskadt. Hvor havde han været, og hvad var der sket?
Richards forklaring var, at sønnen havde gemt sig, men at familien havde haft grund til at tro, han var inde i ballonen. Eftersom ikke bare politi og flyvevåbnet, men også pressen havde vist "forsvindingen" stor opmærksomhed, så var der mange - ud over almindelige borgere i både ind- og udland - der ikke var tilfredse med den forklaring. "Gemt sig", hvad mente de med det, og hvordan var det gået til???? En fortalelse gjorde, at Falcon uvilkårligt afslørede, at det hele var svindel. Noget, der i hvert fald skaffede Richard en del af den berømmelse, han hungrede efter. I første omgang modtog han dog en fængselsdom på 90 dage og 100 dages samfundstjeneste foruden en bøde på $36,000 for at have misbrugt politi og flyvevåben. Falcons mor, Mayumi, fik en dom på 20 dages fængsel, der skulle fordeles på en familie-venlig måde, da der jo var tre små drenge i familien, og de nødig skulle forlades alt for længe af deres mor.
Senere er det kommet frem, at Richards besættelse af at opnå den eftertragtede berømmelse også havde ført til flere andre episoder, bl.a. med hustruvold. Familien var ikke nær så harmonisk, som den uvilkårligt fremstod. Richards sære ideer, bl.a. om rumvæsener, gjorde ikke et godt indtryk, men det lykkedes ham dog i sidste ende at få en chance med de reality-programmer, han higede efter. Ikke at det førte til en stor TV-karriere, men det var dog en form for "fjer i hatten" ....
I 2015 blev to unge mænd, Lucas Leonard (19 år) og hans lillebror, Christopher Leonard (17 år), tævet og mishandlet i en "Word of Life Christian Church" i New Hartford. Den ældste af drengene, Lucas Leonard døde, medens hans bror overlevede med forskellige skader. Det var tydeligvis noget af et mirakel, at Christopher slap fra overgrebet med livet i behold, for det, han og hans bror kom ud for, var meget voldsomt.
En af dem, der førte an i den timelange mishandling, var deres mor, dengang 59-årige Deborah Leonard. Hun fik hjælp af sin mand, drengenes far, Bruce Leonard, og begge forældre gik til opgaven med ildhu. De to drenges halvsøster, Sarah Ferguson, hjalp til med afstraffelsen, idet hun piskede sine brødre i genital-området, hvilket i sig selv er et fingerpeg om, hvad der havde oprørt hele familien samt den del af menigheden, der deltog under kirkelederen Tiffanie Irwins ledelse: de to teenagedrenge var blevet anklaget for at forgribe sig på børn i området, hvilket selvfølgelig er totalt uacceptabelt, men dog burde have været standset - og straffet - på en anden måde.
Deborah og Bruce Leonard
Deborah Leonard sad tre år i fængsel og blev så løsladt. Hvad Bruce angår, så fik han 10 år for sin deltagelse i den dødelige afstraffelse. Han kan prøveløslades i 2024. Sarah Ferguson blev idømt 25 års fængsel for det, der blev bedømt som manddrab samt andre forbrydelser i forbindelse med hændelsen. Hun vil kunne prøveløslades i 2037.
Pastor Tiffanie Irwin
Kirkens såvel som afstraffelsens leder, Tiffanie Irwin, blev idømt 12 års fængsel og kan prøveløslades i 2026, medens hendes bror, Joseph Irwin, fik en straf på 8 år og kan prøveløslades i 2022. Andre deltagere i afstraffelsesorgiet, som f.eks. Traci Irwin, fik kortere domme.
Traci Irwin
Det er en tragisk sag, der måske blev så voldsom, fordi de mange fra menigheden, der deltog i mishandlingerne, ville tvinge drengene til at tilstå, at de havde begået de forbrydelser, de blev anklaget for. Noget, der åbenbart ikke lykkedes, så der er ikke rigtig nogen beviser på deres skyld. Rygter er der til gengæld en hel del af, for det lader til at være det, hele det timelange afstraffelsesorgie bygger på. At dette virker som et typisk amerikansk fænomen med vanvittige religiøse overdrivelser, der ikke har så meget med Bibelen at gøre, giver det hele et anstrøg af nationalt vanvid. Den ene gang efter den anden er man blevet præsenteret for sager, hvor "Gud siger"-argumenter bruges efter forgodtbefindende.
Hvordan gik det til, at filmens formodede opfinder, Louis Le Prince (1841-1890), forsvandt under en togrejse den 16. september 1890??? Han stod foran en vigtig rejse til USA sammen med sin kone og deres børn, men inden da ville han aflægge sin bror i Dijon et besøg.
Familien Le Prince
I 1881 havde han fulgt sin svoger, John Robinson Whitley, til New York på en forretningsrejse. Han blev imidlertid nogen tid efter at rejsens formål ikke længere var aktuel, idet han brugte tiden til at skabe et "apparatus for producing animated photographic pictures", altså et apparat til at optage levende billeder, dvs. et filmkamera. I 1886 ansøgte han om et USA-patent på et multi-linse-kamera og et filmforevisningsapparat, og året efter vendte han tilbage til Europa, hvor han fortsatte sit arbejde. På et eller andet tidspunkt i 1888 opgav han multi-linse-kameraet til fordel for et én-linse kamera. Samme år optog han "Roundhay Garden Scene" i sin svigerfars have. Denne optagelse er formentlig den allerførste optagelse af en bevægelig scene, og det, der har givet ham hans ry som film-pioner. Hans tilnavn er da også "Filmkunstens fader". Det er også værd at huske på, at det kamera, han brugte, fik patent i England den 16. november 1888, dvs. samme år som have-filmen blev optaget.
Da han tog af sted for at besøge sin bror inden den nye rejse til USA, hvor han ville fremlægge sin opfindelse af "levende billeder", kom han med et senere tog fra Dijon. Det betød, at han og hans venner, der skulle møde ham i Paris, gik fejl af hinanden. Ingen så ham hverken dér eller noget andet sted siden hans afrejse med toget fra Dijon. Dvs. at det sidste menneske af dem, der kendte ham personligt, og som kan bevidne, at han forlod Dijon med toget, var hans bror.
Her ses Louis Le Prince med sin svigerfar, Joseph Whitley, formentlig omkring den tid, hvor han optog den epokegørende "Roundhay Garden Scene" på hans ejendom.
Efter hans mystiske forsvinden gik ikke bare hans familie, men også Scotland Yard og det franske politi i gang med en omfattende eftersøgning, men uden resultat: han var og blev forsvundet, uden at nogen kunne forklare, hvad der var blevet af ham. Altså en meget sørgelig sag, der også gav anledning til en masse rygter, ikke mindst efter 2003 hvor man fandt et fotografi af et lig, der var blevet fisket op af Seinen. Var det Le Prince, eller var det ikke ham, men bare én, der lignede ham rigtig meget???? Det ved man ikke den dag i dag, men mystisk er det.
Nogle få har luftet tanken om, at han måske begik selvmord på grund af familiens mange financielle problemer. Andre har ment, at hans bror måske har myrdet ham, medens nogle har hævdet, at familien fik ham dræbt, fordi de muligvis mistænkte, at han var homoseksuel. Der er faktisk ingen ende på de teorier, der florerede efter Louis Le Prince's uopklarede forsvinden. Et af de mest sejlivede rygter om involverer imidlertid hans opfinder-kollega og rival, Thomas Edison.
Denne begavede opfinder havde - eller fik - i årenes løb omkring 1000 patenter. (Her ses han med en tidlig udgave af sin "fonograf"). Blandt de opfindelser, han hævdede var hans, var netop et filmkamera, som han kom med i 1893, sådan at han fremstod som filmens opfinder. Nu er der jo det ved Thomas Edison, at han i flere forskellige sammenhæng ikke har undset sig for at fremlægge andres opfindelser som sine. En af dem, det var gået ud over, var Muybridge, der havde nogle ideer om en kombination af "levende billeder" og lyd. Kort efter at Edison havde afvist denne ide, tog han selv patent på den. Selv ikke hard-core-Edison-anklagere kan bevise, at han fik Le Prince myrdet, så han kunne stjæle hans ide, men mysteriet er ikke blevet mindre af, at ikke bare er den franske opfinder sporløst forsvundet, men hans søn, Adolphe, døde under meget mystiske omstændigheder. Han var blevet indkaldt som vidne i en retssag omkring hans fars film-patent, men døde under en andejagt inden den fandt sted. Noget, der selvfølgelig gav anledning til endnu flere mistanker imod Edison .....
