Den uskyldige (?) bankrøver

 

Under "normale omstændigheder" bliver mentale lidelser (alt for?) ofte brugt som (bort-)forklaringer på skyld: han/hun er sindssyg, så vedkommende kan ikke (rigtig) gøre for, at han/hun myrdede den og den. Man har set den slags argumenter mange gange, men hvad nu hvis sygdommen er forbundet med en særdeles høj intelligens og et grundigt forarbejde, der viser, at den (formentlig) syge hjerne fungerer på et plan, der er som skabt til alvorlig kriminalitet??? Sådan var det med Marjorie Diehl-Armstrong (1949-2017), der engang blev regnet for at være "byens kønneste pige", men som udviklede sig til noget meget lidt kønt, især med hensyn til personlighed. 

Den unge Marjorie fra før hun tog meget på og begyndte at barbere sine øjenbryn af 

Familien var velhavende, og som eneste barn kunne Marjorie se frem til at arve en god slat penge. Desværre havde Marjorie dog svært ved at vente, til hendes forældre døde. Moderen - der iøvrigt altid havde forgudet sin datter - var allerede død, men faderen levede, og han var meget betænkelig ved det, Marjorie havde udviklet sig til. Som barn og ung pige havde hun brilleret i skolen og på universitetet, for hun var lynende intelligent, men desværre også psykopat. Noget, der bl.a. viste sig ved de bizarre mord, hun begik uden nogen form for fortrydelse. 

I 1984 skød hun således sin kæreste, Robert Thomas, hvilket hun forklarede som "selvforsvar", selv om han lå på sofaen og ikke lod til at true hende. Senere døde hendes mand samt flere kærester på meget mystisk vis. En af dem, nemlig den unge James Roden, var i død tilstand blevet placeret hos Marjories ven, samarbejder samt tidligere kæreste William Ansel "Bill" Rothstein (1944–2004), og lå stivfrossen i hans fryser. Noget, hun havde sørget for .....

Bill Rothstein

I 2005 var Marjorie blevet dømt til 7-20 års fængsel, og da hun kom ud igen, opdagede hun, at hendes far var begyndt at forære sine penge til alle mulige ikke-beslægtede mennesker. Han havde mistet tilliden til hende og hendes fremtid og følte sig måske ikke længere forpligtet over for denne både skøre og forbryderiske datter. Hvorom alting er, så følte hun, at han var i gang med at snyde hende for de penge, hun skulle arve, så hun besluttede sig for at speede tingene lidt op ved at få ham myrdet. Dette mord ville hun dog ikke selv stå for, så det skulle være et lejemord. Problemet var imidlertid, at hun ikke havde de midler, der skulle til, så hun måtte i tænkeboksen for at skaffe midlerne til mordet på sin far. 

Da Marjorie nu engang var Marjorie, så satte hun sig ned sammen med nogle venner, og sammen fik de kogt en meget urealistisk og helt igennem kringlet plan sammen. Planens udførelse krævede, at de kunne få fat på en naiv og helst lidt smådum person, og de fik hurtigt øje på en egnet kandidat, nemlig pizzabudet Brian Douglas Wells.

Det elskelige, men uheldige pizzabud Brian Douglas Wells

Der er mange forskellige meninger om, hvad der egentlig foregik i denne sag, og hvem der gjorde hvad på hvis befaling. Var det Marjorie eller Bill Rothstein, der fandt på den djævelske plan, der endte med at dræbe det søde og rare, men ikke super-intelligente pizzabud, Brian Douglas Wells (1956–2003)??? De fleste mener nok, at han fik en skæbne, han (formentlig) ikke havde fortjent. Nogle - bl.a. inden for politiet - mener dog stadig, at han deltog frivilligt i en forbrydelse, der beklageligvis endte med at koste ham livet. Mange andre hævder dog fortsat, at han var det totalt uskyldige offer for noget meget, meget ondt i menneskelig form, nemlig Marjorie og/eller Rothstein. Personligt hælder jeg mest til den sidste tolkning, hvor Brian er et uskyldigt offer og ikke en medskyldig, men heller ikke jeg er dog 100% overbevist om hverken den ene eller anden udlægning af begivenhederne den 28. august 2003. 

Brian Douglas Wells' kørekort-billede 

Klokken 13.30 modtog pizzariaet et telefonopkald fra en, der talte utydeligt. Man fik dog en bestilling samt en adresse, så pizzabudet Brian blev sendt afsted med det bestilte. Næste gang, man hørte eller så noget til Brian, var en vist nok landsdækkende TV-udsendelse ca. to timer senere, hvor han blev filmet af overvågningskameraer, medens han røvede en bank iført en halskrave, som han påstod var en bombe. Med sig havde han noget, der lignede en mellemting mellem en stok og et gevær.

Et grotesk syn i en grotesk sag, hvor bankrøveren ikke fik en brøkdel af det, han havde forlangt - og hvor ingen troede på hans påstande om, at en gruppe ham ukendte afroamerikanere havde sat bombe-halskraven på ham under mangeartede trusler. Ingen troede ham, og ingen hjalp ham, selv om han advarede alle om, at kraven snart ville springe og ønskede hjælp med at få den af. Desværre sprang halskrave-bomben virkelig, efter at han var flygtet udenfor og sad på jorden, omgivet af betjente med kløe i trigger-fingeren og uden nogen lyst til at forsøge sig som kravefjernere.

Hvad enten Brian var medskyldig eller ej, så er én ting i hvert fald sikkert: han havde ikke haft noget ønske om at ende med en sprængklar halskrave og få flået brystet op af en sprængning, der dræbte ham. Da han var død, og man skulle til at fjerne halskraven, viste det sig, at det var umuligt, hvis ikke man først fjernede Brians hoved. Dette gjorde man så, selv om hans familie var ulykkelig over at se ham skæmmet på den måde. Mekanismen var ret avanceret, og selve planen var opbygget på en måde, så det blev tydeligt, at det ikke var meningen, at pizzabudet Brian skulle slippe fra denne sidste fatale pizzaudbringning med livet i behold.

Spørgsmålet var, hvem der havde udtænkt planen om bomben og pizzaen, der skulle udbringes til en meget obskur adresse, som ingen rigtig kendte. Nok var Marjorie ikke bare skør, men også overordentlig intelligent, men hvor meget af denne bankrøver-sag skyldtes hende? Kunne hun lave en halskrave som den, Brian havde på? Det tvivler man på, og derfor er der mange, der mistænker, at hjernen bag forbrydelsen var Rothstein og ikke Marjorie, selv om en anden fløj er overbevist om, at det var hende. Trods alt var det jo hende, der havde brug for pengene til at få sin far myrdet, så hun kunne arve hans penge, inden han formøblede dem .....

Hvad Marjorie angår, så virkede hun (som sædvanlig!!!) totalt ligeglad med, at endnu en mand var død på grund af hende. Både hun og flere af de andre blandt de sammensvorne, der havde sat bomben på Brian, påstod desuden hårdnakket, at han havde været med lige fra starten.

Disse påstande, som hun kom med både over for politiet og pressen, virker som desperate nødløgne, også fordi man jo ved, at hvis Brian bliver opfattet som totalt uskyldig i forbrydelsen, så er han ikke en forbryder men et ægte offer for både kidnapning, trusler og mord. Dette vil sætte de sammensvorne i en faretruende situation, hvor de kan blive retsforfulgt og straffet hårdt for disse tre horrible forbrydelser. Derfor er der ikke noget at sige til, at de kæmpede med næb og kløer for at få Brian opfattet som medskyldig. Marjorie blev idømt livstid + 30 år, men døde af brystkræft i fængslet nogle år efter. På det tidspunkt var Rothstein allerede død.

Ifølge Brians yndlingsprostituerede, Jessica Hoopsick, så var det hende, der havde foreslået de sammensvorne at bruge Brian, der jo var lidt tungt opfattende og dermed lige det, de søgte. Senere fortalte hun, at hun fortrød, hvad hun havde gjort, for hun så ikke bare Brian som en kunde, men også som en ven. At det gik, som det gjorde, er formentlig kommet bag på hende, og hun forsøger nu at rense hans minde, hvilket jo er lidt sent og desuden totalt nytteløst, da han er og bliver død .....

https://nypost.com/2018/05/09/this-shocking-true-crime-story-inspired-a-netflix-docuseries/

 

https://www.digitalspy.com/tv/ustv/a858320/evil-genius-ending-jessica-hoopsick-confession-jerry-clark-bill-rothstein/ 

Wikipedia

Spøgelser og snyderier

Helen Duncan (1897–1956), der var skotsk af fødsel, var en buttet og mildt udseende kvinde, der ikke lignede en forbryder, men snarere en ganske almindelig engelsk mor og husmor. Almindelig var hun imidlertid ikke, for hendes profession bestod i at agere "heks", idet hun tjente til dagen og vejen som spiritistisk medium. Hendes glansnummer var at kunne udskille det såkaldte "ektoplasma", der antog former, så disse angiveligt lignede - eller ligefrem "var" - nyligt afdøde personer. Selv hvis man er ude af sig selv af sorg over en elsket persons død og er vild efter at få kontakt, er det nu temmelig svært - for ikke at sige umuligt - at se Helens ektoplasma-manifestationer som ægte "sjæle" eller "spøgelser", der er blevet påkaldt af hende som medium. De fotografier af hendes seancer, der er blevet bevaret, ligner i hvert fald nærmest et galleri af dårligt lavede fastelavns- eller Halloween-masker.

Begrebet "ektoplasma", der er almindeligt kendt i spiritismen, henviser til den spirituelle energi, som mediets evner siges at give liv. Det ses ikke som dannet gennem fysiske handlinger, men optræder gennem medier som f.eks. Helen Duncan. Ikke uventet afviser videnskaben eksistensen af denne ektoplasma, ligesom der jo heller ikke er håndgribelige, videnskabelige beviser på eksistensen af de evner, medierne tilskrives. For slet ikke at tale om de ånder eller spøgelser, som de angiveligt fremkalder i en tilsyneladende trancelignende tilstand. Noget, Helen var overmåde dygtig til, og hun havde derfor mange tilhængere og/eller klienter. Selv nu er der mange, der anser hende for "den ægte vare", og hvis hun snød, så har hun efter deres mening også narret sig selv. Folk beklager hendes arrest for svindel i 1944, der gjorde hende til den næstsidste, der blev anklaget for heksekunst ifølge Englands "The Witchcraft Act of 1735". Den var skabt i sin tid for at forhindre folk i at praktisere heksekunst, men det lykkedes nu ikke særlig godt. 

Mange tror, at Helen Duncan var den sidste, der blev anklaget for at bedrive heksekunst i England, men denne ære går faktisk til en noget ældre kvinde, nemlig Jane Rebecca York, (som der åbenbart ikke findes fotografier af). Hun var 72 år gammel, da hun, kort efter Helen Duncans dom for at spille heks, også blev anklaget. I 1944 blev Helen dømt efter "The Witchcraft Act", og hun kom i fængsel et år for at udgive sig for at være heks. Helens bedrageri bestod bl.a. i, at man opdagede, at den ektoplasma, hun var så berømt for, bestod af sækkelærred. Noget, det ærlig talt også ligner, når man ser billederne fra hendes seancer.

Hvor Helen Duncan den dag i dag altså ses af sine tilhængere som en ikke-skyldig, men dog bedrageridømt kvinde, så er det anderledes med Jane Rebecca York. Hun var allerede i sin levetid direkte berygtet for sine vilde ideer, der f.eks. kunne få hende  til at standse vildtfremmede mennesker på gaden og skræmme dem ved at fortælle dem om nærtståendes snarlige død eller andre lige så skrækkelige ting. Gang på gang blev hun grebet i "åndeoplysninger", som der ikke var bund i, fordi de ikke svarede til virkeligheden. Dvs. at hendes status og eftermæle ikke er godt. 

Ikke et billede fra en virkelig seance, men en fremstilling af, hvordan denne kunne foregå hos Jane Rebecca York. Jeg formoder, at de personer, der sidder dér med hænderne på bordet, er i gang med at praktisere "borddans", der ligesom forskellige spådomme via diverse former for "Ouija-tavler" på et tidspunkt var meget populære. 

Her i landet var den kendteste spiritist nok forfatteren Thit Jensen, men den allerberømteste på verdensplan var såmænd skaberen af litteraturens mester i logik, Sherlock Holmes, dvs. Conan Doyle. Han troede på feer og ånder, hvilket efter min mening giver ham et vist skær af noget meget rørende og kært. Det var ikke logik det hele - tværtimod!

Thit Jensen, dansk forfatter, spiritist og kvindesagskvinde

Mange har sikkert allerede dengang set spiritistiske seancer som en sjov selskabsleg, men for bl.a. både Thit Jensen og Conan Doyle var det blodig alvor. Dvs. ligesom for Helen Duncan, Jane Rebecca York og deres tilhængere ....

Forfatteren Conan Doyle

 

 

https://www.conandoyleinfo.com/life-conan-doyle/conan-doyle-and-spiritualism/

https://www.bbc.com/future/article/20190828-the-two-bizarre-hoaxes-that-tricked-arthur-conan-doyle

https://www.psychicnews.org.uk/articles/New-attempt-pardon-jailed-medium-Helen-Duncan

 

https://www.popsci.com/science/is-ectoplasm-real/?utm_source=Camden+Contacts&utm_campaign=6fb6d22b9e-EMAIL_CAMPAIGN_2021_10_27_02_51&utm_medium=email&utm_term=0_387276506e-6fb6d22b9e-515760170#affinity=Education_Health 

Wikipedia

 

Sko, mord og kolde, distancerede forældre

 

Jerome Henry “Jerry” Brudos (1939–2006) lignede en venlig bamsebjørn, men han var en skør og morderisk sko-fetichist, der angiveligt blev helt vild med damesko så langt tilbage som i 5-årsalderen. Bl.a. stjal han sko fra sin lærerinde og tog også ofte kvindeklæder på i hjemmet. Fetichisme kan være svært at forholde sig til, især hvis det får følger som i Brudos' tilfælde. Mange har myrdet flere end de fire, han blev dømt for at have taget livet af, men alt ved ham var så absurd, at han er svær at glemme blandt denne planets store mængder af mandlige seriemordere på kvinder.

Jerome Brudos, ca. 13 år, siddende på sengen 

Den lille, nyfødte Brudos var ikke bare et uønsket barn, men også en skuffelse for sin mor, for hun, der på tidspunktet for hans fødsel, allerede havde flere sønner, ønskede sig brændende en datter, og hun ville nok have accepteret dette uplanlagte barn, hvis han havde været en pige. Senere har han langet ud efter hende med påstande om alt muligt lige fra kulde til en speciel ondskabsfuld, psykisk mishandling. Var det det, der gjorde ham skør, gav ham transseksuelle ideer samt gjorde ham til sko-fetichist og - ikke mindst - morder? En så enkel forklaring dur ikke efter min mening, for så nærmer vi os et "han sad skævt på potten, og derfor blev han massemorder"-bortforklaringstrick, og det bør vi absolut ikke acceptere. Faktisk er der INTET, der hverken kan forklare eller undskylde mishandling af og mord på mennesker, der ikke har gjort én noget, og som man ene og alene af den grund er berettiget til at forsvare sig imod.

Brudos er blevet beskrevet som en såkaldt "lystmorder", dvs. en person, der drives af ønsket om udløsning gennem opfyldelsen af et lystbetonet begær. Intet andet får dem til at fungere seksuelt. Det lader i hvert fald til, at de mord, der blev begået af Brudos, hang sammen med seksuelle frustrationer: damerne faldt ikke for hans "charmeoffensiv", og når det gik op for ham, kunne han finde på at myrde dem og derpå voldtage deres lig. 

Man kan ikke sige, at Brudos når (f.eks.) massemorderen Samuel Littles højder med 93 myrdede kvinder, men det lader til at være den samme uhyggelige drift, der styrer dem, ligesom det er tilfældet med mange andre, der dræber for et "kick". Ligegyldigt hvilken synsvinkel, man anlægger, så er det selvfølgelig komplet uacceptabelt. Vi kan nok alle have lyst til bare at tage, hvad vi har lyst til, men det gør vi ikke, fordi vort indre moralske kompas, der måske kører på empati, dirigerer os væk fra den slags "behov", og sådan skal det også være.   

Som sagt, var der angiveligt "kun" fire ofre, men sikkert er det nu ikke, og desuden: ikke én eneste af disse fire unge kvinder burde havde mistet livet på grund af Brudos skingrende skøre fantasier om dem.  Brudos-mordene fandt sted i 1968, og da han blev fanget, fik han tre livstidsdomme året efter. I 2006 døde han af lever-kræft i "Oregon State Penitentiary"-fængslet.

Man har også forklaret Brudos' tendenser med en fraværende faderfigur. Hvis man ser på de enkelte massemordere, så ligner det næsten et gennemgående træk, at faderen har været fjern, men som påvirkningsfaktor af barnet virker det nu ikke særlig overbevisende. Der er jo ikke tale om en ligning, hvor man ved, at regnestykket går op, hvis der er de og de faktorer. Når nogle påstår, at den og den udviklede psykopatiske og morderiske tendenser, fordi hans far var svag, og hans mor var dominerende, så ser jeg det som verdens dårligste bortforklaring. Desuden svarer den til et gammelt kønsrollemønster, der ikke længere bør være gældende.

Som teenager drømte Brudos om at kidnappe en pige, tvinge hende til at lystre sig og tigge om nåde, men han giftede sig med en kvinde, der støttede ham på forskellige måder. Bl.a. gjorde hun meget for at hjælpe ham, f.eks. ved ikke at bebrejde ham hans besættelse af kvindetøj og sko. Da han forlangte, at hun udførte husarbejde nøgen, men med højhælede sko, brast forholdet imidlertid, for det ville hun dog ikke finde sig i. Et lidt suspekt vidne påstod ellers at have set hende hjælpe sin mand med at bære et lig, noget hun dog ikke blev dømt for, da beviserne var for vage. Efter at han var blevet arresteret og derpå dømt, lod hun sig skille og flyttede derefter med deres to børn.

Som Brudos sad dér i sin fængselscelle, udviste han aldrig nogen anger, men begræd bare sin skæbne samt gav konstant sin mor skylden for, at han havde gjort, hvad han blev dømt for. Det forekommer mig meget sært, at nogen kan forestille sig, at sådan et argument holder, men det mente han åbenbart, og som sagt, han er ikke den eneste morder, der har brugt den undskyldning.

https://allthatsinteresting.com/jerry-brudos

 

https://www.grunge.com/450586/everything-we-know-about-serial-killer-jerome-brudos-wife/ 

 

Wikipedia

Syg jomfrudyrkelse

 

Alt omkring dyrkelsen af "Den levende gudinde" i Nepal forekommer mig ikke bare sygt og grotesk, men også som rendyrket børnemishandling foruden kvindenedvurdering. Disse purunge "Kumari"-piger betragtes som "levende gudinder", nemlig som personificeringen af den såkaldte "guddommelige kvindelige energi/devi" og tilbedes som sådanne af hinduer. Nu er der det ved det, at ordet "kumari" direkte oversat betyder "ung, præpubertær pige", og når pigernes naturlige biologiske udvikling gør, at de kommer i puberteten, så er det slut med gudinde-statussen. Grotesk, for flere år af deres barndom ofres til "devi-"dyrkelsen, hvor de mest er til pynt, dvs. at deres personlige udvikling bliver underligt skæv og forvrænget i forhold til det liv, der venter dem, når kumari-tiden er forbi. Desuden: denne skik smager efter min mening af en underlig form for åndelig pædofili, der er en fornærmelse imod alt, hvad der udgør den sande, voksne kvindelighed, dvs. det, kvinden ikke bare repræsenterer, men virkelig er.

Pigerne tilhører den nepalesiske Shakva-kaste, og forvirrende nok er der byer med adskillige kumarier. Den fineste - man kunne sige "over-kumarien" er "The Royal Kumari of Kathmandu", der installeres i det centralt beliggende palads, "The Kumamei Ghar". Denne superfornemme kumari udvælges med særlig omhu, men de skal alle være perfekte, små piger. Lige nu er den fineste kumari den purunge Trishna Shakya,  der blev indsat i embedet som 3-årig i 2017. 

 

Trishna Shakya

 

Ikke nogen glad gudinde, selv om der altid er nogen, der bærer og opvarter hende. Det med at blive båret skyldes, at kumari-fødder er for hellige til at berøre jorden, og det virker umiddelbart som ægte tilbedelse, men det skal man ikke lade sig narre af: intet barn eller voksen bør sættes i en situation, hvor de ikke får brugt deres muskler og da slet ikke under opvæksten. Hvis kumarien virkelig altid bliver forhindret i at gå, så kan man være sikker på, at hendes ben ikke udvikles normalt, og det er sørme en høj pris at betale for en guddommelig status, der tilmed forsvinder ved det første tegn på, at hun nu er ved at blive voksen, dvs. sig selv med sin egen personlighed. 

 

Al denne kumari-ophøjelse af en præpubertær pige minder mig på uhyggelig vis om katolikkernes Jomfru Maria-dyrkelse. På den ene side en total ophøjelse som den jomfru-kvinde, der bruges af Jahve, på den anden en lige så total nedværdigelse af hende som person og som en selvstændig personlighed: hun er, hvad hun bliver brugt til og dyrkes, fordi hun samtidig er "jomfru". (Ordet kan også betyde "ung, ugift kvinde" og ikke bare noget, der hentyder til hendes påståede manglende seksuelle erfaringer). Både kumarien og Jomfru Maria bliver forvandlet til noget, de ikke burde lade sig byde af et undertrykkende samfundssystem. 

 

Fidusen ved dette system er balancen mellem belønning og ydelse: belønningen kommer, hvis ydelsen består i en accept af og støtte til det, der i virkeligheden undertrykker kvinden. "Gør dig lille, gør dig lydig, vær et barn, etc., etc.", for så kan vi godt lide dig, ja, tilbeder dig ligefrem. Smart, men ikke ukendt af moderne kvinder, for de fleste ved efterhånden, hvad det går ud på. Når det gælder undertrykkelse, så skal man først og fremmest være opmærksom på det, der roses og belønnes af det undertrykkende system, for det er det vigtigste redskab til at skabe selvundertrykkelse .....

 

Den indiske gudeverden er endnu mere indviklet end de gamle nordboeres. Når man hører, at en kumari ses som en inkarnation af gudinden Taleju, der er en manifestation af gudinden Durga samt - sørme også! - Kali, så svimler det for en nordbo! Ret kringlet, for at sige det, som det er, men det mest indviklede er nu gudindens flyvske guddommelighed, for den formodes at forlade kumarien ved første menstruation. Det samme sker, hvis hun kommer til skade og bløder meget. Blodet skyller i hvert fald det guddommelige ud af kumarien, hvilket jeg nærmest finder perverst i forhold til, disse pigers sande natur.

 

Noget af det særeste ved denne nutidige jomfrudyrkelse er dens lange tradition, nemlig mere end 2.300 år tilbage i tiden. Selve kumari-dyrkelsen opstod imidlertid i sin nuværende form som en knopskydning på en gammel skik engang i det 17de århundrede, selv om der er nepalesiske optegnelser fra det 13de århundrede, der fortæller om udvælgelsen af pigen, udsmykningen og den regelrette tilbedelse af hende. Min mening er, at de nepalesiske kvinder burde give denne skik et spark bagi og så se at komme videre. 

 

https://www.npr.org/sections/parallels/2015/05/28/410074105/the-very-strange-life-of-nepals-child-goddess

http://www.mahavidya.ca/2015/03/03/taleju-bhavani-and-kumari-worship/

https://www.thetimes.co.uk/article/trishna-shakya-3-is-chosen-as-kumari-the-living-goddess-of-kathmandu-j5kqv7vrk

Wikipedia

Den morderiske halv-dansker

Dette forgræmmede fjæs tilhørte halv-danskeren Robert Hansen (1939-2014), hvis far var født i Danmark, medens moderen var en amerikansk kvinde fra Iowa. Ægteparret Hansen boede i den lille by Pocahontas, der ligger i et område med mange skandinaviske indvandrere, og hvor de havde et lille bageri. Robert hjalp faderen og blev også uddannet som bager, men i et år var han i den amerikanske hærs reserve. 

Selv om han havde mange problemer med piger i sine unge dage, angiveligt fordi han havde akne og stammede, giftede han sig i 1960 med en lokal kvinde. Ægteskabet varede dog meget kort tid, for hun lod sig skille fra ham, da han blev arresteret for en pyromanbrand mod en skolebus og derpå idømt 20 måneders fængsel. Et par år efter giftede han sig igen, denne gang med en kvinde ved navn Darla Henrichsen, der var lærerinde, og som underviste handicappede børn.

Roberts anden kone, Darla, var kendt som en meget religiøs kvinde. Hun har afgjort været bekendt med forskellige forbrydelser, hendes mand havde begået, men har formentlig set situationen som noget, hun skulle hjælpe ham med, nemlig gennem en religiøs påvirkning, der kunne frelse hans sjæl. De fik to børn, og i 1967 flyttede familien til Alaska, hvor Robert fik et bageri. 

Økonomisk klarede de sig åbenbart godt, men Robert fik rodet sig ud i et par forbrydelser, der førte til fængselsstraffe for tyveri og voldtægt samt kidnapning af en husmor i 1983. Han blev også anklaget for det samme imod en prostitueret, men i den sag blev han frikendt. Alle disse anklager og fængselsstraffe viser dog, at han var, hvad han altid havde været, nemlig farlig og hensynsløs, når der var noget, han ville have. Også fordi han anså sig selv som ofret, "eftersom piger havde afvist ham, da han var en bumset teenager". 

 

Kort sagt, han var et sølle kryb, der samtidig så sig selv for verdens centrum, fordi han dræbte kvinder! De fleste var prostituerede, men ikke alle, og ingen af dem havde fortjent at blive berøvet deres liv af denne nar. At han tilmed fik held med at indgå en aftale, der gjorde, at han kun blev dømt for fire af de (mindst) 17 kvindemord, han havde begået, er bittert. Dette lykkedes ham, fordi han lovede at vise politiet, hvor de dræbtes lig lå, men han viste dem nu kun det sidste hvilested af 12 af de 17.

Ud over mordene var der så omkring 30 sex-overgreb, hvoraf de fleste var i 1970erne og 1980erne. Alt i alt et mere end solidt grundlag for hans livstidsdom samt yderligere 461 år.

Robert Hansen havde sit eget lille fly, en Piper PA-18 Super Cub, som han elskede, og som han havde købt for de forsikringspenge, han havde fået udbetalt for et påstået tyveri. Han elskede at tage af sted på "eventyr" med dette fly. At "eventyrene" bestod i jagt på kvinder er horribelt, men sandt: han slap de kvinder løs, som han havde med sig - tvungent eller naivt tillidsfuldt - og skød efter dem, som var de jagtvildt. Ironisk nok, kan man sige, var det dette fly, der var blevet erhvervet med en erstatningssum for et suspekt tyveri, der - sammen med et vidnesmål fra en ung pige, Cindy Paulson - endte med at fælde ham. 

Den 17-årige Cindy Paulson

I 1983 lykkedes det for et af Robert Hansens ofre, den 17-årige sex-arbejder Cindy Paulson, at flygte fra ham, medens han gjorde sit elskede fly parat til endnu en kvindejagt i vildmarken, nemlig på hende. Hun fortalte politiet, at hun var blevet bortført til hans hjem, truet med en pistol, lænket, tortureret, voldtaget og holdt fanget, men han smuttede uden om anklagerne, fordi en god ven gav ham et alibi. Cindys oplysninger gjorde dog, at FBI fik udarbejdet en profil på noget, man efterhånden så som en seriemorder. Dette førte til, at der blev udstedt en dommerkendelse til ransagning af flyet, bilen og huset. Sidstnævnte sted fandt man et flykort med ialt 26 meget mistænkelige, indtegnede krydser foruden smykker fra ofrene og forskellige skydevåben. Alt i alt en guldgrube for politiet!

At tænke sig, at denne menneskeligt sølle stodder har jagtet kvinder som storvildt er afskyeligt, men det var, hvad der skete, og man undrer sig over, hvad der foregår i hovedet på sådan en person .... 

 

https://www.oxygen.com/mark-of-a-killer/crime-news/robert-hansen-butcher-baker-serial-killer-victims 

 

https://allthatsinteresting.com/robert-hansen 

 

https://mustreadalaska.com/37-years-later-a-victim-of-serial-killer-robert-hansen-identified-through-dna-match/ 

 

https://www.dailymail.co.uk/news/alaska/index.html 

 

https://thecinemaholic.com/where-is-cindy-paulson-now/ 

 

https://thecinemaholic.com/where-is-robert-hansens-wife-now/ 

  

https://historydaily.org/robert-hansen-serial-killer-who-hunted-his-victims-for-sport

 

Wikipedia

 

Lærerinden, der "voldtog" sin 12-årige elev

 

Det, lærerinden Mary Kay Letourneau (1962-2020) gjorde i 1997, ville vi ikke kalde "voldtægt" her i landet, men der var helt sikkert tale om et seksuelt misbrug af et barn. Hun var voksen, for hun var nemlig 34 - og gift - på det tidspunkt, hvor hun gik i seng med sin 12-årige elev, Vili Faulaau. Ikke bare var hun gift, men hun var også mor til fire børn, to piger og to drenge. Det hed sig dog, at hendes mand, Steve, havde mishandlet hende fysisk og psykisk, men da der aldrig blev rejst tiltale imod ham, er det svært at afgøre, om det kan have været rigtigt. Hvorom alting er, hun faldt for den eksotiske, 12-årige Vili og forførte ham. Efter vores juridiske definitioner, er der således ikke tale om "voldtægt", da intet tyder på, at forholdet kom ind under følgende definition: "Det er det manglende samtykke, der afgør, om den seksuelle handling er strafbar." 

Forargelsen var ikke bare stor, men også international, da forholdet blev afsløret, for det var mildt sagt ikke i overensstemmelse med en lærerindes pligter og ansvar at forføre en elev, der tilmed var så ung. Mary-Kay er nr. 4 ud af 7 børn i en borgerlig, katolsk familie. Hendes mor havde arbejdet som kemiker, og hendes far, der døde i 2001, var politiker. Han havde præsident-drømme, men hans politiske karriere led uoprettelig skade, da det kom frem, at han havde fået to børn med en elskerinde. "Sjovt nok" var denne elskerinde en tidligere elev, på den skole, hvor han havde undervist i politisk videnskab, så det lader til, at det med at have et godt øje til elever er et familie-træk .....

Selv om der var tale om en meget alvorlig forbrydelse ifølge de amerikanske love, så fandt man frem til en ordning, der næsten virker for god til at være sand: seks måneders fængsel, hvoraf tre var betingede. Desuden måtte hun ikke nogensinde igen have nogen kontakt med Vili. Måske al denne juridiske velvilje skyldtes, at hun var gravid med hans datter, og at man derfor ville skåne hende. Det kan dog også være at politiker-faderen med det blakkede ry trak i nogle tråde. Eller kan det have været hendes indflydelsesrige brødre, der også gjorde sig inden for politik, der hjalp med at redde hende? Hvad der end gjorde, at man gik fra det oprindelige krav om 6-7 års fængsel til denne milde straf, så røg alle aftaler, da man opdagede, at hun igen mødtes med og havde sex med den 12-13-årige Villi. Ikke nok med det, men hun blev sørme gravid med hans anden datter! Denne gang fik hun en fængselsstraf på syv år, og medens hun sad inde, fik hendes ældste søn med Steve også en datter, så hun blev farmor i fængslet. Da hun kom ud igen i 1998, giftede hun og Villi sig fjorten dage efter løsladelsen.

I årenes løb ytrede de sig begge positivt om forholdet, men efter fjorten års ægteskab forlangte Villi skilsmisse. Først på det tidspunkt medgav han, at deres forhold havde sine skævheder, og at det derfor måtte slutte nu. Tidligere havde han indgivet en anden skilsmissebegæring, som han imidlertid trak tilbage. På et tidspunkt havde han haft et vist narko- og alkoholproblem, hvilket måske har spillet ind i deres forhold. Han var depressiv og forsøgte selvmord i 1999. Hans to døtre boede hos hans mor, og han sank bare hen i depressioner og misbrug, men hans familie rejste en erstatningssag imod det skolevæsen, hvor han havde været elev og Mary-Kay lærerinde. De mente, at skolen havde svigtet, og at dette svigt havde haft katastrofale følger for deres familie, også af økonomisk art.

Selv om Mary-Kay og Vili åbenbart har haft deres stridigheder i ægteskabet, så arbejdede de dog sammen på udgivelsen af en bog, der udkom i Frankrig, og som forsvarede det: "Un seul crime, l'amour". Senere kom den også på engelsk: "Only One Crime, Love".  

Næste bog, "If Loving You Is Wrong", blev sandsynligvis skrevet af en såkaldt ghost writer, for hverken Mary-Kay eller Vili bidrog meget til dens udarbejdelse. At der også kom en film, siger næsten sig selv: "All-American Girl: The Mary Kay Letourneau Story". Det er en TV-film, men interessen for forholdet har ført til andre udgivelser og (f.eks.) dokumentar-videoer.

Da Mary-Kay sad i fængsel gjorde hun sig nyttig, bl.a. ved at undervise andre fanger, der ønskede det. Hun stod også bag indtalingen af bøger for blinde, sang i koret og var flittig kirkegænger. Alligevel var hun upopulær og tilbragte flere måneder i enecelle, dvs. uden kontakt med andre. Efter deres separation i 2019, udviklede Mary-Kay kolon-cancer og døde i 2020, 58 år gammel. Inden da skrev hun et testamente, hvor hun efterlod meget til "manden i sit liv", nemlig Vili. 

https://www.legaldesk.dk/artikler/seksuel-lavalder

 

https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/akut-og-foerstehjaelp/tilstande-og-sygdomme/oevrige-tilstande/voldtaegt-og-voldtaegtslignende-overgreb/

 

https://denstoredanske.lex.dk/voldt%C3%A6gt

 

https://www.intouchweekly.com/posts/vili-fualaau-mother-160948/ 

https://www.intouchweekly.com/posts/mary-kay-letourneau-reveals-she-wants-to-teach-again-once-hosted-hot-teacher-party-with-vili-fualaau-55897/

 

https://www.tmz.com/2018/09/17/mary-kay-letourneau-husband-vili-fualaau-plea-deal-dui/ 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-9004969/Woman-32-lured-boy-14-house-sex-watching-play-football-court-hears.html

 

Wikipedia

To små piger og fire hormonforstyrrede idioter

 

For godt 30 år siden - nemlig den 27. oktober 1992 - tog den 11-årige Shauna Howe hjemmefra, iklædt en sort og turkis-gymnastikdragt, for at fejre Halloween med slik, skæg og ballade. Først lagde hun vejen forbi et plejehjem, hvor hun sang for de gamle sammen med sine spejder-veninder, inden hun fortsatte til en kirke i nærheden, hvor der blev holdt en Halloween-fest. Alt sammen gode og sunde interesser for et pænt og lydigt barn, der aldrig skejede ud. Derfor ventede forældrene også, at hun kom hjem til den aftalte tid, og da det ikke skete, vidste de, der var noget galt og meldte hende derfor savnet.

En lokal mand fortalte, at han havde set noget, der bekymrede ham, dagen før. Han så en meget ung pige, der lignede beskrivelsen af Shauna, komme gående på fortovet. Det virkede, som om hun blev forfulgt af en tynd, sølle udseende, midaldrende mand. Da han hørte et skrig samt støj af tumult, besluttede han sig for at bryde ind i denne forfølgelse, men før han nåede frem, var både barn og mand forsvundet. Bare to dage senere blev Shaunas specielle gymnastikdragt fundet i et skovområde. Dagen efter fandt man også hendes lig, der bar præg af vold og seksuelle overgreb. Det lå i nærheden af en bro, som man mente, at hun var blevet smidt ud fra. Hun havde brækkede ribben og en brækket arm, der tydeligt viste, at hun havde forsøgt at afværge faldet og havde været levende, da hun ramte jorden. Obduktionen viste med al ønskelig tydelighed, at hun var blevet voldtaget. 

På baggrund af vidneforklaringen fra den medborger, der havde set, at den lille pige blev forfulgt af en splejset mand, fandt man hurtigt frem til den 33-årige Eldred "Ted" Walker. Han benægtede al medvirken til forbrydelsen, men da han i høj grad lignede den beskrivelse, vidnet havde afgivet, blev han i første omgang tilbageholdt. Til betjentenes undren - og skuffelse - passede hans DNA imidlertid ikke med de biologiske spor, man havde fundet på liget, så i sidste ende måtte de løslade ham. 

Præcis fem år efter mordet på Shauna forsvandt en anden lille pige fra samme egn, nemlig den yndige og charmerende 4-årige Shenee Freeman. Det viste sig, at hun var blevet bortført, voldtaget og myrdet af den 17-årige Nicholas Bowen, der også havde begravet hende i en løvbunke. Den unge morder var fræk nok til at deltage i eftersøgningen af den lille pige, at omfavne hendes mor og sværge på, at han nok skulle finde barnet. Kort efter tilstod han mordet på den 4-årige og blev idømt fængsel på livstid. Der var dem, der mente, at han også kunne være involveret i mordet på Shauna, men det blev regnet for umuligt på grund af hans alder, for i 1992, hvor hun døde, var han unægtelig meget ung.

I 2002 skete der imidlertid noget, der fik sat fut i den gamle sag: en fange fortalte, at hans celle-kammerat, den 34-årige James O'Brien, havde sagt, at han havde voldtaget Shauna og derpå smidt den levende pige ud fra broen, hvor hun blev fundet efter at være afgået ved døden. Denne O'Brien-fyr sad i fængsel for et kidnapningsforsøg, og man havde derfor hans DNA. Da de viste sig at passe med de biologiske spor, man havde fundet på Shauna, faldt hammeren, og minsandten om man ikke også fandt beviser, der knyttede hans 39-årige bror til sagen.

To latterlige mænd, der ikke havde styr på hverken hormoner eller hjerne: O'Brien-brødrene

Under de påfølgende forhør viste det sig, at de havde en nær ven, der såmænd var den selv samme Eldred "Ted" Walker, som politiet først havde mistænkt for mordet på Shauna. Efterhånden stod det klart, at de alle tre havde været involveret, angiveligt oprindelig som en spøg, der skulle stille politiet i et dårligt lys, men det er der vist ingen, der tror på, eftersom sagen udviklede sig, som den gjorde.Ted havde kidnappet Shauna på gaden, hvor han havde fulgt efter hende, som vidnet beskrev, og derpå havde han overgivet hende til de to dumme og grove O'Brien-brødre. At han kunne høre hende skrige under voldtægten og mishandlingen havde ikke fået ham til at fortryde eller gribe ind for at hjælpe hende, men han havde ikke selv deltaget i disse overgreb. 

De blev alle tre kendt skyldige. Ted fik en dom på 20-40 års fængsel, medens brødrene fik livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Ikke at en fængselsdom får hverken Shauna eller lille Sheenee tilbage, men det luner da lidt, og så ved man, at disse tre - og heller ikke Nicholas Bowen - ikke længere er til fare for dem, de nyder at jagte, mishandle og dræbe, som om det var deres ret.

https://chameleontruecrimestories.com/girl-scout-abducted-after-halloween-party-and-thrown-off-bridge-5291f0af90ec 

 

https://thecinemaholic.com/shauna-howe-murder-where-are-eldred-ted-walker-james-obrien-and-timothy-obrien-now/ 

 

https://ajentleheart.wordpress.com/2018/05/13/true-crime-shauna-howe/ 

 

https://apnews.com/article/03b592c8a1671432129125da306f9205 

 

Wikipedia