Might be Paul Newman or someone as handsome as he was, but no, he is an old Dane
Wikipedia
torsdag den 13. januar 2022
"The Handsome Corpse": Ezine article by Else Cederborg, previously published
onsdag den 12. januar 2022
Bedrager og redningsmand
Overvurderede den unge, skoletrætte Adolfo Kaminsky (født i Argentina den l. oktober 1925) sig selv og sin indsats, da han sagde: "Hvis jeg sover en time, så dør hundrede mennesker?" Nej, det gjorde han faktisk ikke, for han reddede utallige mennesker gennem sine målbevidste svindlerier. Uden ham ville de helt enkelt være omkommet. Det gjaldt ikke mindst hans indsats under Anden Verdenskrig, idet man mener, at han - der selv var jøde - reddede mere end 14.000 jøder, men også andre grupper som f.eks. medlemmer af den franske modstandsbevægelse, som han også selv havde tilsluttet sig.
Adolfos far flyttede sin familie fra Argentina til Frankrig i 1932. Han blev skrædder, og hans søn, Adolfo, blev ansat et sted, hvor man rensede og farvede tøj, da han valgte at forlade skolen. Den kemiske proces fascinerede den unge Adolfo så meget, at han oprettede et privat laboratorium hjemme hos sin onkel. Her eksperimenterede han med farver og pletrensning, idet hans senere ansættelser forøgede hans viden om kemi og kemiske processer. Midt i det hele blev Frankrig okkuperet af tyskerne, og i 1941 blev Adolfos mor dræbt af nazisterne. Resten af familien, der jo var jødisk, blev indsat i Drancy-kz-lejren i nærheden af Paris. Dette var normalt indledningen til noget endnu værre, men den argentinske konsul trådte i karakter og forhindrede det, så hans landsmænd blev frigivet i december 1943, hvorpå de flyttede tilbage til Paris. På det tidspunkt havde Adolfo virket som modstandsmand, siden han var 17 år, og han havde bl.a. sendt oplysninger til London, men hans vigtigste arbejde bestod i at forfalske papirer.
Hans forskellige kemi-studier samt arbejdet med pletrensning kom til god gavn, for han gik i gang med sine nyttige svindlerier med stor iver: han forfalskede identifikationspapirer, hvilket bl.a. var blevet vanskeligere efter opfindelsen af vandmærker. Efterhånden kom han til at stå for frembringelsen af falske papirer for det meste af det nordlige Frankrig samt Benelux-landene. Noget, der reddede enormt mange mennesker, der ellers ville være gået til i en af nazisternes uhyggelige kz-lejre. Efter krigen sluttede han sig til det franske militær samt fortsatte arbejdet med de falske papirer, denne gang beregnet til de spioner, der blev sendt af sted til Tyskland, bl.a. for at kortlægge de mere skjulte kz-lejre, før tyskerne fik dem opløst og dermed skjult for krigsforbryder-tribunalet. Andre, han hjalp, var jøder, der forsøgte at emigrere til Palæstina, men det holdt han op med efter oprettelsen af staten Israel.
Han har hele vejen igennem fulgt sin personlige overbevisning. F.eks. forlod han det franske militær efter begyndelsen af Den første indokinesiske krig/Den fransk-vietnamesiske krig (1946-1954), som han opfattede som en koloni-krig. Straks gik han i gang med at lave falske papirer til andre, der heller ikke ville deltage. Senere hjalp han forskellige grupper, hvis kamp for frihed og retfærdighed, han gik ind for. Som et led i denne generelle frihedskamp oplærte han også andre i at forfalske papirer. Kriteriet for ham i alt, hvad han foretog sig var, at han kunne gå ind for den kamp, hans falsknerier understøttede.
I 1971 udførte Adolfo sit sidste bedrageri, da han opdagede, at en af de opgaver, han blev stillet over for, var en fælde til at få ham afsløret. Hvem, der havde opstillet denne fælde er lidt uklart, men han valgte altså at holde op. Derpå tog han til Algier, hvor han giftede sig og fik fem børn. En af hans sønner er den kendte hip-hop-sanger Rocé.
https://yalereview.org/article/forgers-art
https://www.goodreads.com/book/show/28818576-adolfo-kaminsky
Wikipedia
tirsdag den 11. januar 2022
Nogle strøtanker omkring ansvar og selvbedrag
Der er løgne og løgnere, hvis mål ikke er rettet imod andre mennesker, men imod dem selv. Det er i hvert fald mit indtryk, bl.a. ud fra de interviews og afhøringer af mordere, etc., jeg har set i TV-dokumentarer. For mig er det et bevis på, at sådan en overbevisning er et led i en art "konversation med jeg'et": man giver sig selv et klap på skulderen ved at fortolke både én selv og ens handlinger og/eller tanker i et selvbedragets gyldne skær. Intet er så fristende som et selvbedrag, der kan omfortolke alt det, der ikke er hverken smukt eller behageligt i ens liv. Især hvis løgnens afsløring kan få sociale konsekvenser ....
Selvbedrag holder helt sikkert gang i mange ting, der burde være underkastet et nådesløst og gennemgribende eftersyn, men ikke bliver det, fordi det vil gøre for ondt at se resultatet af sådan en undersøgelse. Det er nemmere - og behageligere - at se mødet med de eller den "udvalgte" som noget, der styres af en skæbne, der mener én det godt. Dette hænger så igen sammen med en overbevisning om, at man "fortjener det bedste". Sådan en overbevisning fungerer også som undskyldning for mindre pæne handlinger, der måske går ud over andre mennesker.
Denne situation minder mig om den ansvarsforflygtigelse, der ofte kommer frem ved denne form for offentlig ulykke. En, man ikke kender, falder om, og man ser sig om efter én, der er ansat til at tage sig af den slags, eller som bare regnes for ansvarlig for syge og gamle. At der ikke er andre end én selv i miles omkreds kan være en ubehagelig sandhed, der gør, at mange mennesker automatisk lukker øjnene for det, der sker eller minimerer betydningen af at yde hjælp eller at tilkalde nogen, der kan gøre det, der skal til.
Fuld som en allike ....
Sådan en ung dame er i en farlig situation. Dels kan hun kaste op og blive kvalt i sit eget opkast, dels er hun som en magnet for visse herrer af tvivlsom moral, men med masser af hormoner i kroppen. Der er mange eksempler på, at kvinder i denne situation bliver udsar for overgreb af mere eller mindre alvorlig art, fordi ingen griber ind og får dem i sikkerhed.
En hyrdepige, der vogter gårdens dyr
På en vis måde er vi alle "min brors - og søsters - vogter", men det glemmer vi ofte. Noget af manglen på en relevant, voksen hjælp kan hænge sammen med angsten for at gøre noget forkert, at forværre en evt. skade - eller at hænge på et ansvar for den syge, som man ikke ønsker at få. Begge dele forstår jeg såmænd godt, meeeen ....
mandag den 10. januar 2022
Dronningen af Saba
En flot dame, der skrider frem med kongelig værdighed, men hun er jo også regerende dronning i landet Saba, hvor det nu end ligger. Ikke bare hendes navn, men også beliggenheden af hendes kongerige veksler nemlig en hel del i de gamle beretninger om hende og hendes liv, men hun omtales dog konsekvent som en meget smuk, fornem, klog og velhavende kvinde, der tager til Jerusalem for at teste kong Salomons vidt berømte visdom. Ifølge legenden får hun også noget med sig hjem, idet hun bliver gravid med kongen og senere føder deres søn, Menelik I.
En anden og mere nutidig af hendes og kong Salomons efterkommere er efter sigende eks-kejser Haile Selassie I af Etiopien (1892-1975). Han var Etiopiens 225de og sidste kejser, og han kæmpede en hård kamp for at forbedre levestandarden for sit folk samt at bevare magten efter at være blevet kronet i 1930. Landets fattigdom og ikke mindst den italienske invasion i 1941 ødelagde det hele for ham, og i 1974 var det slut.
Hans påståede formoder, dronningen af Saba, er en nærmest mytisk skikkelse, men der er tilsyneladende ingen tvivl om, at hun eksisterede, og at hun regerede sit land, selv om der mangler basale oplysninger om hende som f.eks. hendes navn. Nogle steder refereres der dog til hende som "Bilkis" eller "Makeda", men det er uklart, om et af disse navne virkelig var hendes navn. Desuden: nogle mener, at hendes land var Yemen og aldeles ikke Etiopien.
Hvis man skal forstå hendes historiske betydning, så er vigtigt at gøre sig klart, at hun ikke bare var en regerende konges hustru, men selv sad på magten. Beviserne på hendes eksistens samt virke ses i referencer i Biblen - både den hebraiske og kristne - samt i Koranen. Ifølge de oplysninger, man har, blev hun født engang i slutningen af det 11te århundrede
Tog hun til Salomon for at lade sig besvangre med et "geni-barn" af den angiveligt vældig kløgtige konge? Det har jeg altid mistænkt, fordi hun kom for at afprøve hans visdom, som var han ti jobsamtale. Bevist er det dog ikke, selv om jeg mistænker det. Jeg spørger imidlertid mig selv, om grunden til, at hun kom for at stille Salomon spørgsmål, der kunne bevise hans intelligens, var den, at hun ville se, om han ville blive en passende "avler" af det barn, hun åbenbart ønskede at få. Altså noget af en gåde for os nutidsmennesker, men sådan er der med mange ting i hendes liv, også når det gælder selve mødet med Salomon. F.eks. siges det, at han lod hende gå hen over et gulv med spejleffekt, fordi der gik rygter om, at hun havde behårede "gede- eller æselben", hvilket han ønskede at afsløre. Min mistanke går nu mere på den almindelige mandlige nyfigenhed, der også i nutiden har fået herrer til at smugkigge på damer i sårbare situationer. Eller sagt på en anden måde: var kong Davids vidt berømte søn, Salomon, en MeToo-skurk? Hans far belurede jo sin vens hustru, Batseba, da hun tog bad. Senere giftede han sig med hende, og hun var faktisk hans søn, Salomons mor. Hvem ved, den slags maskuline tilbøjeligheder går måske i arv ....
Mødet mellem de to regerende fyrster
Efter mødet - og affæren mellem hende og Salomon - tog dronningen angiveligt hjem igen, men ifølge en muslimsk tolkning blev hun givet væk til en anden mand. For mig at se, er hendes biografi derfor noget suspekt: på den ene side er hun en regerende dronning, der så sandelig ikke befinder sig i en social situation, hvor hun kan blive "givet væk", på den anden er hun muligvis en art dæmon med bukkeben. Efter den etiopiske tolkning var hun imidlertid nationens mor, en hellig kvinde, der var særlig udvalgt af Gud.
Bl.a. i Lukas 11:31 refereres der til hende som "Dronningen fra Syden". Hendes samlede religiøse status bliver "den omvendte kvinde, der startede som hedning, men som alligevel var en retfærdig kvinde, der tilbad Gud.
https://www.biography.com/political-figure/haile-selassie-i
https://ohfact.com/interesting-facts-about-queen-of-sheba/
Wikipedia
søndag den 9. januar 2022
Manden med de mange identiteter: den mystiske Justo Armas
En ægte habsburger eller - ja, eller HVAD??? Det er ganske rigtigt en habsburger, nemlig kejser Franz Josephs yngre bror, Maximilian (1832-1867), men han er på sær vis blevet blandet sammen med en anden og meget gådefuld person ved navn Justo Armas. Som om den stakkels Maximilian ikke var mystisk nok i sig selv, så er han sørme også blevet forvandlet til en art "levende spøgelse", fordi han er blevet forbundet med denne sære sydamerikaner med den ikke-gennemskuelige livshistorie.
Da Ludvig XVI's og dronning Marie Antoinettes søn, der kaldes Ludvig XVII (1785-1795) af de franske royalister, døde af kulde og sult i et fransk fængsel, trådte den ene mere eller mindre suspekte mandsperson efter den anden frem og påstod at være ham, "der bare var blevet borte". Mange af disse - og der var faktisk omkring 100!!! - kan have svindlet både sig selv og omgivelserne, idet de også selv kan have troet på deres egne løgne, for nogle af dem var meget påståelige i deres vidtløftige udsagn og såkaldte "bevisførelse". Denne slags sager er imidlertid først og fremmest interessante ved at sige noget om andre menneskers villighed til at se bort fra al logik for i stedet at acceptere det, de ønsker skal være sandt. Tanken om den lille, mishandlede prins har pint hans tilhængere, så de har været mere end villige til at se ham "genopstå" i de forskellige svindlere.
I tidens løb har der dog været masser af andre historiske personer, der påstod, at de aldeles ikke var det hverdagsmenneske, andre så dem som, men tværtimod bortførte eller bare forsvundne konger, dronninger, prinser og prinsesser. Påstandene fulgtes som regel af endnu vildere udsagn om, hvordan de var "blevet væk" fra deres fornemme slægtninge. Det interessante er, at sådanne påstande ikke engang altid var noget, personerne selv kom med, for de kunne også komme fra andre, der mente at "genkende" deres oprindelige fornemme jeg i det sølle og luvslidte nutids-personlighed, de viste omverdenen. Det var f.eks. det, der skete for den polske fabriksarbejderske, Anna Anderson, da en royalist "genkendte" hende på et hospital efter selvmordsforsøg. Dette "vidne" så hende som den på det tidspunkt forsvundne storfyrstinde Anastasia, dvs. den yngste datter af den afsatte og henrettede zar Nikolaj II.
Den ægte storfyrstinde Anastasia
Denne mærkværdige forveksling, som Anna Anderson udnyttede til fulde, førte til et helt nyt liv for den polske arbejder, der varede lige til hun døde i 1984. Gad vide, hvad hun ville have gjort, hvis hun havde oplevet identifikationen af den henrettede zarfamilie i 2009, for det ville have ødelagt hendes troværdighed totalt: Anastasia var - ligesom sine søskende - død og genopstod ikke, ligegyldigt hvor mange der ønskede det ....
Justo Armas
Hvad Justo Armas angår, så var og er han stadig en gådefuld skikkelse, selv om der faktisk er to lig, der i sig selv er modbeviser på de vile historier om ham og hans liv. Det lader nemlig til, at en masse mennesker er villige til at udråbe ham til i virkeligheden at være enten 1) Østrigs kronprins Rudolph, der ellers tog livet af sig i 1889, eller 2) dennes farbror, Mexicos kejser Maximilian, der blev henrettet i 1867. Kort sagt: HVEM var Justo Armas virkelig????? Det skændes man stadig om, og der skal vist mere end en DNA-prøve til at bevise hans sande identitet.
Hvem Justo Armas end var, så var han i hvert fald kendt som en spøjs fyr, der altid var overmåde velklædt, bortset fra at han aldrig gik med sko. Noget, der angiveligt skyldtes, at han i en farefuld stund havde lovet Jesus aldrig at bære fodtøj mere, hvis han blev frelst fra døden. Højst besynderligt, men sådan var han hele vejen igennem fra det øjeblik hvor han dukkede op i El Salvador og på besynderlig vis fik møvet sig ind på en masse fornemme mennesker. Disse lader til at være blevet betaget af hans personlighed, hans europæiske manerer, hans efter sigende perfekte beherskelse af tysk og flere andre sprog samt hans tilsyneladende store viden om ikke mindst østrigske forhold.
Justo Armas var under alle omstændigheder en nydelig og ligeledes præsentabel mand, der altså blev tilskrevet en fornem europæisk baggrund. Var det ham selv, der påstod, at han var afdøde kejser Maximilian I af Mexico eller den ligeledes afdøde kronprins Rudolph, eller var der nogen af hans beundrere, der tilskrev ham en af disse historiske identiteter? Det veksler lidt med verificerede oplysninger om hvem, der gjorde hvad, men én ting er sikker: mange antog, at han var en disse to østrigske kongelige personer og behandlede ham som en ægte habsburger.
Kronprins Rudolph af Østrig-Ungarn
Ligner Justo Armas den ulykkelige og neurotiske kronprins? Tjah, måske, men ikke mere end så mange andre, for nok havde han ansigtstræk, der kan ses som habsburgske, men der skal nu mere til, når det gælder en identifikation. Desuden er der forskellige unøjagtigheder i Justos tidslinje, der tæller imod, at han i virkeligheden skulle være lig med Rudolph. Der er lidt mere sandsynlighed for, at Justo Armas kan have været lig med den henrettede kejser, men jeg må dog sige, at billederne af Maximilians lig tydeligvis er af en meget, meget død mand, så hvis der er tale om et bedrageri, så er det supergennemført. Ideen om, at henrettelsen af kejseren var en skinmanøvre, og at han aldeles ikke døde, men i stedet levede videre som Justo Armas, har dog ført til mange undersøgelser af forskellig art - foruden selvfølgelig til en masse vidtløftige gætterier.
Jeg vil sige, at nok kan man tale om en vis lighed med det habsburgske kejserdømmes mandlige medlemmer på den relevante tid, men jeg er ret overbevist om, at Justo Armas ikke kan have været hverken kronprinsen eller kejseren, og at han i virkeligheden var en svindler, der drog nytte af omgivelsernes ønske om at se ham som nogen, de beundrede - eller bare snobbede for. Ligesom med Ludvig XVII og Anastasia var der dem, der bare ikke kunne bære tanken om, at de havde lidt og var døde på sådan en grusom måde.
Justo til højre og henholdsvis kronprins Rudolph og kejser Maximilian til venstre
(PS: I går publicerede jeg et blogindlæg om kejser Maximilian og hans skæbne, væk fra hjemlandet Østrig)
lørdag den 8. januar 2022
Østrigeren, der blev kejser af Mexico
Ærkehertug Maximilian af Østrig-Ungarn samt kejser af Mexico
Man kan spørge sig selv, hvad i alverden den østrigske ærkehertug Maximilian (1832-1867), der var bror til kejser Franz Josef (1830-1916) laver i Mexico. Hvis man ser på et kort, så ligger disse to lande i hvert fald meget langt væk fra hinanden, så det virker ret besynderligt. Hvorfor sagde han dog ja til tilbudet om kejsertitlen i et så fjernt land - og hvad var forhistorien?
Ærkehertug Maximilian som dreng
Som barn og ung var Maximilian vist nærmest sin brors modsætning, idet han var blid, blød og romantisk, hvor Franz Josef var stiv, formel og konservativ. Efter Maximilians bryllup i 1857 med den belgiske prinsesse Charlotte, der var søster til verdens hidtil mest ækle, modbydelige og racistiske monark, Leopold II, udnævnte Franz Joseph ham til vicekonge af Lombardiet-Venetien. Denne udnævnelse fik dog en brat ende to år senere, for Maximilians styre var for liberalt til hans brors smag.
Den unge ærkehertug Maximilian
Nogle år efter kom så det tilbud fra Mexico om at blive kejser, der skulle blive katastrofalt for ham, men som han i første omgang afslog. Efter 1862, hvor Frankrig under Napoleon III gik ind i Mexico, som de anså for et muligt springbræt til "lebensraum" i Sydamerika, skete der noget, for i 1863 indtog franske styrker Mexico by og hjalp konservative monarkister til magten, og Maximillian sagde nu ja til tilbudet om Mexicos trone. På dette tidspunkt var Amerika i fuld gang med Borgerkrigen (1861-1865), så det ville være det perfekte tidspunkt at slå til for franskmændene, da amerikanerne jo var optaget af deres egne problemer og derfor ikke ville kunne blande sig.
Når man tænker på denne sag, så spørger man uvilkårligt sig selv om, hvad der dog fik denne østrigske ærkehertug, der havde udmærket sig som søofficer, men "blameret sig" som en alt for human vicekonge, med på den galej? Kedede han sig, eller var han mere ambitiøs, end han lod ane, sådan at kejsertitlen lokkede ham? Måske begge dele, for efter vicekonge-eventyret hang han vist bare ud på sit slot som kejserens unyttige lillebror. Det er dog også muligt, at han lod sig overbevise af den valgkamp, som Napoleon III fik stablet på benene i Mexico. Ifølge den ønskede det mexicanske folk et genindføre kejserdømmet, som de ellers havde opgivet i 1823, hvor man udråbte republikken. Denne forlod man så igen året efter, hvor den første kejser, Augustin I's søn, Augustin II, blev udråbt som hans efterfølger. Han blev så erstattet af Maximilian i 1863, som det imidlertid gik virkelig ilde i 1867, hvor republikken blev udråbt én gang til, efter at han selv var blevet henrettet.
Maximilian og hans hustru, Charlotte, der antog navnet Carlota som kejserinde
Man må sige, at Maximilian gjorde, hvad han kunne for at forbedre levevilkårene i dette fremmede land, hvis sprog han vel ikke engang har talt. F.eks. fastholdt han en jordreform, religionsfrihed og den udvidede stemmeret, som hans alvorligste politiske modstander, Bénito Juárez (1806-1872), der havde været præsident i de "kejserløse" tidsperioder, havde fået indført. Denne mexikansk-fødte advokat og politiker var Mexicos 26de præsident fra 1858 til sin død i 1872, dvs. hvis man vælger at se bort fra de forskellige kejsere, hvilket var lige præcis, hvad han og hans tilhængere gjorde. For dem at se var østrigeren Maximilian og franskmændene, der støttede ham og hans kejserdømme, indtrængere, dvs. forbrydere, og de førte borgerkrig imod dem.
Benito Juaréz
I 1867 ramlede Maximilians korthus som sagt, for da kom Juaréz tilbage for fuld styrke. Desuden var Amerika nu ikke længere optaget af sin egen borgerkrig, og de gjorde det klart, for franskmændene, at de ikke ønskede dem eller deres "marionet-kejser", Maximilian, i Mexico. Dette betød, at Napoleon trak sin støtte tilbage, og at hans tropper forlod landet. Carlota fulgte med franskmændene tilbage til Europa, hvor hun bestræbte sig for at skaffe sin mand hjælp, men alt var forgæves. Ikke engang hans egen bror, kejser Franz Joseph, ville træde til. Undervurderede Maximilian situationens alvor, eller hvad skete der, så han - stik imod al fornuft - blev tilbage? Napoleon har formentlig opfordret ham til at rejse, men nej, det ville han ikke - og det kostede ham livet ....
Manets gengivelse af den blot 34-årige Maximilians henrettelse den 19. juni 1867
Det fortælles, at han opretholdt ære og værdighed under henrettelsen ved ikke at "pibe" over det, der skete med ham, gav hånd til dem, der skulle skyde ham, idet han dog bad dem om at sigte på hjertet. Bagefter skete der imidlertid nogle mystiske ting, som det er ret svært for nutidsmennesker at forstå.
Den allerførste mexicanske kejser, Augustin I
Da Maximilian og Carlota var barnløse, havde de adopteret Augustin I's sønnesøn. Han blev kejser for en kort periode som Augustin III, men derefter blev republikken genindført endnu engang.
Augustin III
Noget af det mest underlige ved denne sag er, at der den dag i dag går rygter om, at Maximilian aldeles ikke blev skudt. Henrettelsen var fingeret, og han levede i mange år som en mystisk mand ved navn Justo Armas. (Dette vil jeg behandle mere indgående i et senere blogindlæg).
Justo Armas
For at gøre det endnu mere indviklet, så er der også dem, der er overbevist om, at denne hr. Armas i virkeligheden var Maximilians nevø, kronprins Rudolph. Fantasien fik virkelig frit spil efter de dramatiske begivenheder i Mexico, for henrettelsen af den unge kejser fra Østrig vakte harme og medlidenhed verden over. Man kunne bare ikke tro, at han virkelig var død, men dér må jeg så sige, at de billeder, man har af ham efter henrettelsen, tydeligvis er af en død mand.
Den skjorte, som Maximilian bar under henrettelsen
Napoleon III, der havde spillet en stor rolle i at få Maximilian til at tage imod kejserkronen, tabte ansigt på grund af denne sag, og det forstår man egentlig godt .....
https://www.greelane.com/da/humaniora/historie--kultur/four-marriages-of-king-philip-ii-of-spain-3529254/
https://www.britannica.com/biography/Agustin-de-Iturbide
Wikipedia
fredag den 7. januar 2022
Nonnen, der undslap klostret ved at spille død
Enhver, der har set eller læst Shakespeares skuespil "Hamlet", husker sikkert den frustrerede prins' barske besked til Ophelia:
“If thou dost marry, I’ll give thee this plague for thy dowry. Be thou as chaste as ice, as pure as snow, thou shalt not escape calumny. Get thee to a nunnery, go. Farewell. Or, if thou wilt needs marry, marry a fool, for wise men know well enough what monsters you make of them. To a nunnery, go, and quickly too. Farewell.”
Det dér med "get thee to a nunnery" er altså grove løjer, for det var nu engang ikke Ophelias skyld, at hans mor, Gertrude, havde giftet sig med sin mands bror og morder. Dvs. at det under ingen omstændigheder er i orden at sende den unge, uskyldige Ophelia i kloster som en art generel straf for "den kvindelige svaghed", som Hamlet tror kan have kostet ham den trone, han ventede at arve fra sin far, men som nu er gået til hans farbror. At ordet "nunnery" også er slang for "bordel" gør absolut ikke fornærmelsen mindre .....
Engelske klostre har sikkert kunnet give ly og rimelige levevilkår for mange af de døtre, der ikke kunne placeres i et fordelagtigt ægteskab med en dynastisk set brugbar mandsperson. De har også kunnet give bogligt interesserede kvinder mulighed for at fordybe sig i bøgernes, filosofiens og religionens verden, hvis det var det, de ville i stedet for et ægteskab med masser af farlige børnefødsler og mere eller mindre uønsket sex med en mand, de ikke selv havde valgt. Dvs. at på en måde har klostrene været et gode for kvinder, men sådan ser vi dem nu ikke i vore dage. For os at se var de en hæmsko, der bremsede og undertrykte kvinder, der blev tvunget i cølibat, men som i virkeligheden ønskede et andet liv. At de måske bød på et godt søsterskab har så formentlig været en trøst, men næppe tilstrækkeligt for den kvinde, der ville have mere ud af livet. Sådan en kvinde var Joan af Leeds fra begyndelsen af det 14de århundrede.
Måske hun lignede Abelards elskede Heloïse, (der her tolkes ovenfor), men hun kan også have været en mere jordnær type på grund af et "lavere klassetilhørsforhold". Hvis det er tilfældet, så kan hun evt. have set sådan ud:
Det, Joan gjorde, krævede hjælp indefra, så flere af hendes nonne-søstre må afgjort have hjulpet hende, da hun besluttede sig for at flygte fra klostret. Engang i 1318 fremstillede hun en dukke, der lignede hende, og ved hjælp af en falsk begravelse af denne lykkedes det hende at bilde klostret - og evt. slægtninge - ind, at hun var død, medens hun i virkeligheden stak af for at leve med en mand i en helt anden by. Desværre har man ingen oplysninger om denne mands identitet, eller hvad der blev af Joan i årene fremover. Ærkebiskoppens oplysninger i sagen er mildt sagt farvede af hans moralske forargelse, for han siger, at hendes flugt skyldes "a desire to follow the way of carnal lust". Denne salut afleverer han i et af de tre breve om sagen, der stadig er bevaret. Han forlanger også, at hun bliver sendt tilbage til klostret, men det er og bliver åbenbart usikkert, hvad der skete med hende efter flugten, og ingen ved med sikkerhed, om hun kom tilbage.
Joan var naturligvis ikke den første nonne, der stak af fra klostertilværelsen med det påtvungne cølibat, etc., men med sin falske død var hun nu i særlig grad snedig. I 1310 havde den været gal med en anden Joan, nemlig Joan de Saxton, men hvori hendes forbrydelse bestod er - typisk nok - ret uklart. Man regner dog med, at det drejede sig om en eller anden form for "usædelighed", hvilket åbenbart var det mest almindelige problem for disse kloster-bundne kvinder. Noget, der selvfølgelig hang sammen med den kendsgerning, at mange af kvinderne ikke selv havde valgt det liv, de blev påduttet af deres familie, der ikke anede, hvad de ellers skulle gøre ved dem, da de ikke kunne få dem afsat i et passende (dvs. standsmæssigt) ægteskab. At kvinderne måske selv ville have foretrukket en mand af en lavere stand var ligegyldigt, for det ville gå ud over familiens anseelse.
En anden nonne-flugt virker umiddelbart spontan, men kan have været planlagt: i 1301 flygtede en nonne ved navn Cecily fra klostret, da hun mødte en flok ryttere. Straks hev hun sin nonnedragt af og iklædte sig en almindelig kjole, som de vel har givet hende - eller som hun har haft liggende gemt væk i sine gemmer, så hun kunne stikke af? En af rytterne har sandsynligvis været den Gregory de Thornton, som hun boede sammen med de næste tre år. Hvad der derefter blev af hende vides desværre ikke.
Da Henrik VIII revolutionerede kirkevæsenet i England i 1534 for at kunne gifte sig med Anne Boleyn, blev klostrene efterhånden opløst. Dvs. at de oprørske nonner, der kom efter de to Joan'er og andre af deres slags, alligevel ville være blevet hjemløse. For nogle fattige adelskvinder må det have været en tragedie og katastrofe, men for andre har det været en befrielse.
https://www.history.com/news/runaway-medieval-nun
Wikipedia
Abonner på:
Opslag (Atom)