Det var en lokalt kendt kendsgerning, at den australske slagterimedarbejder, Katherine Knight (født den born 24. oktober 1955), havde det med at lade sine frustrationer gå ud over sine mænd, nogenlunde på samme måde som de mænd, der kommer hjem fra arbejde og banker kone og børn, fordi han har haft nogle fortrædeligheder på jobbet. Kort sagt: damen havde det med en "ukvindelig" vrede, som hun - stik imod forskrifterne for sit køn - ikke lagde bånd på. Sådan havde hun angiveligt altid været, og der fortælles om voldelige episoder i skolen, som hun forlod allerede som 15-årig. Hun var altså ikke nogen bogorm, men hun var mægtig god til at finde mænd samt få børn med dem.
Den sidste i rækken var den ret velhavende minearbejder John Charles Thomas Price (født den 4. april 1955), som hun havde et par børn med. I februar 2000 fortalte han sine kolleger, at hvis han ikke kom på arbejde dagen efter, så betød det, at hans samlever, Katherine, havde slået ham ihjel. De fleste så det nok som en spøg, men Katherines mor, Barbara Roughan, havde ved flere lejligheder advaret datterens forskellige mænd og sikkert også ham imod hende, som hun vidste kunne være voldelig, så han havde god grund til at være bekymret. Der var da også nogle blandt hans kolleger, der bad ham om ikke at udsætte sig for fare, men i stedet blive hos dem. Det afslog han med den begrundelse, at så ville hun lade det gå ud over deres børn, og det ønskede han ikke at udsætte dem for. Denne bemærkning hang formentlig sammen med hendes tidligere behandling af en lille datter, som hun kan have forsøgt at myrde.
Da Price ikke mødte op dagen efter, blev det besluttet at iværksætte en undersøgelse. Så snart den blev startet, stod det klart, at Katherine havde begået et forfærdeligt mord, idet hun ganske rigtigt havde myrdet ham, nemlig ved at dolke ham mindst 37 gange. Stakkels Price var desuden blevet forvandlet til en kødret samt kødstykker, der skulle i gryden på et senere tidspunkt. Hun havde flået, halshugget og udskåret ham i passende kødstykker, og hans afskårne hoved lå i en stor gryde, hvor det simrede sammen med nogle grøntsager. Hvis ikke hun var blevet afsløret, ville hun simpelthen have serveret ham som middagsret for hans børn.
Man spørger sig selv om, hvorfor en ganske dejlig mand som Price skulle ende i en gryde, i køleskabet og på en kødkrog. Svaret hænger måske sammen det samme ankepunkt, som hun havde med en tidligere mand, som hun var voldelig overfor: han "kunne kun to gange i træk, og hun ville have fem". Det er sandelig andre takter end den "luk øjnene og få det overstået i en fart"-holdning, man ellers tilskriver kvindekønnet - dvs. forventer af dem. Var det utilfredshed med Prices seksuelle præstationer, der fik Katherine til at dræbe ham og udføre sådan en makaber hævn? Det kunne tyde på det, og at det i hvert fald har spillet ind. Derudover mente hun, at han burde gifte sig med hende, men det ville han ikke, måske fordi det efterhånden var gået op for ham, at hun var mere, end han kunne håndtere.
Nu har hun siddet i fængsel i godt tyve år (siden 2000) og kommer naturligvis aldrig ud igen. En gang imellem søger hun nedsættelse af straffen og/eller frigivelse, men sandsynligheden for, at hun får det bevilget er lig NUL. Hun kommer til at dø i fængslet, og det er da også tydeligt, at hun er en person, som samfundet er nødt til at beskytte sig imod. At hun gjorde ting, som adskillige mænd om og om igen samt er blevet dømt for, undskylder hende ikke, og det ville være vanvid at lade hende slippe med mindre end fængsel på livstid.
Nej, Fanny Bullock Workman (1859-1925), solgte ikke cykler, men hun var god til at reklamere for dem, f.eks. via de lange, lange cykelture, hun og hendes mand, lægen William Workman, foretog efter hans pensionering omkring 1870. Grunden til denne pensionering var angiveligt et dårligt helbred, hvilket lyder ret sært i betragtning af alle deres mildt sagt fysisk anstrengende eventyr, bl.a. på cykel. Således foretog de hele serier af cykelture, bl.a. i Indien gennem en 2½-årig og ialt 23.000 km lang odyssé med enormt mange reparationer og skift af punkterede slanger. Oven på denne bedrift måtte de bare begive sig ud på den første af deres mange bjergbestigninger, da de havde forelsket sig i Himalaya. Stedet var nærmest jomfrueligt, da der ikke fandtes kort over disse bjerge, hvilket parrets bøger, artikler og interviews om deres mange eventyr og bedrifter dog hjalp på, for de fortalte en masse nyt om dette pragtfulde, men svært tilgængelige naturområde.
Efter at William var blevet pensioneret, og de begyndte deres eventyr rundt omkring i verden, blev deres eneste barn, nemlig datteren Rachel, født. I hendes teenageår oplevede hun, at hendes mor ofte var væk på bjergbestigningsture i Europa. Hun besteg således både Matterhorn i Schweiz-Italien og Mont Blanc i Frankrig i dette tidsrum. I 1906 besteg hun som 47-årig et totalt jomfrueligt bjergområde i det vestlige Himalay. Efterhånden modtog hun mange æresbevisninger, men nogle af disse tiltvang hun sig, nemlig som dengang hun brød reglerne om ingen kvinder i "The London’s Royal Geographical Society". Sådan ville Fanny ikke lade sig behandle, så hun brød ind og afleverede det foredrag om gletchere i Indien, hun havde forberedt. På det tidspunkt havde hun haft kontakt med dem i adskillige år, men hendes køn forhindrede, at hun fik den offentlige anerkendelse, hun havde fortjent.
Lady Rachel Workman MacRobert og hendes mand, Sir Alexander MacRobert
Fannys datter, Rachel, blev videnskabskvinde, og hun oplevede en hel del af de samme problemer med kønsdiskrimination som sin mor inden for sit område, nemlig geologi. Ligeledes som sin mor, var også Rachel ivrig feminist. De havde hver deres kampe med den etablerede videnskabelige verden, og ingen af de to kvinder gik på kompromis. Fanny, der jo altså var feminist - suffragette eller kvindesagskvinde, som det hed dengang rapporterede desuden altid om kvinders mere eller mindre barske vilkår de steder, hun udforskede rundt omkring i verden. Hun gik nemlig meget op i, at synet på det "svage kvindekøn" skulle ændres, for hun oplevede ikke selv nogen svaghed og modbeviste da også denne fordom gennem sine utallige bedrifter inden for typiske mande-områder som bl.a. bjergbestigning.
Her ser man hende på en eller anden bjergtop, hvor hun står og læser om datidens stemmeretsforkæmpere og deres kamp for den gode sag. Som man ser, var hun ikke iført tøj, der fører tanken hen på bjergbestigning, men sådan var hun altid klædt, når hun var ude på en af sine opgaver. Nogle gange var skørterne endda både længere og endnu mere voluminøse.
Som feminist krævede Fanny altså, at hendes bedrifter blev anerkendt som en kvindes værk. På det punkt veg hun ikke, men helt let kan det ikke have været, for hun - og hendes datter - var oppe imod nogle samfundsnormer, der gjorde mange ting svære for kvinder. Når Fannys tre børnebørn alle var drenge, virker det som skæbnens ironi - i hvert fald på mig, der synes, det ville have været sjovt med en tredie generation af ihærdige, kvindelige eventyrere og videnskabskvinder. At de alle døde før deres mor, er tragisk, men Rachel forsøgte at sætte dem et minde ved donationer af fly samt RAF-legater.
Der er kommeten ny "spiller på banen", der ikke er bange for at gøre og være det, man ellers kun ser hos patienter med alvorlige psykiske sygdomme som f.eks. skizzofreni. Denne spiller er på besynderlig vis en fremelsket fantasipersonlighed, som nogle mennesker dyrker som en del af deres psyke og identitet. Jeg blev forbløffet, da jeg første gang læste om dette fænomen, der indirekte er beslægtet med de "tulpaer", som vi bl.a. kender fra tibetansk og grønlandsk kultur, nemlig som små figurer af ben - såkaldte "tupilakker" - der menes at indeholde afdøde personers ånder. Disse blander sig angiveligt i alt muligt og kan påkaldes bevidst, sådan at der kan opstå en dialog mellem en tupilak og den, der ejer den.
Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår det moderne tulpa-system fuldt ud, selv om jeg genkender en del af det som noget, man oplever, når man "får et alvorsord med sig selv". Noget, jeg regner for en del af den normale, ikke-syge personlighed, og som man også kan kalde "den indre stemme" eller f.eks. "samvittighedens stemme". Hvor denne "stemme" helt konkret befinder sig, er ikke til at sige, men den regnes for at være en del af ens personlighed, ens livsideologi og ens overbevisninger.
Alt det dér med stemmer i ens hoved, der siger alt muligt vanvittigt, som man så vælger at tro på, er ellers kun i høj kurs i visse kriminalromaner, thrillers og en bestemt type jokes, hvor psykopater af forskellig art gør sig grumme tanker, der måske senere fører til mord og andre forbrydelser.
Det med at "bury you" (: begrave dig) genkender man fra div. thrillers, for det er den slags, stemmerne forventes at ytre sig om: de er en del af det traditionelle morderiske sind set gennem en krimi-forfatters øjne. Sådan har han/hun nemlig opfattet mange dømte morderes tilståelser af deres forbrydelser: "Stemmerne bad mig gøre det ..." Eller, hvis det skal være virkelig avanceret: "Gud sagde, at jeg godt måtte/skulle gøre det ..." Det var f.eks. sådan, morderen Chad Daybell følte sig ledt af Gud til at flytte. Andre, der uden skygge af samvittighedsnag har gjort forfærdelige ting ved deres medmennesker, har haft den samme oplevelse af at blive ført af sted af højere magter, hvis vilje de udfører. Når man hører om mordere, der forsøger at undskylde deres forbrydelser med "stemmer i hovedet, der bød dem at gøre dit eller dat", så ser de fleste af os det nok som et latterligt forsøg på at skyde ansvaret fra sig, hvilket det da også er. Det nye fænomen, hvor folk er det, der på engelsk hedder "tulpamancer", gør det ikke ligefrem nemmere at skelne mellem skyld og ansvar, for disse tulpaer er selvskabte og dyrkes rundt omkring på internettet som ønskværdige udvidelser af personligheden. De er sindets legekammerater og meget mere ....
Et af de interessante perspektiver ved tulpa-systemet er, at det påpeger alle menneskers besiddelse af flere (sociale) personligheder. Man kan f.eks. være datter, søster, mor, chef og ansat samtidig, og hver af disse områder af et enkelt liv ses så som en selvstændig del af denne person. Den del af tulpamancernes ideologi virker i første omgang besnærende, for det er jo rigtig nok, at den, der kender én som datter, næppe oplever én som chef. At ens forskellige sociale roller nu ses som et sammensurium af personligheder anser jeg dog for noget overdrevet, men det er da rigtigt, at datteren i én kan "tale med sig selv som chef eller ansat". Det vigtigste perspektiv i denne nye forståelse af, hvad der udgør et menneske, tror jeg dog er anerkendelsen af tale-med-sig-selv-princippet.
De forskellige fora, der går ind for tulpamancy-princippet, synes dog at balancere på en tynd line, der hurtigt kan briste ved mødet med samfundets krav og forestillinger, nemlig hvis man bliver kædet sammen med forbrydelser. Jeg tror d.eks. ikke, man klarer frisag ved at fortælle om sin tulpa og de "gode forslag", den kommer med. Fænomenet er dog interessant, og det bliver spændende at se, hvordan det (formentlig) finder sin plads i samfundet og i psykiatrien. Det mest interessante bliver dog at få så meget styr på fænomenet, at man kan skelne det fra andre af samme skuffe ....
Ava - formerly Adam - was awoken in the darkest of nights, and the air was ablaze with sounds. Something like cracks of whips made waves and she turned ice. "No one whips my air," she said, brazing myself, "or else ..." "Sorry," it came from the darkness. She didn't turn on the light, but now she saw the outline of her intruder. It was the Angel of Whatever, who seemed to consist of whirrings of sounds and wings. "Don't be alarmed. I come with a message" "What?!!! No," she yelled, "no messages. I'm not Mary!!!" In her mind the image of the Holy Mary formed, bowed head, halo and all and she fumed with rage. The whippings of air and all the sounds stopped at once. "Not Mary? How come?" "Not all women are Mary, by God!" "They are not? How strange, The Big Guy seems to think so." "I believe you, actually, it's obvious that contrary to common belief he doesn't know everything." The air froze, the whirrings exploded in fastness so that they too blended and froze into one movement. "That's sacrilege ..." he stuttered. "Yeah, yeah," she said, "now leave me so I can get some sleep." "I can't leave you after what you said, now I shall have to stay forever." Having said so he started another barrage of whirrings. Sounds and whippings went crazy and she let out an involuntary high pitched scream. "Stop it! Go away, and don't come back!" He lifted from the floor and sailed through the air, a big, not too agile airship-like creature, an angel, targeting Ava/Adam for conversion. "My God, you're stubborn!" she exclaimed. "And this ... this chaos is supposed to converse me?" He looked very surprised at her. "Chaos? This is not chaos, it's anything but chaos." "Well," she said, now sitting up in her bed, very annoyed, "and what do you and your "Big Guy" want from me?" "It's that message ... You're supposed to give birth to his daughter and to save the world." "What!!!!!" she sputtered, crimson-red in the face. "How ... how ... daughter ... Earth. I distinctly remember what happened to his son ..." "The Highest One of the Highest said so himself, you are to find a way to save the world and make everything better. What son are you talking about, he doesn't have any kids?" "Doesn't "have any"? Well, that's what I've always said, but never mind. If he wants me then why did he make me an ... ehhh... ordinary woman, and not even rich or very healthy? What he asks me is impossible because he made me the way I was. Well, I'm not going to explain that to you, but he will know if he is what he is presumed to be ...." The angel kept silent, looking very petulant, but also deep in thoughts. "Well, I can't tell you why he chose you, but he did. He has high hopes in you." "And what am I to gain by that scheme?" "Gain?!! Eternal happiness as the one who saved the world." "Ahhh - something I gain efter Death?" she said, stuttering with indignation. "Yes, don't you know that "save" also means "sacrifice" ...? "Sacrifice like in Crucifixion? Sorry to have to inform you that I just turned down the job," she sputtered. Give him my love and tell him to find someone else." "No, no, no, that wouldn't do. It's you or nobody. You are to stop the ..." "I don't know anything about saving anything - especially not by giving birth ..." By now she was getting quite angry and, for some reason or another, not being afraid of this creature she turned on the lamp by her bed. Suddenly the angel was visible to the sight - and that was the moment she started to SCREAM: An angel yes, but coal-black, red goat-eyes, claws for hands and a pointed tail. His wings were very large, black and rubber-like. When she screamt in utter disgust and horror one of his claws shot out and clamped her mouth shut. "Now-now," the black one said, "nothing to fret about, he likes you a lot and he is sure you are going to fit in just fine. After having read your biography - several murders, eh'?, fraud, eh'? - I'm convinced you'll like it too ..." Then he grabbed the by now fainted Ava/Adam. Lifting her up in one single movement off they flew ...
Elisabeth Amalie Eugenie, der er kendt under kælenavnet, Sissi (1837-1898) var kejserinde af Østrig, men ikke særlig glad for æren - eller besværet. Hendes mand, kejser Franz Joseph I (1830-1916), var blevet præsenteret for hende og hendes storesøster, Helena, der ville have passet meget bedre til tilværelsen som kejserinde ved det stive og konservative østrigske hof, men han valgte hende, selv om hun kun var 15 år og på mange måder hans diametrale modsætning. Man kan gætte på, at dette valg skyldtes den unge prinsesses strålende skønhed, og at det først og fremmest var derfor, den unge kejser faldt for hende. Hans valg af brud skuffede hans dominerende mor, Sophia, der havde arrangeret mødet med de to unge prinsesser, da hun mente, at tiden var inde til, at han fandt sig en brud og helst i en fart fik nogle sunde og raske sønner, der kunne følge ham på tronen, når den tid kom. Det vigtigste for hende var jo, at habsburgernes kejserdømme blev bevaret gennem arvefølgen, og det gik jo ikke uden en ung, frugtbar kejserinde, så hun måtte finde sig i hans valg af Sissi ....
Den "vragede brud", Helena
Sissi beskrev selv sit liv ved det østrigske kejserhof som et "mord på hendes personlighed", men i virkeligheden var hun på mange måder overforkælet, selv om mange reagerede imod hendes luner og (for dem) irriterende og uforståelige vaner. På mig virker hun som en art kejserlig "Greta Garbo", der forekom mange gådefuld, men også fascinerende, for hvad var det dog, hun havde gang i med sine sultekure, timelange gymnastikøvelser, etc., etc.? Man har sagt, at siden det var hendes skønhed, omgivelserne fokuserede på, så var det den, hun selv dyrkede og det tilmed i tide og utide.
Ridning, som hun elskede, foregik med to eller tre par handsker, så hun ikke beskadigede sine smukke hænder. Intet ved hendes udseende var vist overladt til fantasien, men blev nøje kontrolleret af hende selv. Der var en masse, hun ikke havde kontrol over, men kroppen var hendes - sådan da, for det var nu engang den, der producerede de ønskede arvinger. Trist nok kom der kun én søn, nemlig kronprins Rudolph, der var lige så sart og sær som sin mor, og som tilmed begik selvmord sammen med en elskerinde, formentlig fordi han var smittet med syfilis, hvilket dengang blev regnet for en dødsdom. Desuden var han blevet belemret med en kone, han intet følte for, og som "kun" havde givet ham en datter. Sissi-tungsindet var formentlig gået i arv til ham, så han bare aldrig var lykkelig, ligegyldigt hvad. At der var dem - også inden for hans egen familie - der regnede ham for en uduelig slapsvans, har selvfølgelig heller ikke hjulpet på sagen.
Kejseren holdt meget af sin sære, men smukke kone, medens hun vist nærmest bare tolererede ham. Sex var tilsyneladende ikke noget, der interesserede hende synderligt, for det, der fyldte hendes tilværelse, var - ud over hendes egen skønhed - den romantiske eventyrverden i gamle myter og legender, som hun nød at dykke ned i. Hun elskede også sentimentale vers, og ind imellem påstod hun, at hendes egne skriverier blev dikteret hende fra det hinsides, idet hun så sig selv som et medium for den tyske forfatter Heinrich Heine (1797-1856). Alt sammen meget underligt, og med alderen blev det endnu mere sært og besynderligt, for hendes besættelse af sit eget ydre forøgedes. I sine sidste leveår vejede hun sig flere gange om dagen, og led tydeligvis af anoreksi. Det fortælles, at i 1894 havde hun en vægt på 43,5 kg, og eftersom hun var 172 cm høj, var dette selvfølgelig alt for lidt. Faktisk må man sige, at hun på dette tidspunkt var direkte undervægtig.
Et andet særtræk ved Sissi var hendes store interesse for sindslidelser og sindssyge. Man spørger uvilkårligt sig selv, om det skyldtes, at hun selv følte, hun var ramt af en psykisk lidelse. Var hun bange for at blive vanvittig, som sin sværmeriske og Wagner-tossede slægtning, Ludvig II af Bayern (1845–1886), der var forlovet med hendes yngre søster, Sophie Charlotte? Galskaben gik i hvert fald som en rød tråd i familien, og hun har sikkert mange gange følt sig så anderledes og udenfor ved hoffet i det land, hvis kejserinde, hun var, at hun har mistænkt, at hun var sindssyg.
Ludvig II af Bayern
Hendes liv fik en brat ende, da hun blev myrdet under en af sine mange udenlandsrejser.
Myten om hende er vokset, hvilket også hænger sammen med de stærkt romantiserede spillefilm om hende og hendes ægteskab, der bare ikke fortæller den sande historie om den sære kejserinde.
Skønhed er fascinerende af flere grunde, især når man ser, hvordan skønhedsbegreber har været med til at fængsle kvinder inden for det patriarkalske system, fordi de har været det eneste våben og/eller "redskab", som kvinder er blevet henvist til. De har ikke måttet virke på anden måde end ved at vække de mandlige magthaveres begær, men så formodes de også at besidde en magt over disse, der er guld værd, for så kan de manipulere dem, der holder dem fast via lovgivning, religion og sædvane. Tanken om skønhedens indirekte magt over magthaverne forekommer mig ret grotesk, men ideen har vist sig at være sejlivet: skønhed er den platform, kvinder henvises til den dag i dag, selv om de nu også har andre muligheder i samfundet end bare at tage sig ud. F.eks. har jeg set en dygtig politiker som Angela Merkel forsøgt latterliggjort, fordi hun ikke lever op til de gængse, dullede forestillinger om kvindelig skønhed. Dvs. at hun, der besad reel magt, alligevel manglede noget i sit image som kvinde. For mig at se beviser det, at så længe kønsneutralitet er et ikke-realiserbart fænomen, vil skønhedsidealerne spille ind i sociale sammenhæng, de ikke burde influere.
Angela hilser her på en (mandlig???) mini-robot, og jeg synes, hun ser godt ud, bl.a. fordi hun virker levende og åben over for usædvanlige situationer. Hun gør vist intet for at tage sig ud eller at forsøge at optræde i en forventet kvinderolle. Kort sagt: hun er bare sig selv, og det bør være fuldt ud tilstrækkeligt, ikke mindst for en politiker.
Skuespilleren Pierce Brosnan er blevet regnet for en laber fyr, men hans kone bliver ofte betegnet som "tyk" - hvilket i sådanne sammenhæng kan oversættes med "grim" - og han har været nødt til at rose hendes ydre, idet han kalder hende "verdens smukkeste kvinde". Folk undrer sig måske over den hotte skuespillers valg af kone, men det er flot, at han ikke lader sig påvirke af de negative betragtninger over deres forhold - samt at hun heller ikke gør det, men promenerer sine deller, som det passer hende .... Nu er der jo så det ved det, at skønhedsidealerne har vekslet op igennem tiden, ikke mindst når det gælder "fylde". Et af udgangspunkterne for de gængse forestillinger om kvindelig skønhed finder man i græsk mytologi. Statuen allerøverst forestiller således Afrodite, der var kærlighedens, skønhedens og frugtbarhedens gudinde. Sådanne antikke statuer siges at være skabt over en levende model, nemlig den græske kvinde, som man kender under hendes besynderlige kælenavn, Phryne, der betyder "tudse". At kalde nogen "grim som en tudse" er et kendt udtryk den dag i dag, og det er jo ikke ligefrem smigrende. I den græske oldtid var det åbenbart noget andet, i hvert fald når det gjaldt Phryne, hvis rigtige navn var Mnesarete.
Herrerne lader sig angiveligt forbløffe af den nøgne Phrynes skønhed
Phryne var altså kendt for sin utrolige skønhed, som forskellige af hendes græske samtidige har beskrevet med stor begejstring. Man mener, at hun ikke bare har inspireret til én antik statue, men til en hel del kunstneriske gengivelser af den smukkeste af alle græske gudinder, Afrodite, og det er i hvert fald en kompliment i et patriarkalsk samfund, der er besat af kvindelig skønhed. Det er også en magt-tilkendegivelse, der vil noget, når nu man ved, at hendes strålende ydre reddede hende fra henrettelse for noget, som man i vor nutid mistænker var en form for blasfemi. Ingen ved dog med sikkerhed, hvad hun havde gjort for at havne i en retssal som anklaget for noget, der kunne koste hende livet, men man ved, at ifølge legenden behøvede hun ikke at imødegå beskyldningerne. Det eneste, hun skulle for at stoppe alle anklager var at smide tøjet og vise sin utrolige skønhed for rettens mænd. Noget, der formentlig også hang sammen med de græske forestillinger om skønhed som en gudernes gave, der beviste ens position som udvalgt og velsignet af de højere magter. Var man smuk, ja, så "havde man ret" .....
Dvs. at ifølge legenderne om hende, der faktisk levede af - og var blevet særdeles velhavende - af sit job som kurtisane, dvs. prostitueret, så sejrede hun på grund af det, mange af de forsamlede herrer må have set tidligere som kunder hos hende. Man kan sige, at den etablerede magt veg for skønheden, hvilket såmænd har været idealet for mange kvinder langt op i tiden: "Vis dig, og ham den fæle magthaver falder til føje ...." Det forekommer mig meget naivt, men jeg vil ikke benægte, at det rent faktisk har vist sig at være rigtigt i forskellige historiske situationer med mand-/kvindekombinationer .....
Phryne har som sagt inspireret forskellige kunstnere, og det gælder også i nutiden eller i hvert fald noget, der ligger tættere på vor egen tid end Antikkens Grækenland. Her er det Louis Elias Robert, der har brugt motivet med den nøgne skønhed til at udsmykke facaden på Louvre i Paris.
Den smukke flerbørnsmor Lori Vallov (født den 26. juni 1973) faldt for forfatteren og mystikeren Chad Daybell (født den 11. august 1968) - og han for hende - hvilket fik fatale følger. Når man hører, hvad der interesserede dem mest af alt, og som derfor bandt dem sammen, virker deres forhold nærmest som "forudbestemt" - nemlig af Satan selv ....
Inden Lori kom til, var Chad gift med Tammy, som han havde fem børn med. Han tjente til dagen og vejen som graver på en kirkegård, journalist og forfatter af religiøse bøger, som han udgav på sit eget forlag, som han havde skabt til dette formål. Desuden holdt han diverse foredrag om "jordens undergang", religiøse mysterier, etc., der virker som det emne, der interesserede ham mest, da det var hovedmotivet i hans bøger. At Lori mødte ham til et af hans foredrag betød sort uheld for Tammy og for to af hendes egne børn, men måske også for et par andre familiemedlemmer, der døde på mystisk vis. Det gælder bl.a. Loris fjerde ægtemand, Charles Vallov, men også et par andre, hvis død var særdeles bekvemme for hende, nu hvor hun havde valgt Chad som sin femte mand.
Lori og Chad har nok følt, at de var bestemt for hinanden, og at alt, hvad de foretog sig, var "Guds vilje". Hvis det er rigtigt, så må Gud være blevet dement eller være blevet udskiftet med en anden, der nok hedder Satan, for magen til egoisme og ondskab, som de to har lagt for dagen, skal man da heldigvis lede længe efter! For det første døde Chads kone, Tammy, altså, nemlig af noget, der først blev set som "naturlige årsager", selv om hun ikke var ret gammel, men som senere betragtes som højst unaturligt. Hvad der vakte myndighedernes mistanke var, at Chad giftede sig med den forførende enke, Lori, fjorten dage efter Tammys besynderlige død. Med i bagagen til dette ægteskab var Loris to børn, datteren Tylee Ryan, og adoptivsønnen "JJ" Vallov, og den side af sagen var åbenbart ikke så behagelig for det nygifte par, for børnene forsvandt minsandten sporløst, og Lori nægtede at oplyse, hvor de befandt sig - eller kom med en hel stribe løgne og bortforklaringer om, hvad der var sket med dem.
"JJ" Vallov og Tylee Ryan
Bekymrede slægtninge pressede på, og i 2020 gennemførte politiet en gennemgribende undersøgelse af Chads ejendom. Ingen var vist særlig forbavsede, da man fandt ligene af de to forsvundne børn. Man spørger sig selv om, hvordan dette kunne ske, og det eneste (foreløbige) svar er: RELIGIONSVANVID. Lori havde i flere år været besat af tanken om døden, Dommedag, etc., etc., og da hun overværede et af Chads foredrag samt læste nogle af hans bøger, blev hun som forhekset af ham og hans religiøse overbevisninger. Med i forhekselsen var der dog også en god portion narcissisme, for hun kunne åbenbart lide hans ideer om, at hun havde levet 21 liv, hvoraf kun 5 havde fundet sted på denne planet. At han ifølge sine udsagn havde kendt hende gennem disse 5 tidligere liv gjorde selvfølgelig det hele endnu mere interessant for hende: hun må have følt både sig selv og ham udvalgt af højere magter.
Både Chad og Lori er nu varetægtsfængslet, men ingen ved, hvornår retssagen/-erne kan finde sted, for Loris sindstilstand anses efterhånden for så langt fra det normale, at man ikke kan beramme tid og sted her og nu. At hun i årevis har opført sig vanvittigt, er der efter min mening ingen tvivl om, men det er blevet tolket som "religiøsitet". Hendes uomtvistelige charme og gode udseende har sikkert også dækket over sandheden: Lori er skør - og farlig, bl.a. fordi hun er letpåvirkelig af en charlatan som Chad.
