Helgeners "ups" og "downs"

En af de mest berømte og populære helgener, også blandt protestanter, er Sankt Georg. Han var søn af en romersk officer og fulgte i hans fodspor, idet han også valgte militærvejen. Fordi han var tapper og dedikeret blev han hurtigt forfremmet, så han rigtig kunne brillere med sin tapperhed.

En dag kom Georg til en lille by, der i flere år havde været plaget af en drage, der krævede at få husdyr og til sidst også børn at spise. Da kongen bad for sin eneste datter, der skulle være dragens næste måltid efter den sædvanlige lodtrækning, fandt han ingen støtte hos byens borgere: prinsessen skulle samme vej som deres børn, og hendes dage syntes talte, men så dukkede den tapre ridder, Georg, op. Prinsessen stod parat til at lade sig æde af den ækle drage, men da hun fik øje på denne fremmede ridder, råbte hun ikke på hjælp, men advarede ham i stedet imod utysket. I samme øjeblik dukkede dragen op, men Georg lod sig ikke afskrække af dens spidse tænder og uhumske ydre, men red tappert imod den og fældede den med sin lanse. Kongen var overlykkelig og tilbød ham, hvad han end ville have, som tak for sin heltedåd, men den tapre og ædle ridder sagde blot, at det var enhvers pligt at hjælpe, hvor det var muligt. Hans bedrift forhindrede dog ikke, at han senere blev henrettet med grusomme pinsler for sin kristne tro, men sådan er det jo som regel med helgener: de lider martyrdøden og bliver derpå helgenkåret, hvis deres liv ellers lægger op til det.

Da dette foregik i Italien, er det jo lidt ulogisk, at han blev Englands nationalhelgen, men sådan er der jo så meget, når det gælder myter og helte. Man fejrer ham i hvert fald i England på hans dødsdag, nemlig den 23. april, medens han fejres den 23. november i Georgien. Døde han to gange? Næppe, og jeg tvivler også på, at han overhovedet har eksisteret uden for myternes verden. Sådan er det til gengæld ikke med den tidligere engelske skytshelgen Edmund, martyr og konge, for han er en del af kongerækken. At han blev erstattet af Georg som nationalhelgen forekommer mig temmelig mærkeligt, men gjort blev det, tilmed af en konge.

Der er forskellige mere eller mindre farverige beretninger om Edmund og hans liv, men det lader til, at han blev kronet til konge over en del af England som 15-årig, idet hans mor havde styret for ham, siden han var omkring 12 år gammel. Tiden var præget af de danske vikingers hærgen, men i 870 fordrev han Kraka og Regnar Lodbrogs søn, Ivar Benløs, fra sit rige, men dog kun for en tid. Da Ivar og hans danske vikinger vendte tilbage, fangede de kong Edmund og afkrævede ham forskellige ydelser for at slippe ham fri. Noget, han afslog, da disse stred imod hans kristne tro. Dette fortørnede vikingen, og han tog en grusom hævn over kongen.

Den 20. november 870 lod Ivar den tilfangetagne konge torturere til døde ved at skyde pile imod ham, da han stod bundet til et træ. Derpå på den sårede konge også hugget hovedet af. Nu var der bare det ved det, at Edmund kom af en familie, der talte adskillige helgener, så man forventede nok, at han også kunne træde ind i denne rolle efter sin død. Noget, han også gjorde, indtil kong Edward III (1312–1377) besluttede at udskifte ham med den måske nok mere berømte Sankt Georg som nationalhelgen. Sjovt nok lever Edmunds ry dog videre på forskellig vis, da han stadig er skytshelgen for torturofre, ulve og flere senere konger af England.

Sankt Edmund

Troen på skytshelgener virker rørende naiv på mig, men nu er jeg jo altså heller ikke katolik, så der er afgjort noget i det her, jeg ikke umiddelbart forstår. Faktisk mener jeg, at de fleste af disse skytshelgener forventes at opføre sig som en art "amerikansk Jesus", og han er efter min mening en perverteret form for "julemand" uden noget virkeligt religiøst perspektiv. Ergo: for mig at se, er skytshelgener interessante som et kulturelt og historisk fænomen, men ikke som noget som helst andet. Det er dog fascinerende, at en figur som f.eks. Edmund kan ende med et ry som en hellig mand og skytshelgen, for ifølge nogle myter var han var som noget af en pestilens, da han var barn og ung. Han var som sagt meget ung, da han - ifølge én version - blev konge som følge af sin mors mange intriger imod hans halvbror. Typisk nok blev denne intrigante og barske dame også helgenkåret, faktisk ligesom det meste af familiens medlemmer, selv om ingen af dem virker særlig "helgenagtige", sådan som vi i nutiden forstår det begreb.

Og hvad så med Danmark, har vi også en skytshelgen eller nationalhelgen? Ih ja, han hedder Knud den Hellige (1043-1086) og han er "selvfølgelig" også konge, tilmed myrdet foran alteret i en Sankt Albani Kirke i Odense. Mægtig helgenagtigt, men ret selvforskyldt, da hans mordere var utilfredse vendelbo-soldater, som han havde krævet bøder af i 1085 efter at sultet dem og ikke betalt deres hyre, medens de ventede på at kunne sejle til England, hvor man formentlig var glade for ikke at se hverken dem eller den ambitiøse konge. Efter drabet på kongen sørgede hans bror, kong Erik Ejegod (1055–1103) for, at få ham helgenkåret, for det var nu engang et blåt stempel på et menneske - og en slægt i denne tid. Noget, enhver magthaver og vel især en vakkelvorn kongemagt var ret ivrig for at opnå.

 

https://catholico.wordpress.com/2019/04/27/saint-edmund-the-king-and-martyr/ 

https://www.historic-uk.com/HistoryUK/HistoryofEngland/Edward-The-Martyr/

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-en-nationalhelgen

 

Wikipedia

Når fagkundskaben snøres af svindlere

Denne film fra 1976 om en af psykiatriens forkætrede/elskede diagnoser, nemlig "personlighedspaltning", vakte stor opsigt. Hovedrolleindehaveren Joanne Woodward fik en Oscar for sin præstation som den stakkels Eva med den trespaltede psyke, og forfatterne til den bog, filmen byggede på, blev berømte. Herligt for alle de involverede, da interessen for den eksotiske lidelse personlighedsspaltning - også kaldt "dissociativ identitetsforstyrrelse" - voksede og voksede i denne tid. Interessen for den almindelige hverdagsdepression og lignende allemands-sygdomme, der rent faktisk plagede mange mennesker, blegnede ved siden af. Allerede året efter kom der sørme én film mere om personlighedsspaltning, nemlig "Sybil" med Sally Field i hovedrollen, og også den vakte stor opmærksomhed. 

Var det derfor, at den psykiatriske sagkundskab nærmest lod sig vælte bagover af voldtægtsforbryderen og morderen William Stanley Milligan (1955–2014), (der som regel blev kaldt Billy), da han blev fanget, og en sensationslysten psykiater diagnosticerede ham med lidelsen personlighedsspaltning? De 3-4 kvinder, han havde voldtaget som den infame "The Campus Rapist", blev helt glemt for ham og hans interessante psyke, for minsandten om ikke Billy slog både "Eve" og "Sybil" ved at have hele 24 personligheder!!! Lykkelig den sagkundskab, der kan boltre sig i en så interessant personlighed, og det kunne de, for Billy samarbejdede skam med dem og gav dem det, de ville have.

Det man forventer af en patient med diagnosen "personlighedsspaltning" er tilstedeværelsen af to eller flere differentierede personligheder, der skiftes til at tage kontrol over værtens liv og opførsel. Desuden har den ramte lejlighedsvise hukommelsestab, der på bekvem vis gør ham/hende ude af stand til at huske, hvad han/hun har foretaget sig. Derfor var det som forventeligt umuligt for Billy at huske det, han havde gjort som "The Campus Rapist", og af den grund blev han set som uegnet til straf. Faktisk var han den første amerikaner, der slap for videre tiltale med den begrundelse, at han var sindssyg. Til gengæld havnede han på et psykiatrisk hospital, hvor han blev behandlet i flere år, dvs. indtil han stak af og indledte et mere spændende liv som flygtning - og forbryder. Således mener man, at han har mindst to mord på mænd på samvittigheden, og heller ikke dem er han blevet straffet for.

 

Problemet med en forbryder som Billy lader imidlertid til at være hans udtalte snuhed. Intelligensmæssigt svingede han angiveligt med den personlighed, han viste i øjeblikket, sådan at han var kløgtig det ene øjeblik og det modsatte det næste. Når man ser optagelser med ham og en mere eller mindre troskyldig psykiater, der higer efter de informationer vedr. hans spæmdende psyke, som han kan formidle, er det tydeligt, at han aflæser dem og svinger i takt med deres ønsker. Der har hele tiden været forskellige opfattelser af diagnosen "personlighedsspaltning", ligesom Billys tilfælde har skabt stridigheder inden for sagkundskaben, men det er tydeligt, at denne specielle patient formår at aflæse de forskellige psykiatere, der involverer sig i hans sag. Sagkundskabens behov for verifikation mødes med forbryderens ønske om at smutte uden om straffen, og det hele går op i en højere enhed, hvor hver part får sit, men hvor retfærdigheden og den offentlige sikkerhed snydes.

Billy Milligan var altså en person med en kontroversiel diagnose, ligesom han også selv var en kontroversiel person, som der blev skrevet fagbøger om og planlagt spillefilm om med superstjernen Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Eftersom de mange personligheder ikke gør sig særlig bemærket under hans flugt, har jeg svært ved at tro på dem. For mig at se var han en dygtig svindler, der udfyldte et behov hos en flok sensationslystne psykiatere, men jeg kan da godt se, at der er andre tolkningsmuligheder af patienter som ham. Foreløbig står han dog for mig som en fræk svindler, der snørede systemet og slap godt fra det.

Hvis man skal sammenligne ham med nogen, så finder jeg ingen mere egnet end morderen og voldtægtsmanden Henry Lee Lucas (1936–2001). På nedenstående billede ser man ham på symbolsk vis blive ført afsted af den stædige, men karismatiske sherif Jim Boutwell fra The Texas Rangers, der bare var overbevist om, at han havde fanget manden, der angiveligt havde myrdet sådan ca. 200-600 personer.

Den uendelige strøm af tilståelser var vand på møllen for den ambitiøse ordenshåndhæver, fordi Henrys vidtløftige beretninger om sine mange mord over hele USA havde en indbygget tilståelse af mange af de uopklarede sager, som han og hans kolleger fra andre delstater havde kæmpet med at finde ud af. Nu blev de tilsyneladende opklaret som ved et trylleslag, men man må sige, at Boutwell begik den uforsigtighed at gøre regning uden vært, for han glemte at tjekke op på de tekniske beviser i de enkelte sager. Ved at tage Henrys ord for gode varer viste han sig som en pinligt ringe politimand, og optagelser af hans og hans kollegers afhøringer af den overmåde samarbejdsvillige mistænkte, der nød betjentenes opmærksomhed, afslører, at politimyndigheden - bevidst eller ubevidst - selv giver ham de oplysninger, som han derefter "tilstår". At Henry allerede var dømt for mordet på sin mor i 1960 samt mord på to andre tyve år efter gør ham ganske vist til morder, men ikke af 200-600 mennesker. Med en intelligenskvotient på angiveligt (ca.) 88 snørede han langt mere intelligente personer, fordi de var så ivrige efter at få ham placeret som ansvarlig for de mord, de ikke selv havde kunnet opklare.

 

https://marketresearchtelecast.com/who-is-billy-milligan-the-rapist-with-24-different-personalities-who-was-the-first-criminal-to-be-acquitted-due-to-an-identity-disorder/162972/ 

 

https://www.thedailybeast.com/the-dark-saga-of-billy-milligan-a-serial-rapist-who-was-acquitted-after-claiming-to-have-24-personalities 

 

https://www.oxygen.com/true-crime-buzz/where-is-serial-rapist-billy-milligan-from-monsters-inside-now 

 

https://www.salon.com/2021/09/25/billy-milligan-ted-bundy-criminal-celebrities/ 

 

https://www.thedailybeast.com/the-dark-saga-of-billy-milligan-a-serial-rapist-who-was-acquitted-after-claiming-to-have-24-personalities 

 

Wikipedia

 

Jomfrufødsler - løst og fast om et biologisk/socialt fænomen

Der er ingen grænser for den perfektion, vor religion tillægger Jesus. Først og fremmest fremstilles han som "Guds søn", hvilket gør ham super-hellig. At hans - ellers gifte mor - fødte ham som jomfru forøger hans symbolske værdi: han er på alle leder og kanter unik for dem, der accepterer disse gamle myter. For dem, der ikke gør, melder spørgsmålet sig, om der er andre, der kan være "født af en jomfru", sådan at der er et sammenligningsgrundlag mellem det unikke individ og almindelige dødelige. Svaret er, at der er masser af jomfru-fødte væsener, men - så vidt vides - ikke blandt mennesker. At fremtiden kan byde på ægte jomfrufødte mennesker må være følgen af den moderne videnskab, der har frembragt kunstig sæd og dermed skabt noget, der kan udvikle sig til en ikke-kønnet forplantning. Så vidt jeg kan se, betyder det på længere sigt muligheden for at skabe menneske-fostre uden mænd. Måske man kan sige, at kvinder vil kunne få børn med hinanden - eller med sig selv. Dette er faktisk allerede noget, der sker for visse fugle, insekter, planter foruden f.eks. disse fyre:

Kommodovaran

Nu er vi jo ikke øgler, men vi er heller ikke hverken planter, fugle eller insekter, hvilket også gælder kommodovaranerne. Når alle disse meget forskellige livsformer kan udvikle jomfrufødsler og bruge denne formeringsform uden problemer, så .... ja, hvem ved ....

Jep, det kan ikke nægtes, at det var, hvad du gjorde, men hvordan kom du derind? Blev du f.eks. skabt i en petriskål, med eller uden mandlig bistand? Der er fordele ved den genetiske variation, så man kan ikke bare sige, at "selvgjort er velgjort", for det behøver ikke at være tilfældet, når vi er oppe i de mere avancerede arter som netop mennesket Af forskellige årsager kan det dog være fristende for kvinder at klare sagen uden mandlig indblanding den dag, det bliver muligt. Hvis man får et barn med sig selv, så bliver dette individ en tro kopi af sin eneste forælder, nemlig moderen. En tillokkende tanke for nogle og særdeles skræmmende for andre, men altså en mulighed, der er værd at tage med i sine betragtninger vedr. en måske ikke særlig fjern fremtid ....

At der er mange kvinder, der allerede nu vælger at få børn alene - dvs. uden en mand i deres liv - siger i hvert fald noget om valg og fravalg, der former sig som en form for bedømmelse eller karaktergivning. 2022-samfundsproduktet mand: bestået contra dumpet, ja, vælg selv .... 

 

https://geneticliteracyproject.org/2015/06/12/artificial-wombs-the-coming-era-of-motherless-births/?fbclid=IwAR3X3-OdmZQurhrOZNsjbUaHdUHI7p8XYjMjdLereymcPv_EBqEyw7XypLE

 

https://futurism.com/pregnancy-without-men-new-research-lets-us-make-babies-from-skin-cells
 

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3987484/ 

 

https://illvid.dk/dyr/overlevelse/kan-en-jomfrufoedsel-forekomme-i-virkeligheden 

 

https://www.information.dk/indland/2009/07/professor-inseminerede-singlekvinder-godt-selektive-avl 

 

https://illvid.dk/dyr/overlevelse/kan-en-jomfrufoedsel-forekomme-i-virkeligheden

 

https://slate.com/news-and-politics/2007/12/is-it-possible-for-a-virgin-to-give-birth.html

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0306987717302694

 

Wikipedia

Kvinden, der slagtede og kogte sin samlever

Det var en lokalt kendt kendsgerning, at den australske slagterimedarbejder, Katherine Knight (født den born 24. oktober 1955), havde det med at lade sine frustrationer gå ud over sine mænd, nogenlunde på samme måde som de mænd, der kommer hjem fra arbejde og banker kone og børn, fordi han har haft nogle fortrædeligheder på jobbet. Kort sagt: damen havde det med en "ukvindelig" vrede, som hun - stik imod forskrifterne for sit køn - ikke lagde bånd på. Sådan havde hun angiveligt altid været, og der fortælles om voldelige episoder i skolen, som hun forlod allerede som 15-årig. Hun var altså ikke nogen bogorm, men hun var mægtig god til at finde mænd samt få børn med dem. 

Den sidste i rækken var den ret velhavende minearbejder John Charles Thomas Price (født den 4. april 1955), som hun havde et par børn med. I februar 2000 fortalte han sine kolleger, at hvis han ikke kom på arbejde dagen efter, så betød det, at hans samlever, Katherine, havde slået ham ihjel. De fleste så det nok som en spøg, men Katherines mor, Barbara Roughan, havde ved flere lejligheder advaret datterens forskellige mænd og sikkert også ham imod hende, som hun vidste kunne være voldelig, så han havde god grund til at være bekymret. Der var da også nogle blandt hans kolleger, der bad ham om ikke at udsætte sig for fare, men i stedet blive hos dem. Det afslog han med den begrundelse, at så ville hun lade det gå ud over deres børn, og det ønskede han ikke at udsætte dem for. Denne bemærkning hang formentlig sammen med hendes tidligere behandling af en lille datter, som hun kan have forsøgt at myrde.

Da Price ikke mødte op dagen efter, blev det besluttet at iværksætte en undersøgelse. Så snart den blev startet, stod det klart, at Katherine havde begået et forfærdeligt mord, idet hun ganske rigtigt havde myrdet ham, nemlig ved at dolke ham mindst 37 gange. Stakkels Price var desuden blevet forvandlet til en kødret samt kødstykker, der skulle i gryden på et senere tidspunkt. Hun havde flået, halshugget og udskåret ham i passende kødstykker, og hans afskårne hoved lå i en stor gryde, hvor det simrede sammen med nogle grøntsager. Hvis ikke hun var blevet afsløret, ville hun simpelthen have serveret ham som middagsret for hans børn.

Man spørger sig selv om, hvorfor en ganske dejlig mand som Price skulle ende i en gryde, i køleskabet og på en kødkrog. Svaret hænger måske sammen det samme ankepunkt, som hun havde med en tidligere mand, som hun var voldelig overfor: han "kunne kun to gange i træk, og hun ville have fem". Det er sandelig andre takter end den "luk øjnene og få det overstået i en fart"-holdning, man ellers tilskriver kvindekønnet - dvs. forventer af dem. Var det utilfredshed med Prices seksuelle præstationer, der fik Katherine til at dræbe ham og udføre sådan en makaber hævn? Det kunne tyde på det, og at det i hvert fald har spillet ind. Derudover mente hun, at han burde gifte sig med hende, men det ville han ikke, måske fordi det efterhånden var gået op for ham, at hun var mere, end han kunne håndtere.

Nu har hun siddet i fængsel i godt tyve år (siden 2000) og kommer naturligvis aldrig ud igen. En gang imellem søger hun nedsættelse af straffen og/eller frigivelse, men sandsynligheden for, at hun får det bevilget er lig NUL. Hun kommer til at dø i fængslet, og det er da også tydeligt, at hun er en person, som samfundet er nødt til at beskytte sig imod. At hun gjorde ting, som adskillige mænd om og om igen samt er blevet dømt for, undskylder hende ikke, og det ville være vanvid at lade hende slippe med mindre end fængsel på livstid.  

https://networthheightsalary.com/7-disturbing-facts-about-the-australian-cannibal-katherine-knight/

 

https://jumpstreet.org/katherine-knight-facts/ 

https://factslegend.org/50-interesting-mary-katherine-knight-facts/?__cf_chl_f_tk=.JQ6XqdZMZc2Y2AhZtS7BeX6DDIosg2Tfek26dgxB1w-1642585957-0-gaNycGzNCFE

 

Wikipedia

 

Bjergenes dronning

 

Nej, Fanny Bullock Workman (1859-1925), solgte ikke cykler, men hun var god til at reklamere for dem, f.eks. via de lange, lange cykelture, hun og hendes mand, lægen William Workman, foretog efter hans pensionering omkring 1870. Grunden til denne pensionering var angiveligt et dårligt helbred, hvilket lyder ret sært i betragtning af alle deres mildt sagt fysisk anstrengende eventyr, bl.a. på cykel. Således foretog de hele serier af cykelture, bl.a. i Indien gennem en 2½-årig og ialt 23.000 km lang odyssé med enormt mange reparationer og skift af punkterede slanger. Oven på denne bedrift måtte de bare begive sig ud på den første af deres mange bjergbestigninger, da de havde forelsket sig i Himalaya. Stedet var nærmest jomfrueligt, da der ikke fandtes kort over disse bjerge, hvilket parrets bøger, artikler og interviews om deres mange eventyr og bedrifter dog hjalp på, for de fortalte en masse nyt om dette pragtfulde, men svært tilgængelige naturområde. 

Efter at William var blevet pensioneret, og de begyndte deres eventyr rundt omkring i verden, blev deres eneste barn, nemlig datteren Rachel, født. I hendes teenageår oplevede hun, at hendes mor ofte var væk på bjergbestigningsture i Europa. Hun besteg således både Matterhorn i Schweiz-Italien og Mont Blanc i Frankrig i dette tidsrum. I 1906 besteg hun som 47-årig et totalt jomfrueligt bjergområde i det vestlige Himalay. Efterhånden modtog hun mange æresbevisninger, men nogle af disse tiltvang hun sig, nemlig som dengang hun brød reglerne om ingen kvinder i "The London’s Royal Geographical Society". Sådan ville Fanny ikke lade sig behandle, så hun brød ind og afleverede det foredrag om gletchere i Indien, hun havde forberedt. På det tidspunkt havde hun haft kontakt med dem i adskillige år, men hendes køn forhindrede, at hun fik den offentlige anerkendelse, hun havde fortjent. 

Lady Rachel Workman MacRobert og hendes mand, Sir Alexander MacRobert

Fannys datter, Rachel, blev videnskabskvinde, og hun oplevede en hel del af de samme problemer med kønsdiskrimination som sin mor inden for sit område, nemlig geologi. Ligeledes som sin mor, var også Rachel ivrig feminist. De havde hver deres kampe med den etablerede videnskabelige verden, og ingen af de to kvinder gik på kompromis. Fanny, der jo altså var feminist - suffragette eller kvindesagskvinde, som det hed dengang rapporterede desuden altid om kvinders mere eller mindre barske vilkår de steder, hun udforskede rundt omkring i verden. Hun gik nemlig meget op i, at synet på det "svage kvindekøn" skulle ændres, for hun oplevede ikke selv nogen svaghed og modbeviste da også denne fordom gennem sine utallige bedrifter inden for typiske mande-områder som bl.a. bjergbestigning. 

Her ser man hende på en eller anden bjergtop, hvor hun står og læser om datidens stemmeretsforkæmpere og deres kamp for den gode sag. Som man ser, var hun ikke iført tøj, der fører tanken hen på bjergbestigning, men sådan var hun altid klædt, når hun var ude på en af sine opgaver. Nogle gange var skørterne endda både længere og endnu mere voluminøse.

Som feminist krævede Fanny altså, at hendes bedrifter blev anerkendt som en kvindes værk. På det punkt veg hun ikke, men helt let kan det ikke have været, for hun - og hendes datter - var oppe imod nogle samfundsnormer, der gjorde mange ting svære for kvinder. Når Fannys tre børnebørn alle var drenge, virker det som skæbnens ironi - i hvert fald på mig, der synes, det ville have været sjovt med en tredie generation af ihærdige, kvindelige eventyrere og videnskabskvinder. At de alle døde før deres mor, er tragisk, men Rachel forsøgte at sætte dem et minde ved donationer af fly samt RAF-legater.

 

https://www.adventure-journal.com/2012/11/historical-badass-climber-and-explorer-fanny-bullock-workman/ 

 

https://blog.geolsoc.org.uk/2019/07/09/100-years-of-female-fellows-lady-rachel-workman-macrobert/ 

Wikipedia

"Jamen, stemmerne i mit hoved sagde ...."

Der er kommet en ny "spiller på banen", der ikke er bange for at gøre og være det, man ellers kun ser hos patienter med alvorlige psykiske sygdomme som f.eks. skizzofreni. Denne spiller er på besynderlig vis en fremelsket fantasipersonlighed, som nogle mennesker dyrker som en del af deres psyke og identitet. Jeg blev forbløffet, da jeg første gang læste om dette fænomen, der indirekte er beslægtet med de "tulpaer", som vi bl.a. kender fra tibetansk og grønlandsk kultur, nemlig som små figurer af ben - såkaldte "tupilakker" - der menes at indeholde afdøde personers ånder. Disse blander sig angiveligt i alt muligt og kan påkaldes bevidst, sådan at der kan opstå en dialog mellem en tupilak og den, der ejer den.

Jeg vil ikke påstå, at jeg forstår det moderne tulpa-system fuldt ud, selv om jeg genkender en del af det som noget, man oplever, når man "får et alvorsord med sig selv". Noget, jeg regner for en del af den normale, ikke-syge personlighed, og som man også kan kalde "den indre stemme" eller f.eks. "samvittighedens stemme". Hvor denne "stemme" helt konkret befinder sig, er ikke til at sige, men den regnes for at være en del af ens personlighed, ens livsideologi og ens overbevisninger.

Alt det dér med stemmer i ens hoved, der siger alt muligt vanvittigt, som man så vælger at tro på, er ellers kun i høj kurs i visse kriminalromaner, thrillers og en bestemt type jokes, hvor psykopater af forskellig art gør sig grumme tanker, der måske senere fører til mord og andre forbrydelser.

Det med at "bury you" (: begrave dig) genkender man fra div. thrillers, for det er den slags, stemmerne forventes at ytre sig om: de er en del af det traditionelle morderiske sind set gennem en krimi-forfatters øjne. Sådan har han/hun nemlig opfattet mange dømte morderes tilståelser af deres forbrydelser: "Stemmerne bad mig gøre det ..." Eller, hvis det skal være virkelig avanceret: "Gud sagde, at jeg godt måtte/skulle gøre det ..." Det var f.eks. sådan, morderen Chad Daybell følte sig ledt af Gud til at flytte. Andre, der uden skygge af samvittighedsnag har gjort forfærdelige ting ved deres medmennesker, har haft den samme oplevelse af at blive ført af sted af højere magter, hvis vilje de udfører. Når man hører om mordere, der forsøger at undskylde deres forbrydelser med "stemmer i hovedet, der bød dem at gøre dit eller dat", så ser de fleste af os det nok som et latterligt forsøg på at skyde ansvaret fra sig, hvilket det da også er. Det nye fænomen, hvor folk er det, der på engelsk hedder "tulpamancer", gør det ikke ligefrem nemmere at skelne mellem skyld og ansvar, for disse tulpaer er selvskabte og dyrkes rundt omkring på internettet som ønskværdige udvidelser af personligheden. De er sindets legekammerater og meget mere ....

Et af de interessante perspektiver ved tulpa-systemet er, at det påpeger alle menneskers besiddelse af flere (sociale) personligheder. Man kan f.eks. være datter, søster, mor, chef og ansat samtidig, og hver af disse områder af et enkelt liv ses så som en selvstændig del af denne person. Den del af tulpamancernes ideologi virker i første omgang besnærende, for det er jo rigtig nok, at den, der kender én som datter, næppe oplever én som chef. At ens forskellige sociale roller nu ses som et sammensurium af personligheder anser jeg dog for noget overdrevet, men det er da rigtigt, at datteren i én kan "tale med sig selv som chef eller ansat". Det vigtigste perspektiv i denne nye forståelse af, hvad der udgør et menneske, tror jeg dog er anerkendelsen af tale-med-sig-selv-princippet. 

De forskellige fora, der går ind for tulpamancy-princippet, synes dog at balancere på en tynd line, der hurtigt kan briste ved mødet med samfundets krav og forestillinger, nemlig hvis man bliver kædet sammen med forbrydelser. Jeg tror d.eks. ikke, man klarer frisag ved at fortælle om sin tulpa og de "gode forslag", den kommer med. Fænomenet er dog interessant, og det bliver spændende at se, hvordan det (formentlig) finder sin plads i samfundet og i psykiatrien. Det mest interessante bliver dog at få så meget styr på fænomenet, at man kan skelne det fra andre af samme skuffe ....

https://www.apa.org/science/about/psa/2019/07/multiple-identities 

 

https://www.helpguide.org/articles/mental-disorders/schizophrenia-signs-and-symptoms.htm 

https://screenshot-media.com/visual-cultures/internet-culture/what-is-tulpamancy/

 

Wikipedia

Else Cederborg-fairy tale: "One more Announcement" (Edited and revised from "Angel")

Ava - formerly Adam - was awoken in the darkest of nights, and the air was ablaze with sounds. Something like cracks of whips made waves and she turned ice. "No one whips my air," she said, brazing myself, "or else ..."
"Sorry," it came from the darkness.
She didn't turn on the light, but now she saw the outline of her intruder. It was the Angel of Whatever, who seemed to consist of whirrings of sounds and wings. "Don't be alarmed. I come with a message"
"What?!!! No," she yelled, "no messages. I'm not Mary!!!" In her mind the image of the Holy Mary formed, bowed head, halo and all and she fumed with rage.
The whippings of air and all the sounds stopped at once. "Not Mary? How come?"
"Not all women are Mary, by God!"
"They are not? How strange, The Big Guy seems to think so."
"I believe you, actually, it's obvious that contrary to common belief he doesn't know everything."
The air froze, the whirrings exploded in fastness so that they too blended and froze into one movement. "That's sacrilege ..." he stuttered.
"Yeah, yeah," she said, "now leave me so I can get some sleep."
"I can't leave you after what you said, now I shall have to stay forever." Having said so he started another barrage of whirrings. Sounds and whippings went crazy and she let out an involuntary high pitched scream. "Stop it! Go away, and don't come back!"
He lifted from the floor and sailed through the air, a big, not too agile airship-like creature, an angel, targeting Ava/Adam for conversion. "My God, you're stubborn!" she exclaimed. "And this ... this chaos is supposed to converse me?"
He looked very surprised at her. "Chaos? This is not chaos, it's anything but chaos."
"Well," she said, now sitting up in her bed, very annoyed, "and what do you and your "Big Guy" want from me?"
"It's that message ... You're supposed to give birth to his daughter and to save the world."
"What!!!!!" she sputtered, crimson-red in the face. "How ... how ... daughter ... Earth. I distinctly remember what happened to his son ..."
"The Highest One of the Highest said so himself, you are to find a way to save the world and make everything better. What son are you talking about, he doesn't have any kids?"
"Doesn't "have any"? Well, that's what I've always said, but never mind. If he wants me then why did he make me an ... ehhh... ordinary woman, and not even rich or very healthy? What he asks me is impossible because he made me the way I was. Well, I'm not going to explain that to you, but he will know if he is what he is presumed to be ...."
The angel kept silent, looking very petulant, but also deep in thoughts. "Well, I can't tell you why he chose you, but he did. He has high hopes in you."
"And what am I to gain by that scheme?"
"Gain?!! Eternal happiness as the one who saved the world."
"Ahhh - something I gain efter Death?" she said, stuttering with indignation.
"Yes, don't you know that "save" also means "sacrifice" ...?
"Sacrifice like in Crucifixion? Sorry to have to inform you that I just turned down the job," she sputtered. Give him my love and tell him to find someone else."
"No, no, no, that wouldn't do. It's you or nobody. You are to stop the ..."
"I don't know anything about saving anything - especially not by giving birth ..." By now she was getting quite angry and, for some reason or another, not being afraid of this creature she turned on the lamp by her bed. Suddenly the angel was visible to the sight - and that was the moment she started to SCREAM: An angel yes, but coal-black, red goat-eyes, claws for hands and a pointed tail. His wings were very large, black and rubber-like.
When she screamt in utter disgust and horror one of his claws shot out and clamped her mouth shut. "Now-now," the black one said, "nothing to fret about, he likes you a lot and he is sure you are going to fit in just fine. After having read your biography - several murders, eh'?, fraud, eh'? - I'm convinced you'll like it too ..." Then he grabbed the by now fainted Ava/Adam. Lifting her up in one single movement off they flew ...


ALL rights reserved © EC