Kvinden som hævner

 

En glad og lykkelig familie? Næh, for ægtemanden, Daniel T. Broderick III (1944–1989), var ikke bare utro, men forsøgte også at komme ud af ægteskabet med Elisabeth Anne Broderick (født den 7. november 1947) - kaldt "Betty" - på en lusket måde. Hans formål var at slippe så let som muligt uden om de økonomiske konsekvenser af en skilsmisse, så han uden problemer kunne blive gift med sin elskerinde, Linda Kolkena, der var tyve år yngre end den "gamle, fede kone", han var godt træt af. Altså en typisk "mand udskifter kone"-situation, hvor den gamle model skrottes til fordel for en smartere og mere up-to-date-udgave, nemlig sådan en som den kønne og friske Linda.

Sådan tænkte han ikke, da Becky sled og slæbte for at betale hans uddannelse, så de kunne få et godt liv sammen. I mellemtiden fik de fire børn, som han imidlertid ikke viste nogen særlig interesse for. Dvs. at Becky også som højgravid kunne være hjemmefra for at ase g mase med de jobs, der forsørgede familien, bl.a. som Tupperware-forsælger. Dette system med konen, der forsørger familien og gør det muligt for manden at studere, var muligvis "indbygget" i hende som den ideelle model for et lykkeligt ægteskab. Hun havde nemlig formentlig lært det hjemmefra i sit irsk-italienske barndomshjem, og hun troede på det: sådan gjorde man som en god og hæderlig kone, idet pukleriet for at sikre mandens uddannelse var en investering i en god fremtid for hele familien. Det materielle, ordinære statussymboler, etc. betød desuden meget for hende og tanken om det, hans uddannelse kunne indbringe, når han var færdig, gav hende nok ekstra inspiration til knokleriet. Kort sagt: det var næppe godhed alene, der drev værket.

Daniel Broderick

Det havde hele tiden været Daniels ønske at læse jura efter at have gennemført et medicinsk studium, da han ønskede at specialisere sig i retsforfølgelse af lægesjusk. I begyndelsen af 1970'erne fik han et job på et fornemt advokatkontor, og i 1982 havde han ansat den 21-årige hollandsk-amerikanske Linda Kolkena (1961-1989) som sin assistent og/eller sekretær. Dette ansættelsesforhold udviklede sig hurtigt til et kærlighedsforhold, og den vakse Betty var ikke længe om at lugte lunten. Daniel nægtede og nægtede, men skaffede sig samtidig sin egen lejlighed, og til sidst måtte han da også gå til bekendelse, samtidig med at han indledte en skilsmissesag. Bettys hævn var formidabel, men også noget af en boomerang: hun efterlod børnene, én for én på hans dørtrin, samtidig med at hun kæmpede for ikke at miste dem.

Betty ville ikke under nogen omstændigheder skilles, hun chikanerede både Daniel og Linda på forskellige måder, især efter at han havde købt et nyt hus, hvor han kunne bo sammen med Linda og de fire børn. Det må have været aldeles forfærdeligt for Betty at opleve, hvordan hendes investering i en god fremtid sivede ud af hænderne på hende, og  den skyldige - Daniel - slet ikke følte samvittighedsnag. Hun hævdede da også hårdnakket, at der kun kunne være én Mrs. Broderick, og at det var hende, men Daniel ville have Linda, så gift blev de efter den barske skilsmisse fra Betty.

Alle rådede Betty til at "komme videre", som man siger, når én er blevet forladt af en utro ægtemage, men det ville Betty ikke høre tale om. Hendes terrorhandlinger imod sin eksmand og hans nye kone forværredes, og den 5. november 1989 brød hun ind i parrets hjem og skød dem begge. De påfølgende retssager afslørede, at hun følte sig i sin gode ret til at hævne sig, og intet har senere kunnet få hende til at skifte mening. Hun modtog en dom på 32 års fængsel, som hun har appelleret senere, men det har hun ikke fået noget ud af, fordi hun ikke udviser nogen anger eller indrømmer, at hun har gjort noget galt. Tværtimod fortsætter hun i samme skure som hidtil, efter at Daniel forlod hende, hvilket tydeligt viser, at hun forventer, at man forstår hendes motiver og giver hende ret: han var hendes "ejendom", hendes "investering", og Linda stjal alt dette fra hende.

Mange kvinder kan sikkert skrive under på, at det også var sådan for dem eller for nogen, de kender, for sådan kører systemet nu engang i et patriarkalsk samfund. Nogle flittige og arbejdsomme kvinder ofrer sig for manden, men forventer at få det mangefold tilbage, når han er blevet etableret - og så bliver de snydt og forsøgt spist af med påstande om "kærlighedens ret". Betty gennemskuede systemet, og hun blev et ikon for mange kvinder i samme situation ....

https://www.marieclaire.com/culture/a32630134/betty-broderick-kids-kim-kathy-lee-daniel-jr-rhett/

 

https://www.lamag.com/longform/one-angry-betty1/ 

 

https://loriajohnston.medium.com/the-deadly-divorce-of-dan-and-betty-broderick-94e10c6452d4 

 

https://www.lamag.com/longform/one-angry-betty1/ 

 

Wikipedia

 

Den østrigske kejserinde af Brasilien

Når man tænker på de skrækkelige ting, der overgik den østrigske kejser Franz Joseph I's lillebror, Maximilian (1832-1867 - se evt. min blog: https://boobytrapec.blogspot.com/2022/01/strigeren-der-blev-kejser-af-mexico.html), som mexikansk kejser, så skulle man tro, at habsburgerne ville holde sig langt væk fra det hjørne af verden, men nej, en af dem blev faktisk kejserinde af Brasilien. Det drejer sig om Maria Leopoldine - kendt som Leopoldine (1797-1826) hvis langt mere berømte søster, Marie Louise (1791-1847), blev gift med kejser Napoleon og derpå også mor til hans søn, den såkaldte Napoleon II, der er kendt under navnet Hertugen af Reichstadt. At de to pigers far, kejser Franz Joseph I, kunne tillade dette politisk begrundede ægteskab mellem en østrigsk prinsesse og "Østrigs fjende nr. 1, dvs. "uhyret" Napoleon" forargede virkelig Leopoldine. Hun var ikke ene om at føle sådan, for mange så Marie Louise som det uskyldige offerlam for de to mænds, Napoleon og Franz Joseph I, egoistiske, politiske intriger, hvilket ikke er så mærkeligt. I vor tid ville det have svaret til et tvungent ægteskab mellem Hitler og den daværende prinsesse - nu dronning - Elizabeth.

Marie-Louise med sin og Napoleons søn, Hertugen af Reichstadt 

De to søstre ligner hinanden en del i det ydre, men tilsyneladende ikke meget i det indre. Faktisk kunne Leopoldine være blevet forsker eller i hvert fald en anerkendt intellektuel, for det, der interesserede hende mest, var boglige sysler samt naturvidenskab, især botanik og mineralogi. Senere udviste hun også en udpræget interesse for politik, så hun var altså langt mere end en royal pyntedukke, der bare gjorde sig ved sit ydre - som hun forøvrigt ikke var tilfreds med - og sine bedrifter som en fødemaskine, der "sprøjtede dynastisk brugbare individer ud". I en skriveøvelse som niårig skrev hun bl.a.: "Unterdrücke die Armen nicht. Sey mildtätig. Murre nicht über die Schickung Gottes, sondern bessere deine Sitten. Ernstlich müssen wir uns bestreben gut zu seyn." ("Do not oppress the poor. Be charitable. Do not complain about what God has given you, but improve your habits. We must strive earnestly to be good.") Hun var, kort sagt, en tænksom pige fra en tidlig alder.

Napoleons død den 5. maj 1821 gjorde en ende på ægteskabet med Marie-Louise, hvilket sikkert har glædet Leopoldine. Selv blev hun gift med den portugisiske kronprins Dom Pedro de Braganca (1798-1934), der en kort tid blev hersker over Portugal, men som efter en masse politiske problemer og omvæltninger foruden franskmændenes invasion i 1807 rejste til en af sit hjemlands daværende kolonier, nemlig Brasilien, hvor han blev kejser. Det betød også, at han nu fik brug for en kejserinde, så han udbad sig en habsburgsk prinsesse, som var det en vare, han bestilte. Leopoldine, der på det tidspunkt var 19 år, meget usikker på sit udseende og også genert, var så småt begyndt at føle sig som "gammeljomfru", men udpeget blev hun og derpå sendt afsted uden at kende eller bare have mødt sin brudgom. Altså et kongeligt arrangement, man har hørt om både før og efter og med mange af de problemer, disse alt for ofte er resulteret i.

Jeg vil tro, at Leopoldine har overrasket alle ved ikke bare at sidde til stads. Tværtimod udmærkede hun sig som kejserinde ved at arbejde ihærdigt for en selvstændiggørelse af dette sydamerikanske land, der lå så langt fra hendes fødeland, Østrig, og fra det land, hvis koloni, det blev betragtet som, nemlig Portugal. Hendes indsats gjorde, at hun blev en brasiliansk nationalheltinde, der angiveligt hædres den dag i dag. Typisk nok førte hendes kejserinde-rolle også til, at østrigerne ligesom "fik øje" på Sydamerika, hvor de sendte mange ekspeditioner hen. 

Også Leopoldines ægtemand, kejser Pedro I, blev regnet for en "befrier", hvilket hænger sammen med hans kamp imod Portugals overherredømme. Han havde ikke i sinde at opgive kejserværdigheden, men hjalp - ligesom sin kone, Leopoldine - den brasilianske befolkning med at løsrive sig fra Portugal. Den 7. september 1822 blev Brasilien erklæret en selvstændig nation, men dette fulgtes af en hel del politisk uro. Han var respekteret, men ikke populær, også fordi han var utro imod Leopoldine. Da hun døde i barselsengen den 11. december 1826, efterlod hun deres seks stadig levende børn og en ægtemand, der allerede et par år efter giftede sig med en anden, nemlig Amélie of Leuchtenberg (1812-1873), der var barnebarn af kejser Napoleons første kone, Josephine.

Amélie of Leuchtenberg

Pedro I synes at have kæmpet imod alt og alle, at have trådt en masse over tæerne, men gjorde nok det rigtige, da han abdicerede til fordel for sin og Leopoldines søn, Pedro II (1825-1891). Den 24. september 1834 døde Leopoldines omkringflagrende ægtemand af tuberkulose, men på det tidspunkt havde han erhvervet sig et godt ry som en vigtig politiske nøglefigur, idet han - ligesom sin første kone, Leopoldine - havde hjulpet til med at sikre både Portugal og Brasilien noget, der nærmer sig demokratiet.

https://www.habsburger.net/en/persons/habsburg/leopoldine

 

https://germanaustriannoblesandroyals.tumblr.com/post/187342854877/marialeopoldineofaustria 

 

Wikipedia

L. C. Underwood - betjenten, der gik fra snøvsen

Lamont C. Underwood

Når en politimand ender i fængsel for mord, så rykker det unægtelig ved vores almindelige forståelse af politiets opgave og de karakteregenskaber, de bør være i besiddelse af. Lamont C. Underwood (1951-2018) blev imidlertid ret hurtigt mistænkt, da man fandt den 77-årige Catherine Miller dræbt med to skud i hovedet. Han var kommet sammen med Millers datter, Sandra "Kay" Weden, et stykke tid og var frustreret over, at hun i stedet var begyndt at se en svensk indvandrer, Victor Gunnarsson (1953–1993). Ja, han var faktisk så frustreret, at han nærmest var besat af tanken om at få hende tilbage. Blev han en "stalker"? Noget kunne tyde på det, og at han helt glemte, at han pr. definition skulle stå på lovens side og da slet ikke bryde den, som han gjorde.

Catherine Miller med sin datter, Sandra "Kay" Weden 

Det kan ikke nægtes, at den ultrahøjreorienterede svensker, Victor Gunnarsson, havde fået sig alle mulige fjender, også i USA, for han var formentlig involveret i mordet på Sveriges statsminister Oluf Palme i 1986, mistænkt var han i hvert fald. At han i øvrigt var en fyr med "Swung" kan heller ikke nægtes, og Sandra var virkelig faldet for ham og havde ingen planer om at vende tilbage til Lamont C. Underwood, ligegyldigt hvad han gjorde.

Victor Gunnarsson

Efter mordet på moderen blev Sandra ekstra urolig for Gunnarsson, som hun ikke havde hørt fra et par dage. Grunden til dette blev klar, da man fandt hans næsten nøgne lig. Det viste sig, at Lamont havde kidnappet og myrdet ham, og at også dette mord - ligesom det på Catherine Miller - blev begået for at ramme Sandra følelsesmæssigt. Hun skulle lide, og det skete bedst, hvis hun - ligesom ham - mistede det, hun holdt mest af, hvilket vil sige moderen og Gunnarsson.

Den svenske indvandrer, Victor Gunnarsson, ligner absolut ikke én, der let lader sig fysisk overmande, men kidnappet blev han, og her kan det have hjulpet gevaldigt med et politiskilt. Det tog imidlertid fire års knoklerier samt ekstra personale, før de indledende undersøgelser var færdige, og Lamont kunne arresteret. Han fik en livstidsdom plus 40 år i 1997, hvilket nok kom bag på en del, inklusiv ham selv.

I 2010 forsøgte han at skaffe sig en ny retssag med den begrundelse, at "hans advokater havde været ineffektive", men det glippede, da bevismaterialet blev anset for overvældende. Der herskede ingen tvivl om hans skyld, så han endte med at dø i fængslet af naturlige årsager.

https://www.salisburypost.com/2018/12/27/former-police-officer-l-c-underwood-convicted-in-notorious-murder-case-20-years-ago-dies-in-prison/ 

 

https://www.outlineofamurderpodcast.com/outlines/lc-underwood 

 

https://www.unlimitedbliss.net/post/this-story-went-straight-for-my-heart-and-i-felt-a-great-amount-of-compassion-for-everyone-involved 

 

https://www.salisburypost.com/2018/12/27/former-police-officer-l-c-underwood-convicted-in-notorious-murder-case-20-years-ago-dies-in-prison/ 

 

Wikipedia 

 

Ezine article by Else Cederborg: "Hans Christian Andersen and his Discarded Sister, Karen Marie Danielsdatter Rosenvinge"

 

One of the most famous Danes of all times is the writer of fairy tales writer, Hans Christian Andersen (1805-1875). His international fame is based on these wonderful fairy tales which are known and loved by all generations. In reality he was a much more versatile writer as he even published novels, a few plays, and auto biographies. As if that wasn't enough he also wrote about himself, his life and friends in his by now published diaries. He himself must have felt the need to strike the fact of his versatility as he is quoted for having said that the parents of his prime readers, i.e. the children, also would find something worthwhile in his stories. Actually, they did and now he is considered a writer both for children and grown-ups. However, he may have felt a little worm of disappointment gnaw at his pride because in his life time his fame was based on stories for children and not on his works for grown-ups even though these fairy tales were considered quite outstanding.
What also gnawed at his system was the thought of his half-sister - or "his mother's daughter" as he called this discarded sibling, Karen Marie Danielsdatter Rosenvinge (1799-1846). Under different circumstances they might have been able to brighten up each other's lives, but as it were she turned into a menace to him. Had they been friends he wouldn't have feared her, but he couldn't bring anything that natural over his heart - and his considerable pride. In his opinion she was a disgrace to him and the seemingly mild writer, even writing those wonderful devotional fairy tales for children, never was happy to see her or as much as hear of her.
Could the reason for this be that she, being the eldest by six years, had bullied him as a child? No, most of her childhood she, who was one of the three illegitimate children of a man who was never married to her mother, was fostered out and she only lived with her maternal family for a short while. The mother of both the children, Karen Marie and Hans Christian, also was born an illegitimate child and she was reputed to be a good person even though she was suspected of being a drunkard. Still he loved her so why could the loving son of this beloved mother not accept her other child, his sister who started out in the same social position as their mutual mother? It is safe to say that he never accepted this sister and that he seems to have suspected her of living an immoral and thus disgraceful life that was a menace to a social climber like himself.
One wonders at him as she when she was confirmed was described as a girl who knew her catechism and also was of a moral character. That means that there was nothing in her early youth to be upset about for her poet-brother. Nevertheless he cut her off early on in life.
In the very interesting article "H.C. Andersens halvsøster, Karen Marie Rosenvinge, og hendes slægt" (: "The half-sister of Hans Christian Andersen, Karen Marie Rosenvinge, and her Family" by Bent Østergaard and Kenneth V. Jørgensen) it is stated once and for all that there is nothing on her in police archives of that time. Or put another way: Karen Marie was neither a prostitute nor e.g. a criminal. In her person she was no disgrace to her family, except that she, being illegitimate, might be seen as a blot on their mother's character. However, she was a hard working washer woman, just like the mother of the siblings. Most likely young Karen Marie was sent out to work as a servant at the tender age of 9-10 years and even though she was very upset when she couldn’t have the address of her brother when he set out from his home to try his luck in Copenhagen she did not stalk him when he got famous and thus wealthier than anyone else in the family.
All she did was to propose to come to see him a few times when she was out of work or money. That is, her boyfriend or maybe husband, Peter Kaufmann, was the one whom the famous writer accepted to see, not his sister. Only once did she come and Hans Christian Andersen noted that she looked quite young and rather well-dressed.

The grave of Hans Christian Andersen

When Karen Marie was found dead in her rooms in 1846 she was buried in Assistens Kirkegården (: The Assistens Cemetary). This beautiful and interesting cemetary also was to become the last resting place of her brother when he died in 1875, but it is not known how their graves are positioned to each other. Many people still visit his grave, but as the location of hers has been forgotten nobody goes there. If I knew where it is I would visit it as I find that she has been wronged in so many ways.

(Ezine article, previously published, slightly revised)

ALL rights reserved © EC

   

Selvkastration

Når det gælder de gamle nordiske guder, må man være forberedt på lidt af hvert. Jeg har således hørt to forskellige beretninger om Loke og hans testikler. Den ene fortæller, at en eller anden guddom blev gal på ham og straffede ham for en forbrydelse eller bare et typisk Loke-drilleri ved at binde hans næse sammen med hans testikler. Dette gav ham angiveligt en hoppende gang, og det forstår man jo godt. Ifølge den anden version er det Loke selv, der bruger sine testikler som bevis på sin styrke og maskuline adræthed. I denne udgave af den medrivende beretning hævdes han at binde en snor om sine stakkels, mishandlede testikler og derpå tovtrække med en ged. 

Denne uforsigtige kappestrid er lige ved at gå galt, så han uforvarende får kastreret sig selv, men det bliver nu afværget. Det er dog tydeligt, at Loke ville være et nærliggende valg, hvis den gruppe af nutidige mænd, der har udøvet - eller planlægger at udøve - selvkastrering, skulle ønske et symbol for deres bevægelse. At der findes sådanne grupper kom bag på mig, men det lader til, at det er et nyt mandligt mål, og at det for mange styres af ønsket om at opnå selvstændighed: ikke mere ordinær sex til dem, for nok siger man, at lysten driver værket, men det går til gengæld ud over fokus på andre ting i livet, og det er de åbenbart blevet trætte af.

Der er nogle hårrejsende fotografier på nettet af mænd, der enten er i gang med en selv-kastration eller har fået det foretaget, men de billeder vælger jeg fra og ser lidt på nogle gengivelser af fortidens operationer. Nogle var højst ufrivillige, men andre var selvvalgte, bl.a. fordi de kastrerede mænd så havde nye karrieremuligheder som eunukker i haremmer eller som feterede kastratsangere. For mange i nutiden er testikler fremstillet som et mandligt udtryk for magt i patriarkatet. Sådan ser kvinder det ikke umiddelbart, og de fleste giver afgjort Betty White ret i det, hun her siger: 

Piger får også ofte fortalt, at hvis de bliver overfaldet, skal de "go for the balls", da det vil gøre så ondt på overfaldsmanden, at han straks får andet end voldtægt og mord at tænke på. Den manøvre skulle være let, men er det nu ikke altid, formentlig fordi mænd godt ved, at nogle kvinder er klar over dette kneb ....

Jeg vil tro, at dette gamle billede forestiller en køn og tilsyneladende glad og velfornøjet ungersvend, der bliver forvandlet til eunuk af en kyndig mand.

Uha, dette ser bestemt ikke selvvalgt ud. Det er nok tortur og måske et led i en henrettelse, hvor både øjne og kønsorganer fjernes som et symbolsk udtryk for foragt og underkuelse. Den stakkels konge ser da også meget ulykkelig ud, hvilket man så sandelig godt kan forstå.

Her tror jeg til gengæld, at kastrationen er frivillig, for han bærer sine afskårne testikler på en måde, der kan betyde, at de er en gave eller et symbolsk udtryk for en bestemt form for underkastelse. Det ligner noget fra Middelalderen, så det er næppe led i en religiøs ceremoni til ære for en kvindelig guddom som f.eks. Kybele.

Når man taler om moderne former for selvkastration, tænker man uvilkårligt på både hvorfor og hvordan. Blandt de selvkastrerede mænd, jeg har set udtalelser fra, optræder der især ét motiv: de ønsker den ro i deres liv, som de tilskriver eunukkerne. Hvad remedier angår, så er der brugt kastrations-værktøj til dyrlæger, der bruger det på mange forskellige dyrearter. Dette værktøj kan nemlig også anvendes på mennesker, og det lader til at fungere for dem, der ønsker operationen. For alle andre er det jo en tragedie, også fordi der kommer uorden i deres hormonbalance ....

https://www.researchgate.net/publication/261443951_The_hidden_world_of_self-castration_and_testicular_self-injury

 

https://www.unlikelyexplanation.com/post/what-can-eunuchs-teach-us-about-power

 

https://daydaynews.cc/en/history/646617.html

 

https://www.information.dk/kultur/2013/09/hvorfor-griner-stadig-maends-ristede-klunker

 

https://historienet.dk/civilisationer/vikinger/loke-10-myter-om-den-nordiske-gud 

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/15305114/

 

https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/11963344/

 

https://en.wikipedia.org/wiki/Castration

Helgeners "ups" og "downs"

En af de mest berømte og populære helgener, også blandt protestanter, er Sankt Georg. Han var søn af en romersk officer og fulgte i hans fodspor, idet han også valgte militærvejen. Fordi han var tapper og dedikeret blev han hurtigt forfremmet, så han rigtig kunne brillere med sin tapperhed.

En dag kom Georg til en lille by, der i flere år havde været plaget af en drage, der krævede at få husdyr og til sidst også børn at spise. Da kongen bad for sin eneste datter, der skulle være dragens næste måltid efter den sædvanlige lodtrækning, fandt han ingen støtte hos byens borgere: prinsessen skulle samme vej som deres børn, og hendes dage syntes talte, men så dukkede den tapre ridder, Georg, op. Prinsessen stod parat til at lade sig æde af den ækle drage, men da hun fik øje på denne fremmede ridder, råbte hun ikke på hjælp, men advarede ham i stedet imod utysket. I samme øjeblik dukkede dragen op, men Georg lod sig ikke afskrække af dens spidse tænder og uhumske ydre, men red tappert imod den og fældede den med sin lanse. Kongen var overlykkelig og tilbød ham, hvad han end ville have, som tak for sin heltedåd, men den tapre og ædle ridder sagde blot, at det var enhvers pligt at hjælpe, hvor det var muligt. Hans bedrift forhindrede dog ikke, at han senere blev henrettet med grusomme pinsler for sin kristne tro, men sådan er det jo som regel med helgener: de lider martyrdøden og bliver derpå helgenkåret, hvis deres liv ellers lægger op til det.

Da dette foregik i Italien, er det jo lidt ulogisk, at han blev Englands nationalhelgen, men sådan er der jo så meget, når det gælder myter og helte. Man fejrer ham i hvert fald i England på hans dødsdag, nemlig den 23. april, medens han fejres den 23. november i Georgien. Døde han to gange? Næppe, og jeg tvivler også på, at han overhovedet har eksisteret uden for myternes verden. Sådan er det til gengæld ikke med den tidligere engelske skytshelgen Edmund, martyr og konge, for han er en del af kongerækken. At han blev erstattet af Georg som nationalhelgen forekommer mig temmelig mærkeligt, men gjort blev det, tilmed af en konge.

Der er forskellige mere eller mindre farverige beretninger om Edmund og hans liv, men det lader til, at han blev kronet til konge over en del af England som 15-årig, idet hans mor havde styret for ham, siden han var omkring 12 år gammel. Tiden var præget af de danske vikingers hærgen, men i 870 fordrev han Kraka og Regnar Lodbrogs søn, Ivar Benløs, fra sit rige, men dog kun for en tid. Da Ivar og hans danske vikinger vendte tilbage, fangede de kong Edmund og afkrævede ham forskellige ydelser for at slippe ham fri. Noget, han afslog, da disse stred imod hans kristne tro. Dette fortørnede vikingen, og han tog en grusom hævn over kongen.

Den 20. november 870 lod Ivar den tilfangetagne konge torturere til døde ved at skyde pile imod ham, da han stod bundet til et træ. Derpå på den sårede konge også hugget hovedet af. Nu var der bare det ved det, at Edmund kom af en familie, der talte adskillige helgener, så man forventede nok, at han også kunne træde ind i denne rolle efter sin død. Noget, han også gjorde, indtil kong Edward III (1312–1377) besluttede at udskifte ham med den måske nok mere berømte Sankt Georg som nationalhelgen. Sjovt nok lever Edmunds ry dog videre på forskellig vis, da han stadig er skytshelgen for torturofre, ulve og flere senere konger af England.

Sankt Edmund

Troen på skytshelgener virker rørende naiv på mig, men nu er jeg jo altså heller ikke katolik, så der er afgjort noget i det her, jeg ikke umiddelbart forstår. Faktisk mener jeg, at de fleste af disse skytshelgener forventes at opføre sig som en art "amerikansk Jesus", og han er efter min mening en perverteret form for "julemand" uden noget virkeligt religiøst perspektiv. Ergo: for mig at se, er skytshelgener interessante som et kulturelt og historisk fænomen, men ikke som noget som helst andet. Det er dog fascinerende, at en figur som f.eks. Edmund kan ende med et ry som en hellig mand og skytshelgen, for ifølge nogle myter var han var som noget af en pestilens, da han var barn og ung. Han var som sagt meget ung, da han - ifølge én version - blev konge som følge af sin mors mange intriger imod hans halvbror. Typisk nok blev denne intrigante og barske dame også helgenkåret, faktisk ligesom det meste af familiens medlemmer, selv om ingen af dem virker særlig "helgenagtige", sådan som vi i nutiden forstår det begreb.

Og hvad så med Danmark, har vi også en skytshelgen eller nationalhelgen? Ih ja, han hedder Knud den Hellige (1043-1086) og han er "selvfølgelig" også konge, tilmed myrdet foran alteret i en Sankt Albani Kirke i Odense. Mægtig helgenagtigt, men ret selvforskyldt, da hans mordere var utilfredse vendelbo-soldater, som han havde krævet bøder af i 1085 efter at sultet dem og ikke betalt deres hyre, medens de ventede på at kunne sejle til England, hvor man formentlig var glade for ikke at se hverken dem eller den ambitiøse konge. Efter drabet på kongen sørgede hans bror, kong Erik Ejegod (1055–1103) for, at få ham helgenkåret, for det var nu engang et blåt stempel på et menneske - og en slægt i denne tid. Noget, enhver magthaver og vel især en vakkelvorn kongemagt var ret ivrig for at opnå.

 

https://catholico.wordpress.com/2019/04/27/saint-edmund-the-king-and-martyr/ 

https://www.historic-uk.com/HistoryUK/HistoryofEngland/Edward-The-Martyr/

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-en-nationalhelgen

 

Wikipedia

Når fagkundskaben snøres af svindlere

Denne film fra 1976 om en af psykiatriens forkætrede/elskede diagnoser, nemlig "personlighedspaltning", vakte stor opsigt. Hovedrolleindehaveren Joanne Woodward fik en Oscar for sin præstation som den stakkels Eva med den trespaltede psyke, og forfatterne til den bog, filmen byggede på, blev berømte. Herligt for alle de involverede, da interessen for den eksotiske lidelse personlighedsspaltning - også kaldt "dissociativ identitetsforstyrrelse" - voksede og voksede i denne tid. Interessen for den almindelige hverdagsdepression og lignende allemands-sygdomme, der rent faktisk plagede mange mennesker, blegnede ved siden af. Allerede året efter kom der sørme én film mere om personlighedsspaltning, nemlig "Sybil" med Sally Field i hovedrollen, og også den vakte stor opmærksomhed. 

Var det derfor, at den psykiatriske sagkundskab nærmest lod sig vælte bagover af voldtægtsforbryderen og morderen William Stanley Milligan (1955–2014), (der som regel blev kaldt Billy), da han blev fanget, og en sensationslysten psykiater diagnosticerede ham med lidelsen personlighedsspaltning? De 3-4 kvinder, han havde voldtaget som den infame "The Campus Rapist", blev helt glemt for ham og hans interessante psyke, for minsandten om ikke Billy slog både "Eve" og "Sybil" ved at have hele 24 personligheder!!! Lykkelig den sagkundskab, der kan boltre sig i en så interessant personlighed, og det kunne de, for Billy samarbejdede skam med dem og gav dem det, de ville have.

Det man forventer af en patient med diagnosen "personlighedsspaltning" er tilstedeværelsen af to eller flere differentierede personligheder, der skiftes til at tage kontrol over værtens liv og opførsel. Desuden har den ramte lejlighedsvise hukommelsestab, der på bekvem vis gør ham/hende ude af stand til at huske, hvad han/hun har foretaget sig. Derfor var det som forventeligt umuligt for Billy at huske det, han havde gjort som "The Campus Rapist", og af den grund blev han set som uegnet til straf. Faktisk var han den første amerikaner, der slap for videre tiltale med den begrundelse, at han var sindssyg. Til gengæld havnede han på et psykiatrisk hospital, hvor han blev behandlet i flere år, dvs. indtil han stak af og indledte et mere spændende liv som flygtning - og forbryder. Således mener man, at han har mindst to mord på mænd på samvittigheden, og heller ikke dem er han blevet straffet for.

 

Problemet med en forbryder som Billy lader imidlertid til at være hans udtalte snuhed. Intelligensmæssigt svingede han angiveligt med den personlighed, han viste i øjeblikket, sådan at han var kløgtig det ene øjeblik og det modsatte det næste. Når man ser optagelser med ham og en mere eller mindre troskyldig psykiater, der higer efter de informationer vedr. hans spæmdende psyke, som han kan formidle, er det tydeligt, at han aflæser dem og svinger i takt med deres ønsker. Der har hele tiden været forskellige opfattelser af diagnosen "personlighedsspaltning", ligesom Billys tilfælde har skabt stridigheder inden for sagkundskaben, men det er tydeligt, at denne specielle patient formår at aflæse de forskellige psykiatere, der involverer sig i hans sag. Sagkundskabens behov for verifikation mødes med forbryderens ønske om at smutte uden om straffen, og det hele går op i en højere enhed, hvor hver part får sit, men hvor retfærdigheden og den offentlige sikkerhed snydes.

Billy Milligan var altså en person med en kontroversiel diagnose, ligesom han også selv var en kontroversiel person, som der blev skrevet fagbøger om og planlagt spillefilm om med superstjernen Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Eftersom de mange personligheder ikke gør sig særlig bemærket under hans flugt, har jeg svært ved at tro på dem. For mig at se var han en dygtig svindler, der udfyldte et behov hos en flok sensationslystne psykiatere, men jeg kan da godt se, at der er andre tolkningsmuligheder af patienter som ham. Foreløbig står han dog for mig som en fræk svindler, der snørede systemet og slap godt fra det.

Hvis man skal sammenligne ham med nogen, så finder jeg ingen mere egnet end morderen og voldtægtsmanden Henry Lee Lucas (1936–2001). På nedenstående billede ser man ham på symbolsk vis blive ført afsted af den stædige, men karismatiske sherif Jim Boutwell fra The Texas Rangers, der bare var overbevist om, at han havde fanget manden, der angiveligt havde myrdet sådan ca. 200-600 personer.

Den uendelige strøm af tilståelser var vand på møllen for den ambitiøse ordenshåndhæver, fordi Henrys vidtløftige beretninger om sine mange mord over hele USA havde en indbygget tilståelse af mange af de uopklarede sager, som han og hans kolleger fra andre delstater havde kæmpet med at finde ud af. Nu blev de tilsyneladende opklaret som ved et trylleslag, men man må sige, at Boutwell begik den uforsigtighed at gøre regning uden vært, for han glemte at tjekke op på de tekniske beviser i de enkelte sager. Ved at tage Henrys ord for gode varer viste han sig som en pinligt ringe politimand, og optagelser af hans og hans kollegers afhøringer af den overmåde samarbejdsvillige mistænkte, der nød betjentenes opmærksomhed, afslører, at politimyndigheden - bevidst eller ubevidst - selv giver ham de oplysninger, som han derefter "tilstår". At Henry allerede var dømt for mordet på sin mor i 1960 samt mord på to andre tyve år efter gør ham ganske vist til morder, men ikke af 200-600 mennesker. Med en intelligenskvotient på angiveligt (ca.) 88 snørede han langt mere intelligente personer, fordi de var så ivrige efter at få ham placeret som ansvarlig for de mord, de ikke selv havde kunnet opklare.

 

https://marketresearchtelecast.com/who-is-billy-milligan-the-rapist-with-24-different-personalities-who-was-the-first-criminal-to-be-acquitted-due-to-an-identity-disorder/162972/ 

 

https://www.thedailybeast.com/the-dark-saga-of-billy-milligan-a-serial-rapist-who-was-acquitted-after-claiming-to-have-24-personalities 

 

https://www.oxygen.com/true-crime-buzz/where-is-serial-rapist-billy-milligan-from-monsters-inside-now 

 

https://www.salon.com/2021/09/25/billy-milligan-ted-bundy-criminal-celebrities/ 

 

https://www.thedailybeast.com/the-dark-saga-of-billy-milligan-a-serial-rapist-who-was-acquitted-after-claiming-to-have-24-personalities 

 

Wikipedia