Det påtænkte mordoffer, der dræbte morderen

Ja, hun dræbte et menneske, men er hun en skurk eller en heltinde? Efter MIN mening helt sikkert en forrygende heltinde og dermed også et godt forbillede for sine medsøstre, der har måttet læse om det ene meningsløse mord på kvinder efter det andet. Tilmed særdeles ofte fordi de havnede i kløerne på en eller anden sex-forstyrret mandsperson, som de aldrig selv ville have valgt at have noget at gøre med af nogen som helst art. Da den 51-årige sygeplejerske Susan Kuhnhausen blev overfaldet af en fremmed i sit eget hjem gjaldt det dog ikke sex, men hendes liv: hendes eksmand gennem 17 år, Mike Kuhnhausen, havde bestilt en lejemorder, der skulle udføre hans hævnmord på hende, fordi hun var blevet træt af hans evindelige drikkeri og derfor havde smidt ham ud.

Susan og Mike Kuhnhausen i lykkeligere tider

Ægteparret havde mødt hinanden, efter at Susans mor og en veninde havde sat en annonce i avisen på hendes vegne. 

OK, som annoncen siger, så var hun overvægtig, men en god del af det var nu muskler. Som sygeplejerske havde hun gang på gang været nødt til at tackle genstridige og omtågede patienter, og det havde udviklet hendes muskelkraft, så hun var blevet særdeles stærk. Det vidste den hyrede 59-årige morder, Ed Haffey, ikke, da han angreb hende med en hammer, men da hun i sit selvforsvar kvalte ham til døde med sine bare hænder, udbrød han forbløffet: "Du er sørme stærk!!!"
 

Susan havde intet personligt udestående med Ed Haffey og ville ikke have gjort ham noget under normale omstændigheder, men hun følte sig fuldt berettiget til at forsvare sig og slå igen med fuld styrke, da det gjaldt hendes liv. Noget, jeg bestemt giver hende ret i, også fordi jeg ville ønske, at kvinder oftere, end tilfældet er, gjorde noget lignende - eller i hvert fald ikke bare lod sig voldtage eller dræbe som forsvarsløse slagtedyr. 

Lejemorderen Ed Haffey

 

Hvad Susans eksmand, Mike Kuhnhausen, angår, så døde han af såkaldt "naturlige årsager" i fængslet, medens Susan bare fortsatte sit liv. 

 

 

https://www.wweek.com/news/2016/08/17/a-hit-man-came-to-kill-susan-kuhnhausen-she-survived-he-didnt/  

 

https://medium.datadriveninvestor.com/an-assassin-tried-to-kill-susan-kuhnhausen-it-went-poorly-for-him-f3b02fef5221 

 

Wikipedia

 

"Karen Blixen, Allegorical Animals and Racism": Ezine article by Else Cederborg, formerly published

 

Karen Blixen

The famous, Danish writer Karen Blixen had her fame boosted by the movie "Out of Africa" about her years as a farmer in Kenya. She was born on the 17th March of 1885 and she was the second daughter of a well-to-do and well-connected family in Denmark, the Dinesens. That means that from the very first start of her life she belonged to high society, but not the most elevated part of it, i.e. one of the noble families which may count their ancestors far back in time. Her family tree could boast nobility on her father's side, but not in a direct hereditary line, making her and her siblings Sirs and Ladies. However, when she married her Swedish relative, Baron Bror von Blixen-Finecke she obtained the coveted title of Baroness.
Very early on the life style of the families of the large Danish and Swedish noble houses had a tremendous appeal to her. A snob she was, no one can deny it, but the snobbery was more for a special kind of nobility of character than for the sheer hereditary distinction. With her it's not enough to be born a nobleman to become one of those noble characters whom she admired, some of them actually belonged to the poorest of the poor or were revolutionaries like some of the heroes of The French Revolution.
Her mother's family consisted of well-to-do merchants which weren't among her favorite class of people. When her father committed suicide in her childhood (1895) and her mother's family raised her as well as her brothers and sisters she felt exposed to the bourgeois and religious ideals which they represented. She came to resent most of what they stood for - or rather, she came to resent them for the ideas she attributed to them: Prudish, puritan, pragmatic, unimaginative, non-idealistic, materialistic and not in accord with their own inner-most instincts. With her instincts mean something exalted like "connected to God or fate by one's very soul" and she purports the idea that in reality it takes a wild animal to have the perfect form of this instinctual and divine connectedness. Or as it's put by the young man, Peter, who has an inherited drive (i.e. his God-given instinct) to become a sailor, but is being urged to be something he has no inner drift for ("Peter and Rosa" from "Winter's Tales"):

"I saw a fox the other day," he took up his theme, after a long silence, "by the brook in the birch-wood. He looked at me, and moved his tail a little. I reflected, as I looked back at him, that he does excellenctly well at being a fox, such as God meant him to be. All that he makes or thinks is just foxlike; there is nothing in him, from his ears to his brush, which God did not wish to be there, and he will not interfere with the plan of God. If a fox were not so, a beautiful and perfect thing, God would not be beautiful and perfect either."

In the writings of Karen Blixen the nobleman - or the one in the other end of the social scales, the destitute and according to her thus totally free man - is considered an equal to the wild, untamed and instinctual animal who lives in accordance with God's plans for him. To be compared to e.g. a wild animal is a real compliment with her. In the other end of the scales the domestic animals equal the bourgeois of her mother's family. If one is compared to these animals one is not living by one's inherent instincts, or put in another way, the direct connection to God has been broken or at least twisted: Man doesn't live like he was meant to, but like he finds fit to in order to obtain the non-instinctual, social security of e.g. farm animals.
You may ask, now what has all that to do with racism? Well, in her beautiful book on her time in Kenya, "Out of Africa", Karen Blixen compared everyone to animals, but most certainly not in a derogatory way, but simply to mark them for their inner qualities as she saw them. She herself was very proud that she was being called "Lioness" because that spoke of bravery and fortitude which were ideals with her. Her best friends, young noblemen and great huntsmen from England and Scandinavia, belonged naturally in this group and so did some of the natives: Both the devout and very strict Muslim Somalis and the warlike Masai whom she saw as free in body and spirit because they have never been slaves are compared to birds of prey. The Masai are being her absolute favorites because they simply can't survive slavery ("Out of Africa"): "This stark inability to keep alive under the yoke has given the Masai, alone amongst all the Native tribes, rank with the immigrant aristocracy."
The Kikuyus who have been enslaved, and who have reputedly hunted down and sold each other, are being compared to farm animals, but more to describe their relationship with each other than anything else. One must admit that the Somalis and Masai are her favourites, yes, even human ideals with her, but still she has a soft spot for the Kikuyus and she is not derogatory of them when she compares them to rodents which just are another kind of free animals. In their tribe relationship she sees the Somalis as faithful sheepdogs guarding the valuable sheep, i.e. the Kikuyu.
The use of animal categories to describe people go very far back in time. We meet gods as animals and animals as gods all over the world and this tradition of comparing humans to animals live on in fairy tales and fables, but also in Heraldry. In the noble families of Scandinavia many have animals in their Coat of Arms. The heraldic animals were accepted as valid names for members of these families in their addressing each other so it hasn't been unnatural to Karen Blixen to think along these lines with the natives of Kenya and with herself and her friends. First and foremost it hasn't been derogatory to talk of someone being like a "sheepdog", guarding "sheep" and others being "birds of prey".

"Winter's Tales" by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books Edition, Random House, New York (1961): page 261 "Out of Africa" (and "Shadows On The Grass") by Isak Dinesen (: Karen Blixen), Vintage Books, Random House, New York, 1985: page 156

ALL rights reserved © EC
 

Nakano Takeko - kvinden, der var samurai

 

Hun blev ikke så gammel, men hun opnåede stor hæder og ære inden for sit felt som kriger, i dette tilfælde samurai. Hendes navn var Nakano Takeko, og hun blev født i april 1847 og døde i 1868. Hendes karriere omfattede bl.a. en medvirken i Boshin-krigen 1868-69 som officer og leder af de kvindelige samuraier, også kaldt "joshitai". Hun brillerede især med sin brug af det specielle spyd eller sværd "naginata", der bedst kan sammenlignes med det gamle, europæiske våben hellebarden, der - set med nutidige øjne - ser meget uhåndterligt ud, men som hun mestrede.

Japansk samurai-rustning flankeret af "naginata" 

Lige fra helt lille havde hun været fascineret af de kvindelige samuraier, der altså kaldes "joshitai". Hun læste en masse om dem og deres kampteknik samt lagde planer om selv at uddanne sig til kriger. Noget, der også interesserede hende, var historiske skildringer af japanske generaler, kejsere og kejserinder, hvilket alt sammen tyder på, at hun levede i sin egen drømmeriske eventyrverden af store mænd, kvinder og deres bedrifter. 

Kvindelig samurai

Som 6-årig blev Nakano Takeko optaget på en skole for kvindelige samuraier, hvor hun gjorde sig godt, men den uro, hendes land blev ramt af på grund af forskellige grupperinger  af kejser-tro og det modsatte, gjorde, at hun vendte hjem og begyndte at træne andre piger som "joshitai". Det var hun sikkert ganske god til, for i sin tid havde hendes egen lærer været så imponeret af hende, at hun/han ansatte hende som hjælpelærer. Noget, der formentlig kun skete for de bedste i en klasse.

På dette tidspunkt sang samurai-traditionen på sit sidste vers, og Nakano Takeko blev en af de allersidste af sin slags. Den 16. oktober 1868 førte hun an i Aizu-slaget, hvor hun og en gruppe af "joshitai" gik til angreb på den overlegne kejserlige styrke under general Shagumas ledelse, selv om de faktisk havde fået forbud imod at deltage. Deres mandlige modstandere var forsynet med moderne våben i form af geværer, så de var kvinderne langt overlegne, både i antal og i bevæbning. Da Shaguma forstod, at han kæmpede imod kvindelige soldater, gav han ordre til ikke at dræbe dem, men det betød blot, at Nakano Takeko beordrede sin kvindehær til at kaste sig ud i et selvmordsangreb. Inden hun blev ramt i brystet, nåede hun efter sigende at dræbe en 5-6 fjendtlige soldater, men døde så også selv.

Inden hun døde, havde hun bedt sin søster, Yuku, om at skære hendes hoved af, så det ikke skulle falde i fjendens hænder og blive brugt som trofæ. Søsteren gjorde, som hun bad hende om, og det afhuggede hoved blev båret af sted til et tempel ikke så langt fra slagmarken, hvor en præst begravede det under et fyrretræ med alle æresbevisninger. Alt sammen mægtig hæderværdigt ifølge japansk tradition, men nok ganske uforståeligt for de fleste af os andre. Hvad Nakano Takekos ry angår, så blev hun senere hædret med en statue, selv om det var den kejser, hun kæmpede imod, der endte som sejrherre. Hun var altså en skrap oprører, der blev belønnet med berømmelse, og som blev en legende for en krigertradition, der ret kort efter hendes død blev opgivet som forældet. Alt i alt et ret interessant fænomen ....

 

https://yamatomagazine.home.blog/2019/07/13/warrior-women-nakano-takeko/ 

 

https://www.badassoftheweek.com/nakano 

 

https://www.rejectedprincesses.com/princesses/takeko-nakano 

 

Wikipedia 

Kvindelige seriemordere

"Normalt" optræder kvinder ikke som seriemordere, men som ofre for mandlige mordere som f.eks. Ted Bundy, Samuel Little, Richard Ramirez, Dennis Rader, Gary Ridgway, osv., osv., osv., men der er dog også dem, der går ind for et makabert rolleskift, hvor det ofte er manden, men ikke altid, der bliver offer for kvinden. Eftersom kvinder bruger metoder som gift og ikke helt synlige kvælningsmetoder, er der formentlig mange af deres mord, der slet ikke opdages, så der kan være langt flere kvindelige seriemordere, end vi hidtil har gjort os klart. Et godt eksempel er (Audrey) Marie Hilley, der levede som den kønne og perfekte hustru og mor, samtidig med at hun myrdede på livet løs. 

 

Blandt andre kvindelige seriemordere kan f.eks. nævnes Blanche Taylor Moore, Velma Barfield, Judy Buenoano, Amy Archer-Gilligan og Aileen Wuornos. Sidstnævnte, der fejlagtigt regnes for Amerikas første kvindelige seriemorder, er et særdeles ulykkeligt eksempel på, hvordan mishandling og en omfattende nedværdigelse kan forvandle et barn til en morderisk furie. Således blev Aileen misbrugt og mishandlet gennem hele sin barndom, blev voldtaget og gravid som 14-årig, så ærlig talt, påviste hun ikke bare gennem sin livsstil, at tryk avler modtryk? Hun kunne ikke lide mænd, men levede som prostitueret, hvilket næppe kan have været rart, men når hun påstod, at hendes kunder voldtog hende, så passer det ikke ud fra den måde, vi normalt opfatter forbrydelsen "voldtægt", da hun jo solgte sex for at overleve i samfundet.

Så vidt jeg kan se, er disse kvindelige seriemordere ikke også seksualforbrydere eller ligefrem lystmordere, sådan som mange/de fleste af de mandlige er. Det er da muligt, at der indgår både sex og lyst i nogle af mordene, men ikke så synligt, at det virker som det primære motiv. Nej, kvinderne myrder for at opnå noget materielt eller for at blive fri for noget, der irriterer dem, som f.eks. mænd, børn eller (sviger-)forældre. Hos nogle indgår også motivet hævn, hvilket så igen kan hænge sammen med deres rolle i samfundet, der ikke giver dem de udfoldelsesmuligheder, de ønsker.

En af de kvindelige seriemordere, der lader til at blive drevet af det hele, er Kelly Cochran. Hun indrømmer, at hun har myrdet mange - dvs. flere, end politiet var klar over, da de arresterede og fængslede hende for hendes medvirken ved hendes mands (angivelige) mord på hendes elsker og kollega, Christopher Regan. Om det så virkelig var ægtemanden, Jason, der dræbte Regan, kan man stort set kun gætte på, for det kunne lige så godt være Kelly selv, der gjorde det alt sammen helt alene.

Mordoffer Christopher Regan

Denne, ifølge fotografier og desuden mange udsagn, skønne fyr myrdede Kelly altså måske/formentlig sammen med sin mand, Jason, der døde nogle år efter, angiveligt af en overdosis. Forskellige ting peger dog på en anden forklaring, nemlig at Kelly myrdede Jason som en form for hævn over ham, fordi han tvang hende til at være med til at dræbe Regan. 

Kelly og Jason Cochran

Tankegangen og handlingerne er præget af deres egen skæve logik, men alt bunder i en tydelig mangel på empati, for Kelly følger kun sine egne ønsker, og de er ofte dystre og mildt sagt kriminelle. At der virkelig er flere mordofre er absolut ikke usandsynligt, også fordi der er blevet fundet uidentificerede knogler det sted, som hun selv har udpeget som sit foretrukne, når det gjaldt om at skaffe sig af med ligdele. I overlyttede samtaler mellem hende og hendes mor fortæller hun om, hvordan hun altid har følt lyst til at dræbe, og det fremgår indirekte, at det er lige præcis det, hun har gjort om og om igen. Der er ingen anger at spore, men der er visse ting, der tyder på, at hun var langt mere glad for Regan, end hun indrømmede, og at det sårede hende, at han ikke følte det samme for hende, men bare gik ind for sex. At hun har en lang forhistorie med psykisk sygdom gør det sværere at bedømme hende og hendes handlinger, men dømt er hun, og man eftersporer også andre ofre for hende og hendes mordlyst.

Kellys behandling af den døde Regan er ret forfærdelig. Man spørger sig selv om, hvad der fik hende til at gøre de ting, hun gjorde, men der er ikke rigtig noget svar. Skete det, fordi hun på en vis måde blev afvist af den fyr, hun havde dybe følelser for? Efter mordet gik hun i hvert fald videre og  nedværdigede ham ved at servere dele af hans lig som "bøffer", bl.a. for naboen? I mine øjne er det den ultimative hån, som ingen har gjort sig fortjent til, heller ikke Regan. 

 

https://aniston.dk/en-kvindelig-seriemorder.51731.html

https://ungtteaterblod.dk/tag/usas-foerste-kvindelige-seriemorder/

 

Misbrugt som barn, mor som 14-årig efter en voldtægt og prostitueret allerede i folkeskolen - og den første kvinde nogensinde der matchede FBI's profil på en seriemorder. Læs om kvinden der myrdede syv mænd, før hun blev henrettet i 2002.

 

https://allthatsinteresting.com/kelly-cochran 

 

https://www.rollingstone.com/culture/culture-features/is-this-indiana-woman-a-serial-killer-252216/ 

 

Wikipedia

Den signerede krop

Tatoveringer kan være sjove som en speciel kommentar til en situation eller tilstand. Det gælder f.eks. denne, hvor den vigende hårgrænse forvandles til et pudsigt billede af en mand med en græsslåmaskine. Hår er ikke græs, men det kan sammenlignes med det, så det får et ironisk og humoristisk perspektiv. Ellers forekommer de fleste tatoveringer, jeg har set, intetsigende og på en vis måde "påtrængende". Hvad laver de dér, hvor de nu sidder, når de er uden mening eller budskab? For slet ikke at tale om direkte grimme. Og hvorfor investere tid, penge og smerter i dem, når de ikke engang pynter, ja, nærmest er som ligegyldige kruseduller?

Denne tatovering forekommer mig således "tom", for jeg synes ikke, den er hverken pæn eller på nogen måde symbolsk. Derfor forstår jeg udmærket, at dens ejermand er blevet træt af den og ønsker den væk. At det kan være dyrt at få fjernet tatoveringer siger næsten sig selv, især hvis det drejer sig om større eller specielt sarte områder, og også det bør man tænke på, før man får dem. 

Når jeg ser sådan et syn, så føler jeg, at denne kvinde, (der formentlig selv er stolt af sine "dekorationer"), har mishandlet sin krop. Jeg synes, det er direkte grimt, og kan ikke se, hvordan det skulle kunne udtrykke noget som helst om - eller for - hende: de forskellige motiver er anbragt hulter til bulter, og selvom de hver for sig kan være pæne, hvis de ses enkeltvis, så udgør de hér et stort kaos.

Sådan noget som det her er en ganske pudsig kommentar til det, der skaber en motorcykels fart eller stilstand, men heller ikke noget andet. Den er sjov, og - selv om den formentlig er overflødig - ikke direkte misklædelig.

Et udsagn, der vil noget, men hvordan ser det ud om 40-50 år, og hvordan påvirker det mere eller mindre underforståede budskab kvindens liv? Har hun tænkt over det, eller har hun bare villet være med på tatoveringsbølgen? Desuden er der jo det med de mange farver, for det er næppe uden grund, at der er kommet et nyt EU-direktiv vedr. rigtig mange kemiske stoffer i det blæk, man bruger til tatoveringer, fordi de mistænkes for at være kræft- og/eller allergifremmende.

Gad vide, hvad dette gennemført modbydelige individ ville have sagt til en sådan moderne tatovering. Hendes navn var, som det fremgår, Ilse Koch, og hun slog sine folder i den kz-lejr, hendes mand, lejrkommandanten Karl Koch, bestyrede. Senere er hun blevet vildt berygtet for sin samlermani, der bl.a. omfattede særligt spændende tatoveringer af myrdede fanger. Nogle af disse "huder" blev brugt til lampeskærme og andet til at "pynte op med" i et rigtigt nazi-hjem. Dvs. at visse fanger blev myrdet for at skaffe Ilse noget uhyggeligt flitterstads, som hun kunne forære væk eller selv bruge som "pynt".

Ægteparret kan næppe have været ude efter de tatoveringer, som børnene i Auschwitz her viser frem. Til gengæld måtte de små overlevelseskunstnere bære dem til evig tid.
 

Ilse Koch var ikke den eneste, der samlede på hud fra kz-lejrens myrdede mennesker, for en læge ved navn Erich Wagner havde brug for den slags til sin doktorafhandling. En ting er, når "signaturen" er frivillig, noget andet når den påduttes andre som tilfældet er med børnene her. 

Hævnen er sød, eller ....?

https://travelerdoor.com/2020/03/26/inkwrong/2/ 

https://myhealthgazette.com/tattoo-blunders-these-people-are-stuck-with-is-m/?utm_source=2am_twitter&utm_campaign=mhg-2am-ww-d-tw_tattoos-cpc_top_tsj4_twitter_11.22.21&utm_medium=34741530&twclid=11471490811376193545

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/hvis-din-naeste-tatovering-skal-vaere-fyldt-med-farver-kommer-du-nok-til-vente-en

https://artblart.com/tag/maud-stevens-wagner/ 

 

https://readinsideout.com/culture/women-who-shaped-the-tattoo-industry/ 

 

https://www.vice.com/da/article/mvxgpx/the-art-of-preserving-tattooed-skin-after-death-629 

 

https://www.cosmolaser.dk/tatoveringsfjernelse?gclid=Cj0KCQiAosmPBhCPARIsAHOen-Mgi3WbzfHu6N2WkOeGt3YDHzaEvk1jm9_bO4472Xl6PBk4SF60QUMaAkE3EALw_wcB 

 

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2014/01/ok-kunstner-opfrisker-kz-fanges-falmede-tatovering 

 

https://www.bt.dk/udland/rystende-nazi-fund-grusom-historie-ligger-bag 

 

https://susanandersmusic.com/maud-stevens-wagner 

 

https://myhealthgazette.com/tattoo-blunders-these-people-are-stuck-with-is-m/?utm_source=2am_twitter&utm_campaign=mhg-2am-ww-d-tw_tattoos-cpc_top_tsj9_twitter_01.28.22&utm_medium=35743069&twclid=11487728547812761600 

 

Wikipedia

 

Janina Tollik - kunstner og kz-fange

Denne tegning er lavet af den polske kunstner Janina Tollik (1910-1994). Der er utrolig lidt biografisk materiale om hende, men man ved dog, at hun var polak, og at hun blev arresteret af nazisterne, fordi hun deltog i sit lands modstandsbevægelse. 

Hun havnede i flere af de tyske kz-lejre, og denne tegning er vist nok fra tiden i Birkenau. Til sidst, da hun i 1942 var blevet forvandlet til fange nr. 6804, blev hun overflyttet fra Auschwitz til Flossenbürg og befriet derfra, da amerikanerne nåede lejren den 23. april 1945. Da man nåede frem, fandt man 1600 døende, stærkt afmagrede eller syge og mishandlede fanger.

Flossenburg havde mange prominente fanger fra politisk vigtige familier

 

Hvad Janina angår, så var hun - så vidt jeg har kunnet få oplyst - ikke ud af en specielt indflydelsesrig famillie. Ifølge nogle oplysninger havde hun 4 søskende, ifølge andre 7, og sådan er det hele vejen igennem: hun har lavet blændende, dokumentarisk værdifulde billeder af sine år som kz-fange, men der er ikke rigtig nogle oplysninger om hende og hendes liv, hverken før eller efter krigen.

Janina var ikke den eneste kunstner, der malede og tegnede, hvad hun så og oplevede som nr. 6804. Flere kz-fanger arbejdede faktisk sammen med nazisterne, der havde brug for illustrationer til deres manualer, skitser til forbedringer af lejrenes kapacitet, etc., etc.. Det gælder f.eks. Wladyslaw Siwek:

Nogle værker var derfor officielle, men man spørger sig selv om, hvordan fangerne kunne frembringe kunstværker i form af malerier og tegninger illegalt. Mange af disse stammer fra tiden efter befrielsen, men andre blev lavet hemmeligt under meget vanskelige forhold i lejrene.

Kunstværkerne blev skabt af kunstnere, der fik materiale til at frembringe dem gennem tyverier, hvilket må have været enormt nervepirrende. 

 

Der fortælles imidlertid om officerer, der opdagede disse tyverier, men som nøjedes med at annektere kunstværkerne. Nogle af disse blev derpå sendt hjem til Tyskland, og man må så bare håbe, at kunstnerne slap godt fra deres dristige handlinger.

Fordi der er så få oplysninger om Janina Tollik og hendes liv, er det ikke til at sige, om de fleste af hendes værker stammer fra tiden efter krigen, men det vil jeg tro er tilfældet, da de virker for detaljerede og perfekte til at være lavet i lejren med nazisterne åndende i nakken.

Jeg synes, det er lykkedes hende at skabe et utrolig stærkt galleri af historiske begivenheder, der ellers ville stå tilbage som mundtlige beretninger. Billederne gør det hele meget mere levende, end hvis det "bare" var noget, eftertiden fik fortalt af de overlevende.

Blandt de andre kunstnere, der fik sagt noget væsentligt om denne utrolige tragedie, er Jan Komski:

http://lekcja.auschwitz.org/en_18_sztuka/ 

 

https://mydailyspace.dk/2017/01/yolocaust-kunstner-selfies-mindesmaerke-billeder-kz-lejre/ 

http://www.auschwitz.org/en/ 

http://www.auschwitz.org/en/bookstoreproducts/product/u-kresu-sil-obrazy-bylej-wiezniarki-kl-auschwitz-birkenau-janiny-tollik,151.html#1 

 

Wikipedia

Kvinden som hævner

 

En glad og lykkelig familie? Næh, for ægtemanden, Daniel T. Broderick III (1944–1989), var ikke bare utro, men forsøgte også at komme ud af ægteskabet med Elisabeth Anne Broderick (født den 7. november 1947) - kaldt "Betty" - på en lusket måde. Hans formål var at slippe så let som muligt uden om de økonomiske konsekvenser af en skilsmisse, så han uden problemer kunne blive gift med sin elskerinde, Linda Kolkena, der var tyve år yngre end den "gamle, fede kone", han var godt træt af. Altså en typisk "mand udskifter kone"-situation, hvor den gamle model skrottes til fordel for en smartere og mere up-to-date-udgave, nemlig sådan en som den kønne og friske Linda.

Sådan tænkte han ikke, da Becky sled og slæbte for at betale hans uddannelse, så de kunne få et godt liv sammen. I mellemtiden fik de fire børn, som han imidlertid ikke viste nogen særlig interesse for. Dvs. at Becky også som højgravid kunne være hjemmefra for at ase g mase med de jobs, der forsørgede familien, bl.a. som Tupperware-forsælger. Dette system med konen, der forsørger familien og gør det muligt for manden at studere, var muligvis "indbygget" i hende som den ideelle model for et lykkeligt ægteskab. Hun havde nemlig formentlig lært det hjemmefra i sit irsk-italienske barndomshjem, og hun troede på det: sådan gjorde man som en god og hæderlig kone, idet pukleriet for at sikre mandens uddannelse var en investering i en god fremtid for hele familien. Det materielle, ordinære statussymboler, etc. betød desuden meget for hende og tanken om det, hans uddannelse kunne indbringe, når han var færdig, gav hende nok ekstra inspiration til knokleriet. Kort sagt: det var næppe godhed alene, der drev værket.

Daniel Broderick

Det havde hele tiden været Daniels ønske at læse jura efter at have gennemført et medicinsk studium, da han ønskede at specialisere sig i retsforfølgelse af lægesjusk. I begyndelsen af 1970'erne fik han et job på et fornemt advokatkontor, og i 1982 havde han ansat den 21-årige hollandsk-amerikanske Linda Kolkena (1961-1989) som sin assistent og/eller sekretær. Dette ansættelsesforhold udviklede sig hurtigt til et kærlighedsforhold, og den vakse Betty var ikke længe om at lugte lunten. Daniel nægtede og nægtede, men skaffede sig samtidig sin egen lejlighed, og til sidst måtte han da også gå til bekendelse, samtidig med at han indledte en skilsmissesag. Bettys hævn var formidabel, men også noget af en boomerang: hun efterlod børnene, én for én på hans dørtrin, samtidig med at hun kæmpede for ikke at miste dem.

Betty ville ikke under nogen omstændigheder skilles, hun chikanerede både Daniel og Linda på forskellige måder, især efter at han havde købt et nyt hus, hvor han kunne bo sammen med Linda og de fire børn. Det må have været aldeles forfærdeligt for Betty at opleve, hvordan hendes investering i en god fremtid sivede ud af hænderne på hende, og  den skyldige - Daniel - slet ikke følte samvittighedsnag. Hun hævdede da også hårdnakket, at der kun kunne være én Mrs. Broderick, og at det var hende, men Daniel ville have Linda, så gift blev de efter den barske skilsmisse fra Betty.

Alle rådede Betty til at "komme videre", som man siger, når én er blevet forladt af en utro ægtemage, men det ville Betty ikke høre tale om. Hendes terrorhandlinger imod sin eksmand og hans nye kone forværredes, og den 5. november 1989 brød hun ind i parrets hjem og skød dem begge. De påfølgende retssager afslørede, at hun følte sig i sin gode ret til at hævne sig, og intet har senere kunnet få hende til at skifte mening. Hun modtog en dom på 32 års fængsel, som hun har appelleret senere, men det har hun ikke fået noget ud af, fordi hun ikke udviser nogen anger eller indrømmer, at hun har gjort noget galt. Tværtimod fortsætter hun i samme skure som hidtil, efter at Daniel forlod hende, hvilket tydeligt viser, at hun forventer, at man forstår hendes motiver og giver hende ret: han var hendes "ejendom", hendes "investering", og Linda stjal alt dette fra hende.

Mange kvinder kan sikkert skrive under på, at det også var sådan for dem eller for nogen, de kender, for sådan kører systemet nu engang i et patriarkalsk samfund. Nogle flittige og arbejdsomme kvinder ofrer sig for manden, men forventer at få det mangefold tilbage, når han er blevet etableret - og så bliver de snydt og forsøgt spist af med påstande om "kærlighedens ret". Betty gennemskuede systemet, og hun blev et ikon for mange kvinder i samme situation ....

https://www.marieclaire.com/culture/a32630134/betty-broderick-kids-kim-kathy-lee-daniel-jr-rhett/

 

https://www.lamag.com/longform/one-angry-betty1/ 

 

https://loriajohnston.medium.com/the-deadly-divorce-of-dan-and-betty-broderick-94e10c6452d4 

 

https://www.lamag.com/longform/one-angry-betty1/ 

 

Wikipedia