Mandlige sex-ofre

Dette er et sceneri, som mange kvinder frygter: de skyder genvej gennem et skovområde eller en mørk gyde, hvilket en eller anden mandsperson ser som tegn på, at de "er til fri afbenyttelse". Det var mildt sagt ikke deres hensigt, men faren er så almindeligt kendt, at omgivelserne ofte afviser overgrebet som en klar og tydelig mandlig forbrydelse, for i stedet at gå over til "victim blaming": hvorfor var du nedringet, hvorfor sad tøjet stramt over bagdelen på dig, hvorfor ditten og hvorfor datten? Men hvad nu hvis ofret ikke er kvinden, men manden? Så kunne der komme et "hvorfor går du også med den sexede kasket, og hvad med det flotte skæg, som du ved er mægtig ophidsende, fordi kvinder ikke kan styre sig selv, når de ser det". Umiddelbart er tanken grotesk, men der er faktisk mænd, der anklager kvinder for voldtægt, selv om de fleste, der angriber dem, nu er andre mænd. 

Det er/var en seriemorder som John Wayne Gacy, der voldtog og derpå myrdede mindst 33 unge fyre, og ikke en Johanna Wayne Gacy. På sådan et websted som f.eks. "Reddit" er der imidlertid mænd, der anklager kvinder for at gøre, hvad mænd traditionelt er blevet grebet i om og om igen, nemlig voldtægt. Problemet er dog, at voldtægt af mænd er et underoplyst område, hvor der mangler sikre tal. At mænd bliver voldtaget, er der umiddelbart ingen tvivl om, for det sker, f.eks. i fængsler, men det er så mand imod mand, selv om Reddit-fyrene har luftet tanken om, at kvindelige fangevogtere er de værste. Noget, jeg indrømmer, at jeg har svært ved at tro på ....

Rappenskralder kender vi, ikke mindst fra gamle komedier, hvor en barsk udseende og bredbaget kvinde koster rundt med sin lille, forsagte mand. I det sammenhæng bliver situationen til et komisk indslag på samme måde som med Gøg og Gokke, hvor størrelses- og intelligens-forholdet hører sammen ved at spejle hinanden. Det er dog ikke særlig morsomt, at vold også kan blive en del af parforholdet, og at det kan være kvinden, der er den udøvende part. Der er dog ingen tvivl om, at det først og fremmest er mænd, der begår vold, da gerningsmanden i godt ni ud af ti tilfælde af vold er en mand. ( https://dkr.dk/vold-og-voldtaegt/fakta-om-vold )

Bruderov har altid forekommet mig uhyggeligt og absolut uacceptabelt, men hvad med brudgomsrov? Umiddelbart virker det helt umuligt, men det sker dog i visse dele af verden som f.eks. i Bihar i det nordøstlige Indien, men det er nu brudens familie, der står for rovet, fordi de vil sikre hende og andre familiemedlemmer et nyt medlem med penge og status. Sært nok (?) bliver den slags volds-ægteskaber sjældent annulleret, selv om ofret - dvs. brudgommen - vel sagtens har den mulighed.

Kunne kvinder gå på manderov på egen hånd, fange en laber fyr og slæbe ham hjem i dobbeltsengen, sådan som mange mænd har gjort ved kvinder? Teoretisk set er det formentlig muligt, da nogle kvinder rent faktisk er stærkere end mænd, men de ved det bare ikke selv. Når de finder ud af styrkeforholdet, kunne de måske få den ide at bruge deres muskelstyrke på samme måde, som mænd har gjort om og om igen, nemlig ved seksuelle overgreb og (sex-)mord. Umiddelbart virker det ikke særlig sandsynligt, men umuligt er det nok ikke, især ikke hvis kvinderne anvender eller ligefrem går over til en anden form for definition af voldtægt end den gængse, der taler om "penetration". 

Vold og voldtægt af mænd har altid været underbelyst, også fordi mændene holder det hemmeligt, hvis de er blevet angrebet og udnyttet, ligegyldigt om angriberen er en mand eller kvinde. Det er flovt at blive voldtaget, ligesom det er flovt at blive tævet eller bare overmanden af en der er stærkere end én selv og formentlig allerværst, hvis det er en kvinde. Trist nok kan også mænd få nogle traumatiske følger oven på et overgreb, og det har Socialministeriet forsøgt at afhjælpe med en tildeling på 323.380,00 til "Kvisten", der skal stå for behandling af ofrene. Forhåbentlig får de også indhentet nogle oplysninger vedr. episoderne, der kan klarlægge, hvad det egentlig er, der sker, samt få mændene til at anmelde disse forbrydelser.

https://ekstrabladet.dk/krimi/teenagedrenge-voldtaget-og-mishandlet-paa-kirkegaard/8265256?ilc=c 

 

https://www.npr.org/2021/07/26/1020898658/male-survivors-of-sexual-abuse-struggle-to-find-treatment 

 

https://www.ekkofilm.dk/artikler/maend-kan-voldtages/ 

 

https://frdb.dk/artikel/overgreb-m%C3%A6nd-kan-ogs%C3%A5-v%C3%A6re-sexofre-2018-9-5 

 

https://www.tvmidtvest.dk/viborg/manu-sareen-stotter-mandlige-sexofre 

 

Wikipedia

 

"Synd" - og sang

 

Mange kan være yndige, men ikke alle kan opnå næsten verdensberømmelse som sangere. Det skete imidlertid for den italienske operasanger Adelina Patti (1843-1919), der også var mægtig berømt for sit angiveligt meget hektiske privatliv. Noget, der forekommer mig ret tåbeligt, da hun såmænd ikke havde flere elskere eller ægtemænd end så mange andre, men det hun foretog sig privat blev kendt, fordi man så hende som en national ejendom: en person, hvis privatliv tilhørte offentligheden. Et problem, mange andre berømtheder både før og efter hende, har måttet leve med, medens de begræd tabet af deres liv som privatpersoner.

Ligesom Adelina var hendes forældre operasangere, og det gjaldt såmænd også hendes to søstre, Amelia og Carlotta, medens deres bror, Carlo Patti, blev violinist. Altså en meget musikalsk familie, men Adellina var den kendteste, og hendes ry har faktisk holdt sig helt op i vor tid, selv om det er så som så med kvaliteten af de grammofonindspilninger, man har af hende. Noget af hendes nutidige berømmelse bygger derfor nok på en "berømmelsens berømmelse": man ved, at hun var ovenud kendt, hvilket hun så er blevet berømt for. Desuden så man hendes også som en femmes fatale, hvilket var med til at skabe hendes ry.
 

En af Adelinas største og mest indsigtsfulde beundrere var komponisten Giuseppe Verdi (1813–1901), der ikke veg tilbage fra at kalde hende "den måske fineste sanger nogensinde med en fantastisk teknik". At hun også så godt ud gjorde hende perfekt til de mest populære operapartier, så der er ikke noget at sige til, at Verdi - samt publikum - var glade for hende. 

Adelina var født i Madrid, da hendes ellers italienske forældre arbejdede i Spanien på det tidspunkt, hvor hun kom til verden som det yngste af børneflokken. Senere flyttede familien til USA, hvor de slog sig ned i New York, og hvor hendes svoger, musikeren og impressarioen Maurice Strakosch, underviste hende i sang og sangteknik. Bare 16 år gammel fik hun sin debut i titelrollen i Donizettis "Lucia di Lammermoor". To år efter fik hun en sådan succes i Covent Garden, at hun købte et hus og begyndte at bruge London som sin base for det, der bleve en sangmæssig erobring af Europa. Andre store succeser var f.eks. hendes optræden for ægteparret Lincoln, der lige havde mistet deres søn, der var død af tyfus. Europa, USA, men bl.a. også Rusland og Sydamerika lå for hendes fødder, hvilket nok også hang sammen med det pigede og ungdommelige udseende, der fulgte hende længe. På højden af sin karriere forlangte hun $5000 kontant i guld, før hun overhovedet åbnede munden. Desuden skulle hendes navn øverst og med større skrift på alle plakater. Betingelser, hun fik opfyldt, selv om der var dem, der protesterede imod hendes krav. 

Scenebillede af Adelina Patti

Når hun var så pengegrisk skyldtes det bl.a., at hun havde mistet store summer i forbindelse med sin første skilsmisse, nemlig fra Henri de Roger de Cahusac, Marquess of Caux (1826–1889). Nummer to var en tidligere elsker, den franske tenor Ernesto Nicolini, og det ægteskab blev regnet for lykkeligt, men da hun blev slettet fra hans testamente, har det nok ikke været så godt alligevel. De blev dog ikke skilt, idet forholdet varede til hans død. Det tredie ægteskab var med en særdeles flot og meget yngre, svensk baron, Rolf Cederström (1870-1947), der gav hende den tilbedelse, hun havde brug for, men som gennemgik hendes liv og husholdning med en sparekniv, der ramte hendes livsstil. Efter hendes død giftede han sig med en ung kvinde, og de fik en datter, der som sin fars eneste arving også høstede den økonomiske frugt af hans ægteskab med verdensstjernen, Adelina Patti.

Det er blevet hævdet fra forskellig side, at hendes berømte affærer - i og uden for hendes tre ægteskaber - var med til at gøre hende til en scenemagnet. Sært nok synes den tankegang at følge alle berømtheder, ligegyldigt hvad der har skabt deres berømmelse. Man kan spekulere over hvorfor, men jeg har i hvert fald ikke noget svar, kun en undren ....

 

https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/patti-adelina-1843-1919 

 

https://operawire.com/artist-profile-adelina-patti-one-of-the-greatest-bel-canto-sopranos-of-her-time/ 

 

https://www.britannica.com/biography/Adelina-Patti 

 

Wikipedia

 

Den uidentificerede identitet

Man kender hverken hendes navn eller hendes historie, men man ved, at hun blev myrdet og gemt væk på en modbydelig måde. Dette ved man, fordi hendes lig blev fundet i 2006, dvs. sådan ca. hundrede år efter mordet. Det var ret tydeligt, at hun måtte være et mordoffer, for det, der var tilbage af hende, lå pænt pakket ind i en tønde i et gammelt benzinlager bag "The Shore Hotel" i Sutherland. 

Kendte nogen af disse personer foran hotellet mon den myrdede - og kunne en af dem være hendes morder? Det er ikke til at vide, hvilket er ærgerligt, for et mord som dette vækker nu engang ens lyst til at få både en opklaring, en identifikation og en forklaring: hvorfor skulle denne kvinde dræbes? Hvad lavede hun ved hotellet - altså ud over at være død - og kunne der være tale om en ulykke? Nej, for lig pakker nu engang ikke sig selv ind: én eller anden, der følte nødvendigheden af at skjule hendes død, havde placeret hende dér, og hendes tøj tydede på, at det var sket inden for tidsrummet 1910 til 1920. 

Dvs. at der var tale om en form for løs tidsfæstelse, der viste, at mordet måtte være foregået i begyndelsen af det forrige århundrede. Dem, der havde kendt hende eller hendes historie, kan altså virkelig teoretisk set være på hotel-fotografiet fra den tid, men må dog antages at være døde nu. Dette faktum har man set som grunden til, at ingen hidtil har kunnet identificere den døde kvinde, selv om interessen ellers har været stor for at finde ud af, hvem hun var, og hvordan hun var havnet dér, hvor hun blev fundet. Således har de, der har forsøgt at finde frem til kvindens identitet, fået opringninger fra nær og fjern, også udlandet, idet folk åbenbart har støvet gamle familieportrætter af for at finde én, der kunne passe med de to forskellige buster, der er lavet ud fra kvindens ansigtsknogler.

OK, tøjet gjorde det altså klart, at hun ikke var en kvinde fra vore dage, men hvad med hendes sociale status? Hun blev fundet pænt klædt på i en højhalset bluse og en figursyet jakke. Desuden var der en itureven guldkæde ved siden af den døde kvinde. Alt i alt ikke en fattig kvindes udstyr, så man må gå ud fra, at hun f.eks. ikke var en tjenestepige på hotellet, men nok snarere en gæst - eller måske en prostitueret.

Dette fotografi af en ganske flot fyr stammer fra ca. 1910, men har intet med mordet eller den ukendte kvinde at gøre. Det skal kun illustrere, hvordan en pæn fyr fra den relevante tidsperiode kan have set ud. At der var en mand inde i billedet, er der nemlig ingen tvivl om, for der blev fundet en mands vest og bukser sammenrullet ved siden af den døde. Hvad lavede det dér, og HVEM tilhørte det?

En af de ting, der altid vil gøre det svært at indkredse en identitet på en såkaldt Jane Doe,  er de vage aldersangivelser, mange af dem udstyres med. Vores døde dame tildeles således et forsøgsmæssigt alders-tidsspan på 10 år: hun regnes for at være mellem 25 og 35. Selv om dette vigtige karakteristika unægtelig er temmelig vagt, så er der visse ansigtstræk, der måske er kendt og bliver genkendt i en nulevende familie, f.eks. på et fotografi: lysebrunt hår, der måske går over i det rødlige, og en fremtrædende næse. Desuden er - var! - hun 155 cm høj. Kun et tilfælde kan føre til en afsløring af hendes identitet, men det er sikkert, at hun - på grund af det, hun kom ud for - vil blive husket ....

https://www.sasktoday.ca/north/opinion/woman-in-the-well-murder-at-sutherlands-shore-hotel-4132344

 

Wikipedia

"Matchmaker": Short story by Else Cederbog, previously published, revised

Anna felt how her left shoulder was turning into a painful knob by all the groceries she had to carry. - Oh my, she thought to herself, this is annoying. I shall have to speak to her about it. Up the stairs, down the hall and then, there it was: The door of her aunt's flat. She took out the keys and opened the door: "It's me!" she hollered and there was an old, somewhat chirpy voice from within: "Is that you, Anna?" I just said so, she thought to herself, smiling fondly. "Yes, Auntie, it's me."
"Auntie? Call me Rose, you know I like that better."
- Yes, THAT I know, Anna thought to herself and couldn't help smiling at the thought of her aged aunt dressing and behaving like a much younger woman, someone who needed a name like "Rose" to make people see the personality she had chosen to be many years ago. - I hope I shall never ..., she thought to herself, but not beeing too worried ....
And then she felt her aunt's heavy perfume behind her, she turned around and looked into her old, wrinkled, and heavily made up, but exceedingly charming face underneath her youngish hair (- Right out of a bottle, she thought lovingly, you cheerful, old bird).
Rose gave her a tender hug, then dived into the bags with all the groceries. "Hey," she said, "did you see him today?"
"Auntie!" Anna said quite fiercely. "No, I didn't look for him. He may have been there, but I didn't see him."
That was almost true, she hadn't seen him, but she sure had looked for him in the bank where he worked.
"What," Rose exclaimed, her face almost cracking with disappointment and wonderment. "What's wrong? A week ago you had decided to speak to him and now you ... After all you were together for three years ..."
The disappointment on her face made Anna smile and she couldn't help letting out a chuckle. "Auntie ... Rose ... you are toooo much, but I love you anyway."
"Your Mom would have agreed with me," Rose said with her face all puckered up in childish petulance. "Yes, and she would have done what I'm going to do now - and don't you dare boycotting it, Miss Hurleyson!"
Full of grave forebodings Anna exclaimed: "Oy-oy, what are you talking about, Mrs.
Smith-Grey-Robinson-Conrad-Merriweather? Hope I got all your married names right this time."
She didn't get an answer, but one look at that old, stubborn darling, the person she loved the most in this world, made her realize that she was up against a force like an earth quake, lightning or something like that. Or was it gravity? Figuratively speaking, someone or something had her by her hair and pulled her along, heading for an invisible goal.
Rose was busy putting the groceries into the cupboards, the refrigerator, etc.. She used a bit more force than was necessarry and slammed it in and all to the tones of Wagner or some other forceful composer like him which she was humming. Anna wasn't sure, but she knew that when her beloved aunt hummed this particular piece of music then she wasn't in a good mood. The scenery made her smile, it was so funny to see this old woman of 72 whom she knew really loved her and had done so ever since her birth 36 years ago, but now was livid with rage at her not "playing along" as she called it.
"You need to play along," she used to say, "don't always resist the waves up there."
Anna knew that she was talking of fate, astrology, etc., etc. which supposedly would lead her in the right direction, i.e. into the arms of some man or another. "It doesn't matter who he is," she used to say, "Just love him and everything will be OK."
"But what if I want to stay single?" Anna then would say, fully aware that she triggered the rage of her aunt who really wanted to see her HAPPY which to her meant married to some basically faceless male, someone who could bring in the dough to his family, but first and foremost could father those great nieces and nephews she was dreaming of, never having had any children of her own except this niece, her deceased sister's only child. Actually, the only "child" that was born into the family for an entire generation.
Anna had no real memory of her parents, only a vague feeling of having been the focus of their great love and tenderness. - So I was when they died, she thought. Auntie took care of me and, come to think of it, so did those of her husbands, I've met.
A few days after this groceries and discussions-day Rose gave a dinner party for some of her old friends. - No escape, Anna thought, I can't turn down her invitation to come. When the day of the dinner party dawned upon them Rose received a call from one of her guests that he was sick and couldn't come to her party. Only an hour later another one phoned with the same message. "They are all old friends and meet regularly so they must have infected each other," Rose said, looking rather worried, but also with such a marked look of innocence in her face that Anna started to suspect foul play. - What's going on? she thought, do they have an agreement not to come after all?
At last there was only one name left on the list. She didn't recognize it, but her aunt had many friends from her marriages whom she didn't know. Actually, she had many more friends than herself and she was much more popular with everyone.
The man who stepped over the threshold to the flat was handsome - or rather, he was very handsome. Rose greeted him as an old friend and Anna was friendly, but also curious. She couldn't help noticing that he was much younger than her aunt, perhaps forty-five or so. Their somewhat flirty conversation revealed his being well-to-do, being a widower with no family and also a very nice and charming man. - God, she thought to herself, he is her offering to me - her impossibly stubborn and unromantic niece! That thought at once made
her even more stubborn and she grew more and more stiff-featured, more and more uneasy and awkward.
All of a sudden her aunt asked her to help her in the kitchen and the two of them walked out into the spacious room. "What's wrong," Rose sputtered, "you are not nice to Paul, why?"
"Because I think he is here as your offering to me."
For the first time in her life, she saw her aunt blush and lower her head, like a child who was ashamed at being caught with her hand in the cookie jar. "No," she said, with rosy cheeks, "No, no, no ... not at all." As she said so the door opened and her handsome guest put in his head. "Ladies," he said, smiling a boyish smile, "someone at the door."
"Oh, I nearly forgot," Rose said, now looking extremely confused. She hurried out the door and as she passed Paul, Anna saw something that nearly made her shout out a "What?!!!" but she stopped herself and as Rose and Paul left the room she just stood there overwhelmed by the image of Paul's hand grabbing her aunt's tootsie in what he must have thought was an invisible angle for her. The movement was so erotic that there was no mistake possible: Old Rose had a lover, and he was much younger as well as very handsome. - "What ... what ...," Anna stuttered out loud. "What in the name of ..." Then she heard another male voice in the hall and she felt that it wasn't new to her. When the door opened she looked right into the somewhat flustered and a bit silly looking face of Rose, and right above it she saw another face, this time male and not unknown to
her. - My God, she thought, she did it. She lured him over here ... for me ... to mend things. She succeeded in collecting her wits about her and uttered a feeble "Hello" while a hilarious thought made its way into her head: - And he is even older than Paul ... as well as bald ..."

 
ALL rights reserved © EC

Kvinden, der opfandt og opfandt

 

Beulah Louise Henry (1887–1973) elskede teknik og "dimser" af alskens slags, og tidligt i livet gik hun i gang med at lege med mulighederne for at skabe nye, spændende og nyttige tekniske vidundere. Selvlært, som hun var, fik hun sit første patent i 1912, medens hun stadig var teenager og tilmed skolesøgende. Dengang gjaldt det en ismaskine, men hun udvidede hurtigt sit repertoire, og i 1924, hvor hun flyttede til New York, oprettede hun to selskaber, der skulle stå for fabrikationen af hendes opfindelser samt det legetøj, der også interesserede hende, og som hun skabte meget af.

Nogle år senere skiftede hun fokus til forbedringer af allerede eksisterende maskiner som f.eks. skrivemaskiner og symaskiner, som hun gik stærkt ind for at gøre bedre. I 1932 fik hun et patent på en virkelig forbedret skrivemaskine, som hun kaldte "photograph", og som vist nærmest var en form for fotokopi-maskine. Meget smart efter datidens forhold.

Blandt de andre maskiner, hun arbejdede på og fik forbedret betydeligt, var en speciel symaskine, men samtidig lavede hun skægge opfindelser som f.eks. paraplyer med udskiftelig dug, så de altid kunne stå til det tøj, deres ejere bar. Da hun lavede en speciel, pædagogisk "børne-klokke", var den meget nyttig, da den lærte børnene klokken. Der var ingen ende på alle hendes opfindelser, og hun nåede at få 49 amerikanske patenter i løbet af sin karriere. Ialt forbindes hun imidlertid med mere end 100 opfindelser, og i Japan fik hun en speciel status som inspirationskilde for andre kvindelige opfindere. I 2006 blev hun optaget i "The National Inventors Hall of Fame", og hun er stadig beundret og æret den dag i dag.

 

Arbejdstegning til Beulahs symaskine

 

https://www.carolinacountry.com/departments/departments/tar-heel-lessons/getting-to-know-beulah-louise-henry 

 

https://www.thefamouspeople.com/profiles/beulah-louise-henry-7086.php

 

https://www.invent.org/inductees/beulah-louise-henry 

 

Wikipedia

"The Black Dahlia"-mord

 

To unge, nydelige, forelskede mennesker, der sidder dér hånd i hånd. Lykken varede dog ikke evigt, for de var begge døde mindre end to år efter, at billedet blev taget. Ingen havde på dette tidspunkt kunnet forestille sig, at de i stedet for at blive gift, hvilket begge havde drømt om og også planlagt, så vil hun - og indirekte også han - blive en stor, international berømthed efter døden. Ikke mindst de sidste måneder af hendes liv vil blive beskrevet og tolket i bøger og på film i mange år fremover, for det består af flere lag gåder, der aldrig synes at blive løst. Hvad ham angår, så var han Major Mathew Gordon Jr., og tragisk nok blev han dræbt i Anden Verdenskrig, meget kort tid før dens afslutning, hvor det planlagte bryllup lå lige rundt om hjørnet, men altså aldrig blev til virkelighed.

Hendes borgerlige navn var Elizabeth Short (1924-1947), men hun er kendt den dag i dag under et tilnavn, hun aldrig selv oplevede, for det kom først til efter hendes død. Som mordofret "The Black Dahlia" har hendes liv og død fået et nærmest mytisk præg, der bare er vokset og vokset. Få er blevet belemret med en sådan vedvarende opmærksomhed som denne unge, smukke og ambitiøse kvinde, som man siger drømte om at få succes som skuespiller i Hollywood, men som - påstod nogle - havde måttet tjene til dagen og vejen som escortpige. Alting omkring Elizabeth, lige fra hendes skønhed til hendes død, passede så fint til imaget som prostitueret skuespiller-aspirant, at det blev hængende, selv om det er temmelig tvivlsomt, om det er sandt. Faktisk minder det mig om den engelske Jack the Rippers mordofre, der alle som én blev kaldt ludere, men hvoraf flere ikke hører til i den kategori. Var Elizabeth til salg? Måske, men hvis det er tilfældet, så giver det dog ikke nogen ret til at gøre ved hende, hvad der var én, der gjorde.

Short-familien var ikke velhavende, og det hjalp ikke på økonomien, at faderen stak af efter at være gået fallit med en mini-golfbane, hvorpå han gemte sig under en påtaget identitet, medens moderen måtte knokle for at forsørge familien. Elizabeth havde været syg af alvorlig astma og bronkitis gennem hele sig barndom og måtte gennemgå en lungeoperation som 15-årig, men udviklede sig alligevel til en strålende skønhed. Mændene havde afgjort blik for hende, og tidligt i livet flyttede hun sammen med en mand, der imidlertid var voldelig imod hende. Derpå mødte hun Major Mathew Gordon Jr., som hun skulle have været gift med, men som altså døde i krigen. I juli 1946 besøgte hun en anden militærmand, løjtnant Joseph Gordon Fickling, men det er uvist, hvad han betød for hende, da hun senere - eller samtidig - havde forbindelse med en gift, 25-årig sælger ved navn Robert "Red" Manley. På det tidspunkt var hun, der nu var 22 år gammel, ansat som servitrice.

Den 15. januar 1947 blev den smukke, unge pige fundet myrdet. Hendes lig var blevet grusomt maltrakteret, idet morderen havde savet det i to dele samt lagt delene frem i en "udfordrende stilling". Formentlig var den sidste af hendes bekendte, der havde set hende i live, Robert "Red" Manley, men han svor højt og helligt, at han havde sat hende af ved et hotel, og at hun skulle møde sin søster, der kom på besøg. Temmelig vage vidnesmål støttede ham til dels, da en eller to mente at have set hende ringe fra en telefonboks i hotellets lobby, men bevist blev det nu ikke.

Fundet af det skamferede lig vakte enorm opmærksomhed. LAPD (Los Angeles politi) afhørte mere end 150 mistænkte, men mordet blev hverken opklaret dengang eller senere. Teorierne har været mangfoldige og har ligesom haft deres eget liv, idet de nærmest har formeret sig som ved knopskydning. Noget, der måske skyldes, at sagen er blevet brugt som materiale for film og bøger lige siden, mordet fandt sted. Blandingen af smuk, ung, sexet  (muligvis letlevende) kvinde, med (mulige) skuespiller-ambitioner og (mulige) skumle erfaringer med prostitution har indgået en symbiose og har skabt en for mange mennesker meget fascinerende skikkelse, der helt overskygger den virkelige Elizabeth Short.

Det smukke ansigt var blevet flænget i det, man kalder et "Glasgow-smil", hvilket for mig er et tegn på en ubændig foragt for den myrdede. Hvem kunne hade hende så voldsomt? At der var flere mænd inde i billedet har formentlig skabt en vis uro omkring hende, men det forklarer ikke i sig selv noget vedr. mordet og de ydmygende ting, som morderen udsatte hende for, også efter døden.

Elizabeth Short med sin mor, Phoebe May Short

Pressen forsøgte at skumme fløden, og Elizabeths mor blev opsøgt, før hun havde fået besked om datterens død. Nogle pressefolk bildte hende ind, at de var kommet for at tale om Elizabeth, "fordi hun havde vundet en skønhedskonkurrence", hvilket jo var ren og skær løgn. I forskellige sammenhæng fremhævede man hendes sexede udseende med falske oplysninger om hendes påklædning, livsstil og væremåde. Pressen var helt hæmningsløs i bestræbelserne på at få informationer til sensationsprægede artikler om mordet, og man kan sige, at denne mordsag er et skoleeksempel på dårlig presse-etik. Jeg gad nok vide, om det var denne sensations-hunger, der var en af faktorerne til at forvirre billedet af, hvad der virkelig var sket, nemlig på samme måde som ved Jack the Ripper-mordene. Afsløret blev morderen i hvert fald ikke, selv om der var masser af kandidater til mordertitlen, og der senere er kommet flere til ....

https://allthatsinteresting.com/black-dahlia-murder

https://jellehavermans.medium.com/how-hardboiled-fiction-film-noir-the-black-dahlia-are-connected-f6cc83792ba9

https://jellehavermans.medium.com/how-hardboiled-fiction-film-noir-the-black-dahlia-are-connected-f6cc83792ba9

https://nypost.com/2019/02/13/why-this-family-is-convinced-its-patriarch-is-the-black-dahlia-killer/

 

Wikipedia

Konger, koner og forviklinger i vikingetiden

Æthelwulf af Wessex

Kong Egbert af Wessex havde en søn, Æthelwulf, der var ham til god gavn, selv om de også oplevede tider med voldsomme stridigheder. Ikke desto mindre var Æthelwulf med til at sikre riget og tilmed udvide det. Nu kan man så sige, at det er da ikke så sært, når han var hans arving og derfor måtte nære en speciel interesse i at forøge sin fars besiddelser. Så sandt som det er sagt, men derfor var han nu alligevel en god søn for Egbert, der havde siddet ved magten i rigtig mange år, nemlig fra 802 til 839. Æthelwulf fik "bare" knap 20 år, nemlig fra 839 til 858. Både før og efter sin tronbestigelse sikrede han altså tronen og sig selv store landområder, selv om der var flere magtkampe mellem ham og forskellige andre, for det var ikke en fredelig tid. Hans første kone, Osburh, som han var gift med ca. 839-854, var datter af hans betroede mand, Oslac, og de fik en datter samt fem sønner, hvoraf den yngste var forudbestemt til store sager, for han voksede op og blev den senere så berømte og beundrede kong Alfred den Store.

Osburh og (formentlig) den senere Kong Alfred den Store som barn

Da Osburh døde i 854, giftede Æthelwulf sig med den purunge franske prinsesse Judith (c. 843–c. 870), som var datter af kong Charles den Skaldede (823-877), der efterhånden også blev hersker i flere andre riger. Da Judith blev Æthelwulfs brud, var hun altså bare en teenager, men derfor blev hun nu alligevel stedmor til en børneflok, der bl.a. omfattede Alfred (senere: den Store), men også den prins, der fulgte den gamle konge på tronen, dvs. Æthelbald af Wessex (857–860). Dette indgiftede slægtskab skabte dog visse problemer, da den nye konge, Æthelbald, også ønskede at gifte sig med Judith, der jo var hans fars unge enke. At hun var hans stedmor fik Kirken op i det røde felt, og de annullerede ægteskabet mellem den franske prinsesse og hendes stedsøn-ægtemand, der i øvrigt døde nogle få år senere.

Kong Æthelbald af Wessex

Judith må have været noget af et livsstykke, for ikke bare fik hun fordrejet hovedet på sin stedsøn, men hun fik også hurtigt en tredie ægtemand efter Æthelwulf og Æthelbald. Det skete efter at hun var taget tilbage til sin far, Charles den Skaldede, da hendes og Æthelbalds ægteskab blev annulleret. Den nye mand var den flamske Baldwin, som hun løb bort med i 861 eller 862, hvilket vakte hendes fars store vrede. De blev dog forsonet, og Baldwin fik grevskabet Flanderen, således at Judith nu blev grevinde. 

Baldwin og Judith fik flere børn, hvoraf en søn, Baldwin II, giftede sig med Alfred den Stores yngste datter, Ælfthryth, der også er kendt under navnene Elfrida, Elftrude og Elftrudis. Dvs. at Judith startede som Alfred den Stores stedmor, derpå blev hans svigerinde for til sidst at være hans datters svigermor. Umiddelbart virker familieskabet unægtelig ret indviklet, men de fandt åbenbart selv ud af det ....

Alfred den Store, som 1800-tallet forestillede sig ham

https://jyllands-posten.dk/kultur/historie/article6415635.ece

 

https://denstoredanske.lex.dk/Alfred_den_Store 

 

http://www.historiensverden.dk/leksikon/biografier/alfred_den_store/ 

 

https://jyllands-posten.dk/kultur/historie/article6415635.ece 

 

Wikipedia