Funderinger omkring "Det Døve Spektakel"

Der er et gammelt ord, der går på to almindelige handicaps, blindhed og døvhed: Den blinde stakkel og det døve spektakel. Blindhed vækker medlidenhed, medens døvhed virker irriterende på mange. Selv ville jeg meget, meget nødig miste synet, men samtidig kan jeg ikke benægte, at jeg - ligesom flere andre i min mødrende familie - har fået svært ved at høre. Ikke at jeg ikke vil høre, men jeg kan bare ikke altid, og især ikke i nogle samtalesituationer. Det kan så skyldes, at nogle mennesker i den grad mumler, hvor de burde tale tydeligt. En, jeg kender, går således ofte ud og holder foredrag, og jeg tør vædde med, at der er mange af hendes tilhørere, der ikke forstår, hvad hun siger, for hun taler virkelig ekstremt sagte, men det vil hun ikke høre tale om. Sådan er det nemlig med hørelse, noget er fysisk, andet er psykisk - eller ligefrem ideologisk = man KAN godt høre, men VIL ikke, for det man hører passer ikke med ens overbevisning. Oplysninger om, at man er svær at forstå, fordi ens stemme eller ens diktion gør det vanskeligt at opfange ens ord, opfattes fornærmende af mange, for sådan ser de det ikke selv.

Hvorfor kan man ikke bare rette skavanken, så man får eller genvinder evnen til at høre? Tjah, øret er ikke et af de mindst udviklede organer, så det kan man altså ikke, selv om jeg personligt kender flere, der har fået implantater, avancerede høreapparater og den slags, og som fortæller, at det har hjulpet enormt meget. Selv har jeg overvejet at få et efter min mening meget dyrt høreapparat til godt 20.000,00 kr., for det er der et familiemedlem, der har haft gavn af. Min nærighed og/eller økonomiske forsigtighed samt generelle mistro til behandlere af alskens art får mig dog til at betænke mig, for en ting er jo, at dette specielle apparat gavner denne bestemte person fra min familie, men intet garanterer, at det gør det samme for mig, så ....

Hvor man, så langt tilbage jeg kan huske, har gjort alt for at skjule apparaturet og gøre det så usynligt som muligt, så er der nu flere høreapparatsmodeller, der gør det modsatte. Det samme har man gjort med kunstige lemmer, der også før i tiden altid blev camoufleret, men som nu kan blive til personlige udtryk for en eller anden overbevisning eller stemning. I stedet for at tage afstand fra situationen, vælger man at acceptere den og gør den til noget nyt, som man også kan glæde sig over.

Jeg har aldrig hørt nogen påstå, at evnen til at "mundaflæse" kompenserer for tabet af hørelsen, men det kunne det sikkert for nogle med den rette indstilling. Dem hører jeg nok ikke til, men jeg er da imponeret over, at nogle mennesker har den evne samt lyst til at opøve den. Kort sagt: der er nye tilgange til problemet end bare det at melde ud, at nu er man altså døv, så ingen kan forvente, at man deltager i samtaler, etc. ....

 

https://da.delachieve.com/mundaflaesning-hvordan-man-laerer-teknikken-med-mundaflaesning/

 

 

"Momo" og "The Momo Challenge"

Sagt med det samme: her er jeg på gyngende grund, for jeg forstår faktisk ikke alle hemmeligheder omkring "The Momo Challenge", eller hvordan den japanske kunstner Midori Hayashis skulptur kunne blive en form for kultfigur - tilmed i negativ forstand!!! - der greb ind i menneskers liv via internettet. Hvis man slår ordet "Momo" op, så henvises der både til denne uhyggelige figur og til den tyske forfatter Michael Andreas Helmuth Ende (1929–1995), der skrev flere berømte, filosofiske bøger for børn og unge. Bogen, hvor pigen Momo optræder, har et hav af forskellige titler, hvilket kan være noget forvirrende. 

På tysk er dens fulde titel "Momo oder Die seltsame Geschichte von den Zeit-Dieben und von dem Kind, das den Menschen die gestohlene Zeit zurückbrachte" (1973), men den er også kendt som "Zeit ist Leben" eller bare "Momo". Der skal et stærkt forfatternavn til at overleve den slags, og det har Michael Ende da også.

På dansk er bogen kendt som "Momo og tidstyvene", medens den på engelsk præsenteres under forskellige titler som "Momo" eller " The Grey Gentlemen" og "The Men in Grey". Bogen er filmatiseret og har også fået forskellige priser, men er nok ikke helt så berømt som en anden af Endes bøger, nemlig "The Neverending Story" (1979), der på dansk hedder "Den uendelige historie". 

Hvordan går det så til, at navnet på bogens hovedperson, Momo, forbindes med "The Momo Challenge", der angiveligt har drevet flere unge mennesker i døden samt ud i grusomme forbrydelser? For det første regner man nu "The Momo Challenge" for internet-svindel, nu hvor den første panik har lagt sig over rygterne om "spillet" og dets virkning på børn og unge. Flere berømtheder som f.eks. Kim Kardashian advarede ellers offentligt imod de skrækkelige følger, der kunne ramme deltagerne i dette "spil", men det virker, som om farerne var stærkt overdrevne? Påstandene var mangetydige, idet nogle gik på en ukendt japaner, der kaldte sig "Momo" eller en gruppe af anonyme japaneres forbryderiske internet-jagt på unge, sårbare mennesker. Ved at gøre forskellige ting kom ofrene angiveligt i kontakt med "Momo", der var inspireret af Midori Hayashis skulptur. Uhyret vidste tilsyneladende på forhånd alt om deltagerne, og det gav dem forskellige opgaver, lige fra mord til selvmord. Det handlede altså ikke om penge, men om liv og død for de unge deltagere, og der var faktisk beretninger om selvmord og mord rundt omkring i verden, der blev regnet for en følge af "spillet" ....

Michael Endes hovedperson "Momo" er absolut ikke hverken ond eller selvmorderisk, men jeg gad nok vide, at denne romanfigur har appelleret specielt til japanerne, men på en underlig bagvendt måde. Jeg ved, at der er en populær japansk sangerinde, der kalder sig "Momo", men jeg har ikke kunnet finde ud af, om navnet - eller ordet! - har en særlig japansk betydning, eller om de simpelthen bare er vilde med Endes bog. Den blev i hvert fald oversat af hans anden, japansk-fødte hustru, Mariko Sato, som han giftede sig med i 1989. Via hende fik han stor interesse for japansk kultur og besøgte landet flere gange, hvilket vel også har været med til at vække japanernes interesse for ham og hans værker.

Momo, japansk sangerinde 

Hvad forbindelsen til figuren og tankerne bag "The Momo Challenge" angår, så er den mig en gåde, og jeg tager for givet, at der er tale om "noget specielt japansk". Interessant nok er der måske i virkeligheden tale om to forskellige former for misbrug af andres kunstneriske produkter i forbindelse med dette "spil": 1) Endes romanfigur, og 2) Midori Hayashis skulptur. Da Ende døde i 1995, kendte han i hvert fald intet til "The Momo Challenge", for den kørte først fra 2016, hvor billeder af skulpturen begyndte at cirkulere på nettet. Midori Hayashi har fralagt sig alt ansvar for denne besynderlige brug af hans skulptur, idet han påstår slet ikke at kende noget til de - eller den - japaner(-e), der hævdes at ligge bag "The Momo Challenge". Kort sagt: hele denne sag er på mange måder en gåde.

Midori Hayashi og hans skulptur

Siden man åbenbart ikke kan få en forklaring, så man vel bare glæde sig over, at "spillet" nu alligevel ikke har krævet helt så mange ofre, som først antaget. Faktisk er der dem, der hævder, at der slet ikke er nogen, men det er nu ikke mit indtryk, at det er rigtigt. Dertil er der for mange, der hævdes at være ofre fra forskellige lande ....

 

https://www.rollingstone.com/culture/culture-news/what-is-momo-challenge-800470/ 

 

https://www.theatlantic.com/technology/archive/2019/02/momo-challenge-hoax/583825/ 

http://www.readathomemom.com/2015/11/momo.html

 

https://www.vox.com/2019/3/3/18248783/momo-challenge-hoax-explained 

 

Wikipedia

Eugenie, kejserinde af Frankrig

Kejserinde Eugenie (1826–1920) var spanier af fødsel, idet hendes far var Cipriano de Palafox y Portocarrero, den 8de greve af Montijo, men hun blev berømt via sit ægteskab med en franskmand, nemlig kejser Napoleon I's nevø, Louis Napoleon. Han, der var søn af kejserens (ikke særlig trofaste) steddatter, Hortense de Beauharnais i hendes ægteskab med hans bror, Louis Napoleon, blev Frankrigs første præsident efter et statskup i 1851, men et par år efter genindførte han kejserdømmet, som han havde propaganderet for i årevis, og blev derpå Napoleon III.

Napoleon I's søn, den såkaldte "Napoleon II", mest kendt som Hertugen af Reichstadt (1811-1832)

Den såkaldte Napoleon II, der kun var en art "titulær" kejser i et par uger, var Napoleon I's søn, der døde af tuberkulose som 21-årig i 1832. Visse rygter hævdede, at han var den østrig-ungarske kejserinde Sophies elsker og far til hendes søn, Maximillian I af Mexico, der i så fald var Napoleon I's illegitime sønnesøn. Eftersom det var den selv samme mand, der fulgte hertugen af Reichstadt som kejser Napoleon III af Frankrig, der overtalte den østrig-ungarske prins til at lade sig indsætte som kejser af Mexico i 1864, kommer der unægtelig mange ekstra krøller på den historie: hvis rygterne om Reichstadt og Sophie passer, så blev Napoleon I's illegitime, men biologiske sønnesøn dræbt på grund af hans muligvis falske nevø ....

Napoleon I var blevet regnet som et militært geni, og det var denne evne, der havde skaffet ham kejser-titlen, men sådan var hans (mulige) nevø og efterfølger slet ikke. Han deltog i et par mere eller mindre uheldige eller ubetydelige småkrige og var ellers præget af et stærkt vankelmod, men slyngede gerne om sig med løfter om både det ene og det andet som f.eks. sociale reformer, der dog aldrig blev gennemført. Hans hustru, Eugenie, spillede en vis politisk rolle og blev tillagt noget af skylden for hans forskellige fiaskoer, hvoraf den værste var hans involvering i kejserdømmet i Mexico. Frankrig led et nederlag, og det gik i høj grad ud over Napoleon III's renomé, da den østrig-ungarske kejser af Mexico, Maximillian I, blev henrettet, og kejserdømmet faldt. Flere og flere så Napoleon III som en fusentast, der var dygtig til at skaffe sig magt, men ikke til at udøve den, og nogle gav ham øgenavnet "Napoleon den Lille".

Den romersk-katolske Eugenie i bøn, 1856

Det andet kejserdømme under Napoleon III, blev altså mere og mere vakkelvornt. Som i alle dynastier var der brug for arvinger, men Eugenie havde problemer, der gjorde fødsler og svangerskaber meget vanskelige for hende. Noget, der måske også hang sammen med hendes syn på sex, som hun fandt afskyeligt. 

De fik dog én søn, Louis-Napoleon (1856–79), efter en rædselsfuld fødsel, der tog to dage, og som muligvis har skadet hende, så hun ikke kunne få flere børn, eller som fik hende til at fravælge den del af livet. Som det var tilfældet med f.eks. kejserinde Sissi af Østrig-Ungarn og Alexandra af England fokuserede omverdenen næsten udelukkende på hendes påståede skønhed. Der lød mange lovsange omkring denne ene ting, (som jeg i hvert fald har temmelig svært ved at få øje på), og som jeg slet ikke synes kompenserer hende for et vanskeligt liv i overhalingsbanen. 

I 1870 vovede Napoleon III pelsen ved at føre landet ud i den såkaldte "Fransk-tyske krig", der medførte flere nye fiaskoer for ham. Slaget ved Sedan betød enden på kejserdømmet, for kejseren blev ikke bare slået, men også fanget af tyskerne, hvilket førte til, at han blev erklæret afsat i Frankrig, selv om han blev frigivet forholdsvis kort tid efter. Han og Eugenie slog sig ned i England, hvor han gik i gang med at planlægge et come-back som kejser, men døde inden han kunne gennemføre sine planer.

Louis-Napoleon, den såkaldte Napoleon IV

Efter Napoleon III's død sad Eugenie altså tilbage med sit eneste barn, der af nogle blev regnet for sin fars efterfølger som Napoleon IV. Den unge mand gik ind i engelsk militær, og han var åbenbart meget ivrig efter at vise sit værd som soldat, for han fik englænderne overtalt til at lade sig deltage i krigen mellem briterne og zuluerne. Til enorm sorg for sin mor - samt for sine kejsertro politiske støtter i Frankrig - kostede denne ubesindige krigsdeltagelse ham livet i 1879. Med hans død var det slut med storhedsdrømme om huset Bonapartes genoprettelse. Hvad hans mor, Eugenie, angik, så trak hun sig tilbage fra offentlig fremtræden. Da hun døde som 94-årig i 1920, blev hun gravsat sammen med sin mand og søn i St. Michael's Abbeys krypt. Hvad man end kan mene om familien, så blev hun æret ved at få Asteroide 45 navngivet efter sig, medens dens måne blev kaldt "Petit-Prince" efter hendes søn. 

 

Den gamle Eugenie

 

https://www.trenfo.com/da/historie/andet-franske-kejserrige 

 

https://denstoredanske.lex.dk/Eug%C3%A9nie_-_fransk_kejserinde 

 

Wikipedia

Utak var verdens løn for Doris Babcock

Doris Babcock 

Mange havde vist advaret den 66-årige Doris Babcock imod at lukke teenageren Zachary Snyder ind i familiens hjem, men hun, der var en meget kærlig og omsorgsfuld kvinde, ønskede virkelig at gøre en forskel i den uheldige, unge mands liv. Han havde været i plejesystemet i årevis og havde det ikke spor godt i et samfund, der ikke rigtig havde plads til en person af hans slags, da han var blevet kriminel og også ofte opførte sig ret så psykotisk. Man får dog indtryk af, at hun har været naiv nok til at mene, at det eneste, han manglede, var moderlig kærlighed og et godt hjemmemiljø. Efter fire års omsorg, hvor Doris og hendes mand, lastbilchaufføren Cecil Babcock, havde sørget for og hjulpet den vanskelige unge mand på alle måder, viste han så sin "taknemmelighed" på den værst tænkelige - ja, nærmest uhørte - måde: han myrdede sin plejemor Doris, som han ellers altid refererede kærligt til som "bedstemor", selv om de ikke var i familie med hinanden.

Det varede ikke længe, før den på dette tidspunkt 19-årige Zachary blev mistænkt for det bestialske mord. Resterne af Doris' lig var blevet fundet i hendes egen baghave, brændt til ukendelighed, så der var ingen tvivl om, at det drejede sig om mord, selv om hun var utrolig vellidt af alle omkring sig, angiveligt også af plejesønnen, Zachary. Fjender var der således ingen af - eller i hvert fald ikke nogen, man sådan lige kunne få øje på.

Cecil, der var afsted på et job som lastbilchauffør, fortalte imidlertid, at når Zachary var i hjemmet og modtog politiet, da de blev sendt ud for at tjekke op på Doris, der pludselig ikke besvarede sin mands telefonopkald, så var det ikke efter reglerne. Han og hans kone, Doris, havde nemlig opdaget, at plejesønnen havde stjålet fra dem, og det ville de ikke finde sig i, så han var blevet smidt ud nogle uger før. Det blev hurtigt opdaget, at den unge mand havde Doris' kreditkort på sig, og at hans hænder og arme havde forskellige sår og rifter, der fortalte om en kamp mellem ham og en anden person. Han benægtede dog længe alt, hvilket han ikke slap så godt fra, da der ikke var hverken hoved eller hale i det, han sagde. 

Doris var den eneste, der havde stillet op for ham i et forgæves forsøg på at få ham ind i en bedre livsbane, hvilket han erkendte, så hvorfor havde han myrdet hende? Forklaringen var grotesk: han havde mødt en pige, som han ønskede at imponere. Derfor havde han bildt hende ind, at Doris' bil tilhørte ham og ikke hende. Han havde simpelthen villet gøre et godt indtryk på den unge pige, som han formentlig var forelsket i, hvilket medførte løgne om hans sociale status. For at kunne opretholde løgnen havde han overfaldet, myrdet og brændt den plejemor, der havde overøst ham med velgerninger gennem fire år. Ja, utak var sandelig verdens løn for den kvinde, som han kaldte "bedstemor", og selv havnede han i fængsel med en livstidsdom, knapt tyve år gammel. Efter et flugtforsøg hævedes livstidsdommen tilmed med fem år.

Det er jo en skrækkelig - og sand - historie, men jeg mangler nu oplysninger om én ting: en teenager, ligegyldigt hvem og hvad han/hun er, lever ikke kun et plejebarns-liv, men har også - eller bør have - sociale kontakter med jævnaldrende og ikke mindst det andet køn, så hvad med de lommepenge, der gør dette muligt? Ægteparret Babcock udførte en beundringsværdig handling, da de tog den fortabte forbryderspire til sig, men sørgede de kun for pleje og logi, eller forstod de, at der skulle mere til, evt. i form af lommepenge eller et betalt job? Det er efter min mening naivt at tro, at en ung mand på Zacharys alder ikke har erotiske og romantiske interesser, hvor han bare er nødt til at "vise sig" for at få en kæreste, hvilket jeg nok gad vide, om de har tænkt på ....

https://eu.ocala.com/story/news/crime/2012/09/14/man-22-pleads-guilty-in-2009-dunnellon-murder/31908744007/

 

https://eu.ocala.com/story/news/crime/2012/07/03/murder-suspect-says-search-illegal/31905577007/ 

https://www.dreamindemon.com/community/threads/zachary-snyder-made-a-list-checked-it-twice-stabbed-and-set-fire-to-%C3%A2%E2%82%AC%CB%9Cgrandma%C3%A2%E2%82%AC%E2%84%A2.27925/

 

Wikipedia

Kejserens veninde

Filmene fra 1950'erne om "Sissi" med Romy Schneider, Karl Heinz Böhm og Romys mor, Magda Schneider var overmåde populære i sin tid. At instruktøren Ernst Marischka havde fyldt sine tre Sissi-film med populære romantiske løgne om det østrigske kerserdømme og kejserparret, Franz Joseph I (1848–1916) og Elizabeth - kaldt Sissi - (1854-1898), interesserede ikke publikum nær så meget som det drama og den romantik, han havde udstyret dem med. I filmene blev forholdet fremstillet som den store kærlighed, og sådan var det i hvert fald ikke for hendes vedkommende, medens han lader til i højere grad at have bevaret sine følelser for hende. Noget, der måske hænger sammen med den antierotiske tilstand, man har talt om i forbindelse med hende og hendes narcissistiske psyke.

Virkelighedens Sissi var regnet for en af sin tids store skønheder, men hun blev også set som temmelig neurotisk. Efter at have født tre børn trak hun sig i hvert fald mere og mere væk fra sin mand for at hellige sig sin hoved-interesse: hende selv, dvs. hendes eget ydre og indre. (Jfr. evt.: https://boobytrapec.blogspot.com/2022/01/sknhedens-fngsel.html og https://boobytrapec.blogspot.com/2021/12/dtre-af-en-feteret-sknhed.html . Hun engagerede sig i politiske spørgsmål, f.eks. omkring Ungarn, men ikke ret meget i sin egen rolle som østrigsk kejserinde. Det lader dog til, at hun fornemmede sin mands ensomhed i ægteskabet, for man mener, at hun sørgede for at præsentere ham for en meget talentfuld skuespillerinde, som han beundrede, nemlig Katharina Schratt (1853–1940).

Tanken med denne præsentation var formentlig, at skuespillerinden kunne underholde kejseren, som det så ofte har været tilfældet med herskere og deres kvindelige undersåtter, men Katharina Schratt blev langt mere for Franz Joseph end bare et stykke erotisk "legetøj". Hendes baggrund var ikke spor kongelig eller kejserlig, men borgerlig. Man kan sige, at da hun som 6-årig begyndte at udtrykke ønsker om at blive skuespiller, reagerede familien også med en typisk borgerlig modstand: deres datter skulle så sandelig ikke til teatret, men det kom hun nu alligevel, og Katharina debuterede som 17-årig. Hun fik stor succes i Berlin, hvor hun dog kun blev i nogle få måneder, før hun vendte hjem til Østrig, hvor hendes karriere virkelig tog fart, så hun blev super-stjerne i Wien. 

Forholdet mellem kejseren og skuespillerinden bliver for det meste fremstillet som platonisk, hvilket da også er muligt. Det vigtigste er imidlertid, at hun fremtræder som en god, loyal og trofast ven gennem 34 år, bortset fra en kortere periode i 1900/01, hvor de var uvenner over et eller andet. De forsonedes dog, og venskabet fortsatte, selv om hun en kortere overgang var gift med den ungarske greve Nikolaus, Baron Kiss von Ittebe, som hun fik en søn med. Ægteparret skiltes imidlertid kort efter fødslen af drengen på grund af noget, man kan kalde "gemytternes uoverensstemmelse".  

Katharina Schratt fortsatte sin teaterkarriere og fik stor succes, bl.a. ved turnéer i udlandet, men det var kejserens mange gaver, der gjorde hende til en velhavende kvinde. F.eks. fik hun et palæ både i Wien og uden for byen. Hendes spillegæld blev betalt af Franz Joseph, og man kan kun gætte på, hvor stor den var. 

Omkring 1900 droppede hun teatret efter en meningsudveksling med teaterdirektøren. Hun var kendt som flere mægtige mænds fortrolige veninde, men både dette skænderi og hendes forbigående uvenskab med kejseren giver mig indtryk, at hun bestemt ikke var en tam nikkedukke. Tværtimod må hun have haft sine meningers mod, idet hun har stået fast på sine egne ideer. Måske det i virkeligheden var denne egenskab, der har gjort hende til en så god ven for en mand som Franz Joseph, der vel ellers har kunnet få det meste, som han selv har villet. Hverken Sissi eller Katharina har han dog kunnet styre med et kejserligt påbud.

Katharina Schratt og hendes gode ven, kejser Franz Joseph, ca. 1910

Da Sissi blev myrdet i 1898, var Katharina den kejserlige enkemand en god støtte, og det fortsatte hun med indtil hans død i 1916. Fra og med da trak hun sig tilbage fra offentligheden, selv om hun i flere omgange blev bestormet med forskellige forfatteres og journalisters spørgsmål om hendes og kejserens forhold. Derfor er der mange ting, der er forblevet på gætteri-stadiet, men man ved dog, at hun ofte besøgte Franz Josephs og Sissis grav, at hun blev meget religiøs, og at hun var en stor dyreven, der testamenterede penge til dyreværnsorganisationer.

 

https://secretvienna.org/the-secrets-of-katharina-schratt/ 

 

https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/schratt-katharina-1855-1940 

  

Wikipedia 

 

Peter Stubbe - varulven fra Bedburg

Masser af nutidige seriemordere - og der er virkelig forbløffende mange!!!!! - hærger og myrder uden at blive kaldt "varulve", men i det sekstende århundredes Tyskland, var der nok ikke mange, der følte, at landmanden Peter Stübbe/Stube/Stumpp/Stumpf (1525-1589), var noget andet end lige præcis det. Hans kannibalisme og mange blodtørstige mord er blevet foreviget i et lille skrift på 16 sider, der dog desværre ikke er bevaret på originalsproget, men kun i en engelsk oversættelse. Denne beretning samt hvad der ellers er nedfældet fra den tid fortæller en grusom historie om den tyske landmand og hans hærgen - samt grufulde død. 

Peter lader sig sandelig ikke bremse af småting som knive, sværd eller spyd

Nu kan man more sig over, at folk troede på hekse, vampyrer, nisser, trolde og varulve for 500-600 år siden, men de ikke bare troede på dem, de handlede også på deres tro. Derfor led mange sindsforvirrede, men totalt uskyldige mennesker en pinefuld død - f.eks. på bålet - fordi de blev set som overnaturlige uhyrer og misfostre, der skulle bekæmpes for at sikre de "normale", gudfrygtige borgere. Hvad Peter angik, så var han angiveligt både kannibal og morder - medmindre altså han blev tilskrevet disse forbrydelser, hvilket faktisk godt kan være tilfældet. Han blev nemlig bagtalt og også beskyldt for amoralske forbrydelser af andre. Således var der dem, der hævdede, at Peter, der var enkemand, gik i seng med sin egen datter og/eller søster. Nogle mente, at disse og andre beskyldninger ikke var andet end løs sladder eller en nabos hævn over Peter, fordi han havde haft en kortvarig affære med dennes kone. Tjah, had er jo en uregerlig størrelse, så hvem ved ....

Ifølge den folketro, der regnes for at gå hele 30.000 år tilbage i tiden, var varulve altid mænd, så udgangspunktet for en bedømmelse af Peter var altså en konstatering af, at han hørte til mandkønnet. Hans angivelige forkærlighed for gravide kvinder, hvis ufødte børn han flåede ud af dem og åd, hang formentlig sammen med den almindeligt kendte kur imod varulveri: man skulle æde et drenge-fosters hjerte eller sluge dets blod. Hvis han ville kureres, var det da trist, at han måtte arbejde sig igennem en masse gravide kvinder uden at finde det, der kunne helbrede ham. Trist altså for både ham, kvinderne og deres ufødte børn. Man spørger sig selv, hvordan man dog kunne får den ide, at en tysk landmand, der sad tilbage med et par børn, efter at hans kone var død, i virkeligheden var en morderisk varulv, kannibal og seriemorder. Svaret ligger måske både i den skinsyge og hævngerrige nabos intriger, men også i det faktum, at Peter havde mistet sin venstre hånd ved en ulykke. Samtidig fandt man en enkelt ulvepote i en fælde, så enhver, der tænkte i de baner, kunne selvfølgelig straks se, at Peter måtte være en varulv. Desuden var han overbevist protestant, hvilket mange har set som yderst suspekt ....

I Tyskland var der gang på gang varulve-retssager, hvor mange mænd måtte lade livet, og sådan gik det "selvfølgelig" også for Peter, da han blev stillet for retten, anklaget for at være en varulv. Blev han tortureret? Ja, det tager jeg for givet, for hvorfor i alverden skulle han ellers selv hævde, at ja, han var skam en varulv? Faktisk var det ifølge hans egen forklaring Satan i egen høje person, der havde forvandlet ham ved at give ham et magisk bælte. Når han tog det på, blev denne vist ellers ret almindelige tyske landmand straks forvandlet til et blodtørstigt bæst i ulveskikkelse. Man må spørge sig selv om, hvorfor i alverden han så tog det på, når han kendte til forvandlingen. Logisk nok havde han smidt det væk, men da han fortalte, at han havde smidt dette djævelske bælte fra sig i en bestemt dal, forsøgte man at finde det dér, hvor han sagde, det lå, men det var der selvfølgelig ikke, da det kun var et fantasifoster. Man tog derfor for givet, at Satan var kommet og havde taget det med sig igen, uden at nogen havde set det ..... 

Stakkels Peter blev dømt til at blive henrettet på hjul og stejle for at have dræbt ialt seksten personer. Færdig med ham til stor undren for eftertiden, for nok kender også vi fortællinger om "ulvemennesker", men varulve er de dog ikke. Det drejer sig om personer, der lider af sygdommen Hypertrikose, hvilket fører til, at de udvikler pels eller i hvert fald en meget kraftig hårvækst.

For nogle år siden var der nogle spædbørn, der blev ramt af sygdommen i forbindelse med fejlmedicinering. De havde fået noget imod sure opstød, men i stedet satte den gang i hårvæksten sære steder. Gad vide, om Peter også havde forøget hårvækst, eller om han havde de sammenvoksede øjenbryn, der også blev set som et tydeligt tegn på, at en mand var en varulv ....

https://mmm.dk/8-syrede-sygdomme.5651.html

https://nyheder.tv2.dk/udland/2019-08-29-spaedboern-fik-forkert-medicin-og-udviklede-varulve-syndrom

 

https://www.religion.dk/viden/varulve

 
https://historycollection.com/12-real-werewolf-cases-throughout-history/2/ 

 

Wikipedia

 

Den ultimative tingsliggørelse og nedværdigelse

Det er frygteligt at tænke på, hvor slemt dette kønne og friske pigeansigt blev skamferet af en morder og voldtægtsforbryder, men det skete virkelig, nemlig omkring den 11. marts 2019. Pigen var kun 16 år og havde hele livet foran sig, men det fik en brat ende på den måde, vi desværre har set så mange eksempler på, når det gælder mænds mord på kvinder, at det er lige ved at være trivielt - LIGE VED ..... Dette sørgelige tilfælde var imidlertid specielt på flere måder, og reaktionen på forbrydelsen var stærk, for folk FORLANGTE resultater af politiets udredning. Fik de det så? Tjaaahhhh - de fik en form for forklaring, men .....

Den filippinske pige Christine Lee Silawan var altså 16 år, da hun blev fundet myrdet på noget, der vel var en byggetomt. Den unge pige var blevet frygtelig lemlæstet, idet halvdelen af hendes ansigt var blevet skåret af helt ind til kraniet. Ud over det var hendes højre øre, hendes tunge, en del af halsen og luftrøret skåret væk. Hun var også blevet kvalt med et reb, men havde ud over det fået flere knivstik i kroppen. Eftersom hun blev fundet nøgen fra livet og ned, tydede det lige fra begyndelsen på, at hun var blevet voldtaget. En mistanke, som obduktionen hurtigt fik stadfæstet. Både voldtægt, kvælning og knivstik har man set før, men det, man havde gjort ved hendes ansigt, virkede som en helt ny form for vanvid. Ikke desto mindre havde der været et tidligere mord, hvor en 62-årig landmand var død på en lignende måde, hvilket gjorde, at politiet fattede interesse for Jonas Martel Bueno, der var forbundet med dette mord. Han og hans to brødre tilhørte tilsyneladende en kult, der udførte den slags vanvittige handlinger som en form for ritual. Brødrene var døde, og Jonas var blevet arresteret for mordet på landmanden, selv om han dog benægtede at kende noget til denne forbrydelse.

Jonas Martel Bueno  

Visse ting kunne ellers tyde på, at Christines mere eller mindre uofficielle ex-kæreste, John, som hun havde brudt med et par dage før mordet, var involveret, idet han havde optrådt under et andet navn på Facebook, som han åbenbart havde brugt til at forsøge at lokke hende til et hemmeligt møde. Var det det, hun havde gjort, da hun havnede på byggetomten? Troede hun, at Facebook-fyren, der altså optrådte under andet navn, ville blive hendes nye kæreste, uden at ane, at han i stedet blev hendes drabsmand på en så pervers måde? Den mistænkte ex-kærestes familie bakkede imidlertid op om ham, idet de hævdede, at han havde spillet basketball på det tidspunkt, hvor mordet fandt sted. Hans venner påstod dog, at han var taget hjem fra denne sportsbegivenhed efter at have købt en snack. Da man nu engang ikke kan være to steder samtidig, så er der altså en af parterne, der enten lyver, eller som "bare" tager fejl ....

Christine på Tik-Tok 

Det med den mere eller mindre hemmelige kæreste, som hun lige havde brudt med, får umiddelbart mordet til at virke som et klassisk jalousi-drab. Slettede SMS'er og Facebook-meddelelser samt andet forstærker denne mistanke, for det hører også med til det almindelige mønster. Når man hører om det, så er det lige før, man siger "aha", så også derfor er det forvirrende, at der pludselig meldte sig en ny morder-kandidat, der selv hævdede at have myrdet den kønne, unge pige. Denne person hedder Renato Llenes, og han syntes at være besat af den pikante teenagepige, som han havde flirtet med på nettet, men uden at afsløre, at han var 44 år. Det vidste hun heller ikke, da han fik aftalt et møde med hende en dag eller to før hendes død, og han blev rasende, fordi hun nu afviste ham som alt for gammel til hende. Lige den situation har ført til flere kvindemord flere steder, men er det sandheden?

Renato Llenes

 

Det forekommer mig usikkert, om Renato Llenes virkelig har mødt Christine Lee Silawan, eller om han bare forelskede sig i hende via billederne af hende på nettet. Hvorom alting er, så sagde han, at han havde dræbt hende, samtidig med at han nægtede at benævne drabet "mord". Det virker besynderligt og ligner visse amerikanske juridiske snørklerier, der udpeger en skyldig uden at dømme vedkommende for f.eks. mord.

 

Christine kan jo desværre ikke fortælle os, hvad der skete, og de forklaringer, offentligheden har fået, virker ærlig talt temmelig besynderlige. På den ene side hævder politiet, at tre mænd må anses for mistænkte - idet de ifølge nogles opfattelse også kan have samarbejdet - men samtidig ender denne horrible sag med en afgørelse, der ikke virker fyldestgørende. Man ender tilsyneladende sagen ved at hævde, at Renato Llenes er skyldig, da han selv er kommet med en tilståelse. Da han tilmed angiveligt begår selvmord, er sagen dermed slut for politiet. Det er den imidlertid ikke for en masse andre, for Renatos involvering åbner blot op for et hav af andre spørgsmål. Han sagde nemlig også, at han var under indflydelse af et berygtet internet-spil, nemlig "The Momo Challenge", hvor spillerne kan få frygtelige "opgaver" i form af bl.a. mord, så hvad er det rigtige? Var det ulykkelig "kærlighed" og utøjlet brunst eller Momo, der eventuelt drev Renato Llenes til mord. Både han og Christine er døde, og politiet har lukket  sagen, så det får vi nok aldrig svar på ....

https://kami.com.ph/88458-christine-silawans-mom-breaks-silence-reveals-details-daughter.html

https://247newsaroundtheworld.com/trending/christine-lee-autopsy-death-photo/ 

https://cebudailynews.inquirer.net/312865/with-death-of-murder-suspect-justice-undelivered-in-silawan-case 

https://philnews.ph/2019/03/15/photo-suspect-christine-lee-silawans-death/ 

 https://philippineslifestyle.com/secret-boyfriend-christine-silawan/

https://kami.com.ph/88700-mother-christine-silawans-boyfriend-finally-breaks-silence.html

https://bornsvilkar.dk/faa-gode-raad/5-gode-raad-til-foraeldre-om-momo-challenge/ 

Wikipedia