En ÆGTE Tornerose

De fleste kender formentlig Brødrene Grimms eventyr om den smukke prinsesse, der blev forhekset af en ond fe, fordi hun ikke var blevet inviteret med til den fornemme fest, som kongen holdt for at fejre sin datter. Alle de andre feer - dvs. alle tolv - var kommet med, men kongehuset havde ikke tilstrækkeligt med guldtallerkener til tretten, så en af dem måtte blive hjemme. Det skabte desværre en masse misundelse og også hævnlyst, hvilket gik ud over den totalt uskyldige og purunge prinsesse. Hun stak sig på den forheksede ten, som den onde og hævngerrige fe havde ledt hende hen imod. Resultatet var en sær, vedvarende søvn, der ramte hele slottet og varede i 100 år. Mange prinser og tapre riddere forsøgte at trænge igennem den tornehæk, der var vokset op omkring slottet, men de omkom uden at nå igennem. Til sidst kom der imidlertid en prins fra et andet land, og han var så heldig at ramme den dag, hvor forhekselsen sluttede, nemlig 100-årsdagen for prinsessens fatale møde med den onde fe og hendes forgiftede ten. 

Nej, nej, sådan var det ikke: siden der er tale om et eventyr, så havde Tornerose selvfølgelig bevaret skikkelsen og var lige så smuk som inden forhekselsen. Det betød, at prinsen og hun straks forelskede sig i hinanden og derpå levede lykkeligt til deres dages ende. Havde hun lignet en hval, ville det hele formentlig haft en anden udgang, men skidt med det: et eventyr er et eventyr, hvilket vil sige noget uden for virkelighedens verden, som vi kender den. Måske der er en vis form for sandhed bag de velkendte fortællinger om prinser, prinsesser, drager og troldfolk, men denne befinder sig på et andet plan og er ikke en del af det, vi forstår ved "virkeligheden i tid og rum". Ergo forstår vi eventyret, selv om det er uden logik eller har nogen reel sandhedsværdi.

Man kan ikke undgå at undre sig over sådan et mirakel, som eventyret om "Tornerose" fortæller om, for tænk, at alle på slottet havde overlevet og uden videre genoptog det, de havde været i gang med, da forhekselsen indtraf. Sådan er det ikke i virkeligheden, når nogen falder i en tranchelignende "Tornerose"-søvn. Det er angiveligt sket for flere flygtningebørn i Sverige (jfr. "Boobytrap": "Svenske "Flygtninge-Snehvider", den 13. marts, 2022). Pludselig bliver disse børn åbenbart så overvældede af situationen, at de "falder i søvn" og ikke uden videre kan vækkes igen. Det er alarmerende, sært og MISTÆNKELIGT, for hvad er de ude på, og hvad kan de og deres forældre vinde ved sådan en "søvn-magi"? Tjah, de kan i hvert fald opnå medfølelse fra omgivelserne og dermed blive i stand til at lægge pres på værtslandet, så de ikke udvises, hvilket er grunden til, at de mistænkes for "snyderi" ....

Da den 11-årige Ellen Sadler (1859-1901) gik i seng den 28. marts 1871, var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at det ville tage hende 9 (ni!!!!) år at vågne igen. Hun var et af de yngste af sine fattige forældres tolv børn, og til trods for sin unge alder var hun blevet sendt ud for at tjene som barnepige i en mere velbeslået familie, men begyndte at lide af døsighed. På det nærliggende hospital kom man til den konklusion, at hun led af et eller andet, der ikke kunne kureres, så hun blev sendt hjem til sine fattige forældre. Her udviklede hendes tilstand sig således, at hun faldt i en tranceagtig søvntilstand, der ligner den, flygtningebørnene i Sverige lider af: man kunne ikke vække hende. Til gengæld blev den sovende pige noget af en medicinsk sensation i datiden. Eksperter og nysgerrige kom for at se hende, så hun var blevet en form for turistattraktion, der kan have indbragt penge til sin familie og byen ved ikke at kunne vågne. 

Nu ved man jo godt, at der findes forskellige søvn-forstyrrelser, og at nogle af dem er forbundet med smitte fra dyr. Den slags hører imidlertid til i mere eksotiske egne af verden og ikke i England, hvor Ellen var født og opvokset. For mig at se ligner hendes sociale og følelsesmæssige tilstand den, som de sovende flygtninge lever under i Sverige. Ellen blev ikke truet på liv og helbred, men det kan havde været utrygt for hende at havne i en fremmed familie som barnepige. Jeg kunne forestille mig, at det har påvirket hende psykisk på samme måde, som flygtninge-børnene i Sverige formentlig er blevet påvirket. 

I samtiden spekulerede man dog mere i muligheden af, at det var familien og især Ellens mor, der stod bag datterens tilstand, og at det stort set var svindel. Ingen kan afvise denne teori, for der er ingen reelle beviser på, hvad der skete i hjemmet. Det er dog tankevækkende, at da moderen døde, så vågnede Ellen op, 19 år gammel. 

Hun lader til at have fået et godt liv med mand og børn, men ingen har hverken dengang eller senere kunnet stille en troværdig diagnose på hende. Var hun en svindler, eller hvad foregik der med hende?

https://www.elixirofknowledge.com/2014/06/ellen-sadler-girl-who-slept-for-nine.html

https://www.amusingplanet.com/2022/01/ellen-sadler-sleeping-girl-of-

https://www.grimmstories.com/da/grimm_eventyr/tornerose

Wikipedia

 

Den ateistiske og jødiske nonne, der blev myrdet af nazisterne

 

En af de almindeligste definitioner på en nonne er troen: den og den blev nonne, fordi hun troede på Biblen, Jesus, osv.. Når man så læser, at denne specielle nonne, Edith Stein (1891-1942), der endte med at blive myrdet som jøde under Hitlers forfølgelser, var ateist, så er det lige før, man tror, man har set forkert. Hendes valg af katolicismen var jo frivilligt, og hvorfor skulle hun ikke bare vælge denne kirkelige trosretning, men tilmed dyrke den som nonne i et kloster, hvis hun slet ikke troede på kristendommens budskab? 

Med mindre man ligefrem blev forvist til et kloster - og det er der jo dem, der er blevet, hvis deres familie havde svært ved at styre dem - så virker det sært, at en ateist skrotter den jødiske tro, lader sig omvende til katolicismen og ligefrem går i kloster. 

Sådan var Edith imidlertid som person, for når det kom til stykket, lod hun sig tydeligvis ikke bare styre af moral, men også af religiøse forestillinger, tro og næstekærlighed. Under indtryk af lidelserne i forbindelse med Første Verdenskrig, lod hun sig således uddanne til sygeplejerske, hvorpå hun sluttede hun sig til Røde Kors, for at kunne pleje og passe de sårede. Ikke nok med det, men hun studerede også filosofi og fik en doktorgrad med en disputats om emnet "empati". Hendes liv var altså fuldt af en masse tanker og gøremål, hvoraf flere virker som modsætninger, men som i virkeligheden går op i en højere enhed ved at udvikle sig af hinanden.

Som Teresa Benedicta of the Cross er hun kendt som en af de seks helgener - for hun blev sørme også kanoniseret! - der har en speciel opgave med at beskytte Europa. Hverken hendes anerkendte humanitære arbejde, hendes filosofiske skrifter, etc., etc. hjalp hende imidlertid imod Hitler, for hun døde i Auschwitz, formentlig i et gaskammer to dage efter ankomsten. Man mener dog, at hun ikke "bare" var et offer for nazisternes jøde-had, men at hendes henrettelse også havde noget at gøre med nogle katolske biskoppers  protester imod nazismen. Dvs. at hun endte som martyr for flere ting og ikke "kun" sin fødsel som jøde.

 
https://plato.stanford.edu/entries/stein/

Wikipedia

 

Jaloux og/eller misundelig?

 

 

Hvis øjne kunne dræbe ....

Personligt har jeg ikke svært ved at forstå jalousi, for det kan jo ikke nægtes, at man mister meget, hvis ens hjertenskær foretrækker en anden. På længere sigt er det måske godt at blive fri for en fyr, der ikke deler ens kærlighed, men her og nu er det som et dolkestød i hjertet. Man sørger og græmmer sig .... 

Under andre omstændigheder er denne specifikke hund og kat måske gode venner, men når det gælder deres menneskers kærlighed, så træder jungle-loven i kraft for mange kæledyr: poterne væk fra MIT MENNESKE!!!! Fra kærtegn og hygge er vejen da heller ikke så lang til guf og daglig pleje: hvem får mest, og hvordan rager jeg endnu mere til mig? Hvis mennesket foretrækker katten, så virker det som et alarmsignal på hunden - og omvendt.

Her bevæger vi os over i noget beslægtet, men dog ikke identisk med jalousi, nemlig MISUNDELSE! Sophia Loren, der jo selv har haft god gavn af sine velformede, yppige former, har senere sagt, at hun skam ikke var misundelig på kollegaen, Jayne Mansfield, men at hun frygtede, at hendes babser ville undslippe den lave udskæring og vække skandale. Hendes blik forekommer mig dog i høj grad at udtrykke noget andet, nemlig et "hva' pokker, hendes er jo større end mine!!!" Hvis jeg har ret, så er der der tale om ren og skær misundelse. Her må man så huske på, at for disse divaer drejer det sig ikke bare om attributter med et privat værdisæt, men om aktiver inden for deres fag: jo større og flottere, desto flere dollars i kassen ....

Ham med øksen har måske slet ikke de kvalifikationer, der ville kunne skaffe ham adgang til den karriere som ham oppe på stigen har opnået, men så trøster det jo at få ham pillet ned, ikke? En Fandens til grim tankegang, men forståelig ud fra det, vi ved om jalousi. Intet undskylder dog forsøgene på at pille den succesfulde ned "bare for at gøre det". Hvis ham på stigen havde stjålet sin succes fra ham med øksen ville det kunne vække alle mulige mere eller mindre forståelige følelser, men det skulle være virkelig groft for at nedpilningen skulle kunne undskyldes.

Ja, desværre er der mange, der føler sig angrebet, hvis andre opnår noget, der gør dem glad. Jeg har selv oplevet en såkaldt venindes misundelse, da jeg - glad og velfornøjet - fortalte om noget, jeg havde opnået. Dette var ikke inden for hendes felt eller på nogen måde noget, hun kunne forvente, men alligevel satte det gang i en strøm af misundelse, der virkelig kom bag på mig. Man kunne jo tro, at en mangeårig veninde ville blive glad på ens vegne, men nej, det gjorde hun ikke, og episoden blev en øjenåbner for mig: det med at "dele ens glæde" er noget pladder, hvis man omgås misundelige mennesker, for det trigger deres vrede, hvor det burde gøre dem glade på ens vegne .... 

 

Den pædofile Polanski og hans mindreårige sex-offer/-partner

 

En yndig, ung dame - ja, faktisk super-purung, for hun eer tydeligvis ikke voksen. Når man  ser sådan et billede, bliver man umiddelbart ret forbavset over at høre, at sådan et barn har spillet en afgørende rolle som femme fatale i en celeber pædofili-sag. Noget, der startede i en berømt mands privatliv, men som gik derfra og nærmest eksploderede i offentligheden på en måde, der langt hen ad vejen, men ikke 100%, ødelagde hans karriere. Forholdet til dette barn blev nemlig til et skæbnemøde for den myrdede Sharon Tates efterladte ægtemand, instruktøren og skuespilleren Roman Polanski, som alle ellers havde en mægtig sympati for på grund af hans unge hustrus sørgelige død. Hvor tragedien med hans gravide hustru, der blev offer for Charles Manson-vanviddet, havde givet Polanski en positiv og omsorgsfuld medlidenhed fra offentlighedens side, så forvandledes alt det og blev til et forrygende had. 

Det var ikke den på det tidspunkt 13-årige Samantha Jane Gailey (nu Geimar), der havde lagt an på den 43-årige Polanski, men som voksen har hun fortalt, at hun var seksuelt aktiv meget tidligt i sit liv. Dvs. at de ting, han blev anklaget for, meget vel kan have været OK, set fra hendes synspunkt, sådan at hun ikke opfattede hændelsen som det, han blev anklaget for, nemlig bl.a. voldtægt ved hjælp af alkohol og muligvis andet, sodomi, perverse handlinger - hvad det så end er - samt forskelligt andet. Det er så én ting, for fakta er, at hun var et barn på 13, medens han var en moden herre på 43, og i USA, hvor begivenheden fandt sted, regnes man for et barn indtil det fyldte18 år. Hvad der bliver gjort ved en person under 18, kaldes "voldtægt", hvad enten der er tale om tvang, eller om det hele er frivilligt.

Samanthas mor havde givet tilladelse til foto-optagelser med datteren hjemme hos Jack Nicholson, op på et tidspunkt var pigen blevet forskrækket. Det gjaldt også Anjelica Huston, der boede sammen med skuespilleren, for hun havde hamret på den lukkede dør, men var så blevet beroliget af Samantha. Polanski har senere hævdet, at der var tale om frivillig sex, og at Samantha havde reageret positivt på hans tilnærmelser. Noget, hun indirekte selv har indrømmet mange år senere, men det hjalp ikke den berømte instruktør, for det viste sig hurtigt, at han havde udsigt til en fængselsstraf på 50 år. Derfor flygtede han, først til London og derfra til Frankrig, hvor han havde  et statsborgerskab og derfor ikke risikerede at blive udleveret.

Når den purunge pige i forbindelse med retssagen hævdede, at der ikke var tale om noget frivilligt, sådan at det altså var voldtægt, så kunne jeg forestille mig, at hun har været under pres, bl.a. fra familien. Hvis hun - som hun selv har fortalt som voksen - virkelig var seksuelt aktiv som 13-årig, så har det ikke været anset for en passende opførsel for en såkaldt pæn ung pige. De kan således begge have kæmpet for deres sociale ry og rygte, hvilket ofte er nok til at give sandheden et spark ud ad vinduet.

Den voksne Samantha har i hvert fald talt pænt om Polanski, hvor andre måske ville have kaldt ham slemme ting. Dermed ikke være sagt, at hun undlod alle former for hævn, og det kan man så spekulere over. Således anlagde hun sag imod ham i 1988 og blev faktisk tildelt en stor erstatning, men der hersker tvivl om, hvorvidt han har betalt den. På et tidspunkt blev han også arresteret i Zürich, men han har aldrig siddet fængslet eller er vendt tilbage til USA, hvor han afgjort ville være blevet retsforfulgt ..... 

Roman Polanski med sin så tragisk myrdede hustru, Sharon Tate

Begge har i øvrigt udgivet deres erindringer, hvor de - som ventet - har givet hver deres version af begivenhedernes gang ..... 

 

^{https://www.datalounge.com/thread/25890519-samantha-geimer-roman-polanski-is-not-a-pedophile-he-s-a-fine-person} 

 

^{https://www.mirror.co.uk/tv/tv-news/roman-polanskis-rape-victim-says-11354335} 

 

https://variety.com/2019/film/news/roman-polanski-rape-accuser-reached-out-la-prosecutors-2017-1203411544/ 

 

Wikipedia

 

Alive in death - or so her mother felt ....

 

When Florence Irene Ford contracted Yellow Fever and died in 1871 she was only ten years old. Her mother was inconsoleable and her deep sorrow was the reason for the strange grave in which her daughter was buried. Little Florence Irene had been terrified of storms and rough weather so her mother wanted to be able to comfort her, even though she was dead in her grave. That's why she had the grave built with a staircase which gave her the opportunity always to feel near her dead daughter.

Not only was there a staircase, but the child was buried in a casket with a glass window. Howeveer, by now the casket is being protected by a concrete wall so that vandals can't get to it.  

https://www.natchez.ms.us/277/Florence-Irene-Ford 

 

Wikipedia

 

Straf for straffens skyld, eller hva'?

OK, dommer Sisamnes var korrupt, og han blev derfor dødsdømt via flåning i levende live. UHA, siger jeg bare, men kan dog ikke sige, at jeg er helt forbavset over denne angiveligt historiske straf, for var de ikke nogle bæster dengang? Jo, det siger man i hvert fald, selv om der var en hel del (næsten) lige så grusomme straffe senere. Hvorom alting er, så viser Gerard Davids1600-tals maleri den grusomme scene, der foregik engang i det femte århundrede før Kristi fødsel, så håret rejser sig på én. Intet er overladt til fantasien: hver lille flig af dommerens legeme vil blive berøvet sin hud. At han i sin tid kun reagerede med en grimasse under den frygtelige pinsel, tror jeg ikke på, og det undrer mig egentlig, at kunstneren har foreviget hans personlighed med en stoisk reaktion på sådanne frygtelige smerter. Beskrivelsen af den type stoicisme plejer nemlig kun at blive Jesus eller helgener til del.

Her har vi f.eks. Peter af Verona, der dolkes, tilsyneladende uden at fortrække en muskel. Også meget, meget usandsynligt, at det er foregået sådan, selv om denne aflivning måske ikke er helt så smertefuldt som den levende flåning. At han hverken hulker eller bønfalder om nåde er i hvert fald en vigtig detalje, da det viser hans fine karaktertræk: han er "i sandhed" en helgen, dvs. et højt udviklet individ.

Sisamnes sidder i dommersædet, medens den mand, der får ham arresteret og dømt, nemlig den persisk kejser Cambyses, står foran ham. Som det ses, er Sisamnes nærmest forstenet af chokket ved at blive sat i forbryderens sted, når det ellers plejer at være hans opgave at dømme de kriminelle. Da straffen bliver udmålt, får han imidlertid mulighed for selv at udpege sin efterfølger som dommer og vælger sporenstregs sin egen søn, Otanes. Cambyses går med til at udnævne sønnen, men samtidig sørger han for, at den hud, der blev fjernet fra faderen, bruges til at beklæde sønnens dommersæde.

Det, der ligner et portræt over Otanes' hoved, som han sidder dér i dommersædet, er altså i virkeligheden en del af hans døde far, nemlig hovedet, medens resten er blevet brugt som stolesæde. Kors dog, siger jeg bare, for hvad havde Otanes gjort? Hvorfor skal han også straffes? Det svarer til at straffe Ted Bundys datter, Rose, for de horrible mord, hendes far begik, og det har nutidsmennesker altså svært ved at acceptere. Vi er også blevet langt mere blødsødne end på Cambyses tid, for nok kan man bruge udtrykket "jeg kunne flå dig levende!" men den eneste, der lader til at have gjort noget sådant, er da vist Ed Gein ....

Strøtanker om ønsket om eneboertilværelsen ....

Da jeg så dette billede, kunne jeg ikke lade være med at more mig over den formentlig strandede person, der forsøger at vifte påtrængende (?) hjælpere væk. Andre i den situation sender flaskepost ud for at tiltrække sig opmærksomhed, så de kan blive reddet fra den øde ø, de er strandet på, men ikke denne person. Næh nej, han/hun - og det ligner lige så meget en kvinde som en mand - foretrækker sit eget selskab og vil meget have sig frabedt at blive ført tilbage til civilisationen.

I dette tilfælde er der nok tale om besvarelsen af en flaskepost, der ikke bliver som ventet, for hvem har dog brug for sådan en regning? Vedkommende havde sikkert foretrukket et redningsmandskab eller en masse gode forsyninger. Man kan grine ad ham, som han sidder dér og får øje på flaskeposten, men det skyldes nok udelukkende, at man ikke tager hans situation alvorligt. 

Der er sandelig mange måder at forlige sig med ensomheden. Denne er ret velkendt i andre sammenhæng, hvor dukker af forskellig art, mekaniske hjælpemidler, etc. træder i en partners sted. Også det kan man grine ad, men det er jo altså alvor for nogen ....

Maleren Edward Hopper havde et specielt blik for det moderne menneskes liv. Før i tiden havde man som regel nære familierelationer, og man bevægede sig ofte ikke langt uden for den kreds, den udgjorde. I hvert fald ikke hvis man var kvinde i samfundets "pænere lag". Fattige måtte ofte klare sig uden det sikkerhedsnet, familien udgjorde, indtil de evt. "slog hånden af en", f.eks. fordi man "kom galt af sted" ....
 

Når jeg ser sådan et derangeret menneske, så bliver jeg nysgerrig. Hvad er der dog sket i hendes liv, hvad var hendes drømme i barndom og ungdom - og hvorfor gik det, som det gjorde? Er hun psykisk syg, hjemløs, eller hvad? Det kunne man måske finde ud af, hvis man satte sig ved siden af hende og indledte en samtale, men belært af erfaringen er det nu noget, jeg ville betænke mig meget på. Denne dame befinder sig vist på en usynlig, øde ø og vil gøre meget for at vifte uønskede personer væk. Hvis man bare er nysgerrig, så har man nu også fortjent at blive viftet bort, hvad enten denne persons tilværelse er selvvalgt eller ej.