Det, man skal stræbe efter, er en udvikling af den barnlige begejstring for snart sagt hvad som helst, som vi jo er født med, men som forsvinder for de fleste af os, når vi opdager, at verden ikke er skabt for, men til os, og at den kan være meget anstrengende en gang imellem.
Alle oplevelser, afhænger af ens tolkning af dem. At kunne grine ad noget, der kan være farligt og/eller ubehageligt eller ikke ligefrem heldigt, er en uforlignelig evne, som jeg mener, man burde undervises, så den ikke forsvandt med barndommen.mandag den 26. oktober 2020
Når man overfaldes af irriterende omstændigheder - og er ligeglad
Joe Biden
Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden (født den 20. november, 1942) er ingen årsunge, men det er hans modstander, den siddende præsident, Donald Trump (født den 14. juni, 1946) heller ikke. Joe Biden har ikke bare en langt større erfaring som politiker end Trump, men også med livets hårde side, idet han mistede sin første kone og lille datter i en bilulykke, hvor også hans to sønner blev skadet, men kom sig. En af disse sønner, Beau Biden, er dog død af cancer for nogle år siden. Selv har han gennemgået to hjerneoperationer for aneurismer. I sit andet ægteskab fik han endnu en datter. Når mange af hans modstandere referer til ham som "Sleepy Joe" skyldes det måske mén efter operationerne, men hans diskussioner med Trump har nu vist ham som en skarp og klarttænkende mand, og medicinske undersøgelser har støttet hans forsikringer om, at han er rask.
Joe Biden og hans søn Hunter, der har skabt problemer for sin far med sine Kina-aktiviteter
Noget meget afgørende i denne præsidentkampagne vil være et par af de ting, Trump har skubbet fra sig som uvæsentlige, nemlig først og fremmest sundhedsvæsenet. Han skrottede mere eller mindre Obamacare og har ikke leveret et alternativ, hvilket ikke ligefrem gør Corona-situationen nemmere. Bidens bud på et alternativ eller udbygning virker realistisk.
En af Bidens store fordele i valgtkampen er, at han ikke er præsident, men at han var den 47de vicepræsident under Obamas styre. Trump er den siddende præsident, så man ved ligesom, hvad han står for, ikke bare ved løfter, man kan håbe bliver holdt som ved Biden, men ved en embedsførelse, hvor han ikke har leveret varen som "landsfader".
Joe Biden er en mere "normal" præsidentkandidat end "klovnen" Donald Trump var, da han vandt over Hillary Clintorn i 2016. Netop det kontroversielle og pop-kulturelle præg var nok det, der tiltrak mange af hans vælgere, der elskede hans gadedrenge-manerer, der var blandet op med hans image som rigmand og TV-personlighed. Han har nok ret, når han har sagt, at folk valgte ham, fordi han ikke var politiker, men noget andet, nemlig i dette tilfælde en kendt reality-star og byggematador med en kedelig tendens til at gå konkurs med sine mange projekter.
De to kandidater kan kaste mudder efter hinanden fra nu af og til Dommedag, og jeg vil stadig foretrække Joe Biden frem for Donald Trump, selv om ingen af dem står fuldstændig pæn og ren tilbage oven på sådan en omgang. At Trump har betalt langt mere i skat til Kina end til sit hjemland, hvis præsident han er, kom dog bag på mig og kvaste den sidste form for tiltro til ham, jeg har haft.
Selv om jeg ikke kan lide manden, så ville jeg aldrig have troet på sådan en anklage, men det lader til at være sandt. Samtidig med dette har Trump gabt op om Biden og hans søn, der har noget, der vist må kaldes suspekte forbindelser i Kina. Det har Trumps børn også, så Kina spiller åbenbart ind på en måde, der i hvert fald kommer bag på mig. Også fordi Trump direkte har beskyldt Kina for at have frembragt den sygdom, Corona, der har kostet så mange mennesker livet, og som der stadig ikke er nogen vaccine imod. Sådan noget afslører min egen mangel på DYB politisk indsigt, men den er også blevet røbet hos andre, der gælder som politiske eksperter: der foregår "noget" i kulisserne, og ingen lader til virkelig at vide, hvad det er. Intet tyder dog på, at Biden er "Kinas mand", som det også er blevet hævdet af hans modstandere. Som almindelig dansk skatteborger hæfter jeg mig mere ved dette regnskab, som jeg finder ret rystende.Også tanken om, at 70% af folk, der ikke betaler skat i USA, hører til landets rigeste, vækker min forargelse. Det er grotesk, og jeg fatter ikke, at det har fået lov til at fortsætte så længe, men det hænger vel sammen med, at fagforeningerne nu er blevet til tandløse, gamle løver, der hverken brøler eller river mere. Den amerikanske drøm har dræbt den amerikanske sjæl og gjort den penge-fikseret på en meget ubehagelig - men ikke helt uforståelig - måde, for den menige amerikaner mangler jo et velfungerende socialt sikkerhedsnet ....
Skal det lykkes ham én gang til? Det er meget spændende, men jeg betænker mig ikke på at stemme på Joe Biden. Han er gammel og svækket, men man får indtryk, at han er en hæderlig mand, hvilket man ikke ligefrem får af Trump ....
https://www.townandcountrymag.com/leisure/real-estate/a33809100/joe-biden-real-estate-homes/
søndag den 25. oktober 2020
Mine smagsløg råber HJÆLP!!!
Bacon med chokolade
Jeg tror ikke denne variant af chokolade er noget for mig, men derfor kan det da godt være, at den fungerer for andre. Lige i øjeblikket er det mig dog umuligt at komme i tanke om eventuelle liebhavere af en så speciel delikatesse, men dermed ikke være sagt, at de ikke findes. Det springende punkt for mig vil være at finde nogen, der ikke synes, at de to smagsoplevelser strider imod hinanden: fedt over for noget sødt. Jeg kan ikke se, at de passer sammen, meeen ....
Det samme gælder denne egentlig ret nydelige pizza, der dog har vakt enorm modstand på Facebook. Både anti-vegetarer og ellers ret afslappede personer med stor forkærlighed for pizzaer, burgere og den slags fóer ud med bål og brand over denne "ulækre madvare". Er den mere ulækker end så meget andet? Næh, og retten er da pæn at se på.
Denne delikatesse vakte ikke forargelse, men latter, for hvem har dog hørt om noget så tosset? Ingen af de adspurgte kunne forestille sig, at det var noget, de ville sætte tænder i, om så der var hungersnød! Andre kombinationer med chokolade blev også mest set som latterlige af dem, jeg spurgte. Kun pizzaen med broccoli vakte direkte forargelse, hvilket jeg tager som tegn på, at inkarnerede kød-spisere har mere fastgroede vaner end dem, der elsker alt sødt. Sært: jeg ville have troet det var omvendt, for jeg ved, at udtrykket "en sød tand" dækker over en ægte sandhed, medens jeg ikke var klar over, at retter lavet med pølse-garniture af afdøde dyr havde en så stor fan-skare.
Forleden så jeg en notits om nye "lækkerier" i form af glaserede orme. De var angiveligt direkte sunde, fordi de regnes for at være meget protein-holdige. Det tror jeg såmænd gerne, men Fanden tage mig, om jeg vil spise den slags! Jeg er dog godt klar over, at den dag kan komme, hvor mennesker priser sig lykkelige over at finde sådan noget som f.eks. en håndfuld regnorme. Mennesker har jo også på et eller andet tidspunkt i menneskehedens historie besluttet sig for at erklære snegle for en delikatesse. Det betyder så, at konservative madvaner måske ikke holder i fremtiden, hvis vi skulle blive presset af sult, sygdom eller krig. Jeg ville ikke være forarget over den slags, men her og nu synes jeg, det meste af den slags som menneskeføde er dybt ulækker ...
https://www.eatthis.com/weird-food-combinations/
https://www.revolution-bars.co.uk/blog/9-weird-chocolate-combinations-that-are-actually-awesome/
https://www.sheknows.com/food-and-recipes/articles/961641/chocolate-broccoli-cookie-recipe
Tudor-rosen
Hvis Henrik VIII's yngre søster, Mary Tudor (1496–1533), lignede sit portræt, så var hun virkelig yndig som en rose. Hun blev i hvert fald regnet for en stor skønhed, og kong Ludvig XII af Frankrig blev regnet for heldig at få hende til kone. Formålet var - som sædvanlig dengang - dynastiske hensyn: han var 30 år ældre end sin 18-årige brud, men havde - til trods for to tidligere ægteskaber - endnu ikke produceret en tronfølger. Det siges, at hans alt for entusiastiske anstrengelser for nu endelig at få den ønskede arving førte til hans død i 1515, dvs. tre måneder efter brylluppet.
Som børn havde Mary og hendes bror, Henrik VIII, stået hinanden nær. Han havde også opkaldt sin ældste datter, Mary, efter hende, hvilket vel var en hæder for begge disse kvinder.Nu, hvor hans søster var blevet enke, var han i hvert fald bekymret for, hvordan han fik hende, der jo var Frankrigs dronning, hjem til England igen - samt sikrede de værdier, hun havde bidraget med. Derfor sendte han sin betroede mand, Charles Brandon, 1st Duke of Suffolk, for at hende hende, idet han dog advarede ham imod at blive endnu mere forelsket i Mary, end han var i forvejen. Det lovede Charles, men han brød dog hurtigt sit løfte, måske også fordi Frans I, der fulgte Ludvig XII på tronen, var interesseret i den smukke prinsesse, selv om han dog allerede var gift med dronning Claude, der imidlertid havde helbredsproblemer og døde kort efter Ludvig XII.
Ja, Frans var en flot fyr, men Mary valgte nu alligevel hertugen, Charles Brandon, selv om hendes bror var imod forholdet. Faktisk blev de gift i al hemmelighed allerede i Frankrig, således at han blev hendes anden mand og hun hans tredie kone. Selv om Henrik VIII rasede, og det kunne være endt med Charles' henrettelse, så blev de dog gode venner igen, bl.a. fordi Charles var ekspert i at smigre sin svoger og også gav ham rige gaver.
Mary og Charles fik fire børn, 2 piger og 2 drenge, og de blev bedsteforældre til Jane Grey, der var Englands dronning i ni dage i 1553, før hun blev afsat og halshugget. En tragisk skæbne, også fordi hun slet ikke ønskede at blive dronning.
Da Mary døde i 1533, giftede Charles Brandon sig hurtigt igen, denne gang med den 14-årige Catherine Willoughby, der egentlig var forlovet med en af hans og Marys sønner, der dog blev regnet for ung til at gifte sig. Man mener, at dette ægteskab blev indgået for at sikre slægten hendes besiddelser, men det førte nu til en udvidelse af børneflokken med to sønner.
lørdag den 24. oktober 2020
Klap i!!!
Der har ordentlig været rivegilde i et par danske partier for nylig, og det er pinligt, fordi det BL.A. afslører noget der ikke burde være en del af vore dages samfund: de krænkende mænd har forventet, at de befamlede, krænkede, etc. kvindelige partifæller - for det er de jo!!! - har holdt kæft med de overgreb, de har været udsat for. Mændene har helt sikkert ikke set det, de har gjort, som "noget særligt", blot en "uskyldig flirt" eller en "føler". Det gjorde mange af kvinderne sikkert også dengang, men MeToo-bevægelsen har sat fokus på noget, der både er og ikke er fornærmeligt.
Sådan en fyr som Harvey Weinstein, der i årevis har forgrebet sig ustraffet på kvindelige medarbejdere og andre, er utvivlsomt vildt forbløffet over, at det nu skal være forbudt, for "sådan har det jo altid været". Ja, det har det, men det er blevet fortolket forskelligt op igennem tiden og i forskellige kulturer.Før i tiden, (og her tænker jeg såmænd bare en 10-20 år tilbage), blev den slags episoder skubbet ind under gulvtæppet samt forsøgt "forklaret" med noget i kvinders adfærd, der tændte mændene, så de ikke kunne styre sig selv. Tolkningen af disse fænomener var hjemmestrikkede teorier om drifter og intentioner, for medens det ene køn altså var "ustyrligt", fordi dets biologi gjorde, at det var i sine drifters vold, så var det andet såmænd nok "selv ude om det". Det sidste skyldtes til dels, at en anerkendt - og forventet - del af kvindens samfundsrolle var at gøre indtryk på mænd. Noget, der også var med til at give hende status blandt kønsfæller. (Dette er faktisk noget, der ikke bør ignoreres, selv om det måske ikke umiddelbart lyder som noget, der har en særlig betydning).
En kvinde, der ikke fik/får mandlig opmærksomhed, blev/bliver regnet for en social fiasko. Sådan er det stadig (i hvert fald til en vis grad), men nu har kvinder andre karrieremuligheder end mand og børn, og så gider de ikke længere at lade sig forvise til rollen som objekt, når de kan være subjekt. Desuden vil de i højere grad både give og modtage opmærksomhed. Før eller senere får vi nok også MeToo-sager med omvendt fortegn, hvor en kvinde er "kommet til" at lægge hånden på et mandelår ....
Løst og fast om lidt af hvert ....
Det er unægtelig en sær tanke, at vores planet - Jorden - blev set udefra for allerførste gang i 1946. Før da havde mange imponerende astronomiske beregninger, (som jeg ikke vil forsøge at gengive), bevist dens form og placering i forhold til andre planeter. At den nu blev set udefra som det, den jo er, svarer på en vis måde til at man opfandt spejlet og ikke bare så sit spejlbillede i vandoverflader og lignende, men i noget langt mere afslørende. Den sande gengivelse af ens billede gør alting meget konkret: sådan er det, lev med det eller lad være. Mange har fået et chok, når de har set sig selv, medens der nok også er dem, der leder forgæves after noget, der virkelig kan reflektere deres spejlbillede, for de hører til dem, der går i ét med tapetet. De er der, men ikke som et genkendeligt billede af det individ, man tror, man er ....
Nogle selvportrætter er helt forvrængede, men siger samtidig meget mere om den portrætterede, end hvis de havde været super-realistiske. Det gælder f.eks. nedenstående portræt af J.F. Willumsen (1863-1953), der kredser omkring den nye viden inden for astronomien, men sammenkobler den med religiøse forestillinger. Jeg synes, det er et smaddergodt billede, men tager for givet, at ikke alle opfattede kunstneren som en tiger, der svæver rundt ude i himmelrummet, og at de blev forbløffede over denne selvopfattelse.
Nu vi er i gang med himmelrummet, så er den lille-bitte prik, der angives med den røde pil, altså vor jord - vort hjem. Når man ser himmelrummet på den måde, så er det lige til at grine ad, for i århundreder, ja, vel nærmest årtusinder, har vi troet, at vi mennesker var centrum for det hele? Hvem har dog bildt os det ind? Tjah, det er vel religionen, for den har jo altid haft gang i vor påståede ophøjelse i forhold til alt og alle her på jorden. Jeg mistænker, at det er det med Adam, der navngav alle dyr, der spøger i den slags selvforherligende forestillinger.
Nej, hverken rummet eller skabelsen er centreret omkring os. Vi er en del af noget meget stort, og det er der sikkert også andet, der er, selv om vi ikke kender det. Her tænker jeg på E.T.'er fra andre planeter, men også ukendte arter her på jorden.
Vort hovmod, når det gælder folk og fæ på jorden og andre steder, er utroligt. Det er både naivt og tåbeligt, så også af den grund har vi rigtig godt af at finge dyrearter, vi troede var uddøde.
Der er f.eks. det nuttede det flyvende egern, som man troede var uddødt for 70 år siden. Det var det aldeles ikke, for det levede i Pakistan, hvor det minsandten bliver tillagt magiske egenskaber både som elskovsfremmende, da dets urin regnes for et elskovsmiddel. Hvordan det virker, er jeg ikke klar over, men det skulle være mægtig effektivt. Til gengæld kan dets skrig ses som et varsel om, at ens kæreste er død, så man kan sige at det ene vejer det andet op ....
fredag den 23. oktober 2020
Én i masken!
Nu pynter jeg aldrig ret meget til de forskellige højtider, der aldrig rigtig har appelleret til mig, så det kan jeg altså ikke slå tiden ihjel med. Eftersom den forbistrede Covid-19 tilsyneladende nu har startet sin anden bølge, er jeg - og mange andre med mig - ellers bedst tjent med at blive hjemme og undgå kontakt med mulige smittebærere. OK, siger jeg bare, det har jeg sådan set ikke noget imod, men på et eller andet tidspunkt har man altså fået nok af TV-kiggeri, læsning, etc., og hvad så?
Dagens banbulle
Situationen får mig til at spekulere over det moderne
menneske og behovet for at "slå tiden ihjel", hvilket ret beset er et
frygteligt udtryk, der bygger på en endnu værre ide: tid er det, der
udgør vores liv og opmåler det, så man burde jo ikke ligefrem myrde den tid, man har fået tildelt ....
Hvad Corona angår, så er den møgirriterende, fordi man endnu ikke har fundet et probat middel imod den. Man ved heller ikke, om de masker, vi er blevet anbefalet, har en reel virkning. Er de bare en form for "sutteflaske", der skal berolige os, måske på et falsk grundlag? Er diverse lockdowns, masker og håndsprit midler til at få os til at tage sygdommen alvorligt, uden egentlig at gøre en forskel?
Min egen holdning er, at det vel ikke kan skade, så hva' pokker, på med masken, frem med håndspritten, etc. - i hvert fald ind imellem, for ligesom så mange andre er jeg ikke konsekvent: somme tider gør jeg det, men ikke altid ....