onsdag den 24. februar 2021

Levende "døde"

Ja, sådan går det, når man er død, huden og kødet skræller automatisk af og det er der en vis logik i. Skelettet frigøres for vævet og blottes. Selv mener jeg, at dette skelet også indeholder en vis skønhed, bare på et andet plan. Det er en afslutning, de fleste accepterer som uundgåelig, men hvad nu, hvis denne forrådnelse bare er noget, kvinden FORESTILLER SIG, og hun i virkeligheden er spillevende samt sund og rask? Nogle mennesker kan nemlig ende med troen på, at de slet ikke eksisterer eller er "døde" - hvilket de altså bare ikke er .....

Her har vi et af de engang så populære post mortem-fotografier af et sørgende forældrepar med deres døde datter. Sært, men endnu mere sært, hvis hun slet ikke er død, men bare tror det. Hvis det er tilfældet, (hvad det altså ikke er her!!!), så lider den unge kvinde måske af "Cotard's Syndrome" - også kaldt "Walking Corpse Syndrome" - hvor et menneske er overbevist om, at han/hun allerede er død eller bare ikke eksisterer. Betegnelsen "Cotard's Syndrome" stammer fra den franske psykiater, der beskrev fænomenet i 1880. Lidelsen er overmåde sjælden, idet man kun kender omkring 200 tilfælde i vor tid, hvilket man jo må være glad for, da det ikke kan være rart at føle sig som en levende død. 


Der er selvfølgelig risiko for, at patienter, der kommer til deres læge med denne forestilling om at være død, afskrives som hypokondere, psykisk syge eller lignende, og at de derfor ikke figurerer i statistikken. Dvs. at teoretisk set kan der være mange flere, der bare opfattes på en anden måde, og som derfor får en anden diagnose - eller bliver afvist.

 
To små piger med deres døde søster

De fleste patienter med denne specielle lidelse er midaldrende kvinder, og det er jo typisk at afskrive dem som deprimerede, fordi de ikke længere får samme opmærksomhed, som da de var unge. Lider de af "Cotard's Syndrome"? Det er muligt, men det kan også "bare" være en depression. Noget, der også gør det indviklet med en diagnose er, at dette syndrom er knyttet til symptomer, der i sig  selv udgør en sygdom: demens, en eller anden form for hjerneskade, epilepsi, skizzofreni, osv.. 


En variant af sygdommen visser sig som anklager imod andre: "Du er DØD!!" Noget, der er ret grotesk, da den anklagede aldeles ikke er død, men spillevende. I 2008 var der en 53-årig kvinde, der påstod, at hendes familiemedlemmer var døde og "lugtede som rådne fisk". Sagen bliver ikke mindre absurd af, at de anklagede også ønskede at blive ført til et ligkapel, fordi de "ønskede at være sammen med de døde". En sådan detalje i en veldokumenteret sag gør unægtelig tingene meget mere forvirrende ....

 

https://www.webmd.com/schizophrenia/cotards-syndrome


Cotard delusion - Wikipedia

 

Da Churchill forlod badet for at blande sig

 

Den på det tidspunkt 36-årige indenrigsminister Winston Churchill lå i et dejligt, varmt bad, da han fik at vide, at en flok udenlandske anarkister var blevet afsløret under et indbrud i en juvelerbutik. Nu var det sådan, at en del af financeringen af Den Russiske Revolution foregik ved kriminalitet rundt omkring i Europa. Denne episode, der senere blev kendt som "The Siege of Sidney Street", fandt sted den 16. december 1910, hvor russiske anarkister hamrede løs på det, der forhindrede dem i at komme ind til alt det dejlige guld og ædelsten, de var ude efter. At det larmede, og at de omkringboende havde hørt det og havde tilkaldt politiet, forstod de først efter at være blevet omringet. 

På det tidspunkt stod Churchill typisk nok i forreste række, dvs. ofte foran den store skare ordenshåndhævere, der belejrede skurkene. Ja, han gik tilmed over stregen ved at komme med anbefalinger, der vist mere var ordrer, han slet ikke havde nogen ret til at udstede. Noget, han senere blev kritiseret for, uden at det dog gik ham på.

Ved tidligere episoder som f.eks. "The Tottenham Outrage" året før var det gået galt. En politibetjent og en dreng mistede livet. Betjenten var en flot fyr ved navn William Tyler, og han blev hædret på alle leder og kanter. Bl.a. fik han et fint gravmonument.

Forbryderne var der selvfølgelig ikke nogen sympati for i befolkningen. Churchill udtalte sig på et tidspunkt om en af de mere kendte, Peter Painter: "One of those wild beasts who, in later years, amid the convulsions of the Great War, were to devour and ravage the Russian State and people" (THOUGHTS AND ADVENTURES/AMID THESE STORMS, 1932, Woods A39). 


Stående midt mellem to mænd, der var der i embeds medfør - en af dem tilmed tungt bevæbnet - titter Winston frem, iført sin høje hat, der signalerer en helt anden socialklasse samt manglen på en funktion i dette sammenhæn. Desuden, som sagt før: på  mange af de billeder, hvor man ser ham, befinder han sig i allerforreste linje, hvilket for os nutidsmennesker er en morsom detalje, da han overhovedet ikke havde noget at gøre dér. 

Han burde være blevet i sit bad, men nej, sådan var han ikke, hverken dengang eller under Anden Verdenskrig. Mange år efter har man moret sig over hans deltagelse i denne episode, der faktisk kostede flere liv samt mange sårede, men dengang var man forarget. Han gjorde dog også en vis nytte, da han som indenrigsminister kunne forbyde brandmænd at gå ind i det belejrede og brændende hus, hvor der befandt sig et par anarkister, der endte med at omkomme. Brandmændene og politifolkene var ellers havnet i en voldsom diskussion om ret og pligt mht den brændende bygning, men den fik Churchill bragt til ende, da han befalede, at de kun måtte starte en brandslukning, hvis flammerne bredte sig til de omkringliggende huse.



© The International Churchill Society. All right reserved.


tirsdag den 23. februar 2021

Om at arve en stilling, man ikke er kompetent til

 

Når man tænker på monarkers værdi for de lande, de regerer, så er det tydeligt, at gode og milde, men vattede personer som Ludvig XVI af Frankrig og Nikolaj II (1868-1918) af Rusland bare ikke dur. Ingen af dem gjorde nogen gavn for de rigdomme, der tilflød dem, og det er retfærdigt, at de blev afsat, men når det kommer til deres videre skæbne, så virker det grusomt og unødvendigt at henrette dem på den måde, det foregik. Man forstår dog folkets vrede, for medens disse monarker levede i rigdom og overflod, så sultede mange, der bare ikke havde nogen udveje i et samfund, der var kæntret socialt set.


Nikolajs forældre, zar Aleksander III og hans danskfødte hustru, Dagmar

Desværre blev Nikolaj slet ikke undervist i det vigtigste for både ham som zar og hans land: de politiske tendenser, der var, hvorfor de var opstået, og hvorfor oprøret ulmede. Han har sikkert aldrig forstået, hvad der foregik uden for den kreds, han omgav sig med, og som bestod af dybt religiøse, konservative og bagstræberiske personer. Lige fra sin barndom havde han fået tudet ørerne fulde af lovprisninger af det russiske selvherskersystem, som han via sin position legemliggjorde. I stedet for virkelig rådgivning af kyndige personer, holdt han sig til spytslikkere, der smigrede ham og hans familie lige ind i døden.

Desuden var han en klumpedumpe. Allerede ved kroningen gik det galt for ham, da han tabte et symbol på det russiske kejserdømme. Senere blev over tusind mennesker trampet ned ved den senere folkefest, fordi planlægningen var alt for dårlig. Hans mangel på pli - eller var det empati??? - rystede folk, da han samme aften deltog i et bal i den franske ambassade. Det meste af hvad han foretog sig var galt, ikke mindst hans ægteskab med den over-religiøse Alexandra af Hessen. På mig virker de som to blinde, der tvinges til at være vejvisere for både deres folk og familie. Resultatet var nærmest givet på forhånd.
 

Hverken Nikolaj eller hans kone fattede de tendenser, der herskede i samfundet. De ignorerede - eller så simpelthen ikke??? - alle tegn på, at der kunne udbryde en revolution. Efter nederlaget i den russisk-japanske krig i 1905 opstod der et oprør, der fik Nikolaj til at oprette en folkevalgt forsamling, "dumaen", men blot nogle få måneder senere, brød han sit løfte til sit folk. Landet befandt sig på sultegrænsen, da han sendte soldater i kamp under Første Verdenskrig, og det førte efter et par år til første led af Den russiske Revolution: Februarrevolutionen i 1917. Familien levede som de forrige zarer i umådelig pragt og rigdom, mens folket var fattigt. Regentparret var mildt sagt ikke demokrater og ignorerede alle trusler om revolution. Den provisoriske regeringsleder, Aleksandr Kerenskij, tvang derpå zaren til at abdicere, hvilket skete den 15. marts. 
 

Zaren og hele hans familie blev holdt i fangenskab, men kunne dog under en del af fangenskabet færdes uden for huset, her ses han sammen med sin søn. Efter anden del af Den russiske Revolution, nemlig Oktoberrevolutionen, faldt hammeren imidlertid for alvor, hvilket tydeligvis kom helt bag på Nikolaj og hans familie. Hans reaktion, da dødsdommen blev læst op for ham, viser, at han dels ikke fattede, hvad der foregik, dels ikke på nogen måde havde ventet, at dette kunne ske.  

Den tidligere urmager Yakov Yurovsky (1878-1938) var udnævnt til "over-bøddel", men han var ikke den eneste, der deltog i henrettelsen. Da han den 17. juli 1918 læste dødsdommen op for familien, bad Nikolaj ham om at gentage den. Det var tydeligt, at han bare ikke fattede, hvad manden talte om, sandsynligvis fordi han var oplært i en fast tro på sin egen guddommelige mission som zar. Hans sidste ord var et fremstammet "Hvad, hvad?" At han kunne komme ud for noget sådant lå simpelthen uden for hans fatteevne, men han var dog heldig, at alle de involverede, hvis opgave det var at stå for henrettelsen, var ivrige efter at sigte på ham, for han døde som den første meget hurtigt. Andre - og langt mere uskyldige - led virkelig overlast.

En kunstnerisk gengivelse af henrettelserne

Den næste, der fulgte, var hans kone, Alexandra, der blev skudt i hovedet. Derpå blev det tronarvingen, den syge søn, Alexeis tur. Hans fire søstre fulgte efter, men det tog længere tid, fordi de juveler, de havde syet ind i tøjet for det tilfældes skyld, at de skulle undslippe deres fangenskab, kom til at fungere som en art  redningsveste.

De overleverede beretninger om de fire søstres død er grumsom læsning, og det viser, at denne henrettelse af en hel familie var dybt amatørmæssig. Det fortælles også, at soldaterne fik sprut i spandevis, før de blev sat til at skyde disse mennesker, og det forklarer måske noget af miseren, men ikke det hele. Der er også forskellige versioner af forløbet, og det er tydeligt, at nogle af de henrettede gennemgik store lidelser, før de endelig døde.

Rummet hvor henrettelserne fandt sted

Der er ingen tydelige angivelser af, hvordan Yakov Yurovsky senere havde det med denne voldsomme begivenhed, som han jo ikke havde udført på rimelig måde. Nogle påstår, at han var ked af sin deltagelse, medens andre til gengæld hævder det modsatte, nemlig at han tværtimod var stolt af det, han havde gjort. Én ting er at dræbe samfundsnyltere, som han sikkert har følt, at de var, noget andet er det, der bare 20-30 år senere skete for hans eget folk, nemlig jøderne, men det ramte dog ikke ham og hans familie .... 

Yakov Yurovsky, der angiveligt udviklede en smag for te
 
Mange år efter henrettelserne fandt man det, der var tilbage af zar-familien. Dette er således den stormægtige Nikolaj II, hvis totale inkompetence førte til katastrofen for ham, hans kone og børn.


Kilder:


"The Last Days of the Romanovs: Tragedy at Ekaterinburg": Helen Rappaport

 

Wikipedia 

 

Tanker om "Yesterdayism" og altings flygtighed

 

En yderst fornuftig, men ret overflødig betragtning, for det ved vi da godt - eller gør vi? Hvis vi lader tankerne gå ad vilde veje og foretager et par tankeeksperimenter, så kan vi jo begynde med at spørge os selv, om fortiden er fiktion eller faktion. Når jeg tænker på, hvad jeg har set T. Rump-tilhængere hævde som "sandt" på bl.a. Facebook, så står det mig klart, at min "i går" ikke nødvendigvis er alles "i går". Det samme gælder gamle, ellers hævdvundne beretninger om historiske begivenheder og mennesker. Vinklen på stoffet afgør, hvad der er sandt - dvs. hvad der er sket, og som derfor er en uomtvistelig sandhed. Den, der er en helt for nogle, er en skurk for andre, og den, der angiveligt er født i går, er i virkeligheden først født i morgen .... 

Så sandt, som det er sagt!!!

Hvis nu vi foretager det tanke-eksperiment at sige, at fortiden bare er en drøm om noget, der aldrig er sket, og at dagen i dag er den allerførste dag i vor verden, så ender vi med kun at have ØJEBLIKKET. Vi kan gå fremad og ind i en ukendt samt måske fiktiv fremtid, men lever kun i NU'et. Alt før denne ene dag er en drøm, der tilmed er forskellig fra menneske til menneske. For nogle er der tilmed tale om et mareridt ....


Som tankeeksperiment er det mægtig interessant at forestille sig sådan en virkelighed, (som jeg i øvrigt mener, at nogle hjerneskadede oplever), men hvis vi krydser grænsen mellem fiktion og faktion, så dur det ikke, for det falder sammen for faktionens logik. Man kan lege med tanken, ja, tilmed tro, den er sand, men ikke bevise, at den er sand. Også fordi det vil tage mere end det øjeblik, man ifølge teorien har til rådighed, til at afprøve ideen. 


Et andet, men på en måde alligevel beslægtet problem opstår, hvis man spørger sig selv, om ens bevidsthed eksisterer uafhængigt af hjernen. Eller sagt på en anden måde: er man sin hjerne? Hvis man kommer ud for en hjerneskade, så er det højst sandsynligt, at man ændrer personlighed.


Man er den samme, men bliver en anden med andre drifter og mål, og det er faktisk ret interessant, for hvem er vi så, når sagen bliver stillet på spidsen??? Måske figurer i en andens drøm/mareridt??????????
 
 

mandag den 22. februar 2021

"Love me"-manipulation

 

En ung mor med sin far - eller bedstefar??? - samt sit bedårende barn? Næh, et fremtidigt mordoffer ved navn Linda Marie Brown med sin lille datter og sin meget ældre og vildt manipulerende ægtemand, David Brown. Sidstnævnte er ingen skønhedsåbenbaring, og han er heller ikke sund og rask, men damer kan han få, hvilket nok til dels hænger sammen med hans gode indtægt som opfinder og computer-geni. Det er dog ikke den eneste forklaring på, at han har sådan et godt tag på kvinder, inklusiv sin datter, Cinnamon, fra et tidligere ægteskab. 

Den 14-årige datter flyttede ind hos ham og hans unge kone, Linda, der på dette tidspunkt må have været 23 år gammel. Da Linda mødte David, mente hendes mor, der selv var enlig mor til ti andre børn, at hun ville få et vidunderligt liv med den meget ældre David. Han havde ry for at elske purunge kvinder, som han nød at manipulere på en måde, det ikke ville have været muligt med de ældre og mere erfarne. At disse smukke, unge piger faldt for ham er lidt mystisk, for han lignede absolut ikke en filmhelt med sit kop-arrede ansigt og alt andet end atletiske krop. Set fra Davids synspunkt var det en god ide, at Lindas yngre søster, Patti, også flyttede ind hos dem, for inden længe havde han også fået hende i sine garn, og hans filosofi var jo yngre desto bedre. Hans kone, der jo altså var mor til en lille datter, var sikkert ved at hævde sin selvstændighed på en anden måde end dengang, han forførte hende, så Patti var et bedre bud på det, han ønskede: at få og bevare overtaget. Desuden var hun jo yngre og derfor mere attråværdig i hans øjne. 

Konstellationen til mord var lagt, og David gik i gang med at manipulere både Cinnamon og Patti. Han ønskede at komme af med konen, også fordi han havde indledt et forhold til hendes søster. Som led i sin plan bearbejdede han sin datter og svigerinde med påstande om, at Linda ønskede ham død, og at hun ville myrde ham. "Hvis de elskede ham"-manipuleringen gjorde, at de følte sig forpligtet til at frelse denne "skønne" mand og far fra hans onde kone, så disse purunge piger, der var afhængige af ham og hans kærlighed, gik med til at udføre det mord, han havde planlagt for at komme af med Linda. Fordi Cinnamon var yngst ville hendes straf blive lavest, hvilket var det argument, han præparerede hende med, og til sidst gik hun med til at dræbe sin stedmor for at frelse sin elskede fars liv. Selve mordet gik dog ikke helt, som ønsket, da Linda ikke døde af et enkelt skud, så Patti måtte træde til og affyre revolveren en gang til. Inden dette mord havde David fået sin datter til at gå med til endnu et led i sin snedige plan: hun skulle skrive et notat om, at hun - og hun alene - havde dræbt Linda. Derpå skulle hun tage nogle piller, som han skaffede hende, sådan at hun mistede bevidstheden, angiveligt fordi hun ønskede at begå selvmord på grund af samvittighedsnag.

                                                          Linda med sin og Davids datter

Én ting var sikker: Linda lå død i sengen, og en eller anden havde skudt hende. David var væk på en køretur, "fordi han led af søvnløshed", men Patti var i huset, og hun påstod også, at det var Cinnamon, der havde begået mordet. Samtidig hævdede hun og David, der kom hjem lige som politiet udspurgte hende, at Cinnamon var "tosset", hørte stemmer og i det hele taget var utilregnelig. Disse falske påstande samt den seddel, Cinnamon havde skrevet, betød, at hun blev arresteret og senere dømt for mord. Hvad de piller, hun havde fået af sin far, angik, så havde hun kastet de fleste op, men hun var dog meget omtumlet og har sikkert virket skyldig samt helt rundt på gulvet.

Efter 3,5 år i fængsel var Cinnamon imidlertid som forvandlet. Hun studerede, og havde fået en ny selvtillid og var ikke længere så afhængig af sin fars ros og kærlighed, hvilket betød, at hun nu formåede at tænke mere selvstændigt. Politiet havde hele tiden forsøgt at få hende til at fortælle mere om det, der var sket, men det ville hun ikke på grund af faderens "elsker du mig"-manipulation. Det blev dog anderledes, da hun hørte, at han ikke bare havde giftet sig med Patti, men også havde fået en datter med hende. Pludselig formåede hun at lægge to og to sammen og forstod, at hun - og Patti - var blevet manipuleret til at begå det mord, han ønskede udført. Resultatet var, at hun fortalte politiet det, de hele tiden havde mistænkt, nemlig at det var David, der havde fået hende til at skyde Linda, og at Patti havde hjulpet hende. De blev begge arresteret, og under den påfølgende retssag gik det også op for Cinnamon, at det ikke havde været hendes fars mening, at hun skulle overleve den dosis piller, han havde givet hende til det fingerede selvmord. Erkendelsen fik hende til at bryde sammen i gråd, hvilket nu ikke så ud til at røre ham det mindste, for David tænkte kun på sig selv. Noget, der også fik ham til at forsøge at hyre en lejemorder, der kunne myrde de betjente, der udforskede ham.

Både Patti og David blev dømt og sendt i fængsel. Førstnævnte afsonede sin straf og kom - ligesom Cinnamon - ud efter nogle år, men det gjorde David ikke. Han døde som 61-årig af såkaldt naturlige årsager i fængslet i 2014, medens både hans kone og datter blev løsladt som 21-25-årige og skabte sig et nyt liv. Begge lader til at have klaret sig godt, hvilket jo er helt fantastisk, for medens David præparerede dem, havde de absolut ingen selvtillid. Der er noget, man skal huske på, når man læser om en sag som denne: kærligheds-manipulation tager mange former. Den kan også optræde ved et mord, hvor morderen undskylder sig med, "at han/hun elsker sit offer så og så højt", og at "han/hun får ham/hende til at gøre dette imod sig". Andre kan hævde, at de elsker en person så højt, at "de ikke kan holde ud, at se dem med andre". Det uhyggelige er, at mange er til fals for den slags argumenter, sådan som det var tilfældet med Cinnamon og Patti. En kold og beregnende mand udnyttede dem ved at spille på deres følelser og forståelse af "deres pligt", hvis de ville have han skulle tro på deres kærlighed. Altså et virkelig kynisk og beregnende spil, der først ophørte, da Cinnamon forstod, at hun var blevet udnyttetaf den mand, hun satte så højt og så som sin livline.


https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1990-08-19-vw-3027-story.html



https://www.ctvnews.ca/entertainment/murderer-who-inspired-tv-miniseries-dies-in-california-prison-1.1741869

 

https://tvcrimesky.com/2019/07/19/linda-bailey-brown-cinnamon-brown-where-is-if-you-really-loved-me-love-lies-and-murder-killer-today-now/1666 

 

Er mennesker grimme?

 

Denne unge dame er fra USA, og hendes navn er Miriam Stevenson. Ved at blive kåret som Miss Universe i 1954 bliver hun den officielle skønhedsdronning ikke bare for hele planeten, men for verdensrummet som helhed. Ingen (af hunkøn) noget sted på og uden for planeten formodes at være smukkere end hende. Nu er skønhed jo i høj grad noget subjektivt, og selv om hun da er nydelig, så vil jeg ikke kalde hende super-smuk. I min ordbog vil hun være opført under betegnelsen "husmor-typen", hvilket betyder, at hun savner den glamour, som jeg umiddelbart forbinder med begrebet "smuk". For mig er denne betegnelse knyttet til kvinder som Elizabeth Taylor, Ava Gardner, Sophia Loren og den type film-stjerner.

Ava Gardner og Lana Turner, der begge var anset for at være virkelig smukke

Der er ikke meget husmor over nogen af de to, og det skaber jo et dilemma, for tog dem, der valgte Miriam Stevensson som "universets smukkeste", så totalt fejl? Næh, for som sagt er og bliver skønhed  noget subjektivt. Det betyder også, at begrebet skønhed veksler med tid og sted. I vor tid skal man være meget tynd for overhovedet at blive regnet for smuk, men det skulle man ikke til alle andre tider op igennem historien. Alene dér ses en overmåde markant forskel på idealerne, der viser noget om skønhedsbegrebets flygtige natur. Faktisk kan det få én til at tænke på, om der er nogen mening i at operere med sådan et begreb. 

Desuden hvad med alle andre skabninger? Hvis man ser objektivt på sagen, så kan man i hvert fald argumentere for, at væsener som f.eks. denne kat er langt smukkere end noget menneske. Vi er f.eks. betydeligt mere kluntede end en kat, og hverken denne eller sommerfuglene, der svæver over vandet, der formodentlig skjuler nogle lige så flotte guldfisk, er ligefrem grimme. De er alle smukke, også ud fra vore skønhedsbegreber. Det samme gælder en blomst som denne. Er den smukkere end katten og/eller skønhedsdronningen? De kan ikke for alvor sammenlignes - og dog, jo det kan de, hvis vi beslutter at gøre det .....
 
Sådan et dyr som dette falder til gengæld helt uden for alle kategorier, da formentlig ALLE vil hævde, at det er grimt. På en anden planet vil det måske blive regnet for mægtig smukt, men ikke hos os, for det bryder med de skønhedsbegreber, vi formentlig har fået ind med modermælken. Jeg tror i hvert fald, at der er tale om noget instinktivt, og at vi automatisk rykker væk fra sådan et væsen.

 
Og hvad så med en kvinde som denne? At hun har en meget stramtsiddende kjole på, gør ikke sagen bedre, for en skikkelse som denne bryder med det billede af proportioner, vi sikkert har i vores underbevidsthed, og som vi går frem efter, når vi bedømmer noget som smukt eller grimt. Dér ligger skønhedens hemmelighed efter al sandsynlighed: proportioner! Hvis de er i orden ud fra disse formentlig medfødte forestillinger, så er objektet for vor bedømmelse - dyr, menneske eller blomst - smukt i vore øjne. Dermed ikke være sagt, at mennesket som skabning på noget tidspunkt har været eller vil blive UNIVERSETS smukkeste, for det tror jeg faktisk ikke, vi er - objektivt set ....
 
 

søndag den 21. februar 2021

Ikke alle er, hvad de selv tror .....

Dette er en meget mærkelig sag, som jeg slet ikke troede kunne passe, men det gør den så alligevel. Højst besynderligt!


OK, here goes: en familie havde lige fået et barn, da manden af uransagelige årsager besluttede sig for at få en faderskabs-test. Mistænkte han, at konen havde været utro, og at han ikke var babyens biologiske far? Højst sandsynligt, og mærkeligt nok blev hans bekymring både bekræftet og gjort til skamme - samtidig. Testen viste nemlig, at han ganske rigtigt ikke var babyens far, men den lilles farbror. Barnet var altså hans brors.


Eftersom denne mand ikke havde nogen bror, var det en meget mærkelig besked at få. Det stod dog fast, at han ikke var barnets biologiske far, så han gennemførte derfor en DNA-test, og så blev det hele endnu mere underligt: babyen var født efter en in vitro-befrugtning, og der havde ikke været andre involveret end ham og hans kone. Forklaringen - da den endelig kom efter yderligere forsøg og undersøgelser - var, at han var det, man kalder en "kimære", dvs. en levende organisme, der består af flere andre organismer. Man kender mest kimærer fra mytologien, men de er nu også blevet opdaget i biologien. 


Denne specielle far havde som foster i sin mors livmor optaget sin tvillingbror i sig. Ingen anede, at der havde været endnu et foster, og at de kunne have udviklet sig til siamesiske tvillinger. Det viste sig, at denne mands sperm var 90% ham, men 10% hans ufødte brors. En svimlende tanke, for er det noget, der sker ofte, og kan det forklare visse ejendommelige psykiske tilstande samt ulogiske handlemåder???

Desuden - á propro DNA - så kan den form for nysgerrighed, der fik manden til at indlede en udredning, føre til opdagelsen af uønskede sandheder. 

Er det det værd, og hvad nu med manden med babyen, føler han sig som onkel eller far til det lille barn, der er afhængig af ham? Slægtsforskning er sjovt - indtil et vist punkt, for så forvandles det måske til noget skæbnetungt. Der er i hvert fald forskellige personer i fortiden, som jeg meget nødig ville finde ud af, at jeg i virkeligheden stammede fra .....


Kilder:

 

Human Chimera: How a Man's Unborn Twin Fathered His Child | Time

Human-Nonhuman Chimeras: Do We Really Want to Go There? | The Kimmela Center for Animal Advocacy, Inc.