Soulmate, Mary Kennedy, nuværende beskæftigelse: spøgelse .....

En mand med sin kæreste, er der noget sært ved det? Ja, det må man sige, for kun manden er levende på dette specielle billede fra den 29. april 1920. Den noget utydelige og ligesom "svævende" dame er nemlig angiveligt afdøde Mary Kennedy. Manden, hun læner sig op ad, er Dr. Leslie Rippon Stone, der først døde i 1967. Selv beskrev han møderne med afdøde Mary sådan: "I am also adding photographs of Mary as she materialized in the studio of Mr. William Keeler, brother of Pierre Keeler, who, I have said, was a slate writing medium I had met at Lily Dale. The Pictures were taken in Washington, D.C., in February 1920, where I sat; and in one she appeared poised and calm, with certain spirit lights about her head and partly across my body. Such illumination blotted out the black tie I was wearing at the time. Yes, my Mary is a glorious, living spirit of the Celestial Heavens. I have had many writings from her through Mr. Padgett, and more recently through an associate of mine. I hope you will enjoy the messages from her" 

Dr. Rippon var hele livet igennem en meget respekteret mand og hævet over "snyd". Desuden: i 1920 havde folk ikke computere og kunne photo shoppe som nu. Dette betyder så, at man bliver nødt til at se på hans Mary-billeder som muligvis ægte, for dobbelt-eksponering eksisterede tilsyneladende heller ikke. Hvis der er tale om en eller anden form for snyd, så blev Rippon i hvert fald også narret, for han anså Mary Kennedy som sin "soul mate" og levede og åndede for hende og alt af spirituel art.

Hans kontakt med åndeverdenen foregik gennem James E. Padgett, der var forfatter og et kendt medium, som han stolede på, måske også fordi flere af hans bøger handlede om hans erfaringer med ånder og budskaber, og at det alt sammen så mægtig tilforladeligt ud for den troende Rippon.

Mary-billederne blev første gang publiceret i ovennævnte bog. De menes at være forsvundet siden da, hvilket umiddelbart virker lidt suspekt på mig, men på den anden side: den slags sker, og heller ikke James E. Padgett ses som en snydepels.

Jeg har ellers svært ved at tro på ånde-billeder, fordi nogle af dem virker meget konstruerede. Det gælder bl.a. dette med "ektoplasma", der ligner papmaché. 

INGEN får mig til at tro på, at disse billeder viser ægte fænomener. At det såkaldte "medium" er sluppet afsted med det er ubegribeligt, men hvis man drives af et stærkt ønske om kontakt, så ser man nok kun det, man ønsker at se ....

Billederne i denne "ektoplasma" ligner det, de sikkert også er: fotografier! Dermed er det ikke en ægte ånde-fremkaldelse, og man spørger uvilkårligt sig selv, om det nogensinde er tilfældet. Den eneste gang, hvor jeg er tøvende i min dom, er faktisk Rippon-sagen, men der kan være tale om en tidlig form for dobbelt-eksponering, som vi bare ikke kender til. Kan være - og er måske .....

 

http://thepadgettmessages.org/james-e-padgett/

 

Wikipedia 

Betragninger: kunne visse mentale sygdomme være selvforsvarsmekanismer?

Hvad er "normaltilstanden" for et menneske? Er det den evige og uudslukkelige glæde samt en total tillid til fremtiden, eller er det normalt med hele spektret af følelsesnuancer, hvor man veksler mellem glæde og sorgtilstande? Og hvad med alt, hvad der tangerer mentale sygdomme? Måske er det, vi diagnosticerer som f.eks. "depression" eller "ængstelse" i virkeligheden tilstande, der kan være en del af en genetisk udvikling gennem mange generationer, hvor de fungerede som meget fintmærkende psykiske forsvarsmekanismer? Selv sådan noget som skizzofreni kan være opstået i  mildere former for at være til gavn for os i visse situationer. Alt er muligt, siger man jo, og opbrydningen af det mentale sygdoms-billede kan føre til nye landvindinger mht. definitioner og valg eller fravalg af behandlinger. Følelser er jo ikke i sig selv sygdomme, og der kan være masser af gode grunde til at være "nede", og de bør respekteres.

Det at forstå andre menneskers følelser kræver, at man forstår individet som individ, og det kniber det nok med mange steder i vort samfund, ikke mindst inden for medicinen. At "være i øjeblikket" ses som et ideal, men hvad nu hvis det øjeblik er noget møg? Skal denne vurdering så anerkendes af andre, før den, der oplever møget, har ret til at definere det som det, det er for ham/hende? Det siges, at man nu engang ikke kan bedømme andres liv, før man har vandret et godt stykke tid i deres sko, hvilket jeg helt kan tilslutte mig. At synke hen i noget, der bliver bedømt af andre som "depression", kan være det, der redder en fra endnu værre ting, fordi man havde brug for netop denne form for selvfordybelse. 

"Hun/han smilte altid, og ALLE kunne lide ham/hende" er en kliché, som man ofte hører i forbindelse med særligt elskede og/eller charmerende personers død. Det evige smil er imidlertid efter min mening meget ofte en forsvarsmekanisme, der udtrykker den smilende persons ønske om afstand samt fred og ro for påtrængende individers krævende spørgsmål. "Hvorfor er du så sur?" er en standard-replik fra visse fyre, der jagter dem, der ikke er interesserede i dem, og man skal ikke lade sig tvinge til at stikke i et afvæbnende smil/grin. Ingen skylder andre evig glæde og munterhed, og ingen har ret til at forvente det af deres medmennesker. 

Snakken om det evige smil fik mig til at tænke på Ted Bundy i retten. Alle har sagt, at han var så enormt charmerende, og at han altid smilte, hvilket blev set som en del af charmen. Efter at have set videoer med ham i retten, vil jeg mene, at han har et mekanisk smil, fordi det har han lært virker afvæbnende. Charmen opfatter jeg også som mekanisk, noget, han skruer på, når der er brug for den.

Det er nemt at kalde sådan én som Bundy  "mentalt syg", for det må han jo have været, ikke? Jeg mener, at når vi siger det, så undskylder vi handlinger, der ikke kan undskyldes. Vi har behov for at se ham - uhyret!!! - som en forstyrret, men charmerende og smilende fyr, der er på vildveje, "fordi han ikke kan gøre for det". En psykiatrisk diagnose hjælper ikke ham, men os, for vi ønsker at se hans onde handlinger som sygdom. Flere mordere har da også påberåbt sig sindssyge, og det er sikkert lykkedes for flere, end det burde, at få diagnosen, der på et vist plan undskylder dem og deres handlinger. Kan man jonglere sådan med disse egenskaber, så tror jeg, vi bør kigge lidt mere på visse reflekser hos os selv, der gør, at vi kan lide det evige smil, solskinshumøret og uden videre stiller krav om at se det hos vore medmennesker.

 

 

Randolph Nesse: "Good Reasons for Bad Feelings: Insights from the Frontier of Evolutionary Psychiatry", 2019

Den elskelige trold, der angiveligt var bryder

 

Da Maurice Tillet (1903–1954) var barn, blev han kaldt "englen" på grund af sit yndige, engleagtige ansigt. Senere i livet fik han tilnavnet "Den franske engel", selv om han levede af at tæve sine bryder-modstandere på en ikke særlig engle-agtig måde. Et andet tilnavn var "Verdens grimmeste mand", hvilket jo ikke var så smigrende.

At der nogensinde har været noget ligefrem yndigt ved ham er svært at forestille sig, men selv om hans udseende som voksen antog et ret grotesk anstrøg, så var han angiveligt helt normal indtil begyndelsen af tyverne, hvor han fik den sjældne sygdom akromegali. Den skyldes som regel en godartet svulst i hypofysen og resulterer i en abnorm vækst af fingre, fødder og underkæbe. Hos nogle patienter optræder der også udstående tænder, grove ansigtstræk og smerter af forskellig art. 

Det kan ikke nægtes, at Tillet ligner den grønne trold Shrek en hel del, og der er også dem, der hævder, at denne elskede eventyrfigur direkte var bygget over ham og hans karakteregenskaber. Noget, der dog er blevet benægtet, men det har nu ikke fået has på rygtet om deres "slægtskab". De, der ikke tror på det, fremhæver Shreks erkendte fødsel via William Steig eventyr af samme navn, men selv om det er rigtigt nok, så er det svært at se bort fra de mange ligheder mellem "englen" Tillet og den elskværdige, grønne trold. Det gælder ikke bare deres udseende, kropsbygning, etc., men også deres personlighed. 

Shrek er en aparte trold, der forsøger at redde sin egn fra eventyrfigurer, der er flygtet fra den onde og meget ambitiøse Lord Farquaad, der drømmer om at blive konge. Selv om den gode trold ikke er vild med denne adelige bandit, så befrier han med æslet Donkeys hjælp den smukke prinsesse Fiona.

Eftersom Shrek er en god, men også naiv trold, ved han ikke, at det ikke er kærlighed, men ambitioner, der driver Farquaad. Han er nemlig nødt til at gifte sig med en ægte prinsesse for at blive konge. Efter befrielsen af Fiona opstår der dog hurtigt et problem, da Shrek selv forelsker sig i hende. At hun viser sig i virkeligheden at være en forhekset dame-trold skaber imidlertid grobund for et godt og kærligt forhold mellem dem. Skete der noget lignende for Tillet, fandt han en smuk prinsesse, som han forelskede sig i? 

Hvem er f.eks. den smukke dame, han "lege-bryder med på et par billeder? Desværre ikke hans angivelige kone, Olga, men en berømt model, der poserede med ham. Hendes navn var Dorian Leigh, og hun var meget populær i 1945, hvor billederne stammer fra. 

Man havde såmænd gerne undt ham en sød kone, der elskede ham, men på det punkt er der sket en forveksling mellem ham og en af hans kolleger samt gode ven, Karl Pojello, der var gift med Olga, som mange tror var Tillets kone.

Olga og Karl i 1940'erne

Grunden til fejltagelsen er nok, at Karl og Olga på et tidspunkt flyttede sammen med Maurice i et stort hus i Chicago. Både Karl og Maurice var syge, men boede altså sammen med Olga, da de begge døde i 1954. Karl døde først af lungecancer, hvilket var et sådan chok for Maurice, at han også døde 13 timer senere. De blev begravet side om side i Pojello-familiegravstedet på The Lithuanian National Cemetery i Justice, Illinois.

  

Maurice Tillet året før, han døde i 1954 

https://www.mentalfloss.com/article/64343/15-giant-facts-about-shrek 

 

https://africacheck.org/fact-checks/fbchecks/no-evidence-movie-character-shrek-based-1940s-wrestler-maurice-tillet 

 

Wikipedia

Barndom og pædagogik-indoktrinering

Noget legetøj er tydeligvis skabt for at lære den opvoksende ungdom at gebærde sig i samfundet, men en hel del af det bygger på et forældet - eller ikke længere ønskværdigt - syn på køn og erhverv. Når det gælder dette "doktor"-sæt, så er det klart, at det stammer fra en anden tid, nemlig fra dengang hvor drenge var læger, og piger var sygeplejersker. Nu kan begge køn optræde i begge roller, og det skulle gerne afspejle sig i det legetøj, de giver deres børn.

Nu er det ikke bare pigerne, der bliver sat til at optræde som "husets fe", men også drengene. Legetøjs-sæt viser dem f.eks., hvordan de skal gøre rent. Hvis det lykkes at lære begge køn, at det kan være ganske sjovt, så er det jo herligt.

Jeg kan se, at dette sæt også har en skovl til kattebakken, og det synes jeg er ret fantastisk, for det signalerer ansvar for kæledyrene, og det kan der nok være brug for. Hvis det oven i  købet kan gøre sjovt at gøre rent efter katten, så er meget vundet.

At lege købmand var engang en populær leg, men jeg tvivler på, at det siger moderne børn så meget. Det, der (muligvis) kan lokke, er nok efterligningerne af de elektroniske dimser, der gør det nemt at betjene kasseapparatet. Små computere ville nok være et endnu bedre legetøj, da samfundet efterhånden er indrettet på, at vi alle er computer-ejere og brugere ....

Helt sikkert et stykke legetøj af ældre art, for hvem vil dog promovere sådan noget i vore dage? Det gør man bare ikke, og hvis man alligevel går ind for våben og brug af dem, så må det bare være mere fordækt. At ligefrem lægge an på bombninger ville næppe være populært i nutidens børnehaver eller børnefamilier.

Hva' skal man lære børnene at gå på bar???? Jeg er forbløffet og er glad for at kunne sige, at jeg aldrig har set eller bare hørt om nogen, der har den slags legetøj. Hvis det skal være pædagogisk legetøj, så må der være en pointe ud over at få tiden til at gå med noget, og det har jeg svært ved at  se her. Skal de små lære at tage en gibbernakker, eller skal de bare informeres om, at der findes sådan noget som barer, og at voksne kan være lidt for glade for dem? Så må det vel være et anti-alkohol-sæt, hvilket jeg ville have forsvoret eksisterede.

Et bedemands-udstyr af avanceret art!!! Også det forbløffer mig, og jeg vil mene, at det afgjort er noget, som kun større børn (eventuelt!!) kan få noget ud af. Det forekommer mig dog ikke så forargeligt som atombombe-sættet, for det er gennemstygt .....

"Den enes død, den andens brød ..."

 

En ting er et skibsforlis på det åbne hav, men hvad med dem, der blev LOKKET ind farlige steder, fordi "landkrabberne" drømte om at plyndre dem for alt det spændende, man kan få ud af en skibslast? Man har hørt om den slags ugerninger samt pirater på fjerne steder, men vi var sandelig ikke selv for gode. Der fortælles således om slemme personer omkring Nordsøen, der ved hjælp af lygter og andet gav et falsk indtryk af sikkerhed for søfolk ude på havet. De troede, at de fulgte andre skibe, der sejlede af sted, trygt og beskyttet, men nej, det var somme tider, men dog ikke altid altid, slamberter, der drømte om plyndringer, drab og andet af samme skuffe ....

Jeg tror ikke, at der findes internationale eller bare nationale statistikker over antallet af "hjulpne" skibsforlis, men man ved, at der ligger mange uidentificerede skibsvrag rundt omkring i verden, og nogle af dem er sikkert ofre for den slags skurkestreger. I sin tid passerede mere end 100 skibe dagligt Florida Keys, og mange af dem kom ikke helskindet igennem de farlige farvande. Det samme gælder imidlertid den jyske vestkyst, og man tænker uvilkårligt på L. Mylius-Erichsen, der i 1904 ytrede de berømte - og ironiske - ord: "Nok bor vi afsides herude i Klitterne, men Havet sørger rigtignok for vor Belæring om alle Ting fra fjerne Jordens Egne." Ja, det tror da pokker, når nogle af disse fremmede skibe blev lokket af skurkagtige jyder med lanterner og andet, der gav søfolkene et falsk billede af  forholdene. 

Hele Jyllands vestkyst og især Skagens Odde var en farlig kyst. Kortet her er fra Skagen By- og Egnsmuseum og viser strandinger på danske kyster i tidsrummet 1858-1882. Hver enkelt "prik" er en angivelse af en stranding, og på de 24 år, det drejer sig om, strandede der altså 1200 skibe!!! Hvor mange af disse strandede på grund af naturlige årsager som storme og voldsomme bølger, og hvor mange blev "hjulpet" af slemme personer, der ønskede at plyndre dem? Det er ikke til at sige, men det er trist at tænke på, at forholdene var så vanskelige, at de har kostet mange tapre søfolk livet. F.eks. hvad med de øde områder på land, som skibene skulle forbi ude på havet, og hvad med den svage belysning fra diverse fyrtårne??? Hvorfor tog jyderne ikke højde for den slags inde på land, og hvorfor er der alle disse historier om glade "landkrabber", der finder interessante ting på havarerede skibe???? Svaret blafrer i vinden, men jeg mistænker, at det ville lyde sådan: plyndringer var inkalkuleret i den daglige økonomi ....

En heldig mand, der har fundet en redningsbåd, men hvor mange af hans kammerater fra det havarerede skib druknede mon? I 1811 skete der f.eks. nogle skrækkelige forlis, idet to engelske linjeskibe, HMS St. George og HMS Defence, gik ned med mand og mus ved Thorsminde i julen. Omkring 1400 omkom .... 

Michael Ancher har gengivet en - efter min mening - ret suspekt situation med de ventende fiskere inde på land. Ja, "klarer han mon pynten" ham derude på det våde hav, og er det ikke en redningsbåd, en af fyrene sidder på? En anden hyppig Skagensgæst, digteren Holger Drachmann, har også givet et bidrag til historien om de mange skibskatastrofer med sin "Vil han naa om Pynten?" fra 1875. Det er formentlig denne intense og medfølende novelle, der har inspireret Michael Ancher til hans malerier af fiskere, der oplever fremmede søfolks skibskatastrofer. Begivenhederne ses gennem hans kunstner-sind og ikke med eventuelle vragplyndreres beregnende blikke. Det samme gælder Michael Anchers rørende "Mandskabet reddet", for det viser jo en tapper skare fiskere, der har vovet liv og lemmer for at redde de fremmede søfolk på et havareret skib.

Som altid: nogen var gode og hjalp de nødstedte, men så var der de andre, der udnyttede situationen og levede højt på vraggods. Ingen af disse to grupper skal glemmes, for de er begge en del af historien.

 

https://globalnews.ca/news/7492693/florida-rescue-lost-at-sea-boat-capsized/ 

Betragtninger om ens "sande jeg"

Tankeeksperiment = hvem er man EGENTLIG?????? Man ser sig i spejlet og genkender formentlig det billede, man finder dér, men hvad nu hvis man fik lov til at skifte krop og gik fra en krops-type til en anden? Det sker jo for folk, der taber sig meget, eller som tager virkelig meget på, og jeg har læst interviews med nogle, der siger, at de ikke altid formår at identificere sig med deres nye "jeg". De føler simpelthen ikke, at det er "dem".

Vi andre kan se, at det har pyntet enormt meget, og han er selv stolt af vægttabet, men netop den slags mennesker kan alligevel få svært ved at se "sit nye jeg" som "sig selv". Det med at være "sig selv" bygger dog åbenbart mest på de moralske og karaktermæssige egenskaber, vi tillægger os selv. Folk som f.eks. Hitler har ikke set sig selv som onde, men snarere som insigtsfulde idealister. For en massemorder er vilde, ækle handlinger ikke uforståelige. Nogle som f.eks. John Wayne Gacy sætter dem ligefrem ind i en personlig moralkodeks, hvor modbydelige mord bliver til "oprydning" og en form for "byforskønnelse". At klæde sig ud og lokke børn og unge med en uhyggelig klovneforklædning var "afslappende", ikke snyd og bedrageri.

Han bliver regnet for en af de værste seriemordere i USA, hvor det ellers vrimler med folk, der myrder masser af mennesker uden at fortrække en mine. Nogle af dem forstår ikke engang andres forargelse og forfærdelse, for i deres hoved er det, de gør, ikke unormalt. Man kan se, at de er lige så meget "sig selv" som os, der ikke myrder og torturerer vore medmennesker. Ergo: det "sande jeg" kan være en total vildfarelse for den enkelte, for det flyder, hvor man normalt ser det som et fast fundament for den enkelte.

Vi er, hvad vi ser i spejlet + alt muligt andet ud over det. At finde den rette nøgle til det enkelte menneskes sande identitet er nok slet ikke muligt. For det første ændrer man sig med alderen, efter at skavanker og sygdomme er begyndt at slå hårdere, for det andet er personligheden afhængig af en hukommelse, der ikke altid holder trop med de år, der går. Det med årene betyder i hvert fald, at man er en anden som 87-årig end som 8, 18 eller 48-årig. Cellerne i ens krop er blevet fornyet flere gange, og den, man blev født som, eksisterer ikke længere i biologisk forstand.

Hvis man spørger nogen om, hvem og hvordan de er, så vil de formentlig fortælle om deres interesser, hobbyer og overbevisninger. Som før sagt, så anser de som regel sig selv for "gode mennesker", hvad enten de hedder Hitler eller Gacy: det, de er og står for, er pr. definition "godt", for det er jo dem ..... For mig at se er ideen om "det sande jeg" en illusion på det dybere plan, men ikke nødvendigvis på det mere overfladiske niveau, der bygger på sådan noget som udseende og trivielle, men personlige oplevelser.

På dybt vand .....

Der er sandelig mange vilde måder, man kan risikere liv og lemmer - frivilligt .... De færreste er anbefalelsesværdige set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Nogle er måske mægtig spændende for deltageren, hvis det altså er frivilligt. Hvis man forestiller sig, at denne kørestolsbruger SELV er kørt i havnen, så må der logisk set være tale om et selvmord, men hvis hun ikke selv er hoppet i, så er det altså mord. Dog er der den mulighed, at hun er en sportskvinde, der har trænet i kørestolsløb og hurtig frigørelse fra kørestolens sikkerhedsseler, etc.. Hvis det er tilfældet, så er hun vel nærmest en heltinde og foregangskvinde for "aktive kørestolsbrugere"? For mig at se er og bliver hun en person i fare, hvad enten hun selv har bragt sig i denne situation eller ikke. Hvad gør man - dvs. tilskueren - ved sådan en person, skal man holde øje med dem af sikkerhedsgrunde, eller skal man ignorere faresignalerne, "fordi det ikke kommer os ved"?

Vanvid + FRIVILLIGT!!!!! Er det politi eller brandvæsen, der er brug for, eller bare en behjertet indsats fra en tilskuer? Den, der vælger, at kaste sig ud i et sådant spring er næppe villig til at høre på indsigelser fra en tilfældig person, der bivåner vanvidsspringet, så jeg vil sige, at det er en meget svær situation. Man skulle jo nødig selv ende på bålet, fordi man har "ødelagt lidt skæg og ballade" for nogen, der er ude på at vise sig .... 

Pæn og proper dame - oppe i årene - på vildveje!!! Absolut ikke noget anbefalelsesværdigt for andre end selvmordere eller ondsindede personer, der mener, at de har en bedstemor for meget og gerne vil af med hende ....

Fumlegængeri antager mange forskellige former. Nogle foregår i stående stilling og skyldes såmænd, at udøveren glemmer at tænke sig om. Denne herre ligner efter min mening én, der er født klodset, og som slet ikke har styr på krop og lemmer. Hvis man kender ham og ved, han er en fjumregøj, bør man efter min mening ikke sidde faresignalerne overhørig: en vases fald er jo en vases ufortjente død ....

OK, et selvforskyldt uheld, der skyldes en venlig handling, der gik galt. Lige netop sådan noget kunne jeg såmænd selv have rodet mig ud i, tankeløs og fjollet, som man jo er, når det gælder dyr. Forleden besluttede jeg mig således for at redde en lille, nuttet edderkop, der havde forvildet sig op i min seng. Dette resulterede i halsbrækkende manøvrer, dels for ikke at få den på mig, dels for at få den fanget og sat ud. Det lykkedes næsten, men kun nogenlunde, for den slap fra mig, og nu vil jeg gå og være bange for uforvarende at træde på denne uindbudte medbeboer. En dag møder jeg den nok igen, men nu stor, uhyggelig og vims ....

???????????!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Ja, dermed er alt vist sagt, der kan siges om et sådant vanvid .....

SKILSMISSEGRUND lige på stedet, men i virkeligheden er det vel et mordforsøg, camoufleret som "moderne dans"???????!!!!!!!!!!!

En kvinde, der skal til at nyde lidt frugt - eller Snehvide med det forgiftede æble?????? Hvis det er det sidste, og man ved det, så bør man afgjort gribe ind, men hvordan klarer man så den onde stedmor? Bliver man selv hendes offer, eller hva'? Ja, det er sagens kerne, når det gælder andres vanvittige påfund eller påførte farer, der truer dem: hvad gør man, hvis man ser faren? Kørestolsbrugeren og hendes dødsspring på dybt vand og alle de andre skøre ting, folk kan rode sig ud i, er i virkeligheden ikke bare deres, men også tilskuerens ansvar. Vi bør advare, men gør vi det??? Mange situationer, hvor vi burde gribe ind, ender nok med, at vi vender os væk og ikke siger eller gør noget "for ikke at få ballade" .....