En lille, spinkel dreng med et venligt og vågent blik. Han har tydeligvis personlighed og udstråling, men at han også havde slagkraft kommer måske nok som en overraskelse for de fleste, der forventer noget andet af en sand helt end en ildsjæl i en lille, tynd barnekrop. Helt var han dog, tilmed på flere måder.
Iqbal Masih blev født i 1983 i Muridki i Pakistan. Hans familie var meget fattige, gældsatte kristne. Som bare 4-årig blev Iqbal sat i arbejde som væver på en tæppe-fabrik for at hjælpe familien ud af deres gæld. På fabrikken blev han og de fleste af de andre børn, der arbejdede ligesom ham, lænket til vævene, så de ikke kunne stikke af. Eftersom Iqbal kun fik 1 rupee om dagen, der gik til afdrag på hans forældres lån, kunne han sige sig selv, at det ville vare rigtig mange år, før det var færdigbetalt, også fordi det ikke svandt, men voksede på grund af renter.
En dag fik han nok af denne udsigtsløse slavetilværelse, også fordi han nu vidste, at denne ubehagelige fastlænkning til væven var ulovlig. Han flængede et af tæpperne, hvilket gjorde fabriksejeren, Hussain Khan, rasende, men det lykkedes den nu 10-årige Iqbal at flygte. Efter sin flugt gik han til politiet for at melde Khan, nemlig for hans behandling af børnene, da det jo var imod den lov, som den pakistanske højesteret havde vedtaget vedrørende den type arbejde, han og de andre børn havde været ude for.
Til hans undren returnerede politiet ham imidlertid til Khan, som om
han og ikke hans arbejdsgiver var lovbryderen. Anden gang han flygtede,
tilsluttede han sig "The Bonded Labour Liberation Front", der kæmpede
for de slave-bundne børn, der knoklede på fabrikker som Khans
tæppe-fabrik. Denne organisation hjalp ham til en uddannelse, der er normeret til fire år, men som han tog på to. Samtidig begyndte han at holde møder rundt omkring i verden, bl.a. USA og Sverige, hvor han talte om de forfærdelige forhold for børnene, der blev sat til at arbejde, fastspændt til en maskine, selv om det var ulovligt. På bare to år hjalp han efter sigende omkring 3000 børn til at gøre sig fri af den slavelignende tilværelse, de var blevet hensat i.
Selv drømte han om at blive advokat, angiveligt fordi han så kunne gøre meget mere for dem, der havde brug for hjælp, men det ønske fik han aldrig opfyldt, for han blev myrdet den 16. april 1995, dvs. i en alder af omkring 11-12 år. Da han blev ramt af skud, var han bare kommet cyklende sammen med nogle af sine venner i den landsby, hvor han og hans familie boede.
Der er skrevet flere bøger om Iqbal og hans kamp for børnene, der misbruges som slavearbejdere
Efter mordet har "The Bonded Labour Liberation Front" hårdnakket hævdet, at det er en art uofficiel tæppe-"mafia", der havde fået Iqbal dræbt, for han havde modtaget mange dødstrusler. Både den pakistanske presse og hans mor benægtede, at dette kunne være tilfældet, og tæppe-fabrikanter påstod, at børnene skam fik høje lønninger og blev godt behandlet. Noget, der jo var ren og skær løgn.
Hatshepsut (ca. 1507 f.Kr.-1458 f.Kr.) var en særdeles spændende kvinde fra det gamle Ægypten. Hun var gift med sin bror, faraoen Thutmosis II fra det 18. dynasti, og da han døde, regerede hun sammen med sin stedsøn og nevø, Thutmosis III (ca. 1479 f.Kr.-1425 e.Kr.). På det tidspunkt var hun en ung, vital kvinde og han et 2-årigt barn, så det varede ikke længe, før hans navn ikke længere blev nævnt i regeringssamhæng. Kort sagt: han var blevet skubbet til side, men dog ikke dræbt eller forvist, som andre ærgerrige regenter har gjort i lignende situationer.
Medens lille Thutmosis altså var blevet mere og mere "usynlig", så var hun til gengæld særdeles fremtrædende, ikke som enkedronning, men som farao, hvilket kan virke skørt, når nu hun var kvinde, prinsesse og enke-dronning. De titlen burde jo have været nok til at sikre status, men nej, det var de ikke. Hvis man tænker nærmere over det, forstår man godt, at hun var snedig, når hun iførte sig mandetøj, "farao-hageskæg", etc.. Som "kvindelig konge" var hun nemlig regent og ikke bare "kongens kone", sådan som tilfældet er med en dronning, og det befæstede hendes legitime, udøvende magt. For at blive taget alvorligt som "kvindelig farao", ændrede hun også sit navn
ved at give det en maskulin udformning, der bestod i et tilføjet "t". Det har sikkert også hjulpet godt til med at etablere hendes magt, at hun ikke bare var prinsesse og eks-dronning, men også specielt knyttet til guden Amun fra en tidlig alder.
I sit privatliv holdt hun ifølge (ubekræftede) rygter sammen med hofmanden og arkitekten Senenmut, og de to vises som elskende i flere dristige grafittier. Hvad enten hun boltrede sig med denne formodede elsker eller ej, så udførte hun store bedrifter i form af oprettelsen af meget vigtige handelsforbindelser, og hun sendte også opdagelsesekspeditioner ud og byggede masser af templer, fik rejst statuer, etc., etc.. Hendes største bedrift var formentlig udvidelsen af Deir el-Bahari, der er et enormt gravanlægs-kompleks på Nilens vestlige bred, dvs. lige over for Luxor.
Da hun døde som 50-årig, dukkede hendes stedsøn og nevø, Thutmosis III, op igen. Han var blevet holdt tilbage fra sin position som farao og bar tydeligvis nag til sin faster-stedmor, for han sørgede for, at hendes navn blev fjernet fra de fleste af de statuer, huse, etc., hun havde fået opført, ja, faktisk overalt, hvor man så det.
Selv om han gjorde, hvad han kunne for at udradere mindet om hende, så levede det dog videre på sin egen måde. Noget af det, der har sikret eftertidens interesse for hende og hendes regeringstid, er fundet af hendes mumie, der viser en særdeles buttet dame med hudfolder noget nær overalt. Hun var dog forholdsvis længe blot kendt som en navnløs, voluminøs mumie, dvs. en form for fortidig "Jane Doe".
Hendes grav var blevet plyndret mange år tidligere, men hun blev identificeret i 2007, efter at man fandt hendes lever samt en tand i en beholder. Tanden passede perfekt til mumien af den angiveligt ukendte kvinde, der nu pludselig fik en identitet: Farao Hatshepsut.
Det er en gammel sandhed, at INGEN undgår døden, og at man ikke slipper levende fra dette liv. Man kan forsøge at stikke af fra manden med leen, men det bæst følger efter og finder én så let som ingenting. Dvs. at dette uomtvistelige faktum udgør en af hjørnestenene i ethvert levende individs liv, men nogen accepterer bare ikke, at det forholder sig sådan. De taler om at "forlænge livet", men f.eks. 200 års længere levetid er bare et andet udtryk for "evigt liv, nul død og rend mig et vist sted".
Sådan var det også med den russisk fødte ingeniør Barbara Moore (1903-1977), der gjorde sig til talsmand for sit eget sundhedsprogram med sund kost og mega-lange gåture. Hun var overbevist om, at hun kunne forlænge sin livslængde med sådan ca. hundrede år, men evighedstanken lå tydeligvis aldrig langt fra hendes drømme og planer.
Barbara Moore gik under betegnelsen "doktor", men jeg tror, det er en tilsnigelse, for hvad var hun doktor i? Så vidt jeg kan se var det i hendes tilfælde en tom titel, som hun imidlertid altid brugte. Hvis det er tilfældet, så er der tale om en form for bedrageri, hvis hensigt er at skabe en falsk legitimitet omkring hendes ideer om liv og helbred.
Hun havde masser af tilhængere, der tiljublede hende, når hun var ude på sine lange spadsereture. Det havde hun også haft i USSR, da hun blev kendt som langdistance motorcykel-entusiast. I 1932 vandt hun en titel som motorcykel-kører, men syv år senere emigrerede hun til England efter at have giftet sig med en lærer i kunst. De blev dog senere skilt, men hun beholdt navnet, idet hun somme tider også optrådte under navnet "Barbara Moore-Pataleewa".
Med årene blev hun mere og mere fanatisk som helse-guru. F.eks. mente hun, der ellers var vegetar og aktiv inden for bevægelsen, at mennesker kan overleve uden mad. Når hun var ude på sine vandreture, tog hun kun nødder, honning, uforarbejdet frugt og juice med sig. Noget, der i mine ører ikke ser så tosset ud endda, men hun drev det for vidt, når hun helt holdt op med at spise.
Med hensyn til hendes såkaldt helsebringende gå-terapi, så gik hun i december 1959 på sine flade fødder fra Edinburg til London, og i 1960 tog hun ud på en 86-dages vandretur fra San Francisco til New York City. Hendes tilhængere beundrede hende, men jeg tvivler på, at mange holdt ved, når hun prædikede om en ny, sund livsstil uden rygning, alkohol og sex, selv om hendes argument var, at hun havde helbredt sig selv for leukemi ved at leve sådan. Noget, der i hvert fald ikke var sundt for hendes helbred, var de juridiske kampe i forbindelse med hendes planer om at bygge et laboratorium i Frimley. Hun ville selv teste sine helbredsideer og brugte en stor del af sine opsparede midler i en forgæves kamp imod myndighederne. Noget, der ikke blev bedre af, at hun nægtede at acceptere, at hun havde tabt i Højesteret og paradoksalt nok forsøgte at bevare sit helbred gennem noget, der vel oprindelig var en sultestrejke. Da hun døde i en hospitalsseng i London den 14. maj 1977, var hun gået fallit på grund af sine juridiske stridigheder, men hun var også virkelig udmarvet af sult.
Selv en ildsjæl kan ikke besejre Døden, og jeg ser Barbara Moore som en vildfaren sjæl, der skabte et fængsel for sig selv med sin outrerede helse-ideologi. Hvis det havde lykkedes hende at leve i 200 år mere, så ville hun såmænd hurtigt have forlangt at få det umulige: evigt liv her på jorden. Så længe alderdommen ikke kan besejres er det ærlig talt slet ikke noget at stræbe efter .....
Ja, John Adams (1735–1826) kom på et frimærke, hvilket selvfølgelig er mægtig ærefuldt, men han var jo altså også USAs anden præsident efter at have været den første, nemlig George Washingtons, vicepræsident i to omgange, så uventet var det altså ikke. At visse modstandere beskyldte ham for at ville forvandle sin præsident-titel til en ny konge-værdighed med hans begavede børn som naturlige "tronfølgere" er morsomt i dag, hvor vi ser tilbage på en turbulent tid i USAs første år. Desuden: en af hans sønner, nemlig John Quincy Adams (1767-1848), blev jo faktisk USAs sjette præsident ....
John Quincy Adams
Det kan dog være, at unge John Quincy Adams i lige så høj grad slægtede sin mor, Abigail Adams, på, for også hun var en begavet person. Hun rådgav sin mand og har vel gjort det samme for sin søn, men hun brændte nok lige så meget for sine egne ideer og idealer, ikke mindst om kvindens stilling.
At både John Adams Sr. og John Adams Jr. spillede en stor rolle i Amerikas fødsel er der dog ingen tvivl om. De samarbejdede også med landets andre store politikere på denne tid.
Fra venstre mod højre: Benjamin Franklin, John Adams og Thomas Jefferson, der diskuterer udkastet til Uafhængighedserklæringen, 1776. Hvad John Adams angår, så var han ambassadør i England på det tidspunkt, hvor de såkaldt "vise fædre" skabte
den konstitution, der gælder den dag i dag. Det var således ham, der skrev den del, der kaldes "The Defense of the
Constitution of the Government of the United States of America".
Som vi har set i forbindelse med den skrækkelige Donald Trumps politiske
udskejelser, så er en amerikansk valgkamp ikke for svæklinge. Hvad Trump
sagde om sine modstandere var lige så groft, som visses udlevering af
ham og hans latterlige sider, også i fysisk forstand. Mht. John Adams, så
måtte han finde sig i øgenavnet "His Rotundity", der gik på hans unægtelig temmelig buttede fremtoning.
Fed eller ej, så gjorde han altså sit for at opbygge landet. I dag er han nok mest kendt for den meget kontroversielle "The Alien and Sedition Acts", der skabte enorme politiske stridigheder, som man kan følge i sjove og grove avis-tegninger, der fremstiller de stridende.
Denne "Alien and Seditions Acts" gik bl.a. ud på at få styr på indvandringen og pressen, og det kan ikke nægtes, at den beskar visse borger-rettigheder, nemlig fordi de gjorde livet surt for de styrende.
Det blev meget sværere for indvandrere at blive anerkendt som amerikanske statsborgere. Desuden gav det præsidenten et større råderum for fængsling og deportation af ikke-borgere. Ud over det blev det også forbudt at trykke eller bare udbrede løgnagtige påstande om regeringen. Baggrunden for dette lovsystem var til dels Amerikas strid med Frankrig, der såmænd også er foreviget i vittighedstegninger.
Man ser her de slyngelagtige franskmænd, der plyndrer (det feminiserede!!!) Amerika, medens England grinende ser til på afstand. En af John Adams' største bedrifter var, at han på fredelig vis fik afsluttet denne til tider ufredelige strid med Frankrig. Sært nok tog det alligevel et par århundreder, før man for alvor anerkendte hans indsats som præsident. Han blev vel ikke ligefrem usynliggjort, men han stod i skyggen af de mere markante skikkelser i skabelsen af Amerika. Ikke desto mindre var han en god og hæderlig politiker, der knoklede ud fra sine begreber om, hvad landet havde brug for, selv uden den kongetitel, man beskyldte ham for at efterstræbe. Fedlingen - "His Rotundity" - ville aldeles ikke være konge, for han udrettede skam en masse som præsident.
Tudor-kongen Henrik VIII af England (1491-1547) var meget stolt af sin maskuline fysik og benyttede sig af enhver chance for at demonstrere den med ridderturneringer og brydekampe. Potensen var faldende med årene, men han forsøgte selv at bevare illusion om sin formåen på det felt, idet han opfattede sine "natlige pollutioner" som bevis på sin virilitet. Alt det praleri virker som en deperat mands forsøg på at stive sit ituslåede ego af, for han var faktisk ikke nær så stærk og livskraftig, som han fremstilles på nogle af sine portrætter. Disse malerier, hvor han viser sig frem ved at stille sig i positur, strutter han tilsyneladende af styrke og sundhed.
Henrik havde stor interesse i lægekunsten. Han stod for dannelsen af
"The Royal College of Physicians" i 1518 og også for sammensmeltningen
af "The Barbers Company of London" og "The Guild of Surgeons" til "The
Company of Barber-Surgeons" i 1540. Ikke nok med det, men han lavede
også selv medicin i form af salver og miksturer, bl.a. af pulveriserede
perler. I begyndelsen var disse forskellige midler beregnet til venner og bekendte, men efterhånden, som han fik brug for det, også til ham selv.
Til venstre: den 18-årige konge, der på dette tidspunkt blev beskrevet som "kraftfuld, generøs og intelligent" af Yale universitets Arash Salardini. Til højre en tydeligt svækket Henrik i 1842, hvilket vil sige samme år, som han fik sin femte kone, Catherine Howard, henrettet for utroskab. På det tidspunkt omtaler Salardini ham som svækket, med voldsomme hovedpineanfald, depressioner, sår der ikke lægtes og tydelige personlighedsændringer.
Henrik var altså bare 17 år, da han blev konge, og hans undersåtter beundrede og
elskede ham, for han var unægtelig en flot, atletisk og intelligent, ung mand. Da han
døde, var han 56 år gammel og havde regeret i 38 år, og folkets
kærlighed og beundring var ikke, hvad den havde været, for nu var han
ikke bare kendt som manden, der lod to af sine seks hustruer halshugge,
men blev i det hele taget regnet for at være uforudsigelig og tyrannisk. Kort sagt, han var som forvandlet, men hvorfor?
I nutiden forestiller de fleste sig en kraftfuld, men tyrannisk monark, når talen falder på Henrik, men i virkeligheden var han et svækket og ødelagt menneske, der desværre sad med en magt, der kunne gøre livet surt for hans omgivelser. Han var ellers omgivet af læger, for hans hof fungerede som mæcen for "The Royal College of Physicians", som han selv havde været med til at danne, og hvor der foruden studier i holistisk medicin forskedes i astronomi, musik og matematik. Ud over disse grupper af det, det dengang gjaldt for at være eksperter - der jo mildt sagt var anderledes end i vore dage - var der også mange apoteker, hvor der var tilknyttet lærde herbalister, som Henrik havde stor tiltro til. Mange, inklusiv Henriks ældre bror, Arthur døde dog på denne tid af noget, man kaldte "sved-sygdom", men som ingen rigtig ved, hvad var. Henrik undgik denne ofte dødelige sygdom, men fik til gengæld kopper og malaria. Man har også talt om, at han på et tidspunkt fik syfilis. Det værste var dog det sår i det venstre ben, han fik i forbindelse med en af sine utallige maskuline "kraft-demonstrationer", nemlig en brydekamp. På det tidspunkt var han 44 år og ikke længere den smækre, unge og stærke yngling, han havde været.
Englands Henrik VIII og Frankrigs Francis I i en klassisk brydekamp i 1520
Brydning var en af Henriks yndlingssportsgrene, men da han som 44-årig fik en skade i det venstre ben, udviklede dette sig senere til et permanent sår, der blev behandlet på barbarisk vis, bl.a. med glødende jern og andre rædsler. Det stank og betød desuden, at han ikke kunne motionere, hvilket bidrog til hans vægtforøgelse i årene fremover. At smerterne og ydmygelsen ved denne permanente skade også var med til at gøre ham humørsyg og direkte despotisk siger næsten sig selv, for sådan var hans psyke nu engang.
Ridning og brydning var altså denne Tudor-konges yndlingssportsgrene, men hans sår og øvrige skavanker gjorde disse fornøjelser til tabt land for den plagede monark. Man har spekuleret på, hvad det var, der endte med at slå ham ihjel, og er kommet frem til, at han formentlig havde udviklet diabetes og led af insulinmangel. Det ville stemme med det sår, der ikke lægtes, samt de andre, der udvikledes i hans ben og fødder, samt den store og uudslukkelige tørst, han led af. Nogle nutidige eksperter mener også, at han også havde fået en hjerneskade under sine sportsudøvelser, medens andre hælder mere til den opfattelse, at han ud over højt blodtryk også havde en stofskiftesygdom. Det er i hvert fald tydeligt, at han havde det elendigt, og at han led dobbelt eller tredobbelt, fordi han altid før i tiden havde været så stolt af sin fysik og sit gode udseende, men nu så begge dele forsvinde. At han også havde en blodsygdom, der gjorde det vanskeligt for kvinder at gennemføre flere graviditeter med hans børn, sådan at det var "hans skyld", at han ikke fik så mange mandlige efterkommere, som han ønskede, vidste han heldigvis ikke, for den viden ville have været en hård nød at sluge.
Han tilbragte sin sidste tid som sengeliggende, for han kunne ikke andet. Det må have været en svær tid for alle omkring ham, inklusiv de læger, der forsøgte at behandle ham, for en af hans love, "The Treason Act", forbød direkte enhver forudsigelse af en konges død. Der har været en myte om, at da hans ærkebiskop, Thomas Crammer, alligevel fik mandet sig op til at fortælle ham, hvor syg han var, så slog chokket ham ihjel, måske fordi han også havde et svagt hjerte. Det må have været en befrielse for hans sjette og sidste kone, Catherine Parr, der bare nogle få måneder efter hans død giftede sig med den mand, hun virkelig elskede.
Ét blik på det billede og man ved, at hér har vi en mokke af rang!!! Hendes rolle i Tudor-dramaet er dog ikke til at tage fejl af, for hun var Henrik VII's mor, Margareth Beaufort (1441/1443-1509). Hun var enearving til sin far, hertug John Beaufort af Somerset, der nedstammede fra Kong Edward III og hans elskerinde, Katherine Swynford, idet hans bedstefar var deres søn, John of Gaunt. Dvs. at nok var hun af kongelig byrd, men det krav på tronen, som hun gav i arv til sin søn, Henrik VII, var temmelig langt ude. Hvis det at have John of Gaunt som oldefar og Edward III som tipoldefar udgjorde slægtens eneste krav på tronen, så bliver det tydeligt, at den Henrik, der endte som Tudor-dynastiets første konge, ikke gjorde det ved slægtskab alene. Hvad Margareth angår, så ser man hende altid i fromme positurer med foldede hænder og en
bønnebog. Det virker opstyltet på nutidsmennesker, men var sådan set en
smart manøvre for en super-ambitiøs kvinde, der ikke ville støde an i datidens
samfund, for det ville være en dårlig taktik, når man har en søn, som man ønsker på tronen.
Som 1-3-årig blev hun giftet væk af sin far, men denne første ægtemand, John de la Pole, tog hun altid senere afstand fra. Tre år efter vielsen blev ægteskabet da også opløst, og som 12-årig blev hun gift med den mand, hun selv regnede for sin første, nemlig kong Henrik VI's halvbror, Edmund Tudor. Hele den slægt er mildt sagt indviklet, men Edmund var den ældste søn af denne konges mor, nemlig Catherine of Valois, der var datter af den franske kong Charles VI. Hun havde været gift med den engelske kong Henrik V og var altså mor til hans søn, Henrik VI.
Efter sin mands død giftede Catherine sig igen med den flotte Owen Tudor, hvis
eneste krav på notabilitet var, at han nedstammede fra Ednyfed Fychan.
Ikke en konge, men ud af en gammel, hæderværdig slægt. At være søn af
en kvinde, der var datter af en fransk konge, og som havde været gift
med den forrige engelske konge gav utvivlsomt en vis status i samfundet, men ingen berettigede krav på tronen. Dem fik han til gengæld via Margareth, selv om hendes krav dog ikke var særlig vel begrundede. At de blev gift, da hun var 12 år og fik deres eneste barn, Henrik, året efter, (hvor Edmund iøvrigt var død af pest), kan få håret til at rejse sig i rædsel og afsky på nutidsmennesker, men vakte åbenbart ikke sådanne følelser dengang. Én ting er i hvert fald sikkert: selv om Margareth giftede sig to gange senere, kastede hun al sin kærlighed på sønnen, der ærlig talt er som snydt ud af næsen på hende. Han ligner og blev kendt som en gnier.
I Shakespeares "Richard III" omtales denne unge fyrste nærmest som en frelser og en langt mere tiltrækkende og værdig bejler til den unge, smukke prinsesse, Elizabeth af York (1466 –1503), end den vanføre kong Richard. Han var i hvert fald den, der fik hende, og som dermed pludselig havde et langt stærkere krav på tronen. Med hende kom der virkelig boller på suppen, for hun var datter af kong Edward IV, hvis søn, Richard III, havde arvet tronen efter nogle suspekte ting og sager. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, var alting meget indviklet, for "The 1484 act of Parliament Titulus Regius" havde faktisk erklæret hendes forældres ægteskab for illegalt, hvilket gjorde hende og hendes søskende illegitime. Hendes to brødre, de nærmest mytiske "Princes in the Tower", forsvandt på mystisk vis, og deres onkel, Richard, var længe under mistanke for at have fået dem dræbt, så han kunne sikre sig tronen. Ikke desto mindre var det ham, der fik Elizabeth og hendes søstre genindsat i deres rettigheder som prinsesser.
Elizabeth af York var afgjort en gevinst for Henrik og hans mor, Margareth, for med hende kom der et legitimt krav på den trone, de selv var ude efter. Inden det lykkedes at få Henrik forvandlet til konge, måtte der dog ryddes op i et par detaljer: "Rosekrigen" skulle afsluttes, og de stridende parter forenes gennem ægteskabet mellem prinsesse Elizabeth og Margareths søn, Henrik. Dette betød i praksis, at Richard III skulle væk, hvilket lykkedes, da han blev besejret og dræbt i Slaget ved Bosworth Field, hvorpå hans lig forsvandt i flere århundreder.
At Richard tabte betød, at Elizabeths familie blev besejret af den mand, hun giftede sig med. Det lod dog ikke til at gøre skår i det unge pars lykke, for de fik i hvert fald syv børn, der burde have kunnet sikre Tudor-dynastiet fremover, selv om deres ældste søn døde. Den næste i arvefølgen, nemlig den søn, der blev til Henrik VIII, fik aldrig den mandlige arving, der kunne have ført dynastiet videre, så denne slægt sad meget kortvarigt på tronen. Hvad svigermor, Margareth, angår, så har hun senere fået ry som en intrigant "konge-mager", der altid fik skubbet sig selv forrest. F.eks. fortælles det, at hun i et og alt forlangte den fornemste placering i forhold til den ellers langt fornemmere Elizabeth, der som hendes søns kone tilmed var landets dronning.
Men har tidligere ment, at dette er et billede af Margareth af Beaufort, men tvivler nu på dette. Bevist er det i hvert fald ikke.
Nogle historikere mener, at det i virkeligheden var den overmåde kløgtige og intrigante Margareth, der trak i trådene omkring noget nær ALT, der skete i disse turbulente år. At der også skete en utrolig masse i hendes eget privatliv er i hvert fald tydeligt, da hun allerede året efter sin første/anden mands død giftede sig igen som 14-årig. Senere blev det til endnu et ægteskab, men ikke flere børn, hvilket måske skyldes, at hun blev fysisk skadet under den vanskelige fødsel af sønnen, Henrik VII, som bare 13-årig.
Stod Margareth bag de små prinsers forsvinden, og var hun med til at styrte Richard III? Kongen vidste i hvert fald, at hun ikke ligefrem var til at stole på for ham og hans støtter, for det har han selv udtalt sig om: "Forasmoch
as Margaret Countesse of Richmond, Mother to the Kyngs greate Rebell
and Traytour, Herry Erle of Richemond, hath of late conspired,
consedered, and comitted high Treason ayenst oure Soveraigne Lorde the
King Richard the Third, in dyvers and sundry wyses, and in especiall in
sendyng messages, writyngs and tokens to the said Henry… Also the said
Countesse made chevisancez of greate somes of Money… and also the said
Countesse conspired, consedered, and imagyned the destruction of oure
said Soveraign Lorde...” Hendes eftermæle er vel nærmest som "huntigeren", der beskytter sin unge, og en af de måder, han kan have vist sin taknemmelighed på var, da han som sin første handling som konge fik hende erklæret "feme sole". Denne erklæring gav hende en betydelig frihed i forhold til mændene i sit liv. Hun kunne således eje sin egen formue, etc. uden sin mands tilladelse eller overopsyn, fuldstændig som havde hun været ugift. Hendes handlinger viser en klog og direkte snedig kvinde, der styrede alle omkring sig, hvilket vel også skete i dette tilfælde. Efter hendes svigerdatters tidlige død i 1503 blev hun i hvert fald på alle måder hoffets kvindelige hovedperson. Da hendes søn, Henrik VII, døde i 1509, fik hun hovedrollen ved indsættelsen af sin sønnesøn, Henrik VIII, på tronen, men døde selv to måneder senere.
Der er ingen tvivl om, at hun var "magten bag Tudor-tronen", og at hun fik stor indflydelse på dynastiets regenter, der jo alle var hendes efterkommere. Senere tider har ikke rigtig kunnet lide hende, selv om man måske har beundret hende for hendes styrke og snedighed. Personlig tager jeg hatten af for en kvinde, der formåede at styre uden om så mange faldgruber for hendes køn ....
Den Pakistan-fødte Annie Dookhan (født 1977) gjorde sin familie stolt, da hun blev knyttet til "Massachusetts Department of Public Health Drug of Abuse" som kemiker. Hvad de ikke vidste var, at omgangen med de hårde stoffer, som hun skulle identificere og klassificere, f.eks. i forbindelse med retssager, havde forvandlet den pæne og dydige datter til narkoman og forbryder. Hvor hun skulle have analyseret stofferne, var hun "kommet til" selv at bruge dem - og at stjæle dele af det, der egentlig var bevismateriale i kriminalsager imod forhandlere og brugere.
Stakkels Annie var blevet narkoman, men hendes narkomani ramte ikke bare hende selv, men også de mennesker, der blev retsforfulgt for misbrug af og handel med hårde stoffer. Når hun ytrede sig om sammensætningen af den narkotika, der blev beslaglagt, så optrådte hun som ekspert, for det var hendes rolle som kemiker. Problemet var bare, at eftersom hun havde forsynet sig med bevismaterialet og ofte var vind og skæv på grund af sit misbrug, så var hendes ekspert-udtalelser ikke noget værd, men de fik følger for de anklagede. At hun i visse tilfælde havde tilføjet kokain til de prøver, der skulle bevise eller afbevise de anklagedes skyld, forværrede selvfølgelig sagen for disse. Man kan sige, at hun i realiteten var lige modsat det, hun var ansat til at være, og at hun afgjort udgjorde en fare for enhver, hun fik berøring med inden for systemet.
Da man opdagede hendes bedrageri vakte det ikke bare stor opsigt, men
førte efterhånden også til, at laboratoriet blev lukket på guvernør
Deval Patricks ordre. Inden det skete, havde man imidlertid bortvist hende, hvilket førte
til, at hun selv sagde op. At hun aldrig burde have haft den stilling, hun havde opnået, er meget trist at tænke på. Allerede i sin job-ansøgning havde hun nemlig ikke bare dummet sig, men direkte bedraget sig til den prestigefyldte ansættelse. Således havde hun påstået, at hun havde en cand.mag.-titel og desuden studerede for at skrive en doktordisputats. Ingen af delene passede, og det endte med, at der blev rejst 27 anklager imod hende, bl.a. for forfalskning af beviser i kriminalsager og akademisk ekspertise samt mened. Alt dette mundede ud i en fængselsstraf på 3-5 år samt to år som prøveløsladt.
Den egentlige dom over denne uærlige kemi-ekspert faldt dog efter min mening med dommerens opsummering: "Innocent persons were incarcerated, guilty persons have been released
to further endanger the public, millions and millions of public dollars
are being expended to deal with the chaos Ms. Dookhan created, and the
integrity of the criminal justice system has been shaken to the
core." Ja, Annie havde virkelig forbrudt sig, og hendes tåbelige snyderier havde fået følge for mange uskyldige mennesker, der blev udsat for forkerte domme på grund af hendes fiksfakserier. Faktisk blev det hævde, at så mange som 40.000 mennesker kunne være blevet ramt af hendes svindel. Det var grunden til, at Massachusetts droppede mere end 21.000 ikke-så-alvorlige narko-anklager, hvor beviserne havde været i hænderne på Annie.
Nogenlunde samtidig med Annies forbrydelser optrådte der en anden kvindelig kemiker i en lignende bedrageri-sag: Sonja Farak. Minsandten om ikke hun også stjal den narko, hun skulle teste!!! Venners og familiens velmente forsøg på at redde hende ved at fortælle om hendes alvorlige depressioner hjalp ikke. Det kom frem, at hun havde været høj under nogle af de tests, hun havde foretaget, og som havde sendt uskyldige i fængsel. Ligesom i Annies tilfælde måtte man opgive mere end 24.000 sager imod formodede narkomaner og narko-sælgere, fordi hun havde stået for testene. Forbrydelsen var alvorlig, men hun fik kun en dom på 1½ års fængsel samt en prøveløsladelse på fem år, hvilket umiddelbart virker meget lidt i forhold til de følger, hendes handlinger fik for andre mennesker.
Visse narko-sager har unægtelig været ret groteske, men at to statsansatte kemi-eksperter laver sådan en omgang kludder i det, forventer man nu ikke. Noget kunne tyde på, at myndighederne har været for godtroende, og at de ikke har checket ansøgerne i tilstrækkelig grad før ansættelsen. Meget uheldigt, da det viser sig, at Annie og Sonja ikke var de eneste, der begik denne form for forbrydelser. På landsbasis er der afgjort flere, der bare venter på at blive afsløret .....
