tirsdag den 22. december 2020

Gensyn med en reality-stjerne

 

Når jeg sorterer rent vasketøj og placerer det i de relevante bunker, der gør det muligt at lægge det på plads, så ser jeg altid det, jeg kalder "let TV", dvs. noget, der ikke kræver den store opmærksomhed. TV'et kører som baggrundsbillede, og det system fungerer fint, men det hænder dog, at det "lette" sætter "tungere tanker" i gang, og det skete i dag. Jeg har på et tidspunkt for omkring 1 år siden været fascineret af ultra-realityserier fra MTV i nogle måneder og ikke mindst "TeenMoms", så da jeg ikke fandt noget andet, der duede som baggrunds-TV for min tøj-sortering, så jeg lidt af dette program. 

Skæbnen ville, at jeg havnede midt i et ældre afsnit om den notoriske Farrah Lynn Abraham (1991), der lavede skandale på både den ene og anden måde, og som endte med at blive smidt ud. For det første skældte hun sin chef ud og kaldte ham vist nok også for "white trash", og så gik hun i sit private karriereforløb målbevidst efter at blive porno-star. Selv om understrømmen i disse serier er sex, sex og atter sex, så er den slags nu alligevel tys-tys i den håndfaste udgave, som hun stod for. Bl.a. blev det oplyst, at hun havde fået foretaget stramninger, etc. i sine ædlere dele, hvilket tilskuerne ville kunne nyde synet af via hendes specielle website. Stygge pige, der bragte dobbeltmoral af en helt ny slags i fokus, hvilket faktisk er et fascinerende fænomen, fordi det var en kvinde, der gjorde det.

Farrah startede som den stakkels, unge pige, hvis kæreste var død inden deres datter Sophias fødsel. Det var sikkert let for seerne at føle medlidenhed med hende, også fordi hendes familieforhold ikke var ideelle. Sagen var bare den, at Farrah ikke var så interesseret i medlidenhed, men i beundring, magt og penge. 

Derfor investerede hun i en masse BOTOX og plastiske operationer, der virkelig har forvandlet hende fra "den grimme ælling" til noget, der i TV-verdenen ligner en svane. Undervejs i forløbet har hun også sat gang i forskellige forretningsprojekter, som man må håbe fungerer for hende, foruden at hun har udgivet flere bøger, bl.a. "My TeenageDream Ended" og "Hot Girls Wanted". Som hun var oprindelig, og som hun er nu, virker som to forskellige liv, og man må beundre hende for at have vendt Den Amerikanske Drøm til sin fordel.

Det slog mig, da jeg så dette ikke-nye afsnit med hende, at hun på den ene side besidder en målrettethed, der er beundringsværdig, fordi hun er kvinde og forventes at indtage en ganske anden rolle i samfundet. At hun samtidig er så fokuseret på sine ønsker og planer, at hun nærmest bliver umenneskelig af det, er ubehageligt, også fordi hun viser nogle psykologiske træk, der tydeligvis ikke er det, man forstår ved "normale". Hun er benhård og dermed uden charme, selv om hun unægtelig er blevet flottere og flottere med plastik hist, pist og alle vegne. Derfor står hun for mig som det personificerede kvinde-offer for samfundsskabte idealer af en uhyggelig art, selv om hun på det bevidste plan har vendt dem til sin økonomiske fordel. 


https://www.distractify.com/p/what-is-farrah-abraham-doing-now


Den Amerikanske Drøm


Nok skriver jeg i "Arbejderen" - der før hed "Land og Folk" - men jeg var nu ikke klar over, at jeg var socialist. Jeg har altid betragtet mig selv som en, der er lidt til venstre for midten, men begivenhederne i USA har gjort noget ved mig: jeg er FANDME gal over det, hr. og fru menigmand kommer ud for. Bl.a. dette: Kongressen fik $174,000 i skatteborgerbetalte lønninger, nød gratis, offentlig, skatteborgerbetalt sundhedspleje, har flere måneders skatteborgerbetalt ferie og vil ende med en god skatteborgerbetalt pension. Minsandten om disse forkælede pampere ikke også står først i køen til at modtage den skatteborgerbetalte Covid-19-vaccine. Og hvad får disse skatteborgere så til gengæld for de penge, de har betalt i skat? De bliver spist af med sølle $600, angiveligt fordi højere beløb ville være "for socialistisk" ....

Det er ikke skatteborgeren, der jagter $$$$$, men de, der allerede har dem. En millionær - eller billionær, som de minsandten også har!!! - forventer endnu mere - samt at skatteborgerne holder sig i ro og ikke kræver at få noget for deres penge. Jeg har en stærk mistanke om, at dette system kun kører, fordi så mange amerikanere lever på en drøm om selv en dag at blive millionærer. Eller som Obama angiveligt har sagt om T. Rump, (noget der iøvrigt er blevet tilbagevist af Snopes: en eller anden har sagt det, men ikke Obama):

Desværre tror jeg faktisk, det er sandt: han symboliserer alt/meget af det, de ønsker mest af alt, og det han har er kernen i Den Amerikanske Drøm, der slavebinder folk uden nogen sinde at blive opfyldt og forvandlet til realiteter.

 

 

mandag den 21. december 2020

James Cagney - altmuligmanden

 

Et pænt maleri, der måske kunne have været af Vincent Van Gogh, men nej, det er faktisk af en mand, der var meget berømt i sin tid: James Cagney (1899-1986). Han var skuespiller og især kendt for roller som barsk gangster, men han var også maler samt det, man kalder en "gentleman farmer". Jeg har dog altid syntes så godt om ham for hans atypiske Shakespeare-rolle i "En Midsommernats Drøm", hvor han spillede Rumpe. Han kunne det hele, og Orson Welles sagde om ham, at han måske var den største skuespiller foran et kamera. Altså ros fra en mester, men filmselskaberne kaldte ham "den professionelle sige imod-mand", så han har nok ikke været helt nem at arbejde med.

Selv med æselhoved er han let og adræt, men han var jo også oprindelig danser. 

En anden højt elsket af hans film er musicalen "Yankee Doodle Dandy" (1942), der indbragte ham en Oscar. I 1999 erklærede "The American Film Institute" ham som nr. 8 af den tids største mandlige stjerner, men jeg mener, at han ligger meget nærmere toppen. 

 

At jeg i sin tid blev begejstret for ham i en Shakespeare-rolle betyder ikke, at jeg synes, han spildte sit talent på gangsterfilm som f.eks. "The Public Enemy" (1931) og "Angels with Dirty Faces". Han kunne det hele, og selv om han ikke var nogen decideret skønhed, så havde han karisma.Male kunne han jo altså også.


Efterhånden trak han sig væk fra filmens verden. Han og hans kone havde købt en afsidesliggende gård samt adopteret et par børn, som han dog senere mistede forbindelsen med. 

For ham var lykken det stille landliv, og han elskede, at der ikke var asfalterede veje ved gården, men kun gammeldags grusveje. Eftersom han var vild med sit stille privatliv på denne landlige idyl, beskyttede han den ved at udsprede rygtet om, at han havde hyret en revovlvermand, der skød påtrængende personer, der trængte ind på hans jord. Selv om folk stadig var interesseret i ham og huskede ham for hans film-præstationer gjorde rygtet, at de betænkte sig, før de stillede uindbudte på hans dørtrin.


 

Han malede og passede sin gård, faktisk så godt, at hans anstrengelser fik Rollins College til at tildele ham en titulær grad. Man forventede måske, at Cagney dukkede op med en eller anden berømt filmskønhed for at modtage den, men nej, han skrev en artikel - eller måske ligefrem en afhandling - om landbrug, som han sendte til fakultetet. Ellers tilbragte han det meste af sin tid med at male.

 

Noget, han gjorde ganske godt og i hvert fald ikke behøver at skamme sig over, men som sagt, når jeg tænker på ham, så er det som Rumpe med æselhovedet ....


Sprog og skrift

 

Vi har hidtil fået fortalt, at skriftsproget blev opfundet omkring 4000-3000 f. Kr. fødsel, og at det - så vidt man da ved - skete i Mesopotamien (Sumer). Gamle lertavler med optegnelser af korn og kvæg stammer fra dette område, hvilket har ført til, at man forbandt opkomsten af skrivekunsten med landbruget og bøndernes behov for at føre regnskab. 

Efterhånden har fortidsmenneskene brugt lertavler til at fortælle historier - formentlig af religiøs art - og ikke kun som regnskaber over landbrugsprodukter. 4000-3000 er en betragtelig alder for en gammel tavle af ler, så det er en ret overvældende tanke, at man nu har fundet en træ-tavle, der går meget længere tilbage. Efter forskellige analyser mener man nemlig, at denne specielle stammer fra ca. 5260 f. Kr.


Tavlen er blevet kaldt The Dispilio Tablet, The Dispilio Scripture og The Dispilio Disk, så dette er et eksemple på, at kært barn virkelig har mange navne. Den blev fundet i det nordlige Grækenland i 1993, og det har skabt en del kontroverser, for vælter det ikke de hidtidige teorier om skriftsprogets opståen? Selvfølgelig gør det det, og dermed skaber fundet også nye teorier om kultur og kulturel påvirkning, der endnu ikke har fundet sin endelige afklaring. 


https://greece.greekreporter.com/2012/07/16/7270-year-old-tablet-found-in-kastoria-calls-into-question-history-of-writing/

 



søndag den 20. december 2020

Bødlen, der blev til frelser

 

En temmelig derangeret, men engang sikkert en flot og statelig bil. Den, der havde siddet i den, var nemlig en højt rangerende nazi-spids, der blev skudt af medlemmer af modstandsbevægelsen i Prag. Det lykkedes ham at stavre ud af den molestrerede bil, men ikke at overleve skudsalven, der gjorde en ende på en af de ækleste nazikryb, der nogensinde har eksisteret, nemlig Reinhard Heydrich (1904-1942). Han kontrollerede SS, ledede Gestapo og samarbejdede med Heinrich Himmler samt "havde Hitlers øre", som man siger. Nogle har senere påstået, at han ikke bare havde hans øre, men også have øje for hans position og havde planer om at indtage den, hvis lejligheden bød sig, men det er nu kun rygter .....

Heydrich var et svin, et helt igennem ækelt individ. Jeg har desuden altid syntes, at han så uhyggelig ud med sine bittesmå griseøjne. Samtidig kan jeg godt se, at han på mange måder lignede en propaganda-model for datidens ideelle tysker: 191 cm høj, blond, kold og fokuseret, foruden at han var en fanatisk nazist og skrupelløs forkæmper for ideer, der aldrig burde have set dagens lys, men som han var med til at udbrede og holde i live. Mange anser ham den dag i dag for den farligste af de mange farlige nazister i Tyskland, og nu ved vi, at han ikke ligefrem er én hvis død, eftertiden bør begræde. Da han døde som offer for et attentat, gav nazisterne ham imidlertid en statsbegravelse, for han havde en vigtig rolle i den nazistiske organisation.

Hvad de færreste ved er, at han ikke var den eneste Heydrich i nazi-partiet, for hans et år yngre bror, Heinz (1905-1944), var også medlem. Begge startede som fanatiske tilhængere af den nazistiske ideologi, men efter broderens død skete der noget med Heinz, der forvandlede ham totalt: han fik tilsendt sin brors papirer, der viste ham, hvad hans storebror havde syslet med, nemlig "Die Endlösung", der gik ud på at myrde alle jøder og helst få dem fjernet fra jordens overflade. 

Heinz lignede sin bror i det ydre, men var ikke helt så tysker-ideel at se på. 
 
Da Heinz havde set broderens papirer igennem, blev han en anden, efter hvad hans kone - der var mor til hans fem børn - har fortalt. Han var som forvandlet og gik nu fra at have støttet nazisterne i et og alt over til at gøre, hvad han kunne, for at frelse jøder. Eftersom han var journalist og også udgav et tidsskrift, "Die Panzerfaust", havde han adgang til et trykkeri, og dér trykte han falske papirer for mange jøder, som han hjalp med at flygte. Da han pludselig blev opsøgt af Gestapo, skød han sig, fordi han troede, at han var blevet opdaget, men besøget gjaldt kun hans forøgede forbrug af papir. Ifølge et familiemedlem frygtede han også at blive dømt for tyveri og korruption i den forbindelse. 
 
 
 
 
 
 

 

Laber larve - og genganger ....

Han så godt ud, ingen tvivl om det, og selv om han egentlig var Shakespeare-skuespiller, så kan man på nogle punkter sammenligne ham med Erroll Flynn, men manden på billedet her var altså den populære William Terriss (1847-1897). 

Når han svingede kården eller bare viste sig i al sin maskuline pragt, så var der ingen ende på beundringen for hans elegante måde at føre sig frem på som helt, men han gjorde det også godt i andre rollefag. Han havde succes, og publikum kunne lide ham.

Terriss fik gode roller og gjorde sig godt både på og uden for scenen, også blandt damerne, selv om han var gift og havde et par børn som f.eks. skuespillerinden Ellaline Terriss og filminstruktøren Tom Terriss. 

                                                                       Ellaline Terriss

Han var altså langt mere etableret end sin kollega, Richard Archer Prince (1858-1937), der ganske vist også så ret godt ud, men som åbenbart savnede "det", der skal til for virkelig at gøre sig i teatrets verden.

Faktisk havde Terriss hjulpet sin yngre kollega, men denne havde gjort sig umulig på Adelphi Teatret, hvor de begge optrådte. Efter at han i bogstaveligste forstand var blevet smidt ud af teatret, hvilket Prince mente var noget, Terriss stod bag, besluttede han sig for at hævne sig. Den 16. december 1897 myrdede han sin kollega ved at stikke ham ned med en kniv. Da Terriss lå døende på gulvet, sagde han noget mærkeligt, der underligt nok kom til at virke profetisk: "Jeg kommer igen." Når man er død, ja, så er man jo død, men det lader ikke til, at Terriss gik ind for det system, for han kom (måske) tilbage, sådan som han havde sagt.

Siden sin død har William Terriss nemlig vist sig den ene gang efter den anden, men underligt nok ikke kun i teatret, men også i undergrundsbanen. Kort sagt, han er en gejst med eventyrlyst, for han kører åbenbart med toget. Hvorfor han også er blevet set på vej gennem en lukket dør ind til et cafeteria, er dog et mysterium, for hvad lavede han dog dér? 

Når nu han går igen, kunne han  jo også have opsøgt sin morder, Richard Archer Prince, der blev indlagt på et hospital for sindslidende, men det er tilsyneladende teatret og undergrundsbanen, der interesserer ham mest. Dem, der angiveligt har set ham, fortæller imidlertid, at han ser uendelig trist og nedbøjet ud, så han har det vist ikke så godt som spøgelse og fortryder måske, at han ikke forsvandt helt efter døde ....


https://ghostwalkbrighton.co.uk/the-ghost-of-william-terriss/

 

https://www.royalparks.org.uk/parks/brompton-cemetery/explore-brompton-cemetery/william-terriss 


lørdag den 19. december 2020

Barnebrud

 

Ældre mand med purung pige. At de er far og datter gør det endnu mere ubehageligt for de fleste af os at se på, for hverken aldersforskellen eller familieforholdet er acceptabelt for sex-konstellationer i vores kultur. Hvad det familiære angår, så er det ikke bare tys-tys, men fy!!! Alderen studser vi over, men vi sender ikke politiet ud for at flå parret fra hinanden, medmindre vi ved, at de er far og datter eller søster og bror, etc..

Den blussende brud med kæledyr, der så at sige symboliserer, hvad det hele drejer sig om

Bill Wyman (52 år) med sin meget yngre brud, ex-popsanger, forfatter og model Mandy Smith (18 år) ved brylluppet i 1989. Hun er yndig, og han er forelsket, men de fleste af os vil ikke se dette som det ideelle par på grund af aldersforskellen. De blev da også skilt to år senere, hvorefter hun giftede sig med en fodspiller og senere fik en søn med en fotomodel. Tilskuere af forskellig art undrer sig nok mindre over Wyman-ægteskabet, end at hun, der er troende katolik, nu er blevet tilknyttet et religiøst magasin, vist nok som redaktør.

Eftersom vi har oplevet mange mærkelige pardannelser i årenes løb, står vi tilbage med et kulturchok i forbindelse med de muslimske indvandrere i vort land. På baggrund af Epstein-sagerne og lignende sex-skandaler, der har afdækket et omfattende misbrug og undertrykkelse af purunge kvinder, reagerede de fleste af os nok umiddelbart med et BRAVO, da daværende udlændingeminister Inger Støjberg fjernede indvandrede barnebrude fra deres ældre ægtefæller. Man ser skrækkelige scenerier for sit indre blik og tænker straks på en vis profet, der glad og fro, uden kvababbelser af nogen art, nød det ægteskabelige samliv med sin 8-årige brud, Aisha. Det er skræmmebilledet for ikke-muslimer, og vi gribes af medlidenhed, når vi (endnu engang) læser om bryllupsnatten, der koster en alt for ung, muslimsk brud liv eller helbred.


Aisha lader til at have klaret sig, og hun forstod angiveligt at spille sine kort, så hun ikke blev totalt undertrykt i ægteskabet med profeten. Tankegangen bag systemet er os dog meget imod, for nok er kvinder stadig undertrykt på mange områder i den vestlige verden, men der er dog grænser, også for ideologien, der gør dette muligt.

 

 "Property" my ass!!!!!!!!

Nå, men Inger Støjberg skilte altså visse par ad ud fra den betragtning, at disse barnebrude sikkert levede i et tvangsægteskab med en ældre, undertrykkende og pædofil mand. Her står vi så over for et ideologisk problem, for selv om jeg bestemt vil mene, at både sociale og biologiske forhold gør den slags ægteskaber uheldige - og ikke bare i vores del af verden - så er de åbenbart i dette tilfælde indgået et sted, hvor de er almindelige og tilmed anerkendte som uproblematiske. Når nogle af de unge brude protesterer kraftigt imod at blive "befriet" fra deres ægtemænd, så er der sikkert dem, der mener, at de  er hjernevaskede og/eller utaknemmelige. Vi tog for givet, at de alle måtte ønske at komme væk fra deres (sikkert påtvungne) ældre ægtemænd, men - hvis disse kvinders ord står til troende - sådan forholdt det sig ikke, og nogle sørgede angiveligt over ikke at måtte blive hos deres mænd. Så står man dér og ser noget, man opfattede som en redningsaktion, forvandlet til et overgreb. Meget, meget trist og sikkert et problem, der vil dukke op den ene gang efter den anden, så længe der kommer indvandrere fra muslimske kulturer.

Hver gang vi oplever disse for os yderst anstødelige, fremmede ægteskaber, bør vi måske sende en tanke til Charlie og Eunice. For dem lykkedes det åbenbart, selv om tvivlen melder sig automatisk, for hvordan var det hjemmeliv, hvor de altså producerede syv børn? Også adskillige af vore muslimske indvandrer-ægtepar, der blev tvangs-skilt af Inger Støjberg, havde børn og levede tilsyneladende godt sammen. For mig at se, må første bud i sådanne tilfælde derfor være: behandl ikke alle par ens, men spørg hver enkelt og giv bæredygtige, alternative tilbud, så de ved, de har et valg. Ikke noget med milde klap på hovedet og "Ih, hvor skrækkeligt", hvis der rent faktisk er brug for noget helt andet .....