Jeg har ikke nogen særlig tiltro til forbandelser, men der er nogle onde ønsker, som jeg finder dybt anstødelige. Dermed ikke være sagt, at jeg føler, de virker, for det gør jeg ikke. At sige dette til et menneske med børn er dog noget af det laveste, man kan gøre: "Umarım çocuklarından fazla yaşarsın."
Remsen er tyrkisk og betyder sådan noge som: "Gid du må leve længere end dine børn." Dvs. at man med denne remse forsøger at sende et virkelig ondt ønske imod et andet menneske, der ser sin børnerigdom som den sande lykke i tilværelsen. Ikke at jeg tror, remsen virker, men at blive udsat for en andens negative ønsker for ens liv og skæbne er og bliver ubehageligt og uhyggeligt.
Man har troet på hekses og troldmænds forbandelser og frygtet at blive ramt af dem
Selv om en forbandelse er en form for modsætning til forbøn, hvor nogen beder for én og ønsker én det godt, så minder processen en hel del om hinanden. Også i forbønnen er der remser og ord, der tillægges en magisk virkning, selv om man ikke kalder det det. Forbøn er noget religiøst, hvor Gud, Jesus eller andre himmelske koryfæer anråbes, medens forbandelser har en vis tiknytning til Djævlen og hans kult. Man forestiller sig dog, at alle forbandelser kan brydes, hvis man har - eller får - det, der kaldes "den rette tro".
Så langt, så godt, men hvem siger, at man overhovedet ved, at man er blevet forbandet? Mange har sikkert fjender eller uvenner, de ikke selv kender til, simpelthen fordi disse mennesker ikke altid giver sig til kende. Teoretisk set kan hvem som helst kaste en forbandelse på en eller anden, som de ønsker ondt.
Der går også en hel del myter om "familieforbandelser", hvor en hel slægt er underlagt en forbandelse, selv om de enkelte medlemmer måske aldrig har mødt eller bare hørt om den, der har lagt denne forbandelse på dem. Faktisk temmelig uhyggeligt, men mange af de eksempler, der anføres, virker nu direkte søgte. Det gælder f.eks. skuespilleren Bruce Lee, der fik kæmpe-succes med sine karatefilm.
I filmene var han den uovervindelige super-helt, så hans fans blev direkte forbavsede, da han døde ung, pludseligt og uden en helt klar diagnose. Værre blev det dog, da også hans søn, Brandon, også døde meget tidligt, netop som han var ved at få hul på sin filmkarriere i he-man-roller. Dødsårsagen var tilmed en skydeulykke under en filmoptagelse, der bare ikke burde kunne forekomme ....
Overnaturlige forklaringer lå og blafrede i baggrunden, for hvordan kunne dette dog ske? Det viste sig "naturligvis", at nogle kinesiske købmænd, der følte sig gået for nær, på et tidspunkt havde udtalt en forbandelse over familien, og at den stadig var aktiv ....
Besværligt, men formentlig ikke totalt katastrofalt, da man vil kunne kompensere for en sådan fødselsdefekt med specialfremstillet fodtøj og specielle redskaber. I dette specielle tilfælde er der nok tale om noget genetisk, hvilket gør, at den, hvis fødder det er, må veje for og imod mht. at få børn. Er det et stort og uoverstigeligt handicap for ham/hende, eller "bare" en "skønhedsplet", og hvad vil det betyde for hans/hendes børn???
Dette tror jeg er langt værre, for det vil i høj grad belaste en normal gangfunktion
Én ting er midlertid genetiske fødselsdefekter, noget andet de handicaps, der skyldes en form for menneskeskabt ulykke, herunder også krig.
Disse mænd regnes sikkert for tapre og hæderværdige krigere, men det hjælper jo ikke på deres evne til at bestride et embede efter hjemsendelsen fra hæren. Et et-benet postbud, landmand, etc. vil således ikke have det så nemt som en person med to ben ....
Krigsskader er sørgelige, også fordi de hænger sammen med noget, som menneskeheden burde være vokset fra, nemlig krig. Skaderne er påført af menneskeskabte ulykker, men det er ikke den eneste af denne slags, vi kender til. Andre skader skyldes således en grådighed og kynisme blandt mennesker, der angiveligt arbejder for deres næste, nemlig læger og videnskabsmænd, der skaber produkter med alvorlige, medicinske bivirkninger. Således blev sangeren Birthe Wilkes søn født med forkortede og deforme arme, efter at hans mor i god tro havde taget otte piller imod kvalme. Ingen havde advaret hende imod de bivirkninger, man var begyndt at opdage, nemlig at denne medicin kunne påvirke ellers raske og sunde fostre, så børnene blev født uden arme eller ben.
Ikke bare den yndige Ricky, men også hans mor blev skadet af de otte piller, for hun fik en nervelidelse, hun aldrig blev rask af. Situationen gjorde, at hendes karriere stoppede alt for tidligt, og at hendes barn fik et handicap, han ikke ville have udviklet uden de famøse otte piller.
Andre børn blev skadet langt mere alvorligt, men ligegyldigt hvad så var det en tragedie, der kunne have været undgået. Det mest uhyggelige er imidlertid, at pillerne var designet til gravide kvinder, og at de blev markedsført i 46 lande som "helt sikre og ufarlige". Da de blev lanceret i 1957, troede man på denne "garanti", der ikke var andet end PR. Et par år efter kom de første rapporter om, hvor farlige de i virkeligheden var, og på det tidspunkt var mange børn født med voldsomme defekter, der kunne have været undgået. Gravide blev nu også rådet til at få en abort, hvis de havde taget disse "vidunderpiller". Altså en uhyggelig udvikling med ganske almindelige mennesker som uskyldige ofre.
At pillerne i sidste ende var en arv fra Nazi-Tysklands dødslejre, hvor talidomid indgik i forsøg med nervegasser, gør det hele endnu mere uhyggeligt. Det var kz-fanger, der blev tvunget til at arbejde med disse stoffer, der havde været med til at udvikle pillerene. Den, der stod for arbejdet, var den senere dømte krigsforbryder Otto Ambros (1901-1990), der var ansat på IG Farben fra 1934. Hans særlige speciale var nervegasser, og hans arbejde blev belønnet med en medalje i 1944.
Auschwitz gav ham gratis arbejdskraft, hvilket selvfølgelig er perfekt for en driftig mand uden skrupler. I 1946 blev han imidlertid fængslet af amerikanerne og i 1948 blev han idømt otte års fængsel ved retssagen imod IG Farben. Med sin ekspertise ønskede andre kemiske fabrikker et samarbejde, og han blev rådgiver for bl.a. W.R. Grace, Dow Chemical, Konrad Adenauer samt U.S. Chemical Corps. Desuden rådgav han Chemie Grunenthal ved udviklingen af talidomid.
Da det af moralske og religiøse grunde blev forbudt for kvinder at optræde på scenen i det 17de og 18de århundrede, greb man til en uhyggelig "løsning". For at skabe illusionen af kvindelige sangeres medvirken i operaer og skuespil kastrerede man drenge, hvis stemme endnu ikke var gået i overgang, dvs. ved 9 års-alderen. Kastratsangere i den europæiske, klassiske tradition dukkede første gang op i Italien i midten af det 16. århundrede i et kirkeligt regi.
Den eneste kastratsanger, der levede længe nok til at få sin stemme optaget, var Alessandro Moreschi (1858-1922). - Til højre: de gruopvækkende remedier, der brugtes ved en kastration.
Det er velkendt, at mange døde af blodtab under indgrebet, men de, der overlevede, kunne få en glimrende karriere inden for kirken og/eller operaen. Brugen af ikke-syngende kastrater går dog meget længere tilbage, da de var efterspurgte som eunukker ved mange oldtidsherskeres hof. Desuden blev kastration også brugt som straf.
Carlo Broschi, også kendt som "Farinelli" (1705-1782), var en meget berømt kastratsanger, der også er kendt i moderne tid på grund af en operette, der bærer hans navn. I operetten fremstilles han som en værre Don Juan, og der er da også dem, der har fremhævet kastraternes specielle evner som elskere.
Én ting var at miste sin manddom, men uddannelsen til kastratsanger var også meget streng, da man ønskede at sikre kvaliteten: alle skulle synge og optræde på en speciel måde, og det krævede træning og atter træning. - Wikipedia: "Uddannelsen af drengene var streng. På en sangskole i Rom omkring år
1700 bestod undervisningen af en times sang af vanskelige stykker, en
time med øvelse i triller, en time med øvelse i passaggi, en times med
sangøvelser hos deres lærers foran et spejl, så de undgik unødvendig
bevægelse af kroppen eller grimasser, og en time med litterære studier –
før frokost. Derefter var der en halv times musikteori, en times
undervisning i kontrapunkt, en time med nedskrivning efter diktat, og en
time med litterære studier. Resten af dagen skulle den unge
kastratsanger øve sig på cembalo og komponere vokalmusik.[8] Denne
krævende tidsplan betød, at hvis de var tilstrækkeligt talentfulde,
kunne sangerne debutere midt i teenagerårene med en perfekt teknik og en
særdeles fleksibel og stærk stemme, som ingen kvinde eller almindelig
mandssanger kunne matche."
Gasparo Pacchierotti (1740-1821)
Denne sanger var ikke bare berømt for sin stemme, men også for en duel med en italiensk adelsmand, der sendte ham i fængsel. Årsagerne til duellen er lidt uklare, men det skyldtes angiveligt noget med en dames ære, og det var tilsyneladende Gasparos modstander, der - ud af beundring for ham - fik ham løsladt. Modsat mange andre kastrater, der endte i kirkekor, var sangere som Gasparo i stand til at få både berømmelse og penge via deres sceneoptræden. De fleste kastrater var - ikke uventet - fattige drenge, hvoraf manges familie tvang eller pressede dem til at vælge denne vej. På den måde kunne familien få gavn af at ofre ét barn, der gav dem mange økonomiske muligheder, der kunne hjælpe familiens andre medlemmer.
I 1720'erne og 1730'erne, da efterspørgslen efter kastrater var på sit højeste, er det blevet anslået, at op mod 4.000 drenge blev kastreret årligt i kunstens navn.[9] Mange kom fra fattige hjem og blev kastreret af deres forældre i håb om, at deres barn kunne få succes og løfte dem ud af fattigdommen (dette var tilfældet med Senesino). Caffarelli var dog fra en velhavende familie: Hans bedstemor gav ham penge, så han kunne betale for sine studier.[10]. Caffarelli var – som kastratsangere generelt – berømt for sine raserianfald på og bag scenen og for sine kærlighedseventyr med adelige damer.[11] Moderne endokrinologi tyder på, at kastraternes meget omtalte sexliv er overdrevet, da kastraterne manglede en hormonal (men ikke en socio-psykologisk) lyst til sex.[12] Det lykkedes kun en lille procentdel af drengene at få store operakarrierer; resten sang i kirkekor og andre steder. På grund af deres udseende og forbuddet mod, at de kunne gifte sig, var der ikke megen plads til dem i samfundet i ikke-musikalske sammenhænge.[13] Tilbagegang Alessandro Moreschi i cirka 1880.
Moderne kastratsangere og lignende stemmer
Såkaldte "naturlige" eller "endokrinologiske kastrater" er født med hormonale forstyrrelser som Kallmannsyndromet, eller de har undergået en usædvanlig fysisk udvikling, så kastrationens effekt på stemmen opstår, uden at de er kastreret. Javier Medina, Jimmy Scott, Jorge Cano, Paulo Abel do Nascimento og Radu Marian er eksempler på stemmetypen.[19] Med Michael Maniaci forholder det sig anderledes, idet han ikke har hormonale uregelmæssigheder, men af en ukendt årsag er hans stemme ikke gået i overgang. Det har gjort ham i stand til at fortsætte i sopranregisteret.[20] Andre ukastrerede voksne kan synge sopran, generelt ved at bruge en form for falset, men i en langt højere leje end kontratenoren. Eksempler er Aris Christofellis,[21] Jörg Waschinski[22] og Ghio Nannini.[23] Nogle berømte kastratsangere
Baldassare Ferri (1610-1680) Antonio Bernacchi (1685-1756) Francesco Bernardi (Senesino) (1686-1758) Giovanni Carestini (Cusanino) (c. 1704 – c. 1760) Carlo Broschi (Farinelli) (1705-1782) Gaetano Majorano (Caffarelli) (1710-1783) Giovanni Manzuoli (1720-1782) Gaetano guadagni (1725-1792) Gasparo Pacchierotti (1740-1821) Luigi Marchesi (1754-1829) Girolamo Crescentini (1762-1848) Giovanni Velluti (1781-1861) Domenico Mustafa (1829-1912) Domenico Salvatori (1855-1909) Alessandro Moreschi (1858-1922)
Hvad i alverden er dette? Tre hænder og en gennemskåret tomat????? Nej, det er det levende indhold af den gravide Julie Armas' uterus, der er blevet åbnet kirurgisk for at redde hendes foster. Scanninger har nemlig vist, at det 21 uger gamle drengebarn har spida bifida, hvilket vil slå ham ihjel ved fødslen. Hans forældre har derfor valgt den kontroversielle udvej at få deres barn - som de allerede har givet navnet "Samuel" - opereret i uterus. Operationen blev en succes, for barnet overlevede og blev født livskraftig den 2. december 1999, men dog med et handicap.
Samuel, 7 år gammel, med sine forældre og lillebror Zachary
Billedet af den ufødte baby gik verden over, fordi det virkede så rørende, at den lille dreng greb fat om kirurgens finger. Dette øjeblik blev kendt som "Hand of Hope", men kirurgen forsøgte nu at slå koldt vand i blodet på de mange, der flippede ud over billedet. Der var nemlig dem, der så dette som et stærkt argument imod abort, da det viste et 21 uger gammelt foster som et ægte, levende menneske. Som han sagde, da man fremhævede dette aspekt: "Sådan er det altid, det er en refleks og ikke andet. Både mor og barn var bedøvet, og de anede ikke, hvad der foregik."
Levende og livsglad, men dog ikke i fuld vigør. For hans forældre - og forhåbentlig også for ham - var den ukonventionelle operation og alt hurlumhejet bagefter det hele værd.
Dette billede mindede mig om en episode med en nu afdød veninde. Hendes far var højesteretsdommer, og hele familien var nok regnet for ret fornem i datidens øjne, men det var ikke gået hende selv så godt karrieremæssigt. Da jeg sidst så hende, spurgte hun mig, hvordan det gik, og - naiv som man jo kan være - fortalte jeg hende glædesstrålende om en fantastisk udvikling i min egen situation, for jeg mistænkte ikke, at det ville have glædet hende mere at høre om nederlag på nederlag. Kort sagt, jeg troede, at hun var en ven, og at hun mente mig det lige så godt, som jeg mente hende det. Dér tog jeg sandelig fejl!
Er det ikke det ene, så er det det andet, og intet af det er OK. Ligesom intet kan få venindens barm til at flytte over på blondinens smalle bryst, så kan intet af det, jeg havde opnået ved at knokle, havne på min daværende venindes CD. Jeg havde gjort mig fortjent til min fremgang, medens hun ud fra samme logik havde fortjent ikke at få det, jeg fik. I stedet for et dybtfølt "Til lykke", hvilket var det mindste, jeg havde ventet fra hendes side, fik jeg en svada om, at jeg var "blevet vigtig" - underforstået, at jeg "pralede", og det gør man altså ikke ved bare at svare på et spørgsmål om, hvordan det går.
Hun var helt klart misundelig ligesom barm-damen tydeligvis er, medens jeg mere tænkte i "ikke unde"-banen. Det er ikke helt det samme som misundelig, men det ligner: man ønsker ikke, at en anden skal have det, man selv gerne ville have. Som med kyllingerne og gråspurven er der nogen, der ikke under dem at få det, de nu engang har fundet. De gør krav på det, selv om det ikke er dem, der har fundet det .....
Delfiner er populære og meget intelligente dyr med et image som venlige og legesyge væsener, der gerne kommunikerer med mennesker. Amerikaneren Dr. John Lilly fik den ide, at for at forberede mødet med væsener fra andre planeter, ville det være af uvurderlig værdi at lære delfiner at tale og forstå engelsk. Sært nok, fik han NASA med på ideen, og han fik et stipendium, så han kunne forske i emnet. Til formålet ansatte han en ung kvinde ved navn Margaret Lovatt, der skulle assistere ham ved at interagere med de tre delfiner, han havde forflyttet til sit forskningscenter. Den ene af delfinerne var en meget let antændelig teenager, som fik navnet Peter, og den virkede mægtig interesseret i Margaret, som den gjorde erotiske tilnærmelser til. Dog var der ingen tegn på, at den interesserede sig for at lære engelsk, men det bekymrede vist ikke Dr. Lilly på dette stadium af forsøget. Han foreslog Margaret, at hun skulle hjælpe Peter af med de seksuelle frustrationer ved berøringer efter først at have givet ham LSD.
Forsøget fandt sted i 1963, da der utvivlsomt herskede en mere naiv og "uskyldig" holdning til LSD end nu, hvor man ved mere om, hvordan det virker. Ergo: Peter blev behandlet, som Dr. Lilly havde sagt, og han stortrivedes. Det med berøringer og LSD var lige ham, så han blev dybt deprimeret, da man opgav den skøre sprogundervisning og sendte ham og hans kammerater af sted til Florida. Han savnede sin LSD og Margaret, og der er dem, der mener, at han begik selvmord af sorg. Væk var han i hvert fald, forsøget blev droppet af NASA, og der kom ikke andet ud af det end endnu en besynderlig erfaring vedr. forholdet mellem dyr og mennesker.
At man overhovedet kunne få den ide at udnytte venlige og intelligente dyr på denne måde er mig en gåde. Nok var tresserne fulde af eksperimenter med både det ene og det andet, men alligevel. Når man fylder en delfin med LSD og berører den "efter behov", så behandler man den som en brugsgenstand, hvad enten den kan lide det eller ej. At Peter var mægtig glad for Margaret gør det faktisk endnu mere ubehageligt at tænke på .....
Denne fyr, der i den grad mishandler sin sagesløse næse, gør sig måske overvejelser om en af Aristoteles mere absurde overvejelser. Han er i hvert fald misfornøjet med det, han hører, selv om det i den grad falder i tråd med noget, han altid har mistænkt, var rigtigt: telegoni er ikke bare noget vås, men en dyb, dyb sandhed om kvinder med mange partnere ....
Ifølge disse vilde ideer - der altså skyldes Aristoteles - kan disse kvinders afkom arve udseende og personlighedstræk fra deres tidligere partnere. Dvs. at kvinder, der ikke holder sig tilbage fra at dyrke sex med mange mænd, kan få børn, der ikke ligner deres biologiske far, men en af disse tidligere elskere. Noget, barnets far selvfølgelig ikke er så begejstret for.
Én ting er helbredsrisikoen, noget andet muligheden for at få et barn med et fremmed udseende og personlighed. Rædslen for dette har redet mange mænd som en mare og er sikkert en af grundene til den "jomfrutro og dobbeltmoral", der skal holde styr på kvinden i et mandssamfund.
Dybest set er telegoni baggrunden for en religiøs figur som f.eks. Jesus. Ligesom nogle af antikkens helte - bl.a. Theseus - har han også en "dobbelt-far", nemlig både en jordisk og en himmelsk. Fordi der er tale om en gammel, hæderkronet teori, slugte folk langt op i tiden disse vilde ideer om "dobbelt-faderskab". Alt det halløj med Maria, Josef og Helligånden kan være svært at sluge for nutidsmennesker, men for fortidens mennesker byggede det bare videre på nogle gamle, velkendte myter.
