Avler, men er ikke ligefrem en samfunds-støtte

Nå, så disse ånds-fyrster vil gerne AVLE, men ikke betale for de børn, der måske er kommet ud af  AVLERIET? Hvis det er tilfældet, så burde de så sandelig sørge for, at deres avls-redskab var pakket godt ind, inden de gik i gang, for ellers kan der meget vel opstå en situation, hvor baby-fælden klapper. Noget, de altså ser som yderst uretfærdigt, selv om de burde have kunnet sige sig selv, at det kunne ske.

Den lorgnet-prydede fyr her ovenfor har sikkert haft en ide om, at den storbarmede skønhed tilfaldt ham som led i et ansættelsesforløb, og det er ikke faldet ham ind, at det, han gør, er forkert, for "sådan plejer det jo at være". Desuden anser han sig selv for at være en gave til kvindekønnet - hvilket han ikke umiddelbart forekommer mig at være .....

Hvad enten han selv er laber eller ikke, så har denne fyr forventninger til kvinden, han bejler til, en af dem er nok, at hun ikke bliver besværlig med topmave, "rogn" og økonomiske krav. Det er jo nemlig ikke sikkert, at hun er en, han satser på som en mulig-hustru-kandidat. Formentlig fint nok, hvis de er enige om forløbet - og hun ikke bliver gravid.

Det er "sejt" at få en pige i kanen, men ikke altid så "cool" at blive stillet til ansvar for det mulige resultat. Hvor manden tror, at han forfører en kvinde, der "gerne selv vil", så kan han lige så godt være havnet i en MeToo- eller børnebidragssituation. Begge dele lader til ofte at komme bag på mænd, sådan som det f.eks. viser sig på tragisk vis: uheldige - og efter mændenes mening - meget lidt ønskværdige graviditeter, der ikke lader sig forvandle til en abort, kan ende i et af de mord, der ofte er den egentlige årsag i visse rystende, amerikanske kriminalsager. 

Som det allerede vil være kendt har der op igennem tiderne været forskellig holdning til børnefødsler, der dels ses som ønskværdige, dels som vildt asociale og moralsk forkastelige. Religion og moral gik hånd i hånd i deres fordømmelse af den kvinde, der var "blevet lokket", og hendes barn blev som "uægte" sat i en vanskelig social situation. Betegnelsen "uægte" var højt op i tiden et stigma, og disse børn, der altså var født uden for ægteskabet, havde f.eks. ikke lige arveret med sine ægtefødte halvsøskende. Nogle forordninger var også skabt for at beskytte den gifte forførers hustru, så man må sige, at retsvæsenet havde travlt med at finde måder til både at skabe social retfærdighed og beskytte det "hellige ægteskab". 

Hverken "det uægte barn" eller moderen har dog været helt retsløse, for der var lovbestemmelser på området, men det er uklart for mig, om de kun gjaldt, hvis faderen anerkendte barnet som sit. Jeg havde regnet med, at det ville være let at finde materiale om opfindelsen af en faderskabstest, men nej, det var det ikke. Nu har vi DNA-tests, der regnes for 100% sikre, men jeg har på fornemmelsen, at man langt op i tiden har bedømt sandsynligheden af et påstået faderskab på et meget løst grundlag. 

https://www.kvinfo.dk/side/444/?action=4&itemid=3932 

 

https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/nationalstaten-1848-1915/faedreland-og-folkeliv/boerneliv/ 

 

https://www.canadashistory.ca/explore/politics-law/seduction-and-the-law 

 

https://law.au.dk/fileadmin/Jura/dokumenter/forskning/rettid/Afh_2015/afh10-2015.pdf 

 

 

 

 

Betragtninger over "Galskabens streg og farver"

 

Det er en underlig tanke, at et af de mest velkendte og højst vurderede malerier i verden blev malet af en patient på et psykiatrisk hospital, nemlig Vincent Van Gogh. Han malede det under en indlæggelse i 1889, hvor han en tid syntes at være ved at komme sig af de anfald af depression, paranoia og hallucinationer, der havde ført til hans indlæggelse. Desværre var bedringen kortvarig, idet han efter nogen tid igen fik det værre. En udvikling, som man kan argumentere for, er synlig i kompositionen af billedet, der farvemæssigt signalerer forholdet mellem himlens lysorgier og jordelivets mørke. Stakkels Vincent, han havde det ikke nemt, men han SÅ, og det kan vi se den dag i dag, for han har formået at formidle sit syn.

Gad vide, hvad de mentalt syges tyske forsvarer og "tolk", psykiateren Hans Prinzhorn (1886–1933), ville have fået ud af dette nu så berømte kunstværk. Normalt var der ingen, der interesserede sig tilstrækkelig meget for de syges kunst til at bevare den, men Prinzhorn var anderledes, måske fordi han selv var kunstnerisk anlagt. 

For mig at se, er der ingen tvivl om, at hans specielle baggrund som tidligere filosofi-, musik- og kunststuderende skærpede hans blik for andres produkter inden for kunst, hvad enten kunstnerne havde en diagnose eller ej. Hans bog fra 1922, "Bildnerei der Geisteskranken. Ein Beitrag zur Psychologie und Psychopatologie der Gestaltung" (The plastic activity of the mentally ill. A contribution to the psychology and psychopathology of formal configuration) var illustreret med eksempler fra hans samling af mentalpatienters kunst. Interessant nok vakte den stor interesse i kunstverdenen, hvor man talte om "Art brur", medens hans kolleger inden for medicin og psykiatri var mere tilbageholdne i deres entusiasme. Kan det mon skyldes, at  de var afhængige af en skarp - men kunstigt opbygget - skelnen mellem "rask" og "syg" som en legitimering af deres medicinske virke? Kunstverdenen byggede ikke på sådanne former for skelnen, da den ikke havde nogen betydning for kunsten som sådan.

Der kan imidlertid siges meget om den umiddelbare lighed mellem mange af de værker, der kan ses i bogen og i Prinzhorns berømte samling af 6000 eksemplarer af patienters kunst i The University of Heidelberg Psychiatric Clinic, og den udvikling af nye kunstformer, der prægede tiden. At mange af Prinzhorns eksempler på syges kunst lige så godt kunne være skabt af etablerede navne inden for kunstverdenen er der nemlig ikke nogen tvivl om. På samme måde kan man eksperimentere lidt med et synsvinkelskift på Van Gogh og hans maleri: er dette udtryk for en malers/kunstners neutralt diagnosticerede genialitet, eller er det et sygt produkt af en syg hjerne? Hitler hadede denne form for malerier og så dem som "degenereret kunst", og jeg mener at have læst, at han netop brugte "Starry Night" som et eksempel på "degenereret kunst", sikker er jeg dog ikke, men jeg ved, at et andet af hans malerier ironisk nok blev reddet på grund af nazisternes had til det.

Dette selvportræt af Van Gogh, der oprindelig var en gave til Paul Gauguin, blev doneret til Neue Staatsgalerie i München i 1919, men kun 20 år senere blev billedet udsat for en nazistisk vurdering, der førte til, at det i 1937/1938 blev fjernet af ​​museet og solgt til Maurice Wertheim, der bragte maleriet til Harvard Art Museums. Sjovt nok, kan man sige, overlevede billedet, fordi det blev fjernet som "degenereret". På et tidspunkt lukkede Neue Staatsgalerie nemlig, og dets billeder blev sendt til "sikre" steder uden for München, der netop ikke i realiteten var sikre, sådan at mange kunstværker blev ødelagt.

For mig er der desuden en vis ironi i, at Vincents bror Theos barnebarn blev skudt af nazisterne for at have hjulpet jøder og andre på flugt. 

Vincent Van Gogh var ikke en af de typiske patienter, man kan se i Prinzhorns samling. De fleste havde nemlig diagnoser som skizzofreni.

Kunstens vilkår uden for og i mentalsygehuse var ikke nem, hvilket måske udtrykkes bedst med dette patient-kunstværk:

Brydning for Gud og forældreløse børn

Når man ser en mand i sådan en mundering, tænker man måske uvilkårligt på den berygtede, amerikanske morder John Wayne Gacy, der lokkede sine ofre til ved at optræde i klovnekostume, men denne mand er hverken morder eller klovn. Han er faktisk præst i Mexico, hedder Sergio Gutiérrez Benitez (født i 1945) og i stedet for at myrde børn har han været med til at oprette og støtte et børnehjem i 23 år ved at optræde som "lucha libre-bryder" under kunstnernavnet Fray Tormenta. Nu er han pensioneret, men bærer stadig sin maskering, når han udfører sine opgaver som præst.

Det er amerikaneren Jack Black, der spiller Sergio i en film over hans liv, "Nacho Libre"

Inden Sergio blev præst, havde han nogle år med misbrug og alkoholisme, men som yngre havde han elsket to film, "El Toro Tormenta" og "Roementa En El Ring", der fortalte historien om en fattig, mexikansk præst, der støttede eller opretholdt et børnehjem økonomisk ved at deltage i brydning, og de inspirerede ham til selv at blive sekulær præst og bryder. Det børnehjem, han byggede, og hvor der boede 270 børn, hed "La Casa Hogar de los Cachorros de Fray Tormenta".

Der er blevet indspillet to film, der er bygget på Sergio og hans liv: 1) I 1991 kom den franske film, "L'Homme au masque d'or" med Jean Reno i hovedrollen, og 2) i 2006 kom den amerikanske "Nacho Libre" med Jack Black. Senere er han blevet forvandlet til en figur i tegneserien, "Mistico: El Principe de Plata y Oro", hvor han optræder som lærer i brydningens kunst.

en.wikipedia.org/wiki/N...

Trofæ-konen: flugt og forargelse

Hedy Lamarr, 19 years old

Hvorfor i alverden giftede den smukke og lynende intelligente, 19-årige, østrigske skuespillerinde Hedwig Kiesler (1914-2000) sig med Friedrich ('Fritz') Mandl (1900-1977) i 1933? Var det for at fremme karrieren, eller var hun virkelig forelsket i denne pluskæbede rigmand?

Mandls første ægteskab varede kun i seks uger, så alene det burde være et advarselstegn om, at han ikke var nogen god kandidat til ægtemands-titlen. Kan det tænkes, at hun valgte ham, fordi han var en rig og succesfuld forretningsmand, der tjente masser af penge på at sælge Hirtenberger-patroner fra den våbenfabrik, han havde arvet efter sin far? Alt er tænkeligt, men denne mand var bestemt ikke det rette valg for den unge kvinde, der havde vakt furore med sin rolle i filmen "Ecstasy" (1933), hvor hun viste sig nøgen og deltog i nogle vovede, erotiske scener. Noget, der alt sammen var med til at give hende den uofficielle titel "Europas smukkeste kvinde".

At hun også var lynende intelligent er sikkert kommet som noget af en overraskelse for Mandl. Ikke bare havde han giftet sig med denne smukke, unge kvinde, men han havde også en privat rolle udstukket for hende som trofæ-kone: "Hun var hans og skulle aldeles ikke beglos af andre mænd. Derfor satte han himmel og  jord i bevægelse for at beslaglægge alle kopier af den film, alle talte om: "Ecstasy". 

Mandl holdt hende i bogstaveligste forstand fanget i sit hjem i fire år. Hendes forskellige flugtforsøg blev forhindret, indtil hun var snedig nok til at ansætte en stuepige, der lignede hende i kropsbygning og farver. En sådan ansat kunne selvfølgelig færdes frit i huset alt efter aftalen med dets ejer, og - vigtigst af alt - hun kunne forlade det, som hun ville. Det var lige noget for den snu skuespillerinde, der på et tidspunkt fik nogle sovepiller i sin stuepige, byttede tøj med hende og sneg sig forbi de vagter, Mandl havde ansat til at passe på hende. Derefter forsvandt hun ud af huset og flygtede videre til Paris og derfra til London, hvor hun mødte MGMs mægtige direktør, Louis B. Mayer.

Han så den smukke østrigerindes potentiale som international filmstjerne, ændrede hendes navn fra "Hedwig" til "Hedy" og udstyrede hende desuden med det mere eksotiske efternavn "Lamarr". Hendes karriere tog hurtigt fart, også som opfinder af vigtige, teknologiske dippedutter. Hvad Mandl angik, så giftede han sig tre gange mere, efter at have mistet den nu berømte skuespillerinde, Hedy Lamarr, men det var nu hans mere eller mindre skjulte jødiske herkomst samt forskellige skænderier med nazi-spidser, der skabte de største problemer for ham. Ifølge Hedy deltog både Mussolini og Hitler i nogle af deres selskaber, men Mandl havde personlige skænderier med Hermann Göring og endte med at flygte til Sydamerika med resterne af den formue, han havde kunnet gemme for nazisterne. En stor del af hans besiddelser blev nemlig eksproprieret tyskerne. Hans flugt blev dog besværliggjort af amerikanernes mistanke om, at han i virkeligheden var nazist, så han vendte tilbage til Østrig i 1955, hvor han genoptog driften af den fabrik, han havde arvet fra sin far. 

Hvad Hedy angår, så steg hun i graderne, for hun blev nu ofte ikke bare kaldt "Europas smukkeste", men "Verdens smukkeste". Til den slags havde hun ét svar: "Any girl can be glamorous," she once said. "All you have to do is stand still and look stupid."

 

Kilde: Wikipedia 

 

https://www.smithsonianmag.com/smithsonian-institution/thank-world-war-ii-era-film-star-your-wi-fi-180971584/ 

https://www.womenshistory.org/education-resources/biographies/hedy-lamarr

 

 

Sortlistet

 

Da jeg søgte på ordet "sortlistet" på Google, blev jeg til min store undren automatisk ført til alt muligt om "shortlisted". OK, ordene ligner hinanden, men hvor det er mægtig rart og perspektivrigt at blive shortlistet, så er det præcis det modsatte at blive sortlistet, så det var irriterende. Ordet beskrives i "Den Danske Ordbog" sådan: ".... registrere ting, personer, firmaer, lande m.m. som uønskede i visse sammenhæng". Som eksempel bruges en oplysning om Erasmus og hans skrifter, der "blev sortlistet af pavekirken under modreformationen og var sydpå svært tilgængelige i næsten 200 år fagb1984"

Erasmus af Rotterdam

At ligefrem få sortlistet sine skrifter viser, at de blev anset for meget farlige, så på en vis måde, bør Erasmus være stolt at at være havnet på den sorte liste over farlige personer, for det beviste, at der var bid i hans ord ....

Rockeren Svend "Svin" var måske også stolt af det, der fik ham sortlistet blandt "brødrene", men det er vist ikke helt ufarligt at være i "bad standing" blandt Hells Angels, (eller hvad det nu var for en gruppe, han tilhørte), sååå .... Nå, men så vidt jeg ved, har han overlevet, og det er ikke altid tilfældet for dem, der bliver sortlistet inden for visse erhverv.
 

Her er der tale om en demonstration i forbindelse med en fyring af og påfølgende sortlistning af en åbenbart lidt for rød borgmester i Bogota. Hans sortlistning skyldtes såmænd, at han nationaliserede renovationen, og først om 15 år kan han gøre sig håb om igen at beklæde politiske hverv. Surt show, hvis man brænder for politik eller er levebrødspolitiker (Arbejderen: 11-12-13).

Sortsyn?

Jeg kan sagtens forestille mig, at visse personer med en lang uddannelse bag sig har haft det svært efter en sortlistning. Således kan det næsten ikke undgås, at den sortlistning af visse læger, som sundhedsmyndighederne angiveligt har kørende, har truet folk på brødet - og anseelsen. At være i "bad standing" inden for Sundhedsvæsenet er næppe godt for karrieren. Det samme gjaldt den allermest kendte af alle kendte sortlistninger, nemlig den der skyldtes Hollywoods angst for at give personer, der angiveligt var kommunister, mulighed for at gøre karriere. Denne specielle sortlistning startede allerede i 1920'erne, og den gik ikke bare ud over skuespillere, men også instruktører, musikere, skribenter og drejebogsforfattere. De blev simpelthen "valgt fra", når der var jobs inden for filmen og andre dele af underholdningsindustrien. Den første virkelig systematiske Hollywood-sortliste går tilbage til 1947, og denne sorte liste varede indtil 1960, hvor en drejebogsforfatter, der vitterlig havde været medlem af Kommunistpartiet fra 1943 til 1948, blev krediteret for sit arbejde med "Exodus" og "Spartacus". Hovedrolleindehaveren i sidstnævnte film, Kirk Douglas, lader til at have spillet en aktiv rolle i, at netop denne drejebogsforfatter blev lukket ind i varmen igen.

Det mest bekymrende ved denne langvarige sortlistning er for mig at se det "kollektive præg": hvem som helst, revl og krat, kunne havne på listen uden nogen reel mulighed for at gøre indsigelse. Mange håbefulde skuespillere, etc. må have gruet for at blive sortlistet, for det kostede karrieren, etc.. De blev i hvert fald ramt på levebrødet ....

 

https://www.berlingske.dk/samfund/flere-bliver-sortlistet-i-sundhedsvaesenet 

 

Wikipedia

 

Rejse-"narkomani"

 

Man må sige, at den østrigske købmandsdatter Ida Laura Pfeiffer (1797–1858) var en dame med ild i rumpetten, for hun havde slet ikke tid til at sidde stille og brodere som de andre borger-døtre. Næh, hun rejste og rejste, tilmed i embeds medfør, da hendes rejser var videnskabelige ekspeditioner, som hun senere beskrev i sine udgivelser. Flere af disse blev tilmed oversat til forskellige sprog. En så berejst dame burde have været selvskreven til at blive medlem af "The Royal Geographical Society" i London, men nej, den gik ikke, da de først optog kvinder indtil 1913, dvs. længe efter hendes død. Til gengæld var hun optaget i geografiske foreninger i både Berlin og Paris. Hendes første lange rejse var til Palæstina og Ægypten og fandt sted i hendes barndom. Som voksen tilbagelagde hun ialt 32.000 kilometer på land og 240.000 kilometer til søs, og det omfatter bl.a. to rejser verden rundt, nemlig i 1846 og 1855.

Bogen "Journey to Iceland - And Travels in Sweden and Norway" blev udgivet på engelsk i 1852. Den gav et meget positivt billede af Danmark som et land, hvor man tager sig af de fattige, og hvor der ikke var tiggere på gaden, sådan som det var tilfældet med mange andre europæiske lande. 

Det kan være svært at forestille sig et liv som hendes, da så mange andre kvinder fra denne tidsalder levede helt anderledes liv. En ting er, at hun allerede som barn manifesterede sin afsky for de almindelige kvindelige sysler som broderi og klaverspil ved at skære sig i fingrene, så de ikke kunne bruges til den slags. Også på andre måder demonstrerede hun en voldsom modstand imod den gængse feminisering, som man forsøgte at påtvinge hende på samme måde som hendes kønsfæller. En af de ting, hun som kvinde blev nødt til, var at gifte sig, så familien var sikker på, at hun kunne blive forsørget. I maj 1820 indgik hun et arrangeret ægteskab med den 24 år ældre, ukrainske advokat Mark Anton Pfeiffer, dette par fik to sønner og en datter, der imidlertid døde kort efter fødslen, inden de blev uofficielt separeret i slutningen af 1820'erne. Blandt problemerne i ægteskabet var økonomien nok det værste, men Ida Lauras arv efter hendes mor, som hun investerede på kløgtig vis, gav hende lidt luft under vingerne.

Og så var der hendes bøger, der vel fortjener betegnelsen "bestsellere", selv om det er et nyere begreb. Også de hjalp hende med at financiere nye rejser. Noget, der også lettede vejen for hende, var hendes alder: som midaldrende og ældre kunne hun uhindret gøre ting, hun ikke havde kunnet som ung, fordi det blev anset for "upassende". Man kan sige, at hendes alder samt fremadskridende skrøbelighed gav hende en form for immunitet, også blandt mennesker, der havde lidt under hvide erobreres grusomheder.

Hun kaldte sig selv gammel, grim og fattig og tog ikke megen notits af sit ydre eller det indtryk, hun gav, heller ikke i mandsdominerede samfund i Østen. Faktisk lader det til, at hun efterhånden fik blik for undertrykkende kønsroller både i og uden for Europa. Undervejs på en af sine rejser blev hun også opmærksom på sociale uretfærdigheder som sådan, og hun kom bl.a. med skarpsindige betragtninger om slavernes forhold rundt omkring i verden. Noget, det også havde forarget hende, var den måde, indianerne blev behandlet i USA, bl.a. af guldjægere, som hun ikke havde meget til overs for: "... to this desert men voluntarily banish themselves for the chance of finding a lump of gold! What must a place be, if it had but this attraction, to keep off the avaricious whites?" Indianerne kunne hun lide og forsvarede det, de hvide så som feje overgreb på flokken af ikke-indianske indtrængere: "They understand no work but basket plaiting. In this art, however, they have attained to great perfection; they know how to make their baskets perfectly watertight, and manage even to boil their fish in them."

På det, der blev hendes sidste rejse, kom hun dog i klemme mellem lokalbefolkningen og fremmede invaderende styrker på grund af sin hudfarve. Dette skete i Madagascar i 1857, hvor franskmændene forsøgte at erobre magten i kongedømmet, hvis regent var den barske dronning Ranavalona I. Ida Laura var jo altså østriger og ikke fransk, men samtidig var hun jo altså hvid ligesom franskmændene, så hun blev mistænkt for spionage. For ikke at blive smidt i fængsel måtte hun flygte, og det foregik gennem en tæt og sygdoms-befængt jungel, der gjorde hende meget syg, og som endte med at tage livet af hende. Typisk for hende lå hun ellers på det, der blev hendes dødsleje, og planlagde en storslået rejse til Australien, men det nåede hun altså ikke.

Adams, William Henry Davenport. Celebrated Women Travellers of the Nineteenth Century. 9th ed. London: W.S. Sonnenschein, 1906

 

Wikipedia

"Idioten" og en kvindes selvhad

 

Siden jeg mødte det "gode menneske", Fyrst Mysjkin, i Fjodor Dostojevskijs "Idioten", har jeg ofte gjort mig tanker om begrebet "godhed" og godhedens natur. Romanen udkom som føljeton i et tidsskrift fra 1868 til 1869, hvilket er en sær tanke, for hvordan kan denne beskrivelse af den "vise dåre" læses i småbidder? På mig virker det underligt, for det er ikke en spændingsroman, der skal tjene til at holde salget af en avis eller et tidsskrift oppe, men en helstøbt roman om et meget specielt menneske og alle dem, han påvirker ved sin personlighed. At den godhed, han tilskrives, ind imellem til forveksling ligner tåbelighed er en anden sag ....  

Ligesom Dostojevskij selv lider fyrsten af epilepsi, som han er blevet behandlet for i årevis i Schweiz. Han er den sidste i sin meget fornemme, adelige familie, men urfattig, så der er en ironi i, at han bliver knyttet til sit modstykke, den barske og rå millionær Parfion Ragozjin. En af de ting, der knytter dem sammen, er betagelsen af Natasja Filippovna, der er en skadet kvinde efter at være blevet misbrugt af en skiderik, nemlig levemanden Tótskij, der bare søgte sex uden kærlighed eller respekt. På grund af dette, der i vor kultur længe har været regnet for rendyrket kvindeforagt, ødelægges hun psykisk af et intenst selvhad. Noget, der dog ikke er gået ud over hendes stærke sex-appeal, som begge mænd fornemmer, men på forskellig måde. Både Mysjkin og Ragozjin lægger billet ind, men af forskellige årsager. Mysjkin, der faktisk sværmer for en anden ung kvinde, drives af medlidenhed, hvilket hun opfatter som en understregning af den nedværdigelse, hun har følt sig defineret af. Derfor kaster hun sig i armene på Ragozjin. Dette valg er yderst uheldigt, for han slår hende ihjel, hvilket Mysjkin havde advaret hende imod kunne ske.

Når jeg tænker på Fyrst Mysjkin som person, ser jeg ham for mig i skikkelse af den franske skuespiller Gerard Philippe. Det kan skyldes, at jeg måske engang har set den film, hvor han spiller fyrsten, men sikkert er det ikke. Faktisk mistænker jeg, at det er hans type, hans specielle udstråling, der får mig til at tænke i de baner. 

Gerard Philipe har nemlig en særlig "Kristus-udstråling", der er som skabt til en litterær figur som Mysjkin, der står for barnlig naivitet og uskyld, og som derfor slet ikke passer ind i den kreds af mennesker, hvor han færdes. 

Samtidig med at Mysjkin tolker Natasja Filippovna og virkelig formår at se hendes skadede psyke, er det dog netop denne specielle evne, der bunder i hans naive ujordiskhed, der gør, at han ikke virkelig forstår hende. Hans naive godhed gør ham i en vis forstand blind for sociale, følelsesmæssige nuancer. Dermed bliver han den katalysator, der fører til tragedien. Med denne roman har Dostojevskij dermed skabt et billede af meget komplekse, men ægte psykiske og samfundsmæssige konstellationer, der er ret imponerende den dag i dag, selv om selve intrigen med den forførte og forladte kvinde, der pines af sin "uværdighed", føles fremmed i vor tid. Nu om stunder skal der da gudskelov mere til end en forførelse, eftersom jomfrudomme ikke er i så høj kurs i vores del af verden.