Spøgelset, der blev forfatter

Hu-hej, hvor det går!!! Og så er dette spøgelse nok ikke engang kaldt op af graven, men er kommet helt af sig selv - eller er bare aldrig forsvundet. Andre - og bl.a. Patience Worth - blev møjsommeligt kaldt tilbage til livet af en på det tidspunkt stadig levende husmor fra St. Louis, nemlig Pearl Curran (1883-1937). Hun havde ellers forsøgt sig uden resultat med et Ouija-bræt i lang tid, men så pludselig den 8. juli 1913 skete der noget: den for længst afdøde Patience Worth dukkede op og meddelte sig til Pearl Curran gennem Ouija-brættet. Det viste sig, at denne afdøde dame var fuld af gejst, for hun snakede og snakkede sig til et helt forfatterskab .....

Et sådant bræt blev brugt af mange, der ønskede at kommunikere med åndeverdenen. Man sætter sig nogle stykker ved brættet, der er forsynet med bogstaver og tal, med fingerspidserne hvilende let på et "pege-instrument", der angiveligt får overnaturlig kraft fra de døde gennem de levendes samlede energi. Pludselig bevæger pege-instrumentet sig og staver budskaber fra det hinsides - eller rettere sagt, det er teorien om det, der sker.

Pearl Curran var en pæn, borgerlig dame

Et patent for et Ouija-bræt gjorde måske også, at det blev taget alvorligt som et hjælpemiddel i en tid, hvor seancer og den slags var mægtig populære. Det vrimlede med spøgelser og spøgelses-jægere, der gjorde alt muligt for at få kontakt med det, de forstod ved åndeverdenen.

Her kaldes brættet for et "toy", hvilket betyder "legetøj", men for mange var det dødsens alvor, og de gik op i det med liv og sjæl. En af disse var altså Pearl Curran, men hun var ikke ene om sin store interesse. 

En anden, der hævdede at have kanaliseret litterære værker af en afdød, var Albert Houghton Pratt. Han påstod, at han kommunikerede med den velkendte, afdøde forfatter William Sydney Porter, der var kendt under navnet O. Henry. Hvordan i alverden kunne det gå til, at denne berømte novelleforfatter, der var død i 1910, pludselig kunne udgive en samling nye noveller i 1919???? Ifølge William Sidney Porter var det hele kommet til ham gennem Ouija-brættet. Afdøde O. Henry havde nærmest overbebyrdet ham og de venner, han samledes med om det mystiske bræt, med sine litterære historier, rettelser, osv., osv.. 

Efter hvad Pearl Curran oplyste, så havde puritaneren Patience Worth levet for ca. 250 år siden, men var åbenbart død uden at have fået afløb for sin skrivetrang. Nu lod hun det til gengæld regne med romaner, noveller, digte og religiøse skrifter på sit villige medium, Pearl Curran, der også fik det udgivet. I O. Henry-tilfældet havde der rejst sig kritiske røster, fordi den døde ikke skrev helt som den levende. Sært nok, kan man sige, blev Patricia Worth-skriverierne til gengæld accepteret for det, de angiveligt var: en død kvindes forfatterskab fra den anden side af graven. Hendes værker blev optaget i hæderkronede tidsskrifter, og hun blev rost for sin skrivestil. Noget, der måske også hang sammen med begyndelsen af 1900-tallets fornyede interesse for kolonitiden. Kvindelige forfattere fra det 1700de århundrede som f.eks. Anne Bradstreet og Mary Rowlandson var i forvejen hædrede for deres værker, så denne nye skribent blev bare budt velkommen. 

Patience Worth fik i hvert fald nyt liv, men jeg har nu aldrig set en angivelse af, hvor hendes grav befinder sig. Hvis hun var et spøgelse og altså eksisterede engang, så burde der være biografisk materiale, men det er jeg i hvert fald aldrig stødt på det. At hendes personlighed virker helt anderledes end Pearl Currans er forvirrende, men hvor meget har en pæn, borgerlig dame som hende ikke måttet holde inde, fordi hun ikke kunne tillade sig at støde an? Som Patience kunne hun sige og gøre ting, hun ikke kunne som Pearl, og det har måske været befriende for hende.

Hvordan skal man forstå dette mærkelige forfatterskab? Var det snyd og bedrag? Måske ikke bevidst, for Pearl Curran troede tilsyneladende på det, hun gjorde og den hjælp, hun mente at give den afdøde. I O. Henry-tilfældet var der masser af biografisk materiale, men tvivlen opstod, når man sammenlignede den døde og den levendes skrivestil. Pratt hævdede, at det skyldtes forskellen på de levendes og de dødes verden og, at "en leopard kan skifte pletter". Dvs. han kom med en "forklaring", der ikke forklarede noget som helst. Hvordan man end vender og drejer sagen, så er der altså tale om nogle besynderlige forfatterskaber, der nok burde skifte fra afdøde-navne til medium-navne, for det var trods alt medierne, der nedskrev værkerne og fik dem udgivet.

 

https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/patience-worth-author-from-the-great-beyond-54333749/ 

 

http://hauntedohiobooks.com/news/mothered-by-a-ghost-patience-worths-daughter/ 

 

https://www.mentalfloss.com/article/69981/ghostwriter-and-ghost-strange-case-pearl-curran-patience-worth?a_aid=457286 

 

https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/patience-worth-author-from-the-great-beyond-54333749/
 

https://www.mentalfloss.com/article/87958/guided-voices-6-books-supposedly-written-ghosts 

 

https://www.mentalfloss.com/article/69981/ghostwriter-and-ghost-strange-case-pearl-curran-patience-worth 

 

https://www.smithsonianmag.com/arts-culture/patience-worth-author-from-the-great-beyond-54333749/ 

 

Fra forfatter-datter til kunstner og kunstner-kone

 

Et vellignende portræt af Charles Dickens yngste datter, Kate (1839-1929)??? I så fald var hun virkelig yndig, og man forstår ikke umiddelbart, hvorfor familien kaldte hende "Lucifer Box" og regnede hende for et skarn. Nu må man så huske på, at billedet er malet af hendes senere mand, Charles Edward Perugini (1839-1918), hvilket vil sige, at hun er blevet set gennem et par kærligheds-briller, der ikke altid borger for sandheden. At hun kunne være besk, viser hendes bemærkning om H.C. Andersen, der var ved at drive Dickens-familien til vanvid under sit langvarige besøg i 1957: "Han var en benet tørvetriller, og hans ophold varede ved og ved." Hun, hendes søstre og flere andre familiemedlemmer udstrålede ikke ligefrem begejstring for den danske digter, men alt prellede af på ham, og han så senere sit besøg hos Charles Dickens som en stor succes.

 

Kate og hendes søster Mamie sammen med deres berømte far, Charles Dickens.

Hun var opkaldt efter sin mor, Catherine, og var ægteparrets yngste datter. Ifølge sine søskende var hun sin fars yndlingsbarn, men hun holdt ikke med ham, da han forlod børnenes mor for den mange år yngre skuespiller Ellen Ternan. Giftige tunger har også antydet, at han havde noget kørende med sin svigerinde, Georgina Hogarth. Hvorom alting er, så var han på mange måder en egoist, der behandlede sin kone forfærdeligt, ikke mindst i forbindelse med skilsmissen.

Det er sørgeligt at tænke på, at en mand hvis bøger viser så stor forståelse for vanskelige forhold ikke gør mere for at lette sin kones tilværelse. Ja, hun blev klodset og kluntet samt mindre tiltrækkende end i ungdommens dage, men hun havde udviklet sig fra en fri og smuk kvinde til det modsatte, hvilket bl.a. skyldtes ham og hans egoisme.

Charles Dickens hustru, Catherine, der var mor til hans mange børn, som ung

At hans datter, Kate, var den eneste af Dickens-børnene, der støttede sin forladte og på det tidspunkt midaldrende og formentlig udslidte mor, taler til hendes fordel. Alle børnene blev imidlertid hos faderen efter skilsmissen i 1858. To år senere giftede Kate sig med forfatteren Charles Allston Collins, men det siges, at hun havde en affære med Valentine Prinsep under ægteskabet. Han har sikkert også været en spændende fyr for en kvinde som Kate, der havde studeret kunst, og som selv blev kunstner.

Da Kates mand døde af kræft i 1873, giftede hun sig kort efter med maleren Charles Edward Perugini. De fik en søn, der imidlertid døde syv måneder gammel. Er det derfor, hun som maler valgte børn som sit yndlings-motiv? 

Der er noget sødladent og stillestående over disse øjebliksbilleder af smukke børn, men dårlig kunst er det dog ikke. Kate var fuldt af talenter og havde bl.a. også gjort sig som amatørskuepiller som barn og ung pige. Senere studerende hun som sagt kunst, idet hun havde særlig interesse for portrætter.

Hun havde skam udstillinger og fik også succes som maler. Hendes første udstilling fandt sted i 1877 på "The Royal Academy". Senere udstillede hun jævnligt på "The Society of Watercolour Painters" og "The Society of Lady Artists".  Senere udstillede hun på "The Palace for Fine Arts" og "The Woman's Building"  på verdensudstillingen i 1893 i Chicago.

Ti år før sin død i 1929 blev hun enke for anden gang. Hun havde haft et interessant liv, hvor hun via sin far tidligt kom i kontakt med berømte og kunstneriske mennesker som f.eks. J.M. Barrie, George Bernard Shaw, etc., men hun gjorde altid alt, hvad hun kunne for at skabe afstand mellem sin fars berømmelse og sig selv. Hun ville ikke bare være "Dickens' datter", og i kunsthistorien kendes hun som Kate Perugini, hvilket vil sige, at selv om hun lagde sit slægtsnavn bag sig, så optrådte hun nu under en anden mands navn, nemlig sin mands. Noget, der var almindeligt på den tid, og som derfor ikke skal regnes hende til last, men det indeholder en vis ironi ....

 

 Lucinda Hawksley , Katey: The Life and Loves of Dickens's Artist Daughter (2006) 

 

Gladys Storey , Dickens and Daughter (1939)

 

Wikipedia 

https://spartacus-educational.com/PRdickensKT.htm

 

 

 

Den liderlige nonne og dødsens farlige fægter

Når man læser om Julie d'Aubigny (født ca. 1673), så føler man, at hun er en fiktiv skikkelse i et helt vildt plot fra en ægte knaldroman, for hvordan kan en kvinde fra 1600-tallet gøre alt det, hun har gjort? For det første var hun sin fars eneste barn, og han var tilknyttet Ludvig XIV's hof som sekretær for kongens staldmester. Den slags hel eller halvfornemme fædre plejer ikke at lade deres unge døtre futte omkring, som Julie gjorde, men måske startede hendes usædvanlige frihedstrang med de fægte-lektioner, han lod hende få, og hvor hun ofte var klædt ud som mand? Tanken om, at hun havde dræbt og/eller såret 10 dygtige, mandlige fægtere kan have givet hendes selvtillid et enormt boost, for hun opførte sig, som om der ikke var den mindste begrænsning i hendes liv og fantasifulde livsudfoldelser. Da hun som 14-årig blev en fornem mands elskerinde, fik han hende imidlertid gift med en anden, hvis navn hun senere brugte på scenen, efter at han var blevet smidt ud, nemlig sieur de Maupin. Efter brylluppet bliver han dog sendt ud i provinsen og et pænt borgerligt job, men uden sin kone.

Da hun jo elskede at fægte, er det sådan set logisk, at hun forelskede sig i sin fægtelærer, Séranne, og løb væk med ham. Det forelskede par havde dog svært ved at klare sig økonomisk, og affæren kølnedes. Nogenlunde samtidig strammedes reglerne for folk, der som Julie elskede at duelere, men da hun blev anklaget for at have brudt loven, henviste hun til det faktum, at de ikke sagde noget om kvindelige fægtere, men kun om mænd. Dette argument skaffede den snu Julie hendes første kongelige benådning.

Hendes næste eventyr er det, der har skabt hendes navn som en utrolig listig, men også lidenskabelig kvinde. Hun, der tydeligvis var biseksuel, havde ikke bare forelsket sig i, men også forført en lokal købmands datter. Den unge pige blev sendt i kloster for at holde de to turtelduer fra hinanden, men Julie fik en ide, da en af nonnerne døde. Hun stjal liget og placerede det i sin elskedes værelse, hvorpå hun stak ild til hele klostret, formentlig i et forsøg på at bilde købmanden og abbedisse ind, at den unge nonne var omkommet. Det skabte i hvert fald et kaos, der gjorde det muligt for de to elskende at stikke af, men det betød så, at Julie nu var anklaget for kidnapning, tyveri af et lig og brandstiftelse. Dommen over hende for alt dette lød på henrettelse på bålet! Noget, der åbenbart ikke slog hende ud, for hun gav sig i kast med en ny karriere, hvor hun udnyttede sit store talent som sanger. Hun blev operasanger og optrådte under navnet La Maupin fra 1690 to 1694. Hendes meget beundrede sceneoptræden skaffede hende endnu en kongelig benådning, denne gang fra døden på bålet.

Hun må have haft en stærk tiltro til sin evne til altid at klare sig ud af alle mulige - og især umulige - situationer, for det varede ikke længe, før hun rodede sig ud i nye overtrædelser af skik og brug, de gældende regler for god opførsel samt fornuft i Ludvig XIV's Frankrig. F.eks. angreb hun sin husvært og fornærmede grevinde Marino ved at komme radiser i hendes hår før et højfornemt "grand ball". Ingen af delene var særlig kloge handlinger, men sådan var Julie bare. Da hun som ca. 30-årig blev vildt forelsket i "Frankrigs smukkeste kvinde", Madame la Marquise de Florensac, der imidlertid blev syg og døde, begyndte det at gå galt. Nogle mener, at Julie i den grad sørgede over dette dødsfald, at hun endnu engang gik i kloster, hvor hun døde to år senere som 33-årig. Der er dog ikke helt enighed om hverken hendes liv, fødested, fødselsår eller hendes død ....

Der er skrevet flere bøger om hende, men den kendteste er nok "Mademoiselle de Maupin" af Théophile Gautier, der er genudgivet flere gange.

 https://therake.com/stories/icons/the-renaissance-woman-julie-daubigny/

 

Wikipedia

Mariamne og Kong Herodes

 

John William Waterhouse

Mariamne er nok glemt for endnu mere spektakulære, bibelske damer, men hun var faktisk en meget vigtig person i sin tid. Hendes eksistens havde nærmest symbolsk værdi for samtiden, dvs. på tiden for Jesu fødsel, for hun var en hasmonæisk prinsesse, hvilket betød, at hun tilhørte det oprindelige herskende dynasti. En så fornem dame var lige noget for opkomlingen Herodes den Store (ca. 73 f.Kr.-4.f.Kr.), der søgte legitimitet for den status som Judæas konge, de romerske erobrere havde tildelt ham. 

 

Mariamne med fin, græsk profil

Herodes' kongeværdighed var altså noget, han var blevet udnævnt til af landets romerske betvingere og ikke noget, han havde opnået gennem en ordinær kongelig arvefølge. Den jødiske historiker Josefus har skrevet flere bøger om ham, og det er bl.a. gennem hans skrifter vi får ham præsenteret som en skrækkelig tyran.

Måske han er bedst kendt som kongen, der fik alle drengebørn af en vis alder dræbt, fordi han frygtede at et af dem kunne være den Messias, diverse forudsigelser havde fortalt om, men han lavede meget andet, der understøtter hans rygte som grusom. Han byggede forskellige imponerende bygninger som f.eks. borgen Masada, en havn samt et par paladser, men det er ikke dem, han huskes for. Næh, det er hans både indirekte og direkte betydning for Jesu historie samt hans grusomme behandling af sin kone Mariamne, hendes bror og sønner. Det sidste skyldes, at han var besat af hende og hendes skønhed, men også hans paranoia på grund af sin manglende legale kongemagt. Hun var så langt fornemmere end ham, og det huede ham ikke, samtidig med at det var en af grundene til, at han havde ønsket at ægte hende.

Herodes fik fire børn med Mariamne, to sønner og to døtre, men der var splid mellem ægtefællerne, fordi hun ønskede at fremme sin blot 18-årige brors status ved at få ham udnævnt til ypperstepræst. At han blev myrdet et halvt år efter udnævnelsen fik Mariamnes mor, Alexandra, til at bede den ægyptiske dronning Kleopatra om hjælp, og hun på sin side appellerede til sin elsker, Markus Antonius. Da Herodes tog til Rom for at forhandle med Markus Antonius, overlod han Mariamne i sin onkel Josephs varetægt, hvilket var med til at skabe det kaos, der herskede i hans husholdning, da han vendte tilbage igen. Han mente f.eks., at hans onkel havde haft et forhold til hans kone, medens han var væk, og lod ham henrette. I første omgang skete der dog ikke noget med Mariamne, bortset fra at hun blev forhørt. Sagen udviklede sig dog mere og mere, idet hun blev adskilt fra sine to sønner, og der blev givet ordre om at dræbe hende og hendes mor, hvis Herodes selv skulle omkomme. Sagen var nok den, at han frygtede hendes skønhed ville drage nye bejlere til, og han kunne bare ikke udholde tanken om hende med en anden mand.

Mariamne (døde 29 f.Kr.) blev, ligesom sin bror, Aristobulos, anset for en stor skønhed

Efter at Mariamne fandt ud af hans planer om at lade hende dræbe, hvis han døde, blev hun kold over for ham og nægtede f.eks. at gå i seng med ham. Herodes intrigante søster, Salome (: ikke hende med Johannes Døberens hoved på et fad!!), samt forskellige andre ved hans hof præparerede ham med falske anklager imod Mariamne. Bl.a. påstod de, at hun planlagde at forgive ham. Alle disse ubehageligheder var for meget for opkomlingen Herodes, der gav ordre om at henrette Mariamne, selv om han var og blev vild med hende og sørgede dybt efter hendes død. Senere fik han også tre af sine sønner, Alexander, Aristobulos og Antipater henrettet, fordi han mente at de konspirerede imod ham. To af disse sønner havde han med Mariamne. 

Kong Herodes var en vigtig historisk skikkelse for sin tilknytning til Jesu historie gennem barnemordene. Mariamnes mand, Herodes den Store, er dog ikke den samme som ham, der forhørte Jesus, men hans søn, Herodes Antipas. Det var ham, der lod både Johannes Døberen henrette og forhørte Jesus, inden Pontius Pilatus dømte ham til korsfæstelse.

Det vakte forståeligt nok stor interesse, da Herodes den Stores forsvundne grav blev opdaget. Ingen anede, hvor den var, men den blev altså fundet. Noget af det, der har interesseret forskerne, er årsagen til Herodes' død.

Ikke bare Pär Lagerkvist har ladet sig inspirere af forholdet mellem Mariamne og Herodes, men også Kaj Munk. Hans skuespil "En idealist" handler således om de to og deres mangfoldige vanskeligheder.

 

https://www.chabad.org/library/article_cdo/aid/112064/jewish/Mariamne.htm 

 

Wikipedia

 

 

Mrs. Pollock - der i virkeligheden hed Lee Krasner ....

 

Nogle kunstarter lader mig kold, og ekspressionismen er en af dem. Var Jackson Pollock (1912-1956) en stor kunstner? Og hvad med hans kone, Lee Krasner (1908-84)? Ifølge diverse kunsteksperter var Pollock den største ekspressionist af alle. Hmmmmm - OK, so be it, men jeg ville nu ikke investere i deres malerier, for de siger mig intet. Det gør deres liv til gengæld, og jeg forstår fuldt ud, hvorfor Lee blev vred, da hun modtog en invitation til "Mrs. Pollock". Nok var hun gift med manden, men hun ønskede ikke at lade sig blive opslugt af hans identitet og berømmelse. Hun tvivlede ikke på sit eget værd som kunstner og anså ikke sig selv som konen, der bare hjalp geniet i dagligdagen.

Selfportræt, ca. 1928

Jeg finder portrættet stærkt og udtryksfuldt, uden forskønnelser af nogen art. (Dog er jeg ikke vild med baggrunden, men skidt ....)

 

Lee Krasner, ca. 1939

Den unge kunstnerindes forældre havde forladt det jødiske samfund i Rusland, hvor faderen var grønthandler, for at emigrere til USA. Deres datter, der oprindelig hed "Lena", blev født i 1908 i New York. Senere foretog hun visse ændringer af både sit for- og efternavn, bl.a. ved at antage det androgyne "Lee" i stedet for det rent feminine "Lena". Allerede tidligt viste hun, at hun mente det alvorligt med sin interesse for kunst, da hun havde held med sine anstrengelser for at blive optaget i Washington Irving High, der havde kurser inden for dette felt. Hendes forældre var temmelig uforstående over for denne kunst-begejstring, men modsatte sig den dog ikke. Der opstod imidlertid andre familie-uenigheder, da man forventede, at hun så at sige overtog sin ældre søsters mand, da denne døde. Dette var åbenbart skik, dér hvor familien kom fra, men Lee nægtede at følge traditionen, der derfor måtte opfyldes af den tredie af søstrene. Noget, der skabte mange års nag og stridigheder.

Efter et forhold til en russisk emigrant, der forlod hende, faldt hun for sin senere så berømte maler-kollega, Jackson Pollock. Da hun så hans kunst, blev hun vildt betaget, og da hun mødte ham selv, faldt hun pladask for ham. Andre har omtalt ham som en mand af "mekaniker-typen", men det betog åbenbart Lee, der hurtigt flyttede sammen med ham, selv om hun vidste, at han var en uforbederlig alkoholiker. Som så mange andre kvinder før hende med andre mænd af samme type drømte hun om at redde den fortabte og ofte selv-destruktive sjæl fra hans indre dæmoner. Hun skaffede ham den plads og ro, han behøvede, men nægtede ham til gengæld den ene ting, han bad hende om, nemlig et barn. Det havde hun ikke brug for, måske også fordi hun til en vis grad så ham som familiens barn .... 

 

Lee Krasner, Seeded, 1960

 

Samtidig med dette personlige projekt malede og malede hun, men havde ikke den succes, hun ifølge diverse eksperter fortjente. Man så hende som "Mrs. Pollock", og først da hun var 75 fik hun sin første retrospektive udstilling. På det tidspunkt havde Pollock været død længe. Han var omkommet i en bilulykke, der skyldtes hans fuldskab. Ikke nok med at han døde, men det gjorde en af hans to passagerer også. Den anden, nemlig hans unge elskerinde, overlevede til gengæld.

 

Intet havde for alvor forhindret Lee i at følge sine ambitioner, for nok tog han hendes tid, men han forsøgte ikke at sætte en stopper for hendes skaben, ligesom hun heller ikke gjorde det for hans. Den eneste, der stoppede noget, var ham selv, da han lod sig distrahere af alt muligt andet, inklusiv hans egen usikkerhed. De respekterede tydeligvis hinanden, og ville f.eks. aldrig være så respektløse, at de kom uanmeldt til hinandens studier. Ikke desto mindre lod han i sin fuldskab ofte sine frustrationer gå ud over hende. 

Siden jeg ikke er vild med denne retning inden for malerkunsten, sætter det mig fri til lidt ekstra overvejelser: det er selvfølgelig glædeligt for Lee Krasner, at hun endelig lader til at blive anerkendt, men hvorfor sker det mon? Kunne det tænkes, at det ikke bare gælder hendes male-kunst, men også kunst-markedets behov for et nyt salgsobjekt? Hun er jo perfekt i rollen som miskendt, genopdaget geni, og det tror/mistænker jeg, at man har skelet temmelig meget til .....

 

https://www.theguardian.com/artanddesign/2019/may/12/lee-krasner-artist-formerly-known-as-mrs-jackson-pollock-barbican-exhibition

https://www.artsy.net/article/artsy-editorial-lee-krasner-finally-appreciated-mrs-pollock

 

https://www.artsy.net/article/artsy-editorial-emotionally-charged-paintings-lee-krasner-created-pollocks-death

 

Lee Krasner: A Biography by Gail Levin is published in paperback by Thames & Hudson in May, 2012

Wikipedia 

Grave og deres beskyttelse

Tre personer, der graver midt om natten i skæret fra en medbragt lygte, hvad kan de dog have gang i? De er tydeligvis ikke ude i et lovligt ærinde, for så foregik grave-arbejdet jo nok i dagslys, så hvad laver de? 

Tjah, der kan være mange grunde til, at man graver i jorden. En af dem er, at man ønsker at skaffe friske lig til medicinstuderende - eller til seksuelle formål - så hvis dette grave-arbejde foregår på en kirkegård, så kan man mistænke noget i den stil. For bare et par århundreder siden var det noget, folk frygtede at blive offer for. Når man var død, så ville man helst blive i den grav, man - eller ens familie - havde købt og betalt for. Man ville aldeles ikke dissekeres af en medicinstuderende eller blive forvandlet til sex-legetøj. (Det sidste er man nok mere bange for i dag end dengang, for vi kender til en Ed Gein eller Anatoly Moskvin og flere andre med lignende lyster).

Man opfandt alle mulige himstregimser for at beskytte ligene. Nogle af disse opfindelser tjente også til at beskytte de levende imod de døde, som man mistænkte for at være vampyrer. Gravrøvere kunne stjæle ligene, og ligene kunne også selv være farlige, fordi nogle af dem angiveligt kunne forlade deres grave ved egen kraft. 

Kirkegårdsgeværer var rettet imod de slyngler, der stjal lig til skumle projekter. Der var forskellige typer, hvoraf nogle var udstyret med halsbånd, der blev sat på den afdøde. Når røverne rørte ved ham/hende, skød geværerne.

Sådan et fint udstyr var selvfølgelig kun noget for rige mennesker. Fattige havde ikke disse muligheder for at beskytte sig selv eller deres kære efter døden. Det er også tydeligt, at der er forskel på, hvor avanceret - og dermed hvor dyrt - udstyret var.

Noget er så udspekuleret, at det ikke er nemt at se, HVORDAN det virkede. Det gælder f.eks. "kiste-torpedoen". 

Desuden var der jo det med "skindøde", der blev begravet levende. Netop det var manges skræk og rædsel samt baggrunden for mange forskellige opfindelser, for disse personer skulle selvfølgelig beskyttes på en ganske speciel måde, så de kunne blive reddet, inden de virkelig omkom.

Det, man mente var et lig, blev udstyret med klokker, snoretræk til noget, der lavede støj og dermed kunne bevise for omgivelserne, at der var sket en fejl, og at han/hun slet ikke var død. Der var mange af den slags opfindelser, og "sikkerheds-kisten" var bare en af dem.

Livet som lig var fuldt af farer fra både den ene og den anden kant. Noget, der selvfølgelig hang sammen med det levede livs mange farer. Man var ikke sluppet for dem, bare fordi man var død. Det gælder faktisk stadig, for også i vore dage er der gravrøvere, for det meste dog af en anden art.

Berømtheder kan aldrig vide sig sikre, om så de ligger gemt i en grav. F.eks. blev Charlie Chaplin kidnappet som lig.

 

https://99percentinvisible.org/article/grave-guns-coffin-torpedoes-vintage-defenses-aimed-foil-grave-robbers/

 

https://www.berlingske.dk/internationalt/virtuel-obduktion-opdagede-5.500-aar-gammelt-mord 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"La Pistolera"

 

Mange fandt Sharon Kinnes mand, James Kinne, en heldig kartoffel, at han havde sådan en køn og charmerende kone. Heldet var dog i virkeligheden ret begrænset, for den 19. marts 1960 fandt man James død med en kugle i hovedet. Stakkels James var ifølge sin kone, Sharon, blevet skudt ved et uheld af deres fælles datter, den 2-årige Danna. Hun havde tit fået lov til at lege med sin fars våben, men denne gang var det altså gået galt - ifølge Sharon. Politiet troede ikke på Sharon, men kunne ikke bevise, at hun løj, eller at hun havde været direkte indblandet i dødsfaldet. 

Kort tid efter fandt Sharon og en af hendes elskere en kvinde ved navn Patricia Jones skudt. Det var noget af et sammentræf, for det viste sig, at den døde kvinde var gift med en anden af hendes elskere, der imidlertid lige havde brudt med hende. Ikke nok med det, men hun var også sidst set på vej ind i Sharons bil, idet hun "havde inviteret hende på en køretur". Dette førte til, at der blev rejst tiltale imod Sharon i 1961 for mordet på Patricia, men hun blev frifundet. Året efter fik hun imidlertid en livstidsdom for mord på sin mand, James Kinne. Dommen blev dog omstødt på grund af procesfejl. Dette skete også anden gang, hun blev anklaget for mordet på James, og tredie gang - dvs. i 1964 - kunne juryen ikke blive enig.  

Inden den fjerde retssag tog Sharon til Mexico, hvor hun minsandten også blev rodet ind i et meget mistænkeligt dødsfald, denne gang på den mexikansk-fødte amerikanske statsborger Francisco Parades Ordonez. Hun hævdede ihærdigt, at det drejede sig om selvforsvar, da hun ville forsvare sig imod Ordonez, da han overfaldt hende for at voldtage hende. En noget sær påstand, da han var skudt i ryggen.

Mexikanerne troede hende da heller ikke, og sagen blev endnu mere interessant, da det viste sig, at Ordonez var blevet skudt med det samme våben, der havde dræbt James. Sært nok havde hun iøvrigt en masse våben med i bagagen, hvilket gav hende tilnavnet "La Pistolera" i Mexico. Atter engang blev hun idømt en fængselsstraf, men i første omgang kun i ti år. Senere blev straffen forlænget med tre år.

 

Da Sharon nu engang er Sharon - også kaldt "verdens heldigste" - så undslap hun imidlertid det mexikanske fængsel under en biografforestilling for de indsatte. Hun er faktisk aldrig blevet fundet siden sin flugt, og jagten på hende er sådan set stadig i gang, hvilket gør den til den længst varende, uafsluttede morder-jagt i USA ....

 

https://discover.hubpages.com/politics/Sharon-Elizabeth-Kinne 

 

Wikipedia