torsdag den 6. maj 2021

Hun skød sig til succes

 

Det er sandelig ikke enhver cirkus-artist, hvis liv der skrives bøger og musicals om, men sådan er det med Annie Oakley (1860-1926). Ja, der er tilmed flere film, der giver en romantiseret version af hendes spændende livshistorie. Hun var en  berømt skarpskytte, der fik sig en karriere ved Buffalo Bill's Wild West Show, bl.a. ved at kunne skyde en cigaret ud af munden på sin elskede man, Frank Butler. 


Historier om "det vilde vesten" blev gjort populære efter borgerkrigen via underholdende knaldromaner, og i 1869 skrev forfatteren Ned Buntline en roman om guiden, bøffeljægeren og showmanden William Frederick Cody, der var - eller rettere sagt blev - kendt som Buffalo Bill (1846-1917). Ikke uventet var det såmænd Ned Buntline, der angiveligt skabte dette "kælenavn", der endte med at blive Codys varemærke, både på og uden for scenen. Buntlines forskellige værker om western-helten gjorde ham på en vis måde til en art uofficiel PR-mand for ham, hvilket jo var et perfekt makkerskab for forfatteren og showmanden.

Hvorom alting er, så optrådte denne farverige skikkelse - William Frederick Cody - i shows med Wild West-temaer, men i 1883 oprettede han sit "Buffalo Bill's Wild West". Her kunne man se alle mulige individer fra det vilde vesten, f.eks. også indianere, der så at sige spillede sig selv. Nogle år efter oprettelsen af "Buffalo Bill's Wild West", turnerede showet ikke bare rundt omkring i USA, men kom også til Europa. En af stjernerne var Wild Bill Hickok, som Buntline oprindelig ville have skrevet om, men som var en sky person, der jog den emsige forfatter ud af den by, hvor han boede på det tidspunkt. Senere måtte Wild Bill løses fra sin kontrakt med showmanden Cody, fordi han ikke kunne lide at optræde og havde skudt en lanterne ned, da den lyste på ham.



Hvad Annie angik, så hed hun egentlig Phoebe Ann Mosey og stammede fra en fattig familie, hvilket havde gjort det nødvendigt for hende at bidrage med det, hun nu var bedst til, nemlig jagt og skyderi. Som ganske ung havde hun mødt hundetræneren og skarpskytten Frank Butler, der havde pralet med sine evner som skytte. At hun vandt en skydekonkurrence imod ham blev åbenbart indledningen til deres romance, og de tilsluttede sig Buffalo Bill's Wild West sammen. Her blev hun den højest betalte stjerne - dvs. næst efter Buffalo Bill selv - og hun var sikkert lige så berømt som sin arbejdsgiver. 
 

 
Efter en togulykke blev Annie nødt til at trække sig fra det alt for stressende arbejde i 1901. Hun fortsatte dog med at turnere i et stykke, der var skrevet om hendes liv. 
 
Annie fra 1922 med et gevær, Buffalo Bill havde foræret hende
 
Desuden underviste hun kvinder i skarpskydning, da hun nærede en fast tro på, at også hendes køn burde kunne forsvare sig selv.
 

Thomas Edison har filmet hende i et af sine "Kinetoscopes" i 1894, hvor man ser hendes evner som skarpskytte. På det tidspunkt må hun have været omkring 35 år:
 

Da Annie døde, nægtede hendes elskede mand, Frank Butler at spise, og han døde derfor selv 18 dage senere. Efter ægteparrets død opdagede man, at Annie havde efterladt hele sin formue til velgørenhed og familien. Det er i øvrigt typisk for det, man ved om hendes personlighed, at da USAs mægtigste avismand, William Randolph Hearst, forsøgte at finde snavs om hende, så var der intet overhovedet. Derfor lever hendes eftermæle ubesmykket videre, også gennem de film og bøger, der er om hende og hendes liv.



 
 
 



Wikipedia

 

onsdag den 5. maj 2021

Fra myte til myte

Legender og myter har det med at vokse og vokse, når først de er sat i gang. Det gælder også de halve og hele sandheder om skurke og skiderikker som forbrydere, voldsmænd og mordere, som de, der ikke er sådan, burde vende sig fra. I stedet for utvetydigt at tage afstand fra disse bansitter, så kan den slags individer få fans, der dyrker dem for alt det slemme og forbryderiske, de ikke selv er. Det gælder f.eks. legendariske gangstere som Bonnie og Clyde, Al Capone, osv., osv.. Ret mystisk, også fordi den samme mekanisme, der skaber dyrkelsen af en afskyelig person, kan gøre det samme for en, der har status som god. Således er der ingen ende på alle de mirakler og gode gerninger, man tillægger visse bibelske personer eller mytologiske helte, selv om fornuften siger os, at det meste af det er meget usandsynligt, og derfor nok aldrig er sket.

Når det gælder en person som den engelske pirat Sortskæg, hvis borgerlige navn var Edward Teach/Thatch (ca. 1680-1718), så burde det være nemt at tage afstand fra ham, for alle er enige om, at han var en forbryder, der ragede til sig af andres ejendele, tog deres liv, hvis det passede ind i hans planer og ikke engang udviste loyalitet over for de medpirater, der befandt sig på hans skib. Det havde oprindelig været et slaveskib ved navn "La Concorde", men blev efter at være blevet erobret af Sortskæg forvandlet til det frygtede "Queen Anne's Revenge", der sejlede under hans meget specielle og skræmmende piratflag.

I det syttende århundrede, hvor Sortskæg samt mange andre pirater som ham gjorde havene usikre for hæderlige handelsfolk, vidste man nok, hvem - og hvordan - Djævlen var. Motivet på dette specielle piratflag er imidlertid ret interessant, for hvad laver hjerterne dér? Normalt står hjertet for kærlighed, og det var ikke ligefrem det, Sortskæg udviste, når han kastede sig over andre. Når han lader Djævlen true det røde hjerte med et spyd, så udtrykker det mere end en trussel om en fysisk død, men hvad? Noget religiøst? Det har jeg svært ved at tro, selv om der er nogle interessante modsætninger i Sortskægs personlighed, og han f.eks. ikke er så grusom i praksis som i teorien .....


Alle var bange for ham, men han gjorde også selv meget ud af at virke skræmmende. Det siges, at han tændte ild i sit lange hår og skæg eller satte tændte stearinlys i det for at skabe den røg, der sammen med hans velkendte berømte blik gav ham et dæmonisk udseende, og det var faktisk hensigten. Hvis folk var bange for både ham som person og hans skib, så det var perfekt for en mand, der levede af at røve andres ejendele og helst ikke skulle udsættes for alt for megen modstand, da kampe jo også truede ham og hans mandskab. Når han befandt sig i sit "jagtområde", der mest lå i Caribien og den dengang engelske koloni, Amerika, var det bedre, hvis folk frygtede ham så meget, at de på forhånd opgav at kæmpe imod. Man kan sige, at på en underlig, bagvendt måde var denne skræmme-taktik en humanitær foranstaltning, der frelste liv.

Man ved ikke meget om hans tidlige liv, men på en vis måde var han en karrieremand, der havde avanceret fra et samarbejde med piraten Benjamin Hornigold til livet som selvstændig kaptajn på "Queen Annes' Revenge". Denne kollega gjorde noget, som mange pirater og andre forbrydere sikkert har drømt om, men sjældent har fået lejlighed til at gennemføre, nemlig trak sig fra aktivt pirateri, hvorpå han skiftede side og blev piratjæger. Et så sært karriereskift skyldtes den engelske kong George I's benådningsskrift fra 1717. Ikke nok med det, men ved en udvidelse af benådningerne med et nyt skrift fra 1718 fulgte der også en stor sum penge til de ex-pirater, der kom i betragtning, og som blev jægere af deres tidligere kolleger, nemlig piraterne. Flere af disse "omvendte pirater" udviste dog ringe lyst til at blive på dydens smalle sti, for de vendte snart tilbage til livet som uforbederlige sørøvere.

Også Sortskæg opnåede en benådning, men foretrak åbenbart piratlivet, for kort efter var han i gang igen. Det må have været som en spytklat lige i fjæset på myndighederne, og det satte selvfølgelig fut i dem for at fange ham. Den 22. november 1718 overvandt den engelske løjtnant Robert Maynard ham, og han døde under kampen. Nogen påstod dog, at han stak af fra sine mænd og overlod dem til deres triste skæbne i galgen, medens han selv undslap, men det virker nu ikke sandsynligt. Ud fra det, jeg har læst om ham, er det ret sikkert, at han omkom i kampen med Maynard, og derpå blev hans hoved hugget af. Man kan dog stadig spørge sig selv om, HVAD der er legende, og HVAD er historiske fakta, for efter den skelsættende dato er der opstået en utrolig masse myter om ham. Han er nærmest blevet til en "romantisk" helt, der efterhånden har udviklet sig til prototypen på det, eftertiden forestiller sig vedr. pirater. Den sortskæggede pirat med det stirrende blik blev til det gængse billede af det, han og hans kolleger stod for, bl.a. i filmens og litteraturens verden.

Noget andet, der har føjet til myten om Sortskæg, er troen på hans begravede skat. Højst sandsynligt har denne myte ingen bund i virkeligheden, men det har ikke forhindret mange håbefulde skattejægere i at lede efter den. Bl.a. fordi man tilsyneladende har fundet nogle af hans kollegers skjulte skatte rundt omkring i verden. En anden legende om Sortskæg går ud på, at han - i død tilstand!!! - svømmede rundt om sit skib tre gange.

 

https://www.berlingske.dk/internationalt/den-aegte-pirat-af-caribien

 

https://www.bt.dk/nyheder/soeroeverskat-fundet-300-aar-gammelt-mysterium-vakt-til-live 

 

https://www.greelane.com/da/humaniora/historie-og-kultur/blackbeard-truth-legends-fiction-and-myth-2136224 

 

Wikipedia


tirsdag den 4. maj 2021

Da børnemishandlingsforbrydelser kom på programmet i USA

Tydeligvis ikke et lykkeligt barn, og hvad er det for skrammer, hun har på benene og i ansigtet? Det er alt sammen præcis det, som det ser ud til at være, nemlig et tilfælde af børnemishandling, faktisk den allerførste registrerede og retsforfulgte børnemishandlingssag i USA. Billedet af den lille pige ved stolen er fra 1874, hvor barnet blev fotograferet i det eneste tøj, hun havde. Fattigdom var noget reelt, der styrede folks liv både i USA og Danmark, og man kunne havne på gaden uden sociale hjælpeforanstaltninger, hvis ikke man havde penge til huslejen. Selv om Mary Ellen var otte år gammel på fotografiet, lignede hun en på fem eller seks, så lille og tynd, var hun.

Hendes navn var Mary Ellen Wilson (1864-1956), og hun var datter af Frances og Thomas Wilson. Da hendes far døde i Den Amerikanske Borgerkrig, blev det vanskeligt for hendes mor at forsørge datteren og sig selv. Hun satte derfor barnet i pleje, hvilket var ret almindeligt for kvinder, der var nødt til at arbejde. Desværre tjente Frances meget lidt, og på et tidspunkt havde hun simpelthen ikke de nødvendige midler til at opretholde aftalen med plejemoderen, Martha Scores, og besøgte heller ikke længere sin datter - sandsynligvis fordi hun ikke havde pengene til at betale for hendes ophold og forplejning. 

Fattigdom på samme tid i London

Den manglende betaling fik Martha Scores til at sende den på det tidspunkt 2-årige Mary Ellen til organisationen "New York City Department of Charities". Ved deres mellemkomst kom den lille pige fra slemt til endnu værre, for hun blev sat i pleje hos Thomas and Mary McCormack, men uden overholdelse af de gældende formaliteter mht. papirer og status. Aftalen om at afgive årlige rapporter om barnets trivsel blev heller ikke overholdt. Da Thomas McCormack døde, giftede hans enke, Mary, sig med Francis Connolly og flyttede med ham til West 41st Street, hvor deres naboer imidlertid hurtigt blev opmærksomme på ægteparrets grusomheder imod deres plejebarn, for den lille pige blev både sultet, slået, brændt samt udnyttet som arbejdskraft i hjemmet. De bekymrede naboer havde også set hende færdes udenfor i snevejr uden noget på fødderne.

Etta Angell Wheeler

Naboerne besluttede sig for at bede en humanitær dame, Etta Angell Wheeler, der var tilknyttet den metodistiske kirke, om råd og hjælp. Ved list lykkedes det Etta at komme ind i Connolly-familiens lejlighed, hvor hun selv så barnet sølle tilstand. Hun besluttede sig for at undersøge de juridiske bestemmelser omkring beskyttelsen af plejebørn, men opdagede hurtigt, at lovene beskyttede dyr bedre end børn. Formentlig derfor vendte hun sig til dyreværnsmanden Henry Bergh, der var stifter af "The American Society for the Prevention of Cruelty to Animals". Noget, der vakte nogles morskab, men effektiv og dedikeret var han.


Med naboernes vidnesbyrd, Henry Berghs hjælp og råd samt assistance fra hans medarbejder Elbridge Thomas Gerry fik Etta fjernet Mary Ellen fra hendes plejfamilie samt rejst en tiltale imod Mary Connolly. Under retssagen fortalte den på det tidspunkt 10-årige pige, at hun blev slået og pisket næsten hver dag. Den 9. april 1874 gav hun følgende vidnesbyrd i retten: 

"My father and mother are both dead. I don’t know how old I am. I have no recollection of a time when I did not live with the Connollys. Mamma has been in the habit of whipping and beating me almost every day. She used to whip me with a twisted whip—a rawhide. The whip always left a black and blue mark on my body. I have now the black and blue marks on my head which were made by Mamma and also a cut on the left side of my forehead which was made by a pair of scissors. She struck me with the scissors and cut me; I have no recollection of ever having been kissed by any one—have never been kissed by Mamma. I have never been taken on my mamma's lap and caressed or petted. I never dared to speak to anybody, because if I did, I would get whipped. I do not know for what I was whipped—Mamma never said anything to me when she whipped me. I do not want to go back to live with Mamma, because she beats me so. I have no recollection ever being on the street in my life."


Mary Connolly blev dømt for mishandling og blev sendt i fængsel i et år. Samme år oprettede man "The New York Society for the Prevention of Cruelty to Children". Hvad Mary Ellen angik, så blev hun først sendt til et hjem for forældreløse, men det lykkedes Etta og hendes slægtninge at få forældremyndighed over hende, hvilket gjorde, at der sandelig kom andre boller på suppen for hende. Noget, der er tydeligt, når man ser ovenstående fotografi af hende, der spejler det første ved at være helt anderledes: hun ligner nu en køn, lille borgerdatter i fint tøj.
 

Som voksen gifte Mary Ellen sig med Lewis Schutt, der bragte tre børn fra et tidligere forhold ind i ægteskabet. Sammen fik de desuden to børn, hvoraf den ene var en datter, som Mary Ellen navngav Etta efter sin redningsmand, Etta Wheeler. Senere kom der endnu en pige til familien, nemlig den forældreløse pige, som ægteparret adopterede. Mary Ellen døde som 92-årig i 1956.

 

mandag den 3. maj 2021

HAN-/HUN-sport

Bruce Jenner (født den 28. oktober 1949) var en nydelig mand, og for dem, der har fulgt hans liv som del af den fortsatte Kardashian-realityserie, har det nok været svært at se ham forvandle sig fra en særdeles maskulin, olympisk guldmedaljevinder til det, hans eks-kone, Kris Jenner, og hendes tre døtre fra ægteskabet med juristen Robert George Kardashian (1944-2003) har skabt deres navn på at være: kvindelige skønheder, der gør sig godt på TV og i sladderspalterne. TV-programmet "Keeping Up with the Kardashians" fokuserede ikke på ham, men han var en del af programmet som en mand med en urørlig status som berømt sportsstjerne. Som olympisk guldmedaljevinder havde han virkelig gjort det godt, for han havde skabt sig et navn som sportshelt, dvs. som et ægte mandfolk. 


Muskler og sejhed, sådan ser en superman-atlet ud!!! Intet tyder på, at han var noget andet end det, man så ham som, nemlig et mandfolk. Han har dog senere fortalt, at han tidligt kæmpede med sin medfødte kønsidentitet, som han følte var forkert: i sit indre var han kvinde ....

At han som Bruce har bevæget sig fra den stærke og succesrige atlet til en faktisk ret flot kvinde, der udseendemæssigt såmænd godt kan måle sig med sin ekskone og sine steddøtre samt sine egne biologiske døtre, Kendall og Kylie, må være kommet som et chok for TV-programmets mange seere rundt omkring i verden, der var vant til at se ham som en sej gut. 

Da manden Bruce forvandlede sig og blev til kvinden Caitlyn i 2015 opstod der en person, der befinder sig i en unik situation mht. bedømmelsen af kvindelige contra mandlige sportsstjerner. Der er senere opstået en debat om, hvorvidt transkønnede kvinder skal kunne deltage som kvinder, eller om de - på dette punkt - stadig skal regnes for mænd. Grunden til diskussionen er selvfølgelig, at det mandlige køn besidder nogle fordele mht muskelstyrke, der skaber en unfair konkurrencesituation. De transkønnede deltager med deres nye køn, men med en kropslig sammensætning, der hører sammen med deres tidligere status som mænd.

Når Caitlyn Jenner går ind for et forbud mod sammenblandingen af transkønnede og ikke-transkønnede inden for sport, så taler hun altså som en uomtvistelig sportsekspert. Hun ved, at der på grund af hormonet testosteron og fibertypesammensætninger er en biologisk betinget forskel på mænds og kvinders muskelmasse, især i overkroppen. Mænd har en mere imponerende absolut muskelmasse end kvinder, for de har nemlig et større fedtlag. Det hævdes imidlertid, at kvinder relativt set kan forøge både deres muskelstyrke og muskelmasse i nogenlunde samme grad som mænd. Der er individuelle forskelle, men mænd har dog på muskelfiberniveau et større potentiale for at blive/være stærkere end kvinder. Disse er til gengæld udstyret med et muskel-mønster, der gør dem mere udholdende og bedre til at restituere sig hurtigere end mænd.


Man må sige, at sportsverdenen har været opmærksom på de problemer, der naturligt vil opstå i forbindelse med et kønsskifte. Således kræves det nu, at de transkønnede kvinder skal sænke deres niveau af testosteron til det halve, hvis de vil deltage i atletikstævner under Det Internationale Atletikforbund. Det samme gælder f.eks. den hyperandrogene sydafrikaner Caster Semenya, der har et naturligt højt niveau af testosteron.

Sportsverdenen forsøger altså at finde løsninger på denne nye situation med trans-personer af alle tænkelige køn, men der er dog noget, der forvirrer mig, og som jeg stadig ikke forstår: i de nye regler for ligestilling, der netop er blevet offentliggjort, er der ikke længere krav om, at transkønnede skal være anerkendt ved lov vedr. deres nye køn. Det er tilstrækkeligt at fremvise en underskrevet erklæring om, at de identificerer sig selv som kvinder. (Ifølge nyhedsbureauet AFP). som jeg forstår denne bestemmelse, er der ikke tale om en holdbar situation frem over.


Vores verden bliver mere og mere åben over for trans-verdenen. Med den nye accept af forskellige kunstigt skabte, nye seksuelle identiteter opstår der afgjort etiske dilemmaer (bl.a.) i sportens verden. Visse transkønnede atleter beskyldes således for at ”true” kvindeidræt på grund af den fysiske overlegenhed, de har med sig fra deres tidligere kønsidentitet. Denne opfattelse tilslutter Caitlyn Jenner sig altså, og det gør jeg faktisk også. Her er der nemlig et område, hvor ligestillingsbegreber kommer til kort, og indtil vi finder en bedre måde at takle problemet, må vi bare acceptere, at sådan er det. 

Det må være mærkeligt for den nu ganske flotte kvinde Caitlyn at tænke tilbage på sin tid som Jenner-far og en forrygende karriere som sportstjerne. At hun blev valgt til "Årets Kvinde" af Glamour 2015, kan virke som dyb ironi, men er det næppe. Hun kæmper for sit nye liv, og hun - der er republikaner - stiller bl.a. op til en guvernørpost samt ytrer sig altså ret fornuftigt vedr. sportsverdenens nye situation med damer, der bliver til mænd, og mænd, der bliver til damer .....


 

https://people.com/tv/brandon-jenner-says-he-only-saw-caitlyn-jenner-half-a-dozen-times-growing-up/


https://www.cbsnews.com/news/south-dakota-governor-kristi-noem-bill-ban-transgender-girls-female-sports/?ftag=CNM-00-10aab7e&linkId=112969987


https://www.cbsnews.com/news/caitlyn-jenner-transgender-girls-in-womens-sports/?ftag=CNM-00-10aab7e&linkId=117721696

 

https://www.sdu.dk/~/media/A7A1A945019B4A609F6F5D1D3902756A.ashx

 

https://www.motionsplan.dk/maend-kvinder-muskler/

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/naar-maend-bliver-til-sportskvinder

 

https://www.dr.dk/sporten/oevrig/individets-ret-eller-fair-konkurrence-udfordrer-transpersoner-rimeligheden-i-sport 


https://www.dr.dk/sporten/atletik/forbund-stiller-nye-haardere-krav-til-transkoennede-atleter

 

https://ekstrabladet.dk/sport/cykling/transcyklist-vaekker-harme-uretfaerdigt/7844570 

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/er-det-mishandling-naar-far-og-mor-skaendes-om-hvad-koen-deres-barn-har 


søndag den 2. maj 2021

Modermord


En (illegitim) kongesøn? Noget kunne tyde på, at denne unge mand, Timothy Scott Roman, var søn af kong Hussein af Jordan, for hans mor, skuespilleren Susan Cabot (1927–1986), modtog en form for månedlig understøttelse fra Jordan. Under Husseins besøg i USA havde FBI fået til opgave at finde "kvindeligt selskab" til kongen, men da Susan Cabot mødte ham til et selskab, faldt de åbenbart helt naturligt for hinanden og opretholdt også kontakten senere.

Ingen ved dog med sikkerhed, om Hussein virkelig var Timothys far, men til gengæld ved alle, at han var modermorder, for i 1986 tævede han sin mor til døde og blev dømt for det, men forbløffende mildt, idet han blot fik en tre år lang betinget dom. På det tidspunkt var han 22 år, så han var voksen. Havde han været yngre, så kunne det have været forklaringen, men sådan forholdt det sig altså ikke, og på mig virker det unægtelig underligt, at han slap så billigt. Også fordi han i første omgang forsøgte at skyde skylden på en ikke-eksisterende ninja-klædt mand, der ifølge ham havde dræbt hans mor.
 
Trak hans (mulige) far, kong Hussein, i trådene, eller hvordan gik det til, at Timothy Scott Roman slap så billigt fra modermord? Måske hans sygdom spillede ind, for han var født med dværgvækst, men blev sat i hormonal behandling, så han opnåede en nogenlunde normal statur. Netop hormoner kan jo spille ind på mange måder, og det er da tænkeligt, at hans behandlinger fik ham til at flamme op, da hans mor angiveligt vågnede op i meget forvirret tilstand og - ud af det blå - gik til angreb på ham. Dvs. at i hans udlægning var drabet i virkeligheden et nødvendigt selvforsvar.
 

At hun havde psykiske problemer oven på en meget svær barndom som plejebarn i otte forskellige familier og ind imellem bl.a. led af depressioner og vrangforestillinger, var kendt i filmbranchen, men hun fik dog alligevel en form for karriere. Hun havde især haft succes i westerns som f.eks. "Tomahawk" (1951), "The Duel at Silver Creek" (1952),  og "Gunsmoke" (1953). Efterhånden stagnerede hendes karriere, for det blev ikke til meget andet end B-film som "Sorority Girl" (1957), "War of the Satellites", og "Machine-Gun Kelly" med Charles Bronson (begge de sidstnævnte fra 1958).
 

Hendes sidste film var "The Wasp Woman" (1959). Hun dukkede dog op i et par TV-roller, men uden den store succes, der kunne have skaffet hende bedre filmmuligheder.


Timothy Scott Roman døde som 38-årig som følge af sin sygdom

 
   
https://www.latimes.com/archives/la-xpm-1987-06-07-me-923-story.html



https://www.findagrave.com/memorial/194990189/timothy-scott-roman


https://www.newsweek.com/cia-files-reveal-jordans-king-hussein-had-child-jewish-hollywood-actress-779375

 

https://www.dailymail.co.uk/news/article-5249969/CIA-lined-actress-date-Jordans-King-Hussein.html 




lørdag den 1. maj 2021

Novelle fra "Gyseren"

 

For tiden skriver jeg ikke så meget ud over disse blog-indlæg, men forleden tog jeg nogle af mine gamle fiktive værker frem for at kigge lidt på dem. Til min forundring opdagede jeg, at jeg har en ret tåget erindring om handling, personer, etc. i mange af dem, formentlig fordi jeg har udgivet så meget før i tiden. Hvad ovennævnte novelle-samling angår, så fik jeg lyst til at publicere en af fortællingerne her, bl.a. fordi jeg jo har en svaghed for det mytologiske, bibelske stof - samt for hr. Lucifer .....

Der var engang et vidunderligt og meget smukt sted, der blev kaldt “Paradisets Have”. Hér vrimlede det med alskens dyr. To af dem var lidt specielle, for de gik oprejst på to ben og blev kaldt “mennesker”. Det generede egentlig ikke de andre dyr, at havens ejer - også kaldt “Chefen” - gjorde forskel på dem og disse to underlige væsener.  Alle levede i harmoni med hinanden, og de havde det alle sammen godt og trivedes i fred og ro, side om side uden stridigheder, så hvad gjorde det, at menneskene rangerede højere end dem?

Kun én af dem, nemlig ham, der blev kaldt Slangen, gjorde sig tanker om Paradisets Have og dets indretning. F.eks. havde han undret sig en del over Chefens påbud til menneskene om ALDRIG nogensinde at forgribe sig på det, han kaldte “Kundskabens Træ”. I Slangens øjne var det et ganske pænt træ, der bar en hel del smukke frugter, men ellers forekom det ham ikke på nogen måde
påfaldende i forhold til Havens andre flotte træer. Sådan så Chefen åbenbart ikke på det, for han var meget streng, når det kom til dette træ. Slangen var godt klar over, at han var den eneste, der stillede
spørgsmålstegn ved det berettigede i et sådant forbud. Han holdt dog sin nysgerrighed og ulmende oprørstrang nede, fordi han ikke anede, hvem der ville kunne besvare hans konstante spørgsmål om, hvorfor dælen netop dette træ var forbudt område?

Ud over at spekulere over træet og dets funktion var Slangens største fornøjelse ellers at besøge den unge kvinde, som blev kaldt “Eva”. Mange af de andre beboere holdt sig beskæftigede med at samle føde dagen lang, men hun lavede ikke meget andet end at hvile sig i den hængekøje som mande-mennesket, Adam, havde lavet til hende. Hér kunne hun ligge og sole sig en hel dag uden at rokke sig af flækken. Somme tider rakte hun en blød, doven hånd ud efter en af de frugter, der hang i de to ikke-forbudte frugttræer, som hængekøjen var spændt ud imellem. Det var tydeligvis æblerne, hun foretrak, for som regel lod hun bare pærerne hænge uden at røre dem.

 

En sjælden gang vimsede hun lidt rundt i haven, men uden at foretage sig noget særligt. Dvs. uden at slangen kunne se noget særligt i det, hun lavede. F.eks. fik hun megen tid til at gå med at samle urter, som ingen levende sjæl ud over hende lod til at interessere sig for. Når han gik hende på klingen vedrørende denne mærkværdige interesse for de små urter, kom hun altid med et svævende svar, men sagde dog et par gange noget om, at “det er sundt”. “Sundt”, tænkte slangen, hvad mener hun dog med det, og hvor har hun i det hele taget det underlige ord fra? Ingen andre i Paradisets Have talte om sundhed eller det modsatte, for ingen havde hørt om nogen af delene, da alle var født sunde og forblev sådan. Det vakte imidlertid slangens nysgerrighed i en sådan grad, at han besluttede sig for at spørge en af den tredie art beboere i Haven om dette ukendte begreb. 

Denne særlige gruppe blev kaldt “engle” og var nogle sære væsener med vinger som store fugle, men med ansigter og kroppe som mennesker. Desuden havde de et mystisk, aftageligt hudlag, som de selv kaldte “tøj”. Det var der ingen af de andre, der havde, heller ikke Adam og Eva, der var splitterravende nøgne som alle de andre dyr. Disse engle-væsener forekom slangen temmelig svære at kommunikere med, for de havde et blik, som om de svævede langt over jordens overflade. De fleste af dem virkede, som om de hverken så eller hørte de andre beboere i Haven, dvs. med undtagelse af Chefen, for ham lyttede de tydeligvis altid til. Den eneste af disse sære væsener, der lod til at have bevaret en vis
jordforbindelse, var en temmelig bøvet udseende ærkeengel ved navn Rafael. Han talte ligefrem med nogle af de andre beboere, bl.a. både Eva og slangen. Ja, og så påstod han, at han havde fået til opgave at være “healer”, idet hans navn skulle betyde “Gud healer” eller “ham, der healer” på hebraisk. Alt sammen sort tale for slangen, der blev temmelig irriteret over den lange, indviklede forklaring, denne efter hans mening bøvede, men angiveligt meget fornemme engel kom med. Ha! tænkte han. Du er sgu’ for dum til så meget som at spille på harpe. Din klimpren lyder jo rædselsfuld! Til hans forbløffelse lod det til, at Rafael forstod at læse tanker, for han lo og sagde: “Så-så, hidsigprop, jeg er skam ved at få det lært.”
 

 

Sådanne sære evner som tankelæsning havde slangen slet ikke forestillet sig muligheden af. Hvor kom de dog fra, og hvordan kunne man beskytte sig imod dem? Han syntes nu engang bedst om dem, der nok forstod ham, men dog kun til en vis grænse. Sådan et væsen var Adam, der virkelig lod til at savne de instinkter, der gjorde Eva så utrolig fascinerende. Med hende kunne en samtale udvikle sig i alle mulige retninger, medens den med ham altid gik som forventet, nemlig som efter en ret linie. Intet nyt dér, som f.eks. forleden hvor slangen havde været i humør til en rask, åbenhjertig diskussion om formålet med denne skønne Have. Det var mere end tydeligt, at Adam ikke fattede, hvor han ville hen med sine spørgsmål, da han spurgte ham, om englene eller måske ligefrem Chefen selv havde fortalt ham noget om grunden til, at Haven var blevet skabt. Det eneste han sagde var: “Hér er vi, og hér har vi været så langt tilbage, jeg kan huske. Det er godt på den måde, for vi trives jo alle sammen her.” Det tror da pokker, at du trives, tænkte slangen. Du bestiller jo ikke meget andet end at smække mere eller mindre vanvittige navne på alle dyrene og at elske med Eva. Ikke at hun ser ud til at have noget imod det, men vi andre kan jo nok blive lidt knotne over det, du - dit tåbelige stykke mandfolk - går og laver. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en “slange”, men mere som en “ulv”, en “løve” eller måske en “tiger”  ....

 

En dag spurgte slangen de dyr, der lignede Adam og Eva mest, nemlig aberne, om de havde nogen ide om, hvad det hele gik ud på i den overdådige have, hvor de alle levede. “Hvad skal det gøre godt for?” spurgte han, men aberne kiggede bare forundret på ham og rystede så på hovedet over sådan et sært spørgsmål. Derpå skyndte de sig væk for at genoptage deres næsten-menneskelige-adfærd. Slangen så
efter dem med et blik der tydeligt viste hans undren over, at Chefen netop havde valgt denne gren af skabelsen som sine yndlinge. Ganske som han havde ventet, hastede de udspurgte aber over til æbletræerne, for alle - mennesker som dyr - elskede de store, saftige frugter. Derfor var det egentlig noget af en præstation, at de pænt holdt sig fra de æbler, som Chefen havde forbudt Adam og Eva at røre. Gad vide, hvordan det er gået op for dyrene, at det er forbudt område, tænkte han. Chefen sagde jo ikke noget til dem om at holde sig væk, men kun til Adam og Eva. Dyrene må imidlertid være blevet advaret på en eller anden måde. Selv havde han ingen erindring om, at nogen direkte havde forbudt ham at røre frugterne fra Kundskabens Træ, men alligevel vidste han det. Meget, meget mystisk .... 

En dag hvor slangen følte sig særlig frustreret over både dyr, mennesker og engle i Paradisets Have, hvor ingen lod til at vide noget som helst om, hvad de egentlig foretog sig, opsøgte han Eva. De to havde jo ofte hyggesnakket, og han satte stor pris på hende, ja, regnede hende for det eneste fornuftsvæsen i Haven ud over ham selv. Alligevel havde han aldrig spurgt hende, hvad hun mente om
forbudet imod at røre frugterne på Kundskabens Træ. Hvorfor vidste han egentlig ikke, men det var ligesom faldet ham naturligt at springe hende over, måske fordi han i sit inderste vidste, at hun var for klog, og at hun så fik en klemme på ham. Da han nu spurgte hende om hendes mening, fik han et meget direkte svar, hvilket ingen af de andre - og da slet ikke Adam - var kommet med. “Jo,” sagde hun, “det skyldes, at gamle mænd som Chefen elsker hemmeligheder. Han vil ikke have, at vi ved alt det, han ved. Ikke at disse æbler kan gøre os lige så kloge som ham, for det tror jeg såmænd ikke, men de kan gøre os til mini-chefer. Noget, han meget vil have sig frabedt ...” Slangen lyttede fascineret. Endelig én, der har et bud på, hvad der foregår, tænkte han. Måske har hun ret, men der er kun én måde at finde ud af det, nemlig ved at lokke hende eller Adam til at snuppe et æble fra det forbudte træ. Efter at have gjort sig disse tanker lagde han lynhurtigt en plan, og det første, han gjorde, var at sende bud til Adam om at møde sig under Kundskabens Træ, da der var noget, han ville fortælle ham. 


Den var den nysgerrige og naive Adam helt med på, men det kom bag på slangen, at Eva fulgte med ham, for det var ikke aftalen. Begge var i højt humør og virkede, som om de lige havde været i gang
med en af deres utallige, daglige, erotiske eskapader. Det irriterede ham lidt, for han var på en vis måde jaloux på Adam, der efter hans mening havde et alt for let spil med den dejlige Eva. Ikke at han var direkte forelsket i hende, men alligevel, der var nu noget nærmest magisk over hende, som han fandt meget tiltrækkende ....


Så snart slangen nævnte de forbudte frugter for Adam, rykkede han forskrækket et skridt tilbage og sagde: “Hov-hov, hvor vil du hen med det?” spurgte han. “Det dér skal vi ikke diskutere mere.” Eva derimod lyttede med hovedet på skrå og et meget spekulativt ansigtsudtryk. “Hmmm,” sagde hun, “jeg giver dig ret i, at det er sært, at Chefen forbyder os at spise noget fra netop dette træ, men at vi har fri adgang til de andre. Meget, meget sært - og ikke så lidt irriterende.” “Kan det eventuelt være en omvendt prøve, sådan at Chefen netop vil have jer til at plukke nogle af disse æbler?” sagde slangen med sukkersød stemme. “Måske skal I slet ikke holde jer fra træet, men tværtimod tage for jer af retterne.” Adam stirrede på ham med undren. “Hvor får du dog den slags fra?” udbrød han, men vendte sig så om imod Eva: “Du lytter da vel ikke til det utyske, vel?” “Som om nogen behøver at “få mig til noget som helst”,” sagde Eva surt. “Jeg bestemmer da selv.” Idet  hun sagde dette, rakte hun hånden frem og snuppede lynhurtigt et af æblerne på Kundskabens Træ. “Ha, bangebuks!” råbte hun til Adam. “Du turde ikke, men det gjorde jeg!” “Nej-nej,” råbte han, “hvad har du dog gjort?”



“Skynd dit at snuppe en bid af æblet, så I står lige. Så vil han nok ikke straffe Eva for det, hun har gjort,” råbte slangen. Det sydede i hele kroppen på ham, da han hørte de tunge trin af en meget vred Chef, der var på vej gennem buske og træer, land og mark. “Skynd jer, skynd jer!”



Både Adam og Eva så helt forvirrede på ham, men tog så begge en bid. Straks blev de som forvandlede og begyndte at lede efter figenblade til at dække sig med. Slangen bare gloede på dem, for det forstod han ikke en brik af. Hvad var det for noget pjat med denne pludseligt opdukkede blufærdighed, der tvang dem til at gemme sig bag store, grimme figenblade? Da Chefen fik øje på dem, blev han meget vred. Uden at stille spørgsmål - da han åbenbart kunne se, hvad de havde gjort - skældte han dem hæder og ære fra. Begge pippede lidt med og forsøgte at forsvare sig, men ingen slap for en bortvisning. Noget, de dog ikke lod til at tage så tungt, for da de vandrede ud af Paradisets Have med hinanden i hånden, muntert fløjtende og trallende på livet løs.


Hvad Slangen angik, så var Chefen så vred, at han uden videre proppede nogle af de famøse æbler i halsen på ham. Det var en meget ubehagelig fornemmelse og forhindrede ham i at svare igen, da han gav ham en meget speciel tillægsstraf, som han først slet ikke forstod: “Du er en forræder, en fjende af menneskeheden, hvilket bl.a. skyldes dit latterlige begær efter Eva. Siden du allerede er, hvad du nu har gjort, så skal du blive til noget endnu værre, nemlig den officielle menneskefjende, Satan selv.” Han løftede den ene hånd og udtalte en form for kommando, der på stedet forvandlede slangen, så han nu pludselig blev til en helt anden. Et sådant væsen havde hverken han eller de andre beboere i Paradisets Have set eller bare hørt om før nu. Den forvandlede slange syntes egentlig selv, at han var ganske flot
med hale og horn. Faktisk endte han med nærmest at se denne forvandling som en belønning og ikke som en straf ... 


(Illustrationer fra Dreamstime)