Vi styrer imod nogle helligdage, hvor man må formode, at blomsterelskere vil omgive sig med de smukke pinseliljer, der hører til denne højtid. At pinsen i den kristne tro står for Helligåndens komme 10 dage efter Kristi opstigning til himlen er ligesom blevet glemt for glæden ved de smukke blomster og andre pinse-ritualer. Nogle af dem som f.eks. udsmykningen med pinseliljer har imidlertid en helt anden og meget ældre oprindelse end den kristne højtid.
Pinseliljens oprindelse hører til de gamle før-kristne myter som bl.a. Ovids "Metamorfoser", der fortæller om den underskønne yngling Narcissus. Han var søn af den yndige flodnymfe Liriope og flodguden Kifisos, der opsøgte den berømte seer Tiresias for at høre om deres søns fremtid. De spurgte bl.a., om han ville leve længe, og seeren svarede, at det ville han, hvis han vel at mærke aldrig fik sig selv at se. Nu skete der så det, at da Narkissus voksede op, blev han overmåde smuk. Alle beundrede ham for hans skønhed, og det gjaldt også ham selv. Når han bøjede sig ind over den sø, hvor han holdt til, og så sin skønhed afspejlet i dens vand, blev han grebet af en voldsom kærlighed til den skønne, unge mand, hvis spejlbillede han betragtede. Desværre for ham var hans begær efter at røre ved denne smukke, unge mand uopfyldeligt og dermed uudslukkeligt, for det skønne spejlbillede opløstes naturligvis, når han rørte ved det. Det var der, men kun indtil han lod hænderne glide ned i vandet til en omfavnelse.
Denne konflikt mellem begær og begærets opfyldelse gjorde, at hans følelser kun var rettet imod ham selv, og at han var blind og døv over
for alle dem, der forelskede sig i ham. En af disse var nymfen Ekko,
som Hera havde forbandet, fordi hun havde opholdt hende med sine spændende
historier, medens hendes mand, Zeus, var ud for at jagte damer. Forbandelsen
betød, at Ekko mistede stemmens samtale-funktion, for hun kunne kun
gentage de sidste ord af det, hendes samtalepartner havde sagt. Meget
trist, for dermed opstod der jo en hel del forvirring omkring
hende og hendes motiver. Da hun mødte Narcissus og forelskede sig i ham lige på stedet, begik hun den fejl at forsøge at omfavne ham, hvilket forskrækkede ham enormt, da han kun ønskede fysisk kontakt med den smukke yngling, han så afspejlet i vandet. Efter Ekkos forsøg på at omfavne ham sank han dybere ned i sin selvforelskelse, medens hun opløstes og bare eksisterede som sin stemme, dvs. som et ekko.
Hvad Narcissus angik, så hentæredes han af sit uopfyldelige begær efter sig selv, og da man efter nogen tid søgte ham ved den søbred, hvor han jo tilbragte al sin tid, fandt man hverken ham eller hans lig, men det, han åbenbart var blevet forvandlet til: en pinselilje. Sært, at netop denne blomst, der i sin oprindelse står for forfængelighed og selv-dyrkelse, blev forbundet med Jesus, hvis skikkelse repræsenterer det modsatte ....
Blå øje, lyst hår og fregner, ja, maler og forfatter Rachel Anne Dolezal/Nkechi Amare Diallo (født den 12. november 1977) er tydeligvis det, man kalder "hvid". Den eneste, der ser hende som "farvet" er hende selv, for hun ønsker nemlig at lægge hvidheden bag sig og blive anerkendt som "sort". Noget, der ikke bare skyldes loyalitet med en undertrykt race i USA, men et dybtfølt ønske om at høre til en kultur, hun beundrede, allerede inden hun - med en falsk, sort identitet - blev formand for en afdeling af NAACP ("The National Association for the Advancement of Colored People") i Spokane. På en vis måde kan man sige, at hun er en art "trans-sort", for ligesom trans-seksuelle valgte hun at klassificere sig selv som "sort", uden at være det - genetisk set. Dermed har hun imidlertid stukket hånden i en hvepserede af race-relaterede fordomme, ikke bare i den amerikanske befolkning, men i hendes egen familie.
At læse om raceforfølgelser i USA er noget, man efterhånden er vant til, men altid med de "farvede" i rollen som ofre. I Rachels tilfælde er det dog omvendt: hun rapporterede om raceforfølgelser som hvid, fordi hun blev forfulgt af snart sagt hvem som helst, da hun "sprang ud" som sort. Blandt forfølgerne var hendes egne hvide forældre, der tydeligt tilkendegav deres undren og mishag over hendes opførsel som "trans-sort".
Rachel har senere fortalt, at hun altid følte sig som andenrangs i familien i forhold til sin biologiske bror, universitetslærer og forfatter Joshua Dolezal. Hvorom alting er, så voksede de begge op i en strikt og nærmest kult-agtig pinsebevægelses-kristen familie. Denne familie omfattede også tre sorte adoptivbrødre og en sort adoptivsøster, der ikke alle har været lige for begejstrede for deres nye, hvide forældre.
Den raceblandede opvækst har Rachels bror, Joshua Dolezal senere beskrevet i sin selvbiografi, "Down from the Mountaintop: From Belief to Belonging". En af de ting fra den fælles barndom, som han vist ikke kom ind på i bogen, var den seksuelle udnyttelse af begge sine søstre, Rachel og den sorte adoptivsøster, som de to senere beskyldte ham for. Rachel har udtalt, at det var på grund af denne anklage, (der senere blev opgivet på grund af bevisets stilling), at han hyrede en privatdetektiv, og at det var denne, der fandt ud af, at hun "poserede som sort". Noget, som Rachel opfattede som den anklagede broders forsøg på at miskreditere hende i sex-sagen, men det var denne opdagelse af hendes "forkerte race", der kostede hende formandsposten i NAACP-afdelingen i Spokane. Man kan sige, at sagen bider sig selv i halen, fordi Rachels "race-skift" blev inddraget i en anklage om et sex-misbrug, der ligger flere år tilbage i tiden. Umiddelbart har de to ting jo ikke noget med hinanden at gøre, men det ene blev brugt til at belyse det andet og var med til at skabe tvivl om hendes generelle troværdighed.
Rachel ses her med sine forældre og tre af sine fire adoptiv-søskende samt hendes ægtemand Kevin Moore på deres bryllupsdag i 2000. Ægteparret fik en søn, Franklin, men blev kun sammen i fem år.
Rachel med sin søn, lille Franklin Moore
Hun har senere udtalt, at hendes eks-mand som sort vist anså hende for en form for "trofæ-kone", fordi hun var hvid. Det må man sige er en meget sørgelig konklusion, men på den anden side tænker han så på en lignende måde vedr. sort-hvid-forholdet, som hun gør? Begge kan have brugt den anden som en art "signal-person" over for omverdenen.
Et
andet punkt i striden mellem Rachel og hendes familie er hendes
adoption af den ene af hendes tre adoptivbrødre, nemlig Izaiah. Nok gav
forældrene efter, og lod hende adoptere den på det tidspunkt 16-årige
bror, og det er også gået ham godt, men det kan ikke have været noget,
de virkelig gik ind for, da det jo udstillede deres
opdragelsesprincipper på en uheldig måde. Izaiah
påstod, at Rachels og hans forældre var voldelige, hvilket dog blev
modsagt af en anden af de tre adoptivbrødre. Som med alt andet i denne
forvirrede sag, støttede denne adoptivbror imidlertid senere Izaiahs og Rachels
påstande om vold i barndommen. Denne del af dramaet synes da også at
forklare noget af Rachels motivation til at anklage forældrene for både
det ene og det andet.
At se Rachel med "sort" make-up virker ret bizart, for hun er fra naturens hånd en decideret Pippi Lang-strømpe-type, der har de nordiske farver og bestemt ikke ligner det, hun ønsker at ligne, nemlig en farvet kvinde. Én ting er imidlertid, hvad familien og den hvide del af den amerikanske befolkning
mener om en person, der frivilligt omklassificerer sig selv fra hvid
til "sort", noget andet er, hvad de sorte opfatter som en ny form for
hvidt forræderi. Mange har ytret deres afsky for en kvinde, der så at sige tiltager sig rollen som medlem af en befolkningsgruppe, der historisk set virkelig har været og stadig er forfulgt, og som har lidt under dette i flere generationer. I deres øjne er hun en form for usurpator, altså en uærlig person, der uretmæssigt sætter sig i besiddelse af magten inden for en organisation eller et land. De ser hendes ansigt med den mørke make-up og det bobbede krølhår som en kniv i ryggen. Noget, der til en vis grad spejler udsagn fra hendes familie, der påstår, at hun ikke er i gang med den sociale reform, hun har angivet, men et power-trip for at blive berømt. Samtidig påstår de, at hun er og bliver en "løgner", der gerne lyver om alt og alle, hvilket så igen skader hendes og adoptivsøsterens sex-sag imod broderen foruden noget nær alt, hun tager del i. Hendes "farve-skift" ses altså bestemt ikke som en håndsrækning til den afro-amerikanske befolkningsgruppe, men som en kniv i ryggen.
I sin tid førte Joshuas privatdetektivs afsløring af hendes "race-skift" også til, at hun blev fyret fra "Eastern Washington University", hvor hun underviste i "Africana Studies". Dette fører så til spørgsmålet, om man skal være sort for at kunne undervise i et fag som dette. Umiddelbart virker det skørt, men hendes ægte, medfødte, men skjulte race var og blev anset for en så voldsom provokation, at universitetet altså valgte at fyre hende. Oven på det har hun sandsynligvis haft svært ved at klare sig økonomisk. Hun har snydt med økonomiske tilskud, og i 2018 er hun blevet dømt til at tilbagebetale velfærdsydelser, som hun har modtaget uberettiget. Desuden har der et par år før været en pinlig plagiat-sag imod hende, idet hun hævdes at have plagieret et maleri af den engelske landskabsmaler J.M.W. Turner og udgive det for sit eget originale værk.
Det kan ikke nægtes, at dette ligner et plagiat, og hun har virkelig gjort i nælderne denne gang, for Turner er en velkendt og højt elsket maler. Man spørger sig selv, om hun for alvor troede, at det ville forblive ubemærket, når de to værker er så ens, som tilfældet er. Ligheden er i hvert fald ikke til at tage fejl af.
Umiddelbart virker det meget fornuftigt af hende at skrive og udgive sine erindringer, hvor hun jo får chancen for at forklare sig og rette op på misforståelser. Bogen har dog ikke haft den effekt, hun havde håbet på. Det gælder også økonomisk, da den har solgt meget lidt. Med meget lidt opbakning har hun tilsyneladende sat sig selv i en uheldig position på både den ene og den anden måde, men hun har dog opnået at pege på forskellige skævheder i racernes forhold og samvær.
Dette er pakistaneren Mir Sultan Khan (1903-1966), der utvivlsomt var den mest forrygende asiatiske skakspiller nogensinde. Han var søn af en muslimsk landmand og præst, der underviste ham i spillet, da han var ni år gammel. At denne hjemme-underviste pakistanske analfabet pludselig dukkede op på skak-scenen var helt uventet, men i løbet af fem år (1929-1933) vandt han ikke desto mindre The British Championship tre gange ud af fire forsøg.
Hans resultater i de forskellige kampe placerer ham blandt verdens ti bedste skakspillere. Netop derfor studser man unægtelig over, at The World Chess Federation aldrig gav ham en hæderstitel som f.eks. "Grandmaster" eller f.eks. "International Master". Han er vel ikke glemt - og så alligevel, hvilket er både sært og ubehageligt at tænke på.
Reuben Fine
Mir Sultan Khan fyldte skakverdenen med undren, og den amerikanske skakstormester, skakskribent og psykolog Reuben Fine, der var anset for en af tidens helt store skakspillere skrev om ham: "The story of the Indian Sultan Khan turned out to be a most unusual one. The "Sultan" was not the term of status that we supposed it to be; it was merely a first name. He spoke English poorly, and kept score in Hindustani. It was said that he could not even read the European notations."
Fra 1930 vandt han til manges forbløffelse nogle kampe imod andre store skakspillere, som f.eks. Savielly Tartakower, Isaac Kashdan, etc., etc..
Efter et fantastisk parti skak imod den cubanske verdensmester Capablanca, som han overvandt, tog han tilbage til sin familie i Pakistan og ligesom forsvandt bare. Det siges, at han havde vanskeligheder med klimaet i Europa, og at det var grunden til, at han hellere ville hjem. Hans overvundne modstander, Capablanca, havde kun godt at sige om ham, og han beundrede ham meget. Ligesom alle andre var han forbløffet over hans præstationer:
Én ting er sikker, Mir Sultan Khan adskilte sig fra alle tidligere skakspillere ved ikke at have studeret sine forgængeres spil.
Både senere og tidligere skakspillere har alle sat sig ind i andres taktik og spillestil, men hans sproglige begrænsninger gjorde dette umuligt. Man kan sige, at han lærte sig selv at spille, efter at hans far altså tidligt i hans barndom havde introduceret ham for spillet.
For sådan ca. 100 år siden annoncerede man i to engelske aviser efter det, der blev kaldt "Verdens grimmeste kvinde. Annoncørerne tog dog forbehold over for muligheden af, at grimheden var "frastødende", "modbydelig" eller skyldtes "skader" eller "deformiteter". Kort sagt, det man ledte efter var noget så modsætningsfuldt som en "æstetisk grimhed". Dette krav afskrækkede dog ikke de forskellige aspiranter, der meldte sig, hvilket nok hang sammen med en tilføjelse, der gik på "god løn" og "langvarigt engagement". Annoncøren var Claude Bartram, der var den europæiske agent for det amerikanske cirkus Barnum and Bailey.
Bartram havde været på jagt efter "new season freaks", selv om dette cirkus altid havde haft masser af "freaks", idet disse som regel var vanføre, vildt overvægtige eller deforme personer, som publikum altså betalte for at se - og gyse over.
Eftersom disse fremvisninger var ret almindelige, er det såmænd ikke utænkeligt, at Mary Ann Bevan på et tidligere tidspunkt i sit liv havde overværet sådanne shows, men det har i så fald været dengang, hun var ung og yndig. Dengang havde hun været gift, men var nu enke med tre børn, som hun boede sammen med i en sølle bolig, for det var det eneste, hun havde råd til på sin løn. Det eneste, hun ønskede var at skaffe sine børn en uddannelse og dermed en tryg fremtid. Skidt med, om det skete ved hendes mærkelige forvandling fra yndig til mindre pæn.
Claude Bartram udtalte senere, at nok var hun mindre køn, men ikke på en afskyelig måde. Efter hans mening havde hun ansigtstræk "som hos en kæmpe". Dem, der så hende, påpegede også, at hun havde "maskuline træk", og det var en af grundene til, at hun på dette tidspunkt fandt det meget svært at få ansættelse. Folk veg fra hende i hverdagen, men Bartram, der søgte en "freak", syntes, at hun var perfekt, for hun så aparte ud, men ikke på en direkte skæmmende eller alt for frastødende måde. Kort sagt, Mary besad det grim-skønne ydre, han søgte hos sin nye "freak", så hendes billede skaffede hende jobbet i cirkusset.
Man skulle ikke tro, at dette "hestefjæs" tilhørte det samme menneske som det yndige fotografi fra en tidligere tilværelse som rask, men det gjorde det. Når Mary var komme til at se anderledes ud, skyldtes det sygdommen "akromegali", der giver dårligt syn, hovedpine og ansigts-forandringer. Andre med samme sygdom lignede hende meget, men det var formentlig mere acceptabelt hos mænd end hos kvinder, der forventedes at besidde visse feminine træk. Den kendteste person med denne sygdom i vore dage er nok skuespilleren André the Giant.
Nok har han og hans mandlige lidelsesfæller et påfaldende ydre, men kun i den forstand, at det virker som en forstærkning af de almindelige maskuline træk. Man vil måske undre sig over sådan en mands udseende, men det virker nu alligevel ikke uden for det normale.
Denne mand, (der ikke er André the Giant), er typisk for akromegali-patienter: forgrovede ansigtstræk med et forlænget og mere markant hageparti. Mange normale mænd kan se sådan ud og regnes for at være mindre pæne, men hos kvinder vækker det opsigt, fordi sådan en drastisk forandring virker som en negering af det, der var engang.
Eftersom Mary var en genert, sky og privat person havde hun sige betænkeligheder, men Claude Bartram fik hende overtalt ved at påpege, at hendes løn på £10 om ugen i et helt år, rejsegifter betalt samt (ikke mindst!!) royalties for postkort med hendes nu så deforme ansigt ville gøre det muligt for hende at skaffe sine børn en uddannelse.
Efter en kort turné i England, satte de af mod USA i 1920, hvor hun straks blev en sensation. Alle New Yorks aviseer skrev om "verdens grimmeste kvinde", og Bartram må have frydet sig over at have fundet sådan en guldklump!
Cirkussets opgave var at levere et show, der ikke byggede på sandheder, men på oplevelser. Folk kom for at gyse og undre sig - samt måske også fryde sig over, at det ikke var dem, der så så sær ud som Mary. Vidste publikum noget om hendes sygdom? Formentlig ikke, men den skyldes i de fleste tilfælde væksten af en godartet svulst.
Marys karriere som "freak" fortsatte i USA i to år mere. Derefter vendte hun hjem til England med noget, der dengang var en enorm formue: £20,000 (svarer til £500,000 i dagens valuta!). Hendes børn studerede på grund af hendes indtjente penge, men hun ønskede alligevel at fortsætte sin "freak"-eksistens, denne gang i England, hvor hun turnerede i et år.
Senere tog hun tilbage til USA, hvor hun genoptog sit show i tolv måneder, men så opstod der pludselig problemer, da en forarget hollandsk læge protesterede imod, at et sygt menneskes deforme ansigtstræk blev brugt som motiv for postkort. Den del af hendes indtægt blev derefter indstillet, og kort efter vendte hun tilbage til England. Desværre lader det til, at hun, der nu officielt havde trukket sig tilbage fra showbusiness, blev noget fordrukken, og hun var heller ikke god til at forvalte sine store indtægter fra før i tiden. Faktisk er der dem, der hævder, at hun satte det meste til ved dårlige spekulationer, men det håber jeg er en overdrivelse. Jeg tror dog på, at hun i høj grad savnede tilværelsen som tilbedt "freak", og der var dem, der sagde, at da hun døde den 26. december 1933, var det af sorg over ikke længere at være en tiljublet og accepteret stjerne i verdensberømt et cirkus.
Man har altid hørt om den frygtelige straf, der overgik "Jomfruen fra Orleans", dvs. Jeanne D'Arc, idet hun, knap 10 år gammel, blev brændt på bålet som kætter. Denne grusomme begivenhed blev foreviget skriftligt af øjenvidner, og det fortælles, at hun ikke - som på billedet - havde ansigtet utildækket. Tværtimod havde hun et klæde hen over det, så man ikke kunne følge hendes smerte og rædsel over flammerne - eller genkende hende som den berømte Jeanne D'Arc.
Jeannes "forbrydelser" bestod bl.a. i, at hun tydeligvis ikke kendte reglerne for god, kvindelig opførsel, og derfor har hun i moderne tid fået en vis status som en foregangskvinde. Kan hun klassificeres som "heks"? Det er da muligt, at hun har bedrevet gerninger, der regnes for hekses måde at klare sig igennem livet i et hårdt mandssamfund, men set med nutidsøjne er den slags anklager ikke andet end sludder og vrøvl. Anklagerene gik på mærkelige ting som f.eks. hendes brug af herretøj og bl.a. bukser i stedet for kjoler. Ikke desto mindre er det kun 80-100 år siden, at kvinder blev straffet for at gøre netop det.
Først i 2013 ophævede de franske
myndigheder en gammel lov fra 1799 der krævede, at enhver kvinde, der
ønskede at gå i mandetøj, først skulle have tilladelse fra Paris' bystyre
først."Mandetøj" var bl.a. lange bukser, og det var netop en af de "forbrydelser", Jeanne blev anklaget for.
Masser af mennesker så en kvinde, der blev fremstillet som Jeanne, blive brændt på Place du Vieux-Marché den 30 maj 1431. Derfor blev mange utvivlsomt yderst forbavsede, da hun pludselig dukkede op igen den 20. maj 1436. Denne kvinde kaldte sig dog ikke Jeanne, men "Claude". Samme dag som hun pludselig viste sig - og deltog i et møde med nogle høje herrer i Metz - ankom Jeannes to brødre, der var overbevist om, at hun var blevet brændt. Så snart de så denne "Claude" indtraf imidlertid noget meget forvirrende, for de genkendte hende som deres angiveligt henrettede søster, og hun genkendte minsandten også dem som sine brødre. Op igennem historien har der været masser af bedragere, der har udgivet sig for forsvundne kongelige personer. Det gælder bl.a. den franske Ludvig XVII og den russiske zar-datter, Anastasia, så var denne "Claude" også en bedrager? Højst sandsynligt, men der er altid plads til tvivl, også i dette tilfælde ....
Noget andet er, at hvis ikke Jeanne blev brændt i vidners nærvær i 1431, hvem i alverden var det så, der stod på bålet og blev pint, indtil hun døde i flammerne? Tjah, gåden er mere eller mindre blevet skubbet til side som irrelevant eller et bedrag af historikere, så den er aldrig blevet efterforsket for alvor, hvilket på en vis måde kan være forståeligt nok, for man ønskede ikke at miste martyren Jeanne, der senere blev helgenforklaret af den katolske kirke. Da selv ikke en helgen kan være både levende og død, vil en anerkendelse af, at det var en form for "stand-in", der led døden på bålet, lave ravage i Jeannes ry og eftermæle - samt kirkens fremstilling af sagen.
I 1456, dvs. omkring 25 år efter hendes død, rehabiliterede en pavelig inkvisitons-domstol Jeanne D'Arc og erklærede hende som martyr, ikke kætter. Hvad Claude/ny Jeanne angår, så giftede hun sig ifølge domprovsten ved Saint-Thiébauts optegnelser senere med adelsmanden Robert des Armoises, der havde angiveligt havde mødt Jeanne før. Før og/eller efter futtede også omkring og blev modtaget af de fornemste folk rundt omkring, der alle åbenbart anerkendte hende som Jeanne D'Arc, nemlig fordi hun lignede hende meget. Hvis nogen alligevel skulle komme i tvivl, så kan hun sørme også fremvise sine to krigsskader, men dem kunne Claude såmænd også have haft, for hun havde angiveligt været soldat i pavens hær i Italien. Ud over Jeannes krigsskader, så var der også hendes velkendte vane med at tale i parabler og at håndtere våben præcis, sådan som Claude gjorde. Alt dette blev taget som "bevis" på, at Claude var Jeanne.
Da hun får mulighed for at møde kongen, Charles VII, kan det dog have ført til hendes forsvinden midt under en middag den 1. august 1439: hvis hun er en bedrager, så frygter hun formentlig, at kongen ville hun ikke kunne narre, for han kendte hende godt. Man kan sige, at de to havde en form for kode mellem sig, idet Jeanne havde fortalt ham en hemmelighed, der skulle bevise, at hun virkelig var Guds sendebud. Hvis Claude ikke kunne dette, ville hendes maskerade være slut, og ifølge nogen var det lige præcis det, der kunne være sket, sådan at hun var nødt til at flygte. Det er sørgeligt at tænke på, at en begavet ung pige på 19 år led en så smertefuld død på bålet, men det ville det nu også være, selv om hun så havde en stand-in, for hun ville jo ikke have lidt mindre end den ægte Jeanne. Desuden var der faktisk flere af tidens unge kvinder, der påstod, at de var den ægte Jeanne D'Arc, ligesom bedragere udgav sig for andre af de fire myrdede zar-døtre. Jeg tror i hvert fald ikke, at "Claude" var "Jeanne", men det er unægtelig en interessant og underholdende historie, der iøvrigt ender med, at denne kvinde - hvem hun end var - boede sammen med sin adelige mand på hans slot, og at de fik et par børn sammen ....
Enhver religion indeholder elementer, der afspejler menneskers behov for at finde orden i kaos. Disse elementer bygger ikke på andet end realistisk set uunderbyggede, men ofte alligevel meget stærke forestillinger om noget, mange accepterer som "sandheden". Det gælder f.eks. den kristne opfattelse af himmel og helvede, djævle og engle. De troende mener at have helt styr på systemets grundlæggende værdier, for dem er de blevet oplært i, og de forekommer dem helt igennem naturlige.
At engle oprindelig blev beskrevet som voldsomme, ulegemlige og i en vis
forstand truende "kraftcentre", der overhovedet ikke ligner de smukke,
fjerklædte og meget hjælpsomme skabninger, vi ser dem som i dag, viser
noget interessant om udviklingen af den menneskelige
forestillingsverden. I vore dage er engle til for at hjælpe os i
hverdagen, og i USA gælder det vist også Jesus, som man forventes at
påkalde i ny og næ, hvis man skal gælde for at være "troende". I denne hverdags-udlægning fungerer både Jesus og engle som en art "julemænd", hvilket ingen af dem har været på samme måde før i tiden.
Også dyr forventes at få et evigt liv, og katte får sandelig både glorie og vinger som andre engle
Ifølge den almindelige tankegang bliver døde mennesker til engle, hvis de da er "frelste" og skal i Paradiset. Troende fortæller om besøg af afdøde, enten i den skikkelse, de havde før døden, eller som engle. Dvs. at den kraft, disse "Guds sendebude" engang stod for, er blevet til noget ganske andet og meget mere hverdagsagtigt, end de var i sin tid.
I den moderne tolkning er det hele blevet så enkelt, for "de gode" kommer i Paradiset, hvor de flagrer omkring sammen med alle mulige engle, og de onde havner i Helvede, hvor der venter dem en hulens masse pinsler. Hvad det skal gøre godt for, er ikke til at sige, for ingen lader til at lære af straffene for deres forbrydelser for derefter at forlade Helvede som bedre mennesker. Næh, det hele tjener åbenbart udelukkende som straffe, dvs. som udtryk for en "det har de rigtig godt af, haha-tankegang", der faktisk ikke virker særlig kristen.
Helvede er absolut ikke et sted, hvor man har det godt, medens Paradiset forventes at være så skønt, at man lever i evig lyksalighed. Begge steder kører efter et fortjenst-system, men hvad med dem, der dør helt igennem uskyldige og uvidende om religionen og dens teser? Det gælder jo f.eks. små børn eller visse voksne, der aldrig har hørt om Biblen, Jesus og trosbekendelser af nogen art. Ifølge den del af den katolske tro, der imidlertid aldrig har været dogmasticeret, havnede de før i tiden i det, man kalder Limbo, hvor de hverken var frelst eller fordømt. For få år siden opgav den katolske krike imidlertid denne forestilling, selv om den faktisk gjorde gavn som en art "trøst" for dem, der har mistet små, udøbte børn og andre uskyldige, der ikke selv evner at forholde sig til religiøse dogma. Det kunne f.eks. gælde evnesvage, men renlivede personer. Hele denne del af troen er dog blevet forladt af den katolske kirke, selv om den lever videre i en almindelig "hverdags-ideologi" hos både katolikker og protestanter. Hvis man vil udtrykke noget omkring livets træghed, en uforanderlig tristesse eller en gråt-i-gråt-stemning, så ligger begrebet "limbo" lige for hånden. At være i limbo betyder i vore dage at eksistere uden at leve.
Den gældende katolske tros-konstruktion omfatter også Skærsilden, der ikke er det samme som Limbo, men en form for renselsessted, hvor man netop gør det, man ikke kan i hverken Helvede eller Paradiset, nemlig blive "bedre". Sjælen menes at blive renset i Skærsilden og dermed blive gjort rede til at komme i Paradiset via Skærsilden. Dette mellemtrins-sted kan være ubehageligt, men det er ikke - sådan som Limbo - en endestation, hvor man bare vegeterer.
For mig er alle disse forestillinger - og den historiske udvikling af dem - et tankespind, der holder alt for mange mennesker fanget. Når jeg ser på mine amerikanske kontakter på sociale medier, så er det i hvert fald tydeligt for mig, at de f.eks. tror på sådan noget hokus-polus som bønnens kraft. De påkalder bønner for alt muligt og forventer, at deres kontakter deltager, ligegyldig hvem de er. For mig er det en højst besynderlig tankegang, som jeg ikke kan andet end ryste på hovedet ad, men det betyder jo så, at jeg på en vis måde gør nar ad andres tro. Jeg forsøger at holde mig neutral, men det er svært, for jeg mener virkelig, at (denne form for) religion er "opium for folket", og at det holder store dele af en befolkning fast i et kvælertag, der burde være blevet brudt for længe siden.
Troende personer vil helt sikkert fortsat foretrække, at deres uvidende/uskyldige, døde slægtninge havner i det nu kasserede Limbo end i Helvede, for så kan de efter Dommedag alligevel komme i Paradiset. Det må have været en stor trøst for disse mennesker, selv om de nok ikke har kunnet lide at tænke nærmere over, hvad Limbo egentlig står for. På samme måde har mange det jo med deres mere eller mindre elendige liv, hvor de foretrækker en gråt-i-gråt-tilværelse frem for døden. Jeg tror, at mange af disse hverdags-troende mennesker kommer til at savne de gamle Limbo-ideer, som de ikke sådan uden videre giver slip på, selv om den katolske kirke befaler det ....
Det siges, at den skotske by Edinburgh den dag i dag har et af verdens bedste medicinske fakulteter. At studere dér skulle angiveligt sikre de unge medicinstuderende en fremragende uddannelse. Dvs. at borgerne i Edinburgh er stolte af det, byen byder på inden for dette felt, og det var de også, da lægen Robert Knox (1791–1862) slog sine folder på sin læreanstalt i kirurgi og anatomi. Han havde ganske vist nogle specielle teorier om race, der ikke tåler et nærmere eftersyn i dag, hvor vi har oplevet Anden Verdenskrigs rædsler, men blev utvivlsomt regnet for en kapacitet som anatom og kirurg. Det gjaldt måske også hans tro på den såkaldte "transcendental anatomi", der var en form for sammenlignende anatomi, hvor man søgte at finde ideelle mønstre og strukturer i alle organismer i naturen. Desværre har hans videnskabelige nysgerrighed dog formentlig gjort ham blind og døv for alt, der lagde forhindringer i vejen for hans studier, bl.a. af menneskets anatomi. Dere er således ingen tvivl om, at han som forsker levede efter en "målet-helliger-midlet-ideologi".
Sagen er imidlertid, at for at foretage anatomiske studier og desuden undervise i kirurgi skal man have lig og helst rigtig mange. Hans evner, ideer og ry trak studerende til, men selv om det selvfølgelig var mægtig godt for både ham og byen, så betød det, at han ikke kunne holde gang i sine aktiviteter uden de lig, der kunne tjene som undervisnings- og forskningmateriale. Tallet 40 er blevet nævnt som et realistisk antal nødvendige studieobjekter til hans studier samt undervisning, men hvor i alverden skulle han få så mange døde fra, når det kun var henrettede forbrydere og afdøde folk fra arbejdsanstalter og fattiggårde, der blev videregivet til de lig-hungrende læger? Der var rift om de døde, og lig-røvere havde gode kår, selv om de jo også konkurrerede om de bedste kadavere, hvad enten de var begravet eller ej. Et lig var et lig, ikke mindst som handelsvare ....
Lykken tilsmilede Knox i november 1827, hvor en forgældet lejer hos pensionatsvært William Hare (født ca. 1804) blev fundet død af naturlige årsager. Han havde tilsyneladende ingen slægtninge, der kunne gøre krav på hans lig, så Hare og hans gode ven samt kollega, William Burke (1792-1829) syntes, det var en god ide at sælge hans afsjælede legeme til den lig-hungrende Dr. Knox. Det fik de to gutter £7.10 for, hvilket var rigtig meget dengang. Denne succes med en hurtig og indbringende forretning gav de to venner blod på tanden, og til Dr. Knox' store glæde kunne de levere mange flere lig, hvilket han "glemte" at efterforske for at afgøre, hvor alle disse afdøde personer kom fra. Det blev faktisk til ialt 16 lig, inden en af William Burkes lejere rapporterede til politiet, at han havde fundet et lig under sin seng. Burke og hans kone benægtede ihærdigt, at det kunne være rigtigt, men løbet var kørt. Hammeren faldt, for efter et for datiden ganske pænt stykke politiarbejde blev de to skumle lig-skaffere, Burke og Hare, arresteret.
Hvad Dr. Knox angik, så benægtede han straks ethvert kendskab til den måde, hans samarbejdspartnere skaffede de eftertragtede lig. Hverken han eller de to fyre var til at hugge eller stikke i, men politiet greb så til den list at love den yngste af forbryderne, nemlig William Hare, immunitet, hvis han vidnede imod sin makker, Burke. Det gik han med til, for det var hans eneste chance for at undgå galgen. Han kom med nogle hårrejsende beskrivelser af tre mord, et af dem på en retarderet og forkrøblet, ung mand, der var kendt som Daft Jamie. Eftersom han var et velkendt element i gadebilledet, havde man undret sig over, at han pludselig var forsvundet, men det skyldtes altså, at han var havnet som studiemateriale hos Dr. Knox.
Et andet offer for skrupelløse lig-røvere var en ældre kvinde, der var kommet fra Irland for at lede efter sin forsvundne søn, som hun mente måtte opholde sig et sted i Skotland. Hun var åbenbart en naiv og tillidsfuld sjæl, for Burke fik hende til at besøge sig med den løgn, at hun måtte være i familie med hans mor. Det fortælles, at de drak og dansede, og hun har sikkert moret sig, inden han kvalte hende og derpå fragtede hende til Dr. Knox. En anden var en purung pige ved navn Mary Patterson.
Både Burke og Hare var afgjort skyldige i både ligrøverier og flere mord, men de blev ikke begge kendt skyldige. Som et vidne med immunitet slap Hare for at lide Burkes skæbne, dvs. at få en dødsdom med påfølgende dissektion (dog ikke hos Dr. Knox!!).
At Burke efter denne domfældelse pludselig tilstod at have været med til at myrde ialt 16 mennesker, skyldtes hans kristne tro på, at det var nødvendigt for at blive frelst i religiøs forstand - og måske også et vist ønske om at hævne sig på Hare, der var sluppet helt fri for sin andel i forbrydelserne? Hvis det sidste var tilfældet, så virkede det i hvert fald ikke, for Hare slap for galgen og den påfølgende dissektion og menes at have gemt sig i Irland, hvor han angiveligt døde på mystisk vis nogle få år senere.
Hvad Dr. Knox angik, så var byens borgere, der før havde været så stolte af ham og hans ry, direkte forargede. De fattede ikke, at han ikke også blev retsforfulgt, da det jo var hans umættelige behov for at få lig, der havde udløst de mange mord. Efter deres mening var han lige så skyldig som Burke og Hare, men det syntes myndighederne ikke. Dette betød dog ikke, at han slap helt for straf, da de vrede indbyggere i Edinburgh stormede hans undervisnings- og dissektionsstue. Det forskrækkede Knos, og han besluttede sig derfor for at flygte til London, hvor han hutlede sig igennem, samtidig med at han fortsatte sin forskning i den såkaldte "transcendeltale anatomi", som han havde været interesseret i siden sin allertidligste ungdom. Om det betød, at han fortsatte med at opkøbe lig illegitimt, vides dog ikke med sikkerhed.
Dr. Knox's ry var i høj grad blakket oven på skandalen med Burke og Hare, men på grund af dem og deres skurkestreger huskes han den dag i dag. Burke er dog den, der har efterladt sig flest spor, da hans dissekerede legeme blev skænket til byens museum i skeleteret tilstand efter henrettelsen. Dér kan man den dag i dag se det med dets store "tandsmil" .....
Noget andet, han (ufrivilligt!!!) efterlod sig, var en lommebog, der var indbundet i hans hud. For at det ikke skal være løgn, er der sørme også et brev, skrevet med hans blod .....
Nu om stunder holder Edinburgh de tre skurkes minde i live med "morderture" i byen for alle, der er interesseret i det makabre. De er efter sigende meget populære ....
