tirsdag den 7. december 2021

Skiftingen - det forbyttede menneske

Nej, hvor yndigt, en fe!!! Tænk, at man før i tiden var bange for dem og frygtede, at de skulle bebyrde én med en skifting. Det var de ikke ene om at kunne, for det var noget, som også trolde og forskellige andre underjordiske skabninger kunne finde på, men feerne lader til at have været særlig slemme i England og Irland. Hvem, der var de værste, kan man derfor diskutere, for det skiftede altså efter geografi og tidsrum, men én ting er sikker: de var overmåde mægtige og skræmmende, for de kunne både stjæle ens sjæl og ens krop. Skiftingen var således et barn - eller i sjældnere tilfælde - en voksen, der var blevet forbyttet og udskiftet med en underjordisk skabning. 

Bridget Cleary og hendes mand, Michael

Den sidste såkaldt "heks", der blev brændt i Irland, var således en god, flittig og smuk syerske ved navn Bridget Cleary, der havde været så uforsigtig at gå forbi et forhekset hus i marts 1895. Da hun kom hjem, syntes hendes mand, Michael, at "hun ikke længere var sig selv". Denne opfattelse blev forelagt den tilkaldte præst, Fader Ryan, men det var Michael, der forkastede den medicin, en læge, der også havde tilset Bridget, havde ordineret. I stedet for greb han til gamle metoder til at få skovlen under "feer", der havde stjålet menneskers identitet, og det var noget, der kun kan opfattes som tortur, nemlig med ild. Efter at Michael - sammen med forskellige familiemedlemmer som bl.a. Bridgets far - havde behandlet den "fe", der efter hans mening havde erstattet hans kone, så døde hun en meget pinefuld død, og han blev kort efter anklaget for mord. Han indrømmede at have holdt hende over - eller i - ildstedet, men mente fortsat, at han ikke havde dræbt Bridget, men den stygge "fe", der havde stjålet hendes identitet, så hun var blevet en anden. Kort sagt en forklaring, der ikke er uden lighedspunkter med mange senere voldelige ægtemænds fornemmelse, når konen ikke lystrer eller viser "respekt", og som derfor myrder hende .....

Skiftinger optræder imidlertid oftest som børn, idet et eller andet underjordisk væsen stjæler det sunde og raske, nyfødte menneske-barn for i stedet at lægge sit eget grimme og vanskelige afkom i vuggen. De kan dog også bortføre barselskvinden og gøre hende til amme for fe-børnene. Samtidig hugger de så formentlig hendes barn og udgiver det for deres eget. Det faste mønster i denne form for bortførelser er, så vidt jeg kan se, at skurkene gør sig fri af noget mindre kønt for i stedet at tilegne sig noget nemt og smukt, der ikke skaber vanskeligheder ved at være grimme eller syge.

Dette pæne, unge ægtepar, der lige har fået et barn, og som åbenbart ikke har beskyttet det med hverken kors, bibelsteder, sølv eller stål i vuggen, er så optaget af hinanden, at de slet ikke har bemærket, at den lille er blevet udskiftet med noget, der ligner et djævlebarn. Skrækkelig situation, for sådan er barn beskrives altid som helt rædselsfuldt, umedgørligt, støjende og krævende, hvilket går forældrene så meget på nerverne, at de tvinges til at gribe til fortvivlede midler. Det populæreste middel var at plage den lille så meget, at det skreg, for man mente, at så kom dets fe- eller troldemor for at hjælpe den lille skrighals ved at tage det tilbage og i stedet efterlade menneskebarnet.

Noget af det mest uhyggelige ved denne gamle tro på børn, der blev udskiftet med skiftinge, er den brutalitet som "vanskelige" babyer blev udsat for. I visse tilfælde gik det så vidt, at man dræbte barnet, "for det var jo slet ikke et menneskebarn, men en dæmon". Martin Luther var en af dem, der troede på myten om skiftinge, og han citeres af Frederik Stjernfelt ("Syv myter om Martin Luther" (s. 88-89), Gyldendal, 2017) for at råde forældrene til at dræbe det "vanskelige barn": "Luther troede også på forestillingen om skiftinger. I Dessau havde han set en tolvårig dreng, der "ikke gjorde andet end at æde og skide". Luther gav det råd at få drengen druknet, "for åndssvage børn er skiftinger, født af kvinder, der har haft omgang med djævelen ... De børn skal druknes, ikke af medlidenhed, men fordi djævelen hos skiftinger har taget sjælens plads".

Sådan en udlægning af fødslen af et tydeligvis mentalt handicappet barn forarger mig, men Luther var selvfølgelig en mand af sin tid, så man må vel bære over med ham, selv om hans barske udtalelse får mig til at tænke på Hitler og hans grusomme udrensninger af bl.a. handicappede. Der var ingen nåde og barmhjertighed hos Luther, og det var der heller ikke i f.eks. Bridgets sag, hvor en masse familiemedlemmer pinte hende, for at få hende til at blive "sig selv" igen.


Hvis man trods alt veg tilbage for det allermest drastiske middel og fulgte Luthers råd om aflivning af det sære, grimme, støjende, etc. barn, så var der det gode, gamle middel: pin den lille, til dens virkelige mor kommer og henter det samt - måske vigtigst af alt - afleverer det smukke, sunde og søde barn, man selv er mor til. Metoden giver børnemishandling et helt nyt perspektiv, og jeg gad nok vide, hvor mange der blev ofre for denne metode op igennem historien. Stakkels Bridget Cleary blev i hvert fald brændt og tævet ihjel, hvilket skaffede Michael en dom på tyve år i fængsel, da retten ikke troede på onde "feer" og den slags overnaturlige væsener, men mente, at han i stedet for at være en djævleuddriver var noget langt mere almindeligt, nemlig en hustrumishandler og hustrumorder af den slemme art.

Det for mig at se allermest besynderlige er, at denne tro på feer, trolde, etc., der stjæler folks børn og udskifter dem med deres egne, fortsætter temmelig langt op i tiden. Der var således en sag i 1953, og der er sikkert stadig nogen, der tror på påstandene om, at særligt grimme eller vanskelige børn og voksne i virkeligheden er skiftinge .....


 https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/en-skiftning

 

http://www.historie-online.dk/temaer-9/livets-fester-42-42/skiftninger 

 

https://denstoredanske.lex.dk/skifting 

 

Wikipedia

 

mandag den 6. december 2021

Kongelige knoklerier

Eftersom George III af England (1738-1820) og hans dronning Charlotte (1744-1818) i den grad straks fandt melodien i deres arrangerede ægteskab, at de producerede ialt 15 børn, der også gav dem en masse børnebørn, så skulle man tro, at der var kongelige arvinger nok til den engelske trone, men nej, det var der faktisk ikke. Kronprinsen George (senere George IV: 1762-1830) var ikke den eneste playboy i familien, men det kunne måske endda gå, hvis bare han havde sørget for fødslen af en arving, der kunne blive hans tronarving, når han selv blev konge. Der var forskellige problemer med virkeliggørelsen af den ide, og et af de værste var, at han og hans brødre havde en for den tid kedelig tendens til at formere sig uden for ægteskabet, hvorved deres afkom blev illegitimt. Den slags "uægte" individer - som f.eks. Georges søn, major George Seymour Crole, som han havde med en af sine elskerinder - kunne ikke arve den engelske trone, så gode råd var dyre.

Maria Anne Fitzherbert

Kronprinsen blev ganske enkelt tvunget til at opgive sin hemmelige hustru, Maria Fitzherbert (1756-1837), som han ellers var helt vild med, og i stedet gifte sig med sin tyske kusine Caroline of Brunswick, som han aldrig havde mødt. Pressionsmidlet var til at tage og føle på: den ekstravagente kronprins havde en gæld på £630,000, der omregnet til vore dages valuta nok ville være i nærheden af £48 millioner. England var på denne tid i krig med Napoleon, hvilket belastede statskassen alvorligt, så han kunne ikke bare få gælden dækket af Staten eller af sin far, kongen, og nettet trak sig mere og mere sammen om ham. Den eneste løsning var at finde en velhavende og "passende", dvs. royal, kone, selv om han jo altså allerede var gift med den seks år ældre Maria Fitzherbert. Han ville ikke, men det blev han faktisk nødt til, hvis Parlamentet skulle hjælpe med at dække hans gæld ....

Maria Fitzherbert

Grunden til, at ægteskabet med Maria Fitzherbert ikke kunne anerkendes og derfor blev holdt hemmeligt, var hendes katolske tro og formentlig også hendes ganske vist adelige, men dog ikke kongelige baggrund. Hun havde allerede været gift - og var blevet enke - to gange, men dette tredie ægteskab var dømt til undergang på grund af kronprinsens slemme økonomiske situation og manglen på en næste-generations-tronarving.

Caroline of Brunswick

Brylluppet med kusine Caroline fandt sted i 1795, og man mener, at bryllupsnatten blev gennemført som et første og måske endda sidste erotisk møde mellem ægtefællerne. George fortalte selv, at de havde været i seng sammen ialt tre gange, men det er nu ikke så sikkert, og mere blev det i hvert fald ikke til, for de kunne slet ikke lide hinanden. Resultatet af de påtvungne anstrengelser var dog lige præcis det, Staten og kongefamilien havde håbet på: Caroline blev prompte gravid, og selv om hun ikke fik en dreng, men en pige, så jublede alt og alle - måske med undtagelse af Maria Fitzherbert - over fødslen af næste generations-tronarvingen, prinsesse Charlotte (1796-1817). 

Prinsesse Charlotte

Nogenlunde samtidig med den lille, populære prinsesses fødsel gik hendes forældre over til at leve adskilt, og i det år, de var sammen, sås de praktisk talt aldrig. Han var overmåde ivrig efter at indlede en skilsmissesag, men det modsatte hun sig hele vejen igennem. Hvorom alting er, så indledte de en offentlig mudderkastning af de helt vilde. Befolkningen var forarget, og de fleste holdt med hende, for på grund af sin ødselhed og sit fortsatte skørlevned var han ikke populær.


Da han ville af med sin kone én gang for alle, blev der indledt en undersøgelse af hendes privatliv væk fra ham. Sagen var den, at utroskab kunne føre til den skilsmisse, han så brændende ønskede sig. Måske fordi hun kun måtte se sin datter én gang om ugen, begyndte Caroline at tage imod fattige plejebørn. Dette blev brugt imod hende, idet hun blev beskyldt for at være den biologiske mor til i hvert fald ét af børnene, nemlig William Austin, hvis far angiveligt var hendes elsker. Man opdagede ret hurtigt, at den lille William ikke var hendes biologiske barn, men det, der blev kendt som "The Delicate Investigation" af hendes privatliv ødelagde hendes rygte, selv om man ikke fandt beviser på den utroskab, hun blev anklaget for. Iøvrigt virker det grotesk, at hendes mand, George, med alle sine elskerinder, sit vilde forbrug, osv. anklagede hende for det, han selv gjorde, og som han ikke lagde skjul på.

 William Austin 

udlæggelseb af plejeforholdet benægtede Caroline voldsomt, også på skrift, da hun skrev en bog om den forfølgelse, hun mente sig udsat for, men beskyldningen førte i sig selv til, at hun blev umuliggjort i den kongelige familie. Hun rejste til Italien, hvor hun fik en tjener, der nu også blev brugt imod hende, fordi han var en mulig elsker. Heller ikke det er blevet bekræftet. 

Prinsesse Charlotte of Wales

Da Carolines og Georges datter, prinsesse Charlotte, døde uventet under fødslen af en dødfødt dreng i 1817, var hun ifølge vidneberetninger helt utrøstelig. Efter datterens og barnebarnets død havde hun meget lidt at komme tilbage til England for, men da hendes svigerfar, George III, døde i 1820, og hendes mand blev konge, besluttede hun sig for at stå fast på sine rettigheder. Hvordan man end vendte og drejede det, så var hun stadig gift med den nye konge og var derfor den lovformelige dronning af England. Da hun ankom, modtog hun en kanonsalut fra slottet, men ingen varm velkomst fra sin mand. Han knoklede løs med de undersøgelser af hendes privatliv, der ville kunne give ham den skilsmisse, han brændte sådan efter at få. Ved hans kroning som George IV den 19. juli 1821 burde hun som hans dronning have fået adgang til Westminster Abbey og være blevet kronet sammen med ham, men i stedet for, fik hun i bogstaveligste forstand smækket døren i lige foran sig. Hun var og blev uønsket, og efter denne ydmygelse forværredes hendes forskellige helbredsproblemer hurtigt.

Caroline of Brunswick

Den grove behandling, hun blev udsat for, har måske, været et chok for hende, da hun døde knap en måned efter Westiminster-episoden, nemlig den 7. august 1821. Nok var hun ingen engel, men det var han altså heller ikke, og det er sørgeligt, som deres liv udformede sig efter brylluppet i 1795. Nok elskede de ikke hinanden, men masser af andre kongelige op igennem historien har accepteret arrangerede ægteskaber under de samme vilkår, som disse to stridende personer levede under, og det har langt hen ad vejen fungeret. Nok er det et ret vildt koncept, men det er altså også brugbart, hvis parterne accepterer det. Begge opførte sig imidlertid som forkælede børn, og det satte en stopklods for alle forsøg på at leve neutralt sammen.

Efter George IV's død fulgtes han af sin bror, William IV (1765-1837), der heller ikke havde præsteret en "færdig" tronfølger. Han fik ganske vist børn med sin dronning, men de døde kort efter fødslen. Selv regerede han kun i syv år (1830-1837), før han døde og blev fulgt af sin niece, Victoria.

Figur, der forestiller William IV's tredie barn, den lille prinsesse Elizabeth af Clarence, der døde to måneder gammel. Hvis hun havde levet, så ville England have fået en ny Elizabeth II før George VI's datter, der stadig regerer landet.

Det lykkedes først George III's fjerde søn, Prins Edward, Hertug af Kent og Strathearn (1767-1820) at få produceret det, hele landet havde sukket efter i årevis, nemlig en legitim tronarving. Hans datter var den stadig berømte Victoria (1819-1901), der fik ni børn i sit eget ægteskab. Hendes mor var prinsesse Victoria af Saxe-Coburg-Saalfeld, der som hertugens enke kom til at stå for opdragelsen af deres datter. 

At det lykkedes for hertugparret at producere det, den ene efter den anden i den kongelige familie var mislykkedes med, er tankevækkende, for det må have krævet et intenst knokleri, der blev drevet af pligten og ikke af lysten, da parterne ikke var forelskede i hinanden. Kongers og dronningers soveværelser kan næsten kun have været en slagmark, hvor Gud Amor blev tvunget i knæ og besejret af pligtfølelsen og ærgerrigheden. Det gjaldt faktisk også George og Caroline, der fik produceret prinsesse Charlotte. At miste hende må have været ekstra slemt for dem, da de jo havde måttet overvinde deres modvilje imod hinanden for at kunne gøre, hvad der skulle til. Således var det ikke bare George, der ikke kunne lide Caroline, men hun beklagede sig også over, at den mavesvære og fordrukne prins ikke lignede det portræt, hun havde set af ham. Det tror da pokker, når man tænker på hans livsførelse .....


George (IV) sådan .....
 
- eller sådan?

Døde på en levende måde ....

En bedårende, lille afro-amerikansk pige, ikke sandt? Ja, hun ligner fuldstændig, men er altså ikke et levende barn, selv om hun ser sådan ud. Faktisk er hun en såkaldt "Reborn Doll", der efterhånden findes i alle former, størrelser og aldersgrupper. Nogle samler ligefrem på dem og omtaler dem også gerne som "deres børn", hvilket de i hvert fald ikke er, for de er ikke bare stendøde, men tilmed ufødte, og sådan er biologiske børn nu engang ikke .....

Er hun skør? Ikke nødvendigvis, men jeg ville nu ikke sætte mine penge på et væddemål om, at hun er ganske normal, for det er hun jo heller ikke. En ting er at have smukke dukker i sit hjem, noget andet at behandle dem som levende, for det er de altså ikke. Man kan spekulere over disse fanatiske Reborn dukke-"mødre" og deres motiver, men jeg har endnu ikke fundet en enkel og ligetil forklaring, der dækker alle perspektiver.

For mig at se ligner dukkerne i høj grad de billeder, man har set, af små, døde lig i det 19. århundrede. De bliver også passet og plejet, som var de ikke - dybest set - affald. Dette kunne have været en Reborn-dukke, men er altså en lille, død baby fra engang for mange år siden. Barnet er stadig nuttet og derfor lige til at kramme, men dette er og bliver en tom skal, for det er dødt og vågner ikke til live igen, ligegyldigt hvad man gør ved det lille lig.

Er dette mon den sørgende farmand til den lille afdøde? Det er svært at finde en umiddelbar lighed mellem dem, for babyen er tydeligvis ikke død for nylig. Man kan sige, at der er gået lidt for mange dage, til at man kan opretholde illusionen om, at den lille "bare sover" og snart vågner op igen, men derfor sørger de efterladte jo alligevel over dets bortgang, hvilket  er grunden til, at de har fået billedet taget.
 

Når man ser nogle menneskers totale engagement i deres kæledyr, så kan man skimte en lighed i dyrkelsen af både de ægte afdøde og substitutterne, Reborn dukkerne. Langt hen ad vejen har man virkelig hals- og håndsret over både dyr og dukker, idet man somme tider glemmer, at førstnævnte ikke er lig med sidstnævnte, men altså levende væsener med deres egne ønsker samt definitioner af et tåleligt liv. At ovenstående er så nuttede, at de ligner legetøj, nægter jeg ikke, men det er de altså ikke .....


Situationen med Reborn-dukkerne er omvendt af den med kæledyrene, for de ser levende ud, men er altså stendøde. Man kan klæde dem af og på, som man vil, og der kan aldrig opstå spørgsmål om, hvorvidt de sulter eller bliver vanrøgtet. En nem måde at være "forældre" på, må man sige, og dem, der er faldet for systemet med de tilsyneladende levende dukker, kan have ren samvittighed, for de kan mishandle dem lige så tosset, de vil, uden anklager om børnemishandling. Har farmand pædofile lyster? Jamen hvem skal dog forhindre ham i at virkeliggøre dem med familiens "næsten levende" Reborn dukke? Ingen!!!

Hvis man gerne vil være forældre, men helst ikke have ansvaret for rigtig, levende børn med alle deres krav om mad og andre former for forsørgelse, så er Reborn-dukkerne nok et godt alternativ. De skal ikke passes og plejes som et kæledyr, men kan tages frem af et skab, når man har lyst til sidde/gå/stå/ligge med dem. Fordi de er en ejendel, kan de sælges og/eller byttes, hvilket jeg har set annonceret på bl.a. DBA's sider. Priserne er iøvrigt ikke i den lave ende af skalaen .....
 

En yndig, lille pige og sikkert kønnere end så mange andre af den levende slags, men "adoptionen" af hende forekommer mig nu alligevel at være særdeles sær. Noget af det mest underlige er dog den simulerede fødsel af en Reborn dukke.


 

https://reborn-in-denmark.com/ 

 

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Bradford_Exchange 

 

https://www.rbgdoll.com/?pp=0&epik=dj0yJnU9WHNIclZobTZhOXRzcjIzMmZjMVFhTjFTS1dkVTJsYUQmcD0xJm49SThicHpFMWJGT05WYVlWQnlvdUFhdyZ0PUFBQUFBR0dzME1n 

lørdag den 4. december 2021

Bøsse-morderen Dennis Nilsen

Ung og ret sød at se på, helt sikkert en, der kan få opmærksomhed fra både herrer og damer. I bagklogskabens lys kan man dog hævde, at der er "noget lumsk" over hans lille smil og blikket, men det er faktisk den spidse næse, der får mig til at tænke på seriemorderen Ted Bundy. Nå, men Dennis Nilsen - og ham er det jo - var nu mere til mænd end til de smukke, unge kvinder, "charmedrengen" Ted jagtede og slagtede efter forgodtbefindende.


Dennis Andrew Nilsen (1945-2019) var af skotsk-norsk oprindelse, idet hans far var fra Norge og hans mor fra Skotland. Som barn havde Dennis på et tidspunkt "leget doktor" med sin søster, så da han som teenager opdagede, at han tændte på drenge, hvis ansigtstræk mindede ham om hende, troede han, at han nok "bare" var biseksuel. Noget, han senere måtte indrømme over for sig selv ikke var tilfældet: han var til mænd, og han var tilmed til voldtægt af mænd - eller af deres lig. 


Vejen fra levende til død stod han selvfølgelig selv for efter at have lokket sine ofre med sig hjem. Nogle af dem var bøsser og/eller trækkerdrenge, medens andre bare var hjemløse og/eller arbejdsløse, der havde brug for et måltid mad og et midlertidigt nat-logi. At deres ven i nødens stund havde i sinde at myrde dem, har de ikke haft nogen anelse om, men han var faktisk selv en ensom og fortabt sjæl, der søgte et menneskeligt samvær, som han ikke fik ret lang tid ad gangen.

Mordene foregik altså altid hjemme hos Dennis, nemlig i et af de to steder i London, hvor han boede mellem 1978-1983. Et par af ofrene havde han haft håb om ville flytte ind hos ham som hans kæreste, men hans forhold holdt simpelthen ikke, og der kan have været et vist element af skuffelse i hans mange mord og hans bizarre behandling af ligene. Nogle af de døde beholdt han hos sig i flere uger, vaskede, pudrede og klædte dem på, som han nu ønskede at se dem. De fleste brugte han formentlig som en art menneskelige sex-dukker, også flere uger efter deres død.


En nydelig mand og sikkert også en, der kunne have vakt Dennis Nilsens interesse, men dette er nu hans banemand, blikkenslageren Mike Cattran, der blev tilkaldt på grund af en skrækkelig stank omkring afløbet, som Dennis selv havde været med til at klage over. Da han som morder jo godt vidste, at nu var der fare for, at han ville blive opdaget, tilbragte han natten før mordene blev opdaget af blikkenslageren og politiet med et nytteløst forsøg på at fjerne de menneskelige rester og erstatte dem med kyllingeben og andet fra dyr til mad-brug. Efter sin arrestation og under  kørslen til politistationen blev han spurgt om, hvorvidt der kun var ét eller måske to lig  i kloaksystemet. "Næh," sagde han, "der er nok en 15-16 styks ...."


Det har der sikkert også været, for man fandt også mere end 1000 tænder og rigtig mange knoglefragmenter i haven bag den ene af hans boliger, men i første omgang blev han nu kun dømt for mord på seks unge mænd. At der var langt flere, og at kun en brøkdel af dem kunne identificeres, er trist at tænke på. Detaljerne omkring voldtægterne og mordene på ofrene gør det hele endnu mere horribelt. Her ses således den gryde, som han brugte til at koge afhuggede hoveder i.

Uhyrlighederne har han selv fortalt om på de båndoptagelser, man har fra fængslet, og de er interessante, men dybt foruroligende som vidnesbyrd om en meget, meget pervers mand. Da man spurgte ham, hvorfor han ikke holdt op med disse meningsløse mord, svarede han, at det var det eneste i hans liv, der gav ham et kick samt glæde. Det er tydeligt, at han ikke fortrød mordene og det faktum, at han havde berøvet disse mange unge mænd deres liv og livsmuligheder. 

Her ser man en voksfigur af den efter afsløringen meget berømte og særdeles berygtede seriemorder Dennis Nilsen blive eskorteret til sin plads i gyser-afdelingen af Madame Tussauds. Andre har foreviget ham med dokumentarer, film og TV-udsendelser, foruden at der selvfølgelig også er udegivet en masse avisartikler om ham i tidens løb.

 

 

https://www.dailystar.co.uk/tv/how-dennis-nilsen-died-excruciating-22693862 

https://www.mirror.co.uk/features/how-plumber-who-found-human-10747120 

https://www.mylondon.news/news/nostalgia/des-creepy-letters-dennis-nilsen-18905026 

https://ph.news.yahoo.com/dennis-nilsen-serial-killer-dinner-train-091530741.html

https://www.devonlive.com/news/devon-news/killer-dennis-nilsen-penned-final-1564177

https://www.holliescrack.com/post/who-did-dennis-nilson-kill

https://thetab.com/uk/2021/08/18/dennis-nilsen-true-story-memories-of-a-murderer-tapes-netflix-219626 

Wikipedia


fredag den 3. december 2021

Hvem dræbte Napoleon I?

 

Som vi ved, ikke mindst fra ældre krimier, så er arsenik et af de mest populære mordvåben, hvilket ikke mindst den britiske krimidronning Agatha Christie, ofte har demonstreret. Her ses hun med en af de engelske skuespillerinder, nemlig Margareth Rutherford, der har givet liv til hendes nok mest berømte detektiv, Miss Marple, der er udstyret med et skarpt blik for luskede arvinger, mord - og arsenik ..... 

Også uden for krimiernes verden har dette såkaldte "arvingernes pulver" imidlertid banet vejen for mange, der bare ikke har kunnet vente på, at deres sejlivede arveonkel døde naturligt. Arsenik regnes for et "civiliseret" mordvåben sammenlignet med f.eks. knive, revolvere, økser og lignende. Blodet fosser ikke ud og påkalder sig unødig opmærksomhed, og mange af symptomerne virker naturlige, fordi de tilskrives almindelige sygdomme. Et af de første "normale symptomer" på arsenikforgiftninger er således hovedpine. Det har vi jo alle sammen i ny og næ, så det skulle gå meget mærkeligt til, hvis nogen øjeblikkelig går fra erkendelsen af sådan et symptom til mistanker om et mordforsøg med arsenik. 

En endnu bekvemmere anvendelighed ser man i forbindelse med det, der tilsyneladende er blevet mange amerikanske (kvindelige) morderes yndlingsgift, nemlig kølervæske. Det smager sødt og er derfor perfekt sammen med søde drikke. At der er tale om en forgiftning er ikke lige til at se for ofret, men væsken er ret effektiv. Derfor er metoden blevet brugt om og om igen med imponerende resultater. Det fine ved et middel som kølervæske er, at det fås nemt og billigt, for det indgår naturligt i en bilejers hverdagsliv. Man skal ikke ud og handle med skumle personer i mørke gyder, men kan gå ned og købe det i en ganske almindelig forretning. 

Inden maj 2010 var det også ret nemt at få fat på arsenik, nemlig i forbindelse med rotte-bekæmpelser, men det er nu blevet forbudt for privatpersoner. Hvis man har et rotteproblem, skal man tilkalde en autoriseret rottebekæmper og ikke selv fuske med det. 

Som ældre fremtrådte Elizabeth I som et spøgelse. En ung adelsmand, der så hende uden makeup blev så forskrækket, at han ikke nåede at tænke sig om, men kom med et par yderst fornærmelige betragtninger om hendes ydre, der vist nok endte med at koste ham livet. Hvad havde han set, der i den grad forskrækkede ham? Man mener, at hendes brug af den gængse makeup, hvor hendes ansigt fremtrådte som unaturligt bleg, ikke bare havde belastet hendes helbred, men også hendes ydre. Sagen var nemlig den, at denne makeup indeholdt arsenik. Det gjorde makeuppen imidlertid også mange år senere, da Max Factor, Helena Rubinstein og Elizabeth Arden startede deres firmaer for dyre skønhedsprodukter. Dette vareområde var simpelthen forgiftet af de midler, der skulle tjene som forskønnelsesmidler. 

Pinligt nok indeholder visse fødemidler også arsenik. Det gælder bl.a. ris, som man ved indeholder "arsen", der sammen med ilt udgør arsenik. Derfor skal risene skylles og behandles på en særlig måde.
 

Før i tiden indeholdt mange forskellige former for medicin arsenik og/eller andre substanser, der nu ses som giftige. Der var ellers alle mulige populære midler, der solgtes helt op til engang i 1960'erne. Noget andet, der solgtes langt op i tiden var en speciel form for tapet. Farven grøn blev i en bestemt nuance fremstillet ved at opløse kobberacetat i eddike og derpå tilsætte en arsenikopløsning, hvilket gjorde de tapeter, der var farvet med produktet både smukt grønne og overordentlig giftige .....


Ingen bliver vist forbavset over at høre, at Napoleons lig var fuldt af arsenik, for hans mange fjender og politiske modstandere har selvfølgelig ønsket ham død i årevis, og de har da sikkert prøvet alt muligt for at få bugt med ham, men hvem myrdede ham og hvordan??? Den gængse opfattelse i vore dage er, at han døde af mavecancer, men at han også blev udsat for en arsenikforgiftning i forbindelse med sit fangenskab på St. Helena. Man ved nemlig nu, at dagligstuen i det hus, der tjente som hans fængsel, havde tapeter med arsenik, men det havde man også mange andre steder, da man jo endnu ikke vidste, at det var farligt.

En gruppe italienske forskere, der foretog analyser af Napoleons hår, fandt ud af, at han sandsynligvis har været udsat for en kontinuerlig arsenikforgiftning gennem hele sit liv og altså ikke bare en enkelt gang. Det virker sært, for så mistænker man jo, at han må have været forfulgt af giftmordere fra før, han blev kejser, og det virker trods alt ikke sandsynligt. Hvor kom arsenikken så fra??? Tjah, en nærliggende tanke er faktisk, at den ikke stammer fra fjender, men fra tapeter i hans forskellige hjem. Mange har ønsket ham død, men det var sandsynligvis de forskellige tapetsererne, der optrådte gennem hele hans liv, der slog ham ihjel uden at være klar over det .....


https://ekstrabladet.dk/krimi/mor-og-datter-forgiftede-far-med-koelervaeske-i-kirsebaervin/5727596

https://www.hjernetips.dk/sundhed/106-hverdagens-giftstoffer

https://illvid.dk/medicin/de-fem-mest-giftige-stoffer

https://historienet.dk/kriminalitet/britiske-husmoedre-var-iskolde-arsenik-mordere

https://historienet.dk/samfund/dagligliv/500-aars-madskandaler-fra-arsenik-slik-til-blaa-maelk 

https://www.kemifokus.dk/tapeterne-der-draebte/ 

https://usamerika.dk/shirley-allen-den-sorte-enke-der-draebte-sin-mand-med-koelervaeske/ 

https://ekstrabladet.dk/krimi/article3081420.ece 

https://www.bolius.dk/maa-man-koebe-rottegift-i-tyskland-243

https://rosengaardcentret.dk/blog/makeuppens-magiske-rejse/ 

https://samvirke.dk/artikler/soerg-for-at-skylle-dine-ris-foer-du-koger-dem

Wikipedia

 

Oscar Wildes niece

 

Dorothy "Dolly" Wilde, 1925

En flot dame, der afgjort ligner sin berømte - og berygtede - onkel, forfatteren Oscar Wilde, en hel del. Ligesom Oscar var også Dorothy "Dolly" Wilde (1895-1941) mest til sit eget køn, selv om hun afgjort nød mandlig opmærksomhed og ligefrem pralede af de frierier, hun modtog fra forelskede herrer. Den beundring, hun fik fra højre og venstre, gjaldt dog ikke kun hendes flotte ydre, men også hendes charme og skarpe vid. Således var hun - ligesom sin onkel Oscar - berømt for sin rappe replik, der skaffede hende ind i de parisiske saloner, hvor hun brillerede på alle mulige måder.

Oscar Wilde (1854–1900)

Det virker sært i vor frisindede tid, men det lader til, at hele Wilde-slægten med undtagelse af Dolly skiftede navn oven på Oscae-skandalen med homoseksuelle affærer og især den med den unge Lord Alfred Douglas. Hans kone forlod ham efter at have antaget et nyt navn, nemlig Holland, til både sig selv og deres to sønner. På et tidspunkt medens Oscar afsonede sin dom på to år, fødtes Dorothy "Dolly" Wilde, der var datter af hans ældre, alkoholiserede bror, Willie, hvis eneste barn hun var. 


Onkel og niece mødtes aldrig, men hun var vild med ham, hans ry og hans værker, så hun beundrede sin onkel langt mere end f.eks. sin egen far, der døde nogle få år efter hendes fødsel. Da Willie døde, blev familien imidlertid så fattig, at Dollys mor, Lily, ikke mente at have råd til at beholde hende i hjemmet. Hun blev sendt til noget, hun selv har beskrevet som et "landligt kloster", der ikke lader til at have givet hende gode minder om hendes barndom.

Ved Første Verdenskrigs udbrud tog den unge Dolly til Frankrig, hvor hun blev ambulance-kører. Hun blev kæreste med en af sine kvindelige kolleger, nemlig Standard Oil-arvingen Marion "Joe" Carstairs, der senere blev berømt som speedbåd-sejler. Hendes tilnavn var "Den hurtigste kvinde på havet", hvilket siger meget om både hende som person og hendes ambitioner.

Netop på dette tidspunkt, inden Anden Verdenskrig, havde lesbiske kvinder en masse gode muligheder i Paris. Det vrimlede med mødesteder som f.eks."The Monocle", men mange af festlighederne foregik i private hjem, hvor Dolly virkelig slog sine folder, også fordi hun var den berømte og berygtede Oscars niece og lignede ham meget i det ydre. Hun skrev ganske vist ikke som ham, men oversatte dog lidt, og fandt da også indpas i byens litterære cirkler. Her mødte hun bl.a. Scott Fitzgeralds hustru, Zelda, som hun forsøgte at forføre, hvilket resulterede i den harmfulde forfatters hævn: der var nogle fornærmende referencer til hende i hans "Tender Is the Night", som han dog endte med at skære væk inden udgivelsen. 

Dolly i et eksotisk antræk

Blandt hendes kærester var journalisten Janet Flanner og den spændende, biseksuelle russisk-amerikanske skuespillerinde Alla Nazimova.


Dolly var unægtelig en meget smuk kvinde, og hun forstod at brillere og at skaffe sig rige venner og velyndere. Desværre for hende var hun dog ikke nær så velhavende som smuk, idet hun kun havde en lille arv fra sin stedfar at leve af. En sådan situation kan ikke have været helt nemt for en noget nær substistensløs narkoman som hende. Hun blev flere gange indlagt til afvænninger, men det var næsten et fast mønster, at disse ikke bare mislykkedes, men at hun også blev udskrevet med nye former for afhængighed. F.eks. betød en af hendes indlæggelser, at hun nu også blev forfalden til sovemedicin.
Hun var jo altså ikke rig, og man får indtryk af, at hun klarede sig igennem som noget af en snylter, der skaffede sig gratis logi rundt omkring i byen. Hendes livsstil og manglende pengemidler betød i hvert fald, at hun nærmest levede fra hånden og i munden. Det var hun åbenbart ganske god til, men hendes fortryllede Pariser-liv sluttede, da tyskerne besatte Paris under Anden Verdenskrig. Et par år før havde hun opdaget, at hun havde cancer, hvilket formentlig også spillede ind, da hun besluttede sig for at forlade Paris.

Hun rejste i hvert fald hjem til England, bl.a. på grund af sin brystkræft. Stædig som hun var, nægtede hun dog at lade sig behandle kirurgisk, men søgte i stedet en åbenbart virkningsløs alternativ behandling. Da hun døde som bare 45-årig, kunne man ikke fastslå en sikker dødsårsag, for dødsfaldet kunne både skyldes canceren, men også en overdosis.

https://www.irishtimes.com/culture/niece-who-was-wilder-than-wilde-1.1105899

 

https://www.agefotostock.com/age/en/details-photo/marion-barbara-joe-carstairs-on-a-speedboat-with-a-male-civilian-passenger/MEV-13144833 


 https://archive.nytimes.com/www.nytimes.com/books/first/s/schenkar-wilde.html

 

https://worldqueerstory.org/2019/09/07/dorothy-wilde/ 

 

Wikipedia


onsdag den 1. december 2021

"Livet som lig": Kristeligt Dagblad, 2014


Det sker, at jeg gennemgår nogle af mine gamle udgivelser, som jeg derefter "genopliver" ved at poste dem her på det, der har været min blog i adskillige år. Nu er tiden kommet til en kronik fra 2014: "Livet som lig", Kristeligt Dagblad, den 14. november. Noget af stoffet fra denne kronik er før indgået i andre artikler, men her er den samlet:

Et ordentligt bump mod ruden og en meget død due satte tankerne i gang hos dagens kronikør. For hvad er det lige, der sker, når døden indtræffer? Sært nok tildeles man som død et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv.
ORLEDEN MORGEN da jeg sad og hyggede mig med min morgenkaffe, lød der et ordentligt bump, fordi en due fløj direkte ind i ruden over for mig. Selvom lyden var skræmmende, var det dog værre at se den afsjælede fugl ligesom glide ned ad ruden for derefter at ende i buskadset nedenfor.

Det værste var afgjort det pludselige og ganske uventede i selve dødsfaldet. Nok ved man, at døden kan komme som lyn fra en klar himmel, men én ting er at vide det, noget andet at se det bevist på en så håndfast måde. Da jeg gik ned for at tjekke, om duen nu også var rigtig død, kom jeg igennem gården, der denne morgen var fyldt op med et helt møblement. Ups, tænkte jeg, der er vist en, der har sluppet håndtaget, og nu bliver lejligheden ryddet. Alt dette udgjorde for kort tid siden et medmenneskes hjem, men var nu skrald. På en vis måde ligesom afdøde selv, idet vedkommende nu befandt sig i den mellemtilstand, hvor man er et ”lig”, og hvor ens allersidste opgave består i at lade sig skaffe af vejen én gang for alle. Cirklen sluttes så at sige, idet man bevæger sig fra ufødt til født og derpå til ”lig”. Sært nok tildeles man som død imidlertid et specielt ejerforhold til sig selv. Pludselig taler man om ”hans/hendes lig”, ”mit/dit lig”, men sproget snyder, for på intet tidspunkt i livscyklen ejer man i mindre grad sig selv. 

Nå, men duen viste sig (heldigvis?) at være stendød og lod sig derfor skaffe af vejen som skrald. På vejen tilbage gennem gården så jeg, at de første ”ådselsgribbe” allerede var mødt op. Jeg genkendte dem på min egen reaktion, da mit blik automatisk zoomede ind på blandt andet en pæn standerlampe, der nu var blevet til affald. MINE MED-GRIBBE OG JEG udvekslede et par mistroiske og griske øjekast, idet vi tvang os selv til et høfligt ”god morgen, dejligt vejr i dag!”. Ingen af os sagde mere, men da der dukkede endnu en interesseret ”grib” op, spurgte jeg, om han vidste, hvem der var død. Det gjorde han ikke, men en af de først ankomne ”gribbe” kom med et muntert ”ja, hér finder man ham i hvert fald ikke, for vi har været det hele igennem - ha, ha, ha!”.

Nej, tænkte jeg på vej op, det gør man vel ikke, for nu er han/hun på vej videre i processen med at få forvandlet sit lig til en pæn og acceptabel, det vil sige usynlig eksborger. Noget, der paradoksalt nok giver liv til en hel industri, hvor der beskæftiges alt fra læger, patologer, bedemænd, balsamører/sminkører, gravere, kirkegårdsbetjente, blomsterhandlere, præster og politifolk. Når det går rigtig hedt til, giver et dødsfald også nyt liv til pressen, men så skal det også være noget særligt, hvor ”(grav-)jord” rimer på ”mord”.

Visse steder, hvor man går meget op i at bevare liget bedst muligt, får folk, der kender balsameringens kunst, til dagen og vejen ved at opretholde en illusion af evigt liv. Det skete for eksempel i tilfældet med Eva Pern, men inden da blev også andre prominente lig bearbejdet efter alle kunstens regler. Således er der velbevarede mumier både i og uden for Egypten, men også fint dekorerede skeletter som de 19 juvelklædte ukanoniserede ”helgener”/”martyrer” fra Sankt Deodatus (Rheinau, Schweiz).

MAN SPØRGER sig selv, hvordan nogen kan få den skøre idé at overdænge disse for længst afdøde og tilmed tvivlsomme kirkelige dignitarer med kostbare juveler i en verden, hvor levende mennesker sulter. En ting er, at den lille, italienske pige Rosalia Lombardo (1918-1920), blev mumificeret, da hun døde af lungebetændelse, så hun den dag i dag ser forbløffende levende ud, noget ganske andet at udstyre en flok skeletter med kroner og sceptre, guldkæder og så videre.

Hvad Rosalia Lombardo angår, så blev hun balsameret af en af datidens fremragende balsamører, nemlig Alfredo Salafia, og derpå lagt i gravkapellet på Sicilien, hvor hun stadig ligger, men ikke i den oprindelige kiste. Sagen er nemlig den, at man for nogle år siden opdagede, at det snart 100-årige lig var ved at blive indhentet af tidens tand. Den gik jo ikke, for hvad enten hun er i live eller ej, så er hun nu blevet en turistattraktion. Himmel og hav blev sat i bevægelse for at redde den afdøde tumling, hvis to-årige jordeliv var blevet forlænget af balsameringskunsten.

Efter at man har set billeder fra nazisternes koncentrationslejre er det nu, som om det én gang for alle er blevet gjort klart for moderne mennesker, at død er død, og at intet kan gøre den ugjort. Sagen er bare den, at hver enkelt afdøde person kan betyde virkelig meget for de efterladte. På den ene side ved de, at der reelt set er tale om det, den omkomne due blev for mig, nemlig skrald, på den anden side vil de naturligvis til enhver tid nægte at behandle deres døde slægtninge eller venner som noget sådant. Liget både er og er ikke den person, det var i levende live, og man ønsker at behandle det ud fra en følelse af, at det eksisterer som individ - selv i død tilstand.

Når man står ved dødslejet og betragter det, der måske for et kort øjeblik siden var det vigtigste i ens liv, er det da også umuligt at se dette øjeblik som det første i en proces, hvor afdøde går fra en elsket og levende person til et anonymt skelet eller en dynge aske. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, også hvad os selv angår, hvilket nok er det allersværeste at forstå.

Mange sproglige udtryk narrer os også til en bagatellisering af dødsprocessen. Det gælder sådan noget som ”det bliver min død”, for det handler jo ikke om døden. Man misbruger udtrykket til at forstærke en erklæring om noget helt andet. Sådan er det også med ”dødlækker”, hvilket er et grotesk begreb, når man tænker på modsætningen mellem noget reelt lækkert og et lig, der jo ikke bevarer charmen ret længe.

Når man taler om selve dødsfaldet, bruger man ofte udtryk som for eksempel: ”han/hun tabte kampen”, der giver et falsk indtryk af, at hvis bare man kæmper længe og ihærdigt nok, så kan man besejre døden. Noget, der som bekendt og ifølge traditionen kun er lykkedes for én, nemlig Kristus ...

DØDSTRADITIONER er centrale i de fleste religioner, men er ofte bizarre eller direkte stødende for anderledes tænkende. Jeg kan for eksempel ikke lide at se knogler og hele skeletter, der bruges som udsmykning. Kapucinerkirken Santa Maria delle Concezione i Rom er måske den kendteste med knogleopstillinger. Her finder man resterne af cirka 4000 afdøde gejstlige, men der er andre kirker med endnu flere.

Jeg reagerer også imod kunstneriske galninge som Günther von Hagen og hans plastinerede lig. Det er mig umuligt at acceptere, at døde mennesker forvandles til brikker i et kunstnerisk puslespil. Engang var de hr., fru eller frk. X, og nu er de blevet til plastik-kødtrofæer eller til klodser.

Her må jeg dog indrømme. at når jeg går imod knogleopstillinger og plastinerede lig, så skyldes det nok, at jeg inderst inde har en forventning om at genfinde individet, men at disse ”kunstværker” beviser for mig, at det virkelig er udslettet. Hr., fru eller frk. X findes ikke mere, for de er blevet til tavse, manøvrérbare brikker i et religiøst eller kunstnerisk puslespil.

H.C. Andersen er lige så død som hr., fru eller frk. X, men hvis man halede ham op af graven og puttede ham i en benpyramide sammen med Søren Kierkegaard, Herman Bang, Karen Blixen og Tove Ditlevsen, så ville det næppe gå stille af. Assistens Kirkegård slap godt fra at bryde gravfreden og flytte et stort antal lig for at give plads til metroen, men den gik nok ikke med H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

De fine, fornemme eller berømte afdøde beskyttes nemlig i deres grave, men der er dog undtagelser. For eksempel blev Henrik V's dronning, Katherine af Valois (1401-1437), udsat for en noget ureglementeret behandling efter sin død. Hendes barnebarn, Henrik VII, der foretog forskellige forandringer af Westminster Abbey, anbragte nemlig hendes balsamerede lig i en primitiv kiste og overlod det til almen beskuelse i over 200 år.

 

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/2014-11-14/livet-som-lig