Når man beskæftiger sig med "mordets anatomi" - dvs. bl.a. motiver og metoder - så ville det være så dejligt nemt, hvis der kun var mandlige mordere, for dem er der nu engang flest af, men sådan fungerer det ikke. Begge køn figurerer nemlig i mordstatistikkerne, men motiverne til mord er dog ofte vidt forskellige. Kvinder ligger f.eks. ikke på lur for at overfalde, voldtage og dræbe mænd. Den slags sex-mordere er der til gengæld mange af blandt mænd, hvad enten deres bytte er børn, andre mænd eller kvinder, så fylder de unægtelig godt i statistikken.
De motiver, som kønnene kan have til fælles, er almen grådighed: man ønsker mere og mere af noget bestemt. Ofte gælder det noget, man har forventet at få af eller via partneren, men han/hun kan eller vil ikke give en det, man ønsker. Noget af det mest uhyggelige er, når ens myrdede "livsledsager" ikke er en mand eller kone, men ens barn, fordi han/hun er blevet til overs i ens liv. Man myrder, fordi man ønsker at få luft under vingerne. Denne type mordere føler måske oven i købet, at det er deres ret som forælder ....
Sådan var det med Donna Scrivo, hvis søn, Ramsay, blev myrdet af sin mor for at skaffe plads til hendes nye kæreste. Mordet fandt sted i 2014, og dommen på livsvarigt fængsel faldt i 2015, men meget tyder på, at hun havde forsøgt at myrde sin søn et par år før, nemlig ved en mordbrand, hvor huset brændte ned til grunden. At han blev reddet ved den lejlighed - og med kroppen fuld af sovemidler, som hun havde givet ham - var mildt sagt ikke hendes fortjeneste, men det blev han altså. Dermed måtte hun i gang med en ny plan, for væk skulle han, for at hun kunne begynde et nyt liv med sin nye kæreste. Hendes to sønners far var allerede død, og en hel del kunne tyde på, at hun også havde myrdet ham, måske med morfin, fordi han var syg og blev for besværlig.
Ramsay var en sød, men "tung" fyr, som hun ikke bare var mor, men også værge for. Dvs. at hun var bundet til ham på en måde, der ikke er sund for nogen af parterne. Det fortællels, at de skændtes meget, og Ramsays bror, Jason, havde direkte opfordret ham til at flytte væk fra det usunde forhold. Donna var desperat efter at komme videre med sit liv, og Ramsay kunne ligesom ikke få hul på sit, men blev bare hængende i de samme mønstre, som hun fandt så belastende. Noget af det, hun havde forventet af begge sine sønner, var en borgerlig succes, og det havde ingen af dem, men Jason var dog flyttet væk fra hende og havde fået sit eget.
En uholdbar situation, der endte på frygtelig vis, for i 2014 blev der fundet 12 affaldssække med afskårne legemsdele, og da Donna kort tid inden havde meldt sin søn, Ramsay, forsvundet, var det måske ikke helt unaturligt, at hun påpegede muligheden af, at den døde var hendes søn. Politiet undrede sig dog over hendes mistanke, ikke mindst da den blev bekræftet: det sønderdelte lig var, hvad der var tilbage af Ramsay.
Efter en omfattende politiundersøgelse kunne man fastslå, at flere vidner havde set Donna læsse fyldte affaldsposer af det sted, hvor poserne med ligdele blev fundet. Der var også videooptagelser af hendes køb af den sav, han var blevet skåret op med. Desuden fandt man bl.a. blodspor i hendes og Ramsays fælles bolig, så nettet strammedes mere og mere om den følelseskolde mor, der ikke engang viste nogen reaktion, da hun fik oplyst, at den døde var hendes søn.
Det endelige bevis kom, da hun i en telefonsamtale med sin søster fortalte, at Ramsay var blevet myrdet af en mystisk sortklædt mand, der havde truet hende med også at dræbe Jason, hvis hun sladrede. Der var så mange selvmodsigelser og tåbelige påstande i denne søforklaring, at hun så at sige dømte sig selv, fordi politiet hurtigt kunne tilbagevise det hele. Dommen på livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse bliver afsonet i The Women’s Huron Valley Correctional Facility i Michigan og er helt igennem velfortjent.
Da jeg tilfældigvis stødte på ordet "lovløshed", satte det gang i nogle overvejelser, for hvordan forholder det sig egentlig med love og lovsystemer? Er der samfund helt uden love, og hvordan kan det lade sig gøre, hvis nu de altså eksisterer?
Så vidt jeg ved, findes der ingen samfund, der er helt uden lovsystemer, men de er ikke altid skrevet ned. Stammeråd og "grupper af ældre" afgør om noget er rigtigt ud fra skik og brug, religion og/eller nedarvede overbevisninger. Disse styrende råd er tit meget rigide, for de står nærmest automatisk for status quo. Dvs. "det rigtige", hvor "sådan er det, fordi det er sådan"-tankegangen styrer deres handlinger og beslutninger. Status quo ses nemlig som det "naturlige", og alt, hvad der rokker ved den, er af det onde, outrerede eller en overskridelse af den gældende religion og moral. Det er nok derfor, at de allerfleste revolutioner fører til mod-revolutioner, der ender med den samme eller en lignende status quo. (Og ja, her tænker jeg bl.a. på kommunismen og de steder, hvor den har lidt fallit som et forsøg på et nyt samfundsideal ....)
Hvis hovedparten af et lands borgere tror på, at mennesker dybest set er gode, så kan man sikkert opretholde et samfund, der ikke behøver strikse love og hårrejsende straffesystemer, men tror folk virkelig på det, eller er det bare et fjernt og uopnåeligt ideal? Desværre lader det til, at selv om idealet er der, så er det de færreste, der vil ofre liv og lemmer, penge og ejendom, etc. for at opretholde det. Uden en fornemmelse af retfærdighed i et givent samfund ender det med anarki, hvor alle rager til sig, hvad enten det er forkert eller ej. Sådan et system har brug for love, men har det måske ikke. (Det var vist det, der gjaldt i en periode i "Det Vilde Vesten").
"Gud siger, at du skal give mig den bøf!"
Det lader dog til, at hvor mennesker kastes ud i katastrofale situationer, hvor alt lederskab er væk, så opstår der ledere eller måske bare "kloge koner" eller "kloge mænd", som folk lytter til. Disse kan så enten blive til diktatorer og henvise til fiktive guder og naturlove for at cementere deres magt, eller også bliver de bare dem, man spørger til råds, og som bare har en indirekte magt. Alle disse forskellige kombinationer kan eksistere i nabolande, der altså grænser op til hinanden, men som lever efter forskellige regler. Dvs. indtil et land pludselig ser det som fornærmeligt, at nabolandet har en anden opfattelse af noget, de tror på ....
Love er knyttet til overbevisninger, der måske ikke deles af alle, men formentlig af flertallet eller af dem, der har magten. De er derfor gældende dér, hvor de bor, og alle må underkaste sig dem eller måske komme ud for slemme ting.
En hjemløs? En vagabond? Næh, en russisk historieprofessor ved navn Anatoly Moskvin, der talte 13 sprog, havde eksamen i keltisk kultur og som var journalist i den femtestørste by i Rusland, Nizhny Novgorod. Ud over det var han en selvudnævnt ekspert i kirkegårde, hvilket gjorde, at han kaldte sig selv en "necropolyst". Titlen er noget, han selv har fundet på, men den signalerer det, han rent faktisk var: en mand, der elskede døde piger.
Det er lidt uklart, hvor mange "dukker", han lavede ud af de 3 til 29-årige døde piger, han stjal rundt om på kirkegårdene. Tallene "26" og "44" er blevet nævnt, men der kan være flere, for han arbejdede uhindret i adskillige år, indtil han endelig blev afsløret og arresteret i 2011.
I stedet for at skamme sig over at have forstyrret gravfreden og bortført de døde, bebrejdede han pigernes forældre, at de havde "efterladt deres døtre i den mørke jord". Han påstod også, at familiens ret til at bestemme over dem endte med deres død. At han mumificerede ligene og behandlede dem som dukker var åbenbart en kærlighedsgerning for ham.
Hans besynderlige besættelse af disse døde piger stammer angiveligt fra en episode, da han var 13 år gammel: moderen til en 11-årig pige ved navn Natasha Petrova tvang ham mere eller mindre til at kysse den døde og gav ham derpå en ring for at "forlove" ham med hende. Dette gjorde efter sigende et så stort indtryk på ham, at han kyssede og kyssede den døde Natasha samt blev hooked på oplevelsen, sådan at han senere i livet søgte døde piger overalt
I 2009 begyndte folk rundt omkring at bemærke grave, der var opgravet og tømt, men det tog altså to år, inden de fandt ud af, hvem der havde stået for dette.
Anatoly Moskvin blev opdaget, da han også gik i gang med muslimske
grave. Han blev arresteret, men har mærkeligt nok stadig et publikum
til sine rapporter "Great Walks Around Cemeteries" og "What the Dead
Said". Dvs. at der er folk der ikke tager afstand fra hans handlinger.
Påsken nærmer sig med stormskridt, og de fleste nutidsmennesker tænker nok efterhånden mere på påskelam, påskeharer og æg end det, denne højtid virkelig står for i vores kultur: Jesu domfældelse og korsfæstelse, hvilket angiveligt fandt sted i det, vi senere har defineret som år 33 e.Kr.. Endnu færre tænker sikkert på den mand, der til evig tid er forbundet med denne begivenhed, nemlig den romerske præfekt - eller statholder - Pontius Pilatus. Ifølge Biblen gik han ikke ind for en domfældelse af det jødiske brushoved, Jesus, men folket krævede hans henrettelse, og han føjede dem, idet han "vaskede sine hænder for den skyld, denne dom medførte".
Siden det nu drejer sig om Jesus, rammes Pilatus af et specielt kritisk blik. Nok var han imod henrettelsen, men han fik den dog gennemført for at være befolkningen tilpas. Det synes vi ikke om, og ordet "fejhed" melder sig øjeblikkelig i vor bevidsthed, men herregud, det vrimlede jo med profeter, messiasser og andre af samme skuffe på den tid. Jøderne drømte om en genrejsning af det gamle land via en messias, og enhver, der optrådte som en sådan, har selvfølgelig haft sine tilhængere. At Jesus advarede imod alle disse "falske profeter", er jo hvad man ser i enhver valgkamp, så hvad pokker ....
Ingen har nogensinde før fremstillet Pilatus som Monty Python-skuespilleren Michael Palin i filmen "Life of Brian", og det er befriende at møde denne udgave af de ellers så højtidelige Pilatus-portrætter. Telly Savalas og Rod Steiger var traditionelle på hver deres måde, medens David Bowie i Martin Scorseses "Den sidste fristelse" indfører en helt ny form for medfølelse. Med hans fremstilling af Pilatus skifter han, så at sige, karakter.
At der er forskellige tolkninger af både den korsfæstede og dommeren som personer demonstrerer de problemer, man står med, når det gælder mere eller mindre mytiske skikkelser: de er aldrig andet end fortolkninger af noget, der måske/måske ikke fandtes engang for længe siden, og som har været igennem kirkens PR-mølle lige siden.
Det, vi ved, er at Pontius Pilatus som romersk præfekt var politiske ansvarlig for domsfældelsen og korsfæstelsen af Jesus, der mange år efter sin død blev centrum for kristendommen. Jøderne drømte tilsyneladende mere om en jordisk oprører, der kunne sætte landet frit, end om en person, der kom med påstande af religiøs art. Man kan ikke forvente, at en romersk embedsmand fra en velkendt fornem familie, hvis efternavn "Pilatus" betyder "spydkaster", har haft sans for det, Jesus stod for, da mange fra hans eget folk heller ikke forstod det til bunds. Jesus er blevet anklaget for Pilatus som oprører, og det var dér, filmen knækkede for præfekten, der ikke så andet end en ret ufarlig religiøs drømmer. At hans kone angiveligt havde en drøm om Jesus, der beviste, at han var en "retfærdig mand", skaffede hende senere helgen-titlen, men hans rolle i dramaet om henrettelsen var og blev den ufrivillige bødels.
Mange sætter spørgsmålstegn ved Jesu liv og levned. Eksisterede han virkelig, og hvad med Pontius Pilatus? Er de begge historiske skikkelser? Et fund af en gammel ring kunne tyde på, at Pilatus i hvert fald eksisterede, for det ca. 2000 år gamle smykke anses for at have været hans.
Mihaly Munkacsv maleri af Jesus foran Pilatus, 1881
Når man spekulerer på, om Pilatus var en historisk skikkelse, der blev knyttet til beretningen om Jesus, så finder man meget få skriftlige kilder ud over nogle få jødiske skrifter, nemlig bl.a. Tacitus, der nævner ham i skildringen af Neros forfølgelse af de kristne. Alt det for og imod, han tilskrives i Biblen, kan være senere tilføjelser ganske som genopstandelsen, der mistænkeligt nok ikke er med i den ældste bibel-udgave. Skriverne, der har kopieret de gamle tekster ind i det, vi kender som Biblen, kan såmænd have pyntet på den fra første færd, enten fordi de blev bedt om det, eller fordi de selv kunne lide disse broderier over temaet Jesu dom og korsfæstelse. Det betyder i hvert fald at Biblen i sin oprindelse var ufærdig og dermed - på flere punkter - anderledes end den, vi kender.
Hun hygger sig, hvad enten det nu er med en kop te eller kaffe. Alt er indrettet til denne frilufts-hyggestund, og det er smart, som hun bruger stokken som "bord". Den løftede lillefinger får mig til at tro, at det, hun drikker, er te, og at den er lavet hjemmefra med følelse og ekspertise for at kunne nydes i fri luft. Som "kaffe-menneske" går jeg ikke så meget op i te-brygning. En te-pose, der købes færdig i en eller anden butik, hvor den slags sælges, samt kogende vand, er nok for mig. Jeg er dog godt klar over, at andre ser te-brygning som en kunstart, hvor hvert enkelt trin er af stor betydning. Det gælder bl.a. forfatteren George Orwell:
"Stor ståhej for ingenting"??? Det er måske for meget sagt, men sært er det nu, at det ligefrem bliver til en kunst at lave en kop te. For George ville det være helligbrøde at lave te, som jeg gør, - for slet ikke at tale om at foretrække kaffe!!!
Jeg ved godt, at der er mange forskellige typer kaffe, men den eneste slags, jeg ikke kan lide, er det, jeg kalder "brunt vandpjask". Føj dog!!! At nogle måder at lave kaffe frembringer et fluidum, der kan slå en død mand ihjel, er jeg dog udmærket klar over. Hjerteslag på grund af stærk kaffe??? Det skulle ikke undre mig, om det sker i ny og næ ....
Der findes såmænd nok andre og endnu stærkere kaffebrygnings-metoder, men denne virker god nok til at kunne glæde mine smagsløg. Sagen er jo nemlig den, at både kaffe og te er "tom føde" på den måde, at de er uden kalorier, vitaminer og andet, man ellers forbinder med det, man putter i gabet, når trangen melder sig. Dvs. at det eneste, der styrer foretagendet, er ens smagsløg, og de er ikke altid på menneskers side, da de ofte kan få os til at investere tid, kræfter og fordøjelse i ting, der ikke er sunde for os. Måske man kan snyde smagsløgene og få dem til at acceptere noget, der egentlig ikke opleves som særlig velsmagende, men som har en såkaldt "opkvikkende" virkning? Kort sagt: kaffe til te-elskere og te til kaffe-elskere. Det går sikkert, hvis man har været uden nogen af delene et stykke tid og virkelig er trængende, men det giver en tom fornemmelse og nydes ikke på samme måde som den ægte vare til dens fans.
Ja, der siges meget om kaffe og dens virkning, der ofte beskrives som en energi-indsprøjtning. Jeg forstår godt, at man tænker sådan, selv om virkningen vel sagtens varierer fra menneske til menneske.
Buford her er vel sagtens kaffe-narkoman, hvilket betyder, at han slet ikke kan fungere uden den daglige tilførsel. Trangen til kaffe vokser og vokser tilmed, ja, den kan måske aldrig stilles!!! Jeg tror ikke, at te har en helt så voldsom abstinens-virkning som kaffe, men det skyldes måske, at jeg netop ikke er den store te-drikker?
Jeg har et par gange gjort mig fri af trangen til kaffe. Det tog sin tid, og det efterlod en virkelig trist fornemmelse af at være blevet berøvet noget værdifuldt. Samtidig kunne jeg så rose mig selv for at have knust denne usunde trang, men det var ikke nok til at bringe trøst for tabet. Derfor er jeg hver gang vendt tilbage, men uden det, jeg vil kalde "overdrivelser". Kaffe og mådehold er simpelthen vejen frem, fordi der så kommer styr på tingene. Hvis jeg skulle havne i den situation, at jeg pludselig ikke havde mere kaffe i huset, så ville jeg til gengæld hurtigt mærke effekten af denne mangel: hovedpine, træthed og surhed, så "hooked" er jeg ....
Ja, kaffe-trangen kan sikkert melde sig midt i et bryllup eller andre vigtige begivenheder. Det er latterligt, men sådan er det nok for mange, hvilket jo betyder, at der virkelig er tale om en form for narkomani. Man bliver afhængig, men føler ikke, at det er noget alvorligt. Det viser de mange vittigheder om kaffe også: man elsker denne form for afhængighed og griner ad den som af noget morsomt.
Fornuftige folk sørger selvfølgelig for ikke at blive afhængige af noget usundt, men hva' pokker, så slemt er det da ikke med kaffe og te, hvis man altså lærer at styre behovet ....
Vincent Van Gogh (1853-1890) døde 37 år gammel, den 29. juli 1890. Dødsårsagen var et skudsår i maveregionen, der blev opfattet
som en følge af et mislykket selvmordsforsøg, men som senere tider mistænker skyldtes et vådeskud. Den, der havde affyret dette fatale skud, var den 16-årige søn af en af Vincents venner, og visse Van Gogh-eksperter påstår, at han kan have ønsket at dække over dette ved at påstå, at han skød sig selv. Der har dog også været teorier fremme om, at den ikke altid særlig ligevægtige og ofte berusede Van Gogh blev chikaneret og derpå skudt af vennens søn og dennes jævnaldrende kammerat, for der var andre på stedet, der var meget lidt søde imod ham. Hvordan det end gik til, så kan man forestille sig, at denne hollandske maler, der nu regnes for en af de mest betydningsfulde kunstnere, døde med overbevisningen om at være en total fiasko. Det eneste billede, som han havde solgt i de små 10 år, hvor han havde malet, var "Den røde vingård". Køberen var hans gode ven og kollega, Eugene Bochs, søster, Anna Boch, der måske/måske ikke så noget af det i det, som eftertiden har set. Det siges dog, at hun udelukkende købte det for at glæde sin bror med denne støtte til hans ven, Vincent Van Gogh.
Den røde vingård
Som 16-årig kom Vincent i lære som kunsthandler, og efter at være udlært blev han overflyttet til en filial i London. Som det var typisk for ham, forelskede han sig her ulykkeligt, hvilket førte til en meget alvorlig psykisk krise. I den forbindelse havnede han i pinefulde, religiøse grublerier, der fik ham til at rejse til et belgisk minedistrikt som lægprædikant for arbejderne. Her må han have fået skærpet sin betydelige sociale sans, der bl.a. viser sig i det, der nu regnes for hans første hovedværk, nemlig "Kartoffelspiserne" (1885).
Efter at have forsøgt sig som bl.a. kunsthandler og lægprædikant besluttede han sig i begyndelsen af 1880'erne for at blive maler. Han flyttede sammen med sin bror, Theo (1857-91), der arbejdede som kunsthandler i Paris. Under sit to år lange ophold i Frankrig fik han kontakt med bl.a. Paul Gauguin, Henri Toulouse-Lautrec og Camille Pissarro, der hver for sig gav ham ny inspiration. Efter at være flyttet til Arles malede han bl.a. vennen, Eugene Boch, hvis søster købte "Den røde vingård". Han kaldte dette portræt af sin ven for "Poeten", fordi denne maler-kollega ligesom han
selv drømte store drømme. Noget, han har forsøgt at udtrykke ved
billedets stjerne-bestrøede baggrund.
Eugene Boch
Alt omkring Vincents liv som maler og som mand signalerede fiasko. En, der bevidnede hans vanskelige tilværelse, var hans 14-årige nabo, Jeanne Calment, der opfattede ham som en frygtelig drukkenbolt. Eftersom hun jo rent faktisk kendte ham personlig, er det interessant, at hun - modsat mange andre - hævder, at han ikke gav sit afskårne øre til en prostitueret, men til en rengøringsdame på stedets bordel, fordi han fandt det så trist, at hun havde en ansigtsdeformitet, og at han derfor ville vise sig solidarisk med hende.
Man ved, at han formentlig var manio-depressiv og i hvert fald meget psykisk sårbar, hvilket førte til flere indlæggelser. Derfor tolkes selvlemlæstelsen som regel ud fra denne ene handling: "Vincent er skør, se bare hans øre!" Denne begivenhed i hans liv blev på en vis måde en form for signatur, og der er ingen ende på alle de gange, den f.eks. er blevet brugt i moderne vittighedstegninger.
Formentlig fordi han var syg, understøttede hans bror, Theo, ham økonomisk. Uden ham havde han ikke kunnet overleve som kunstner, og hvis ikke han selv havde været død i 1890, ville han sikkert være brudt helt sammen, da denne gode og kærlige bror, der også var hans ven og fortrolige, døde af syfilis bare seks måneder efter hans egen død.
Da Theo døde, efterlod han sig imidlertid hustruen Johanna (1862-1925) - i daglig tale kaldt Jo - og en lille søn. Denne svigerinde viste sig at blive alt andet end en biperson i Vincent Van Gogh-dramaet, for det var hende, der sikrede hans berømmelse. Efter Theos død havde hun arvet alle Vincents billeder samt brødrenes omfattende korrespondance. Eftersom hun kun havde en lille lejlighed i Paris, blev hun rådet til at gøre sig af med billederne, men det nægtede hun. Hvorfor? Hun kendte jo knap nok sin svoger, så hvad drev hende til at arbejde utrætteligt for at give ham det gennembrud, han ikke havde kunnet få i levende live? Var hun vild med hans billeder? I så fald var hun ret ene om det, for på dette tidspunkt var han stort set ukendt i kunstverdenen. Andre kunne heller ikke se dem som noget særligt, hvilket bl.a. viste sig ved reaktionen på hans "vågenat", hvor de blev lagt frem til fri benyttelse og afhentning. Ingen - eller meget, meget få - lod til at være interesseret ....
For at få sig en indtægt, der gjorde det muligt for hende at forsørge sin lille søn, forlod hun Paris med sine få ejendele og vendte tilbage til Holland, hvor hun oprettede et pensionat og blev sproglærer samt oversætter, bl.a. af noveller fra fransk og engelsk til hollandsk. Samtidig arbejdede hun med at få en udstilling af Vincents billeder op at stå, foruden at hun samlede og forberedte en udgivelse af hans og Theos korrespondance. Alt sammen noget, der i hvert fald vakte en af hans kollegers, nemlig Richard Roland Holsts, forbitrelse: "Mrs Van Gogh is a charming little woman, but it irritates me when
someone gushes fanatically on a subject she knows nothing about, and
although blinded by sentimentality still thinks she is adopting a
strictly critical attitude. It is schoolgirlish twaddle, nothing more.
[...] The work that Mrs Van Gogh would like best is the one that was the
most bombastic and sentimental, the one that made her shed the most
tears; she forgets that her sorrow is turning Vincent into a god." Dyrkede hun Vincent for på den måde at ære sin afdøde mand, Theo, der havde elsket og understøttet ham? Utænkeligt er det ikke, men det kan ikke have været den eneste drivkraft bag hendes passionerede arbejde for svogeren og hans eftermæle.
Hendes forhold til Van Gogh-familien havde lige fra begyndelsen været sært, for medens Theo var blevet vildt forelsket i hende ved første blik, var hun totalt kold over for ham og hans frieri. Faktisk var hun vist nærmest fornærmet over hans opførsel, som hun ikke mente at have lagt op til. Ikke desto mindre endte det altså med, at hun giftede sig med ham og blev mor til hans eneste barn, sønnen Vincent.
Hendes måde at arbejde for svogerens berømmelse virker enormt målrettet, ja, nærmest professionel. Hun stod for udstillinger, tog kontakt med diverse museer, kunstnere og kunsthandlere, bl.a. i Tyskland, samlede, redigerede og udgav korrespondancen mellem brødrene, osv., osv., selv efter at hun giftede sig igen, nemlig med Johan Cohen Gosschalk. De bøger, hun udgav, om Vincent, må også have været et stort arbejde: "A Memoir of Vincent Van Gogh" og "The Letters of Vincent Van Gogh to His Brother and Others 1872-1890". Hun var så afgjort en både smart og totalt hæmningsløs kvinde og dermed en fantastisk forbundsfælle for den fallerede og afdankede kunstner. Man spekulerer uvilkårligt på, om hun ville have været lige så engageret, hvis han havde overlevet skuddet .....
At hun midt i det hele - og til sin families forargelse - også arbejdede for at forbedre kvinders vilkår og udbrede tidens socialistiske ideer. Således var hun medstifter af "The Amsterdam Social-Democratic Women’s Propaganda Club", da hun øsnkede at forbedre arbejderklassens ofte elendige vilkår samt uddannelsesmulighederne i byen. Kort sagt, hun var alt andet end den lille, søde og passive borger-datter, hun var opdraget til, og det skal alle Van Gogh-fans være taknemmelige for. Sjovt nok syntes hun slet ikke selv, at hun gjorde nok for hverken det ene eller det andet af sine mærkesager ....
En anden af de ting, hun gjorde var at sørge for, at de to brødre kom til at hvile i samme grav.
En smuk, blond engel med en glorie er det ikke, hvad vi forbinder med beskrivelsen af de såkaldte himmelske skarer? Engle er jo pr. definition smukke, gode og velmenende Guds-tjenere. At ham her har et noget sjusket bundet lændeklæde, der signalerer andet end en aseksuel skønhed, passer dog meget godt med nutidens forståelse af en af de i vore øjne mest interessante engle, nemlig Lucifer. Der er skrevet bøger og lavet TV-serier om ham og hans meriter som en overjordisk skøn og sexet, men også skurkagtig Don Juan, der vælter sig i damer og penge. I denne moderne udgave er han populær, idet hans mørke side fængsler mere, end den frastøder nutidsmennesket.
Pieter Breughel the Elder: "The fall of the Angels"
Den klassiske Lucifer er den hovmodige "faldne engel", der gjorde oprør imod Gud, og som derfor blev smidt ud af Paradiset med alle sine tilhængere i det såkaldte "Syndefald". Det motiv er der kommet en masse spændende kunst ud af, og man har digtet videre og videre på myten med mange forskellige tolkninger af Lucifer-skikkelsen.
Gustave Doré: Illustration til "Paradise Lost" af John Milton
Den faldne engel ses her som den mørke og skumlende onde kraft, der i senere tolkninger er blevet til Helvedes hersker, Satan. Sagen er nemlig den, at der ikke er ret meget bibelsk materiale om Lucifer, så man kan tilskrive ham alt muligt, der ikke hænger sammen med hans egentlige oprindelse som den babylonerkonge, der oplevede Babylons fald (12ff vers af Esajas, 14). Her forhånes den fornedrede konge, der kaldes "Morgenstjernen, Morgenrødens Søn", hvilket netop er den gængse betydning af navnet Lucifer. Det siges om denne konge (Esajas, 15): "Ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen!" Dette dybe hul - "nederst i hulen" - er Helvede, som Satan jo siges at herske over, men som også tolkes på forskellig vis op igennem historien.
Satan med briller og morgenavis på en trone af kranier virker ikke plaget på samme måde som f.eks. Dorés udgave af den faldne engel, der ser bitter ud, og som grubler over sin skæbne, medens han udtænker frygtelige straffe den syndige menneskehed. Selv med horn og hale hygger han sig.
De tidligste kirkefædre som Hieronymus, Ambrosius, Augustin og pave Gregor 1. kombinerede spotteversene i Esajas med Jesu ord (Luk. 10, 18): "Jeg så Satan falde ned fra Himlen som et lyn." Dermed blev Lucifer forvandlet til Satan før syndefaldet, men som vi ved, har Satan mange navne: dragen, slangen, Ahriman, Belial, Beelzebub, Abaddon, Iblis, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen. Når man læser beskrivelsen af dragen, får man - hvis man er mig og har humoristisk sans - en stærk mistanke om, at dette væsen er skabt i en narkotika-rus, men sådan er det jo ofte med disse bibelske fortællinger. Her skal man så huske på, at noget af det afgjort er symbolsk eller noget fra en drøm eller hallucination.
Caravaggio
Nogen klar og entydig udvikling af den bibelske figur Lucifer er der altså ikke, for han fremtræder som konklusionen på diverse fortolkninger, men også digteriske friheder, der er blevet meget populære op igennem tiden. Således er det altid nemmest med sort-hvide konklusioner, når det gælder ideologier, og i hans skikkelse samles alt ondt, der er en absolut modsætning til det, Jesus, Gud og de gode engle står for. Da det gode jo forventes at sejre over det onde, som det har bekæmpet,
ender det også galt for den faldne engel, Lucifer/Satan. Han vinder
ikke, men bliver nedkæmpet af ærkeenglen Michael, der hele tiden har været en af hans argeste modstandere.
Guido Reni: Ærkeenglen Michael, der i sin tid fordrev Lucifer fra himlen, besejrer ham også i det endelige opgør på Dommens Dag. Hvad der egentlig sker med ham efter dette forekommer mig dog ret uklart, for nok hører man, at han "styrtes i ildsøen" i Helvede, men dér herskede han jo før. Bliver han nu en menig indbygger i sit tidligere rige, og er det straffen? Jeg må sige, at der mangler et par friske kirkefædre, der kan forklare den slags detaljer i en i forvejen temmelig kringlet historie ....
"Gads danske bibelleksikon", G.E.C. Gads Forlag, 1982
"Illustreret Religionsleksikon", red. af Aage Bentzen, Søren Holm og N. H. Søe, Skandinavisk Bogforlag, 1950
